Ole Sandberg's blog

Husprojektet Rigaer94 har fået ryddede lokaler tilbage

Ole Sandberg — Tue, 19 Jul 2016 12:56:49 +0000

Af Ole Sandberg

Gæsteindlæg af Lene Tymoshenko, Berlin

Husprojektet Rigaer94 var den13-07-2016 kl. 10 i retten, hvor de klagede over den ulovlige rydning af lokalerne i stueetagen af side- og baghuset i Rigaer Strasse 94, hvor deres værksted, vaskemaskinerum, og værtshuset, Kaderschmiede, inden rydningen havde til huse.

Retten gav husprojektet medhold i, at rydningen var ulovlig, idet den var gennemført uden hverken rydningsbegæring eller rydningskendelse.

Foreningen Kaderschmiede har ikke lejekontrakt på lokalerne, men da de kan bevise, at de har brugt lokalerne i mere end et år (de har brugt dem i mere end 20 år!!) har de efter loven brugsretten til lokalerne, som de ud over baraftner, forskellige politiske og sociale arrangementer bruger til folkekøkken flere gange ugentligt. Der var blandt andet en gruppe flygtninge, som en gang om ugen kom og lavede mad i køkkenet.

Husets ejers advokat havde sygemeldt sig, så han var ikke til stede ved retsagen.

Dommeren udtalte, at husets ejer havde en rimelig stor chance for at få en rydningskendelse på lokalerne, hvis han søgte om det, men opfordrede til at parterne skulle forhandle en fremtidig lejekontrakt for lokalerne på plads.

Venner, naboer og supportere til Husprojektet Rigaer94 fejrede delsejren med stor jubel og champagne foran retsbygningen og senere foran Rigaer Strasse 94, hvor de ventede på, at fogeden skulle komme med dommerkendelsen og frigive lokalerne. Der var stor jubel og fest i gaden. Folk stimlede sammen for at afvente genindtagelsen af lokalerne og for at se, at panserne endelig afsluttede den massive belejring, der havde tyraniseret hele området i over 3 uger.

Belejringstilstanden og genindtagelsen af de ryddede rum blev dog udsat nogen tid, da ejerens advokat i første omgang nægtede at modtage retskendelsen. Det betød, at lokalerne først kunne gendintages dagen efter, hvor fogeden med hjælp fra en låsesmed skaffede sig adgang til de ryddede lokaler og genoverdrog dem til deres retmæssige brugere.

Kort tid efter begyndte de temmeligt slukørede pansere at fjerne de afspærringsgitre, der alt for længe havde adskildt kvarterets beboere, og endelig langt om længe forsvandt de i deres mandskabsvogne. Nu er der igen fredeligt i kvarteret, og vi kan begynde at genopbygge de ødelagte lokaler.

Vi ved endnu ikke, hvor mange skattekroner den ulovlige politiaktion, der i 3 lange uger terroriserede et helt kvarter i forsøget på at knække deres mest utilpassede og oprørske beboere, har kostet.

Men en ting er sikkert: de 3 uger har styrket solidariteten og sammenholdet i kvarteret og rustet os til at kæmpe videre imod korrupte politikere, der forsøger at føre valgkamp med ulovlige overgreb og løgnagtig hetz, og pengegriske spekulanter, der prøver at fortrænge byens beboere for at tjene endnu flere penge.

Vi giver ikke op. Vi lader os ikke fortrænge. Det er vores kvarter!

Skrevet af Rigaer94 den 13-7-2016 kl. 13:27. Oversat af Lene Tymoshenko.

Da pansere og byggearbejdere for næsten 3 uger siden med vold trængte ind i vores lokaler, var det ikke til at forudse, hvor længe vi ville blive ved med at eksistere. I dag ved vi: Vi er ikke blevet knækket, og i mellemtiden er vi blevet politisk toptema. I betragtning af den massive information og mængden af politiske aktøre i denne konflikt, er det vigtigt at blive ved med at fokusere på det væsentlige.

Hvem er vi?
Vi er et politisk husprojekt, der består at meget forskellige mennesker og et hus med de bedste naboer, man kan forestille sig. Hvad der forener os er i første omgang viljen til at kæmpe imod de voldelige forhold, som denne stat konstant (og især i de sidste uger rettet imod os) forsøger at gennemtvinge.

Vores lidenskab for friheden tvinger os til daglig konflikt med vores omgivelser. Med institutioner lige så vel som med statstjenere, nazister, sexister og andre røvhuller.

I den kamp støder vi også på modsigelser i os selv, hvad dog aldrig må afholde os fra at arbejde på en revolutionær praksis og gennem autonome kampe skaffe os øjeblikke og rum, hvor vi kan indgå i forhold til andre mennesker.

Vi må indrømme over for os selv, at det ikke er uden grund, at politiet udvilkede den nederdrægtige plan, at huse flygtninge i Kaderschmiedes ryddede lokaler.

Kampene imod gentrificering og politi har håndgribelig substans i kvarteret, men det har kampene imod racisme næsten ikke.

Det er en af den autonome politiks skyggesider, at den orienterer sig i forhold til samfundet, giver indrømmelser i forhold til flertallet og forråder sig selv i kampe for delområder.

Selvfølgelig kæmper vi også for, at kvarteret går helhjertet imod racisme, men i sidste ende var det hovedsaglig personer uden for vores direkte kvarter, der hævede stemmen for at modargumentere påstanden om, at vi ikke ville have flygtninge i sammenhæng med vores husprojekt. (Se: Flygtningeorganisation: Rydningen handler om chikane)

Fandtes der et antiracistisk – mindre midteuropæisk – naboskab (os selv iberegnet) havde det slet ikke været nødvendigt at modbevise denne påstand (kommentar, Lene: Friedrichshain er en bydel med fortrindvis hvide europæiske beboere til forskel for eksempelvis bydelene Kreuzberg, Wedding og Neu Kölln.)

Ikke desto mindre:Vi har besluttet os for at fratage staten dens magtbase, idet vi understreger fællesskab, kollektiverer individuelle kampe og forsøger at stå på barrikaderne side om side.

Succesen er tydelig: massevis af politisk bevidsthed og reflektion af nye generationer af aktivister, vidergivelse af viden i kvarteret, vores åbning mod naboerne og kollektivisering af ressurcer, bedre kommunikation med politisk handlende, formindskning af afmagtsfølelser og angst for repression, self empowerment, internationale reaktioner og meget andet.

Hvorfor en sort juli?
Med bevidstheden omkring uløselige modsigelser i den lille kimcelle af den revolutionere kamp, har vi opfordret til sort juli.

De decentrale koncepter og opfordringen om at styrte Berlin i kaos, er et alternativ til at måtte kæmpe efter den herskende kulturs regler. Den informelle organisering af frie sammenslutninger, der opfinder deres egne spilleregler, har altid været en styrke. Især i tider, hvor staten var ude på at ødelægge sin modstander.

Når vi nøgternt betragter belejringens psykoterror og dens leders krigsretorik, kommer vi til den konklution, at deres mål er at knække os.

Socialrevolutionære må altid spørge sig selv, om de udøver modstand, eller om de for længst er blevet en del af deres egen udslettelse.

Revolutionær Politik er ikke til forhandling
Selv ved en (usandsynlig) politisk løsning er vi på ingen måder i tvivl om, at vores huskamp ikke er forbi. Vi har ikke kastet os ud i denne kamp og risikeret vores sundhed og frihed for i sidste ende at opgive højere mål, hvis bare vi fik Kaderschmiede tilbage.

Vi vil altid være en del af den radikale modstand imod fortrængning og fordrivelse. Vi er del af kvarteret og kvarteret er del af os. Der er ingen individuel løsning på gentrificerings- problematikken, men derimod en fælles kamp.

Point of no return
Vi hader panserne og bifalder optøjerne ved demonstrationen i lørdags (7-9-2016) Vi vil ikke kun jage staten ud af vores kvarter men også ud af vores liv. De sidste uger har helt sikkert styrket den holdning.

Alt det der sker her: Den ulovlige rydning af Kaderschmiede, belejringstilstanden, overgrebene, offentligørelsen af vores personlige data leaked fra panserne til en nazi-internetportale, indsættelsen af en stikker til en False-Flag-Aktionen imod en billige bil, forhindringen af retsforhandlingen der skulle fastslå om rydningen var ulovlig – alt det er bemærkelsesværdigt og betyder, at vi helt klart siger: „Man taler ikke med svin“.

Hvad nu – hvad kommer der til at ske – hvordan fortsætter vi?
I dag besluttede retten, at hele rydningsaktionen var ulovlig. Det giver os i første omgang en fordel i dette rets- og øvrighedslydige samfund. Størstedelen af vores modstanderes argumenter bryder herved sammen. Dog forbliver deres politiske krigserklæring imod vores strukturer og vores kamp.

Der er ingen grund til at læne sig tilbage. Vi vil fortsætte med at arbejde på, at hele denne sag bliver en endnu større fadæse for politikerne og panserne end, det i forvejen allerede er. Deres fadæse måles i forhold til, hvor store de positive aspekter er for os, og ikke i forhold til, om det lykkedes os at besejre politihæren i det område af Berlin, der er best sikret.

Kampen fortsætter.
Soyons ingouvernables!
Lad os være urergerlige!

Link til presseerklæringen på engelsk

Videoer og links

Sidste Lørdag 9-7-2016 deltog omkring 5000 i en kraftfuld demonstration i solidaritet med Rigaer Strasse 94.

Videoer fra solidemo for Rigaer94 den 9-7-2016:

Video fra 13-7-2016:

Opsummerende artikel i Bild, 10-01-16

Artikel i Berliner Morgenpost fra 14-7-2016

Video fra genindtagelsen af Kaderschmiede:

Erklæringer fra det belejrede Rigaer94

Ole Sandberg — Tue, 12 Jul 2016 10:59:06 +0000

Af Ole Sandberg

For et par uger siden skrev Lene Tymoshenko en beretning fra Berlin - mere specifikt fra kampene i og om kvarteret omkring det belejrede Rigaer Strasse 94. Det er nok en god idé at læse de indlæg før du går videre her. I dette indlæg har Lene nemlig bedt mig om at følge historien op med et par udtalelser fra beboerne og aktivisterne i Rigaer94.

Først en video. Den er på tysk og nogle stemmer er maskerede, så det kan godt være at du har brug for at slå undertekster til. Det kan du gøre på den knap i video-afspilleren hvor der står CC. Der kan du vælge mellem undertekster på tysk og på engelsk.

#Rigaer94 - Die Geister, die ihr rieft! from left report on Vimeo.

Der er også kommet en pressemeddelelse på Indymedia hvor aktivisterne forklarer situationen og opfordrer til solidaritetsaktioner. Den findes på engelsk med titlen "Our strategy against their malice - A call out for a Black July."

Den kommer desværre lidt sent her, for de inviterer alle til at komme til Berlin den 9. juli. Men da den dels fortæller om hvad der er sket og desuden taler om en hel aktionsmåned, så er den nok stadig relevant for de der er interesserede.

Konflikten udfolder sig løbende og Lene vender på et tidspunkt tilbage her på Modkraft med mere nyt.

Spilteoretikeren Clement Kjersgaard

Ole Sandberg — Wed, 01 Jun 2016 14:33:59 +0000

Af Ole Sandberg

Nej, jeg så ikke hele Clement Kjersgaards interview med Uffe Elbæk. Jeg så måske de første 10 minutter hvor jeg følte irritationen stige og konkluderede at jeg heller ikke denne gang kunne lære noget eller få nogen egentlig information ud af det program. Da jeg ikke har set det hele, vil jeg naturligvis ikke skrive nogen egentlig anmeldelse af programmet eller af Kjersgaards interview-stil (som da kan have sin - ret begrænsede - berettigelse), som mange andre har udtrykt forskellige holdninger til. Jeg vil blot skrive lidt om nogle af de tanker, de få minutter jeg så, satte gang i hos mig.

Det ligger mig også fjernt at skrive et forsvar for Uffe Elbæk eller nogen anden politiker. Når de stiller op til et interview med en journalist som på godt og ondt er kendt for sin meget specielle interview-teknik, så må de selv tage ansvaret for deres optræden og præstation indenfor de givne rammer. Men det betyder jo ikke at jeg ikke kan forholde mig til de rammer, der er indbygget i programmet og i interviewet.

Kjersgaard får tit kritik (og lige så tit ros), og han forsvarer sig som regel med at han jo bare gør det som alle journalister burde gøre: han stiller nogle simple spørgsmål og insisterer på at få et klart og entydigt svar. Han hævder altså at optræde helt neutralt og at den eneste grund til at hans gæster/ofre bliver irriterede er at de enten nægter eller er ude af stand til at give klare svar på hans neutrale spørgsmål. Clement Kjersgaard accepterer ikke udenomssnak (eller nuancering) og insisterer på at et stillet spørgsmål skal besvares med ”ja” eller ”nej” før man kan gå videre i samtalen.

Uffe Elbæk har derimod kritiseret Kjersgaards spørgsmål for ikke at være neutrale. Han skrev blandt andet følgende på Facebook:

30 sekunder inde i interviewet med Clement, var jeg klar over, at uanset hvad jeg svarede, var der lagt en struktur ned over de spørgsmål jeg fik, der kun drev samtalen et sted hen. Et sted Clement vidste hvor var, men som jeg kun kunne gætte på, hvor var. Kort sagt: Der var på intet tidspunkt i interviewet nogen form for oprigtig nysgerrighed fra journalisten.

Jeg vil gerne tage fat i Elbæks oplevelse af at der var lagt en bestemt struktur i interviewet og spørgsmålene som havde til hensigt at drive det i en bestemt retning. Det var nemlig også mit indtryk.

Elbæk hæfter sig ved at det der var lagt op til var at han skulle erklære sig entydigt enig i et bestemt udsagn hvorefter journalisten konfronterer ham med et andet tidligere udsagn, der tilsyneladende modsiger det første, så journalisten kan sige ”Ha! Du har tidligere sagt noget andet!” Hvorefter gæsten tvinges til at tage afstand fra mindst en af sine udtalelser uden at få lov til at nuancere eller argumentere for hvorfor de begge kan være rigtige. Altså, det der på amerikansk kaldes ”Gotcha-journalistik” (der-fik-jeg-dig-journalistik).

Selvfølgelig har han ret i det. Men det burde han også være forberedt på. Det er mit indtryk (på et, indrømmet, ret beskedent grundlag) at det er præcis den form for journalistik og interview-teknik som Clement Kjersgaard er kendt for og har gjort til sit varemærke. Og det kan da også have sin berettigelse at holde politikere op på deres udtalelser (selvom det er sjældent at det fører til ny viden for os seere).

Jeg mener dog at der er mere indhold i den struktur der blev lagt ned over interviewet gennem spørgsmålene. Et indhold som gjorde at spørgsmålene ikke bare var neutrale og åbne spørgsmål men tværtimod var formuleret så de rummede sine egne svar. Der var en bestemt politisk og ideologisk logik i de svar-muligheder som spørgsmålene havde, og når gæsten forbydes at svare andet end ”ja” eller ”nej” til det givne spørgsmål, så tvinges han til at acceptere den politiske logik der er givet for interviewet. Det er altså struktureret så det kun kan lede i en bestemt retning - også politisk.

Min påstand er at den logik og struktur, der var implicit i interviewet og som skulle accepteres af gæsten, var den der kendetegner de abstrakte teoretiske modeller indenfor blandt andet ”social choice” og spil-teori.

Det er socio-økonomiske modeller der ofte bygger hypotetiske eksempler hvor en aktør er tvunget til at foretage et valg baseret på sine private interesser (eller måske værdier) isoleret fra andre aktører. Valget foretages alene - ingen påvirker andre i valgsituationen. Det sociale kommer først i spil, når alle individuelle aktører har truffet deres private valg og udfører sin handling. Her kan det ofte vise sig at den handling som isoleret set blev vurderet til at være i aktørens egen interesse, fører til sociale katastrofer når alle andre også udfører den.

Den private aktørs model

Det er lettere at forklare med et eksempel. Det følgende er løst baseret på en fiktiv historie som Garrett Hardin giver i sin artikel ”The Tragedy of the Commons”:

Der er en mark, hvor bønder kan sætte sine køer ud på til græsning. Marken er ikke ejet af nogen og alle kan bruge den som de vil. Der er dog en grænse for hvor mange køer den kan bære før den bliver udpint. Hvis marken bliver udpint kan ingen bruge den.

Hver bonde har nu et privat valg. Han kan enten sætte alle sine køer ud på den fælles mark eller begrænse antallet han sætter ud på den. På den ene side: Jo flere han sætter ud, desto flere penge kan han tjene. På den anden side ønsker han ikke at marken bliver udpint for så mister han hele den mulighed.

Det bedste for alle ville være at alle bønderne begrænsede sig så det totale antal køer på marken var under det antal som fører til at marken bliver udpint. Men det bedste for den enkelte bonde ville være at han selv satte alle sine køer ud på den fælles mark mens alle de andre bønder begrænsede sig.

Der er altså en konflikt mellem det isoleret set private bedste og det fælles bedste. Hvis alle træffer det valg der er i deres kortsynede egen-interesse - at sætte det maksimale antal private køer ud på den fælles mark - så fører det den fælles katastrofe at marken ødelægges og ingen kan sætte køer ud på den, hvilket ikke er i nogens interesse. Ikke desto mindre er det det logiske udfald, fordi ingen har interesse i at tage sin del af det fælles ansvar. For desto mere alle andre begrænser sig, desto mindre er den enkeltes incitament for selv at gøre det.

Denne situation er typisk for de dilemmaer som social choice og spil-teori beskæftiger sig med. Et andet og mere kendt eksempel er ”Fangernes dilemma,” hvor to fanger anbringes og afhøres i isolation. Politiet har taget dem for en mindre forbrydelse men vil gerne knalde dem for en langt alvorligere en. De får begge mulighed for at angive den anden hvorved de selv går fri. Den anden mulighed er at holde kæft, og så kan de kun straffes for den bagatel de blev snuppet for.

Det bedste for den enkelte fange ville være at gå fri. Det kræver at han stikker den anden. Det næstbedste ville være at han kun får den milde straf. Det kræver at de begge holder kæft. Det værste ville være at holde kæft mens han selv bliver stukket og dermed blive anklaget som hovedansvarlig.

Her siger teorien at det garanterede udfald er at begge fangerne stikker hinanden, for hvis de begge handler ud fra sin egen interesse - ønsket om at gå fri og frygten for at sidde med hele ansvaret - så må de begge blive stikkere. Problemet er at når begge handler ud fra sin private egen-interesse, så fører det til et socialt udfald som ikke er i nogen af dems interesse: Nemlig at de begge anklages for den alvorlige forbrydelse som politiet har dem mistænkt for.

Begge fanger har et helt ”frit” valg med hensyn til hvad de vil svare i den givne situation. Men det er forhørslederen der har struktureret spørgsmålene og situationen så den kun kan føre en bestemt vej.

Det er i hvert fald teorien. Virkeligheden er ikke helt så simpel.

Den sociale model

I virkeligheden handler folk sjældent sådan som denne teoretiske model forudsiger. Læg mærke til at det væsentlige ved ”Fangernes dilemma” er at de to fanger er isoleret fra hinanden. De kan altså hverken tale sammen eller se hinandens ansigtsudtryk og dermed ikke give hinanden noget indtryk af hvilken handling de vil udføre. De antages også at være ligeglade med hinanden. De tænker kun på hvad de selv kan få ud af det, men bekymrer sig ikke om hvorvidt de skal have et forhold til hinanden senere i livet.

Hvis de gjorde det, så ville den logik modellen foreskriver blive ødelagt. Hvis de også tog hensyn til den anden eller lagde vægt på at kunne bevare det forhold de har haft sammen, så ville de måske samarbejde, selvom det ikke er i deres umiddelbare interesse indenfor de rammer der er lagt ned i situationen. For at modellen passer er det vigtigt at de udelukkende forholder sig til de incitamenter (fængselsstraffen) og de valgmuligheder (stik den anden eller hold kæft) de får præsenteret.

Men i virkeligheden handler mennesker typisk også ud fra en masse andre overvejelser. De tænker for eksempel: ”Vil jeg være sådan en person der stikker min partner?” ”Kan jeg se mig selv i øjnene hvis jeg gør det?” ”Hvordan vil andre se på mig når det slipper ud?” ”Vil jeg nogensinde kunne samarbejde med nogen igen, hvis de ved at jeg er en stikker?” Og så videre.

Det gælder både rigtige kriminelle og de mennesker som bliver bedt om at deltage i teoretiske forsøg hvor de spiller den slags spil: Folk samarbejder langt oftere end de teoretiske modeller siger at de skulle. Og samarbejdet fremmes hvis folk kan se hinanden i øjnene, hvis de kan kommunikere, eller hvis de blot har haft mulighed for at sludre med hinanden inden forsøget gik i gang. Når folk ikke er socialt isoleret så handler de altså ofte ud fra overvejelser som ikke kun drejer sig om de incitamenter der indgår i spillets struktur.

Lad os vende tilbage til bonden på marken i Hardins tragedie. Lad os sige at han bliver forelagt valget mellem at sætte alle sine køer ud på den fælles mark eller at sætte så få køer ud på marken som muligt. Det kan være at en eller anden tåbelig sociolog kræver at han skal vælge en og kun en af disse to muligheder og ikke tillader andre svar eller forklaringer før han har fået et entydigt svar på det spørgsmål. En sådan bonde ville være i sin gode ret til at blive irriteret og sige at det spørgsmål ikke giver nogen mening.

For virkelighedens bønder i sådan en situation ville måske have lov til at svare ”Jeg ville diskutere med mine naboer så vi kunne lave en fælles aftale om hvor mange køer vi hver især kan sætte ud” eller ”jeg vil holde øje med hvad de andre gør og tilpasse mine handlinger derefter” eller ”jeg vil forholde mig til den måde vi altid har gjort det på.”

Han ville altså give et svar som forudsætter at han ikke handler i isolation - at hans beslutning er afhængig af andres beslutninger og at det er muligt at komme til fælles beslutninger. Hans overvejelser om hvor mange køer han sætter ud på marken foretages ikke bare ud fra en privat nytte-beregning men også ud fra overvejelser om hans relationer til de andre og med henvisning til en fælles historie ”den måde vi altid har gjort det på” som giver en procedure for beslutningerne. Disse svar er fuldkomment legitime og langt mere relevante for den faktiske situation vedkommende befinder sig i.

I virkelighedens verden har bønder (og andre) kunnet håndtere den slags beslutninger i århundreder og -tusinder. Selvom den teoretiske model altså siger at det ikke burde kunne lade sig gøre. Det kan det, fordi brugerne af de fælles ressourcer har haft mulighed for at tale sammen, finde på fælles regler, tage hensyn til hinanden og sige fra overfor hinanden når de fælles regler bliver brudt. Hvis en forsker insisterer på at hver enkelt bonde kun må give et svar ud fra sin egen private interesse uden henvisning til de historiske og fælles procedurer eller til relationerne til de andre, så giver hans spørgsmål ingen mening og han kan ikke få noget meningsfuldt svar. Det er slet og ret dårlig interview-teknik.

Den slags forsimplede spørgsmål antager at der ikke findes en historie. At der ikke findes institutioner som giver mulighed for at tale sammen og koordinere handlinger. At der ikke findes traditioner eller nedskrevne procedurer. At mennesker ikke kan samarbejde. Samarbejdet er udelukket og umuligt allerede i den måde spørgsmålet er formuleret. Svaret er altså givet på forhånd.

Tilbage til Clement

Det kan godt være at jeg lægger for meget i det, men jeg synes at det var den slags jeg så i Clement Kjersgaards interview med Uffe Elbæk.

Elbæk blev præsenteret med en tidligere udtalelse hvor han havde sagt at Danmark burde have en asylpolitik der ligner den de havde i Sverige. Det var på det tidspunkt hvor Sverige, som et af de få Europæiske lande gjorde sit bedste for at overholde den internationale flygtningekonvention og tage imod flygtninge der ankommer til grænsen, så de søge asyl i landet.

Derefter blev han præsenteret med en senere udtalelse, hvor han udtrykte forståelse for at Sverige havde ændret sin politik fordi de nu havde ”nået smertegrænsen.”

Den slags er jo fryd for en ”gotcha-journalist” som så kan sige ”Ha! Du har modsagt dig selv. Hvad mener du egentlig? Det ene eller det andet?” De næste par minutter gik med at Clement kræver at Uffe skal svare ENTEN at Danmark skal føre en asylpolitik ligesom den Sverige førte fra starten, ELLER at Danmark skal føre en politik ligesom den Sverige indførte senere hvor de altså havde ”nået smertegrænsen.” Man kan ikke mene begge dele og der gives ikke mulighed for at komme med andre svar end A eller B.

Men er det ikke muligt BÅDE at mene at Danmark burde have ført en mere konventionsmæssig asylpolitik og taget sin del af ansvaret for flygtningenes sikkerhed OG at det er forståeligt nok at Sverige følte sig presset når de var (blandt) de eneste der førte en sådan politik?

Clement kræver at vi forestiller os hvert land handle i isolation - som om vores handlinger og beslutninger ikke påvirker hinanden. Den implicitte anklage i Clements spørgsmål er at hvis Danmark havde handlet ligesom Sverige, så ville Danmark også nå en såkaldt ”smertegrænse”.

Men kunne man ikke forestille sig at hvis Danmark og en række andre lande havde taget en større del af ansvaret ved at føre en politik der mindede mere om den i Sverige, så ville Sverige ikke have kommet i den situation at de ”nåede smertegrænsen”? Hvis alle havde taget sin del af ansvaret, så ville det måske slet ikke have været så uoverkommelig en byrde for hver enkelt? Måske ville der stadig være problemer, men det virker da ret åbenlyst at vore handlinger påvirker hinanden og at en beslutning derfor ikke kan ses i isolation.

Virkeligheden er jo at Danmark aktivt - med skræmmekampagner, afstraffelse og bevidst inaktivitet - skubbede ansvaret fra sig. Det forsvandt problemet ikke af. Det vedblev at være et fælles ansvar. Virkeligheden er jo at Danmark dermed var med til at skubbe en stor del af flygtningene over til Sverige. Det var altså ikke kun Sveriges politik som førte til den såkaldte ”smertegrænse” men lige så meget den danske og de andre europæiske stater der nægtede at være med til at løse det fælles problem. Beslutningen blev ikke taget i isolation.

Virkeligheden er også at Sverige i månedsvis så på at andre stater omkring dem ikke gjorde noget eller nok for at hjælpe, og at de altså stod alene om at tage ansvaret. De tog altså bestik af andres handlinger da de skulle genoverveje sin egen beslutning. Den blev ikke foretaget i isolation. Danmarks flygtningepolitik var en faktor i den ændrede svenske politik.

Der er altså ingen modsætning mellem at give udtryk for et ønske om at Danmark og andre lande skulle føre en flygtningepolitik ligesom den oprindelige svenske og et udtryk for forståelse for at Sverige ikke orkede at være de eneste som førte en sådan politik. Det giver ingen mening at kræve af Uffe Elbæk skal vælge enten det ene eller det andet. Han siger ret klart at det er forståeligt at Sverige ikke magtede at gøre det alene - hvad andre gør er altså også relevant for om den pågældende politik kan fungere.

Clement insisterer på at Elbæk skal svare entydigt på hvad Danmark skal gøre alene - isoleret fra andres handlinger. Med det spørgsmål så er svaret allerede givet. Men det er ikke et fair spørgsmål, for vi træffer ikke beslutninger alene.

Når samarbejde er udelukket i spørgsmålet

I interviewet prøver Uffe Elbæk at sige noget om at han gerne så at der blev diskuteret mellem staterne og fundet en fælles løsning eller en fælles procedure. Det får han ikke lov til af Clement Kjersgaard. Nej, den slags svar der involverer en henvisning til andre aktører og forsøg på at kommunikere med dem, det er forbudt. Der må kun svares ”hvad vil du gøre - A eller B?” Spørgsmålet forudsætter at hver stat handler i isolation og samarbejde er derfor umuligt.

Kan du se parallellen til den frustrerede bonde der interviewes af den irriterende forsker med den abstrakte model?

Det er ikke at tale udenom, når bonden afviser det forsimplede spørgsmål og fortæller at han ville snakke med sine naboer for at finde en fælles løsning på det fælles problem, eller når han henviser til de allerede eksisterende procedurer som de har lavet sammen tidligere. Det er at insistere på at spørgsmål skal forholde sig til virkeligheden og ikke til en besynderlig abstrakt model hvor folk ikke kan kommunikere eller påvirke hinanden.

Ligeledes er det heller ikke at tale udenom, når en politiker insisterer på at et lands politik kan tilpasses den situation som skabes af andre landes politik og at den bedste politik derfor er at landene finder en fælles løsning. Den slags tillades ikke i Clements teoretiske model - her kan hvert land kun påvirke sin egen politik - men virkeligheden er jo at der er platforme hvor stater kan kommunikere med hinanden og finde fælles løsninger.

Virkeligheden er også at det var en aktiv og bevidst del af den danske regerings politik i starten at der ikke skulle findes en fælles løsning. Det var ikke en naturlov at staterne ikke kunne samarbejde - det var et politisk valg. Den danske regering valgte at tilstræbe en situation hvor hvert land handlede i isolation fordi Danmark nægtede at være med til en fælles politik. Dermed var Danmark med til at skabe en situation i Europa som minder om den abstrakte historie i Hardins ”tragedie” hvor marken udpines så ingen kan bruge den.

Når hvert land kun forsøger at pleje sin egen snævre interesse uden at tage sin del af det fælles ansvar, så fører det til en social katastrofe, som ikke er godt for nogen. Hvis et enkelt land derimod tager sin del af ansvaret så risikerer det at stå alene og nå sin egen private ”smertegrænse.” Den struktur fører altså til en tragedie - en meget bogstavelig tragedie for de titusindvis af flygtninge som må lade livet for at komme i sikkerhed mens hver enkelt stat lukker sig selv inde bag stadigt større hegn.

Men den struktur er ikke natur-given. Mennesker kan kommunikere og samarbejde. Det kan stater også. Ikke at kommunikere og ikke at samarbejde var et bevidst valg fra den danske og andre regeringer. Havde de truffet et andet valg, så kunne situationen have udviklet sig anderledes og det samme med den svenske politik.

Beslutningen om at søge samarbejde eller ikke er en politisk beslutning og selvfølgelig har en politiker ret til at nævne den mulighed i et interview der netop handler om hvad han ville gøre i sådan en situation. Det er altså ikke spin eller udenomssnak. Det er at insistere på at spørgsmål skal forholde sig til den politiske virkelighed hvor der ofte er mere end blot to simple handlemuligheder. Clements insisteren på at det ikke er en tilladt svar-mulighed i hans interview har altså en bestemt politisk tilstand og struktur indbygget: Den hvor alle aktører handler isoleret og derfor kun kan tage hensyn til sine umiddelbare og snævre interesser.

Den situation han insisterer på at gæsten skal forholde sig til er den teoretiske model bag ”Fangernes dilemma”: Elbæk kan enten sige ”ja, vi skal gøre som Sverige - og være ligesom fjolset der holder kæft mens de andre fanger stikker ham” eller ”ja, vi skal lukke grænsen og selv være den der stikker så vi alle kommer ind og sidde”. Det er valget mellem den private ruin og den fælles katastrofe. Men når mennesker i virkeligheden er i stand til at afvise det falske dilemma, så kan politikere naturligvis også gøre det i et interview. Vi er ikke fanger i isolation.

Procedurer, ikke tal

Ligeledes er det heller ikke at tale udenom når en politiker nægter at sætte tal på hvor mange flygtninge han mener den danske stat skal tage imod. Det er ganske rigtigt et useriøst spørgsmål. Det forholder sig nemlig ikke til den politiske virkelighed, hvor der allerede er procedurer for den slags beslutninger. De er ikke op til den enkelte politikers luner.

Vi har haft en flygtningekonvention i flere generationer. En konvention som sætter nogle fælles procedurer og regler som de forskellige lande forventes at overholde. En konvention som den danske lovgivning også traditionelt har forsøgt at afspejle og respektere. Ligesom det er tilladt for bonden at svare at når han beslutter hvor mange køer han vil sætte ud på marken så vil han henholde sig til de procedurer som allerede er etableret, så er det også tilladt for en politiker at henvise til at der allerede findes juridiske og politiske procedurer for at afgøre hvem der kvalificerer til asyl og hvilke rettigheder asylsøgere har.

Ja, asylsøgere og flygtninge er faktisk rettighedshavere! Rettigheder er ikke noget man uddeler i kvoter. Det er noget man har når man lever op til bestemte kriterier. Du mister ikke retten til pension, til at stemme, til at gå på sygehuset osv. blot fordi et bestemt antal af andre mennesker allerede har gjort brug af deres ret til det samme. Nej, dine rettigheder til disse ting er noget du har fordi og kun fordi du lever op til de rette kriterier (er du fyldt 18, har du opnået pensionalderen, er du syg osv?). Det samme gælder flygtninge: de har ret til at søge og opnå asyl når de lever op de relevante kriterier.

Det er ikke noget man kan sætte tal på som seriøs politiker. Med ”seriøs politiker” mener jeg her en politiker der har forstået og respekterer grundlæggende principper i retsstaten: at loven gælder ens for alle der lever op til de kriterier der gives i loven. Afgørelsen er altså et spørgsmål om juridisk procedure. Ikke antal.

Der er derfor heller ikke noget selvmodsigende i - som Uffe Elbæk gør i interviewet - at sige at vi skal følge en bestemt procedure (flygtningekonventionen og asylloven), som ikke har noget med antal at gøre fordi hver ansøgning behandles individuelt, og samtidig at mene at der godt teoretisk set kan komme en situation hvor så der er så stort et antal at det udgør en ”udfordring” på andre områder.

På samme måde kan man også mene at alle danskere for eksempel skal have ret til behandling i sundhedssystemet og at det teoretisk set ville blive problematisk hvis et enormt antal pludselig fik brug for behandling på én gang. Det er der vitterligt intet selvmodsigende i, uanset hvad populistiske politikere og ”gotcha”-journalister prøver at gøre det til.

At sige at noget er en udfordring eller et problem, at noget kan gøre ondt og være svært, er nemlig ikke det samme som at sige at det skal lovgives væk. Problemer og smerter kan være en del af det at gøre det rigtige. De kan være noget man må forholde sig til - noget man eventuelt kan finde løsninger på. Det er ikke et let svar at sige at det forholder sig sådan. Men det er ofte det rigtige svar.

Det er den populistiske demagog der insisterer på at ting ikke må gøre ondt og at lovgiverne skal beskytte samfundet for problemer selv når det sker på bekostning af andre menneskers liv og af de grundlæggende retsprincipper. At sige ”det må ikke gøre ondt” er det lette svar men det er ikke et svar der forholder sig til problemet eller virkeligheden.

Retten til at give andre svar

Clement Kjersgaards journalistiske stil bygger på den antagelse at politikere ikke skal have lov til blot at komme med lette svar eller at nægte at forholde sig til spørgsmålene. Det er en fin mission. Men så burde han også lade være med at stille forsimplede spørgsmål som netop kun tillader ”lette svar”. Virkeligheden er ofte mere kompleks og det er ikke et tegn på politisk ærlighed eller åbenhed at lade som om der gives simple svar på komplekse ting.

Af og til får man dumme svar fordi man stiller dumme spørgsmål - ikke fordi vedkommende ikke har lyst til at vare ærligt. Hvis spørgsmålene forudsætter en bestemt ideologisk struktur og allerede rummer sine egne svar, eller hvis de bygger på en model af virkeligheden der er forsimplet, så har jeg fuld forståelse for at den interviewede afviser dem og insistere på at give andre svar end de simple muligheder han bliver præsenteret for. Det tillades ikke indenfor rammerne af Clement Kjersgaards interview-teknik. Dermed er der en stor del af den politiske virkelighed som den teknik ikke kan belyse.

Hvilket ikke betyder den ikke har sin berettigelse. Der kan være gode grunde til at holde en politiker fast til et bestemt spørgsmål indtil man får et klart svar. Jeg synes bare det er begrænset hvor ofte det fører til større indsigt i virkeligheden for seerne. Det kan give indblik i den konkrete politikers motivationer og psykologiske tilbøjeligheder, men sjældent mere end det. Oplysning om lidt mere komplekse ting kræver som regel mere end ja-/nej-svar på simple spørgsmål.

På den anden side: Nu har jeg skrevet over 4000 ord efter at have set nogle få minutter af et interview, så noget har jeg da fået ud af det.

Flygtninge, frygt og frivillige fællesskaber

Ole Sandberg — Mon, 14 Sep 2015 12:27:45 +0000

Af Ole Sandberg

I Europa er der allerede nu tusindvis af frivillige foreninger for studier og lærdom, for industri, handel, videnskab, kunst, litteratur, udforskning, modstand mod udbytning, underholdning, seriøst arbejde, nydelse og selvfornægtelse, for alt det der udgør livet for et aktivt og tænkende væsen. Vi ser disse netværker opstå i alle hjørner og alle domæner: politisk, økonomisk, kunstnerisk, intellektuelt. Nogle er så kortlivede som roser, andre består i adskillige årtier, og alle stræber de efter at - mens de bevarer hver grupperings uafhængighed - at forene sig på tværs af grænser og internt i hver nation; at dække hele det civiliserede liv i et netværk, hvor maskerne overlapper og forbinder hinanden. Der er allerede titusindvis af disse foreninger og de består af millioner af medlemmer.
Overalt er disse foreninger begyndt at bevæge sig ind på statens domæner og funktioner, hvor de udskifter statens centralisering med de frivilliges frie handlinger. [..] Når vi ser de skridt, der allerede er blevet taget i denne retning - på trods af og imod staten som forsøger at fastholde dens nyligt vundne monopol - når vi ser hvordan frivillige foreninger invaderer alt og kun hindres i deres udvikling af staten, så er vi nødt til at anerkende en kraftig tendens, en latent magtfaktor i det moderne samfund.

Sådan skrev Peter Kropotkin i manuskriptet til sit foredrag med titlen ”Anarkismen: Dens filosofi og ideal” i 1896 (løst oversat og forkortet af undertegnede). Denne tendens, hvor mennesker danner frivillige sammenslutninger, som varetager deres konkrete behov, er et emne Kropotkin beskæftigede sig med konsekvent igennem hele sit liv og forfatterskab. Det er her han ser håbet for menneskeheden: modvægten til den anden tendens, hvor vi forsøger at dominere og udbytte hinanden. Begge er tendenser som findes i alle menneskelige samfund.

I citatet ovenfor kalder han den sågar for en latent magtfaktor. Det er via dannelse og udbredelsen af stadigt flere og stadigt stærkere frivillige sammenslutninger af denne slags at han mente revolutionen - vejen til et andet samfund - måtte foregå. Det er nemlig herigennem at folk lærer at tage vare på sig selv og hinanden, og det er disse frivillige sammenslutninger som kan udgør det institutionelle alternativ til statens og ejendommens vold, udbytning og dominans.

I manuskriptet beskriver han denne tendens som det nødvendige fundament for et sandt kommunistisk samfund - et frit kommunistisk samfund: Et hvor vi ikke overlader det til en politibetjent eller til statens velfærdsapparat hvis vores naboer går sultne i seng eller slår deres børn, men hvor vi i stedet tager os af hinanden direkte. ”Kommunismen kan ikke gennemføres fra oven via lovgivning, parlamenter eller byråd”, skriver Kropotkin: ”Det kan ikke fungere uden at samfundet er dækket af tusindvis af foreninger som fungerer for at dække menneskenes tusinde behov.”

Nu skal man passe på med at ideologisk omklamre folk blot fordi de udøver frivilligt arbejde og hjælper hinanden i gennem ikke-centraliserede og ikke-hierarkiske foreninger. Det betyder jo på ingen måde at de dermed er anarkister. Og det er netop heller ikke Kropotkins pointe. Tværtimod hylder han denne tendens netop fordi den er så almen-menneskelig - den er et tegn på et grundlæggende menneskeligt behov.

Ligeledes behøver man ikke at være anarkist blot fordi man ligesom Kropotkin mener at denne tendens bør udbredes og har en vigtig politisk funktion. Autoritære politikere og ideologer kan også hylde ”civilsamfundet”. Det kan være fordi de bare bruger det som undskyldning for deres nedskæringer: ”Lad civilsamfundet løse problemerne” siger de, og mener måske i virkeligheden bare ”lad folk sejle deres egen sø”.

Men det kan også være ærligt ment ud fra de samme tanker som ligger til grund for det anarkistiske argument: Det styrker fællesskaber når folk tager ansvar for hinanden, det lader dem føle en direkte solidaritet og forbundethed som vi ikke opnår når vi udliciterer vort fælles liv til store og fremmedgørende institutioner.

Pape og "det menneskelige anarki"

Et eksempel er den konservative formand, Søren Pape. Hans tekst ”Hjertet og ansvar på rette sted” rummer begge argumenter, men gennemgående er det en hyldest til de frivillige organisationer og lokalsamfundet som i både retorik og indhold lyder som et ekko af Kropotkins 100 år gamle skrifter (helt ned til den nostalgiske længsel mod bondesamfundenes fællesskaber, som allerede på Kropotkins tid var ret antikveret).

Her er nogle udpluk af Papes skrift:

De færreste forbinder formenligt Det Konservative Folkeparti med anarkister. Men faktisk hylder jeg det menneskelige ”anarki” - ikke at forveksle med politisk kaos som bæredygtig ideologi. Men der hvor vi på eget initiativ tager ansvar for hinanden måske på trods af myndighedernes indblanding. Når vi sammen løfter opgaver, der ikke specifikt er vores, men som vi tager på os som naboer, borgere eller venner af det, jeg vil kalde næstekærlighed. Sådan helt lav praktisk. Når vi som mennesker ser og støtter hinanden.
[..] At hjælpe hinanden og at arbejde sammen er med til at skabe og styrke fællesskabet. Sådan husker jeg det fra min barndom på landet, hvor samarbejde og hjælp naboer imellem var nødvendigt for at drive gården. [..] Efterhånden har vi vænnet os til, at initiativer kommer fra myndighederne, fra kommunen, regionen eller staten, også når det gælder forhold mellem mennesker. [..] Vi er blevet forbrugere snarere end medborgere. Lægger vi ansvaret fra os, mister vi omsorgen for hinanden og samfundet. [..] Heldigvis blomstrer initiativrigheden. Som aldrig før yder danskerne en frivillig indsats. Så småt er udviklingen ved at vende.

Jamen, det kunne jo være taget direkte ud af Kropotkin!

Pape er naturligvis ingen anarkist, uanset hvad han påstår. De konservative er autoritære og for ham er civilsamfundets frivillige fællesskaber ikke noget der skal overtage og overflødiggøre statens funktioner eller magt. Tværtimod skal de styrke statens magt - de er en undskyldning for at fjerne statens mindre centrale funktioner, dem der har med borgernes sociale og sundhedsmæssige velfærd at gøre, så den i stedet kan koncentrere sig om de primære funktioner: Vedligeholdelsen og styrkelsen af dens centraliserede magtapparat, som udøver kontrol over borgerne.

Pape ønsker næppe at decentrale fællesskaber skal udgøre en trussel mod statens magtmonopol ved at underminere politiets, politikernes eller militærets autoritet. Han er altså ingen anarkist (og hvis han var, ville han næppe være formand for et autoritært konservativt parti som hylder Kirke, Konge og Stat).

Men det betyder jo ikke at hans hyldest til det frivillige (sam)arbejde i lokalsamfundene ikke er ment af et ærligt hjerte. Og han har ret: Det er et væsentligt element i den anarkistiske filosofi!

Derfor var det så underligt selvmodsigende, da han i sidste uge skældte ud og sagde at ”Der hersker et anarkistisk kaos i Danmark.” Jamen havde han da ikke lige sagt at han ”hylder det menneskelige anarki”? Og nu, blot få måneder efter, sætter han anarki lig med kaos og fordømmer det ... blot fordi nogle mennesker har krydset en statslig grænse og er ved at gå igennem hans land uden at lade sig registrere og kontrollere af statsapparatet? Jeg må nødvendigvis gentage min konklusion: Pape er (naturligvis) ingen anarkist - han er en autoritær statstilhænger.

Statens fravær

Men i en anden forstand har han faktisk helt ret: Der hersker et anarki i Danmark i disse dage. Et anarki af den slags han foregav at hylde i sin tidligere tekst. Et anarki bestående af tusindvis af frivillige initiativer.

Jeg tror ikke der i hele mit liv har været så stor en mobilisering af danskere som stiller sig selv og hinanden spørgsmålet: Hvordan kan vi hjælpe?

Vi har alle set billederne af flygtninge der ankommer ved kysterne i Italien og Grækenland - nogle skyllet op på stranden, døde ved ankomsten til det ”Fort Europa”, som de håbede kunne give dem et liv i sikkerhed, men som i stedet desperat forsøger at holde dem ude. Vi har set hvordan de overlevende kæmpede sig videre gennem Europa og trodsede EUs usolidariske og inhumane regler, der siger at flygtninge kun må få asyl i Europas udkant - nogle omkom af iltmangel da de lod sig smugle over grænserne i lastbiler. Og vi har set hvordan de brød igennem hegnet ind til Ungarn og derefter samledes i fælles karavane for at slippe ud af det land, som satte hæren ind for at forhindre dem i at flygte og ville internere dem i lejre. Endelig slap de ind til Østrig og Tyskland - lande hvor nogle af dem havde familie og kunne håbe at få asyl - og nogle af dem begav sig videre nordpå med destination mod Sverige og Finland.

I denne lange og livsfarlige færd på flugt fra brutale og folkemorderiske bevægelser kom nogle af dem til Danmark. De fleste ville videre: de regnede ikke Danmark som et sted hvor de kunne være i sikkerhed.

Normalt ville det ellers være statens opgave at tage imod mennesker på flugt - organisere deres transport og ankomst, give dem husly mens deres sag blev behandlet, og først og fremmest sige til dem: Her er i i sikkerhed, her har i rettigheder. Men de seneste årtiers flygtningepolitik, hvor Danmark uanset regering har bevæget sig på kant med konventionerne, har sendt det klare budskab til flygtninge at det er bedst at undgå at blive registreret og søge asyl her.

Og da flygtningene for første gang i årtier ankom i fællesskab og i fuld åbenhed, men egentlig blot ville igennem landet, var staten handlingslammet: Skulle politiet indfange og registrere dem, hvorved de ville være tvunget til at søge asyl i landet, og staten ville være tvunget til at give dem asyl? Stik imod både flygtningenes og statens egne ønsker? Skulle man lade dem passere og vandre tværs igennem landet så de kunne komme til Sverige? Det ville dels sætte den svenske stat i en problematisk situation, men det ville også forarge de autoritære nationalister, som frygter alt der bevæger sig udenom statens enevældige kontrol - uanset at en sådan kontrol ville betyde at staten ville være forpligtet til at give flygtningene asyl og sikkerhed.

Samtidig var statens ledelse fuldstændig splittet. Mens statens leder, statsministeren, først var fraværende og dernæst meldte ud at han var beredt til at tage imod et (hånligt lavt) antal flygtninge fra Tyskland, blev han direkte modsagt af sin egen minister som insisterede på at Danmark ikke ville tage en eneste af flygtningene i Europa. Mens Lars Løkke Rasmusen sagde at der måttte findes en ”fælles europæisk løsning,” sagde Inger Støjberg, at man i hvert fald ikke skal regne med Danmark i det fællesskab for ”vi har retsforbehold.” Og mens hans egen regering netop har indrykket annoncer i udandet for at skræmme flygtninge fra at søge asyl i Danmark, står statsministeren gudhjælpemig og hævder at han "ikke forstår hvorfor flere ikke har søgt asyl her."

Spørgsmålene melder sig: hvem er egentlig statens leder når der kommer så modsigende politiske udmeldinger fra dens repræsentanter? Er der overhovedet nogen overordnet styring? Ved den ene hånd hvad den anden laver? Har statsministeren ingen fornemmelse for hvad hans egne ministre foretager sig? Her kunne Søren Pape måske med rette tale om ”anarkistisk kaos” i betydningen ”kollaps af lederskab og autoritet.”

Det var tydeligt at den danske stat ikke havde nogen endegyldig vilje i den første uges tid. Politiets handlinger vidner om dette: I nogle tilfælde forsøgte de at håndtere situationen med magt og prøvede at forhindre flygtningene i at gå videre, nogle steder satte betjentene sig ned og vendte det blinde øje til mens flygtningene passerede, og i atter andre tilfælde lod de dem gå i fællesskab og nøjedes med at dirigere trafikken, sådan som det også sker ved andre store begivenheder. Der var altså ikke nogen entydige ordrer ”oppefra”, så det var op til betjentene selv at vurdere hvad der måtte gøres - hvilket også gav dem mulighed for at gøre det mest menneskelige frem for blot at parere ordrer og udføre statens direktiver.

Civilsamfundet tager over

Hvor staten var fraværende eller uorganiseret var befolkningen og civilsamfundet dog massivt til stede. Tusinder af danskere har i de sidste uger deltaget som frivillige i ”redningsaktioner,” hvor de har fragtet folk til Sverige, og i logistisk arbejde, hvor de har bragt mad, tøj, tæpper, m.v. til de vandrende flygtninge, og i velkomst komitéer som har taget imod dem, folk har indsamlet informationer og formidlet oplysninger om hvilke ruter der er mest sikre, og atter tusinder har sendt penge eller på anden vis ydet hjælp til flygtningene.

Det var en pludselig og enorm opblomstring af frivillige sammenslutninger af folk som var berørte af de billeder de havde set, og de historier de havde hørt, og som var motiveret af én ting: Behovet for at hjælpe andre som havde behov for hjælp. I lang tid har de fleste af os tænkt "bare vi kunne hjælpe," men lidelsen foregik langt væk og var udenfor vores kontrol. Men nu var flygtningene kommet hertil. Nu var det pludselig konkret: Nu kunne man faktisk hjælpe direkte, her og nu. Og i tusindvis rejste folk sig.

Dette var virkelig ”det menneskelige anarki” i fuld udfoldelse!

Det var frivillige sammenslutninger - først løst organiseret som enkelte individer og små grupper og dernæst koordineret og organiseret i fælles samarbejdende netværker, som fungerede uden tvang, uden hierarkier og uden centraliseret magt. De udførte dette arbejde udenom staten og sågar uden hensyn til den lovgivning som kriminaliserer menneskelighed og straffer folk for at yde hjælp til uregistrerede flygtninge.

Folk så, at staten ikke kunne eller ville gøre det rigtige. Dermed mistede den autoritet og folk var villige til at bryde loven i massiv kollektiv civil ulydighed, fordi de vidste at deres handling var den, de havde lært er den rigtige: at hjælpe folk som har behov for hjælp. Det er det vi har lært fra barnsben, og det vi har lært af vores historiske fortællinger.

Den udbredte civile ulydighed har også lagt pres på myndighederne og været med til at bestemme deres kurs. Der var altså virkelig, som Kropotkin skrev, tale om ”en latent magtfaktor,” som udskiftede ”statens centralisering med de frivilliges frie handlinger (..) på trods af og imod staten som forsøger at fastholde dens monopol.

Det manglende politiske lederskab - statens fravær, rådvildhed og interne splittelse - var givetvis en faktor som åbnede rum for at befolkningen kunne tage over. Som Merete Pryds Helle skrev på Facebook:

Kære politikere (undtagen jer, der har kørt rundt på Lollands veje de sidste dage.) Har I lagt mærke til, at befolkningen har opgivet jer? Både civilbefolkningen og politiet? Vi finder løsninger selv, og starter velfærdssamfundet forfra, fra bunden. Politiet vurderer selv, hvordan flygtninge bedst transporteres i Danmark, og civilbefolkningen sørger for deres transport, enten i egne biler eller ved at betale togbilletter. Der sørges for mad, medicin, lægehjælp og tøj; uden om jer. Der samles rigtig mange penge ind af private. Mange mennesker knokler for at løse situationen i alle deres vågne timer. (Selvfølgelig også på asylcentrene, det ved jeg godt.) Man kunne mene, at en flygtningekrise i Danmark er et statsligt anliggende, men I viser os, at I ingen interesse har i løsninger. I taler om at hjælpe i nærområderne, hvilket er en udmærket ide. Jeres hjælp består i at skære i bistanden til nærområderne. Det gør helt ondt at skrive. Jeres manglende evne til at koordinere mund og hånd. Hvis I fik indkradset de 6 milliarder af vi skatteyderes penge, som I har smidt væk, og sendte til flygtningelejrene i landene omkring Syrien, ville vi måske lytte til jer. Som det er nu, er I overflødige. Vi har taget vores Danmark tilbage. I havde det kun til låns, og I fik lavet nogle grimme pletter på det. I kunne måske redde en smule af jeres ære med et gevaldigt TAK BEFOLKNING.

Venlighed og fællesskab

Og denne tendens går længere tilbage end de seneste par uger. I nyere tid er der rundt omkring i Danmark opstået lokalt forankrede sammenslutninger af folk som organiserer praktisk hjælp og - lige så vigtigt - tilbyder fællesskab og åbenhed til de flygtninge som allerede er ankommet og er blevet bosat i landet.

Der er for eksempel ”Venligboerne,” som startede i Vendsyssel men nu har inspireret lignende initiativer over hele landet. Det er folk som finder sammen for at skabe lokale fællesskaber og lade flygtninge få adgang til dem - baseret på direkte menneskelig kontakt og åbenhed, i stedet for den ”professionelle distance” som de store centraliserede organisationer og staten opererer med. Andre initiativer går under navne som “Gæstfrie i Halsnæs” og utallige andre.

Andre har gjort hvad de kunne for at hjælpe flygtningene, da de ankom i Middelhavet. Fra Danmark er der blevet arrangeret frivillige indsamlinger af penge, mad, tøj, m.v. som er blevet sendt til Lesbos i Grækenland. Over 1000 danskere bidrog til de første containere, der blev sendt af sted. Også i Calais, hvor flygtninge er samlet i midlertidige lejre, har frivillige græsrodsindamlinger udgjort størstedelen af nødhjælpsarbejdet. Naturligvis er dette enorme frivillige arbejde blevet kritiseret af de store centraliserede og professionaliserede organisationer, som frabeder sig indblanding fra "amatører".

Måske har de en pointe, men de har ikke forstået en anden lige så vigtig pointe: Folk har brug for selv at tage initiativ og føle at deres handling betyder noget. Vi har brug for at handle sammen i fællesskab og det kan have mere vidtgående og langvarige positive effekter at folk får oplevelsen af at kunne organisere sig og gøre en indsats i stedet for blot at overlade det til andre.

Alle disse initiativer består af folk af vidt forskellige politisk og religiøs observans og de kommer fra alle samfundslag. Igen: Man kan ikke pådutte dem en bestemt politisk holdning; det at finde sammen ud fra ønsket om at hjælpe hinanden er et almen-menneskeligt behov. Vi har alle brug for at være noget for hinanden, at leve for mere end blot os selv, vi føler alle en glæde ved at tage del i at opbygge fællesskab, og kun de mest kyniske af os kan sidde og tie stille når folk i nød helt konkret står uden for vores dør. Jeg er således ikke i tvivl om at der findes folk fra hele det parlamentarisk-politiske spektrum i disse bevægelser.

Ikke desto mindre er det en tendes som udfordrer og går imod den etablerede statslige ideologi og logik - den som siger at vi ikke skal bryde os om “det fremmede,” den politiske retorik som fortæller os at vi skal være bange for hinanden og at vi skal lade staten have monopol på at passe på os, mens vi bare selv skal være vores egen lykkes smed i den store konkurrencestat. De mange frivillige netværker går imod denne logik og afviser budskabet om frygt og individualisering til fordel for venlighed og fællesskab. De er dermed “en latent magtfaktor i det moderne samfund”.

Nogle af disse initiativer vil givetvis være ”kortlivede som roser” mens andre vil ”bestå i årtier”. Opgaven for alle, som ønsker et samfund baseret på venlighed, frivillighed og fællesskab, er at styrke denne tendens og lade den invadere stadigt flere områder af samfundet. Kun derigennem kan vi tage kontrol over vor fælles tilværelse.

Overvågning og ytringsfrihed

Ole Sandberg — Tue, 24 Feb 2015 12:51:42 +0000

Af Ole Sandberg

Da jeg var barn og teenager havde vi ikke mobiltelefoner. De fleste husstande havde kun én telefonforbindelse. Til gengæld var der nogle familier som havde flere telefoner i huset, der alle var koblet til den samme forbindelse, så de kunne tage telefonen i stuen eller i soveværelset eller hvor de nu var. Det betød at et andet medlem af husstanden kunne løfte røret i det andet rum og lytte med, hvilket ofte gav konflikter i familier. F.eks. hvis forældrene eller blot mindre søskende lyttede med på linjen, når en teenager talte med sine venner om fester, skole, kærester osv.

Det var jo ikke nødvendigvis fordi man talte om noget ”hemmeligt” - noget man ville holde skjult for de andre, og som de havde en legitim interesse i at få at vide - men slet og ret fordi det er møgirriterende ikke at kunne tale i fred med sine venner uden at en nysgerrig tredjepart lytter med. Selvom man bare sludrer om løst og fast, så kan man ikke tale frit og afslappet når man føler sig overvåget.

At kunne tale frit og afslappet kan være en nødvendig del af det at bygge sociale relationer og at være et menneske - både som ung og som voksen. Man udtrykker sig og tænker og føler forskelligt alt efter om man befinder sig i et ”privat” og intimt rum eller om man er i et mere eller mindre offentligt rum - og afhængigt af om man befinder sig sammen med folk man har et nært forhold til eller om der er fremmede eller autoriteter osv til stede.

I dag bruger mange mennesker også sociale medier til begge formål: Vi kan have ting vi skriver på Facebook e.l. til en lukket kreds og ting vi skriver offentligt, og vi kommunikerer forskellige ting og på forskellige måder afhængigt af om det er ”privat” eller ”offentligt”. Selv har jeg det sådan at jeg ikke bryder mig om at skrive noget som helst mens nogen kigger mig over skulderen, selvom det jeg skriver er noget der skal offentliggøres bagefter. De må gerne læse det når jeg er færdig, men jeg går i baglås hvis jeg ikke kan formulere mine sætninger alene mens jeg skriver dem.

Det jeg prøver at sige er at retten til og muligheden for at vide hvem der lytter med, hvem man taler med og hvilket ”rum” man befinder sig i, er væsentlig for om man kan ytre sig frit. Ytringsfrihed (og her taler jeg ikke bare om den politiske rettighed men den psykologiske mulighed for at udtrykke sine tanker) er altså ikke bare retten til at kunne sige noget offentligt, men også retten til at sige noget privat. Hvis vi skal kunne ytre os frit, så skal vi have en grad af kontrol over hvem vi taler til - hvem der lytter med.

Derfor er retten til privatliv også en af de grundlæggende politiske rettigheder. Og derfor er statslig (og ikke-statslig) overvågning og aflytning også noget der går ud over ytringsfriheden.

Det er lige så problematisk at staten lytter med på vores telefonsamtaler, læser vores breve og emails og private facebook-opdateringer, som det var da søskende eller forældre lyttede med på dine private samtaler på den fælles telefonlinje.

Det er ikke bare et spørgsmål om hvorvidt man taler om noget ”hemmeligt” - noget man vil holde skjult for myndighederne, og som de har en legitim interesse i at få at vide, men om at det er møgirriterende ikke at kunne tale i fred uden at en nysgerrig tredjepart lytter med. Selvom man bare sludrer om løst og fast, så kan man ikke tale frit og afslappet når man føler sig overvåget.

I et overvågningssamfund, hvor staten altid potentielt lytter med, kan man ikke tale frit og afslappet. Og det at kunne tale frit og afslappet kan være en nødvendig del af det at bygge sociale relationer og at være et menneske. Statslig overvågning er altså ikke bare en krænkelse af den enkelte borgers rettigheder men en trussel mod de sociale relationer i samfundet. Det forhindrer os ikke blot i at ytre politisk farlige eller juridiske problematiske ting, men også i at kommunikere åbent og ærligt med hinanden om ting som staten ikke har noget legitimt krav på at få at vide.

Det er altså underordnet om statens spioner i praksis kun virkelig lytter til og registrerer potentielt farlige ytringer. Hvis du er bevidst om at de altid potentielt kan lytte med, når du taler med din familie eller dine venner eller din sagsbehandler, advokat, pizza-bager osv, kan det hænge i baghovedet og ændre din adfærd - du mister muligheden for at kunne tale og tænke på den måde der ville være passende i den pågældende situation og tilpasser dig til den kendsgerning at der altid er en fremmed tredjepart, en autoritet, til stede. Du befinder dig nu permanent i ”det offentlige rum” og kan aldrig slappe af eller udtrykke dig frit.

Selvfølgelig findes der ytringer som staten kan have en legitim interesse i at overhøre og folk som den har en legitim interesse i at aflytte. Folk der er ved at planlægge alvorlige kriminelle handlinger for eksempel. Men betyder det så at vi skal opgive hele princippet om ”privatlivets fred” og muligheden for at kunne være frie mennesker der kan tale frit sammen uden at føle at statens spioner altid kigger os over skuldrene? Er vi nødt til at vælge mellem det frie samfund, hvor forbrydere og terrorister også er frie til at planlægge deres gerninger, og det totale overvågningssamfund, hvor ingen kan føle sig fri?

Nej. Det er et falsk dilemma. Der er faktisk en relativt simpel løsning, som i hvert fald i teorien muliggør at vi både kan fastholde det generelle princip om privatlivets fred og muligheden for at aflytte potentielle forbrydere. Den løsning har eksisteret længe og er en essentiel del af det der kaldes en ”retsstat”.

I en retsstat skal alle borgere kunne vide at de generelle friheder og rettigheder står fast og kun kan fraviges i konkrete enkelttilfælde når myndighederne har begrundet mistanke, som nødvendiggør og legitimerer en fravigelse fra den generelle regel. I en retsstat er det ikke den udøvende magt som vurderer anklager, men retsvæsnet og domstolene. Det vil i praksis sige, at politiet ikke kan aflytte din telefon, læse dine breve, visitere dig på gaden, ransage dit hjem osv på eget initiativ - de skal først gå til en dommer og få en dommerkendelse.

At blive aflyttet er at blive fratage en af sine grundlæggende rettigheder. Det vil sige at blive udsat for en slags straf. At blive aflyttet er at blive erklæret ”begrundet mistænkt”. Det vil sige at blive udsat for en slags dom. I en retsstat er det ikke politiet eller efterretningstjenesterne der afgør hvem der skal straffes og dømmes. Det er domstolene. Og domstolene skal først vurdere hvorvidt man faktisk har opført sig på en måde som begrunder denne dom og straf.

Dette princip skulle i princippet sørge for, at borgerne i en retsstat kan være nogenlunde sikre i sine rettigheder, med mindre de har opført sig på en måde, som gør at retsvæsnet giver politiet ret i, at der er en begrundet mistanke for at den pågældende borger vil gøre noget som legitimerer en fravigelse af vedkommendes generelle rettigheder. Således kan principperne om privatlivets fred m.v. godt fastholdes som generelle principper, mens de kan fraviges i meget specifikke konkrete tilfælde.

Og dermed kan vi alle tale frit og trygt med hinanden så længe vi ikke planlægger terror og bankkup og den slags.

I teorien. Altså teorien om retsstaten. Men disse principper - disse grundlæggende retsstatsprincipper - er for længst afskaffet i Danmark.

De seneste skiftende regeringer har indført tiltag på tiltag som afskaffer de grundlæggende retsstatsprincipper, herunder og især princippet om at borgerne skal betragtes som uskyldige indtil det modsatte er bevist og derfor kun kan fratages deres generelle rettigheder hvis myndighederne har begrundet sin mistanke overfor en dommer.

Det har konsekvenser, ikke kun for individets rent juridiske rettigheder, men også for vores muligheder for at bygge sociale relationer og omgås hinanden i samfundet.

Således har staten og kommunerne indført stikkerprogrammer, hvor de opfordrer naboer og kolleger til at spionere mod og rapportere hinanden, hvis de synes at nogen, der modtager offentlige ydelser, lidt for ofte får besøg af sin kæreste. En sådan rapportering kan medføre besøg af agenter - hemmelige og uniformerede - fra de sociale myndigheder, og straf i form af fratagelse af økonomiske muligheder. Ganske uden dom.

Vi behøver ikke at gætte om hvilke konsekvenser det kan have for menneskers muligheder for at omgås hinanden frit - hvordan det ødelægger naboskaber og skaber følelsen af altid at være potentielt overvåget af alle og enhver. Vi behøver ikke at gætte om det, dels fordi vi kender historiske samfund hvor det var dagligdagen - totalitære overvågningssamfund som DDR og USSR - og dels fordi det nu er virkeligheden i dagens Danmark. Jeg kender folk på overførselsindkomster, der er bange for at have sin kæreste overnattende og nervøse ved at tale med naboen, fordi man aldrig kan vide hvem der spionerer mod en og hvad man måske gør forkert. En simpel anonym henvendelse fra en sur nabo er jo nok til at gøre ens liv særdeles besværligt. Det har åbenlyst alvorlige konsekvenser for de sociale relationer i samfundet.

Sådan er det jo, når rettighederne ikke længere er generelle principper som borgerne kan føle sig nogenlunde trygge i. Når myndighederne kan fravige dem som de har lyst til uden at skulle begrunde sine fravigelser for en dommer. Så er der ikke længere tale om generelle rettigheder, der kun kan fraviges i konkrete tilfælde. Så er vi alle under potentiel mistanke - og opfører os derefter.

Jeg orker ikke at indsætte links til artikler og lovforslag, for eksemplerne er talrige: I løbet af de seneste to årtier er de politiske tiltag som afskaffer borgernes ret til og følelse af privatliv eksploderet, og både socialdemokratiske og borgerlige partier er enige om at statslig overvågning af borgerne skal fortsætte og udvides konstant. Uanset regering er der altså konsensus i Danmark om, at ingen skal kunne kommunikere og agere frit og trygt i visheden om at de befinder sig i et privat rum med folk de har et nært forhold til.

Disse tiltag bliver hovedsageligt begrundet med statens krig mod de to politiske hovedfjender: terrorister og sociale bedragere. Begge findes i virkeligheden, men bliver også pustet op til større trusselbilleder end de egentlig er, for at legitimere politikernes og statens konstante angreb på retsstaten og afskaffelse af snart den ene snart den anden rettighed.

Det seneste tiltag, som giver statens spiontjenester lov til at aflytte danske borgeres telefonsamtaler i udlandet uden dommerkendelse - og altså uden begrundet mistanke - er blot endnu et i rækken af tiltag, der får det fundament, som retsstatens grundlæggende principper skulle udgøre, til at smuldre. Dette forslag gør endegyldigt op med forestillingen om at rettighederne kun kan fraviges i konkrete tilfælde - nu behøver efterretningstjenesterne ikke engang at gå til en dommer for at få et gummistempel, der i det mindste formelt siger at de havde grund til at foretage netop denne konkrete aflytning. Nu er alle danske borgere automatisk mistænkte og kan uden nogen begrundelse aflyttes af de danske myndigheder så længe de er udenfor Danmark (det er vel blot et spørgsmål om tid før det også indføres indenfor Danmarks grænser).

Du behøver altså ikke at have gjort noget, som giver myndighederne grund til at tro at du siger noget som de har en legitim interesse i at overhøre. Nu kan de i princippet lytte med selvom du blot sludrer om løst og fast mens du er på ferie. De gør det sikkert ikke. Men du har ingen sikkerhed for at de ikke lytter med. De har lov til at lytte til alt hvad du siger og det eneste som begrænser dem er deres egne ressourcer og det at dine samtaler nok er for kedelige. Det ændrer ikke på at du er potentielt aflyttet uanset om du har noget at skjule eller ej.

Men det er ikke kun retssikkerheden der trædes under fode med den konstant voksende og indtrængende aflytning og overvågning af alt hvad vi gør og siger. Det er også vores mulighed for at ytre os frit og privat uden at føle at nogen konstant potentielt lytter med. Disse tiltag er altså også angreb på ytringsfriheden. Måske ikke i den strengt juridiske forstand, men i den grundlæggende menneskelige og psykologiske forstand at man ikke kan ytre sig frit når man ikke ved hvem der lytter med.

Fra terror til nødret: Demokratiets skrøbelighed

Ole Sandberg — Tue, 27 Jan 2015 12:51:00 +0000

Af Ole Sandberg

For nogle uger siden, den 7. januar, begik tre franskmænd to terroristiske massemord i Frankrig. To af dem angreb og dræbte de ansatte på et satireblad. De flygtede og belejrede sig på et trykkeri udenfor Paris, hvor de tog folk som gidsler. Samtidig tog en tredje person kunderne i en kosher-butik som gidsler - måske for at hjælpe de to første med at flygte. De tre terrorister dræbte i alt 17 og blev selv dræbt af franske sikkerhedsstyrker efter en intensiv jagt, gidseltagning og skududveksling.

Under gerningen råbte terroristerne, at de tog hævn over de ansatte på bladet på grund af dets nedgørende tegninger af profeten Muhammed. Begivenhederne er derfor forståeligt nok blevet udlagt som et angreb på ytringsfriheden.

Det er alt sammen forfærdeligt, og europæiske medier og politikere har forståeligt nok været oprørte og givet udtryk for deres vrede og sympati.

Når man er oprørt kan man godt komme til at sige noget sludder, som man fortryder bagefter. Det skal der være plads til. Som for eksempel da den radikale politiker Nadeem Farooq på Twitter kom til at give udtryk for et håb om at gerningsmændene ville blive udsat for tortur. Efter megen diskussion trak han den udtalelse tilbage og erkendte at ”man skal tænke sig ekstra om, når man er i affekt”.

Men når man er i affekt, så kan det jo godt være svært at tænke sig ekstra om. Man kan godt komme til at give udtryk for ting, som man ikke nødvendigvis står ved, når man bagefter får tænkt sig om. Det skal der være plads til. Det er såre menneskeligt.

Helt anderledes er det, hvis man laver politiske beslutninger i den tilstand. Politiske beslutninger bør være præget af eftertænksomhed. De bør ikke laves i en tilstand af panisk frygt eller vrede, hvor man kan komme til at gøre eller sige noget, man ikke kan stå inde for bagefter. Og at udnytte det at folk befinder sig i en følelsesmæssig oprørt tilstand til at tvinge vidtgående politiske beslutninger igennem, det er kynisk misbrug af andre folks tragedie.

”Vi er i krig”

Det er for eksempel tilfældet når Danmarks justitsminister Mette Frederiksen (S) udnyttede tragedien i Frankrig til at erklære at Danmark nu er i krig, og at grundlæggende borgerrettigheder derfor bør sættes ud af kraft.

Det er lidt underligt at et medlem af en regering, der har været konstant krigsførende og sendt soldater på krigsmissioner i adskillige lande, først nu - hvor civile franskmænd udfører en terrorhandling i Frankrig - opdager at vi er i krig. Det har vi altså været uafbrudt de sidste 14 år! Men faktisk er det et spørgsmål, skiftende danske regeringer konsekvent har nægtet at svare på, så selvom anledningen er højst besynderligt, så er det vigtigt at det nu er officielt bekræftet af en dansk minister.

For alene det at regeringen erklærer at Danmark er i krig har væsentlige retspolitiske konsekvenser - konsekvenser for alle danskeres retssikkerhed. Forsvarslovens §17 siger nemlig, at hvis Danmark er i krig (eller ved andre ”ekstraordinære forhold”), så bliver brevhemmeligheden og retten til privatlivets fred sat ud af kraft, idet efterretningstjenesten får lov til at aflytte alle danskeres telefoner, læse deres emails osv uden dommerkendelse eller anden retsbeskyttelse.

Danmarks justitsminister udførte altså en enormt vigtig politisk handling, da hun sagde ”vi er i krig”. Det kan godt være, at hun lyder som om hun er hård mod ”fjenden”, men det var faktisk dine - danskernes - ret til privat kommunikation, som hun angreb med den udtalelse.

Det er da muligt at hun trækker den udtalelse tilbage, fordi hun ikke lige havde tænkt over de retspolitiske konsekvenser af den, men det tyder resten af interviewet ikke på. I det erklærer hun nemlig, at hun - på baggrund af terrorhandlingerne i Frankrig - ønsker at gie efterretningstjenesterne og politiet mere vidtgående beføjelser, herunder muligheden for at udføre endnu mere overvågning af danskernes kommunikation.

Igen: Det er danskernes retssikkerhed og frihedsrettigheder, ministeren ønsker at afskaffe. Det vil sige: den menige danske befolknings, ikke hendes egne - danskernes ret til privatliv skal jo netop afskaffes for at staten i form af politiet, de hemmelige tjenester og regeringen kan få endnu mere magt. Artiklen i Ekstrabladet siger således, at ”justitsministeren er parat til at gå på kompromis med danskernes personlige frihed” og ”vi bliver nødt til at give efterretningstjenesten og politiet redskaber, som de ikke har haft før”.

Demokratiets ”men”

I interviewet er justitsministeren åben om sin manglende respekt og forståelse for grundlæggende principper i en demokratisk retsstat. Hun går endda så vidt at hun tilføjer et ”men” efter sætningen ”vi er et demokrati”: ”Vi er et demokrati, det skal vi værne om og den personlige frihed er vigtig - men vi må ikke være naive,” siger hun. Som om det at værne om demokrati og retssikkerhed er naivt!

Et andet af hendes forslag går ud på at tage bevægelsesfriheden fra danske borgere uden retskendelse eller bevismateriale - blot på en formodning fra den udøvende magt. Det vil sige en straf i form af fratagelse af en borgerrettighed uden nogen reel retsproces, hvilket er et grundlæggende brud på retsstatens principper (og i øvrigt en praksis der var gældende i totalitære regimer som DDR og USSR, hvor borgerne også kunne få forbud mod at rejse ud af landet uden tilladelse).

Hun hævder at hun ”som udgangspunkt” har stor forståelse for indvendinger om retssikkerhed og personlig frihed, men afviser samtidig disse indvendinger som ”sådan en lidt typisk juridisk diskussion”, der altså ikke rigtig kan tages seriøst af folk som ikke er ”naive”.

Grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper om at kunne tale frit uden frygt for at blive aflyttet og straffet af statens magtapparat og om ikke at blive straffet uden først at have haft muligheden for at forsvare sig ved en domstol er ikke bare ”en typisk juridisk diskussion”, som man kan ryste på skuldrene af. Det er fundamentale elementer i den demokratiske retsstat, som det er landets justitsministers opgave at værne om!

Eller - det mener hun åbenbart ikke selv. For ifølge Mette Frederiksen er det ikke hendes primære opgave at værne om det danske demokrati eller retsstat. Efter et møde med andre europæiske indenrigsministre, hvor de drøftede øgede beføjelser til politi og overvågningstjenester - beføjelser, som griber så voldsomt ind i borgernes frihedsrettigheder, at Europaparlamentets borgerrettighedsudvalg har blokeret for nogle af dem - erklærede hun, at det er nødvendigt med et ”kompromis” med dette borgerrettighedsudvalg. Hun vil altså gå på kompromis med borgernes rettigheder.

Hvor langt skal dette kompromis strække sig? Hvor mange af deres rettigheder skal de europæiske borgere gå på kompromis med for at give Mette Frederiksen og hendes kolleger mere magt til at overvåge os alle? Det svarede hun også ganske åbent på: Der er ingen grænse! ”Vi kan ikke opstille en bagkant for, hvor langt vi er villige til at gå”, sagde Mette Frederiksen til Ritzau.

Lad mig slå følgende fast: Hvis hun mener det alvorligt, så er Danmarks justitsminister ikke demokrat. I hvert fald ikke i den moderne betydning, hvor ”demokrati” per definition indebærer en ”bagkant” - dvs en grænse - for hvad staten kan og må gøre og hvor megen magt den har. Et moderne liberalt demokrati er en retsstat, hvor statens magt er afgrænset af borgernes grundlæggende rettigheder. Disse rettigheder udgør en ”bagkant” for hvilke beslutninger politikerne kan træffe. Det er denne bagkant, Mette Frederiksen mener, er afskaffet, således at borgerne må gå på kompromis med alle deres rettigheder.

Det er et kraftigt ”men” hun satte efter sætningen ”vi er et demokrati”.

Ytringsfrihedens ”men”

Dermed virker det himmelråbende hyklerisk, når de samme politikere, som benytter terrorhandlingerne i Paris til at afskaffe grundlæggende demokratiske principper, hævder at de det nu er vigtigt at forsvare demokratiet og ytringsfriheden. Det ér vigtigt at forsvare begge dele. Men det er ikke de europæiske politikere som forsvarer dem - tværtimod er de blandt de første som benytter lejligheden til at afskaffe dem. Demokratiet og ytringsfriheden må altså forsvares mod politikerne selv.

Eksempel: Efter terroren i Frankrig holdt Danmarks statsminister en tale, hvor hun sagde at ”vi er nødt til at skrive og tegne, hvad vi har lyst til” og at det vigtige i denne situation er at ”uanset hvad så forsvarer vi ytringsfriheden”.

Det kan hun have ret i, men den udtalelse forekommer knap så principfast i lyset af, at hendes politi to dage efter sigtede en mand for den forbrydelse at have skrevet hvad han havde lyst til. Han havde postet et link til en historie om terror-handlingen i Paris og blot tilføjet en ”smiley”, hvilket var nok til at udløse en anklage for ”offentligt billigelse” af terror, hvilket i Danmark kan give en fængselsstraf på op til to år.

Var det en usympatisk og usmagelig kommentar han skrev? Det er nok svært at tolke den anderledes. Men havde statsministeren ikke netop sagt, at den slags kan ”kan man jo have en meget langhåret diskussion om. Den er ikke vigtig, fordi netop i dag skal vi sige til hinanden, at uanset hvad så forsvarer vi ytringsfriheden”? Det mente hun altså åbenbart ikke alligevel?

Ligesom alle de politikere og avis-redaktører, som to dage før havde skrevet hyldester til den ukrænkelige ytringsfrihed åbenbart heller ikke rigtig fandt det relevant at mene noget om, at det danske politi var i gang med at retsforfølge folk for ikke at have gjort andet end at ytre sig.

Tilsyneladende havde de også alle sammen glemt at de blot få dage før terrorhandlingen i Frankrig selv havde konkurreret om hvem, der kunne være mest imod ytringsfriheden i Danmark, da politikere og kommentatorer fra store dele af det politiske spektrum krævede Grundloven og foreningsfriheden sat ud af kraft og ønskede en moské lukket, fordi en af dens talspersoner ikke ytrede sig korrekt.

Klapjagt på ytringsfriheden i Frankrig

Den samme tendens, omend i endnu vildere grad, har der været i Frankrig. Her har der været en regulær klapjagt på ytringsfriheden. Kort efter at alverdens statsledere var samlet i Paris for dels at udtrykke sorg over den forfærdelige terror-handling og dels at erklære at de står sammen i forsvaret for den særlige franske ytringsfrihed (adskillige af de opmødte statsledere har det ikke så godt med ytringsfrihed i deres egne lande), gik det franske politiske og juridiske system i gang med at masseanholde folk og slå hårdt ned på ytringsfriheden.

En uge efter det terroristiske angreb på ytringsfriheden, rapporterede internationale medier at det franske politi havde anholdt og sigtet mindst 54 mennesker udelukkende for at have ytret sig. Dagen efter var tallet steget til over 100 og det stiger stadig.

Under disse statslige angreb på ytringsfriheden er folk ikke blot blevet fængslet for at give udtryk for sympati med terroristerne, men også for alt fra at poste ironiske kommentarer eller satire-tegninger på Facebook over at komme med dumsmarte bemærkninger i fuld tilstand, til slet og ret at nægte at deltage i politiske manifestationer på sin arbejdsplads. Børn helt ned til 8 år er blevet afhørt af politiet for "terrorstøtte".

Flere af de anholdte er allerede blevet dømt og der er blevet uddelt straffe på op til to års fængsel alene for ytringer. De sigtede vil også blive registreret som potentielle terrorister, hvilket kan indskrænke deres frihedsrettigheder for resten af livet.

Fængslingerne foregår via en lynhurtig ”retsproces”, som blev etableret ved en lov i november, der giver myndighederne ekstra magt til at slå ned på ytringer, der kan tolkes som sympatiske overfor terrorisme. En lov som samtidig - for at udtrykke det med den danske justitsministers sprog - flytter den ”bagkant” som burde eksistere i en retsstat og ”går på kompromis” med borgernes rettigheder.

Den franske stats igangværende angreb på ytringsfriheden er naturligvis blevet kritiseret af Den Franske Menneskerettighedsliga, Amnesty International, og Human Rights Watch.

Ordren om at udnytte denne lov ”med stor ihærdighed” kom direkte fra den franske justitsminister Christiane Taubira den 12. januar. Det var altså en politisk beslutning fra højeste sted at ytringsfriheden skulle indskrænkes som reaktion på terrorhandlingen.

Begivenhederne i Frankrig og i Danmark viser med al tydelighed at erklæringerne fra den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt og den franske præsident Francois Hollande om at ”uanset hvad så forsvarer vi ytringsfriheden”og ”La République, c’est la liberté d’expression” ikke er andet end politiske skåltaler uden reelt indhold.

Eller også så bekræfter de blot hvad mange franskmænd (og også nogle danskere) længe har følt: At Republikkens erklæringer om borgerne rettigheder kun gælder for visse borgere. Nogle borgere har ytringsfrihed og der er frihed til visse ytringer, men bestemt ikke alle.

I særdeleshed ikke ytringer, der er respektløse overfor Republikken selv: I øjeblikket er en sociolog og en rapper under anklage for samen at have udgivet en bog og en sang med titlen ”Nique la France” (”Fuck Frankrig”), og efter udgivelsen af en anden raptekst foreslog det franske parlament i 2006 at forbyde ytringer som ”fornærmer den franske stats værdighed” - altså en slags ”sekulær” blasfemi-paragraf, hvor staten er det hellige som ikke tåler fornærmelse.

Med politikere som disse er der ikke behov for terrorister for at sætte ytringsfriheden under pres.

Nye tiltag: Tankekontrol

Blandt de mange sigtede er blandt andet skoleelever, som ikke ønskede at deltage i kollektive manifestationer af typen ”1 minuts stilhed” eller recitation af trosbekendelsen ”Je suis Charlie”. Ikke fordi de afbrød eller forstyrrede manifestationerne, men blot det at de ikke var interesserede i at deltage aktivt i noget der ikke kan ses som andet end en politisk manifestation.

Andre har ytret tvivl ved den franske stats påstand om at være upartisk overfor alle borgere og bl.a. problematiseret politiets adfærd overfor franskmænd af arabisk og nordafrikansk afstamning.

Den slags bliver tolket som et angreb på selve den franske identitet og den franske stats autoritet, og skolerne har fået ordrer på at indrapportere enhver afvigende adfærd hos eleverne til undervisningsministeriet og sikkerhedstjenesterne. Adskillige unge er således allerede registreret for ikke at have deltaget i stilhedsritualet eller forholdt sig kritisk til den politiske linie.

For at få bugt med disse afvigende tanker er undervisningsministeriet nu på trapperne med en plan, som skal genoprette elevernes respekt for autoritet og nationale værdier. Franske skoleelever skal nu have ”moralsk træning”, hvilket blandt andet inkluderer kollektiv afsyngning af nationalsangen og hyldest til lovene. Fremover skal lærerne indberette enhver adfærd, som sætter spørgsmålstegn ved ”Republikkens værdier” eller lærerens autoritet systematisk indberettes og føre til opdragelsessamtale med forældrene.

I perfekt overensstemmelse med den franske sans for ironi bliver denne statslige tankekontrol med tvungen tilbedelse af Den Højeste Autoritet, staten, og afstraffelse af enhver afvigelse fra de sande nationale dyder kaldt ”sekularisme”.

Det er ikke kun elever, der udsættes for mistænkeliggørelse og tankekontrol. I sidste uge blev En gymnasielærer i filosofi suspenderet. Han kom under mistanke, fordi han ikke var til stede under skolens ”1 minuts stilhed” og desuden havde diskuteret fænomenet terrorisme med sine elever. Han blev afhørt af to skoleinspektører og fik at vide, at der ville blive truffet en afgørelse om hans fremtidige ansættelse samt at han ville blive indberettet til ministeriet for sine ”tankeforbrydelser”.

Et klima med begivenheder som disse er næppe et hvor åndsfriheden, den frie tanke og kritiske tænkning trives. Det er snarere fænomener, der kendetegner totalitære regimer, hvor alle lever i frygt for at blive rapporteret af deres naboer og kolleger og registreret af staten, og derfor ikke tør ytre noget, der kan tolkes som en afgivelse fra eller kritisk forhold til de officielt tilladte tanker og værdier. Er dét virkelig de ”vestlige værdier” som angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo blev udlagt som et angreb på?

Fascismen er ikke forsvundet

Også i Danmark bobler de totalitære tanker nu op til overfladen. Fra de mere traditionelt borgerlige partier lyder nu krav om afskaffelse af ytringsfriheden for udvalgte befolkningsgrupper.

Den absurde tanke, at vi er nødt til at afskaffe demokratiets grundprincipper for at ”forsvare os imod folk, der vil bekæmpe demokratiet” er et princip, der med største lethed kan føre til fascisme og totalitarisme.

Indførelsen af ”nødret” - dvs undtagelsestilstanden hvor de politiske rettigheder er ophævet - har gang på gang vist sig at blive til den permanente tilstand, fordi den magt, staten derved har fået, jo kræver kontinuerlig vedligeholdelse af fjendebilleder og krigstilstand. Magten afskaffer ikke sig selv, når først den har fået lov til at være uindskrænket.

Det er ikke kun enkelte borgerlige politikere, der har agiteret for indførelsen af den retsløse tilstand, der kendetegner totalitære regimer. Også talsmænd og -kvinder fra den danske kristne statskirke har agiteret for særlovgivning der ophæver ytringsfriheden og retssikkerheden for mennesker med ”mistænkelige” religiøse eller politiske holdninger, og dermed for afskaffelse af de fundamentale principper der udgør et demokrati - at rettighederne gælder lige for alle.

Præsten Kathrine Lilleør har således erklæret at ”Ekstremistiske muslimer bør herefter ikke kunne forvente, at de demokratiske frihedsrettigheder gælder i ligeså udstrakt grad for dem, som den har været gældende hidtil,” og trækker på skuldrene over eventuelle bekymringer om at ”mange uskyldige muslimer, der helt uden ekstremitet, dyrker deres tro og passer deres liv kan komme under mistanke”.

”Anderledes kan det ikke være,” når man har valgt krigstilstanden og nødretten til og demokratiet og frihedsrettighederne fra. Og det har den danske og ekstremistiske krigerpræst åbenbart. Og hun står ikke alene med disse anti-demokratiske synspunkter blandt sine statsansatte forkyndende kolleger. Der er dog ingen, der snakker om at lukke afdelinger af den danske folkekirke, når deres talspersoner ytrer sig mod demokratiske værdier.

Også den danske totalitære tænker som universitetslektor Søren Hviid Pedersen har benyttet lejligheden til at ride sin ideologiske kæphest: At demokratiet med dets respekt for individets rettigheder er for ”slapt” og handlingslammet og bør erstattes af et handlekraftigt politisk system, hvor ”den stærke mand” kan gennemtrumfe de nødvendige beslutninger.

Til Kristeligt Dagblad kommer han med guldkorn som: ”Det er alt for vattet, at danske politikere bare stimler sammen i et forsvar for ytringsfriheden”, ”vi har brug for politisk handling og ikke for et abstrakt forsvar for universelle frihedsrettigheder”, ”danskernes frihed er vigtigere end ikke-danskeres rettigheder” og ”Vi kommer ingen vegne med løs snak om liberale rettigheder. Vi er nødt til at tage jernnæven på og slå hårdt.”

Søren Hviid Pedersen henter blandt andet sin ideologiske inspiration i den tyske retsteoretiker Carl Schmitt, som mente at demokratiet ikke kan sikre orden. For Schmitt er det essentielt politiske det at skelne mellem ven og fjende, og til dette formål nytter det ikke at lade den politiske magt begrænse af liberale rettigheder eller af demokrati. I stedet lovpriser Schmitt statens mulighed for at erklære undtagelsestilstand, hvor rettighederne ophæves og staten kommer til sin ret som ren diktatorisk - og ren politisk - magt. I den tilstand kan den med Hviid Pedersens ord ”tage jernnæven på og slå hårdt”.

Hvis Hviid Pedersens citater og Schmitts politik lyder som brudstykker af en drejebog for fascisme, så er det intet tilfælde. Schmitt var et aktivt medlem af det tyske nazistparti og brugte sin retspolitiske tænkning til at legitimere Hitlers diktatur og massemord. På den baggrund bør det give kuldegysninger, når fremtrædende meningsdannere som Hviid Pedersen og Pia Kjærsgaard nu taler om indførelsen af ”jernnæver” og ”nødret”.

Men den nazistiske jurist er ikke en der pludselig er blevet hentet frem og pudset af igen af mere eller mindre obskure anti-demokrater på yderfløjen af det danske politiske spektrum. Hans tanker er blevet brugt til at begrunde den globale politiske orden vi befinder os i i dag. Juridiske rådgivere til den amerikanske regering henviste for eksempel til hans værker, da de legitimerede dette årtusindes globale tortur- og overvågningsprogrammer og styrkelsen af præsidentens beføjelser til at handle uden demokratisk kontrol.

Det er altså tanker der er en etableret del af den ”vestlige” politiske ideologi den dag i dag. Fascismens hofjurist var posthumt med til at forme den politiske orden, som blev indført med den globale "krig mod terror" - den permanente undtagelsestilstand vi har befundet os i siden starten af dette årtusinde.

Dermed er det også også tanker, der - bevidst eller ubevidst - udgør baggrunden for og giver anledning til den danske justitsministers erklæring om at ”krigstilstanden” medfører at der ikke kan være nogen ”bagkant” for statens magt og at vi derfor er nødt til at gå på ”kompromis” med borgerrettighederne.

Den anti-demokratiske mentalitet er stadig en integreret del af vore demokratier. Den kommer op med jævne mellemrum, når det er belejligt. Fascismen er stadig med os og den rumler når vi føler frygt, vrede og afmagt. Det er i disse situationer det er mest nødvendigt at holde hovedet koldt og være på vagt overfor de totalitære tendenser blandt vore egne magthavere og i os selv. Det er her demokratiets principper bliver afprøvet - hvis vi kun står fast på dem mens det er let at gøre det, og springer fra så snart der kommer lidt turbulens, så stod vi jo aldrig egentlig fast.

Demokratiets skrøbelighed

Hvis der er noget vi kan lære af begivenheder som den i Frankrig i år, og af lignende andre begivenheder i dette århundrede, hvor europæere pludselig blev udsat for krigstilstanden, er at demokratiet og frihedsrettighederne i sandhed er skrøbeligt og under konstant pres. Ikke kun fra voldelige fantaster blandt marginaliserede grupper. De kan dræbe enkelte mennesker, hvilket er forfærdeligt nok, men de kan ikke af egen kraft dræbe demokratiet eller de såkaldte ”vestlige værdier”. ’

Det kan vi kun selv. Og vore egne politiske magthavere og kulturelle og religiøse meningsdannere gør det gladelig for os, hvis vi lader dem.

Totalitarismen kommer ikke på én gang med den pludselige indførelse af permanent nødret. Det kommer skridt for skridt med hver indførelse af overvågning og meningskontrol, ved gradvise afskaffelser af frihedsrettigheder, ved forbud mod visse ytringer og krav om andre ytringer, ved stadigt flere beføjelser til politi og overvågningstjenester og underminering af retssikkerheden, ved flere og flere nødlove og særlove og så videre.

Hvis vi virkelig vil vise at det er demokrati vi går ind for og ønsker at forsvare - hvis vi vil demonstrere at det er det, de såkaldte ”vestlige værdier” handler om - så er den slags ting vi må være på vagt og sige fra overfor. Gang på gang. Hele tiden. Hver gang vore politikere taler om at sætte statens sikkerhed over borgernes rettigheder eller opfordrer os til at bytte frihed for tryghed, som om de ting var modsætninger.

Fascismen indføres under løftet om tryghed - ved at insistere på at staten kun kan beskytte os mod en ydre eller indre fjende hvis vi opgiver vores frihed og giver den uindskrænket magt over os alle. Det er et besnærende løfte. Men bemærk at selv de største overvågningssamfund i historien - dem vi lever i lige nu! - ikke har kunnet forhindre tragiske begivenheder som den i Frankrig. Det kan ikke garantere fuldstændig tryghed, og det er heller ikke formålet.

De, der ønsker mere magt til statens totale kontrolapparat, har brug for at du føler dig utryg, de har brug for fjenden. Det er dig, de ønsker kontrol over. De kan ikke stoppe fjenden, men de kan bruge ham til at få magt til at kontrollere dig og mig og alt andet i samfundet. Terror er først og fremmest demokratiets fjende, når demokratiets repræsentanter bruger det til at afskaffe demokratiet.

Demokratiet er ikke skrøbeligt fordi andre ikke tror på det. Det er skrøbeligt når det ikke tror på sig selv.

Flere eksemler på pro-israelsk antisemitisme

Ole Sandberg — Sun, 09 Nov 2014 18:09:06 +0000

Af Ole Sandberg

Her følger endnu et indlæg i serien om forskellige former for antisemitisme og deres forhold til den israelske stat. Sidste kapitel handlede om at der ikke er nogen nødvendig modsætning mellem det et have pro-israelske eller pro-zionistiske og det at have antisemitiske holdninger: Man kan sagtens have overbevisninger som er generaliserende og stigmatiserende overfor jøder, samtidig med at man støtter en jødisk stat i Mellemøsten - også selvom man hævder at man skam ”holder med” jøder.

Hvis man for eksempel mener at den eneste måde at støtte jøder på, er at støtte den israelske stat, og at den altså repræsenterer alle jøder, så giver man faktisk bare udtryk for en anden version af den klart antisemitiske idé, der sætter lighedstegn mellem jødedom og staten Israel. Dermed kommer man endvidere også let i en position hvor man angriber bestemte jøder for ikke at være tilstrækkeligt ”jødiske,” når de nægter at lade sig repræsentere af den pågældende stat.

Som et eksempel på netop denne problematiske holdning dissekerede jeg nogle citater fra et par debatter med den ultra-konservative universitetslektor og Berlingske-blogger, Søren Hviid Pedersen. Han havde blandt andet anklaget den amerikanske jødiske filosof Judith Butler og den dansk-israelske aktivist Yonatan Ungermann Goldshtein for ikke at være ”tro mod sit folk,” fordi de begge har kritiseret den israelske stat. Jeg starter dette indlæg med slutningen på en af de debatter.

Til sidst i debatten om Butler spillede Søren Hviid Pedersen nemlig et kort, der er så ubegavet og fjollet, at man nærmest må undre sig over hvem der egentlig kan ”tænke politisk” (hans eget begreb): Han insisterer på, at han da umuligt have antisemitiske synspunkter, eftersom han støtter den israelske stat: "uha da da....det vil sige, at jeg som forsvarer af den Israelske stat er blevet antisemit....det er jo næsten Orwellsk ordskvalder og venden op og ned på begreberne."

Hvorfor er det fjollet? Tjoh, forestil dig hvad den almindelige reaktion ville være på udtalelser som ”Jeg har intet imod sorte, jeg mener bare de hører til i Afrika, hvor deres loyalitet jo ligger rent naturligt. Og da jeg støtter staten Uganda, så jeg kan da ikke være racistisk?” Eller ”Du kan ikke kalde mig islamofob, bare fordi jeg mener at man ikke kan være dansker og muslim samtidig og at alle muslimers interesser repræsenteres af islamiske stater, for jeg støtter jo netop den islamiske stat, som jeg mener muslimerne hører til i.”

Forhåbentligt kan alle tænkende mennesker se, hvor tossede de to eksempler er. Hvis du kan det, så bør du også kunne se, hvor ubegavet påstanden om, at et forsvar for den israelske stat udelukker antisemitiske holdninger, er. Og det var jo argumenter af den slags, som Søren Hviid Pedersen brugte om jøder og staten Israel.

Det er jo indlysende, at støtte til den israelske stat og dens status som jødisk stat er fuldt foreneligt med antisemitiske holdninger. Hvis man mener, at etnicitet og religiøs identitet er lig politisk loyalitet, og man har en politisk ideologi, som bl.a. går ud på at etniske grupperinger, der ikke passer ind i ens vision om den kulturelt ensartede nationalstat, skal fjernes fra statens område, så giver det jo god mening, at mene, at de bør bo et andet sted. Og så kan man jo sagtens støtte etableringen af en etnisk ren stat til dem dette andet sted, netop på grund - ikke på trods - af ens antipati mod det pågældende mindretals eksistens her i landet.

Hvis man mener, at jøder ”hører til” i Israel, og altså ikke i Europa, jamen så er man antisemit, uanset at man støtter den israelske stat. Det er faktisk ikke så kompliceret. Derfor kunne den politiske zionismes grundlægger, Theodor Herzl, da også erklære, at antisemitter kunne blive bevægelsens bedste venner [1]. Der er altså ikke nogen nødvendig modsætning mellem antisemitisme og støtte til den zionistiske bevægelse eller stat.

Støtte til den israelske stat og det zionistiske bosættelsesprojekt kan skam lige så vel være baseret på en antisemitisk modvilje mod jøder som på et oprigtigt ønske om at hjælpe jøder - ligesom det kan være af rent taktiske overvejelser, som ikke egentlig har noget forhold til jøder som sådan men blot bruger dem som et led i ens egne planer. Det er altså helt umuligt at konkludere, at en person ikke har antisemitiske holdninger alene fordi han støtter staten Israel.

Lad mig give nogle flere eksempler på bevægelser der har støttet den israelske stat ud fra overvejelser der var enten decideret fjendtlige eller blot neutrale overfor den jødiske etnicitet:

Støtte til Israel som forberedelse til Dommedag

Især i USA er der dele af den ultrakonservative kristne højrefløj, som ihærdigt arbejder for, at USA's regering skal støtte de mest krigeriske kræfter i Israel; de støtter jødisk kolonisering af hele Palæstina og etnisk udrensning af alle palæstinensere. Dette er ikke af hensyn til jøder som sådan, men ud fra en rent kristen teologisk tænkning, hvor jøder i høj grad opfattes som underordnede og syndige men alligevel spiller en vigtig rolle i den kristne verdensopfattelse.

Denne ”kristne zionisme” mener nemlig, at Dommedag ikke kommer før det bibelske ”Stor-Israel” er blevet genoprettet og jøderne er vendt tilbage til ”Det hellige land”. Når det sker, så vil Gud dræbe alle, som ikke endnu er blevet ”frelst” - det vil sige: har omvendt sig til den særlige variant af kristendommen. Deres støtte til Israel er altså et rent taktisk led i en religiøs forestilling, som ender med de frelste kristnes endelige sejr over alle vantro - inklusiv jøderne. De kristne zionister vil altså hjælpe jøder med at flytte til Palæstina, så de kan blive slået ihjel på den dommedag, som kommer når det zionistiske projekt er fuldendt.

Med ”venner” som disse, har man ikke brug for fjender! Denne ”kristne zionisme” er ikke bare forenelig med antisemitisme; den er i sig selv antisemitisk. De mener nemlig også, at jøder (især dem der ikke er flyttet til Palæstina) er ekstra særligt kætterske og forræderiske, eftersom de ikke har taget Jesus til sig, selvom de var det første folk som fik chancen. Fremtrædende og politisk indflydelsesrige amerikanske kristne fundamentalister (som Pat Robertson, John Hagee og Jerry Falwell) kombinerer derfor gerne deres ihærdige støtte til den israelske stat med antisemitiske konspirationsteorier om, at jøderne er i ledtog med Djævelen.

Det er ikke bare en lille ubetydelig sekt i USA. Prædikanter som Pat Robertson, John Hagee og Jerry Falwell har en betydelig politisk og kulturel indflydelse - Hagee mødes sågar jævnligt både med amerikanske og israelske top-politikere - og blandt bevægelsens tilhængere finder vi også folk som den tidligere potentielle præsident-kandidat og top-republikaner, Mike Huckabee, som selv har erklæret (hvilket han har ret i), at de evangeliske fundamentalister er langt stærkere i deres støtte til Israel end amerikanske jøder generelt.

Man forstår for så vidt godt, hvis amerikanske jøder er skeptiske overfor denne bevægelse, for ud over at arbejde for et rent jødisk Stor-Israel (som skal føre til Dommedag), arbejder de kristne fundamentalister også på at indføre kristent teokrati i deres egne lande, således at ikke-kristne - deriblandt jøder - skal diskrimineres og underlægges kristen lovgivning. Her har vi vist et klart eksempel på antisemitisk støtte til Israel!

Støtte til Israel som led i europæisk imperialisme

Støtten kan også være rent taktisk ud fra andre og mere jordiske overvejelser, hvor jøderne igen kun er en brik i et større spil. Det er for eksempel tilfældet, når man skifter idéen om en særlig ”kristen mission” i Verden ud med ideen om en særlig ”vestlig mission” - hvilket vitterligt ikke er svært, da de to begreber ofte har overlappet og været synonyme.

Idéen om at ”den kristne verden” (læs: Europa) skal udbrede sin religion til hele verden og dominere alle andre folkeslag gled ganske ubesværet over i idéen om at ”den vestlige civilisation” (læs: Europa og enkelte tidligere europæiske kolonier) skal udbrede sine ”vestlige værdier” og dominere alle andre folkeslag.

I denne tankegang, som stadig er vidt udbredt i dag, kan den israelske stat betragtes som en vigtig del af den europæiske/vestlige magt-base og som et led i opretholdelsen af en global verdensorden domineret af den europæiske/vestlige verden - kulturelt, økonomisk og militært. Støtten til den ”jødiske stat” er hermed rent taktisk og ikke motiveret af respekt for jøder som sådan. Tværtimod indtager de blot en underordnet rolle i det gamle projekt om kristent/europæisk/vestligt overherredømme.

Hvor de europæiske jøder oprindeligt blev ofre for det europæiske ekspansionsprojekt, fordi de blev betragtet som ukristne repræsentanter for ”det orientalske”, der ikke hørte til i ”Vesten”, så fik de i den senere imperialisme en status som en slags ”æres-vestlige” og ”næsten-kristne”, som kunne bruges i kampen mod den orientalske fjende. Men igen gælder det, at deres status er betinget af idéen om, at de egentlig ”hører til” udenfor Europa - de kan kun tjene det ”vestlige” ekspansionsprojekt hvis de opretter en stat udenfor Europa, hvor den kan fungere som en slags militær forpost for europæiske interesser.

Grundlæggeren af den politiske zionisme, Theodor Herzl, spillede selv på denne tankegang, da han appellerede til europæiske magthavere med argumenter om, at en europæisk-jødisk stat i Mellemøsten kunne fungere som et ”europæisk fæstningsværk imod Asien, civilisationens forpost overfor barbariet” [2], og at den i øvrigt ville være en nyttig rute for det engelske imperium, når det skulle have tropper og forsyninger til sine kolonier i Asien [3].

Det samme gælder i dag, hvor ”vestlige” supermagter og ideologer insisterer på nødvendigheden af at fastholde en stærkt militariseret israelsk stat midt i en region, som stadig er den primære ”vestlige” krigsskueplads. Denne stat spiller blandt andet en stor rolle i udvikling og afprøvning af våben og krigsmateriel, og har andre militær-strategiske og geopolitiske funktioner, som næppe er helt irrelevante for visse vestlige staters direkte og indirekte støtte til besættelsesmagten.

Selvom denne real-politiske tankegang ofte pakkes ind i svulmende retorik om en moralsk forpligtelse til at støtte en særligt jødisk stat, som er ”omringet af fjender” (bemærk hvor snedigt den europæiske moralske støtte til den israelske stat pludselig er blevet helt adskilt fra det europæiske ansvar for jødeforfølgelsen og Holocaust; nu er det ”de andre”, som er ansvarlige for antisemitismen, og os europæere som er jødernes beskyttere), så er det dog et underordnet motiv.

Ligesom de vestlige stormagters politiske og militære støtte til det islamistiske kongestyre i Saudiarabien næppe er motiveret af et moralsk forsvar for muslimer generelt, er støtten til det israelske apartheid-regime og besættelsesmagt næppe motiveret af et forsvar for jøder - det handler om geopolitiske interesser, og hvis Israel havde ført en socialistisk og anti-imperialistisk politik og altså været på den ”forkerte side” under Den Kolde Krig, så ville den jødiske stat næppe have opnået den samme beskyttelse fra vestlige stormagter og politikere i dag. Hvilket illustreres af det næste eksempel.

Støtte til Israel som bolværk mod socialisme

En af historiens ”tilfældige helte” er Winston Churchill. Hans er i dag mest husket for hans politiske rolle i England under 2. Verdenskrig. Men hvis det ikke var for Hitler, så ville vi nok huske Churchill som en af det 20. århundredes mest racistiske folkemordere og fortalere for den europæiske ret til at dominere og undertrykke alle andre folkeslag. Churchills brutale overherre-mentalitet er et kapitel for sig selv; her skal vi blot dvæle ved hans antisemitisme - som hænger intimt sammen med hans national-konservatisme og anti-socialisme.

I 1920 skrev Churchill en kronik med titlen ”Zionisme vs Bolsjevisme”. Den var adresseret til ”den jødiske race” og det var jøderne som ifølge Churchill repræsenterede disse to tendenser og måtte vælge i mellem dem. Overskriften på det første afsnit er ganske sigende ”Gode og dårlige jøder”, og han mener at kampen mellem Det gode og Det onde er mest intens hos netop jøderne. På den ene side repræsenterer jødedommen noget godt - den banede nemlig vejen for kristendommen(!) som førte til ”den vestlige civilisation”, der jo er Godheden selv - og på den anden side repræsenterer den et tankesæt, som er ”lige så ondt som kristendommen er god”, og som truer med at ødelægge den vestlige civilisation. Ligesom de førnævnte amerikanske prædikanter mente Churchill at jødedommen på én og samme tid repræsenterer både ”Kristus og Antikristus”, og at jøderne må vælge imellem de to.

Jødernes ”dæmoniske” natur består ifølge Churchill i deres internationale rodløshed - altså det at de ikke er forankret i en bestemt nation - hvilket gør dem mere tilbøjelige til at være illoyale overfor de nationalstater de bor i og deres nationale værdier, samt til at slutte op om den internationale socialistiske bevægelse, som for Churchill og andre konservative udgjorde den største trussel imod ”den vestlige civilisation” og alt godt, nationalt og kristent. Ligesom Hitler og så mange andre nationalistiske antisemitter understregede og overdrev Churchill jødernes rolle i den russiske revolution og den internationale bolsjevisme - ”de internationale og hovedsageligt ateistiske jøder” var, mente han, nok ”den største faktor” i dannelsen af den kommunistiske trussel.

Det var jødernes rodløshed, internationalisme og socialisme, som for Churchill udgjorde deres destruktive karakter. Men ellers kunne de jo være fine nok; Churchill kendte skam til jøder som var gode, nationale, engelskmænd, der var assimileret i og støttede det kristne imperium, så de var altså ikke fortabte. Problemet skyldtes deres internationale tilstedeværelse og mangel på nationalt tilhørsforhold, og det var et problem, som England sad med nøglen til: England kunne oprette en jødisk stat ”under den britiske krones protektorat” (naturligvis) i Palæstina. Selvom en sådan stat ikke ville kunne rumme alle verdens jøder, ville det give dem en nationalfølelse, som ville underminere deres socialistiske og anti-nationale tendenser. Samtidig ville det skabe splittelse internt i den socialistiske bevægelse og i det kommunistiske Rusland, hvis England kunne styrke den zionistiske bevægelse som alternativ til den internationalistiske socialisme.

Churchill mente, at det var en pligt for enhver jøde, som var ”loyal overfor sit adoptiv-land” (ingen jøde kunne altså være ”ægte” / ”biologisk” englænder), dels offentligt at undsige sig og bekæmpe socialismen og dels at styrke den jødiske nationalisme, zionismen, som et alternativ for de jøder, der måtte blive vildledt til at kæmpe for lighed. Kun derved kunne hver enkelt jøde gøre sig fri for anklagen om at tilhøre et ”djævelsk” folkeslag, som vil ødelægge den kristne verdensorden og underminere nationalstaterne med international, satanisk-ateistisk-jødisk kommunisme.

Man behøver ikke at lede efter anti-semitisme blandt Israels kritikere, når man har så prominente folk blandt statens støtter.

Støtte til Israel for at have et sted at deportere jøder til

Det sidste eksempel er den historiske nazisme i Tyskland. Det er næppe nødvendigt grund at føre bevis for at nazismen var og er antisemitisk - hadet til jøder var omdrejningspunktet for Hitlers bevægelse, og med det industrialiserede mord på millioner af jøder repræsenterer han antisemitismen i dens mest gennemførte og grusomme inkarnation (hvilket kan gøre det besværligt for os at diskutere andre og mindre morderiske eksempler på racistisk tankegang, der ikke lever op til samme ”standard”). Men en sådan inkarneret og statsliggjort antisemitisme, der forsøgte at udrydde alle jøder, kan vel ikke have støttet oprettelsen af en jødisk stat eller den jødiske zionistiske bevægelse? Tjoh...

Ganske vidst forsøgte nazisterne at fjerne alle jøder indenfor de områder, som Tyskland gjorde krav på (dvs ikke bare Tyskland), samt at knuse den såkaldte ”verdensjødedom” (hvad det så end er), men inden den systematiske udryddelse af jøderne begyndte, gik dele af den nazistiske stats politik faktisk ind for idéen om at skabe en ”national jødedom” et andet sted i verden. De jødiske tyskere, som gradvist blev gjort mere og mere rettighedsløse, fik ”tilbuddet” om at forsvinde ud af landet - til Palæstina.

Hvis Tyskland skulle være ”jødefrit” så ville det jo være i overensstemmelse med det formål, hvis jøderne selv ville emigrere, og eftersom der allerede var en bevægelse blandt de europæiske jøder, som netop agiterede for en jødisk migration til Palæstina, så var det jo oplagt for den racistiske tyske stat at støtte denne bevægelse. I 1933 blev den såkaldte ”transfer-aftale” derfor lavet mellem Nazi-Tyskland, det tyske zionistforbund og det zionistiske verdensforbunds bank i Palæstina. Transfer-aftalen betød at tyske jøder kunne emigrere (det vil sige flygte!) til Palæstina og importere tyske varer for værdien af de ejendele, de var tvunget til at efterlade.

Denne aftale gavnede ikke bare den tyske plan om etnisk udrensning af jøder og den zionistiske plan om jødisk migration til Palæstina (i et absurd og tragisk ekko af Theodor Herzls erklæring om at antisemitiske lande kunne blive bevægelsens allierede). Den øgede også den tyske eksport og bidrog økonomisk til etableringen af den zionistiske koloniseringsbevægelse - de tyske flygtninge i Palæstina kunne nemlig kun få sine værdier tilbage fra Tyskland ved at benytte den zionistiske organisation som mellemled. Aftalen var samtidig skarpt kritiseret af jødiske antifascister i både Europa og Palæstina, eftersom den brød deres opfordring til boykot af det antisemitiske Tyskland - på den anden side har den nok været medvirkende til at adskillige tusinde jøder reddede livet, eftersom de kom ud af Tyskland inden den morderiske ”Endlösung” (planen der førte til Holocaust) blev sat i værk.

Aftalen varerede indtil 1939, hvor krigen brød ud, men den zionistiske terror-organisation Lehi (også kendt som ”Stern-banden”) havde møder med tyske repræsentanter for at overbevise dem om at fortsætte den. Endvidere foreslog de, at de kunne hjælpe Tyskland i krigen mod England og oprette terror-celler som kunne slå til mod det engelske militær overalt i Mellemøsten og Østeuropa, hvis Tyskland ville give sin støtte til oprettelsen af en selvstændig israelsk stat i Palæstina. Disse forhandlinger førte ikke til noget, ligesom de bestemt ikke talte på vegne af hele den zionistiske bevægelse, men de illustrerer at der skam sagtens kan være strategiske interessesammenfald mellem de, der støtter en jødisk stat og de der ønsker jødernes fordrivelse fra sin egen stat.

Der er vel næppe nogen velinformeret person, som vil hævde, at nazismen ikke er antisemitisk, selvom den havde en kortvarig og taktisk aftale med den zionistiske bevægelse? Selvom denne politik blot var et midlertidigt og taktisk redskab til at fordrive jøderne fra Tyskland og konfiskere deres ejendom, illustrerer den, at selv den mest jødefjendske ideologi kan være forenelig med idéen om, at der bør oprettes en stat for jøder.

Og selvfølgelig er den det. Hvis man har en politisk ideologi om at stater skal være etnisk og kulturelt rene og ensartede, så er konsekvensen enten udryddelse af de, der ikke passer ind, eller fordrivelse af dem til en anden stat.

Tyskland var ikke det eneste land, der benyttede den zionistiske idé om jødisk emigration til Palæstina til at løse sit ”jøde-problem”. Det var ikke ren velvilje overfor de europæiske jøder, som fik lande som England og USA til at støtte idéen om oprettelsen af en jødisk stat. De var tværtimod lige så meget motiveret af ønsket om at standse jødiske flygtninge fra lande som Tyskland og Rusland - flygtninge, som de vestlige lande ikke havde lyst til at tage imod. Selv efter at koncentrationslejrene blev åbnet efter 2. Verdenskrig, havde USA begrænsninger for hvor mange jødiske flygtninge, der måtte komme ind i landet. Med oprettelsen af et ”nationalt hjem før jøder” kunne de ”vestlige” lande afvise jødiske flygtninge og sige ”tag til Palæstina” i stedet.

I stedet for at hjælpe krigens ofre ved at tage imod flygtninge oprettede de vestlige stater en ny stat udenfor Europa for deres fordrevne jøder. En stat, hvis oprettelse, førte til fordrivelsen af en ny befolkningsgruppe: Omkring 750.000 palæstinensere blev gjort til flygtninge i 1948, og blev således også ofre for en racistisk europæisk politik, som de ikke var ansvarlige for.

Citater:

[1] Theodor Herzl: “The anti-Semites will become our most dependable friends, the anti-Semitic countries our allies.” The Complete Diaries of Theodor Herzl, Herzl Press and T. Yoseloff 1960.

[2] Theodor Herzl: “The Jewish State” (1896). Min oversættelse.

[3] Theodor Herzl: ”We shall carry culture to the east, and europe in turn will profit from this work of ours. We will create new trade routes, and none will be more interested in this than Great Britain with its Asiatic possessions. The shortest route to India lies through Palestine.” (i en tale i London, 1899)

Pro-israelsk antisemitisme er også en ting

Ole Sandberg — Tue, 14 Oct 2014 13:35:28 +0000

Af Ole Sandberg

Dette er 4. indlæg i min serie om antisemitisme og forholdet til den israelske stat. Sidste indlæg handlede om hvordan, palæstinenserne ikke har brug for den ”solidaritet,” der tager form af anti-semitisme. Der er ingen grund til at benægte, at kritik af staten Israel af og til er motiveret af eller kammer over i had til alle jøder, som af den uvidende bliver betragtet som repræsentanter for Israel eller zionismen. Tværtimod er det vigtigt at konfrontere disse opfattelser direkte, for udover at være en form for racisme, skader de også palæstinensernes kamp for frihed.

I dette indlæg skal vi se nærmere på en tilsvarende tendens, der på den ene side kan virke som det modsatte men faktisk bare er en den anden side af den samme racistiske opfattelse - nemlig når støtte til Israel og zionismen er motiveret af eller kammer over i en form for anti-semitisme. Dette er ofte mere skjult og svært at afdække - det dækker sig jo ind under argumentet ”hvordan kan jeg være anti-semit, når jeg støtter den jødiske stat?” - men det er faktisk ikke så ualmindeligt.

Og den ”pro-israelske” anti-semitisme er faktisk bare en anden version af den ”anti-israelske” anti-semitisme. Begge er nemlig den samme gamle europæiske idé om, at etnicitet og politisk forpligtelse hænger sammen, og at jøder derfor må have en særlig loyalitet overfor en bestemt stat.

Når Israels forsvarere (og repræsentanter) insisterer på at den israelske stat repræsenterer alle jøder og at enhver kritik af denne dermed er udtryk for antisemitisme, så bidrager de selv til de antisemitiske tendenser, som blusser op, hver gang den israelske stat begår handlinger som bør kritiseres - de der forsvarer staten og dens handlinger har jo selv sagt, at den repræsenterer hele det jødiske folk. Men det er selve denne idé om, at en enkelt stat kan repræsentere alle med en bestemt etnicitet, der er problematisk.

Ligesom der er pro-palæstinensere, som fremfører den antisemitiske anklage om, at alle jøder inderst inde støtter den israelske stat, er der også pro-israelere som viderefører den samme gamle antisemitiske påstand om, at jøder bør have en bestemt politisk loyalitet i kraft af deres etnicitet. Den første er en deskriptiv påstand om verdens tilstand, som de facto er falsk; den anden er en normativ holdning, som er moralsk problematisk.

Ikke alene er støtte til staten Israel fuldt foreneligt med antisemitiske holdninger; det kan faktisk også være et element i ens antisemitisme. Ligesom kritik af Israel - i vise former - kan være udtryk for en mere eller mindre skjult antisemitisme, kan støtte til Israel altså også være det.

Og en af de situationer, hvor støtten til den israelske stat bevæger sig over i det antisemitiske, er når den bygger på idéen om, at Israel på en eller anden måde repræsenterer alle verdens jøder og alt jødisk, eller idéen om at alle jøder, alene fordi de er jøder, må have en moralsk forpligtelse til at identificere sig med den israelske stat. Og ja - det er påstande, som den israelske stat og de zionistiske organisationer selv bruger til at slå jøder såvel som ikke-jøder i hovedet med, men det gør det ikke mindre forkert eller anti-semitisk.

Påstanden er en videreførelse af den etnisk-nationalistiske tankegang om, at enhver nation må bestå af én bestemt national kultur og etnicitet, og at folk af denne etnicitet ”hører til” indenfor den pågældende stat, som regerer over den nation. Det er bl.a. den tankegang, som var medvirkende til de antisemitiske holdninger og pogromer i de europæiske nationalstater. Det er idéen om, at kulturel og etnisk identitet og politisk loyalitet hænger sammen.

Dermed er det også en ny version af den gamle antisemitiske anklage mod jøder om, at de har en tvivlsom politisk loyalitet - at de ”i virkeligheden” ikke er tro overfor den stat, de bor i, men i stedet har forpligtet sig overfor ”fremmede magter” udenfor landet.

Anklagen om falsk loyalitet

I gamle dage blev jøder betragtet som agenter for en obskur ”internationalisme” - enten ”verdenssocialismen”, eller ”finanskapitalen” eller en særligt jødisk verdenssammensværgelse (alle disse idéer lever stadig i diverse konspirationsteorier på højre- og venstrefløjen - af og til med ”jøder” skiftet ud med ”muslimer” eller andre elementer skiftet ud med ”menneskerettigheder”, ”klima” og ”FN”).

Pointen med disse anklager om en lyssky jødisk ”internationalisme” er naturligvis at antyde, at jøder ikke har noget tilhørsforhold eller loyalitet til den pågældende nation, de bor i, og derfor udgør en trussel mod den. I dag kan denne anklage være mere konkret, i og med at anklagerne har fået en stat, som de kan pege på, og sige dér ligger jødernes politiske loyalitet.

Og hvis man samtidig mener, at et menneske kun kan være virkelig loyal overfor én stat, så følger det ganske logisk, at man betragter jøder, der bor udenfor Israel, som illoyale overfor de stater, de faktisk bor i. Idéen om, at jøder har en særlig forpligtelse overfor Israel kan altså være en implicit anklage om, at de er forrædere overfor de lande, de er borgere i, og at de ikke er ”rigtige” borgere. Det er dermed gamle antisemitiske anklager i nye klæder.

Det gør det ikke bedre, at man anerkender, at ikke alle jøder de facto føler loyalitet overfor den israelske stat, hvis man normativt mener, at de bør være det. At mene, at folk er forpligtet til at have bestemte politiske holdninger og sympatier alene på grund af deres etnicitet er naturligvis en gentagelse af den racistiske nationalisme, som vi allerede har været inde på - en nationalisme, som har ført til etnisk udrensning og undertrykkelse af kulturelle mindretal. At hævde, at jøder bør være loyale overfor den israelske stat frem for deres egen, er at sige at de egentlig ”hører til” i Israel og ikke der, hvor de nu engang bor.

De antisemitiske konsekvenser af denne tankegang, er åbenbare. Jøder, der bor i Europa, kan således både anklages for at være forrædere overfor de stater, de bor i, eftersom de inderst inde er loyale overfor staten Israel, og hvis de siger at det ikke passer, så kan de anklages for illoyalitet overfor den israelske stat, eftersom de ”bør” forpligte sig overfor den, alene fordi de er jøder. Den antisemitiske logik er godt dækket ind - der er ingen mulighed for at slippe for de racistiske anklager uanset hvad man gør.

Men derudover bliver anklagen om politisk forræderi også ofte fulgt af en moralsk og psykologisk anklage mod det enkelte medlem af den etniske gruppe, som ikke erklærer sig enig i kravet om politisk loyalitet. Den moralske påstand om, at jøder bør føle en særlig forpligtelse overfor den israelske stat, fordi den påstås at repræsentere hele jødedommen og det jødiske folk, bliver ofte til en anklage om, at de jøder, som vover at kritisere Israels politik, i virkeligheden er ”selvhadende” - dvs. at de er en slags forrædere overfor sin egen kulturelle identitet.

Denne sygeliggørelse af mennesker, der ikke deler den samme politiske overbevisning, er kendetegnende ved mange totalitære regimer og ideologier. Når man ikke betragter sine politiske modstandere, som folk med forskellige holdninger og grunde til at have disse holdninger, men i stedet som stakler, der lider af en psykologisk brist og derfor ikke ved ”hvad der er godt for dem selv”, så har man afvist muligheden for diskussion og i stedet stemplet modparten som irrationel.

Lektor Pedersens anklager mod jøder

Et eksempel på denne tankegang med dens mange lag af anklager om falsk loyalitet og forræderi er den danske lektor i statskundskab på Syddansk Universitet og blogger på det konservative dagblad Berlingske Tidende, Søren Hviid Pedersen. Flere gange har han anklaget jøder, som kritiserer den israelske stat, for at være forrædere mod både den israelske stat - som de altså hverken bor eller er statsborgere i - det jødiske folk og deres egen identitet.

Han dyrker altså opfattelsen om, at alle jøder - uanset hvor de ellers bor - skylder den israelske stat en slags politisk trofasthed, og at den og dens politik vitterligt repræsenterer alle jøders interesser. Hvis den enkelte jøde, frabeder sig at blive påtvunget denne loyalitet og insisterer på ikke at være repræsenteret af den israelske stat, så mødes de endvidere med anklagen om at være ”selvhadende jøder”, der ikke vil stå ved sig selv og sit folk.

Det er en direkte fortsættelse af den gamle antisemitiske anklage mod jøder om, at deres loyalitet i virkeligheden ligger et andet sted end det land, de bor i, og de folk de bor sammen med. ’

Eftersom den ultra-konservative og totalitære lektor Pedersen mener, at enhver er forpligtet til at have udelt og ubetinget loyalitet overfor de statslige institutioner i det land, de bor i, så er hans insisteren på den jødiske loyalitet overfor Israel altså samtidig en implicit påstand om, at jøder ikke kan være rigtige loyale borgere i de lande, de bor i. De kan altså ikke leve op til hans krav for ”rigtige” statsborgere.

Butler: "Ikke tro mod sit folk"

Den internationalt anerkendte amerikansk-jødiske filosof Judith Butler har længe kritiseret den israelske stat og den politiske zionisme. Hun er især kritisk overfor idéen om, at Israel skulle repræsentere jødedommen generelt og har skrevet en bog, hvor hun bl.a. kritiserer den nationalistiske zionisme ud fra en eksplicit jødisk etik med citater fra en række tænkere indenfor den jødiske tradition. Hendes afvisning af zionismen og kritik af den israelske stat er altså åbenlyst ikke et forsøg på at distancere sig fra sine jødiske rødder, men er tværtimod solidt forankret i en jødisk identitet.

Ikke desto mindre istemmer Søren Hviid Pedersen den skingre og defamerende kritik af hende og stempler hende som en forræder, der ikke er ”tro mod sit folk” og sågar som ”antisemit”. Til det absurde spørgsmål om den jødiske filosofs påståede antisemitisme, svarer han:

”Jamen er hun ikke det? Men måske værst af alt er hun ikke tro mod sit folks vitale interesser?”

Den kommentar faldt i en debat på Facebook, 5. september 2012. Da jeg bemærkede, at Judith Butler er amerikaner og dermed ikke er politisk forpligtet overfor den israelske stat, at den israelske stat derudover ikke nødvendigvis repræsenterer ”hendes folk” eller deres interesser, og at det endvidere lægger sig meget tæt på at definitionen på antisemitisme at hævde, at alle jøder har sammenfaldende interesser og at de skulle være ansvarlige overfor den israelske stat og dens handlinger, svarede han:

(M)iseren er vel her, at hun rent faktisk ikke opfatter sig udelukkende som amerikaner men også som jødisk, og hvis det er tilfældet mener jeg (1) at hun kan ikke være begge dele, menneskelivet er afgørelse og man må træffe valg - man kan ikke være A og B samtidig (2) såfremt hun mener at hun er tro mod sit jødiske ophav alligevel retter kritik mod staten Israels forvaltning af sine sikkerhed, så er hun ikke patriotisk.

Altså: Enten kan Butler vælge at være jøde, og så skal hun identificere sig med den israelske stat, eller også kan hun være amerikaner, men så skal hun afsværge sig sin jødiskhed. Man kan ikke være begge dele. Hvor er det nu vi har hørt det før?

Nå jo, det er jo nærmest ord for ord et ekko af de antisemitiske kampagner, der har været ført fra Den spanske inkvisition og frem til i dag: Jøder må opgive sin jødiske identitet, hvis de vil være en del af det samfund de bor i, og indtil de gør det, så anklages de for ikke at være loyale (”patriotiske”) overfor det. Anklagen om falsk loyalitet er den antisemitiske anklage per excellence.

Yonatan: "Selvhadende jøde"

Lignende anklager rettede Søren Hviid Pedersen i en anden debat mod to danskere med jødisk baggrund, som var ytrede kritik af den israelske stats igangværende bombardement af Gaza-striben. Den ene af de to var Modkrafts blogger, den dansk-israelske Yonatan Ungermann Goldshtein. De måtte bl.a. stå model til den klassiske anklage om at være ”selvhadende jøder” og til den dobbelte antisemitiske anklage om manglende loyalitet:

[H]vorfor dog dette selvhad og mangel på troskab mod Jeres folk og nation?

Anklagen om manglende troskab er dobbelt, fordi lektor Pedersen jo dels angriber dem for ikke at være loyale overfor den israelske stat, som han åbenbart mener, at de bør identificere sig med alene fordi de er jøder, og dels for at tilhøre den israelske nation hvormed de altså ikke kan være loyale overfor det danske samfund, som de bor i.

Som han påpegede i debatten om Butler, så mener han jo, at jøder må vælge mellem at identificere sig med sit jødiske ophav og føle loyalitet overfor staten Israel eller at identificere sig med det land, de bor i, og opgive sin jødiskhed. I den antisemitiske logik, kan jøder altså kun være forrædere - enten overfor det land, de bor i, eller overfor sin jødiske identitet, som ifølge antisemitterne udelukkende repræsenteres af den israelske stat. Den eneste mulighed for at jøder kan være ”patriotiske” er altså hvis de flytter til Israel - hvilket blot er en anden måde at gentage den gamle antisemitiske påstand om, at jøder ikke hører til i Europa.

Kan jøder ikke ”tænke politisk”? Kan nationalister?

Hvis Søren Hviid Pedersen blot var endnu en i rækken af nationalistiske ekstremister som får en blog stillet til rådighed på Berlingerens hjemmeside, så kunne vi måske trække på skuldrene. Men hans holdninger er relevante, fordi han jo i sin egenskab som universitetslektor har magt over andre mennesker - herunder jødiske studerende på Syddansk Universitet. Hvis hans insisteren på at ikke-israelske jøder må vælge mellem sin jødiske identitet og loyaliteten overfor det land, de bor i, har indflydelse på hans faglige vurdering af de studerende, så er det yderst problematisk.

Og hans egne ord indikerer, at det er tilfældet. I debatten om Judith Butlers påståede "forræderi" mod "sit folk", hvor lektor Pedersen krævede at hun måtte vælge mellem sin jødedom eller sit statsborgerskab, faldt også følgende totalitære argument:

Patriotisme og det nationale er ikke en politisk værdier, de er forudsætningen for at tænke politisk.

Som lektor i statskundskab er det bl.a. hans arbejde at vurdere de studerendes evner til at tænke politisk. At han mener, at studerende, der ikke har et nationalistisk og ”patriotisk” udgangspunkt, ikke er i stand til at tænke politisk, er slemt nok - han har dermed afvist overhovedet at forholde sig til politiske argumenter der ikke bygger på hans opfattelse af "patriotisme", og det må da gå ud over hans evne til at vurdere sine studerendes arbejde generelt.

Men som hans andre udtalelser viser, vil det være særligt svært for danske jøder at leve op til kravet om at tage udgangspunkt i ”patriotisme og det nationale,” for de er jo ifølge lektor Pedersen nødt til at vælge mellem at være ”tro mod sit jødiske ophav” og føle loyalitet overfor den israelske stat, eller at definere sig som danskere og være ”patrioter” i forhold til den danske stat men samtidig opgive sin jødiske identitet. ”Man kan ikke være A og B samtidig,” hævder han. Hvis de nægter at træffe det valg, så kan de altså ikke ”tænke politisk”?

Hvordan i alverden kan en universitetslektor med et så grotesk forsimplet syn på menneskers forpligtelser og kulturelle identitet og på politisk tænkning træffe en nøgtern faglig vurdering af sine studerende? Særligt de jødiske og andre studerende med en etniisk baggrund, som giver lektor Pedersen mistanke om at deres politiske loyalitet i virkeligheden bør ligge overfor en anden stat. Man kan blot håbe på, at han i praksis ikke følger sin teori - og at han altså ikke egentlig tror på sine egne argumenter og påstande.

Er danske jøder forrædere?

Lad os lige opsummere: Søren Hviid Pedersen mener at jøder bør være loyale overfor "sit folk", som han mener repræsenteres af den israelske stat, og han mener derfor at jøder bør være loyale overfor den israelske stat, uanset hvor de bor - det gælder som vi har set både for danske og for amerikanske jøder. Deres reelle tilknytning til staten Israel er underordnet - han rettede samme anklage mod amerikaneren Judith Butler, som han gjorde mod en dansker med israelske rødder - så det er altså alene deres religiøsr/kulturelle/etniske identiet, der skaber det påståede krav om moralsk og politisk forpligtelse overfor en bestemt stat.

Endvidere mener han, at ingen kan være loyale overfor to stater samtidig. Det fremgår af hans krav om at Judith Butler må vælge mellem sin identitet som jøde (og dermed ifølge SHP forpligtet overfor Israel) og sin identiet som amerikansk statsborger. Det fremgår også af hans udtalelser i andre sammenhænge, hvor han direkte og utvetydigt har sagt, at man ikke kan være loyal overfor to stater:

Dermed følger det ret uundgåeligt, at Søren Hviid Pedersen må mene, at danske (og amerikansk osv) jøder ikke er loyale overfor den danske stat og det danske samfund. Der er ingen tvivl: Det ér antisemitisme! Uanset om det er tilsigtet eller ej, så er det altså antisemitisme, når konsekvensen af hans tankegang er, at han anklager alle herboende jøder for enten at være forrædere mod den ene eller den anden stat.

Etno-nationalisme

At sætte lighedstegn mellem alle jøder og den israelske stat er antisemitisk. Uanset om det er motiveret af en afstandtagen til den israelske stats politik, og derfor til jøder generelt, eller om det er motiveret af et forsvar for denne stat, som man mener repræsenterer alle jøder. I begge tilfælde bliver flertallet af verdens millioner af jøder gjort ansvarlige for holdninger, de ikke nødvendigvis har, og handlinger de ikke har begået. Det er at tillægge jøder essentielle politiske og moralske karaktertræk alene på grund af deres kulturelle identitet, og det er antisemitisme.

Bemærk: Jeg har ikke den mindste grund til at tro at Søren Hviid Pedersen nærer noget aktivt had eller andre følelser overfor jøder som sådan. Antisemitisme og racisme er ikke kun et spørgsmål om følelser. Jeg anklager ham ikke for at have nogen følelser af nogen bestemt art, men for at fremføre idéer som han enten ikke selv har gennemtænkt eller er ligeglad med konsekvenserne af. For de idéer han fremfører hører til en tankegang som hænger uløseligt sammen med antisemitisme og andre former for racisme.

Det er idéen om, at hvert individ i kraft af dets etnicitet er politisk forpligtet overfor en bestemt politisk stat, og den tilsvarende idé om, at der til hver stat hører en befolkningsgruppe med én og kun én etnicitet. Det er en tankegang der konsekvent har ført til forfølgelse af etniske mindretal og etniske udreninsninger, og det er en tankegang der har været drivkraft i anti-semitiske bevægelser i århundreder. Uanset om lektor Pedersen nærer racistiske forestillinger eller ej, og uanset om han vil det eller ej, så er hans argumenter dele af en ideologi, som har racistiske konsekvenser: Jøder og andre mindretal kommer altid i klemme i et sådant etno-nationaistisk projekt.

Men idéer kan man jo ændre, revurdere og forholde sig kritisk til. Da SHP næppe nærer nogen bevidst modvilje mod jøder, og man må formode at han også ønsker at bekæmpe antisemitisme, så er denne tekst altså hermed en opfordring til at han sætter sig ind i antisemitismens historie og genovervejer sine etno-konservative idéer i lyset af denne problemstilling.

Det skal også tilføjes at Søren Hviid Pedersen blot er ét konkret eksempel på en tankegang, der er langt mere udbredt i de europæiske samfund. Han er på ingen måde unik hvad idéerne angår. Det mest unikke er, at han i modsætning til mange andre, fremfører sine idéer højt og uden omsvøb, hvilket gør det lettere at forholde sig til og kritisere. Dét er altså grunden til at jeg har udvalgt lektor Pedersen i denne tekst: ikke fordi han er særligt rabiat, men fordi han tværtimod er et eksempel på en forholdsvis mainstream tankegang: Videreførelsen af den reaktionære, europæiske nationalisme, som er en central del af den europæiske kulturarv med alt hvad dertil hører af pogrommer, religionskrige, etniske stridigheder, og så videre.

Næste afsnit:

I næste afsnit skal vi se på lidt flere eksempler på pro-zionistisk og pro-israelsk antisemitisme.

Anti-semitisme er ikke Palæstina-solidaritet

Ole Sandberg — Tue, 16 Sep 2014 12:55:29 +0000

Af Ole Sandberg

Dette er 3. indlæg i min serie om antisemitisme og forholdet til den israelske stat. I det første indlæg sukkede jeg over, at lige så forudsigeligt det er, at den israelske stat med jævne mellemrum udfører massakrer på palæstinensiske civile, så forudsigeligt er det desværre også, at disse massakrer fører til en opblusning af vrede og frustration som går ud over jøder i Europa. Jøder i al almindelighed bliver holdt skyldige for ting, de ikke har noget ansvar for - det antages at de alene på grund af deres religion og etnicitet har en særlig politisk loyalitet overfor en fremmed stat, som de ikke bor i.

I det andet indlæg beskrev jeg hvordan dette er en klassisk antisemitisk anklage, som har været en fast del af den europæiske kulturarv i over et årtusinde. Faktisk siden korstogene, hvor europæiske jøder blev gjort til repræsentanter for de muslimer, som de kristne korsfarer ville slå ihjel. Den europæiske antisemitisme udsprang først af en totalitær tankegang, som ville skabe et rent kristent Europa, hvor der altså ikke var plads til jøder, og senere blev den til en etnisk nationalisme, hvor jøder blev set som et andet ”folk”, der udgjorde et suspekt fremmedelement i de europæiske staters forsøg på kulturel ensretning.

Idéen om ”kristne stater” og kulturel nationalisme er tankegange, som stadig findes i bedste velgående i Europa i dag, omend det vor tid ofte bliver brugt imod andre grupperinger som skiller sig ud religiøst og kulturelt - herunder især europæiske muslimer. Det er derfor trist at se europæiske jøder tilslutte sig den kristne nationalisme, som historisk førte til massiv jødeforfølgelse, ligesom det er trist at se europæiske muslimer genoptage den klassiske antisemitiske tankegang, som er en del af europæisk kristen nationalisme, der rammer alle minoritetsgrupper.

Nogen vil måske indvende, at deres had til jøder ikke har noget med den europæiske historie eller en kristen europæisk nationalisme at gøre, men at den i stedet er baseret på den nyere historie i Mellemøsten - nemlig den israelske stats besættelse af Palæstina og dens daglige og mangeårige undertrykkelse af og mord på den palæstinensiske befolkning.

Og det er da også sandt, at de fleste tilfælde af jødefjendske handlinger her omkring er motiveret af en vrede over den israelske stat - det kan ses i statistikkerne, hvor man kan konstatere, at tilfældene stiger hver gang den israelske hær udfører en større massakre.

Israel er en racistisk stat, som har fordrevet dele af den ikke-jødiske befolkning, mens den har inviteret jøder fra hele verden til at flytte ind og bo på de fordrevne folks jord og huse, og det er en stat der kalder sig ”jødisk” og som hævder at repræsentere alle verdens jøder, mens den har love, der diskriminerer mod den ikke-jødiske befolkning. Altså er det vel forståeligt at de, der sympatiserer med palæstinenserne, hader jøder?

Til det har jeg kun at sige: Bullshit!

Ikke alene afslører den indvending en enorm uvidenhed om den palæstinensiske historie og det palæstinensiske folk; den er også direkte skadelig for palæstinenserne og deres kamp! Du kan ikke dække din racisme ind under sympati for et folk, når du er så ligeglad med det folks historie, nutid og fremtid. Langt de fleste af de folk, der bor og kæmper for livet i det Palæstina, du hævder at være solidarisk med, tager afstand fra dit jødehad, og det skader deres kamp.

Ingen flygter for sjov - heller ikke jøder

For det første bør du tænke over hvad du siger, når du påstår, du hader jøder. Hvilke jøder? Er det de tusindvis af jøder, der kom til Palæstina i 1800-tallet og starten af 1900-tallet som flygtninge fra den undertrykkelse de blev udsat for i Europa - en undertrykkelse jeg allerede har fortalt om? I så fald siger du jo, at du hader flygtninge!

Det er ikke ligefrem en holdning, der er solidarisk med de tusindvis af palæstinensere eller andre arabere og muslimer, som måtte flygte fra deres hjem og er kommet til Europa, hvor de den dag i dag udsættes for racistiske krav om at ”lukke grænserne” og ”begrænse indvandringen”.

Det var ikke alle de jødiske flygtninge som kom til Palæstina med det formål at fortrænge befolkningen og overtage deres land. Mange kom blot med det håb, at de kunne finde et sted at leve i fred og ro. De flyttede måske ind på jord, som den zionistiske bevægelse havde købt af rige godsejere, der boede i storbyerne andre steder i først det ottomanske og så det britiske imperium, og som ejede den jord, de palæstinensiske bønder dyrkede. Senere flyttede andre ind i huse, som var blevet konfiskeret af den israelske stat, efter at de palæstinensiske beboere var blevet fordrevet af zionistiske terror-grupper. Andre flyttede til ubeboet jord og oprettede kibbutzer (landbrugskollektiver) eller lignende.

Nogle vidste godt hvad der var sket, men andre troede virkelig på historien om, at de var kommet til et ubeboet område eller at palæstinenserne havde forladt sin jord ”frivilligt”. Nogle var ligeglade med de palæstinensiske indbyggere, eller ønskede direkte at fordrive dem, andre ønskede at leve sammen med dem som naboer, der kunne samarbejde og leve i fred. De jødiske tilflyttere kom fra vidt forskellige dele af Europa, med vidt forskellig baggrund, og meget forskellige holdninger til alt muligt.

Fælles for de fleste af dem var dog, at de var flygtet fra racistisk forfølgelse i deres hjemlande. Og selv om man siger, at den der køber noget, som andre har stjålet, er lige så skyldig, som den der begik tyveriet, så må vi dog have forståelse for, at især de mange der kom i løbet af 1930erne, ikke havde andet valg, eftersom de blev udsat for systematisk folkemord i Europa.

Jødeforfølgelsen i Europa er selvfølgelig ingen undskyldning for den undertrykkelse og folkefordrivelse, som blev iværksat af fascistiske terror-grupper som Haganah og Irgun og den nyoprettede israelske stat og dens militær. Men vi kan godt fordømme terror-lederne Ben Gurion og Menachem Begin uden at holde de mange jødiske flygtninge ansvarlige for den palæstinensiske tragedie. Mange af dem havde ikke andre steder at tage hen!

Befrielsesbevægelsens bevidsthed

Det ved den palæstinensiske befolkning godt - i hvert fald de mere politisk bevidste, som kæmper mod besættelsen og gør sig tanker om hvordan de kan opnå frihed. I 1969 skrev den palæstinensiske befrielsesbevægelse Fatah en reflekterende tekst, hvor de tog afstand fra forskellige former for racistisk tankegang, som også var blevet udbredt blandt de fordrevne palæstinensiske flygtninge, der var blevet bitre og fyldt af had.

Fatah skrev, at da palæstinenserne endelig begyndte at organisere sig og kæmpe for sin egen frihed medførte det en mentalitetsændring: ”Revolutionen modnede dem, der kæmpede. For selv om det kan synes paradoksalt, har folk, der kæmper, lettere ved at være tolerante, hvorimod mental og verbal vold sædvanligvis hører sammen med hjælpeløshed og fortvivlelse". [1] Dette førte til nye overvejelser, som ledte til gamle sandheder:

De revolutionære ledere engagerede sig i et alvorligt studium og diskussioner om emnet. Man begyndte at lære af de gamle sandheder. Jøderne havde lidt under de racistiske forbryderes forfølgelse under nazismen - det samme har ’Vi’ gjort under zionismen, og man opdagede adskillige afslørende paralleller af samme slags. ’Hvordan kunne vi hade jøderne, blot fordi de var jøder?’ spurgte de revolutionære. Hvordan kunne vi falde i den samme racistiske fælde?
Man påbegyndte et studium af jødisk historie og tænkning. Man forsøgte at klarlægge både hvad jøderne havde været igennem under krigen, og hvori deres nuværende dilemma bestod. Hovedparten af de jøder, der kom til Palæstina havde på en eller anden måde undgået de tyske koncentrationslejre og havde fået at vide, at de var et folk uden land - der var på vej til et land uden folk. Da de så kom til Palæstina, fik de at vide, at palæstinenserne havde forladt landet af egen fri vilje, og at de blot havde fulgt de ordrer, der var blevet givet af de arabiske ledere i et lumsk forsøg på at iværksætte en massakre på de tilbageblevne jøder. [1]

Når man ved hvilke grusomheder, folk er flygtet fra, så bliver det noget sværere at hade flygtninge. Det gælder både i Europa og i Palæstina. Og det er ikke ligefrem fordi palæstinenserne ikke kendte til det at tage imod flygtninge og leve sammen med folk af forskellige kulturelle baggrund - det har tværtimod været en del af den palæstinensiske historie i århundreder - så det ville være absurd for palæstinenserne at basere sin modvilje mod zionismen på idéen om at flygtninge udgør en trussel mod den kulturelle egenart, sådan som europæiske nationalister ofte argumenterer.

Palæstina har altid været multikulturelt og den palæstinensiske kamp for frihed var netop baseret på et krav om et land, hvor alle kunne leve side om side - også de jødiske flygtninge. Det var altså et krav om en afskaffelse af den europæiske nationalisme, som pludselig havde oprettet en stat kun for én befolkninggruppe - de europæiske jøder. Denne skulle ikke erstattes af en ny chauvinistisk nationalisme som udelukkede jøder, men tværtimod af en stat hvor alle var lige. Fatah skrev:

Kravet om et nyt, åbent og tolerant Palæstina for både jøder og ikke-jøder er derfor udtryk for en betydningsfuld ændring af den palæstinensiske kamp, men det er næppe nogen ny idé. Allerede i 1937 foreslog palæstinenserne Peel-kommissionen [2], at man oprettede en sådan stat. Og med hensyn til forestillingen om, at jøder, muhammedanere, kristne og jøder kan leve fredeligt sammen i ét land, så er den også gammel. For som Al Fateh udtalte i sin erklæring: ’Dette er ikke en utopisk drøm eller et falsk løfte, for muhammedanere, kristne og jøder har altid levet fredeligt sammen i Det hellige Land. De palæstinensiske arabere har hjerteligt givet asyl og rakt en hjælpende hånd til de jøder, der var på flugt for forfølgelser i det kristne Europa og til kristne armenier, der flygtede for forfølgelser i det muhammedanske Tyrkiet, såvel som til grækere, kaukasier, maltesere og andre’. [1]

Disse citater blev skrevet inden Fatah og PLO årtier senere blev overtalt af vestlige ledere til at gå ind for denne såkaldte ”to-statsløsning”, hvorved de opgav princippet om lige rettigheder for alle uanset etnicitet, og lod en million palæstinensere, der boede indenfor det israelske område i stikken. Men de viser, at den tidlige palæstinensiske befrielsesbevægelse tidligt var bevidst om, at dens kamp ikke var imod jøder, og heller ikke mod israelere, men imod den israelske stats militære og juridiske undertrykkelse af ikke-jøder. Kampen var ikke imod de jødiske immigranter, men imod det politiske system som gav dem politiske og økonomiske privilegier på bekostning af palæstinenserne.

Det, befrielsesbevægelsen kæmpede for, var ”et progressivt, demokratisk og ikke-sekterisk Palæstina, i hvilket kristne, muhammedanere og jøder kan dyrke deres religion, arbejde og leve i fred og nyde de samme rettigheder.”

De vidste, at der var mange, uanset religion, som støttede deres kamp, og bød ”alle de mennesker velkommen, som ønsker at kæmpe for og leve i et demokratisk og tolerant Palæstina uanset race, farve eller religion.” [1]

Jøder kæmper også mod zionismen

Den palæstinensiske befrielsesbevægelse bød altså jøder velkommen, både til at kæmpe sammen med dem, og til at leve sammen med dem i et frit Palæstina. Og der var jøder, som kæmpede sammen med dem, og som var imod den israelske stat og dens politik. Og det er der også i dag.

Så når du siger, du hader jøder, er det så de mange jøder, som fra starten var uenige med zionismen, dengang den blev oprettet? Er det de tusindvis af europæiske jøder, som mente at zionistisk nationalisme var en måde at flygte fra problemerne på, og som modsatte sig zionismens alliance med imperialismen? De mange jøder, som blev i Europa og engagerede sig i kampen for lighed og retfærdighed, der hvor de boede, og som anklagede zionismen for at styrke anti-semitiske kræfter, når den opfordrede jøder til at rejse væk?

Eller er det de tusindvis af jøder, som demonstrerede i New York og i Tel Aviv imod den israelske hærs seneste massakrer i Gaza? Er det dem du hader? Er det de amerikanske progressive jøder, som risikerer at blive fyret fra sit arbejde, censureret, blacklistet, marginaliseret, defameret, og måske udstødt fra sin familie og omgangskreds, når de siger fra over for de uretfærdigheder, den israelske stat begår i deres navn?

Eller er det de mange jødiske organisationer både indenfor og udenfor Israel/Palæstina, som aktivt forsøger at stoppe besættelsen og den internationale støtte til den? Er det organisationer som Jewish Voice for Peace, Jews For Justice For Palestinians, Jews Against Genocide, du hader? Alle er de jødiske organisationer som er politisk aktive, der hvor de bor, for at stoppe sine egne staters støtte til den israelske besættelsesmagt.

Eller er det israelske menneskerettighedsorganisationer som B'tselem, Machsom Watch, og Rabbis For Human Rights, der kæmper for palæstinensernes rettigheder i det apartheid-lignende retssystem, og som derfor konstant må kæmpe for ikke selv at blive kriminaliseret af den israelske stat? Eller de israelske statsborgere, som risikerer fængsel og arbejdsløshed, når de nægter at udøve militærtjeneste i de besatte områder? Eller de som får tæsk af sine landsmænd, når de demonstrerer mod krig og besættelse? Eller de, som jævnligt tager til Vestbredden for at demonstrere sammen med palæstinensere mod militæret?

Alle disse israelere bliver skam også undertrykt (dog ikke lige så brutalt) af den israelske stat, der jo betragter dem en slags forrædere. Det er mennesker, som den israelske højrefløj hader. Altså den racistiske fløj, som også hader palæstinensere, og som hader disse jødiske israelere netop fordi de har solidariseret sig med palæstinensere.

Det er mennesker, som kæmper imod den israelske stat, og som er aktive og ihærdige indenfor den globale solidaritetsbevægelse for palæstinenserne. De spiller en vigtig - ja måske uundværlig - rolle, hvis Palæstina nogensinde skal blive frit. Og alligevel siger du, at du hader jøder? Jamen, hvordan kan du da sige, at du støtter Palæstina?

Hadet i eksil

Hvordan kan du sige at du støtter Palæstina, når du hader de folk, som netop kæmper for palæstinenserne? Hvordan kan du sige, at du støtter Palæstina, når du netop står sammen med de anti-palæstinensiske, racistiske zionister, som også påstår at alle jøder i hele verden støtter den israelske stat - og at, hvis de ikke gør, så er de forrædere både mod staten og sin egen jødedom. Det er jo dem, du er enig med! Det er zionismens løgnagtige påstand, du gentager, når du sætter lighedstegn mellem jøder og staten Israel. Hvordan kan du støtte Palæstina, når din tankegang er zionistisk?

Til dig, der siger, at du hader alle jøder fordi du støtter Palæstina: Du ved ikke noget om Palæstina! Dit had til jøder er ikke palæstinensisk - det har ikke rødder i den palæstinensiske historie eller befrielseskamp. Jøder har været en del af begge dele og er det stadig, og det ved de palæstinensere som bor og kæmper i Palæstina godt. Der har altid været jøder i Palæstina. De var med til at forsvare Jerusalem mod de europæiske korsfarere for tusind år siden, og i dag er der jøder som kæmper sammen med palæstinenserne imod den israelske besættelsesmagt.

Palæstinenserne - især på Vestbredden i byer som Bil’in - har dagligt kontakt til israelere, som kæmper side om side med dem i tåregas og regn af gummikugler mod den israelske besættelsesmagt, og før apartheid-muren blev bygget, handlede de palæstinensiske bønder i landsbyen med de jødiske beboere i kibbutzen ved siden af. Palæstinensernes had er ikke vendt mod jøder, men mod det statsapparat og det militær og de politikere, som på én gang undertrykker alle palæstinensere og de israelske borgere som sympatiserer med dem.

Som Fatah også pointerede, så har de anti-semitiske tanker ikke rødder i den palæstinensiske bevidsthed, og er langt mindre udbredte hos de palæstinensere, som bor og kæmper i det besatte Palæstina. De voksede dog frem hos nogle af de palæstinensere, der var drevet på flugt og ikke kunne kæmpe, men de måtte finde den teoretiske argumentation for denne racisme i ideologiske tekster, der ikke havde noget med Palæstina at gøre, men derimod var en del af den samme europæiske og kolonialistiske kulturarv, som var medansvarlig for at have drevet dem på flugt:

Men selvom vi fastslog, at det er staten Israel, vi er i mod, gik denne distinktion tabt hos de ’flygtninge’, det hele var gået ud over, for israelerne var ikke sene til at fortælle dem, at alle jøder er zionister. [..] Der er ikke noget underligt i, at det var bitterhed, der sejrede og frygt, der var fremherskende. Det blev moderne at læse ’Zions Vises Protokoller,’ og anti-jødisk litteratur, der var fremstillet af europæiske racister, i en helt anden sammenhæng - f.eks. hvor det var jøderne, der var ofrene, blev meget populær. [1]

Anti-semitisme og politisk zionisme er allierede

At tro at jøder, som bor i Danmark eller andre steder, per definition må støtte den israelske stat, og at gøre alle jøder ansvarlige for den israelske hærs massakrer, er ikke et udtryk for palæstinensisk mentalitet eller solidaritet, men en fortsættelse af den gamle europæiske nationalisme, som sætter lighedstegn mellem etnicitet/kultur og politisk loyalitet, og hævder at etniske mindretal ikke kan være ”rigtige” borgere i den stat de bor i. At fortsætte den tankegang er at alliere sig med de samme europæiske nationalister, som ofte støtter den israelske stat og altid er racistiske overfor etniske mindretal herhjemme.

Endvidere er anti-jødiske aktiviteter i Europa en direkte støtte til den israelske stat og den zionistiske ideologi, den blev grundlagt på. Mange jøder i Europa mente, at det var vigtigt at blive og kæmpe for et samfund hvor alle havde samme rettigheder og muligheder. De involverede sig i f.eks. i arbejderbevægelsen og insisterede på at blive i Europa og kæmpe mod de racistiske tendenser. De mente ikke at europæisk kristen nationalisme kunne bekæmpes med en jødisk nationalisme som søgte ud af Europa.

De var altså uenige med den politiske zionisme, som blev oprettet af folk som Theodor Herzl i slutningen af 1800-tallet. Han var derimod enig med de nationalistiske antisemitter om, at jøder ikke kunne leve sammen med ikke-jøder i det kristent dominerede Europa, og derfor måtte oprette sit eget land et andet sted. For de politiske zionister var ethvert tilfælde af jødehad et tegn på at de havde ret, og det styrkede deres bevægelse for oprettelsen af en jødisk stat. Grundlæggeren af den moderne politiske zionisme sagde:

Antisemitter vil være vores bedste venner og antisemitiske lande vores allierede. [3]

Fatah sagde det samme, da de fordømte både europæiske ”sympatisørers” angreb på jøder i Europa, og tilsvarende antisemitiske tendenser i den arabiske verden, som også udgav sig for at være solidaritet med palæstinenserne, men som kun skadede deres sag:

Denne bølge af bitterhed, had og fuldstændig forvirring spredte sig til andre araber og var med til at hjælpe den zionistiske pression og propaganda, der skulle sikre at flere tusinde arabiske jøder forlod deres hjem for at slutte sig til den okkuperende fjendes rækker. Hvis forholdene havde været anderledes, ville disse mange jøder have fortsat med at leve, som de havde gjort i flere hundrede år, i fred og harmoni med deres naboer. [1]

Og:

”Endvidere har Abu Iyad, en af Al Fateh’s ledere, i et langt interview gjort det klart, at den palæstinensiske revolution fordømmer alle former for forfølgelse og diskrimination af mennesker, og at Al Fateh overalt vil hjælpe jøder, hvis de bliver udsat for racistisk forfølgelse.” [1]

Hvis målet er at overbevise jøder om, at de ikke kan leve i sikkerhed i Europa, og at de derfor må tage til Israel og deltage i den militære besættelse og kolonisering af Palæstina, så er jødehad måske en god idé. Hvis formålet er at støtte den palæstinensiske kamp for frihed, så er det derimod vanvittigt dumt.

Jødehad styrker zionismen. Det bekræfter den israelske stats propaganda og skaber mere europæisk støtte til den israelske stat. Det er ødelæggende for den palæstinensiske kamp og dens troværdighed. Derfor må enhver palæstinensisk solidaritetsbevægelse tage kraftigt afstand fra den slags.

Det bliver ofte fremhævet, at modstand mod den israelske stat ikke i sig selv er anti-semitisk, og det er sandt. Men lige så sandt er det, at anti-semitisme aldrig er Palæstina-solidaritet!

Næste afsnit:

Pro-israelsk antisemitisme er også en ting

Noter og kilder:

Fatah: ”Målet er en demokratisk stat i Palæstina", oversat i antologien Den palæstinensiske befrielseskamp redigeret af Jens Nauntofte, Gyldendal 1971.
Peel-kommissionen var den britiske rapport som i 1937 anbefalede at Palæstina, som dengang var kontrolleret af det britiske imperie, blev delt i to etniske stater, hvor den palæstinensiske befolkning skulle fordrives fra det, der skulle blive den jødiske stat. Ingen palæstinensere syntes det var en god idé, og de jødiske organisationer var delt i spørgsmålet, omend den zionistiske bevægelse anbefalede en taktisk anerkendelse af planen, da de jo altid kunne erobre mere land senere. Den britiske regering gjorde ikke noget ved kommissionens anbefalinger i mange år, men den var udgangspunktet for den delingsplan, som blev implementeret i 1947 og har været de vestlige stormagters eneste forslag i alle forhandlinger og ”køreplaner” lige siden. Det er altså den såkaldte ”to-statsløsning”.
Theodor Herzl: The Complete Diaries of Theodor Herzl, Herzl Press and T. Yoseloff 1960 (min oversættelse).

Blodbadet i Rønneby

Ole Sandberg — Thu, 04 Sep 2014 13:16:04 +0000

Af Ole Sandberg

Jeg afbryder lige min serie om Europæisk antisemitisme for at skrive et dagsaktuelt indlæg om et emne, der dog ikke er helt uden relevans, da det også handler om væsentlige dele af vor nationale kulturarv.

I dag, den 4. september 2014, er det nemlig 450 år siden at den svenske stat udførte "Blodbadet i Rønneby". Den svenske hær havde omringet Rønneby i Blekinge, som dengang var dansk. Byen nægtede at overgive sig (de ventede nok på hjælp fra danske styrker som aldrig kom), så soldaterne rykkede ind og udførte én ud af mange blodige massakrer, som blev udført på danske byer i Halland, Blekinge, og Skåne i den svenske stats skiftende erobringskrige i de østlige danske områder.

2000 mennesker blev slået ihjel i blodbadet i Rønneby, og byen blev plyndret og brændt ned. Den svenske konge pralede: "Vandet i elven var rødt af blod fra de døde kroppe... vore soldater stak dem ned som vildsvin og skånede ingen."

Dette massedrab var et led i kong Erik XIVs plan om at udføre en storstilet etnisk udrensning i Blekinge og Skåne. For at nedkæmpe modstanden mod den svenske besættelsesmagt skulle alle af dansk afstamning simpelthen slås ihjel. Masser af byer blev brændt ned, bønder jaget på flugt og deres jord blev gives til svenske officerer. Således begyndte koloniseringen af Østdanmark - det som senere blev til Sydsverige.

Erobringen tog lang tid og efter at den danske hær var jaget på flugt måtte den svenske besættelsesmagt tage brutale metoder i brug for at nedkæmpe den lokale befrielsesbevægelse, Snaphanerne. Det skete med metoder som også bliver taget i brug af besættelsesmagter i dag: tortur under afhøring, kollektiv afstraffelse, mord på familiemedlemmer og massakrer på hele byer som var mistænkt for at skjule modstandsfolk.

Senere gik det svenske imperium dog over til en mere blandet strategi, hvor de forsøgte at vinde det besatte folks gunst ved at give dem gradvist øget frihed (feudalvældet blev afskaffet) og byggede monumenter for at vise imperiets rigdom (universitetet i Lund er et resultat heraf).

Dette er en del af vor historie i både Danmark og Sverige.

Hvad betyder historien for nutiden?

Jeg er flintrende ligeglad med om disse områder i dag hører under det svenske eller det danske kongedømme, men det er vigtigt for nutiden at være bevidst om hvordan vore stater og grænser blev til. At jeg i dag har svensk pas, fordi jeg er født i Skåne, skyldes en etnisk udrensning og en voldsomt blodig koloniseringsproces. Den svenske stat er skabt ved erobring og racistiske massedrab. Grænserne er ikke "naturlige" og "det svenske folk" i dag er ikke det samme som det var engang. Det er væsentligt for den politiske bevidsthed i dag.

Svensk nationalisme må enten omfavne og hylde de etniske massakrer som den svenske stat og begrebet "det svenske folk" er bygget på, og altså være en primært stockholmsk nationalisme, eller også må den fortie og benægte dele af den svenske historie - dele som er centrale for dannelsen af den svenske nation.

Men Blodbadet i Rønneby og den brutale svenske besættelse og kolonisering er også relevant for dansk politisk bevidsthed i dag.

Det var en enorm reduktion af landet, da Østdanmark blev svensk, og det var en stor del af den danske befolkning og den danske økonomi, som befandt sig i det, vi i dag kaler "Sverige". En betydelig del af den danske befolkning talte altså skånsk m.v. Hverken "Danmark" eller "danskerne" eller "dansk" er altså det samme i dag, som det var engang, og det det er idag er blevet sådan på grund af kongemagternes indbyrdes erobringskrige, napoleonskomplekser og imperiedrømme.

Først med tabet af Østdanmark og Syddanmark (Slesvig-Holstein) kunne den statslige centraliserings- og ensretningsproces begynde i Danmark, så alle i området pludselig skulle tvinges til at tale et og kun ét sprog og dialekt. Mens den svenske konge undertrykte skåningene og blekingegenserne gik den danske statsmagt altså så småt igang med at udrense landet for jydske, fynske, og så videre egnsdialekter og lokale kulturelle særpræg. Begge var processer der tog århundreder og aldrig helt vandt.

På denne dag mindes Sverige de krigsforbrydelser, som landet blev bygget på. I Danmark har man derimod valgt at lade som om historien ikke findes. For 450 år siden ventede befolkningen i Rønneby forgæves på hjælp fra danske styrker. I dag venter befolkningen i Sydsverige stadig forgæves på at danskerne vender blikket mod øst - ikke for skåningenes skyld (vi klarer os såmænd nok uden jeres anerkendelse), men for deres egen skyld. For jeres egen historieforståelse og politiske bevidstheds skyld.

Den danske nationalisme er baseret på den svenske erobring af Østdanmark, som gjorde det muligt at dyrke forestillingen om Danmark som en kulturelt og sprogligt homogent nation. Danmark var nemlig multikulturelt helt op til moderne tid og "danskhed" blev lige så meget defineret af befolkningen øst for København som den blev af de tyske adelsmænd der udgjorde dele af den herskende klasse i Danmark.

Den historieløse fantasi om, at Danmark altid har været Danmark, og at begrebet "dansk" er uforanderligt, er en neurose. En neurose der gør det besværligt at tænke klart og som skaber tvangstanker og tvangshandlinger. For at kunne opretholde denne vrangforestilling er det officielle Danmark nødt til at ignorere den danske historie og fortie etniske massakrer. Halvdelen af de historiske "danskere" er nemlig "svenskere" - og omvendt. Begge begreber er lige arbitrære og smurt i blod.

Det er ikke noget at skamme sig over for nutidens "danskere" og "svenskere" - lige så lidt som deres nationalitet er noget at være stolt over. Men det er værd at være bevidst om. Bevidsthed om vor historie er væsentligt for hvordan vi opfatter vor nutid.