Louise Pedersen's blog

EU-hønen og nationalisme-ægget

Louise Pedersen — Wed, 06 Jul 2016 22:05:21 +0000

Af Louise Pedersen

Brexit er sket på højreorienterede tossers præmisser, og vi styrker deres sag ved at tale om dansk udmeldelse af EU. Dette er en påstand, som jeg høre flere venstreorienterede udtrykke med bekymring i kølvandet på briternes afstemning om udmeldelse af EU.

I denne logik ligger der en skjult antagelse om, at udviklingen af højrenationalismen foregår relativt uafhængigt (op på trods af?) af EU, og at der endda muligvis ligger redskaber skjult i EU til at modgå dette. Det store spørgsmål er altså: EU og nationalisme - hvad er hønen, og hvad er ægget?

Efter min bedste overbevisning er nationalisme, racisme og intolerance blandt EU-staterne ikke noget, der udvikler sig uafhængigt af EU eller ved siden af. Holdninger og andre overbygningsfænomener er som bekendt afhængige af de økonomiske strukturer, som mennesker lever under, og ingen anden struktur har så altoverskyggende og afgørende indflydelse på Danmark og resten af Europas økonomi som EU.

EU har som kapitalens fremmeste redskab systematisk og over årtier gennemført nyliberalistiske, økonomiske reguleringspolitikker og organiseret løndumping inden for den Europæiske Union. Den har grundlovsfæstet nyliberalismen i Lissabon-traktaten, undermineret velfærdsstatens grundlæggende principper og slået bunden ud af løndannelserne.

Historien viser, at nationalisme, racisme og intolerance udvikler sig, når en befolkning tvinges i knæ af åndlig eller materiel forarmelse, fremmedgørelse og frygt. Kapitalismen tvinger mennesker i knæ, og EU har entusiastisk stået i forreste front, når dette arbejde skulle gøres. Og EU har været den dygtige elev i klassen.

Og sjovt nok har folk fået det ringere*. Man bliver mere bekymret, ængstelig, vagtsom. Man bliver mere optaget af de nære forhold, der vedrører eksistensminimum. Man kigger vredt på de polske håndværkere, som 'har taget ens job', og som taler mærkeligt. Man bekymrer sig for sine børns fremtid, når man knap nok kan få tingene til at løbe rundt selv. Og man leder efter nogen, der kan give et enkelt og klart svar på, hvad der er galt, og som er nemt at forstå, da det kræver overskud at forstå komplicerede sammenhænge.

EU skaber denne utryghed** og behovet for de enkle svar, og dem sidder fascisterne og de konservative nationalister med. Hos dem er det de fremmedes skyld. Tak for det, det er nemt at forstå!. Så kan man få lov både at have nul på kontoen i mentalt overskud og stadig have en 'forklaring' på verdens elendige tilstand.

EU er ikke den eneste størrelse i verden, der skaber fremmedhad og intolerance. Det er oplagt. Men ikke desto mindre vil jeg vove den påstand, at i Europa er EU for hovedparten den høne, der lægger nationalisme-æggene. Og hvorfor? Ja, fordi EUs fremmeste formål er at fremme kapitalismen, og denne fører jo som bekendt til barbari. På den vis har EU sejret af helvede til.

* Bare fordi du og din moster har det godt, betyder det ikke, at alle andre har det fjong.

** Ja, der er også andre ting end EU, der skaber systematiseret utryghed. Men dem er vi jo også imod.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Gamle egoister

Louise Pedersen — Wed, 28 Oct 2015 20:01:49 +0000

Af Louise Pedersen

Jeg synes, at gamle mennesker selv er ude om, at de bliver 'hjemmerøvet'. Ja, bevares, det er træls for dem. Og selvfølgelig synes jeg ikke, at det er i orden. Men jeg synes altså også, at de selv er lidt ude om det. Fx render de tit rundt og flasher deres alderdom. De har gammel-mands-havemøbler, lidt for meget glasnips i vinduerne og udstråler bare lidt for meget den der 'se mig – jeg er gammel og velhavende'. Alle ved jo også, at trangen til at eje ting er medfødt; faktisk en af de stærkeste drifter i verden! Så det er jo klart, at et menneske ikke bare kan passere forbi en lokkende ældrebolig uden at få visse behov. Og de behov ville jo ikke blive aktiveret, hvis ikke de gamle fjolser have alle mulige lækre ting stående i vinduerne, vel? Der kunne de godt lige tage hensyn til vores naturlige instinkter. Gamle egoister.

Nå, men jeg vil lige give de gamle nisser et råd. Tag lige at tone lidt ned. Lad være med at have pæne teakmøbler i haven. Drop de velholdte blomsterbede og de nydeligt revne småsten. Pak de ternede røvballegardiner ned. Ellers må I acceptere konsekvensen af vores drifter. Vælger I alligevel at nusse om jeres hjem på en så provokerende måde, så er I altså også selv ude om, hvis vi hjemmerøver jer lidt. Altså køller og bank er selvfølgelig ikke ok, men man kan jo blive revet med af stemningen. Det kan ske for enhver. Ja, ikke for mig selvfølgelig. Men vi har jo menneskelige drifter. Trods alt. Tænk lige på at tage hensyn til os andre. Og ærlig talt; lad være med at brokke jer over noget, I selv er skyld I. Og alle ved jo, at I elsker opmærksomheden. Medieludere.

(Giver det ingen mening? Tænk voldtægtsanalogi)

Find et andet job, Hr. Pegida

Louise Pedersen — Thu, 05 Feb 2015 10:43:30 +0000

Af Louise Pedersen

Der har den seneste tid raset en diskussion om Nicolai Sennels, talsmand for Pegidadk, og hans arbejde som skolepsykolog. For er det forsvarligt at have en mand med dybt intolerante og anti-muslimske holdninger til at varetage muslimske børn og unges tarv? Og hvilke faglige konsekvenser har det potentielt for hans arbejde som psykolog, hvis han bærer disse fordomme med ind i konsultationen? De spørgsmål vil jeg kommentere på i denne blog i kraft af mit eget job som psykolog og dermed som fagfælle med Sennels. Kritikken af Sennels har meget gået på, at hans værdier er uforenelige med at arbejde som skolepsykolog. Jeg håber imidlertid at vise, at det ikke kun er værdierne men også den praksis, som oplagt vokser ud af dem, vi må angribe.

Psykolog og anti-muslim i spidsen for Pegidadk

Pegida er en forkortelse for 'patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten', på tysk Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes og er blevet kædet sammen med højreekstreme kræfter i Tyskland. Pegida-bevægelsen mener, at der er en islamisering i gang af Vesteuropa. I Danmark hedder bevægelsen Pegidadk. Ifølge talsmand Nicolai Sennels ønsker Pegidadk at markere deres bekymring over fundamentalistisk islam, og det har de den seneste tid forsøgt via demonstrationer flere steder i landet. Disse er blevet mødt at langt større moddemonstrationer, hvilket blandt andet har ført til, at Pegidadk har lukket og slukket i Århus.

Nicolai Sennels har den seneste tid været i modvind, da der er kommet fokus på hans arbejde som skolepsykolog. Ifølge Arbejderen er det Sennels job at vurdere behovet for psykologhjælp og anden støtte til børn og unge på institutioner i kvartererne Østerbro og Indre By, hvor der blandt andet går muslimske børn og unge. Flere prominente personer har krævet ham fyret, ligesom en gruppe af hans kollegaer har ytret stor bekymring for hans evne til at varetage sit arbejde forsvarligt, når man tager hans holdninger til muslimer i betragtning.

Sennels har tidligere mistet et job som psykolog ved den socialpædagogiske døgninstitution Sønderbro som konsekvens af, at han til et medarbejderseminar i Københavns Kommune kom med udtalelser om islam og muslimer, som blev opfattet som værende i konflikt med Københavns Kommunes værdigrundlag. Sagen resulterede i, at Nicolai Sennels indgik en fratrædelsesaftale.

Muslimer er indavlede, mentalt skadede og vrede: faglige konsekvenser

Sennels er over årerne kommet med en række udtalelser om muslimer, som viser hans foragt for vores muslimske brødre og søstre. Her bringer jeg et par citater, som jeg synes er af særlig interesse, når man skal forholde sig til hans evne til at varetage sit hverv forsvarligt (eller uforsvarligt). Efter hvert citat kommer jeg med nogle faglige overvejelser over, hvad et sådans menneskesyn har af betydning for psykologisk praksis og faglighed:

I 2008 udtaler Sennels om muslimer og vrede til Snaphanen.dk

'Når man arbejder psykologisk med muslimer, bliver det klart, at man ikke kan opfordre en muslim til at lægge sin vrede fra sig. Det ville svare til at bede en cowboy om at lægge pistolerne hjemme på kommoden, inden han skal ud og duellere: Det virker absurd i hans øjne.'

Konsekvensen heraf er, at det ingen mening giver at støtte muslimske børn og unge i at forstå deres eventuelle vrede, hvad den er udtryk for og støtte op om at finde andre udtryksformer, som kan give klienten og dennes omgivelser et bedre liv. Følelser er altid udtryk for, at noget er vigtigt for et menneske, og vrede er derfor udtryk for noget vigtigt, som mennesket ikke har adgang til. Sennels reducerer vrede til at være et upersonligt påhæng, som på mystisk vis er nedarvet i muslimsk kultur eller gener, og han fratager på den måde sine muslimske klienters mulighed for at blive set og støttet i at udvikle sig til mennesker, der har andre andre og flere måder at udtrykke sig på end via vrede. Når Sennels som psykolog skal vurdere hvilke støttemuligheder, der er relevante for et konkret muslimsk barn, er der derfor en stor fare for, at støtte omkring vrede hos muslimske børn og unge ikke vil gå på at hjælpe personen til en øget forståelse af egne behov og følelser og nye handlemuligheder. Forskellige sanktioner af vreden og 'opbevaringsforanstaltninger' i varierende grad bliver mere oplagte metoder, hvis vreden alligevel ikke kan adresseres.

Sennels udtaler videre om forstyrrede følelser:

'Det ligger således meget dybt i os vesterlændinge, at vi selv har ansvar for vores forstyrrende følelser... Denne refleksionsproces er netop det, som udgør den største psykologiske forskel mellem vesterlændinge og folk, som er vokset op i muslimske familier.' Snaphanen.dk,11.6.2008

Konsekvensen af Sennels holdning er, at man må antage, at muslimer pr. definition mener, at de ikke selv har ansvar for deres følelser. Interventionerne i forhold til 'forstyrrede følelser' vil derfor oplagt blive centreret omkring at vise de muslimske klienter, at de selv har ansvaretfor deres forstyrrede følelser – en erkendelse og refleksion, de åbenbart mangler ifølge Sennels. For det første holder antagelsen naturligvis ikke, og jeg betragter ikke Sennels mavefornemmelse som pålidelig i denne sammenhæng. For det andet er det faktisk et stort problem, at folk i Danmark i dag selv føler sig ansvarlige for, og skyldige over, deres psykiske dårligdomme, da denne selvbebrejdelse ofte betyder, at de får det endnu dårligere. Desuden betyder antagelsen, at problemerne alene er individets ansvar, at samfundet slipper for at tage medansvar for dets borgeres psykiske velbefindende. Dette er naturligvis absurd, da staten i vid udstrækning tager ansvar for menneskers fysiske velbefindende igennem gratis lægehjælp, økonomisk støtte til medicin, regulering af afgifter på fødevarer, tjeks for diverse sygdomme, mm. Sennels implicitte antagelse om, at det er godt at placere problemerne inde i den enkelte, er dybt ideologisk forankrede og systembevarende af karakter.

Også indavl har han en tese om:

'Et groft skøn viser, at næsten halvdelen af alle verdens muslimer er indavlede. En stor del af de indavlede muslimer er født af forældre, som selv er indavlede – hvilket øger risikoen for mentale og fysiske skader meget. Massiv indavl indenfor den muslimske kultur de sidste 1400 år kan have gjort katastrofal skade på deres genpulje. Indavl kan være forklaringen på, hvorfor det kun er lykkedes ni muslimer at modtage den prestigefyldte Nobels Fredspris.' Europenews.dk, 9.8.2010

Her bevæger Sennels sig (ganske forudsigeligt) ud i en kraftig biologisering af psykiske vanskeligheder. Den muslimske befolkning skulle genetisk være særligt problematisk grundet indavl; mentalt skadede, fysisk skadede, degenererede. Muslimske børn og unge med vanskeligheder må derfor ses som biologisk defekte. Og hvad er det lige, man som psykolog kan gøre ved sådanne biologiske defekter? Ikke ret meget. Når problemer ikke alene placeres i individet men tilmed i generne, så begynder pædagogiske og psykologiske indsatser at være meningsløse. Denne defektforståelse har derfor som naturlig afløber, at de besværlige klienter måske nok skal håndteres, så de ikke ødelægger for meget for andre og samfundet, men grundlæggende set kan de ikke hjælpes til at få det bedre. Tænker man så som Sennels, at disse defekte børns forældre også er indavlede og genetisk degenererede, så giver indsatser omkring barnet i samråd med forældrene selvfølgelig heller ikke megen mening. Det begynder at være svært at se, hvad en psykolog med disse holdninger på nogen måde ville kunne bidrage med i pædagogisk-psykologisk arbejde.

Fordomsfulde psykologer indskrænker klienters handlemuligheder

At arbejde som psykolog på forsvarlig vis kræver, at man konstant og hele tiden overvåger sine egne fordomme, forudantagelser og 'blinde punkter', så man ikke kommer til at gøre skade på de klienter, man er ansat til at hjælpe. Det er nemlig sådan, at ens erkendelse som psykolog har direkte konsekvens for det psykologiske arbejde, man udfører. På den måde er det mentale og praktiske arbejde meget tæt smeltet sammen i psykologisk faglig praksis. Problemer ved at lade forudantagelser dominere i sit arbejde er, at man begynder at se det, man kigger efter. Hvis Sennels tænker muslimske børn og unge som indavlede, vrede og ude af stand til at tage ansvar for deres egne følelser, så vil han uvægerligt også kigge efter bekræftelse på dette, når han arbejder. Og som jeg har prøvet at sandsynliggøre, vil han også se mulige støtteforanstaltninger og veje at gå i forlængelse af den måde, han forstå deres problematikker på. Og det er her, jeg som fagperson bliver meget bekymret over Sennels aggressive, reduktionistiske, anti-muslimske og uvidenskabelige udsagn om muslimer. Fordomme hos psykologen lukker så at sige døre for den klient, de rettes mod. Jeg mener selv, at psykologers fornemmeste opgave er at hjælpe mennesker til at forstå hvorfor, de handler som de gør, og herefter at skabe nye handlemuligheder sammen med dem. Hvis Sennels fremmer en forståelse hos muslimske børn og deres forældre om indavl, uhåndterlig vrede og i øvrigt individualiserer deres vanskeligheder, så tror jeg, at han snarere end at hjælpe indskrænker deres handlemuligheder, konsoliderer deres vanskeligheder og bidrager til yderligere stigmatisering af i forvejen marginaliserede grupper. Og det er helt og aldeles uacceptabelt.

Giv slip på fordommene eller find et andet job

Jeg kan afsløre, at hvis jeg som psykolog selv får klienter ind, som aktiverer mine fordomme, så bruger jeg systematisk supervision til at give slip på disse fordomme. Og lykkes det ikke, sender jeg klienten videre til en kollega. Det manglede sgu da bare. Som psykolog er man selv sit arbejdes værktøj (ligesom i andre hjælpefag), og derfor må man altid sørge for at holde sit værktøj rent og nyslebent. Det kræver, at man igen og igen stiller spørgsmålstegn ved, om man er begyndt at pådutte sine egne fordomme på sine klienter. Og vil man ikke det, er man simpelthen uegnet til at varetage hvervet i min optik. Jeg har til dags dato ikke set noget fra Sennels, der tyder på, at han er villig til dette. Når han bliver presset, er hans svar ikke fagligt men ideologisk:

'Presset på ytringsfriheden eksisterer desværre på mange arbejdspladser, hvor man risikerer at blive bagtalt, chikaneret eller frosset ud for at udtrykke ellers alment udbredte og åbenlyst velbegrundede bekymringer for islam og indvandring' (www.b.dk).

Sennels arbejder med mennesker, der er i en særdeles svag position samfundsmæssigt; de er børn og unge, de har psykiske vanskeligheder og en del af dem kommer fra flygtningefamilier og de laveste sociale lag. De er mere end nogen afhængige af, at fagfolk omkring dem behandler dem med respekt og ser lys forude på deres vegne, når de selv kun ser mørke. Jeg er bange for, at Sennels og hans ligesindede selv står som det mørke, der blokerer for vejen frem.

Af Louise Pedersen, Cand.psych.

EU er desværre en klimaskurk

Louise Pedersen — Fri, 23 May 2014 09:08:36 +0000

Af Louise Pedersen

Gæsteblog af Jean Thierry. Jean Thierry er kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.

Ligesom klimakapitalisten Dominic Greene i James Bond-filmen Quantum of Solace viser sig at være en klimaskurk, der stjæler de fattiges vand og ødelægger miljøet (ikke ulig Lars Løkkes GGGI), så er EU trods deres selvros, efter min opfattelse, en klimaskurk, der er komplet uegnet til at hindre klimaforandringerne, og fremragende egnet til det modsatte.

EU sætter nemlig vækst, varernes frie bevægelighed og markedet over alt andet, det skader miljøet og klimaet. Det er ikke en tilfældig politik, det er selve EU's grundlag, som fastlagt i EU's grundlov, EU-traktaten. Intet almindeligt land har økonomisk vækst indskrevet i deres grundlov.

I EU kommer det derfor i anden række at mindske den udledning af CO-2 og andre drivhusgasser, som ændrer Jordens klima til det varmere samlet set og giver mere ekstremt vejr med storme, tørke, voldsomme regnskyl, smeltning af mere og mere indlandsis og ekstremt kolde og varme temperaturer. Det meste af det rammer de fattige i ulandene hårdest, selv om de stort set ikke medvirker til udledningen.

Både i EU og andre steder sættes der langsigtede mål for nedsættelsen af udslip af CO-2 og nogle gange andre drivhusgasser. Samtidig føres der på andre områder en politik, der fører i den modsatte retning. Senest har EU i januar 2014 sat et reduktionsmål på 40 % i 2030. Det er alt for lidt i forhold til, at EU-landene og de andre rige lande skal nedsætte deres CO-2-udledning med 80-95 %, hvis vi skal bremse klimaforandringerne. Det har EU sat som mål i 2050, men det er der jo længe til og klimaet vil forandres i mellemtiden.

Et af EU's bud på at mindske klimaforandringerne er et markedsbaseret kvotesystem, der af mange forskellige grunde er ineffektivt. Dels er der delt kvoter ud til de kul- og gaskraftværker, der i forvejen har udledt CO-2, så de har mulighed for at forurene gratis og det er endda fortsat i januar 2014, hvor polske kulkraftværker får 404,6 millioner gratis udledningskvoter. Det underminerer muligheden for at kvotesystemet kan gøre det dyrt at forurene, så virksomhederne lader være med at gøre det. Desuden kan der pumpes ekstra kvoter ind i systemet gennem projekter i ulande, der slet ikke er med i kvotesystemet. Endelig er transportsektoren og landbruget holdt udenfor kvotesystemet, selv om de står for en stor del af CO-2-udledningen.

I transportsektoren vil EU bl.a. mindske udledningen af CO-2 gennem et krav om at blande en bestemt mængde biobrændstof i benzinen. Målsætningen var og er 10 % biobrændstof i transportsektoren i 2020. På den måde bruger man mindre af den CO-2-udledende benzin. Det lød jo godt og miljøvenligt i sin tid, da EU indførte reglen, og næsten alle troede på det. Siden har det bare vist sig, at CO-2-udledningen i produktionen af disse biobrændstoffer reelt ofte er større end den CO-2, der udledes ved udvinding og brug af en tilsvarende mængde benzin. Samtidig ryddes der regnskov for at producere biobrændstof, hvilket er meget skadeligt for klimaet. Biobrændstoffet laves typisk af madvarer, som ellers kunne være blevet spist af mennesker. Action Aid har beregnet, at 200-400 mio. mennesker kunne leve af den mad, der bruges på biobrændstof i verden i dag, i stedet for at sulte. Det der skulle hjælpe, skader.

Vi har nu længe vidst, at der er grunde nok til at gå væk fra kravet om 10 % biobrændsel, men fordi det er vedtaget i EU, så er det meget svært at ændre, både på grund af beslutningsprocessen, og fordi der er store industri og landbrugsinteresser i det.

Trods at atomkraft er meget farligt, senest vist i Fukushima i Japan, og at bl.a. Greenpeace har beregnet, at atomkraft, på grund af udvinding af uran og affaldshåndteringen, bestemt ikke er CO-2-neutralt, så ser EU stadig atomkraft som en del af fremtiden og løsningen på klimaproblemerne. En af de første traktater i EU var Euratom, der rigtigt gættet handler om at fremme atomkraft. Selv om Danmark for mange år siden har vedtaget ikke at ville have atomkraft, så er vi gennem EU tvunget til at betale til Euratom.

Den gang jeg sad i Rådet i De Europæiske Grønne oplevede jeg hvordan EU-begejstring ødelagde de fleste grønne partier, der opgav deres oprindelige idealer for i stedet at gå ind for EU's nyliberale model og ”grøn vækst”. SF var et parti, som de var meget glade for at samarbejde med, og som har gennemgået den samme udvikling.

Som nævnt i starten er alt dette ikke tilfældigheder, men skyldes, hvis ser på traktaterne, at EU er skabt for at tjene kapitalismens interesser og forhindre et reelt demokrati, hvor folk eventuelt kunne vælge en anden samfundsmodel. Det er en systemfejl ved EU, og en vigtig grund til at vi skal se at komme ud af EU og få mulighed for at føre en helt anderledes klimapolitik lokalt og ikke mindst ved de internationale forhandlinger, hvor vi i dag er bundet til at følge EU.

Krigsmodstand: Vietnamsyndromet lever

Louise Pedersen — Mon, 16 Sep 2013 12:31:23 +0000

Af Louise Pedersen

Jeg har lånt min blog ud til Jakob Lausch Krogh fra Nej til krig og den tale, som han holdt ved demonstrationen den 16. september i København. Talen kommer her:

Jeg blev første gang aktiv i krigsmodstanden da Afghanistankrigen var ved at starte. Dengang var der mange, der talte om at USA ville udnytte 9/11 til at komme over Vietnamsyndromet. Vietnamsyndromet lyder lidt som en sygdom. Det er der også mange fra den amerikanske elite der har opfattet det som. Men Vietnamsyndromet er udelukkende udtryk for den sunde skepsis imod krigsdeltagelse som bredte sig i USA, dels pga. af den stærke og aktive modstand imod USA’s krig i Vietnam, og dels som en konsekvens af at USA tabte krigen.

Hvis en del af formålet med Afghanistankrigen var at overvinde Vietnamsyndromet, er også den del slået fejl. Nato's nederlag i Irak og Afghanistan, og den store krigsmodstand, har forstærket den sunde skepsis imod krigsdeltagelse.

Da vi for lidt over 2 uger siden havde den første demonstration imod Dansk og Amerikansk deltagelse i krigen i Syrien, kunne vi juble over at det engelske parlament, havde gået imod Camerons ønske og afvist krigsdeltagelsen. I dag kan vi fortsætte jublen, efter Helle Thorning- Schmidt havde været til møde med Obama i Stokholm onsdag d. 4. september. Her var krigsdeltagelsen blevet ændret til at vi skulle give politisk, moralsk og diplomatisk støtte. Det, man skal lægge mærke til her, er det hun ikke siger. Hun siger ikke, at vi skal give militær støtte.

I USA betød den massive folkelige modstand, for det første at Obama fik den demokratiske ide at spørge kongressen, hvad den mente. Da det viste sig, at også medlemmerne i kongressen blev påvirket af at 7 ud af ti amerikaner var imod krigen, ændrede han holdning og udsatte afstemningen – det skulle jo nødigt gå som i England. I stedet blev Kerry sendt i byen med en besked til Rusland om, at USA var klar til et kompromis, der indtil videre betyder, at bombningen af Syrien er udsat.

Efter de massive og verdensomspændende demonstrationer 15. februar 2003 imod Irakkrigen skrev New York Times, at der nu igen er to supermagter; USA og den folkelige opinion. Det vi har været vidne til i de sidste to uger er, at den folkelige opinion har vist sig stærkere end den anden supermagt; USA.

USA har ikke overvundet Vietnamsyndromet, men den sundhedstilstand som dette syndrom er udtryk for, har spredt sig. Selv i vores krigsglade lille land var der flertal imod krigen. Det har været en sjov proces at iagttage, men også en proces der har vist, at krigsmodstanden ikke kan være sikker på samme opbakning næste gang. 60 procent af danskerne ville støtte en krig, hvis FN havde bakket op. Grunden til at FN ikke bakkede op var, at Rusland og Kina ikke ønskede en krig. Det kan godt være, at Putin har lydt lidt som en humanist de sidste to uger, men lad jer ikke narre, Putin er en diktator, homofob og krigsforbryder. Han er ikke en allieret for fredselskende mennesker.

Putin forsvarer Assad ud fra samme logik, som gør, at Obama ville angribe ham. Modsætningen mellem Rusland og USA handler om geopolitisk rivalisering; om magt i Mellemøsten og dermed kontrol over Mellemøstens olie. Putins holdning til krige og militære aktioner er altid bestemt af, hvad der bedst tjener hans interesser. Når han støttede USA, Frankrig og Danmarks bombning af Libyen, var det af frygt for den bevægelse, som har fået navnet Det Arabiske Forår. Den havde allerede væltet to diktatorer; Ben Allie i Tunesien og Mubarak i Egypten. Det Arabiske Forår havde også inspireret til oprøret imod Gadaffi. Derfor frygtede Putin, at det også skulle få styrke i Rusland og vælte ham selv.

Hvis USA og dets allierede blandede sig i Libyen og sikrede, at demokratiet i Libyen ikke blev for inspirerende, ville Det Arabiske Forår ikke sprede sig til Rusland, og Putin ville sidde mere sikkert på tronen. Derfor nedlagde han ikke veto, da Sarkozy, Obama og Løkke ville bombe Libyen.

Nej til Krig har været imod alle krige siden, vi blev stiftet i forbindelse med Irakkrigen. Vi noterede en lille sejr, da Fogh valgte at trække de danske soldater hjem fra Irak umiddelbart før han udskrev valg. Men dette her er den største sejr for Fredsbevægelsen meget længe; vi har indtil videre forhindret en krig imod Syrien. Men det er kun indtil videre. Derfor vil jeg gerne slutte med at gøre opmærksom på, hvordan Bush brugte våbeninspektørerne, ofte imod deres vilje, i hans krigspropaganda. Det betød, at det til sidst blev næsten umuligt at overbevise nogen om, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben. Den nuværende amerikanske administration kan også komme tilbage med ny krigspropaganda. De har allerede annonceret, at de i stedet vil give oprørerne flere våben – det er altså ikke en ny kurs mod fred, de har sat. Derfor skal vi fortsætte krigsmodstanden.

Skrevet af Jakob Lausch Krogh, Nej til krig

Psykiateren som politimand

Louise Pedersen — Tue, 23 Jul 2013 08:53:30 +0000

Af Louise Pedersen

Denne blog er en gengivelse af en kronik, som Malene Degn og jeg har fået bragt i Information. Læs den her i sin fulde længe her eller hos Information på:

http://www.information.dk/466886

Psykiaterne skal hjælpe med at spotte potentielle terrorister. Det er meningen med et nyt samarbejde mellem psykiatrien og PET, initieret af Social- og Integrationsministeriet. Men dels sygeliggør man derved de anderledestænkende, dels stigmatiserer man den psykisk syge patient. Hvad mon en paranoid person vil tænke, hvis han ved, at alt, hvad han siger, kan gå videre til PET?

Af Louise Pedersen og Malene Degn

Svær psykisk sygdom betyder ofte besvær med at fungere i dagligdagen, forvrænget virkelighedsopfattelse og kompromitteret evne til at planlægge og udføre komplekse, målrettede handlingsforløb. Alligevel skal psykiatrien nu inddrages i at spotte potentielle terrorister. Ifølge PET er politisk radikalisering og ekstremisme nemlig tæt forbundet med psykisk sygdom.

Det fremgår af Social- og Integrationsministeriets pressemeddelelse ’Nyt samarbejde med psykiatrien skal bekæmpe radikalisering og ekstremisme’ fra 24. maj.

Psykiateren skal kontrollere folks ideologiske standpunkter, og er disse ualmindelige og tilmed undfanget i hovedet af et menneske med en psykiatrisk diagnose, er de farlige. Ligningen går som følger: Psykiatrisk diagnose + ikkeherskende ideologiske standpunkter = terrorisme.

I det følgende vil vi se på to primære implikationer, som denne ligning har: Dels klassificerer den radikale synspunkter og metoder som sygelige og fratager dermed synspunkterne politisk legitimitet og menneskeligt ansvar, og dels mistænkeliggør og stigmatiserer den mennesker med en psykiatrisk diagnose som særligt farlige og utilregnelige.

Det nye er altid afvigende

Som samfund har vi meget svært ved at skille det syge fra det anderledes. Anders Behring Breivik omtales gerne som en ond og gal mand. Den enorme uenighed blandt norske psykiatere om, hvorvidt han psykologisk set var gal eller normal, viser med al tydelighed dette problem. For er det klinisk sygt at mene noget helt andet end andre og handle på det?

Eller er det udtryk for en politisk afvigelse fra normen, hvor de følgende handlinger skal straffes på lige fod med anden kriminalitet? Breiviks handlinger var frygtelige og afskyelige. Fremhæver man imidlertid det onde som et sygeligt træk ved hans personlighed og som et svigt i hans moralske habitus, negligerer man hans politiske bevæggrunde og dermed de samfundsmæssige problemer, der har avlet denne mand og hans holdninger. Og man fritager ham for ansvar.

Radikale samfundsforandringer er en fast del af verdenshistorien. På ethvert tidspunkt ligger kimen til mange nye samfundsformer i det eksisterende samfunds skød. Kigger vi tilbage i historien, har vi set vidt forskellige ’revolutioner’, som ud fra nutidens værdisæt vurderes meget forskelligt.

Under feudalstaten var den ideologiske overbygning tæt knyttet til religiøse og konservative ideer. Man fødtes ind på sin plads i jordelivet og måtte høste en eventuel erstatning herfor i efterlivet. De liberale ideer, der på et tidspunkt begyndte at sprede sig i samfundet, har på den tid været ganske uantagelige og radikale, og metoderne til deres udbredelse har været at opfatte som ekstremisme.

Tager vi Tyskland som eksempel og kigger på nazismens indtog, kan vi stille os det samme spørgsmål. Var udviklingen radikal og metoderne ekstreme? Ja. Var det en sund udvikling set med nutidens briller? Nej. I begge tilfælde har ideer, der bryder med den herskende klasses ideer, vundet indpas. De har været ekstreme og fremmedartede, og de har ændret samfundet radikalt. I det ene tilfælde tænker vi det som sundt og i det andet som sygt. Denne vurdering oprinder dog ud fra vores eget nuværende ståsted og moral og kan som sådan ikke bruges til at retfærdiggøre en sygeliggørelse af det anderledes synspunkt per se.

PET’s sindelagskontrol

PET bevæger sig altså ud på gyngende grund, når de beder psykiatrien vurdere, om folk har sygelige, ideologiske standpunkter. Ideer, som bryder med de herskende, er syge og skal behandles – uanset deres indhold. Det er ideernes ualmindelighed, der er farlig i sig selv, forstår man. Hvordan ville vores samfund have set ud, hvis det var lykkedes feudalstatens magthavere at ’behandle liberalismen bort’?

Åbner vi op for sygeliggørelse og behandling af ualmindelige ideer (set ud fra et kapitalistisk synspunkt), går vi samtidig til kamp mod alle slags ualmindelige ideer – også de, som kan skabe udvikling og fremdrift, og som måske indeholder kimen til et bedre samfund.

Som samfund må vi værne om menneskers legitime, demokratiske ret til at mene og ytre noget (radikalt) andet end flertallet. Deres (kriminelle) handlinger må de(udelades) følgelig stå til regnskab over for loven – som det i øvrigt gælder for alle. PET’s samfundsvision er en sand gyser; detallestedsnærværende system, som spærrer den anderledes tænkende inde og behandler/medicinerer hans eller hendes tanker bort. Denne slags sindelagskontrol er udemokratisk helt ind i sin essens.

Sygdom vanskeliggør terror

Det andet væsentlige problem ved PET’s ligning er antagelsen om, at »psykisk sygdom kan være en væsentlig medvirkende årsag« til »radikaliseret« og »ekstremistisk adfærd«. Det fremgår ingen steder, hvordan PET er kommet frem til denne konklusion. PET-direktør Jakob Scharf udtaler blot, at det er noget, »vi ser«.

I et psykologfagligt perspektiv er det svært at se, hvordan der skulle være en sådan sammenhæng. En lang række danskere lider af psykiske problemer. Undersøgelser har afdækket, at op mod 15 procent af befolkningen opfylder kriterierne for at få diagnosen personlighedsforstyrrelse. Mange klarer sig dog udmærket alligevel og er ikke blevet opslugt af radikale, ekstreme synspunkter.

Alvorlig psykisk sygdom vil, i modsætning til hvad PET påstår, faktisk være en obstruerende faktor for et veludført terrorangreb. Svær psykisk sygdom betyder som nævnt en kompromitteret evne til at planlægge og udføre komplekse, målrettede handlingsforløb. Af bl.a. den grund kunne Breivik ikke erklæres for sindssyg, idet en psykisk syg person simpelthen ikke ville have været i stand tilat organisere og fuldføre så detaljerede planer, som han gjorde. Af samme grund er det vanskeligt at forestille sig, at den psykisk syge, der samtidig besidder radikaliserede holdninger, skulle være mere i risiko for at begå terrorhandlinger end den psykisk raske, der med køligt overblik kan udføre sine nøje planlagte aktiviteter.

Hitler og djævelen

Forsøget på at opspore potentielle terrorister i det psykiatriske system stiller ydermere den behandlende psykiater i et væsentligt dilemma. For hvornår skal noget tolkes som udtryk for radikaliserede holdninger, og hvornår skal noget tolkes som ’ren’ sygdom?

Hvis en mand hører stemmer, der fortæller ham, at han er en inkarnation af Adolf Hitler, er det så udtryk for radikalisme eller sygdom? Taler vi firs procent sygdom og tyve procent radikalisering, og hvad skal konsekvensen være af en sådan vurdering?

Hvis en kvinde omvendt hører stemmer, der fortæller hende, at hun er besat af djævelen, er der så tale om hundrede procents sygdom? Disse eksempler er ikke ualmindelige i det psykiatriske behandlingssystem, og begge personer kan være lige syge. Fortolkningerne af deres symptomer ud fra vores normative, herskende ideer kan imidlertid have vidt forskellige udfald.

Manden i det første eksempel kan i dagens samfund, ud over at skulle leve med sin sygdom, nu også risikere at skulle figurere i PET’s arkiver. I det andet eksempel vil kvinden blot figurere som psykisk syg. I feudalsamfundet ville samme kvinde sandsynligvis ikke være blevet betragtet som syg, men ville være blevet brændt på bålet som en heks. Og i et fremtidigt fascistisk samfund vil Breivik blive betragtet som en helt.

Ved at forklare kilden til det ’anderledes’ som noget, der udspringer af en i individet iboende sårbarhed, udøver man en uacceptabel stigmatisering og mistænkeliggørelse af psykiske syge. Og man skaber en sygeliggørelse af alle anderledes tænkende, hvilket reelt sætter deres demokratiske rettigheder ud af spil. Resultatet er sindelagskontrol og samfundsmæssig stagnation.

Louise Pedersen er cand.psych. og psykologisk uddannelsesrådgiver, og Malene Degn er cand.psych. og klinisk psykolog

Alis rejse til systemets indre

Louise Pedersen — Fri, 05 Jul 2013 08:27:28 +0000

Af Louise Pedersen

Jeg vil her fortælle Jer en lille historie om en fantastisk mand og et vanviittigt system. Jeg havde kun kontakt med ham et par uger, men hans historie i løbet af disse uger er desværre skræmmende illustrative for det system, vi har opbygget omkring arbejdsmarked og beskæftigelse. Et system hvor kasser og rigide regler tvinger folk ud i absurde handlinger. I anledningen af Franz Kafkas nyligt overståede 130 års fødselsdag vil jeg her give Jer denne mands historie.

Jeg havde på et tidspunkt denne irakiske mand i jobsøgningsforløb hos mig – vi kalder ham Ali. Ali var en arbejdsom mand, som hele sit liv havde knoklet. Han havde forsørget sin familie i Irak, og efter de kom til Danmark, havde han arbejdet som specialarbejder. Ali var så uheldig, at han var blevet ramt af en arbejdsskade i Danmark. En arbejdsskade som betød, at han blev sygemeldt over et år med smerter i store dele af kroppen. Men Ali ville gerne være rask. Han ville gerne ud og arbejde og bidrage til samfundet og forsørge sin familie, så han meldte sig rask og røg på kontanthjælp.

Alis problem var – og det var HANS problem, fortalte hans sagsbehandler – at han faktisk ikke var rigtig rask. Han havde meget ondt fortsat, og hans læge havde fortalt Ali, at han max måtte arbejde fire timer om dagen. Og så skulle man jo tro, at Alis problemer var løst; lægens ord burde vel udløse en eller anden form for skånejob, flexjob eller hvad ved jeg? Men nej. Det var nemlig ikke nok, at Ali fortalte sin sagsbehandler, hvad lægen havde sagt. Sagsbehandleren skulle have en lægeerklæring og kunne ikke betale for den, da Ali jo var RASKmeldt. Og raske borgere kan ikke få betalt deres lægeerklæring, forstås. Lægen i sin tur ville ikke lave en lægeerklæring førend sagsbehandleren havde tilkendegivet, at kommunen ville betale – og det ville kommunen ikke. Og så var der Ali, som faktisk gerne ville betale for erklæringen, men som ikke kunne, fordi hans kontanthjælp allerede ikke rakte til husleje og brød til hans kone og børn.

Og hvad kunne man så råde Ali til? Jo, Ali måtte gå hjem og sygemelde sig. Og så måtte han sætte sig ned og vente på, at nogen reagerede. Sådan en sygemelding er nemlig ikke kærkommen i systemet, hvorfor systemet kunne blive nødt til at indhente en lægeerklæring – og betale for den. Når Ali blev sygemeldt, blev lægeerklæringen nemlig pludselig i systemets interesse, for man så jo gerne, at Ali kunne arbejde, og at en lægeerklæring kunne slå dette fast. Og midt i dette virvar sad Ali og fattede ingenting. Som han sagde til mig: ’Jamen jeg vil jo gerne arbejde, og jeg kan også arbejde – bare ikke mere end fire timer om dagen. Så jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal melde mig syg?’ Nej, det var jo et godt og fornuftigt spørgsmål, det måtte jeg give ham. Men jeg måtte så også fortælle, at systemet ikke er baseret på sund fornuft men på regler, kasser og procedurer, der åbenbart skal overholdes. Sund fornuft er for mennesker, ikke systemer. Og således sygemeldte den venlige, arbejdssomme og samvittighedsfulde Ali sig og rykkede på den måde længere væk fra arbejdsmarked, integration og muligheden for et fuldt og deltagende liv som menneske og skatteyder.

Tillykke Danmark, Kafka ville have været stolt.

Enhedslisten skal ikke presse Folkebevægelsen

Louise Pedersen — Thu, 04 Apr 2013 11:37:41 +0000

Af Louise Pedersen

Jeg har min ven og kammerat, Jean Thierry, på som gæsteblogger i dag. Da Politiken ikke ville bringe læserbrevet, kommer det her:

Politiken havde ikke plads til at bringe dette indlæg, som er skrevet, mens debatten om EU-opstilling af Enhedslisten rasede i Politiken og på TV, men før meningsmålingen, der viser at Folkebevægelsen står til over 11 % kom frem i lyset.

Tak for overskriften: ”Enhedslisten presser Folkebevægelsen mod EU”, for det er præcist, hvad der vil ske, hvis Enhedslisten vælger at stille en ekstra liste op ved EU-parlamentsvalget i stedet for at støtte Folkebevægelsen. Hvis vi derimod vælger at støtte Folkebevægelsen 100 %, så er Folkebevægelsen i praksis sikker på at komme ind igen.

Heldigvis har vi i Enhedslisten et stærkt internt medlemsdemokrati, og det er medlemmerne, der afgør spørgsmålet på Årsmødet. Forud for det har vi en vejledende urafstemning i afdelingerne. I modsætning til i EU er det ikke få topfolk, der afgør tingene i Enhedslisten.

På et tidspunkt, hvor det bliver mere og mere tydeligt hvor udemokratisk og ulighedsskabende EU er, mens alternativer som Europarådet, EFTA, OSCE, græsrodssamarbejde og FNs regionale organisationer stort set ikke nævnes, så er det oplagt at stille op hos Folkebevægelsen mod EU, der netop fokuserer på alternativer i det internationale samarbejde.

EU tvinger bl.a. gennem euroen landes økonomier og sociale systemer i knæ, bl.a. gennem upopulære EU-indsatte regeringer, hvilket får højreekstremismen til at stikke sit grimme fjæs frem. Vi ser en mild form i Danmark, hvor Helle Thorning kommer nede fra EU og bliver valgt på at føre rød politik, hvorefter hun går i gang med at føre den mest EU-blå politik hidtil set, i et Danmark hvor der netop er brug for rød politik, da der er stor arbejdsløshed, mens den private sektor er rig og betalingsbalanceoverskuddet er rekordstort. En af følgerne er fremgang til DF og nedsmeltning af det traditionsrige socialdemokrati.

Der er også brug for samling omkring Folkebevægelsen, fordi langt de fleste af medierne ser EU ud fra magthavernes synsvinkel og ser befolkningerne som noget eksternt. Det gælder desværre også for Politiken - f.eks. i Michael Jarlners analyse af populismen i Sydeuropa.

SF har altid stillet op til EU-parlamentet, og deres højredrejning startede med, at de efter nogle år i EU-parlamentet, begyndte at gå ind for EU og derefter brød med Folkebevægelsen. Siden er det gået helt galt set fra et venstreorienteret synspunkt. Den vej skal vi ikke gå i Enhedslisten.

Jean Thierry er økonom og folketingskandidat for Enhedslisten i Utterslevkredsen, og har været aktiv i Folkebevægelsen mod EU siden 1991.

Et folkeeventyr

Louise Pedersen — Sat, 02 Mar 2013 14:35:05 +0000

Af Louise Pedersen

For mange år siden levede en statsminister, som holdt så uhyre meget af smukke nye reformer, at hun gav alle sine penge ud for ret at blive vejledt udi politikkens kunst. Hun brød sig ikke om sine partisoldater, brød sig ej om proletariatet eller om at drage ud i virkeligheden, uden alene for at fremvise sine nyeste reformer. Hun havde en ny reform for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: "Statsministeren er i reformhumør!"

I den store stad, hvor hun regerede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to nyliberale bedragere; de gav sig ud for at være venstreorienterede. Den ene var en kvinde, der kendtes vidt og bredt for sit radikalt-humanistiske samfundssind og sine fine fornemmelser. Den anden var en ven af folket, som vidste et og andet om erhvervslivet og vist engang havde plejet omgang med kommunister. De to bedragere sagde, at de forstod at skabe de dejligste reformer, man kunne tænke sig. ”Til deres højhed vil vi skabe Den Endelige Sociale Løsning”, sagde de. Ikke alene indholdet og formen var noget usædvanligt smukt og socialt, men de sociale og solidariske dele af reformerne, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum. "Det var jo nogle dejlige reformer," tænkte statsministeren; "ved at implementere dem kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har. Jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja de reformer må straks forelægges for mig!" Og hun gav de to bedragere mange penge på hånden for at de skulle begynde på deres arbejde.

De to nyliberale bedragere satte to Arne Jacobsen stole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste sociale indhold på harddisken. Rask væk forlangte de de fineste frynsegoder og de prægtigste lønninger; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med skærme uden skygge af socialt indhold, og det til langt ud på natten.

"Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er med reformerne!" tænkte statsministeren, men hun var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det. Nu troede hun nok, at hun ikke behøvede at være bange for sig selv, men hun ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft reformerne havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.

"Jeg vil sende min rødeste minister hen til reformmagerne!" tænkte statsministeren, "han kan bedst se, hvorledes reformerne tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!" Onde tunger yndede at sætte ordet ’blå’ foran ministerens navn, men det tog statsministeren ingen notits af. Nu gik den skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med skærme blottet for solidariske paragraffer. "Gudbevares!" tænkte ministeren og spilede øjnene op! "Jeg kan jo ikke se nogen solidariske tiltag!" Men det sagde han ikke. Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var en smuk vision for samfundet. Så pegede de på skærmen med fortløbende nedskæringsparagaraffer, og den stakkels minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se nogen venstreorienteret politik, for der var ingen. "Herregud!" tænkte han, "Skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se Den Endelige Sociale Løsning!"

Alle mennesker i byen talte om de prægtige reformer. Nu ville da statsministeren selv se dem, medens de endnu var på tegnebrættet. "Hvad for noget!" tænkte statsministeren, "Jeg ser ingen ting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Dur jeg ikke til at være statsminister? Det var det skrækkeligste, som kunne arrivere mig!" - "Oh det er en meget smuk og kollektiv samfundsvision!" sagde statsministeren, "Det har mit allerhøjeste bifald!" og hun nikkede tilfreds og betragtede skærmen; hun ville ikke sige, at hun ingen ting medmenneskeligt kunne se. Hele følget, hun havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom statsministeren, "oh det er meget smukt!" og de rådede hende at proklamere disse nye, prægtige reformer for første gang, ved den store procession, som forestod. "Det er magnifik! nysseligt, excellent!" gik det fra mund til mund, og man var alle sammen så inderligt fornøjede dermed. Statsministeren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af Overreformister.

Hele natten før den formiddag processionen skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændt. Folk kunne se, de havde travlt med at få Den Endelige Sociale Løsning færdig. De lod, som de talte med repræsentanter for den brede befolkning og tog højde for den lille mands tarv. Og de lod som om, at de svageste kår lå dem meget på sinde. Og til sidst sagde de; "Se nu er reformerne færdige!"

Statsministeren, med sine fornemste embedsmænd, kom selv derhen og begge bedragerne løftede den ene arm i vejret ligesom om de holdt noget og sagde: "Se her er Den Endelige Sociale Løsning! "Den koster ingenting at gennemføre, faktisk tjener vi penge til skattelettelser for erhvervslivet, men det er just dyden ved det!" "Vil nu Statsministeren allernådigst behage at lægge Deres principprogram fra Dem!" sagde bedragerne, "så skal vi give Dem det nye reformprogram!" Statsministeren lagde sit principprogram fra sig, som i forvejen var blevet noget tyndt, og modtog den nye og meget fair Endelige Sociale Løsning. "Gud hvor den klæder Dem godt! sagde de alle sammen. "Hvilket smuk nuance af blå omslaget har!”

Så gik statsministeren i processionen og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud hvor statsministerens nye reform er mageløse! Hvilket socialt, næstekærligt og ansvarligt program for vort land hun har lagt!" Ingen ville lade sig mærke med, at han intet socialt så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af statsministerens reformer havde tidligere gjort sådan lykke.

"Men den reform er da asocial," sagde en lille pige. "Herregud, hør den uskyldiges røst," sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad pigen sagde. "Men den reform er da asocial!" råbte til sidst hele folket. Det krøb i statsministeren, thi hun syntes, de havde ret, men hun tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen og valgperioden ud." Og embedsmændene gik og messede om en social politik, som der slet ikke var.

0

Louise Pedersen — Fri, 25 Jan 2013 15:20:31 +0000

Af Louise Pedersen