Nazila Kivi's blog

Ting der bare er eller Berlingskes fornemmelse for køn

Nazila Kivi — Tue, 16 Aug 2016 00:40:52 +0000

Af Nazila Kivi

Can U Not

Der er nogle ting, der bare er. Det mente Berlingskes chefredaktør Tom Jensen for nu efterhånden noget tid siden, da han i en statusupdate på facebook (28. maj) forsøgte at gøre grin med en udtalelse fra mig til et oplysningsarrangement om køn og krop, citeret i Information. Det jeg havde udtalt var, at selv når man ser køn som en social konstruktion, kan vi ikke nægte at kategorierne ’kvinde’ og ’mand’ findes i den virkelighed, vi nu har. De findes som erfaringer med at blive aflæst som et bestemt køn af andre mennesker og behandlet derefter. Køn får derfor reel betydning uagtet at det er en social konstruktion.

Hvis nu Jensens ærinde ikke blot havde været et forsøg på at håne, kunne han have været med til at rejse et meget relevant spørgsmål, der har vidtrækkende konsekvenser for mange menneskers hverdag og sociale relationer, nemlig at der findes en kropslig virkelighed, som ikke ændres med ord alene. At påstå andet er en parodi på hvad det betyder at dekonstruere køn og gør ikke nogen klogere på noget.

Men hvad betyder udtrykket ’køn er en social konstruktion’, og er det overhovedet relevant for de fleste almindelige mennesker? Lad os se om det, i stedet for at latterliggøre det svært forståelige, ikke er muligt at kvalificere samtalen om socialt køn, så vi i det mindste kan debattere fra et mere oplyst grundlag.

Alle mennesker har en krop og alle mennesker kan sanse i forskellig grad. Så langt så godt. Men mennesker er ikke apparater, der blot sanser og registrerer. Vi fortolker alle sammen det vi sanser, og selv de mest positivistiske og kvantitativt orienterede videnskaber er underlagt tolkninger. For eksempel skal scanninger af hjernen eller statistiske data altid tolkes ud fra hvad man søger og hvordan man definerer resultater og usikkerheder. Hvorfor skulle noget så omstridt og spændingsfyldt som køn ikke være underlagt det samme?

Idéen om at der findes to måder at forstå krop på, enten biologisk eller socialt, er blevet tilbagevist af forskere der ved historisk gennemgang af medicinsk historie har vist, at selv produktionen af ’neutral’ biologisk viden om kroppen altid har været påvirket af en kulturel og politisk sammenhæng. Natur/kultur-modsætningen er altså en falsk dikotomi.

For eksempel skete ’opdagelsen’ af kønshormonerne østrogen og testosteron i den seksualmoralsk set strenge viktoriatid i anden halvdel af 1800-tallet, da Storbritannien førte an i den industrielle revolution og var verdens største imperium. Opfattelsen af biologisk køn i denne tid er præget af det forudgående skift fra étkønsmodellen, hvor der kun var manden og alle afvigelserne, til idéen om to køn, som på alle måder blev opfattet som hinandens modsætninger med et strengt hierarki der placerede manden øverst. Derfor blev de ’kvindelige’ kønshormoner tillagt egenskaber og funktioner der passede med tidens idealer om kvinder som tilhørende hjemmet, svagelige og seksuelt passive (og moderlige!). Mange respekterede videnskabsmænd mente at kvinder var mere ’primitive’ væsener, som delte biologiske egenskaber med ikke-europæere, der blev set som laverestående.

Selv da man senere opdagede at alle mennesker havde begge typer hormoner, blev tokønsmodellen ikke ændret, men i stedet blot justeret ved at skabe et ’tredje køn’, som man så mente forklarede ’sygdommen’ homoseksualitet.

Det er dette menneskesyn, der herskede samtidigt med grundlæggelsen af moderne biomedicin og har altså stadig stor indflydelse på hvordan køn bliver beskrevet i videnskaber, der beskæftiger sig med ting, der ’bare er’.

Videnskabsteoretikerne Donna Haraway og Deborah Findlay har hver for sig vist hvordan viden, særligt om køn, bliver skabt i en ’situeret’ eller positioneret virkelighed, helt uadskillelig fra enhver tids politiske og sociale kontekst. Findlay har vist hvordan 1950’ernes førende canadiske gynækologer så sig selv som garant for familieværdier, som de mente var truede af indvandring fra ikke-vestlige lande, kommunisme og kvindernes frigørelse. De anbefalede middelklassens kvinder at holde sig til hjemmet og føde mange børn i håb om at modstå det konservative samfunds fald. Dette synspunkt fandt de ’bevist’ i biologien, som ifølge denne logik konstruerede menstruerende kvinder som sygelige og den altid gravide kvinde som en sund og biologisk ’normal’ ideal. Findlay dokumenterer hvordan en canadisk lærebog i gynækologi beskrev en 23-årig, der aldrig havde oplevet som menstruation på grund af uafbrudte graviditeter som normalen. Hun havde siden 14-årsalderen skiftevis været gravid, født eller ammet. Også de talte om køn og kvindelighed som ting der ’bare var’, selvom de var stærkt ideologiske og kønskonservative.

Det er denne konservative og gammeldags opfattelse af køn som noget uforanderligt og fikseret, noget der ’bare er’, som Berlingske og dens redaktør bliver eksponenter for, når to karriere-coaches i en artikel om køn og lederskab (19. juni) anbefaler kvinder at være mindre skingre for at få succes i forretningslivet. Eller når avisens chefredaktør forsøger at håne forestillingen om køn som genstand for forhandling. At det kan erfares forskelligt afhængigt af hvilke egenskaber, man vælger at tilskrive bestemte kroppe og udtryk. Og at det også opleves i hverdagslivet, i den virkelige verden.

Se, det havde været interessant at diskutere på et sagligt niveau, men i stedet står det indtryk tilbage at det var lettere at diskvalificere debatten med svag sarkasme end at forsøge at sætte sig ind i komplicerede spørgsmål, der påvirker folks liv, lige dér hvor tingene tilsyneladende ’bare er’.

***

Læs mere her:

Nelly Oudshoorn: Beyond The Natural Body: An Archaeology of Sex Hormones, 1994 (bog)

Celia Roberts: A Matter of Embodied Fact: Sex Hormones and the History of Bodies, i Feminist Theory, 2003 (artikel)

Deborah Findlay: The Good, the Normal and the Healthy: The Social Construction of Medecal Knowledge about Women, 1993 (PhD afhandling)

Kære danske kvindeorganisationer: Udvisning af ugandiske kvinder og Black Lives Matter er også feministiske sager

Nazila Kivi — Sun, 31 Jul 2016 20:28:10 +0000

Af Nazila Kivi

Foto: Ulla Manel Berghagen, Black Lives Matter demo i København d. 14. juli, arrangeret af Mary Consolata Namagambe & Sade Johnson

Tekst: Nazila Kivi og Iben Cecilie Nilsson

Åbent brev: Kære Dansk Kvindesamfund*, Kvinfo, Kvinderådet, Selskab for Ligestilling og Feministisk Forandring…

De seneste uger har flere af de store medier dækket en sag om tre lesbiske kvinder, som står til at blive udvist til Uganda. Som I nok ved, er homoseksualitet kriminaliseret i Uganda, og straffes med fængsel på livstid. Samtidig bliver overgreb mod homoseksuelle ikke straffet. De tre kvinder er åbent lesbiske og har været aktive i LGBT Asylum, en organisation der kæmper for at beskytte rettighederne for homo- og biseksuelle samt transkønnede asylansøgere. Det er derfor forbundet med massiv risiko for kvinderne at blive sendt tilbage til Uganda.

Flere organisationer, der arbejder med menneskerettigheder har kritiseret beslutningen om at udvise de tre kvinder, f.eks. Amnesty International, LGBT Asylum og LGBT Danmark. Men hvor er Dansk Kvindesamfund og de andre danske kvindeorganisationer? På trods af den relativt store mediedækning samt omtale på sociale medier, har der været en larmende tavshed om emnet hos kvindeorganisationerne. Er man ikke længere kvinde, når man samtidig er asylansøger eller LGBTQ? Disse tre er vel lige så meget kvinder, som andre (heteroseksuelle) danske statsborgere, og danske kvindeorganisationer burde bakke op om deres kamp.

Dansk kvindesamfund og de andre organisationer er flere gange blevet beskyldt for at være elitære, og kun kæmpe for de mest ressourcestærke kvinder i det danske samfund. Selvom dette givetvis er en uretfærdig og unuanceret kritik, må vi alligevel sande, at de danske kvindeorganisationers fokus på de allermest udsatte grupper lader en del tilbage at ønske.

Og det handler ikke kun om denne ene sag. Det svenske politiske parti Feministiskt Initiativ postede forleden en stærk video, som de havde produceret til støtte for bevægelsen Black Lives Matter. Feministisk Initiativ er også ret tydelige når det kommer til Sveriges asyl- og migrationspolitik. Det savner vi også et større engagement i fra danske feministiske organisationer.

Vi ser igen og igen hvordan mennesker, der lever med intersektionerende identiteter, falder imellem to stole, når det kommer til de kampe, der specifikt vedrører dem. Feminismen herhjemme har en tradition for at fokusere mest på hvide kvinder, mens antiracismen ikke altid formår at inkludere et nuanceret syn på køn og seksualitet. Black Lives Matter (BLM) er unik, netop fordi bevægelsen fra start har været baseret på intersektionalitet.

BLM er nemlig en organisation, som er initieret af tre sorte queer kvinder. BLM har siden 2012 været med til at gøre opmærksom på politiets ofte konsekvensløse nedskydning af og vold mod sorte US-amerikanske mænd af politiet. Hvad der er mindre kendt er, at BLM også arbejder målrettet på at få mere fokus på drab og vold mod sorte kvinder, queers og transpersoner.

Støtte til BLM og LGBTQ-personer i Uganda er ikke udelukkende et udtryk for international solidaritet. Der er kvinder i Danmark, som rammes af uretfærdig asylpolitik og afrofobi. At minoriserede kvinders kampe ikke ses som en del af kernen i dansk feminisme, er et udtryk for den usynliggørelse, som grupperne stadig udsættes for i dag. Denne gruppe er stort set aldrig i fokus af årsager, som enhver feministisk organisation burde kunne på fingerspidserne: De er kvinder og/eller LGBTQ og deres liv bliver betragtet som undværlige og ubetydelige.

Selvom usynliggørelsen af kvinder og femininitet generelt er kendt af enhver feminist, bliver kvinder og LGBTQ, som oveni også er racegjorte, udsat for samme udviskning og marginalisering af majoriserede feministiske organisationer, særligt når det kommer til mærkesager og solidaritet med denne gruppe mennesker. Snarere bliver minoriserede kvinder og queers ‘inkluderet’ i særbegivenheder, som noget man gør ‘ekstra’, og sjældent som en integreret og altid relevant del af feministiske mærkesager. Det er et problem, som vi tidligere har gjort opmærksom på og som vi sætter pris på, at de danske kvindeorganisationer har reageret på og taget alvorligt til en vis grad. Netop derfor undrer det os nu igen, at de ledende kvindeorganisationer i Danmark er tavse i forhold til Black Lives Matter og de ugandiske udvisningstruede kvinder.

Den grundlæggende ulighed baseret på raceliggørelse og kønnet diskrimination bliver fortsat reproduceret, hvis ikke ‘majoriserede’ kvindeorganisationer i lige så høj grad forsøger at integrere sig selv i racegjorte og LGBTQ-ledede bevægelser i stedet for at genskabe donor-modtagerrelationer gennem ‘inklusion’ eller en lejlighedsvis tolerering af marginaliserede positioner og grupper. Netop ‘inklusion’ som en handling på majoritetens præmisser og en overlegen ‘tolerance’ af minoriserede grupper vil vi gerne se et opgør med i de store feministiske organisationer.

Vi håber som et første skridt at se repræsentanter fra de danske kvindeorganisationer til demonstrationen mod udvisninger i Kastrup Lufthavn mandag d. 1. august. Det ville også klæde organisationerne at komme med en støtteerklæring til BLM. Begge dele burde være en fast og integreret del af det feministiske arbejde i Danmark. I morgen, i overmorgen og i al fremtid.

Med venlig hilsen

Iben Cecilie Nilsson og Nazila Kivi

***

*Dansk Kvindesamfund har på twitter delt et billede fra en BLM protest i København, samt retweetet en artikel om hvorfor man bør støtte BLM, men vi har ikke været i stand til at finde andre tilkendegivelser fra nogen af de andre kvindeorganisationer.

I trussen på Bloody Mary

Nazila Kivi — Mon, 07 Mar 2016 21:14:05 +0000

Af Nazila Kivi

Foto: Agata Cardoso

”Menstruation er den skuffede livmoders tårer over ikke at have opfyldt sit formål.”

Sådan konkluderende en anerkendt lærebog i gynækologi fra 1950’erne, hvori menstruation beskrives som en biologisk fiasko, hvor det ikke er lykkedes organismen at reproducere sig selv.

Den canadiske filosof og kønsforsker Deborah Anne Findlay gennemgik i sin doktordisputats fra 1990 over 4000 siders videnskabelige publikationer fra 1950’erne med det ærinde at vise hvordan produktionen af medicinsk viden om kvinder var afhængig af den samtidige kontekst og lægernes ideologiske ståsted.

Hendes udgangspunkt og konklusion var, at skellet mellem objektiv biomedicinsk viden og socialt produceret viden er en falsk dikotomi, da al viden er et produkt af social kontekst og ikke kan findes udenfor det. Det gælder ifølge Findlay særligt for viden om kvinders reproduktion og seksualitet.

Menstruationens rolle i nyere vestlig kultur

I efterkrigstidens USA var kvindernes indtog på arbejdsmarkedet en realitet, efter de havde afhjulpet manglen på arbejdskraft under Anden Verdenskrig. Ved mændenes hjemkomst fra krigen var der nu igen kamp om jobs. Nationalkonservative værdier fik i kølvandet på USA’s sejr nyt liv ovenpå den store økonomiske nedtur i 1930’erne. Med historisk præcision var det, udover immigranter, kommunister og sorte amerikanere, også kvinder og deres nyvundne selvstændighed, der blev beskyldt for at udgøre den største trussel mod samfundets beståen.

Mange af tidens førende læger og specialister i gynækologi så ifølge Findlay sig selv som vogtere af tradtionelle familieværdier og det afspejledes tydeligt i produktionen af biologisk viden om kvinder. I de tekster, som Findlay gennemgik, fandt hun at kvinders fysiologi var beskrevet som havde den kun ét formål, nemlig reproduktion.

Set i dét lys var menstruation en tydelig biologisk markør, både som tegn på mislykket reproduktion og som bevis på kvinders uegnethed til arbejdsmarkedet. For eksempel omtalte en gynækologisk lærebog en kvinde, der havde været gravid ‘uafbrudt’ fra en alder af 14 til 27 år, og aldrig havde oplevet en eneste menstruation, som billedet på biologisk perfektion.

Ved at definere normaliteten indenfor en biomedicinsk ramme, var lægerne med til at konstruere og præsentere viden om ‘normal’ femininitet og kvindelig reproduktion som tilsyneladende værdineutrale og objektive fakta.

Findlay omtaler dem som pronatalister: Deres dagsorden var at få hvide kvinder fra middelklassen til at føde flere børn som et bolværk mod den truende omvæltning af den bestående samfundsorden, hvad enten truslen bestod i feministiske bevægelser, kommunismen eller den øgede indvandring af ikke-hvide til Nordamerika og Storbritannien.

Foto: Agata Cardoso

Stadig et tabu

Man behøver dog ikke at gå 60 år tilbage i tiden for at se den kvindelige krop omtalt udelukkende som et reproduktivt organ. I nutidens danske lærebøger på lægestudiet er der mange ligheder: De kvindelige kønsorganer beskrives kun med deres reproduktive formål og deres seksuelle funktion er stadig nedtonet sammenlignet med beskrivelser af den mandlige fysiologi.

Når sproget til at beskrive kroppens almindelige funktioner dels er negativt ladet og dels bliver præsenteret som objektive sandheder, der ikke står til diskussion, bliver det i længden det eneste tilgængelige sprog, hvormed kvinder kan italesætte egen krop.

Et lavpraktisk eksempel er når unge dansktalende kvinder siger ”Jeg har fået mit lort” når de bløder, eller når reklamer for hygiejnebind og tamponer omtaler menstruation som noget, der skal skjules for enhver pris.

Den australske psykologiprofessor Jane Ussher, der i over 30 år har forsket i reproduktion og seksualitet i sundhedsvæsenet, publicerede i 2013 artiklen ’PMS as a process of negotiation: Women’s experience and management of premenstrual distress’ . Baseret på interviews kunne hun dokumentere at de kvinder, der deltog i studiet, fik bedre fysiske oplevelser med menstruation og oplevede færre gener, hvis de blev guidet i at omtale og håndtere deres præmenstruelle fase og blødning i overensstemmelse med deres egne kropslige oplevelser i stedet for at bruge de gængse negative ord, der normalt er til rådighed.

Noget af Usshers tidligere forskning peger på, at et fænomen som pms, præmenstruelt syndrom, hovedsageligt opleves af kvinder i Vesten. Kvinder i andre verdensdele og fra andre kulturer oplever ifølge Ussher også ændringer i forbindelse med menstruation, både positive og negative. Forskellen er at ændringerne ikke omtales som symptomer eller noget sygeligt blandt befolkninger, hvor pms ikke findes som kulturelt fænomen.

Usshers resultater viser, at det at lade omtalen af menstruation formes på baggrund af kvinders egne erfaringer, ændrer ikke bare den diskursive praksis i forhold til kropslige fænomener, det lader også til at ændre på hvordan det opleves fysisk.

Det stemmer overens med den islandske kønsforsker Herdis Sveinsdóttir, der gennem kvalitative interviews med kvinder fandt, at mange internaliserer de negative stereotyper om menstruation og pms og ofte mener at andre kvinder lider kraftigt af menstruationsgener, mens de fleste kvinder sjældent selv opfatter egne kropslige oplevelser lige så negative som de tror alle andre kvinder gør.

Sveinsdóttirs forskning er fra 2002 og hun anbefalede at først og fremmest forskere og sundhedspersonale tager teten og ændrer på den negative diskurs om menstruation.

Fourth Wave Feminism

Mens vi venter på dét, er der i mellemtiden opstået en til stadighed voksende platform for multiple feminismer på de digitale medier. En bevægelse, der på grund af internettets karakter vokser hurtigt, har et utal af deltagere og efterhånden har fået betegnelsen den fjerde bølge af feminisme.

Det særlige ved fjerde bølge feminisme er, at den er fragmenteret, har flere stemmer involveret end nogen sinde før i nogen feministisk retning, og at idéer og bevægelser opstår med lynets hast og kan udvikle sig i alle retninger. Endnu mere vigtigt ved den fjerde bølge feminisme er, at når enhver med adgang til internettet i princippet har en stemme og agens, giver det mulighed for at transformere det individuelle til kollektive anliggender, at dele personlige oplevelser og solidarisere på tværs af køn, seksuel præference og racialiseringsoplevelser.

De sidste par årtiers neoliberale sundheds- og seksualpolitik, hvor strukturelle problemer er blevet individualiseret som strategi til at kvæle grundlæggende samfundskritik, er tilvejebragt med villig hjælp fra den mainstreamede del af lægevidenskaben og psykiatrien, hvor ‘afvigende’ adfærd sygeliggøres og kontrol dermed legitimeres. Denne sygeliggørelse er sket hvad enten der er tale om seksualitet, kønsidentitet eller depressive lidelser – tag bare diagnosen sexafhængighed som et eksempel – men kan nu med internettet som platform blive udfordret af kollektive bevægelser, hvor samtalen tager udgangspunkt i det levede liv. Altså en genopstået mulighed for at gøre det private politisk.

Selvom det til stadighed debatteres, hvorvidt sociale fora på internettet faktisk kan katalysere større ændringer eller der for det meste blot er tale om slacktivism, altså overfladiske likes og sympatitilkendegivelser på de sociale medier, der ikke rykker noget in real life, giver dette på én gang private og kollektive, anonyme og altrækkende fællesskab kvinder, queers og andre minoriteter en mulighed for at skabe egne kategorier og tale på egne vegne.

Det bryder også med dominansen af to ekstremer, der hidtil har haft monopol på retten til at definere krop og seksualitet for kvinder og minoriteter, nemlig lægevidenskaben på den ene side og pornoindustrien på den anden. I deres mainstreamversioner har begge været med til at objektivisere kvinder og claimet retten til at definere kvindelig seksualitet.

Nye stemmer fra nye læber

Et af de nye fællesskaber, der betegner sig som kropspositiv er The Large Labia Project, der har til formål at bryde med den pornoficerede fremstilling af cis-kvinders vulva, hvor de indre kønslæber som regel ikke er synlige. Her oploader mange kvinder anonymt billeder af deres vulva med ‘store’ kønslæber og får råd og opmuntring fra hinanden.

Et andet initiativ er Real Women Bodies på det sociale blognetværk tumblr, hvor mange oploader billeder af deres krop, bryster og kønsdele for at vise almindelige kroppe. Det er ikke helt uproblematisk, når antallet af (manglende) likes og kommentarer kan gøre de sårbare endnu mere usikre, men siden tilbyder et sted, hvor piger og kvinder uforstyrret kan se andre kvinders kønsdele helt ucensureret. En mulighed som ellers kun pornoen eller lægebøger med hver deres retoucherede virkelighed tilbyder.

De nye fora har også muliggjort en ny forhandling af forståelsen af menstruation, hvor kvinder kan optræde som eksperter i egen krop og skabe beskrivelser af menstruationen, som ikke er domineret af biologiske termer. Nu handler det ikke kun om at gøre op med begreber som the curse (forbandelsen), ’dén tid på måneden’ og no go til sex, men om at gå den anden vej og udvise stolthed af sin krop og dens funktioner.

Nu er det period power, der vælter ind over popkulturen og reclaimer menstruationen og retten til at omtale den. Der er t-shirts med blødende vulva, positiv masturbationsomtale og free bleeding. Historisk er der ligheder med feminismens anden bølge fra 1960’erne og frem, hvor kvinder i mindre grupper kiggede på hinandens vulvaer, gik nøgne rundt og dyrkede stolthed over kroppen.

En af de mest omtalte kunstneriske og humoristiske udtryk kommer fra Hand Job Academy, tre musikere fra Brooklyn: Lil T, Clara Bizna$$ og Ash Wednesday. Sidstnævnte er til daglig skolelærer, men står ikke frem med sit rigtige navn. Hand Job Academy rapper om period power på nummeret Shark Week:

”Strap on your red wings, it’s time to make this bird sing

My bed looks like the elevator from The Shining

Contemplate, don’t hate

Cause I look like Sharon Tate

Or a pjece of rare steak, when I masturbate

Bleeding since eleven, bitch! I ain’t new to this

Feels like a werewolf is livng in my uterus.

…

Are you scared of this? It’s just a little blood! It makes me more powerful!”

Video of XDDHfmC-AgE

I videoen, der indeholder (teater)blod hældt over Barbie, kvinder med blod om munden efter sex med en menstruerende partner og masser af gennemblødte trusser, når trioen på under fire minutter at komme rundt om sex og masturbation under menstruation, liderlighed, tamponer og toksisk schock syndrom, vrede og irritation og alt det andet, der ellers betragtes som ulækkert og uønsket i forbindelse med menstruation.

Reaktionerne har været alt fra forargelse til stor jubel. De fleste af de større engelsksprogede feministiske websites som xoJane, Jezebel og webavisen Salon.com har omtalt videoen og period power-bevægelsen positivt.

Hand Job Academy udtaler selv, at de har et formål med at chokere og ikke kun provokerer for provokationens skyld. Med deres eksplicit blodige video ønsker de at gøre op med, hvad de kalder pinkificeringen af kvindekroppen, som vi ser det i for eksempel brystcancerkampagner. Det lyserøde univers som kvindelige kropsfunktioner ofte bliver framet i, er med til at infantilisere kvinder og bringer ifølge Hand Job Academy skam over de mindre æstetisk accepterede aspekter af kroppen.

Også in real life er menstruationsaktivisme blevet aktuelt igen. Et radikalt feministisk performanceprojekt af den London-baserede danske kunstner, kurator og redaktør på det nye feministiske magasin Hysteria, Bjørk Grue Lidin, bruger også menstruation som en strategi til at reclaime kroppen.

Hun arbejder i øjeblikket på en performance, hvor hun vil møde op og bløde på offentlige steder som sædet i en bus, en bardisk eller et partikontor iført hvidt tøj. Lidins ærinde er at bryde grænserne mellem de forskellige sfærer, som kvinder forventes at navigere i og på den måde gøre det private politisk. Hun mener ikke at der er nogen principiel forskel i kønnede magtforhold i en stripklub og et parlament, kun den måde, vi har opdelt dem på.

Nogle oplever det som for radikalt at gå og bløde på magtsymboler eller synge om lick job (cunnilingus) under menstruation, men taget i betragtning, hvor radikalt shamet menstruation har været, er initiativer som Hand Job Academy, Large Labia Project og Lidins performance små skridt. Især taget i betragtning, hvilke selvundertrykkelses- og kontrolmekanismer, de nye medier også lægger fora til:

Selvovervågning og ekstreme kropsidealer, som for eksempel det nye frenzy på billeddelingsforummet Instagram, hvor piger oploader billeder af deres thigh gaps, gabet mellem tynde lår, og høster mere anerkendelse, jo tyndere ben de kan fremvise.

Ligesom det ofte sker for andre græsrodsbevægelser, er period power også blevet spændt for kommercielle interesser. Hjemmesiden periodpride.org sælger menstruationsprodukter pakket ind i menstruel stolthed i et lyserødt univers. Men antager man at menstruerende kvinder alligevel køber hygiejneprodukter, kan de måske lige så vel købe dem af nogen, der ikke deltager i udskamningen af menstruation, selvom period powers univers ville være lidt for nuttet for Hand Job Academy.

Jagten på thigh gaps og andre svært opnåelige skønhedsnormer viser, at selv når det er piger og kvinder selv, der står som afsendere, kan de stadig internalisere normer, der bliver dikteret af kommercielle interesser og af biomedicinsk diskurs, hvor den tynde kvindekrop ligestilles med den sunde (og gode!) krop og hvor menstruation er sygeliggjort og beskrives som et symptom.

Den fjerde bølge feminisme er stadig under opsejling og dens eksistens er ikke engang anerkendt af alle feminister. Vi har derfor stadig tilgode at se, om der reelt er noget socialt forandringspotentiale i de nye medier. Der kan allerede nu ikke være tvivl om, at der sker små brud med den hegemoniske, dominerende form for femininitet og kvindelighed. Måske står selve begrebet kvindelighed overfor en snarlig opløsning?

For at vende tilbage til hvad Deborah Findlay allerede i 1990 sluttede: Så kan kategorien ’kvinde’ slet ikke bruges til noget, medmindre den er baseret på (de, der identificerer sig som) kvinders egne erfaringer i verden.

Kilder:

Findlay, D: ”The Good, The Normal and The Healthy: The Social Construction of Medical Knowledge About Women”. Canadian Journal of Sociology, 18(2), 1993.

Ussher, J & Perz, J: ”PMS as a process of negotiation: Women’s experience and management of premenstrual distress”, 2013 Psychol Health. 2013;28(8):909-27

Sveinsdottir, H: “Whose voice? Whose experiences? Women’s qualitative accounts of general and private discussion of premenstrual syndrome. Scand J Caring Sci. 2002 Dec;16(4):414-23.

Large Labia Project, www.largelabiaproject.org

Teksten er tidligere bragt i Friktion magasin for køn, krop & kultur

Agata Cardoso er en London-baseret kunstner, kurator og fotograferer analogt, ofte med subversive og dybt foruroligende temaer, der angriber konformitet og stereotyper. Billederne er fra serien Show Me Your Meat. Se flere billeder på www.agatacardoso.com

'Social kontrol' igen igen

Nazila Kivi — Mon, 07 Sep 2015 12:06:53 +0000

Af Nazila Kivi

Sådan ser jeg ud hovedet efter at have hørt SOCIAL KONTROL på non-stop repeat.

Surprise, surprise.

Man vil gerne tale om social kontrol. Det er jo lissom for deres egen skyld, ik'. Det ville også være åh så godt for 'integrationen' og det nyeste trend, 'inklusionen'. Og her bliver jeg spurgt: "Hvad kan vi gøre ved det?"

Men klap lige hesten, venner.

Jeg vil slet ikke diskutere 'social kontrol' på disse præmisser. Præmisser, der påklistrer begrebet social kontrol udelukkende til bestemte minoriteter i samfundet. Pludseligt er det glemt at social kontrol også er 'thigh gaps', også er 'bikini bridge', også er stigmatisering af kvinder, der går med tørklæde i det offentlige rum, og slankhedsidealer, der i høj grad også påvirker minoritetskvinder og unge piger. Social kontrol er også den voldtægtskultur, der stadig hersker, social kontrol er også, at en række feminister ikke kan mødes i det offentlige rum uden at blive udsat for fysisk vold og trusler.

Så social kontrol findes overalt, også i den hvide danske kultur. Hvorfor skulle den ikke findes blandt alle andre, inklusive etniske minoriteter? Hvorfor stiller man pludseligt højere moralske krav til minoriteter end man stiller til majoritetssamfundet? Kontrol af kvindekroppen, adgangen til den og dens reproduktion forekommer i alle samfund, så hvorfor er det noget særligt at den skulle forekomme blandt minoriteter?

Skal vi så lade være med at tale om 'social kontrol' blandt etniske minoriteter? Nej da, slet ikke, vi skal blive ved med at tale om al slags social kontrol, men begrebet i sig selv er utrolig éndimensionelt og forsimplende. Den tager udgangspunkt i, at sociale dynamikker blandt bestemte minoriteter, identificeret som muslimer, altid-allerede er negative og eneste løsning er mere integration, altså assimilation.

Dermed iscenesættes majoritetskulturen samtidigt også som noget, der er helt fri for social kontrol, og dermed på en måde overlegen. Gammelt, gammelt trick.

Det aktuelle brug af begrebet social kontrol tager slet ikke hensyn til den beskyttende effekt, som sociale fællesskaber blandt minoriteter, særligt de hetzede minoriterer, har for disse gruppers interne velfærd og sammenhængskraft. Den ignorerer, at der faktisk er videnskabelig evidens for, at for eksempel reproduktiv sundhed (antal for tidligt fødte børn, dødfødsler og spædbarnsdødelighed) ser meget bedre ud for minoritetskvinder, der bor i fællesskab sammen med andre minoriteter med lignende baggrund, end for kvinder, der bor spredt ude blandt majoritetsbefolkningen.

Men der er kun fokus på det negative. Altid. Hele tiden.

Det er yderst kontraproduktivt udelukkende at bruge begrebet i forbindelse med etniske minoriteter og altid negativt. Det er nærmest definitionen på stigmatisering. Og den stigmatisering hjælper ikke de grupper, som man gerne vil redde. Tværtimod, man bliver yderligere fremmedgjort og marginaliseret som minoritet af konstant at blive hypersynlig med negativ opmærksomhed. Kan vi prøve at udfordre denne evige rille om 'social kontrol' som et særligt 'etnisk' (underforstået muslimsk) problem? Jeg mener, bare en lille, bitte nuancering?

Det andet lyder altså efterhånden som en ridset plade.

Nydansk jantelov – en public service meddelelse for etniske minoritetskvinders vellykkede assimilation

Nazila Kivi — Thu, 23 Jul 2015 01:31:29 +0000

Af Nazila Kivi

Lidt hjælp til bedre integration...

Den nye, nydanske jantelov burde egentlig være overflødig. Mange etniske minoriteter med en offentlig profil har allerede forstået vigtigheden af at udvise rette mængder taknemlighed, lydighed og ikke mindst danskhed. Men træerne vokser ikke ind i himlen, som man siger, og vi er nogle, der er bange for at der stadig findes utaknemlige nydanskere, udanskere og andre næsvise typer, der endnu ikke har indordnet sig majoritetens krav om total overgivelse.

Men rolig nu, de har bare brug for lidt vejledning. Og her kommer den som sendt fra himlen: Den nydanske jantelov, venner.

Quizz - den nye assimilationstest, her fra en bestået udgave. Tegning og grafik: Hamraz Bayan

Du skal ikke tro at du kommer fra noget eller har noget med dig fra der hvor du kommer fra. Alt er opstået i Danmark og der findes ikke noget udenfor.
Du skal ikke tro, at du kan blande dig i den offentlige debat hvis du har meninger om indenrigspolitik, asylpolitik, racisme eller feminisme, medmindre du altså vil tale om, hvor nederen ‘dine egne’ er. Så er vi tilgengæld også klar til at klappe og kalde dig ‘ordenligt integreret’.
Du skal ikke tro, at du kan udtale dig om andet end æresdrab, social kontrol eller partnervold (den etniske slags vel og mærke, anden slags findes ikke). Jo mere du taler om æresdrab, desto mere taletid vil vi gi’ dig. Så tjek dine buzzwords først.
Du skal ikke tro at du kan udtale dig om noget, uden at vi beder dig om at rejse hjem til der hvor du kommer fra. I øvrigt kan du ikke selv bestemme, hvilke emner du vil arbejde med eller forske i: Du er udlænding, derfor skal du kun arbejde med det at være udlænding. På den måde vi bestemmer. Altså.
Du skal ikke tro, at det er muligt at være intellektuel, belæst eller akademisk begavet hvis ikke du tilskriver det en form for danskhed. Alle kloge mennesker er danske eller kokosnødder. Du skal ikke tro, at dit eget land (der hvor du kan skrubbe tilbage til) kunne have frembragt noget med indhold.
Du skal ikke tro, at du kan være kritisk overfor vores politik, vores land eller vores omgangsformer. Hvis vi lider, så gør vi det på en dansk, lykkelig måde og det er godt nok for os.
Du skal ikke tro, at du kan slippe for at underlægge dig dogmet om, at danskhed = alt godt, udanskhed = alt dårligt. Luk gerne ting ud som: “Danskhed er mangfoldighed”, “Demokrati er dansk” og “Det er dansk at dele”. Du skal ikke tro at nogen andre har styr på ‘mangfoldighed’, demokrati eller gavmildhed.
Du skal ikke tro at du skal ulejlige dig med at være solidarisk med andre flygtninge, der ikke er inde i varmen som dig. Vi giver ekstra points til husmuslimer der skiver om de farlige brune mænd og hvor store nasserøve og snyltere de andre flygtninge er. Det ka’ vi li’.
Du skal ikke tro at du kan slippe afsted med at være utaknemlig overfor vores danskhed. Vi har reddet dig fra din primitive baggrund, derfor skal du huske at være evigt underdanig, taknemlig og hylde danskheden til enhver lejlighed. White saviours tilgiver aldrig.
Du skal ikke tro, at du kan komme her og tale bedre dansk end os, kende dansk historie bedre end os eller værst af alt, også at tale andre sprog end dansk. Hvis du taler et sprog, vi ikke forstår, kan det kun være fordi du vil bagtale os. Hvad kunne I da ellers ha’ at tale om end os? Du skal ikke tro, at du kan fastholde dit eget sprog, kultur eller historie, det er udansk, forstår du? Udansk.

OBS. Mere service til de langsomme: Dette er satire, det er mega dansk.

Ingen tillykker til Pia Kjærsgaard herfra!

Nazila Kivi — Sat, 04 Jul 2015 15:37:01 +0000

Af Nazila Kivi

Mainstreamfeminister laver kage i den igen...

I hvert fald én uimponeret feminist her.

Til alle jer feminister der oveni købet claimer at være intersektionelle feminister og så samtidigt ønsker freaking Pia Kjærsgaard tillykke med at blive Folketingets første kvindelige forperson (I skriver endda forMAND, gør I ikke?)

Se, at 'være intersektionel' (hint, det kan man ikke 'være', det er en metode), at tænke intersektionelt kræver netop en analyse der transcenderer enkelte kategorier som køn. Køn er ikke eneste undertrykkelseskategori!

Derfor kan man heller ikke prise Marie Antoinette, Madeleine Albright og Hillary Clinton for deres magtudøvelser og magtmisbrug under dække af at de er kvinder. Skal vi også prise den første kvindelige morder, den første kvindelige nazist og den første kvindelige fascist? Jamen tillykke!

Nej, kære feministvenner. Intersektionalitet kræver nemlig en analyse af flere magtfaktorer og undertrykkelsesmekanismer end køn.

Kjærsgaard kan nok så meget have en kusse, og kan nok så meget claime sin hjemmehjælperbaggrund til at forføre arbejderklassen til at stemme for forringelser for sig selv. Men sandheden er at hun er dybt, dybt overprivilegeret hvad angår klasse, magt og adgang til taletid (are you kidding me!?). Og hun bruger den magt til at lege med menneskers liv og død, køre en mangeårig hetz på minoriteter af mange slags og sprede had og opfordre til vold, fx til at folk føler de er berettiget til at rive tørklæder af kvinders hoveder. Ingen tillykker herfra! Og I glemte da vist også lige at sende et lykønskningskort til Eva Braun, Margaret Thatcher, Imelda Marcos, Angélica Rivera, Elba Esther Gordillo og Wu Zetian for blot lige at nævne nogen.

Men lad lige være med at claime 'intersektionalitet'. Det klæ'r jer ikke.

Hej Alternativet, hvad sker der for jeres integrationsudspil?

Nazila Kivi — Wed, 13 May 2015 19:24:41 +0000

Af Nazila Kivi

Se, nu skulle man jo umiddelbart tro, at der er ved at ske noget nyt i dansk politik. At fløjene er ved at blive brudt op, flere alternative virkeligheder hørt og de evigt indvandringsfjendske stemmer udfordret.

Men roligt nu. Ikke glæde sig alt for tidligt. Vi er jo trods alt stadig i Danmark, hvor antiracismen betegnes som den virkelige racisme, og hvor enhver der udfordrer de dominerende offentlige fortællinger om 'de andre', kan forvente at se sig selv sammenlignet med terrorister og beskyldt for at føre 'identitetspolitik', hvad identitetspolitik så end skal forestille at være.

I det ene hjørne har vi NATIONALpartiet, der tror, at de ved at genanvende nationalistiske symboler og få en vis kendis til at remse 'danske værdier, danske værdier' i én uendelighed kan generobre illusionen om en ny danskhed. Ingen steder drister de sig til så lidt som at udfordre om 'danskhed' nu virkelig også er det, vi alle sammen skal efterstræbe.

I det andet hjørne, og måske indtil i dag et lidt mere lovende bud på noget helt nyt var Alternativet. Måske lidt nok flyvsk og måske stadig lige lovlig socialliberal a la de radikale, til at man ville overveje at skifte Enhedslisten ud med dem. Men dog med nogle fornuftige bud på kandidater, der modsat flertallet i Enhedslisten ikke er så kridhvide.

Og så har Alternativet også en kandidat, der har stiftet Brune Feminister, der foreløbig har til mål at samle minoritetskvinder til at mødes og dele oplevelser.

Hvad vil en Brun Feminist mon, tænker mange, og hvad betyder det at være Brun Feminist?

Well, da jeg åbnede avisen i dag, fandt jeg et godt eksempel på, hvad en Brun Feminist bestemt ikke er: Alternativets nye integrationsudspil, der kan ses her, og som i sit udgangspunkt kan lyde udmærket, bliver i Politiken uddybet af folketingskandidat Uzma Ahmed:

"Hvis man ikke gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling, så skal vedkommende sendes tilbage til sit hjemland. Man kan simpelthen ikke være her"

First things first: Hvad er egentlig lige alternativt ved det her? Det her er præcist hvad vi har hørt på siden midten af 90'erne. Først antager vi at der er nogen der ikke gider at lære dansk. Hvem er det præcist, der ikke gider at lære dansk? Hvem har ikke lyst til at kunne forstå hvad der foregår omkring sig, kunne tale med lægen eller finde rundt i NemID? Er det virkelig Alternativets menneskesyn, at der er nogen, der ikke gider?

Det skal retværdigvis siges at Ahmad også uddyber at der kan være årsager til at der er nogen, der ikke lærer sproget indenfor forventet tid. Men hvad skal det med at de 'ikke gider' til for? Og hvorfor skal nogen sendes 'hjem'? Har vi ikke allerede rigeligt i skrub hjem-retorik fra alle de andre, mindre alternative, partier?

Og så: Hvorfor behøver vi at antage at der er nogen af de andre, der ikke går ind for ligestilling? Der er masser af mennesker i Danmark, der ikke går ind for ligestilling. Se blot på Weekendavisens ugentlige tirader mod alle slags 'identitespolitikker'. Men ved at sætte manglende velvilje overfor ligestilling sammen med spørgsmål om integration, isoleres dette problem til et fremmed problem, det er noget som er forbundet med de andre.

Kære Uzma. Jeg tror virkelig på din vilje til at skabe et nyt vi og på at udfordre herskende fortællinger. Og jeg ved at du har oplevet og oplever racisme og andetgørelse på din egen krop.
Jeg ved også at det er noget nær umuligt at overleve i dansk politik, dansk offentlighed og nogen debatter om integration uden at overtage den allestednærværende og omklamrende diskurs om danskhed og danske værdier, der åbenbart skulle være bedre end alle andre værdier i hele verden.

I erkendelse af denne nødvendighed for at overleve i debatten, plejer jeg heller ikke at bruge tid på at kritisere andre minoriteter, der får en stemme i debatten, uanset at deres stemme bliver givet dem kun i det øjeblik de indlader sig på danskehedens præmisser. Men Uzma, hvis du bliver valgt ind i folketinget, så kommer du også til at bestride en magtposition og så er der nogen, der - uanset hvor sympatisk jeg end finder dig - bliver nødt til at stille spørgsmål ved denne reproduktion af danskhed og integration som assimilation. Det er ikke brugbart, hvis man gerne vil ændre noget. Hvis man vil noget alternativt.

Jeg har tidligere talt om den feministiske metode: Den feministiske metode handler om erkendelsen af, at der i gengivelser af historien har været en systematisk skævvridning af hvilke stemmer, der har haft monopol på at fortælle om virkeligheden. En skævvridning i subjekt- og objektpositioner. Feminister og feministiske tænkere har søgt at udfordre denne monopol og dette hierarki, så der blev plads til andre stemmer og gengivelse af andre virkeligheder.

Den feministiske metode behøver derfor ikke kun at handle om den systematiske skævvridning i forhold til køn, men kan også bruges til at udfordre hegemoniske fortællinger om 'race', minoriteter, 'muslimer' (og alle de, der bliver aflæst som værende muslimer), queers og folk, der lever med manglende kropskapabilitet. Det er derfor vi har queerfeminisme, Black feminism og socialistiske feminister, blandt andre.

Når man tilegner sig navnet Brun Feminist, så forpligter det historisk, at man ikke alene udfordrer bias (skævvridning) og diskrimination i forhold til køn (deraf feminist), men også i forhold til racisme og xenofobi (deraf brun, altså alle de, der ikke bliver genkendt som hvide eller danske).

Jeg har derfor et problem med at nogen kalder sig Brun Feminist, men samtidigt reproducerer en måde at tale om de andre på, som i grunden ikke adskiller sig fra mainstream xenofobi og white supremacy (= vi er bedre end de andre, derfor skal vi lære dem noget om ligestilling etc.) (Og nej, white supremacy handler ikke kun om hætteklædte mordere, der lyncher sorte amerikanere, det er den grundlæggende opfattelse af menneskelig og kulturel overlegenhed, der opretholdes af de magthavende systemer og det sker ikke kun ovre hos alle de andre, det sker lige her hos os og bliver konstant reproduceret.)

Jeg har et problem med det, uanset om man kalder det en opkvalificering eller en forbedring af de andre.

Så kære Uzma. Al respekt for dit arbejde, for din ret til at mene lige hvad du vil. Og til at lade dig overmande af mainstream diskurser om os og dem. Jeg kan se og forstå at det er noget, der sker automatisk blot man bevæger sig i retning af Christianborg. Der er simpelthen ikke plads til nogen, der ikke efterstræber denne danskhed.

Men træf et valg: Man kan ikke være Brun Feminist og samtidigt arbejde for den skjulte assimilationsagenda. Det er knapt så alternativt.

MEKANISK DUKKE

Nazila Kivi — Sun, 29 Mar 2015 20:13:30 +0000

Af Nazila Kivi

Meget mere end som så, åh ja

meget mere end som så kan man tie

Man kan være en kvinde, hvis hudfarve aldrig bliver nævnt

netop fordi den er ’hudfarvet’,

netop fordi den er udgangspunktet, neutral.

Og alt andet er andet.

Man kan sige ’neeej’ og ’iiih!’

Hvor er du spændende

hvor er du eksotisk

Men kom, nu skal jeg lære dig om feminisme

Man kan være en hattedame, ja en hattedame

kaste håndører af anerkendelse til alle ’de andre’,

de brune, de sorte, de transkønnede

og forvente taknemlighed

mens man selv forbliver udgangspunktet

for kvinden

Man kan kalde sig intersektionel

og pudse glorien

lære at sige ’hvid feminist’

og fylde i avisernes spalter

med sine gode intentioner

Man kan være en blå ’feminist’

selvom det overgår min fatteevne

hvordan man kan bruge

en magtkritisk ideologi

til at bevare magten

Man kan tænke på mændene, åh mændene,

de stakkels undertrykte mænd,

man kan sige He for She

og hvad med den feminiserede folkeskole?

Som om vi kan huske hvornår reproduktion og børnepasning

var særlige mandesysler.

Man kan leve, leve i lykkelig uvidenhed

og gøre feminisme nuttet

så alle kan spise med

i en gnidningsløs konsensus

Man kan blive utilpas ved de ubehagelige stemmer

der råber fra den anden side:

”Hey, jeg er ved at drukne i dine gode intentioner!”

og svare: Tænk dig nu om!

Du forstyrrer søsterskabet, du ødelægger konsensus,

og mest af alt hyggen.

Man kan være som en mekanisk dukke

og se sin verden med to glasøjne,

man kan sove i årevis og drømme om lighed

med kroppen fyldt af godhed

og intersektionelle målsætninger,

man kan ved enhver kritik lukke øjnene

og gengive de magiske ord

”Åh, jeg er så søstersolidarisk!”

***

Ovenstående blev læst op til arrangementet Gin & Gender d. 8. marts og er en parafrase af Forugh Farrokhzads ægteskabskritiske digt Mekanisk dukke, der kan høres med Forughs egen stemme her:

Video of tlkYTNzMtDE

Digtet er oversat til dansk af Shadi Angelina Bazeghi og findes i hendes og Mette Moestrups danske introduktion til Forugh Farrokhzad: Kun stemmen bliver tilbage, udgivet på Gyldendal, 2013, og bringes her med tilladelse fra oversætteren.

Meget mere end som så, åh ja

meget mere end som så kan man tie

Man kan stirre i lange timer

med et dødt blik

på røgen fra en cigaret

på formen af en kop

en falmet blomst i et tæppe

en indbildt linie på en væg

Man kan trække gardinerne til side

med udtørrede fingre og se

det styrtregner i gaden,

et barn søger med sin farverige drage i favnen

ly under en hvælving, en nedslidt vogn forlader det tomme torv

med larmende acceleration

Man kan blive stående ved gardinerne,

men blind, men døv

Man kan råbe med svært falsk, svært genkendelig stemme

”Jeg elsker”,

man kan være et smukt og sundt hunkønsvæsen

i en mands dominerende arme

med en krop som en spændt læderdug

med to svært store hårde bryster

kan man i sengen hos en fuld, en psykopat, en stodder

svine med en ren kærlighed

Man kan med list patronisere

over alle eksistensens gåder

man kan give sig til at løse kryds og tværs

man kan glæde sig til at finde et ligegyldigt svar

et ligegyldigt svar, ja, på fem eller seks bogstaver

Man kan knæle et helt liv

med bøjet hoved ved en hellig mands kolde gravmæle

man kan se gud ved de ukendtes grav

man kan få sig en tro for en værdiløs mønt

man kan rådne i hjørnerne af en moské

som en gammel bønneoplæser

Man kan være konstant eller en forlængelse

som et nul i subtraktion og addition og multiplikation,

man kan opfatte dine øjnes bebrejdelse

som knapper på et par gamle sko

man kan tørre ud som vand i egen fordybning

Man kan skjule et øjebliks skønhed med skam

som et latterligt snapshot

på bunden af et skrin,

man kan hænge et billede

af en henrettelse, en martyr, en korsfæstet

i dagens tomme ramme,

man kan dække sprækkerne i væggen med masker

man kan fortabe sig i endnu mere meningsløse afbildninger

Man kan være som en mekanisk dukke

og se sin verden med to glasøjne,

man kan sove i årevis i en filtæske

med kroppen fyldt af strå

svøbt i blonder og pailletter,

man kan ved enhver letfærdig hånds berøring

blive opstemt uden grund og sige

”Åh, jeg er meget lykkelig”