Tobias Clausen's blog

Nuancer i Brexit-debatten

Tobias Clausen — Wed, 01 Feb 2017 17:33:05 +0000

Af Tobias Clausen

Efter den britiske befolkning valgte at stemme sig ud af EU d. 23 juni – sendte det chokbølger gennem hele det politiske system. Mange blev overrasket over det britiske exit (Brexit) og beslutningen har siden affødt store diskussioner om årsagerne og ikke mindst konsekvenserne ved det britiske valg.

Også på venstrefløjen i Danmark og resten af Europa har der været forskellige holdninger til, hvordan folkeafstemningen bør tolkes.

Meget tyder på at Brexit også i 2017 vil fylde meget i debatten, så nu hvor Brexit er kommet lidt på afstand, og der har dannet sig et klare billede af afstemningen, vil jeg forsøge at opridse nogle påtrængende nuancer i debatten om Brexit.

Hvem var Brexit-vælgerne?

Som jeg tidligere har skrevet om i mit blogindlæg ”Seks myter i Brexit-debatten”, var den dominerende, men ofte misvisende fortælling i mange medier i dagene umiddelbart efter folkeafstemningen, at det britiske nej til EU primært var et uoplyst, ungdomsfjendsk, racistisk og nationalistisk nej.

Samme fortælling er sidenhen blevet genfortalt – oftest uden at blive underbygget af meget andet end anekdoter og overfladiske analyser fra de samme kommentatorer og tænketanke, som tog grueligt fejl, både med hensyn til sandsynligheden for Brexit og de efterfølge økonomiske konsekvenser. Senest i Politiken ”Brexit-folk er ikke globaliseringstabere” og i Information ”Topsociolog om Brexit: ’En sten er blevet løftet, og alle mulige ubehagelige væsener er kravlet frem’".

Men når over 50 procent af de britiske vælgere stemmer nej til EU, så kan man ikke sige, at det skyldes et enkelt parti eller en bestemt type borgere. Det kræver en bred opbakning fra mange forskellige grupper.

Ser man nærmere på de mange analyser, som er blevet lavet i tiden efter folkeafstemningen d. 23 juni, af baggrunden for Brexit, tegner der sig også et langt mere nuanceret billede. Bl.a. har den britiske faglige hovedorganisation TUC (svarende til dansk LO) fået lavet en stor undersøgelse af Brexit-vælgerne, som indeholder mange interessante resultater.

I et forsøg på at bringe lidt flere nuancer ind i debatten har jeg forsøgt, ud fra et venstrefløjsperspektiv, at beskrive nogle af de mest interessante resultater af de mange undersøgelser. Her er fem vigtige observationer.

1. Immigration fyldte hos vælgerne - men langt fra hos alle

Spørgsmålet om immigration fremhæves ofte som den altoverskyggende dagsorden, som førte de britiske vælgere til at stemme sig ud af EU. Og det er da også rigtigt, at immigration var højt på dagsordenen hos mange af de vælgere, som stemte for Brexit. Men langt fra hos alle.

For næste en tredjedel af Brexit-vælgerne (28 procent) var immigration ikke blandt de tre vigtigste grunde til udfaldet af deres stemme. (Kilde: TUC-undersøgelse)

Og selvom immigration var vigtigt for Brexit-vælgerne, var det ikke dét vigtigste – det var derimod spørgsmålet om demokrati og suverænitet.

Blandt Brexit-vælgerne var det vigtigste emne for udfaldet af deres stemme spørgsmålet om suverænitet (75 procent) efterfulgt af immigration (72 procent). (Kilde: TUC-undersøgelse)

2. Velfærdsnedskæringer og social dumping spillede en vigtig rolle

Der har været en uheldig tendens til at sammenligne den britiske debat om immigration med bl.a. den danske indvandre- og flygtningedebat. Dele af venstrefløjen har udlagt Brexit som et entydigt udtryk for fremmedhad og racisme. Men det er et alt for forsimplet billede af virkeligheden.

Som danske Sara Hagemann, lektor i EU-Politik på London School of Economics og til daglig rådgiver for det britiske parlament, beskriver det i et interview,

"Jeg har lært rigtig meget af de analyser, vi har leveret om fx de økonomiske aspekter på flygtninge- og immigrationsområdet. Det er jo to forskellige ting, men som i andre europæiske lande bliver de også i Storbritannien sat i samme kategori. I Brexit-kampagnen var problemet faktisk ikke modstanden mod syriske flygtninge i Storbritannien, men det stigende antal EU-borgere, som briterne bliver mere kritiske overfor. ”

Ligesom Danmark har Storbritannien store problemer med social dumping og skrupelløse arbejdsgivere, som bruger arbejdskraftens fri bevægelighed i EU til at importere primært østeuropæisk arbejdskraft, der får en ussel løn og som har endnu ringere arbejdsforhold. Det presser arbejdere til at acceptere lavere løn og ringere arbejdsvilkår.

Storbritannien var et af de få lande, som ikke lavede en overgangsordning i forbindelse med Østudvidelsen i 2004, hvorfor landet har været særligt udsat i forhold til social dumping.

Et omfangsrigt universitetsstudie, som prøver at forklare årsagerne til Brexit ved at se på sammenhænge, tegner et billede af, at særlig social dumping som konsekvens af import af Østeuropæisk arbejdskraft, mere end modstand mod flygtninge og indvandring i almindelighed, kan have spillet en rolle for afstemningsresultatet.

Der er en sammenhæng imellem immigration fra Østeuropa, til forskellige lokalområder, og antallet af Brexit-stemmer. Samme sammenhæng kan imidlertid ikke spores i de områder, som har oplevet en stigning i immigration fra de øvrige EU-lande eller fra lande uden for EU. Det tyder altså på, at immigration fra overvejende østeuropæiske lande har haft en effekt på vælgerne. (Kilde: Who Voted for Brexit? A Comprehensive District-Level Analysis. Centre for Competitive Advantage in the Global Economy Department of Economics)
Der kan også spores en klar sammenhæng mellem nedskæringer i velfærden og antallet af Brexit-stemmer. I de lokalområder, som har oplevet de hårdeste velfærdsnedskæringer, har vælgerne været mere tilbøjelige til at stemme for Brexit. (Kilde: Who Voted for Brexit? A Comprehensive District-Level Analysis. Centre for Competitive Advantage in the Global Economy Department of Economics)

3. Der var ikke to klart adskilte grupper i immigrationsdebatten

Det er i udlægningen af den britiske EU-afstemning ofte blevet fremstillet som om, at der var to klart adskilte grupper i debatten om immigration og forholdet til EU. En gruppe, som ønskede at trække Storbritannien ud af EU og begrænse immigrationen til landet. Og en anden gruppe, som ønskede forsat EU-medlemskab og som så positivt på immigration.

Virkeligheden er dog langt mere nuanceret. Faktisk var der bred enighed om at begrænse immigrationen til Storbritannien – også blandt Remain-vælgere og folk på venstrefløjen. Det underbygger en forklaring, hvor immigrationens-debatten i høj grad også skal forstås som en debat om social dumping.

Blandt Remain-vælgerne mente 44 procent, at det er essentielt, at reducere antallet af immigranter, som kommer til Storbritannien. Kun 20 procent var uenig. (Kilde: TUC-undersøgelse)
Også et flertal (41 procent) blandt traditionelle venstrefløjsvælgere mente at antallet af migranter til Storbritannien burde begrænses. Kun 31 procent var uenige. (Kilde: TUC-undersøgelse)

4. Synet på indvandring i Storbritannien er blevet mere positivt efter Brexit

Det er flere gange blevet fremført, at Brexit har medført et Storbritannien med mere xenofobi og fremmedhad. Men hvad siger undersøgelserne egentligt? På flere parametre tegner der sig faktisk et billede af, at synet på indvandrere i Storbritannien er blevet forbedret efter Brexit (eller i hvert fald ikke er blevet dårligere), hvis man sammenligner med januar 2014.

60 procent af briterne erklærerede sig i januar 2014 enige i udsagnet ”As long as the system is well managed, immigration can be good for Britain”. Tallet var efter Brexit steget til 66 procent. (Kilde: TUC-undersøgelse)
49 procent af briterne erklærerede sig i januar 2014 enige i udsagnet ”Immigrants tend to work hard and make a contribution to Britain”. Tallet var efter Brexit steget til 54 procent. (Kilde: TUC-undersøgelse)
Også briternes holdning til migranters adgang til det britiske sundhedsvæsen er blevet forbedret. 32 procent af briterne erklærerede sig i januar 2014 enig i udsagnet “Recent immigrants should be able to use the NHS (det britiske sundhedsvæsen red.) if they fall sick”. Efter Brexit var tallet steget til 38 procent. (Kilde: TUC-undersøgelse)

5. Taberne af globaliseringen stemte for Brexit

I Politiken kunne man fornyelig læse en artikel under overskriften, ”Brexit-folk er ikke globaliseringstabere”. Artiklen byggede på udtalelser fra Simon Tilford, der er vicedirektør i den britiske tænketank Centre for European Reform – en tænketank, som aktivt arbejdede imod Brexit og hvis finansiering kommer fra nogle af de største multinationale selskaber og banker, heriblandt Goldmans Sachs, Shell, PwC, Deutsche Bank og JP Morgan.

Det udsagn er det dog svært at finde belæg for i de undersøgelser, der er lavet om årsagerne til Brexit. Blandt andet finder flere undersøgelser en stor sammenhæng mellem de dele af Storbritannien, som har været mest udsat for global konkurrence, og andelen af Brexit-stemmer.

Her er bl.a. hvad to britiske forskere skriver I en artiklen om Brexit, “In particular, there is evidence that UK regions characterised by declining shares of manufacturing employment, lower real wage growth, and increasing income inequality voted systematically more to leave the EU.”
De konkludere også at, “We find that Leave vote shares are systematically higher in regions that have witnessed larger import shocks. “ og senere “Globalisation, and in particular the Chinese import shock, was a key driver of the vote for Brexit.” (Kilde: Globalisation and Brexit: areas that voted to Leave were most affected by the Chinese import shock)

6. Brexit var en dom over eliten

Det har efter folkeafstemningen været omdiskuteret, hvorvidt de britiske vælgeres ønske om at forlade EU, kunne ses som et oprør mod eliten. Ser man på tallene tegner der sig et billede af, at Brexit i høj grad var en dom over eliten.

Et flertal (58 procent) blandt de britiske vælgere, som mente at etablissementet har svigtet almindelige mennesker, stemte for at forlade EU. (Kilde: TUC-undersøgelse)
Modsat var billedet blandt de britiske vælgere som mente, at etablissementet har bidraget positivt. Blandt disse vælgere stemte 61 procent for at forblive i EU. (Kilde: TUC-undersøgelse)

Der er ingen tvivl om, at kampagnen op til folkeafstemningen i Storbritannien d. 23 juni ikke var uden problemer, set ud fra et venstrefløjsperspektiv. Debatten var på mange måder domineret af en fremmedfjendsk retorik og venstrefløjen var slet ikke tydeligt nok til stede i debatten.

Men det er ikke det samme som, at debatten var repræsentativ for vælgernes holdninger over en bred kam. De efterfølgende undersøgelser af årsagerne til Brexit tegner således et langt mere nuanceret billede end det billede, som nogle har forsøgt at tegne.

Spørgsmål og svar om ny Europol-aftale

Tobias Clausen — Wed, 14 Dec 2016 10:19:51 +0000

Af Tobias Clausen

Der har desværre spredt sig mange myter og ukorrekte oplysninger om den nye Europol-aftale, som Danmark ser ud til at få. EU-partierne har desværre ikke holdt sig tilbage med at sprede forkert information. I denne blog vil jeg forsøge at give svar på nogle af de centrale spørgsmål opklare de mest udbredte misforståelser.

Vil Danmark forsat have adgang til registre i Europol med den nye skitserede aftale?
Ja. Danmark vil fremadrettet forsat få fuld adgang til alle registre Europol. Intet som helst ændrer sig på dette punkt med den nye aftale.

Er det i dag muligt for danske betjente på patrulje at søge direkte i Europols databaser?
Nej. Patruljevogne og gadebetjente har i dag ikke mulighed for at søge i Europols databaser.

Skal danske betjente eller efterforskere søge i Europols forbryderdatabase, skal de derfor ved hastesager ringe ind til Politigården og bede dem slå op i Europols database. Med den nye skitserede Europol-aftale vil det foregå på præcis samme måde.

Den eneste forskel er, hvem som formelt er arbejdsgiver for den danske betjent, som modtager opkaldet og foretager søgningen i Europols database. Hvor de betjente, som foretager søgningen i dag, er ansat af dansk politi, vil de fremadrettet være ansat af Europol. Men der er forsat tale om danske betjente, og de vil forsat kunne sidde i fx København og lave søgningerne. Der vil side betjente, som kan foretage Europol-søgninger på vagt 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Præcis som i dag.

Risikerer Dansk politi ikke forsinkelser ved hastesager, når man skal ringe ind til Politigården for at slå oplysninger op i Europols database?
Nej. Det vil ikke tage længere tid for dansk politi at søge i Europols databaser med den nye aftale. Søgningerne vil fremover foregå på præcis den samme måde som i dag og vil derfor også tage præcis lige så lang tid.

Rigspolitiet vurderer, at et par tusinde af de søgninger, som Dansk Politi foretager om året i Europols database, er målrettede søgninger. Dvs. sager, hvor en patruljevogn eller efterforskere ønsker at foretage en søgning i en konkret sag. Med den nye Europol-aftale vil dansk politi, i disse sager kunne få svar præcis lige så hurtigt som i dag. De vil ringe ind til det Nationale Efterforskningscenter (NEC), hvor en dansk betjent ansat af Europol vil foretage søgningen, præcis ligesom i dag. Med ca. 5 sager om dagen burde det være klart, at historier om lange telefonkøer intet har med virkeligheden at gøre.

Der er i dag ifølge Rigspolitiet kun 100 ud af landet 10.000 danske betjente, som har direkte adgang til at søge i Europols databaser. Dvs. ca. 1 procent. Hvor mange, som forsat får direkte adgang med den nye Europol-aftale er endnu uklart, men Rigspolitiet har gjort klart, at der vil blive afsat de nøvendige ressourcer for at opreholde samme niveau som i dag. Så mon ikke det bliver omkring 100 betjente.

Skal Danmark ligesom Norge anmode, før vi kan søge i Europols databaser?
Nej. Danmark har fuld og fri adgang til at søge i Europols databaser, når vi ønsker det og skal derfor ikke anmode om adgang ligesom Norge.

Dansk politi vil uden problemer kunne foretage lige så mange søgninger i Europols databaser, som vi gør i dag. Der er ingen begrænsning på, hvor mange søgninger Danmark kan foretage, og vi skal ikke betale for søgninger.

Dansk politi søger langt mere i Europols databaser end de øvrige EU-lande på vores størrelse. Alene i 2014 søge Dansk politi 71.481 gange. Kan Danmark med den nye skitserede aftale forsat have lige så mange søgninger i Europolsdatabase?

Ja. Størstedelen af de danske søgninger i Europols registre er i dag automatiserede søgninger, som foretages en gang i døgnet. Det forklarer det høje antal søgninger, Danmark foretager. I 2014 søgte Dansk Politi 71.481 gange i Europols forbryderdatabase – ca. 200 gange om dagen. Til sammenligning foretog Tyskland (hvor der vel og mærke bor 80 mio. mennesker) 63.000 søgninger på et år. Sverige søgte 1.200 gange efter beviser, og Holland, som ofte beskrives som knudepunkt for kriminalitet i Europa, brugte kun forbryderdatabasen 1.500 gange i 2014. De mange danske automatiserede søgninger foregår ved, at en dansk betjent én gang i døgnet scanner døgnrapporterne igennem for relevante oplysninger om udlændinge og herefter sammenkører det med Europols database. En såkaldt batch-køring. Denne procedure kan fortsætte fuldstændig uden problemer med den nye Europol-aftale. Der er derfor intet grundlag for at påstå, at antallet af danske søgninger i Europol-registeret vil blive mindre med den nye aftale.

Vil Danmark forsat være fuld med i det operationelle samarbejde i Europol og have danske betjente udstationeret som forbindelsesofficerer i Europols hovedkvarter i Haag?
Ja. Danmark vil forsat være fuld med i det operationelle samarbejde i Europol og have danske betjente udstationerede som forbindelsesofficerer i Europols hovedkvarter i Haag.

Vil Danmark, med den nye skitserede Europol-aftale, forsat kunne deltage i møderne i Europols bestyrelse?
Ja. Danmark blive tilknyttet Europols bestyrelse som observatør og vil forsat have taleret på møderne. Det er dog korrekt, at Danmark med den nye europol-aftale ikke længere vil have stemmeret i bestyrelsen. Rigspolitiet har dog oplyst, at man ikke er bekendt med, at der i bestyrelsen for Europol (Management Board) i de seneste 5 år har været foretaget afstemninger, hvor Danmarks stemme har været afgørende for beslutningen.

Summa Summarum:
Tilbage står, at JA-partierne er blevet taget fuldstændig med bukserne nede. Al deres snak om, at vi ikke kunne få en aftale med Europol, var løgn. Vi kunne godt få en aftale med Europol og samtidig bevare vores retsforbehold, demokrati og retssikkerhed. Det må vi huske, næste gang de forsøger at gennemtvinge mere EU ved hjælp af skræmmekampagner.

Seks myter i Brexit-debatten

Tobias Clausen — Thu, 07 Jul 2016 11:13:52 +0000

Af Tobias Clausen

Den britiske befolknings beslutning om at udtræde af EU er i disse uger genstand for meget debat.

Det giver god mening i lyset af de store forandringer, det britiske EU-exit kan komme til at betyde for fremtiden. Desværre har dele af debatten, indtil nu, været præget af en række ukorrekte og misvisende oplysninger, der bl.a. bæres frem af medier, der ikke har gjort deres research ordentligt.

Forsøgene på at presse resultatet af den britiske afstemning ned i en forudindtaget forståelsesramme om, at det britske nej til EU var et uoplyst, ungdomsfjendsk, racistisk og nationalistisk nej, har tilsyneladende skygget for den kritiske sans.

Nedenfor forsøger jeg at aflive nogle af de mest udbredte myter og misvisende historier om det britiske nej.

Myte 1. De unge ville forblive i EU, imens de ældre ville ud

En meningsmåling foretaget af YouGov kort før folkeafstemningen viste, at et stort flertal af de unge ville stemme for at blive i EU.

Det fik efterfølgende flere medier, bl.a. DR, til at konkludere, at den unge generation var blevet snydt af den ældre. I Dagbladet Information blev det omtalt som en decideret generationskløft i EU-spørgsmålet.

Ser man på tallene, kan det da også umiddelbart se sådan ud.

Målingen viste nemlig, at 72 procent af de 18-24-årige ville blive i EU, mens der modsat blandt den ældre del af befolkningen, dvs. de 65+-årige, var stor skepsis overfor at forsætte i EU. 59 procent ville ud.

Men virkeligheden er imidlertid snarere, at de unge slet ikke stemte.

En anden måling fra SkyData, viste nemlig, at blot 36 procent af 18-24 årige afgav deres stemme ved torsdagens folkeafstemning. Indregner man dette betyder det, at kun 26% af de unge mellem 18-24 år stemte for at blive i EU. Resten stemte enten for at forlade EU eller var simpelthen ligeglade.

En realitet, der ikke underbygger en konklusion om stor EU-tilslutning hos de britiske unge – snarere tværtimod.

Måling af valgdeltagelsen ved den britiske folkeafstemning fordelt på alder:

18-24: 36%
25-34: 58%
35-44: 72%
45-54: 75%
55-64: 81%
65+: 83%
Kilde: SkyData

Myte 2. Leave-stemmerne bestod af nationalister og stærkt reaktionære kræfter

Mange har været hurtige – måske lidt for hurtige – på tasterne og udnævnt de mange millioner af briter, som stemte for at forlade EU, som nationalister, der stemte for et EU-exit af mere eller mindre racistiske og chauvinistiske årsager.

Yannick Harrison ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet fremtoner med denne beskrivelse i en kommentar her på Modkraft. Han skriver bl.a.:

”Ifølge Lord Ashcrofts undersøgelse af over 12.000 vælgere, er Leave-sektionen ikke just progressive: 81% mener, at multikulturalisme er dårligt, 74% mener feminisme er forkert, 80% at immigration er et grundlæggende problem for samfundet. Modsat mente kun 51%, at kapitalismen er problemet.”

Undersøgelsen, Yannick Harrison refererer til, kan findes her og er lavet af den konservative pengemand Lord Michael Ashcroft i dagene 21.-23. juni. Dvs. før selve afstemningen.

Lord Ashcroft er tidligere næstformand i det britiske konservative parti og er kendt for at bruge sine mange penge på at influere den offentlige opinion i en konservativ retning. Han er samtidig tidligere, af flere omgange, blevet kritiseret for metodefejl i sine undersøgelser.

Dette burde i sig selv få alarmklokkerne til at ringe.

Dykker man ned i tallene fra Lord Ashcroft undersøgelse, viser det sig også, at Yannick Harrison har læst tallene forkert - som mange andre desværre også har.

For selvom fremmedfjendeske argumenter fra højrefløjen rigtig nok har spillet en stor rolle i den britiske offentlige debat, er det ikke nødvendigvis det samme som, at disse er afspejlet i Leave-vælgernes holdninger over en bred kam.

Nedenfor ses et uddrag af denne infografik, som Yannick og mange andre fejllæser. Lord Ashcroft har nemlig været smart med præsentationen af sin undersøgelse. Nok ikke helt ubevidst.

Ved første øjekast kan man læse grafikken, som om at langt størstedelen af Leave-vælgerne er dybt reaktionære på en eller flere parametre, fx negativ indstilling til multikulturelisme.

Men her er, hvad grafen rent faktisk siger: 81 procent af dem, som mener, at multikulturelisme er et onde, stemte for et EU-exit.

Det er ikke det samme, som at 81 procent af Leave-vælgere synes, at multikulturelisme er et onde. Der er en kæmpe forskel. Kan du se forskellen?

Der er uden tvivl både en del nationalister og racister, som har stemt for at forlade EU, men det er ikke det samme, som at alle eller størstedelen af de 17,4 millioner briter, som stemte for at forlade EU, deler denne holdning.

Kigger man rent faktisk på datagrundlaget, kan man konstatere, at kun 14 procent af Leave-vælgerne mener, at multikulturelisme er ”very much a force for ill”.

Det samme mønster gør sig i øvrigt gældende, når man ser på de andre forhold, som fx feminisme mv.

Det står rimelig klart, hvad der er sket. Man har mistolket data på en måde, så de passer ind i den fortælling, man allerede selv abonnerer på. Det er dybt forsimplet at stemple de mange millioner britiske vælgere som racister og nationalister.

For selvom debatten i Storbritannien i høj grad har været domineret af højrefløjens dagsorden, stemte millioner af traditionelle Labour-vælgere også for et Brexit. Og det selvom partiets officielle linje var en anbefaling om at blive i EU. Særligt i Nordøst-England og Wales, der traditionelt set er domineret af Arbejderpartiet, stemte vælgerne i stort omfang for at forlade EU. I industribyerne, som eksempelvis Sunderland og Middlesbrough, stemte over 60 procent for britisk udmeldelse.

Også i nogle af Storbritanniens mest etnisk sammensatte områder stemte vælgerne for britisk udmeldelse. Bland andet i distrikterne Slough og Luton i udkanten af London, hvor over 45 procent af beboerne har anden etnisk baggrund end engelsk, stemte et stort flertal for at forlade EU.

De folk på venstrefløjen, som forsøger at gøre afstemningsresultatet til et spørgsmål om nationalisme, skyder sig selv i foden. For i virkeligheden synes klassetilhørsforhold og spørgsmålet om demokratisk indflydelse at have spillet en langt større rolle.

Myte 3. Briterne har fortrudt deres Leave-stemme

Rapporterne om, at mange briter, allerede kort efter afstemningsresultatet var blevet offentliggjort, skulle have fortrudt deres Leave-stemme nåede også hurtigt avisspalterne.

Både BT og DR rapporterede om en bølge af fortrydelse, som nu var døbt ”Bregret”. Metroxpress beskrev, hvordan 1,8 millioner briter skulle have fortrudt deres EUexit-stemme. På den måde blev der hurtigt skabt et billede af en britisk befolkning, der alligevel ikke ønskede at forlade EU.

De tal, som Metroxpress anvendte, viste sig imidlertid at være forkerte, ligesom der blev sået tvivl om deres nøjagtighed.

Tallenes unøjagtighed blev blot bekræftet, idet andre målinger tegnede et modsat billede. Nemlig, at der blandt ”Remain”-stemmerne var en større andel, som anså det endelig resultatet som den rigtige beslutning, på trods af deres stemme om at forblive i EU.

Kilde: Ipsos MORI måling, 25-30. juni 2016

Myte 4. Briterne var ikke oplyste nok til at stemme om EU-medlemskabet

En anden påstand, som også har været udbredt mange steder, er en direkte eller indirekte beskrivelse af briterne som uoplyste og for dumme til at træffe en kvalificeret beslutning om EU-medlemskabet.

De britiske vælgere vidste simpelthen ikke, hvad de stemte om, forlød det.

Et eksempel er DR, som kørte en historie om, at søgetermen ”Hvad er EU?” var blandt de mest trendende søgninger på Google i Storbritannien 14 timer efter valgstederne lukkede torsdag.

Det fik DR til at konkludere, at ”… noget tyder på, at en hel del af dem var i tvivl om, hvad det egentlig var, de stemte om.” Til at underbygge den efter sigende voldsomme stigning i søgninger fremgik denne graf af artiklen.

Men kan det virkelig passe, at tusindvis af briterne efter mere end et halv års intensiv valgkampagne pludselig følte behov for at Google, hvad EU var? Hvor mange søgninger er der egentlig tale om?

Det fortæller Google Trends intet om. Den viser kun den relative stigning i søgninger. For at sætte det i perspektiv, kan man her se den ”enorme” stigning i søgninger på ”Hvad er EU?” i Storbritannien overfor udviklingen i søgetermer som ”Game of Thrones” og ”Euro 2016” i samme tidsinterval.

Nu er den store stigning reduceret til en knappenål.

Andre har dykket endnu længere ned i grafen og fundet frem til, at stigningen i søgetermen ”Hvad er EU?” dækker over mindre end 1.000 søgninger(!), vel og mærke i et land med mere end 64 millioner indbyggere.

Igen synes en forudindtaget præmis om, at briterne nok ikke vidste, hvad de stemte om, at skygge for en simpel kritisk stillingtagen til det fremlagte data.

Hvad vi rent faktisk ved er, at briterne i mere end et halvt år har gennemgået en intensiv EU-valgkampagne med tusindvis af debatter over hele landet. En debat, som udmøntede sig i en historisk høj valgdeltagelse på 72 procent. Den højest valgdeltagelse ved et britisk valg i over 20 år, og den højeste nogensinde ved en folkeafstemning i landet.

Der er intet grundlag for at påstå, at briterne ikke vidste, hvad de stemte om. Tværtimod vidner den høje valgdeltagelse om, at netop dette emne har optaget en stor del af befolkningen – heriblandt en gruppe som ellers ikke traditionelt set stemmer ved valg i Storbritannien.

Myte 5. Antallet af hadforbrydelser er eksploderet som konsekvens af det britiske EU-exit

I Radio24syv kunne man forleden høre, at antallet af hadforbrydelser i Storbritannien var eksploderet siden briterne fredag stemte sig ud af EU.

Andre medier skrev om en stigning på 500 procent i antallet af anmeldte hadforbrydelser i den første uge efter afstemningen.

Læserne blev således efterladt med et billede af, at det britiske EU-exit havde frigivet hidtil usete højre-nationalistiske kræfter, der nu ikke længere holdt sig tilbage med overfald og racistisk motiverede angreb på folk af anden etnisk herkomst.

Men er det virkelig et reelt billede?

Hadforbrydelser skal altid tages meget alvorligt, og det ser det heldigvis også ud til, at det britiske samfund endelig er begyndt for alvor at fokusere på det voksende problem. Racisme og hadforbrydelser er desværre ikke noget nyt fænomen i Storbritannien. Skiftende regeringer har været alt for dårlige til at tage hånd om det voksende problem.

Den stigning, politiet har rapporteret efter afstemningen d. 23 juni, er på omkring 270 anmeldelser i forhold til ugen før.

For at sætte det i perspektiv, vurderes det, at der hvert år i Storbritannien sker omkring 220.000 hadforbrydelser. Langt fra alle bliver anmeldt, men alene sidste år fik det britiske politi mere end 52.000 anmeldelser om hadforbrydelser. Det svarer til 1.000 om ugen, og af dem er hele 80 procent racerelateret.

Hadforbrydelser er et stort problem i Storbritannien, men ikke et problem, som er opstået efter briternes EU-nej d. 23. juni. Det kan ikke udelukkes, at man ville kunne se en stigning i hadforbrydelser i tiden efter folkeafstemningen i Storbritaninen, men det er meget svært at tilskrive afstemningsresultatet. Ifølge Britisk politi stiger antallet af hadforbrydelser typisk i forbindelse med store nationale begivenheder. På samme måde, har dansk politi også peget på, at antallet af hadforbrydelser i Danmark stiger i forbindelse med folketingsvalg.

Det højere antal hadforbrydelser i juni-juli måned i Storbritaninen følger desuden samme trend som for de tidligere år.

Blå linje (2013/2014), Orange linje (2014/2015). Kilde: Hate Crime, England and Wales, 2014/15, Homes Office, 13. oktober 2015.

Myte 6. Det britiske pund er styrtdykket til historisk lavpunkt, og danske landmænd taber 1 mia. kr. på en uge

Endelig er der historierne om det britiske punds styrtdyk, efter resultatet af folkeafstemningen blev offentliggjort.

I Politikken kunne man fx læse, hvordan ”Det britiske pund er i krise. Kursen styrtdykker og er på sit laveste niveau i mere end 30 år.”. I den forbindelse citerede de en valutahandler for at sige, at ” pundet er ved at dø.” Over hele mediefladen kunne man se grafer, der viste nærmest bundløse fald i pundets værdi.

Men var faldet nu så voldsomt?

Det er rigtigt, at pundets værdi over for dollaren faldt markant i et historisk perspektiv.

Men pundets værdi over for euroen, som jo er det, der er interessant for os i Danmark og resten af EU, faldt slet ikke i samme grad.

Grafen nedenfor viser, hvordan pundets værdi, over for euroen, faldt til et niveau svarende til 2014. Som jo ikke var et år med økonomisk katastrofekurs i hverken Danmark eller Storbritannien.

Dette begrænsede fald i pundets værdi fik imidlertid straks Jyllandsposten til at konstatere, at ”Danske landmænd har tabt 1 mia. kr. på en uge”. Det skete på baggrund af en analyse fra Landbrug og Fødevare, der havde regnet på konsekvenserne af pundets fald for dansk eksport af landbrugsvarer.

Problemet var bare, at der var tale om et årligt estimat og ikke reelle tab. Analysen fra Landbrug og Fødevare var således alene et estimat på den årlige omkostning, hvis kursen for pundet forblev på det nuværende niveau. Et scenarie, som må siges at være højest hypotetisk.

(Opdatering. Jyllandsposten har nu, efter jeg har gjort dem opmærksom på den stærk misvisende fremlægning, ændret overskriften til ”Danske landmænd taber 1 mia. kr. på brexit” og har præciseret flere steder i artiklen, at regnestykket alene baserer sig på den sidste uges valutakurs.)

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft Biblioteket.

Når medierne dumper detektor-testen

Tobias Clausen — Mon, 13 Jun 2016 13:24:51 +0000

Af Tobias Clausen

Den 23 juni skal briterne til stemmeurne. Her skal de afgøre om Storbritannien forsat skal være medlem af EU.

Og skræmmekampagnen om, hvad der vil ske, hvis briterne trodser EU, er som sædvanligvis i fuld gang. Absurditeten i truslerne synes dog denne gang at nå nye højder. Senest med påstanden om, at et britisk exit vil medføre skilsmisse for hvert 10. par i London.

Vi kender det jo herhjemmefra – under euroafstemningen og senest også med folkeafstemningen om afskaffelsen af retsforbeholdet. Vælgerne skal på alle tænkelige måder afskrækkes fra at gå imod EU-elitens ønsker.

Dykker man bare en smule ned i substansen viser skræmmebillederne sig imidlertid ofte enten at være stærkt overdrevne, absurde, misvidende eller decideret usande. Og alt for ofte fungerer medierne desværre som platform for ukritisk videreformidling af disse skræmmebilleder.

Tag nu fx OECD’s rapport om de økonomiske konsekvenser ved et britisk exit fra EU.

Den meget omfattende rapport blev dækket tæt af både udenlandske og danske medier.

DR kunne således på dagen for rapportens udgivelse rapportere, at ”Brexit kan koste en typisk brite en månedsløn”. Her videregivet på Twitter ved DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg.

Regnestykke fra OECD: Brexit kan koste en typisk brite en månedsløn #eudk #eupol #brexit https://t.co/uazSvb0CYr

— Ole Ryborg (@OleRyborg) 27. april 2016

Samme historie blev gengivet af DR’s anden EU-korrespondent Karin Axelsson, da hun gæstede DR2 senere samme dag.

Også BT, MetroXpress, Børsen, Berlingske Business, Information, Fyns Stiftstidende og Politikken viderebragte alle, på baggrund af et ritzau/retuers-telegram, nyheden om, at et britisk exit vil koste den typiske brite en månedsløn svarende til 21.000 kr.

Problemet er bare, at det ikke er rigtig.

Læser man rapporten, fremgår det tydeligt af side ét, at OECD ikke regner omkostningen ud per brite, men per britisk hustand.

Det kan overraske, at ingen af journalisterne har opdaget det. For der er immervæk en forskel på om en årlige omkostning rammer hver enkelt borger eller hver enkelt hustand. I Danmark har vi fx mindre end halvt så mange hustande, som vi er mennesker.

Men det – kan man selvfølgelig indvende – er en mindre detalje selvom dækningen næppe havde bestået en gennemgang af DR-programmet Detektor.

Ser man imidlertid nærmere på substansen, bliver det hurtigt klart, at OECD-rapporten også bygger på en række højest problematiske forudsætninger. Lad mig komme med et par eksempler.

Ja jeg beklager, hvis det herefter bliver en smule teknisk, men jeg synes eksemplet fungerer godt til at vise, hvordan sådanne økonomiske rapporter (mis)bruges til at understøtte en særlig politisk dagsorden og alt for ofte ukritisk viderebringes af medierne.

OECD skriver i deres rapport, at den britiske økonomi (udtrykt ved bruttonationalprodukt, BNP), som konsekvens af et exit af EU, vil været skrumpet med 5 procent i 2030. Det har fået folk til at konkludere, at briterne, med et exit fra EU, vil gå permanent fattigdom i møde.

Her rammer vi ind i første problem. For når OECD taler om en forventet reduktion af den britiske økonomi på 5 procent i 2030, skal det ikke ses i forhold til det nuværende niveau, men et forventet fremtidigt tænkt scenarie.

Man forventer allerede i dag, at den britiske økonomi vil være vokset med 37 procent i 2030. Når OECD forventer en reduktion på 5 procent, skal det altså ses i forhold til denne prognose.

Ja, det kan lyde lidt kringlet, men det altså vil sige, at man med OECD’s rapport kan konkludere, at den britiske økonomi med et exit af EU frem mod 2030 ”kun” vil vokse med 32 procent i stedet for de nu forventede 37 procent.

Der er altså ikke på nogen måde tale om, at briterne blive fattigere end de er i dag, hvis de vælger at forlade EU.

Faktisk forventer OECD, selv i deres mest pessimistiske scenarie, at den britiske økonomi stadig vil vokse stabilt frem mod 2030. Det svarer til, at jeg lover dig 100 kroner, for så i stedet at give dig 80 kr. Det er klart, at du ikke har fået lige så meget som jeg lovede dig, men du er ikke blevet fattigere. Tværtimod er du lige blevet 80 kr. rigere.

Det næste problem opstår, når OECD omregner et forventet fald i britisk bruttonationalprodukt (BNP) til et fald i månedlige indkomster hos de britiske hustand. En omregning, der ikke rigtig giver mening.

Når man taler om bruttonationalprodukt (BNP), taler man om værdien af den samlede produktion i et land. Denne værdi er som bekendt ikke ligeligt fordelt blandt alle borgere eller hustande i et land. Var den det, ville det i det britiske eksempel betyde, at hver eneste hustand i Storbritannien ville have i omegnen af 680.000 kr. til rådighed om året.

Det er milevidt fra det reelle billede i landet. Her er den gennemsnitlige disponible indkomst pr. hustand nærmere i omegnen af 454.000 kr.

At lave udregningen pr. britisk hustand er også helt hen i vejret, når man tager i betragning, hvilken stor usikkerhed, der er i udviklingen i hustande frem mod 2030. En fremskrivning af antallet af britiske hustande viser fx, at man regner med at antallet vil vokse fra 27 millioner i dag til omkring 31,2 millioner i 2030. Men om den prognose vil holde ved man ikke, da antallet i høj grad vil afhænge af den førte immigrationspolitik. Det har selvfølgelig en betydning, når man udregner omkostningen pr. hustand.

Endeligt forudsætter OECD i deres rapport, at et Storbritannien uden for EU, efter kun to år, helt vil miste adgangen til det indre marked, og at landet først vil få en aftale omkring samhandel i hus med unionen i 2023. Et scenarie, der er helt absurd at forestille sig.

Heldigvis ser det ikke ud til at den økonomiske skræmmekampagne har den store påvirkning på de britiske vælgere. De har gennemskuet at magthaverne hverken taler deres sprog eller deres sag. De går mere op i muligheden for demokratisk indflydelse på de politiske beslutninger end abstrakte økonomiske statistikker uden hold i virkeligheden.

Og det kan meget hurtigt gå hen og betyde fallit for EU-tilhængernes kampagne, når briterne går til stemmeurnerne d. 23 juni.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Tre grunde til at Enhedslisten bør opstille til EU-valget

Tobias Clausen — Sun, 06 Mar 2016 18:41:21 +0000

Af Tobias Clausen

Skal Enhedslisten opstille til det kommende EU-Parlamentsvalg og søge valgforbund med Folkebevægelsen mod EU?

Det spørgsmål skal Enhedslistens medlemmer i næste uge tage stilling til i en vejledende urafstemning.

Som nogen måske erindrer, var jeg meget aktiv fortaler for, at Enhedslisten skulle opstille, da vi havde debatten forud for EU-Parlamentsvalget i 2014.

Den holdning har jeg stadigvæk.

Med udgangspunkt i mine egne erfaringer som tidligere landsledelsesmedlem i Folkebevægelsen, kandidat ved EU-valget i 2014 og aktiv i Enhedslisten EU-arbejde gennem seks år, har jeg derfor listet tre grunde til, at jeg mener Enhedslisten bør opstille.

1. En socialistisk stemme i kampen mod EU

I Enhedslisten er vi er først og fremmest EU-modstandere, fordi vi er socialister.

Vi er ikke kun modstandere af EU af demokratiske årsager, men også fordi EU bygger på et højreorienteret økonomisk grundlag i form af det indre marked, der har til formål at reducere regulering og sætte det frie marked over hensynet til mennesker og miljø.

Jeg mener, at der er brug for en stemme i EU-debatten, som kan italesætte denne sammenhæng klarer.

Vi skal forklare, hvorfor EU’s indre marked er uforeneligt med en vision om et socialistisk og solidarisk samfund. Vi skal forklare hvorfor kampen for et mere solidarisk Danmark også hænger sammen med kampen imod et EU, der bygger på et neoliberalt grundlag.

Her er Folkebevægelsen på godt og ondt begrænset af sit tværpolitiske grundlag. For som det fremgår af Folkebevægelsens idegrundlag ligger det”… uden for Folkebevægelsens målsætning at arbejde for noget bestemt samfundssystem eller for politisk stillingtagen til problemer uden forbindelse til EU.”

Som andre også har påpeget, er der i den grad brug for, at Enhedslisten i endnu højere grad kaster sig ind i de europæiske kampe. Med den aktuelle flygtninge- og migrationskrise, et Sydeuropa tvunget på sammenbruddets rand pga. EU’s nedskæringspolitik og en TTIP-aftale, der vil give multinationale selskaber ret til at sagsøge Danmark og alle andre EU-lande på baggrund af demokratiske beslutninger, er der nok at tage fat på.

Ser man rundt omkring i Europa, har den fremvoksende progressive EU-modstand netop sit udgangspunkt solidt plantet i en socialistisk modstand mod EU. Det er en EU-modstanderbevægelse, der samtidig aktiv bekæmper den reaktionære højrefløjs fremgang. Denne bevægelse bør vi i Danmark også bidrage til.

2. Den progressive EU-modstand skal i offensiven!

På venstrefløjen taler vi ofte om at komme i offensiven. Nu er tiden kommet for den offensiv.

Hvis ikke EU-skepsissen på længere sigt skal overlades til højrefløjen må vi se at komme på banen.

Ser man på udviklingen her i Danmark og i andre dele af Europa, vinder nationalister og højreorienterede EU-skeptikere desværre frem.

Herhjemme er det Dansk Folkeparti, der de seneste år har trukket mange EU-skeptiske vælgere på bekostning af den progressive EU-kritik og -modstand. Og det er på trods af, at partiet hverken er modstandere af EU eller det indre marked.

Her mener jeg, at Enhedslisten sammen med Folkebevægelsen har en vigtig opgave i bidrage til at udstille Dansk Folkepartis hykleri, tilbagekapre stemmer og fremtone med de progressive argumenter imod EU. Og her er EU-Parlamentsvalgene er en vigtig platform.

Figur 1. Udviklingen i stemmeprocenten for hhv. Folkebevægelsen og Junibevægelsen samlet set, og Dansk Folkeparti ved EU-Parlamentsvalgene 1994-2014

Jeg har oplevet, at der i debatten er blevet talt om, hvilket scenarie, der vil være styrke henholdsvis Enhedslisten og Folkebevægelsen. Det der imidlertid burde være retningsgivende, for hvilket scenarie vi vælger, er spørgsmålet om, hvad der vil styrke EU-modstanden?

Der er ingen tvivl om, at det er afgørende for EU-modstandens styrke, at den er repræsenteret i EU-Parlamentet.

Ikke fordi vi bør have illusioner om, at vi kan ændre EU indefra, men fordi det giver en platform at tale fra, ressourcer til kampagner og lignende, samt en indsigt i systemet, som vi ellers ikke vil have adgang til.

Med en meget høj spærregrænse på 7,7 procent ved EU-valgene, er der altid en hvis usikkerhed om EU-modstanden kan sikre sig repræsentation. Ved sidste valg fik Folkebevægelsen 8,1 procent af stemmerne. Nok til et mandat, men heller ikke langt fra spærregrænsen.

Med et valgforbund mellem Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU vil denne usikkerheden om mandatet imidlertid blive stærkt reduceret og pilen i højere grad pege i retning af muligheden for to mandater.

Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at et valgforbund mellem Enhedslisten og Folkebevægelsen åbner muligheden for at få to mandater til EU-modstanden. Altså en markant fremgang. Det er en mulighed, jeg mener vi bør gribe.

I valget mellem en situation, hvor der er (1) usikkerhed om det ene mandat vi har eller (2) en situation, hvor der er en god mulighed for to mandater, synes jeg ikke, at valget er svært.

3. En bredere mobilisering af EU-modstanden

Der er ingen tvivl om, at Folkebevægelsen med sit tværpolitiske grundlag kan tiltrække vælgere, som aldrig kunne finde på at stemme på Enhedslisten.

Samtidig kan vi imidlertid konstatere, at langt fra alle Enhedsliste-vælgere stemmer på Folkebevægelsen. Ved sidste EU-Parlamentsvalg viste en undersøgelse, at kun 56 procent af Enhedslistens vælgere valgte at stemme på Folkebevægelsen. Blandt de resterende stemte en del på SF, imens hele 15 procent af Enhedslistens vælgere valgte at stemme blankt. Imens de øvrige partier hentede mellem 60-80 procent af deres almindelige vælgere, hentede Enhedslisten altså kun lidt over halvdelen af sine.

Det kan være svært at sige præcist, hvilke grunde der er til, at Enhedsliste-vælgere ikke ønsker at stemme på Folkebevægelsen.

Men mine egne erfaringer som kandidat i valgkampen 2014 var, at en del af de Enhedsliste,-vælgere jeg mødte, simpelthen ikke ønskede at stemme på en tværpolitisk liste og derfor følte sig tvunget til at stemme blankt eller se andre steder hen.

Mit bud er derfor, at en stor del af dette tab derfor formentligt ville kunne lukkes, hvis Enhedslisten selv stillede op.

Samtidig vil en opstilling af Enhedslisten åbne op for at Folkebevægelsen i højere grad kan fremstå som den tværpolitiske bevægelse, den er. Og det er der brug for. For ser man på andelen af vælgere til højre for midten, der stemte på Folkebevægelsen faldt denne andel faktisk markant fra valget i 2009 til 2014.

Der er derfor et potentiale ved at Enhedslisten, såvel som Folkebevægelsen, opstiller til EU-Parlamentsvalget i et valgforbund, da man samlet set kan appellere til og mobilisere en bredere gruppe af vælgere.

Ved at samarbejde og sikre den bredest mulige mobilisering af progressive EU-modstandere op til næste valg, er jeg overbevist om, at vi kan opnå det bedste resultat for EU-modstanden.

Læren fra Grækenland

Tobias Clausen — Wed, 15 Jul 2015 16:01:56 +0000

Af Tobias Clausen

Så skete det. Forhandlingerne mellem EU og Grækenland fik i denne uge en afslutning. Resultatet blev et nederlag for det græske demokrati og landets befolkning, der blev tromlet EU-eliten.

En nedskæringspakke ser ud til at blive tvunget igennem med nye brutale sparekrav. Regningen for bankernes spekulation og en græsk korrupt elites uansvarlighed, bliver således endnu engang sendt til de fattigste i det græske samfund.

Strategien fra de øvrige euro-lande har været klar: SYRIZA-regeringen og grækerne skal straffes for at sætte sig op mod den tysk-dikterede nedskæringspolitik og eventuelle andre lande skal skræmmes for at følge det græske eksempel.

Men hvordan kunne det gå så galt i forhandlingerne og hvad kan vi lære af hele forløbet? Her er tre ting, som jeg ser, vi allerede nu kan udlede af resultatet af forhandlingerne.

1. Demokrati er ikke foreneligt med euroen

Alexis Tspiras og den græske regering har kæmpet en hård kamp for at indfri sine løfter til det græske folk om at gøre op med en dybt forfejlet nedskæringspolitik og samtidig fastholde Grækenland i euroen. I dag må det konstateres, at de to ting ikke kan forenes.

Siden SYRIZA-regeringen blev valgt, har EU været på en demokratisk prøve.

En prøve, der skulle vise sig om, det var muligt for en befolkning at vælge en mere solidarisk kriseløsning inden for rammerne af euroen.

Denne demokratiske lakmusprøve har EU dumpet med et brag. Det står i dag mere klart end nogensinde før, at der inden for euroen, kun kan føres en økonomisk politik: Den tyske sparepolitik.

Selvom euroen består (endnu), er EU-elitens bedrag om euroen som et fælles og samlende europæisk projekt nu endeligt afsløret. Euroen er og bliver et fuldstændig uansvarlig politisk projekt, der kun har bidraget til at splitte Europa.

Et venstreorienteret projekt i Europa må derfor også nødvendigvis indeholde et mål om løsrivelse fra euroen og en kamp for at generobring af selvbestemmelse og demokrati.

2. SYRIZA havde ingen plan B

Det er ingen hemmelighed, at et flertal i SYRIZA har været modstandere af et græsk exit af euroen og at der på dette punkt har været en politisk uenighed mellem den græske venstrefløj og Enhedslisten.

Allerede tillbage i 2012 deltog jeg i et debatmøde i Grækenland om den europæiske venstrefløjs holdning til euroen. Her diskuterede jeg netop spørgsmålet om græsk exit af eurozonen med Euclid Tsakalotos, der dengang var medlem af det græske parlament for SYRIZA, og som i dag er græsk finansminister.

Og selvom der var bred enighed om de grundlæggende fejl og mangler ved hele eurokonstruktionen, var der ikke enighed om, hvorvidt et exit af euroen var et politisk mål i sig selv.

For imens vi i Enhedslisten argumenterede for behovet for en mekanisme, der kunne sikre Grækenland en kontrolleret udgang af valutasamarbejdet som en holdbar løsning på den græske krise, fastholdte Euclid, at et exit fra euroen ikke var et reelt alternativ.

I forhandlingerne med EU har SYRIZA's tro på et progressivt potentiale i euro-projektet således været partiets største svaghed.

For du risikerer at blive tromlet i en forhandling, hvis ikke du har en alternativ plan i tilfælde af, at forhandslingssporet skulle vise sig at være en blindgyde. Man taler normalt om ”The Walk-away Alternatives” eller BATNA (Best Alternative To a Negotiated Agreement). Uden et sådan, forhandler du reelt I blinde.

Håbet var for mange, at man i toppen i SYRIZA havde en plan B i skuffen for et græsk exit af euroen. Og at denne plan ikke alene kunne bruges som en trussel i forhandlingerne, men også virkeliggøres i tilfælde af et dødt forhandlingsspor.

I dag ved vi, at der ikke har ekisteret en sådan plan B. I et yderst interessant interview har den tidligere græske finansminister Yannis Variofakis forklaret, at selvom han oven på folkeafstemningen var villig til at tage yderligere kampskridt ved bl.a. at overtage kontrollen med den græske nationalbank og udstede såkaldte IOU’s, har der aldrig været en reel plan i skuffen for et græsk exit af euroen.

I stedet forklarer han at, ”We had a small group, a ‘war cabinet’ within the ministry, of about five people that were doing this: so we worked out in theory, on paper, everything that had to be done [to prepare for/in the event of a Grexit]. But it’s one thing to do that at the level of 4-5 people, it’s quite another to prepare the country for it. To prepare the country an executive decision had to be taken, and that decision was never taken."

Den manglende plan B, blev i sidste ende fatal for den græske regering, der ikke så nogen anden udvej end at bøje sig for EU’s nedskæringskrav, da det blev klart, at de ikke var villige til at forlade euroen.

I et senere interview med Variosfakisk foretaget kort efter indholdet af den nye lånepakke stod klart, forklarer han, at han ikke længere er overbevist om, at et græsk exit af euroen ville have været det værste udfald, set i lyset af den nye nedskæringspakke.

3. Krisen er ikke løst og kampen forsætter

Det endnu uklart om den nye låne- og nedskæringspakke vil gå igennem det græske parlament. Det er stærke interne uenigheder i SYRIZA. 109 ud af 200 medlemmer af SYRIZA's hovedbestyrelse har meddelt, at de er imod aftalen og flere parlamentsmedlemmer har allerede tilkendegivet, at de vil stemme nej.

Men selv hvis aftalen går igennem parlamentet, står det allerede nu klart, at den ikke vil løse krisen i landet – tværtimod.

De seneste fem års nedskæringspolitik i Grækenland har blot forværret landets økonomiske situation. Den græske økonomi er skrumpet med mere end 25% og landets gæld er som konsekvens vokset eksplosivt. Ved at forsætte denne forfejlede politik vil den økonomiske krise i Grækenland blot forværres og gælden vil blive endnu svære at betale tilbage. En situation, der kan betegnes som en lose-lose situation.

Senest har også den internationale valutafond IMF været ude og at erklære at den nye nedskæringspakke ikke er en løsning på den græske krise. Derimod forudser IMF, at den græske gæld i løbet af to år vil stige til 200 procent af BNP, en gældsbyrde som grækerne aldrig nogensinde vil kunne betale.

I stedet foreslår IMF at Grækenland som minimum skal gives afdragsfrihed på sin enorme milliardgæld i op til 30 år for at holde økonomien oven vande.

Vi kan derfor godt forvente, at der inden for kort tid igen vil komme usikkerhed om euroens bæredygtighed og den græske økonomi.

Kampen for national selvbestemmelse og et opgør med nedskæringspolitikken vil derfor fortsætte, ikke alene I Grækenland, men også i de andre kriseramte eurolande som Spanien, Irland og Portugal.

Den kamp skal vi være klar til at støtte.

Brugen af bankøkonomer i dækningen af Grækenland er skandaløs

Tobias Clausen — Wed, 01 Jul 2015 11:14:36 +0000

Af Tobias Clausen

Det er i disse dage svært at åbne en avis eller tænde for fjernsynet uden at blive mødt med historier om Grækenland og krisen i euroen. Desværre har dækningen indtil nu været skandaløs ringe på flere niveauer.

Dækningen har ofte været præget af et stærkt enøjet fokus på grækernes egen skyld i krisen og har på magisk vis fuldstændig udeladt at forholde til de øvrige faktorer, der har været medvirkende til, at det har kunnet gå så galt.

Det være sig, finanskrisen, euroens fejlkonstruktion, Tysklands løndumpingpolitik, den forfejlede nedskæringspolitik og bankernes alt for risikable udlån.

Og netop bankøkonomer har fået en helt central rolle i udlægningen af årsagerne og konsekvenserne af krisen i Grækenland. Et forhold som burde være fuldstændig utænkeligt, når man ser på bankerne medvirken i den græske krise.

Lad mig give et par eksempler fra mediedækningen de sidste par dage.

Bankøkonomernes mekka

På DRs nyhedside kunne man fx i går læse, hvordan Steen Bocian fra Danske Bank mener, at en græsk aftale med EU vil være bedst fra Danmark.

Aftenen før var det så Jacob Graven fra Sydbank, der i TV-Avisen uimodsagt og kun omtalt under titlen ”cheføkonom”, fik lov til at fremlægge hans syn på sagerne.

Og synes man ikke, man fik nok af ham, kunne man bagefter svinge ind og læse artiklen ”Forstå Grækenlands økonomiske hovedpine”, hvor selv samme Jacob Graven – igen fuldstændig uimodsagt – fik lov til at give sig i kast med udlægge, hvorfor det står så slemt til med den græske økonomi.

Her bliver fortællingen selvfølgelig reduceret til et simpelt spørgsmål græsk overforbrug. Ikke et ord om bankernes rolle i krisen eller den gældsspiral Grækenland nu har været fanget i siden 2010.

Alligevel er det som om bankøkonomen mellem linjerne har fanget, at hans egen analyse er helt ude på et overdrev. I artiklen forklarer han at,

”Det lyder jo fuldstændig gak i låget, at man skal låne flere penge for at løse gældsproblemer. Men hele humlen er, at vi bliver nødt til at låne Grækenland pengene, så de kan overleve.”

Så skåret ud i pap.

En bankmand, der lever af at låne penge ud, er altså kilden til at forklare, at Grækenland bør låne endnu flere penge til at finansiere en gæld, der i forvejen er vokset til over 175% af landet samlede økonomi. Problemet burde være tydeligt for enhver.

Også bankmanden Ulrik Bie fra Nykredit, der ynder at omtale den græske regering som en flok kommunister og som mener at den græske folkeafstemning ”er bizar på alle niveauer”, har flittigt turneret de danske medier som ”økonomisk ekspert”.

Tidligere på ugen gæstede han så Deadline på DR2 sammen med økonomiprofessor Jesper Jespersen. Her kom det frem, at Ulrik Bie selv har spekuleret i det den græske krise ved at opkøbe græske statsobligationer, og at han i den sammenhæng havde tabt penge.

Og så er det, at man spørg sig selv, om det er en nøgtern økonomisk analyse, en indebrændt bitterhed eller egne kommercielle interesser, der tegner sig, når Ulrik Bie udtaler sig om Grækenland. Svaret står hen i det uvisse, og netop derfor burde han selvfølgelig ikke optræde som økonomisk ekspert i medierne

Og sådan kunne man fortsætte med det ene eksempel efter det andet.

Europas største bankpakke

Det er dybt problematisk, at mediernes forståelse af den græske krise går gennem bankøkonomerne. For hvad medierne fuldstændig glemmer i deres dækning er, at der i en gældskrise er to sider af ligningen.

På den ene side har vi rigtig nok skiftende korrupte socialdemokratiske og konservative regeringer i Grækenland, der har optaget lån de aldrig skulle have optaget (debitorerne).

Men på den anden side af bordet har vi bankerne (kreditorerne), der i jagten på hurtige og kortsigtede profitter har været villige til at låne millioner og atter millioner kroner ud til et land, der de facto allerede var gået statsbankerot.

Helt frem til december 2009 anbefalede fx Jyske Bank deres kunder at låne penge til Grækenland med udsigten til store profitter, selvom det på dette tidspunkt allerede stod klart, at landet var på randen af en statsbankerot.

”De græske statsrenter er eksploderet på grund af frygten for statsbankerot. Men rentestigningen er overgjort, og markedet vil igen falde til ro, vurderer Jyske Bank.”, kunne man læse i Dagbladet Børsen under overskriften "Jyske Bank: Køb græske statsobligationer".

Krisen i Grækenland minder således på mange måder om en gentagelse af, hvad vi så under finanskrisen.

Bankerne har lånt mere ud end de burde i jagten på kortsigtede profithensyn og da det stod klart, at Grækenland ikke kunne betale, måtte de europæiske statskasser træde til for at redde bankerne med store bankpakker. Denne gang i en europæisk skala.

Af de over 1.600 milliarder kroner, der blev givet i såkaldte ’hjælpepakker’ til Grækenland fra Trojkaen, er næsten 90 procent gået direkte ind i finanssektoren.

Bankerne er på den måde blevet holdt mere eller mindre risikofrie, mens de europæiske skatteydere nu hænger på regningen. EU har altså reelt opkøbt Grækenlands bankgæld.

Det ved bankerne selvfølgelig udemærket godt. Jacob Graven fra Sydbank skrev fx følgende ud til sine kunder i april 2015,

”Desuden er hovedparten af den offentlige græske gæld nu i hænderne på statskassen i de andre eurolande via hjælpepakkerne frem for placeret hos europæiske banker og andre private investorer.”.

Men den del af fortællingen kommer aldrig ud til den bredere offentlighed, så længe medierne forsætter deres uhæmmede og ukritiske brug af bankøkonomer til at udlægge virkeligheden.

Dækningen af krisen i Grækenland viser endnu engang, at der er brug for en mere principiel debat om brugen af bankøkonomer i den offentlige debat.

En stemmevejledning for TTIP-kritikere

Tobias Clausen — Sun, 14 Jun 2015 14:20:30 +0000

Af Tobias Clausen

Folketingsvalget kører for fuldt drøn og det ser lige nu ud til at blive utrolig tæt mellem den røde og den blå blok. Men folketingsvalget er ikke bare et valg mellem Helle Thorning eller Lars Løkke. Det er også et valg om fremtiden for vores demokrati.

For i den kommende valgperiode skal Folketinget tage stilling til Danmarks tilslutning til en ny frihandelsaftale mellem EU og USA (TTIP) - en dybt kontroversiel aftale, der handler om langt mere end bare handel.

Som taget ud af Anders And

TTIP vil nemlig give multinationale selskaber ret til at sagsøge et land, hvis politikerne vedtager en regel eller lov, der begrænser selskabets forventede profit

Ja det lyder helt skørt – nærmest som noget taget ud af Anders And, som en tilhører til et debatmøde om TTIP udtrykte det. Men den er desværre god nok. I praksis vil TTIP betyde, at beslutninger vedtaget i det danske Folketing kan medføre kæmpe sagsanlæg fra multinationale selskaber med base i USA.

Der er allerede masser af eksempler, hvor lignende aftaler har ført til søgsmål i millionklassen i forbindelse med demokratiske beslutninger.

Tyskland er fx blevet sagsøgt for en beslutning om at udfase brugen af atomkraft, Egypten er blevet sagsøgt for at hæve mindstelønnen og Canada er blevet sagsøgt for at forbyde udvindingen af skiffergas. Og sådanne retssager kan hurtigt gå hen og blive en dyr forretning. I gennemsnit koster en sag nemlig 52 millioner skattekroner – og det uagtet om sagen tabes eller vindes.

Fra SF til DF: Opbakning til TTIP

TTIP er en stor debat i mange europæiske lande og næsten 2,2 millioner europæere har skrevet under i protest imod frihandelsaftalen. Desværre fylder emnet ingenting i den danske valgdebat eller i medierne.

Det kan derfor være svært at finde ud af, hvad de forskellige partier egentlig mener om den kontroversielle aftale.

Den seneste debat om TTIP i Folketinget den 28. april, kan imidlertid fungere som et godt pejlemærke, når man som TTIP-kritiker skal danne sig et overblik over partiernes holdning til aftalen.

Debatten var indkaldt på baggrund af et forslag fra Enhedslisten. Forslaget gik i al sin enkelthed ud på, at Danmark skulle sige nej til den del af TTIP-aftalen, der giver de multinationale selskaber den meget vidtgående rettighed til at sagsøge lande i jagten på profit. Den såkaldte ISDS-mekanisme.

Desværre fik forslaget ikke opbakning fra nogen af de øvrige partier. Fra SF til DF var der modstand imod Enhedslistens forslag. I stedet stod partierne fast på, at regeringen forsat skulle ”… arbejde for indgåelse af en ambitiøs frihandelsaftale mellem EU og USA (TTIP).”.

"Vi diskuterer noget, vi ikke helt ved hvad er"

Bevæggrundene for at de andre partier ikke ønskede at støtte Enhedslistens forslag, kan være svære at forstå. Men Lars Barfoeds fra de Konservative, ramte i hans ordførertale ned i en helt central pointe. Her sagde han nemlig,

”Et eller andet sted bærer den her debat jo præg af, at vi diskuterer noget, vi ikke helt ved, hvad er.”

Politikerne aner simpelthen ikke, hvad de siger ja til!

Jeg håber derfor du vil være med til at sprede budskabet, så vi kan få lagt pres på ja-partierne og forhåbentlig kan få sammensat et Folketing, der vil stille sig mere kritisk overfor TTIP.

Det første skridt i den retning vil være at sætte kryds ved parti, der er modstander af TTIP, når du går i stemmeboksen på torsdag.

Her er Enhedslisten et rigtig godt bud.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 og venstrefløjen.

Den største trussel mod venstrefløjen du aldrig har hørt om

Tobias Clausen — Tue, 21 Apr 2015 08:56:57 +0000

Af Tobias Clausen

Kan du huske folkeafstemningen om oprettelsen af et fælles indre marked med USA?

Du ved den afstemning, hvor vi blev spurgt om multinationale selskaber skal have mulighed for at bestemme hvilke love, der kan vedtages i Folketinget?

Nej, det kan jeg heller ikke.

Men regeringen kunne vel ikke finde på at sælge ud af det danske demokrati på den måde, uden først at sikre sig et folkeligt mandat. Kunne den?

Det er imidlertid lige netop, hvad der er ved at ske med en ny frihandelsaftale mellem EU og USA, der skal skabe et transatlantisk marked. Aftalen går under navnet TTIP.

Skal multinationale selskaber kunne sagsøge Danmark?

Det mest kontroversielle ved TTIP er, at aftalen gør det muligt for multinationale selskaber at sagsøge lande, hvis selskabets forventede profit begrænses af en demokratisk beslutning.

Med TTIP i hånden vil multinationale selskaber således kunne sagsøge Danmark, hvis Folketinget vedtager en lov, der påvirker selskabets fremtidige profit.

Ja, du læste rigtigt.

Det lyder måske som en dårlig joke. Men den er god nok.

Der er allerede talrige eksempler på sager, verden over, hvor aftaler som TTIP, er blevet brugt af multinationale selskaber til at angribe alt fra bedre miljølovgivning til sundhedspolitik og forsøg på at fremme arbejdstagerrettigheder.

Som da en Egypten efter det arabiske forår hævede den månedlige(!) mindsteløn fra 365 kr. til 646 kr. og blev sagsøgt af det franske selskab Veolia. Lønstigningen ville jo påvirke Veolias forventede profit.

Eller da Tyskland blev sagsøgt for over 30 milliarder kroner af selskabet Vattenfall, fordi man efter atomkatestrofen i Japan havde besluttet at udfase brugen af atomkraft. Vattenfall bestyrede to atomkraftværker og havde med beslutningen udsigt til en mindsket indtjening.

Også et land som Australien er blevet sagsøgt. Denne gang af tobaksgiganten Philips Moris, der mente at en ny lov, som stillede krav til advarsler på cigaretpakker, ville skade selskabets fremtidige indtjening.

Og det er ikke småbeløb, der bliver udbetalt i erstatning til de multinationale selskaber. I 2012 modtog danske Mærsk fx hele fem milliarder kroner fra Algeriet, som udfald på en sag, hvor Mærsk havde sagsøgt landet for at hæve beskatningen af olieudvindingen.

Alle sager føres ved lukkede særdomstole, der er hævet over de nationale domstole. Disse særdomstole består ikke af dommere, men tre særligt udvalgte erhvervsadvokater.

Hvis TTIP bliver til virkelighed, kan Danmark og mange andre europæiske lande se frem til at blive mødt med samme type sagsanlæg.

Og hvad værre er: TTIP er mere eller mindre umulig at komme ud af. Aftalerne indeholder nemlig typisk en udfasnings-klausul på mellem 10 og 15 år.

En trussel mod hele venstrefløjens projekt

Muligheden for at vedtage progressiv miljølovgivning eller nye regler, der fx skal sikre en bedre omfordelingen af goderne i vores samfund, vil derfor med TTIP blive stærkt begrænset.

TTIP repræsenterer derfor ikke alene en trussel mod vores demokrati, men hele venstrefløjens projekt.

Hvor TTIP er blevet en stor debat i bl.a. Tyskland og Storbritannien, har debatten og den offentlige mediebevågenheden i Danmark været på et minimum. Alt for få kender derfor til TTIP og de store konsekvenser aftalen fører med sig.

Det skal vi have lavet om på!

Vi er derfor nogen, der har startet en kampagne mod TTIP, der skal sprede budskabet. Her har vi brug for alt den hjælp, vi kan få.

Tag del i kampen mod TTIP og hjælp os med at udbrede kendskabet til aftalen på www.stopttip.dk

SYRIZA’s tre største udfordringer

Tobias Clausen — Tue, 06 Jan 2015 13:32:14 +0000

Af Tobias Clausen

Valget er udskrevet i Grækenland og enhedslistens søsterparti SYRIZA står til at vinde magten. En situation, der meget vel kan vise sig at være et historisk øjeblik for den europæiske venstrefløj.

På et møde i Madrid sidste år mødte jeg den karismatiske formand for SYRIZA, Alexis Tsipras. Her gjorde han det klart, at vinder den græske venstrefløj valget, er der skabt et helt nyt spillerum for en progressiv politik i Europa.

Men han gjorde det samtidig klart, at opgaven ikke ville blive nem og at SYRIZA får brug for international opbakning fra hele den europæiske venstrefløj, hvis det skal lykkedes dem at bane vejen for et opgør med nedskæringspolitikken og finanssektorens grådige hærgen.

For selvom SYRIZA i øjeblikket står til at blive Grækenlands største parti, er der stadig lang vej til målet og vejen mod magten byder på mange store udfordringer og dilemmaer.

Der er særligt tre udfordringer, der venter SYRIZA forude.

Vinder SYRIZA valget?

Første udfordring er selvfølgelig, rent faktisk at vinde valget. Selvom SYRIZA i øjeblikket fører over de konservative (Néa Dimokratía) i meningsmålingerne, og har gjort det siden maj sidste år, er det stadig en stor opgave at fastholde forspringet helt frem til valgdagen d. 25. januar.

For der er ingen tvivl om, at finanssektoren, EU-eliten og IMF vil gøre hvad de kan, for at undgå at venstrefløjen vinder valget i Grækenland.

Frem til valgdagen vil vi derfor uden tvivl se en heftig kampagne, der vil forsøge at skræmme og afpresse den græske befolkning til ikke at stemme på SYRIZA. Præcis som vi så det under valgkampen i 2012.

Og skræmmekampagnen har allerede taget form. Tyske Der Spiegel kunne således rapportere fra anonyme embedsmænd, at Angela Merkel skulle være parat til at smide Grækenland ud af euroen, hvis SYRIZA kommer til magten.

Også EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har advaret det græske folk mod konsekvenserne ved, at vælge de forkerte og IMF har, med udsigten til venstrefløjens sejr, foreløbigt suspenderet alle udbetalinger til Grækenland.

Ifølge kampagneleder i SYRIZA, Alexandros Bistis, er den største fare for partiet en situation, hvor det lykkedes højrefløjen og EU-eliten at puste til frygten for fremtiden i den græske befolkning.

Særligt spørgsmålet om hvorvidt en SYRIZA-sejr vil betyde et græsk exit fra eurozonen eller EU, er sprængfarligt materiale, der i løbet af valgkampen kan flytte mange stemmer.

Den første store udfordring er derfor at modstå skræmmekampagnen og fastholde føringen helt frem til valgdagen d. 25. januar.

Kan SYRIZA danne en regering?

Lykkedes det SYRIZA at blive valgets største parti, hvilket meget kunne tyde på, venter næste udfordring: At danne en regering.

I det græske valgsystem er indbygget en udemokratisk valgregel, der betyder, at valgets største parti får 50 ekstra pladser i Parlamentet.

Reglen, som SYRIZA med en sidebemærkning ønsker afskaffet, betyder at ét parti kan sikre sig et absolut flertal (dvs. hvad, der svarer til 90 mandater i det danske Folketing) hvis de opnår 35-40 procent af stemmerne.

Den endelige procentsats afhænger af, hvor mange partier, der kommer over spærregrænsen.

Tre ud af de seneste seks målinger har givet SYRIZA 35 procent eller derover og dermed absolut flertal, men det er forsat stærkt usikkert om partiet vil få nok sæder i Parlamentet, til alene at sikre sig et flertal.

Opnår SYRIZA ikke absolut flertal, kan det blive en udfordring at danne en regering. Der er nemlig ikke mange samarbejdspartnere at pege på. Det sekteriske græske kommunistparti KKE, der stadig ser lyset i Stalin og som under 2012-valgkampen førte valgkamp med sloganet ”Stol ikke på SYRIZA” har på forhånd udelukket enhver form for samarbejde.

Venstrefløjspartiet DIMAR, svarende til SF, er delt på spørgsmålet om de støtter SYRIZA, men vil med al sandsynlighed ikke klare spærregrænsen på 3 procent som konsekvens af deltagelse i en regeringskoalition bestående af socialdemokratiet og de konservative.

Det socialdemokratiske PASOK er ligeledes i en dyb krise og risikere også at falde under spærregrænsen efter at partiet netop er blevet splittet i to. Partiets tidligere formand og ex-premierminister Giorgos Papandreou, hvis far var med til at danne PASOK, forlod således partiet d. 2. januar og stiftet et ny parti under navnet ”Den demokratisk socialistbevægelse”.

Imens Papandreou og hans nye parti har afvist et samarbejde med SYRIZA, og ønsker at forsætte nedskæringspolitikken, er formanden for PASOK Evangelos Venizelos mere åben for et samarbejde. Tiltroen i SYRIZAtil PASOK’s reelle intentioner om samarbejde, er imidlertid meget lille og der er meget forskellige vurderinger om, et regeringssamarbejde er et realistisk scenarie.

Sideløbende vil EU-Kommissionen uden tvivl presse alle de øvrige partier til at forsøge at danne en teknokratisk regering uden om SYRIZA, som vi så med valget i 2012.

Den anden store udfordring er derfor at danne en regering, hvis ikke SYRIZA opnår absolut flertal.

Balancen mellem magten og idealerne

Vinder SYRIZA valget og lykkedes det at danne en regering kommer den tredje store udfordring: At gennemføre en socialistisk politik, når man har hele EU-eliten og finanskapital imod sig.

Vurderingen er, at de europæiske eliter sandsynligvis vil vælge en af to strategier for at knække en venstrefløjsregering i Grækenland.

Første strategi er, at forsøge at vælte en venstrefløjsregering hurtigst muligt ved at lægge den under et maksimalt pres fra dag ét og tvinge den til et hurtigt nyvalg med håb om at erstatte den med en ny konservativ regering. Til det har EU-eliten og de finansielle aktører en række værktøjer de kan tage i brug.

Bl.a. kan den Europæiske Centralbank stoppe med at returnere renteindtægterne på de græske statsobligationer og mindske, eller helt stoppe, udbetalingerne af midler fra EU’s strukturfonde.

Aktører på det europæiske finansielle markedet kan udløse et bankstormsløb på de græske banker med erklæringer om mistillid til den græske banksektor og de europæiske magthavere kan opfordre til ikke længere at investere i landet, hvilket vil have en ødelæggende effekt på den græske økonomi.

Værst vil det det være, hvis ECB truer med at stoppe likviditeten til de græske banker. Et sådan initiativ vil kunne nedbryde den græske banksektor næsten øjeblikkeligt. Yanis Varoufakis, økonomiprofessor og medlem af SYRIZA, har kaldt dette instrument for et økonomisk ”atomvåben”.

Selvom det er højest usandsynligt at ECB vil gå så langt som til at bruge dette instrument, så har banken tidligere truet med at afskære irske banker fra al udlånsaktivitet, hvis ikke den irske regering overtog al gælden fra de insolvente irske banker.

Den anden strategi som EU-eliten kan anvende, og som vurderes som den mest sandsynlige af SYRIZA-folk, er en strategi, hvor de europæiske eliter vil forsøge at demoralisere SYRIZA. Dette skal ske ved, over en længere periode, at tvinge partiet til at gennemføre en højreorienteret økonomisk politik og forhindre partiet i at gennemføre sine valgløfter.

Det vil betyde, at nedskæringspolitikken kan forsætte og vil samtidig forpurre en situation, hvor venstrefløjens sejr i Grækenland, kan fungerer som inspiration og katalysator for venstrefløjen i andre steder i Europa.

Mens den første strategi ville være mere brutal og direkte, er den anden på længere sigt mere farligt for den græske og europæiske venstrefløj og vores fælles venstrefløjsprojekt.

John Milios, cheføkonom i SYRIZA og professor i politisk økonomi, vurderer den anden strategi som den mest realistiske.

Han har bl.a. udtalt at, "Jeg tror, de vil forsøge at gøre med SYRIZA, som de gjorde med venstrefløjspartierne i Italien. De var meget venstreorienterede da de var i opposition og neoliberale da de var i regeringen. [..] Det betyder, at vi skal være forsigtige indenfor partiet. I marxistiske termer: klassekampe er overalt, selv inde i partiet. Det er derfor, vi har brug for at arbejdere mobiliserer for, at støtte partiet og fremsætte forslag selv.”

SYRIZA kommer derfor til at stå overfor en svær balance. Ved, at presse for hårdt for et brud med EU, risikerer partiet at støde den græske befolkning fra sig og hermed også regeringsmagten. Omvendt vil en situation, hvor partiet ikke presser hårdt nok på for et brud med EU, og acceptere for mange kompromiser, lede til den frygtede socialdemokratisering af SYRIZA, der vil fjerne grundlaget for partiets politiske idealer og mål.

Den tredje store udfordring for SYRIZA er derfor at få gennemført deres politik i praksis, uden at miste regeringsmagten eller sine politiske idealer i processen.

”Historien bankede på, åbnede du døren?”

Det står klart, at det ikke nogen nem opgave vores græske kammerater står overfor. Ikke desto mindre er optimismen hos både embedsmænd og aktivister i SYRIZA stor.

Forventningen er at partiet vil vinde valget og danne den næste regering. Samtidig er grækerne stærkt bevidste omkring de mange udfordringer, og tiden siden sidste valg i 2012 er blevet brugt ihærdigt på at forberede sig og lægge strategier i forhold til de scenarier, der kan udspille sig.

Ved at få regeringsmagten i Grækenland håber SYRIZA at fremprovokere debatter i de øvrige nedskæringsramte eurolande og på den måde øge presset på EU-eliten.

Der er således allerede forlydender om, at andre eurolande ser SYRIZA’s mulige magtovertagelse som en opportun lejlighed til at bringe uenigheder om EU’s nedskæringspolitik til overfalden – uenigheder som i øjeblikket er stærkt undertrykt.

Tvinges en SYRIZA-regering i knæ, kan det komme til at præge hele den europæiske venstrefløj mange år ud i fremtiden. Omvendt vil den græske venstrefløjs succes betyde et kæmpe skridt i kampen for at skabe bedre vilkår for lønmodtagere i hele Europa.

Meget afhænger af vores græske venner.

Som Naiomi Klein foreslår i sin nye bog. Møder du Alexis Tpiras, så stil ham spørgsmålet.

”Historien bankede på, åbnede du døren?”