Liv Rolf Mertz's blog

Whitewashing ’Schland!*

Liv Rolf Mertz — Tue, 31 Jan 2017 21:24:46 +0000

Af Liv Rolf Mertz

Sidste nat med kliken

Modkraft – venstrefløjens virtuelle speaker’s corner gennem 17 år – lukker & slukker, så dette vil (sandsynligvis) være min sidste blog her på kanalen. R.I.P. og tak for alt!

Få instanser har kunnet fremkalde hjemve hos mig som dette Martin Lindbloms hjertebarn! Jeg har tjekket portalen stort set hver eneste dag næsten fra begyndelsen, og især siden jeg flyttede til Berlin i 2009. Og godt nok har jeg lejlighedsvis givet det københavnske venstreradikale miljø et par ord med på vejen, som vel i visses optik nok har syntes lige lovlig borgerlige. Alligevel skal det ikke være nogen hemmelighed, at læsningen ofte har vakt min længsel efter de fristeder, hvor jeg har trådt mine politiske midt-i-tyverne-sko, og hvis diskurser jeg i det mindste kender, selvom jeg ikke altid er enig.

Allow me to mention the war

Berlin øver dog alt i alt fortsat en større tiltrækningskraft, og de sammenligninger, jeg har draget mellem de to byer, er for det meste faldet ud til sidstnævntes fordel. Men der er én afgørende forskel, som nok aldrig vil holde op med at frustrere mig: Hvor DF i Danmark er Israels selvudnævnte ”stemme i Folketinget”, sætter en overvægt af venstrefløjen i Tyskland tilsyneladende lighedstegn mellem kritik af staten Israels menneskerettighedskrænkelser i de besatte områder på den ene side og antisemitisme på den anden.

Et nyligt eksempel var journalisten Frederik Schindlers foredrag med titlen ”Pinkwashing Israel?!” på homodiskoteket SchwuZ fredag d. 20. januar, hvor bl.a. undertegnede troppede op i solidaritet med mine eksilerede israelske og palæstinensiske kammerater. Vores fraktion skulle vise sig – som det desværre er kutyme på de breddegrader – at udgøre en forsvindende lille minoritet blandt publikum: Et overvældende flertal hujede og klappede, da den unge hvide mand gik på scenen, og enhver utilfredshedstilkendegivelse blev belærende afskrevet som ”aggressiv opførsel” (det er i øvrigt min ryg, der ses på det ledsagende foto, hvis man følger linket).

Schindlers konklusion lød, at pinkwashing slet ikke har nogen validitet som analytisk begreb. Præcis hvordan han begrundede dette, får jeg svært ved at redegøre for, thi foredraget foregik selvfølgelig på tysk (som de såkaldte Antideutsche og diverse lightudgaver af samme bizart nok altid insisterer på) i dét hæsblæsende tempo, der ofte kendetegner nervøs oplæsning af et semiakademisk manuskript. Ud fra den gammelkendte det-var-ikke-os-det-var-også-de-andre-logik lod han os forstå, at ingen bør kritisere Israel specifikt, al dén stund at også andre lande begår diverse uhyrligheder under dække af påstået homovenlighed.

Dæmoniseringen af muslimer med henvisning til Vores Egen Tolerance er ganske rigtigt ikke udelukkende et israelsk fænomen (hvilket jeg næppe behøver at uddybe for Modkrafts læsere). Imidlertid er det de færreste nationalstater, der så systematisk promoverer sig som et LGBT mekka, alt imens de periodisk bomber deres naboer (deriblandt også queers, må man formode), som de konventionsstridigt holder indespærret på et areal lidt større end Langeland!

Hvem har lavet din sæbe?

Havde arrangørernes oprigtige ærinde været at undersøge fænomenet pinkwashing frem for at blot afkræfte dets eksistens, ville det nok have været en god idé at invitere nogle israelere og palæstinensere og afholde en paneldebat i stedet. Under stort pres fra en meget lille del af salen indvilligede den ene af SchwuZ’ to kunstneriske ledere og bookere da også i at lade et sådant arrangement løbe af stabelen på et senere tidspunkt, men som udenforstående virker det absurd, at der skulle så kraftige opfordringer til. En mindre partisk ordstyrer ville også have været befordrende for initiativets troværdighed.

Og endelig havde det nok været formålstjenligt at lade seancen foregå på engelsk – eller i det mindste med erfarne simultantolke (også gerne til hebraisk og arabisk). I stedet blev de mennesker, der for manges vedkommende netop er udvandret i protest mod Israels apartheidregime (ja, dét skrev jeg!), spist af med en tilhører, der i sidste øjeblik meldte sig frivilligt (og kun fordi der utrætteligt blev bedt om en løsning). Schindler citerede sågar direkte fra den homonationalismekritiske performance Terrorist Superstars, som en af de tilstedeværende havde opført halvanden måned forinden, uden at hun reelt kunne tage til genmæle, fordi hun pga. sprogbarrieren kun genkendte titlen.

Parallellen til white guilt, hvor udøvere af undertrykkelse har så travlt med at pege på egen skyld, at de bemægtiger sig al taletiden på bekostning af de undertrykte, trænger sig unægtelig på. Og som samme performancekunstner senere skrev i en privat besked, er der også et element af paternalisme ude at gå: Tyskland, som ellers afsværges som Roden Til Alt Ondt, kommer til at fungere som den Rationelle Alfader over for de mellemøstlige ”horder”, der i den tidligere refererede anmeldelse af arrangementet endog fik skudsmålet ”infantile” og ”emotionaliserende”. Hvorfor er de Vilde dog ikke mere Ædle, kunne man næsten fristes til at spørge?

Kort sagt: Israel vasker sig lyserød, og når tyske ”antifascister” beredvilligt holder sæbe & svamp, vasker de sig selv hvide i samme bevægelse. Godt man sjældent (aldrig?) behøvede at forholde sig til dén slags nyttig idioti på Modkraft!

* Et øgenavn for Tyskland, man primært støder på blandt mindre patriotiske dele af landets befolkning.

Når jeg ser et regnbueflag smælde

Liv Rolf Mertz — Sat, 20 Aug 2016 12:50:10 +0000

Af Liv Rolf Mertz

[13.08.2006] I dag er det atter tid til den årlige Copenhagen Pride-parade, hvor københavnerne får lejlighed til at heppe på Den Rullende Homozoo. Ønsker man at deltage, kan man (hvis man er pæn nok og/eller har penge nok) endda købe sig til en plads på en af blokvognene og således højt til vejrs lade sig tiljuble, mens eventuelle bebumsede fattiglus naturligvis er velkomne til at rette sig ind i røven af optoget. Pride-lørdag (der vel snart er blevet så assimileret, at den bliver fortrykt i Mayland-kalenderen) er den begivenhed, hvor hele Danmark kan ånde lettet op og fejre sin normalitet.

I år skulle der så være ekstra grund til jubel, da homoseksualitet fejrer 25-års-jubilæum med normaliteten: Siden 1981 har denne seksuelle orientering nemlig ikke figureret på Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme. Desværre er det ikke alle ukonventionelle måder at gøre køn og seksualitet på, som Sundhedsstyrelsen har tilsmilet.

Er det mon et tilfælde, at transseksualitet officielt stadig betragtes som en psykisk lidelse? Og hvor let er det at kritisere de strukturer, der privilegerer heteroseksuel kernefamilie og monogami, hvis man i mødet med det offentlige behandlersystem må bekende sig til en diagnose for overhovedet at blive genkendt og taget alvorligt?

Konventionernes varme favntag er ikke gratis. For at kunne fejre indlemmelsen i Det Normale Fællesskab er det nemlig nødvendigt, at andre fortsat befinder sig uden for dette fællesskab.

Normalisering er en nådegave, det ikke er alle beskåret at give endsige modtage. Pride-flyerens omslag viser da også tydeligt, at det er ganske bestemte præmisser, ”vi homoseksuelle” er blevet normale på: Er din hud hvid og dit udseende ’almindeligt’ (det vil sige uden piercinger, tatoveringer, dreadlocks eller ukonventionelle kønsudtryk), kan du få …

Kategoriseringer er aldrig uskyldige; de skal noget. I en queer-optik undertrykkes homoseksualiteten således heller ikke gennem heteroseksualiteten. Tværtimod er heteroseksualitet dybt afhængig af homoseksualitet som sin eksistensbetingelse, ligesom begreberne ”mand” og ”kvinde” heller ikke giver mening, hvis de ikke netop defineres i forhold til hinanden. Det er derfor en illusion, at vi kan skabe forandring ved at opvurdere den ene halvdel af et modsætningspar, når en iboende definition på fx både ”kvinde” og ”homoseksuel” er, at de netop er strukturelt underordnet den anden halvdel.

Når homoseksuelle nu er blevet åh-så-normale, er det således værd at tænke over, hvem de er normale i forhold til. Hvem er de assimilerede homo’ers Andre? Jeg kan godt få armene ned.

”For flere risikozoner, utæmmelige projekter og et solidarisk kvarter!!!”

Liv Rolf Mertz — Fri, 01 Jul 2016 10:29:01 +0000

Af Liv Rolf Mertz

Gæsteblog af Lene Tymoshenko.

Dag 4

Brev fra det belejrede Rigaer Strasse 94.
Skrevet af Rigaer94 den 26-06-2016 kl. 05:30

Det der er sket indtil videre:

I onsdags den 22-06-2016 blev Kadterschmiede og den dertilhørende have, stueetagen i baghuset og hele loftet over baghus, sidehus og forhus ryddet. Ved 7.30-tiden stormede SEK (Spezialeinsatzkommando; politiets specialenhed), private securityfolk og byggearbejdere baghuset, mens panserne ”sikrede” de efterfølgende foranstaltninger.

Vi har endnu ikke set et eneste tegn på, at de ryddede lokaler er ved at blive indrettet til boliger.
Dog hersker her en permanent undtagelsestilstand. Vores opgangsdøre er fjernet fuldstændig, pansere og security patruljerer på trappeopgangene, fortovet foran Rigaer Strasse 94-96 er fuldstændig afspærret.

I de sidste dage er der blevet indsat nye sikkerhedsdøre i stuetagen til Kadterschmiede, værkstedet og loftet. Også indgangen til haven er blevet spærret.

Siden i går aftes låser en security sig ind bag hver af sikkerhedsdørene, for at holde vagt over rummene. Resten af security er for det meste forsamlet i porten til forhuset og venter på, at der skal ske noget. Det meste af tiden står de der lige så rastløst som dumt og ved ikke rigtig, hvad de skal give sig til. Ellers får de ordrer fra panserne. Især vores ikke-mandlige beboere bliver chikanerede af securityfolkene og panserne. Det ytrer sig i konstant verbaliseret seksuel vold, og i går kulminerede det i en fysisk grænseoverskridelse.
Desuden var der i går gentagne tilfælde af fysiske trusler fra seks securityfolk overfor en person, der bor her.

Derefter jagede vi securityfolkene ud af huset.
De kunne kun komme tilbage ved hjælp fra panserne. Desuden er der konstant tilfældige politianmeldelser af enkelte beboere og besøgende.

Det er blevet meget svært for alle beboerne at få adgang til deres hjem, og det er ofte kun muligt efter lange diskussioner.
Gæster bliver blandt andet kropsvisiteret af panserne og får tjekket deres id.
Nogle gange bliver gæster derefter henvist til security med den besked, at det er dem, der bestemmer, om gæsten kan komme ind, hvorefter security siger, at det aner de ikke noget om. Andre gange lader panserne simpelthen ikke folk komme ind til dem, de vil besøge.

I en bolig med gyldig lejekontrakt blev strømmen lukket og måleren plomberet.
Der er åbenbart ingen grænser for håndlangernes opførsel her i huset.

Men sammen kan vi tage vinden ud af deres sejl! Det her er vores hus, og vi lader ikke vores fælles liv ødelægges af statens håndlangere og John Dewhursts (husets ejer) lænkehunde!
Ikke så længe jeres mange kærlige, brændende og søde solidariske hilsener smelter i munden på os og varmer hjertet selv i disse så kolde omgivelser!

Jeres Rigaer94

Dag 5

Brev fra det belejrede Rigaer Strasse 94.
Skrevet af Rigaer94 den 27-06-2016 kl. 07:29. Sket søndag den 26. juni 2016

I dag var den første stille morgen, hvor vi ikke blev vækket af skærelyde eller byggelarm. Dog tog det ikke lang tid, før de securityfolk, der stod og hang på hver af opgangens etager og overbegloede os, mindede os om tingenes tilstand.

Derefter steg presset imod os endnu mere. Først blev vores bevægelsesfrihed indskrænket, så vi ikke kunne gå frit ind og ud af huset. Mange gæster blev nægtet adgang til huset. Nogle få fik efter at have vist deres id og fået det tjekket af panserne lov til at komme ind.

En niårig pige, der ville besøge sin veninde i forhuset, fik først adgang, efter at hendes lommer og taske var blevet grundigt undersøgt.

Vi forsøgte at få så mange gæster som muligt over afspærringsgitteret, uden at de blev kontrolleret, men folk blev gentagne gange fysisk forhindret i at få adgang til vores hus.
Da panserne ikke havde flere argumenter, fordi deres fremgangsmåde er ulovlig, begyndte de at blive så voldelige, at en af dem endda med hånden på sit skydevåben truede med at eskalere situationen. Efterfølgende udskiftede han sit tjenestenummer (siden 2011 har Berlins politi haft pligt til at bære et synligt tjenestenummer, og det er selvfølgelig ikke meningen, at de skal kunne udskifte det).

Dagen var gennemgående præget af denne stemning. Der var hele tiden folk, der filmede politiets ulovlige handlinger, og det førte til, at en delingsfører om aftenen så det som grund til at starte et voldsorgie. Flere betjente overfaldt en familiefar fra huset og bankede ham for øjnene af hans kone og tre børn og slæbte derefter afsted med ham. Også moderen fik kvæstelser på hånden under angrebet, det drejer sig om den familie, der ved razziaen i januar var ude for, at SEK truede børnene med trukne våben.
Heldigvis kunne husfællesskabet omgående tage sig af børnene.

Eskalationen medførte i sidste ende, at politiet afspærrede et større område, nemlig hele Rigaer Strasse mellem Liebigstrasse og Zellestrasse, da antallet at solidariske personer hele tiden voksede. Panserne blev hele tiden mere nervøse, og det førte til mindst to anholdelser på Dorfplatz (pladsen foran XB-Liebig, Liebig Strasse 34 på hjørnet af Liebig Strasse og Rigaer Strasse).
På det tidspunkt var der flere hundertschaften (hundertschaften er delinger med mellem 80 og 100 pansere fordelt ti af gangen i skovvogne) i Rigaer Strasse og de omkringliggende gader.
Da vores advokat ankom, meddelte panserne ham, at vi selvfølgelig havde lov til at få besøg, og at de udelukkende gennemførte normale Gefahrengebiet-kontroller (farligt/kriminalitetsbelastet område; visitationszone).

Deres aktion viser med alt tydelighed, hvordan de forsøger at knække os og få situationen til at eskalere for at kunne legitimere en rydning af hele huset. Men vi lader os ikke narre af deres usle tricks!

Det kan godt være, at deres eskalation finder sted på vores trappeopgange, men med jeres hjælp finder vores eskalation sted på deres gader.

Jeres solidariske flammer varmer vores hjerter!
Jeres Rigaer94

Bemærkning til pressemeddelelserne af Lene Tymoshenko, Berlin.

Med undtagelse af de ryddede lokaler i stueetagen har alle de andre etager i husprojektet legale huslejekontrakter.
Forhuset er ikke en del af husprojektet. Der bor helt almindelige legale lejere, der er udsat for den samme repression og chikane som husprojektets beboere.

Pressemeddelelserne er skrevet af husprojektets beboere.

Den kvinde, der bor med mand og tre børn i stueetagen i forhuset, Rigaer Strasse 94, skriver søndag den 26-6 om aftenen på sin Twitter-profil: ”Far ville beskytte vores børn ved at lukke vinduerne, men han nåede det ikke og blev anholdt”.

Efter at flere pansere bankede ham, anholdt de ham. Da de tvang ham ind i skovvognen, bankede de hans hoved ind i vogndøren. De løslod ham først syv timer senere.

På et andet tidspunkt begik panserne et brutalt overgreb imod den 11-årige pige. Hun stod inde i lejligheden ved det åbne vindue, og panserne greb fat i hende og forsøgte at hive hende ud gennem vinduet.

Mandag den 27-6 skriver hun: ”Far er tilbage igen, men børnene kunne næsten ikke kende ham. Han har sår i ansigtet, på ryggen og på armen og et blodigt øje”.

Mandag den 27-6 blev der om aftenen afholdt en pressekonference på Dorfplatz, hvor folk fra rigaer94, forskellige af kvarterets beboere og de børn, der blev øjenvidne til pansernes brutale overfald på deres far, kom med forskellige statements. Der var forskellige journalister til stede og omkring 300 solidariske mennesker.

Det lokale bageri, der ligger på hjørnet af Rigaer Strasse og Liebigstrasse skråt overfor husprojektet XB-Liebig, Liebigstrasse 34, bliver brugt af panserne, der belejrer området, til at gå på toilettet og købe kaffe og mad. Flere folk udenfor, og inde i bageriet bliver kontrolleret af panserne.
Det fik det kurdisk ejede bageri til den 27-6-2016 til at hænge en plakat op i vinduet, hvor der står:

”Hermed giver Bäckerei 2000 indtil videre karantæne til Berlins politi.
Dette gælder både for toiletbesøg og indkøb”.
Og så en henvisning til §123, afsnit 1, hvori der står, at den, der betræder andres bolig eller forretning, der er beregnet til offentlig tjeneste, og opholder sig der uden tilladelse eller ikke fjerner sig efter at være blevet opfordret til det, bliver straffet med op til et års fængsel eller en bøde.

Den grønne politiker Canan Bayram skriver på sin Twitter-profil: ”Tja, det er måske fordi politiet chikanerer beoerne”.

Innensenatoren Frank Henkel reagerer ved at skrive på sin Facebook-profil: ”Et bageri i Rigaer Strasse giver politiet karantæne. Vores betjente må hverken købe ind eller gå på toilettet, og Berlins grønne ? politikere retfærdiggør det på Twitter med. at ’politiet chikanerer beboerne’. Det skriver Canan Bayram. For denne ækle ytring bør de grønne partispidser omgående sige undskyld til vores berlinske politi”.

På det berlinske politis fagforbunds Facebook-side kan man læse følgende:
”Blev opmærksom på dette opslag. Hvad er det dog, der foregår i visse politikeres hoveder. Det er en utrolig frækhed at påstå, at politiet chikanerer folk! De problemer, der udgår fra huset Rigaer Strasse/Liebigstrasse, som kollegerne i denne afdeling er dagligt konfronteret med, er slemme nok!
Stenkast, fornærmelser, chikaner, fysiske angreb osv.
Prøv bare at tænke på den kollega, der blev angrebet, da han ville skrive en parkeringsbøde!!

Men det er selvfølgelig aldrig sket, for det har beboerne jo ikke fortalt fru Bayram eller omvendt!!

Hvis fru Bayram en dag skulle have brug for politiet, håber vi, at politiet trods alt er venlige mod hende, også efter at de har genkendt hende!”

Bageriet fjernede plakaten senere samme aften, fordi panserne truede med repressalier. De ville pudse myndighederne på dem.
Ved en juridisk efterprøvning har det dog vist sig, at bageriet er fuldt berettiget til at give Berlins politi karantæne.

Dag 6

Brev fra det belejrede Rigaer Strasse 94.
Skrevet af Rigaer94 onsdag 29-06-2016 kl. 0:25. Sket tirsdag 28. juni.

Her hersker en permanent undtagelsestilstand. Vores indgangsdøre er fjernet fuldstændig, samtidig med at pansere og securityfolk kontrollerer på trappeopgangene. Fortovet foran husene 94-96 er fuldstændig afspærret.

Byggeriet fortsætter. I dag fjernede byggearbejderne de sofaer, stole og stålbjælker, der stod i haven og i Kadterschmiede, og skrottede dem. Vi kunne redde nogle få ting og fik desuden af vide, at vi, efter at tingene var blevet gjort til skrot, kunne opfordre husforvaltningen til at betale os skrotprisen på vores indbo – en husforvaltning, der kun eksisterer i form af et postkassefirma!!

Vi forsøgte spontant at bygge en barrikade i gården i Rigaer94, men efter at panserne havde set til i et godt stykke tid, stoppede de det. Det har dog betydet, at byggearbejderne har måttet klatre en smule.

Fra klokken16 var der ”Bigger than Hip-Hop” på Dorfplatz, hvor der også blev oplæst presseerklæringer. Udover den sidste presseerklæring fra Riga94 var der et brev fra en beboer i forhuset til baghuset og en erklæring fra Berliner Mietergemeinschaft (en berlinsk lejerorganisation).

Så var der ellers koncert med blandt andet Filou, Alice Dee und Pyro One. Vi takker alle kunstnere af hele hjertet for deres solidaritet.
Klokken 21 fik beboerne luft for deres vrede over panserbelejringen: en beboer havde på gårdsdagens pressekonference opfordret til solidarisk klapren og slåen på gryde ud af vinduerne og på gaden [se video længere nede på siden]. Opfordringen blev fulgt at mange beboere og viste med al tydelighed, at panserne overhovedet intet har at gøre i vores kvarter.

(Der stod naboer i vinduer og på altaner i mange lejligheder i de nærliggende huse og på gaden og slog på gryder i en hel time tirsdag aften. Der var alt i alt omkring 200 medvirkende i grydekoncerten. Planen er, at denne aktion skal gennemføres hver aften klokken 21, til panserne endelig forsvinder. Kommentar, Lene).

Panserne ville så igen forhindre børn, der bor i gaden, i at komme igennem afspærringen, hvilket de mennesker, der besøgte koncerten, ikke ville finde sig i. Efter lidt skubben fløj der flere flasker imod panserne. Panserne filmede konstant arrangementet.

Da koncerten var forbi, blev folk siddende på Dorfplatz, men panserne ryddede dem. Alle de mennesker, der havde vist deres solidaritet med Rigaer94, blev skubbet op af Liebigstrasse, kastet om på jorden, hånet og filmet. Det gjaldt også beboere, der blev forhindret i at komme ind i deres egne huse.

Hvad angår pansernes og securityfolkenes kontrol foran vores hus, er der intet, der har ændret sig.
Vi er uendeligt taknemlige for jeres solidaritet, for de aktioner vi dagligt læser om, og som når os alle vegne fra. De gør, at vi lidt bedre kan udholde hele situationen.

Vi lader os ikke knække.
For flere risikozoner, utæmmelige projekter og et solidarisk kvarter!!!

Rigaer94 bliver!
---
Der er demo imod gentrificering og i solidaritet med Rigaer94 i Friedrichshain lørdag d. 9-7 klokken 20:30.

Har man lyst til at deltage, men mangler et sted at sove, kan man kontakte Rigaer Schlafplatzbörse.

Oversat fra tysk af Lene Tymoshenko, Berlin

Læs også de tidligere pressemeddelelser her og her.

We’re here! We’re queer! And it’s not something you get used to!

Liv Rolf Mertz — Fri, 24 Jun 2016 12:44:55 +0000

Af Liv Rolf Mertz

Søndag morgen kl. ca. 2 lokal tid trængte en bevæbnet mand ind i homobaren Pulse i Orlando, Florida, dræbte 49 af de tilstedeværende – primært queers med Latinx[1] baggrund – og sårede yderligere 53. Det er snart to uger siden nu, og jeg har prøvet at skrive noget om det siden. Det er bare ikke let, når man er så granatchokeret.

En lignende tilstand af vantro lammelse prægede ikke just den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han dagen efter lagde blomster ved den amerikanske ambassade i København og ved dén lejlighed fik en mikrofon stukket op i snotten. ”Det er også et angreb på vores værdier, på vores tolerance”, udtalte han med stålsat mine. ”Så ja, jeg synes da også, det rammer os”.

Til Dem, hr. præsident

Over for statsministeren og alle jer andre med en genkendelig begærsretning og en konventionel kønnet selvfremførelse vil jeg gerne benytte nærværende platform til at udrydde en lille misforståelse: Det er fandeme ikke jer, der er ramt her! Der er fandeme ikke nogen, der nærer så kraftigt et (selv)had, at vedkommende er villig til brutalt at meje jer ned i hobetal og tage sig selv med i købet, fordi I bon’er positivt ud på de ovennævnte to parametre!

Hvilke værdier er det mon, Lars Løkke føler sig ”ramt” på, kunne man også spørge? Hvor tolerant er det nu lige, han har været over for de af os, der bon’er anderledes ud? Tja, han stemte blankt til sit eget lovforslag L151[2] i 2006 – ene og alene af dén grund, at oppositionen 1½ uge inden afstemningen fik ”ændret forslaget, så enlige og lesbiske også [skulle] have ret til offentlig fertilitetsbehandling”. Og så som så var det da også med ”tolerancen”, da selvsamme Venstreløve to år tidligere i sin egenskab af sundhedsminister fik sat en kæp i hjulet for Sex & Samfund og Sundhedsstyrelsens Sexstarz-projekt.

De højtbesungne ’danske værdier’ går åbenbart ikke ud på at oplyse om seksuelt samkvem som andet end cis[3]-pik-i-cis-kusse, må man konkludere. Og de 34 stramninger af udlændingeloven, der blev gennemført i januar 2016, har vel heller ikke ligefrem gjort det nemmere for LGBT-personer, der bliver forfulgt i deres hjemland, at søge tilflugt under vores angiveligt tryggere himmelstrøg?

Af en kapitulants bekendelser

Engang for efterhånden mange år siden tabte jeg en lille krig. I modsætning til kommakrigen, som ”min” fløj overraskende nok vandt, havde jeg og mine kumpaner i bl.a. Enhedslistens Queerudvalg ikke så meget held med at overtale danske normbrydere udi køn og seksualitet til at bruge ”queer” som perspektiv i stedet for at tage termen på sig som en identitet. ”LGBT findes jo i forvejen”, argumenterede vi. ”Hvorfor ikke bare bruge dét i stedet for, hvis identitet absolut skal være udgangspunktet?”

I skrivende stund kan jeg ikke helt huske, hvorfor det var så vigtigt for mig dengang. For godt nok vil jeg stadig hævde, at dét at gøre sit køn eller sin seksualitet (eller begge i skøn forening. Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at skille dem ad?) på en normundergravende måde altid vil betyde noget forskelligt for forskellige mennesker på grund af de mange øvrige kategorier, der virker ind på og gennem os. Derfor kan forestillingen om og anråbelsen af enshed meget hurtigt blive et påbud snarere end en beskrivelse af et fællesskabs beskaffenhed – en af queerteoretikeren Judith Butlers hovedpointer.

Danger danger danger

Men efter Orlando står ét fælles vilkår for mig som temmelig uomgængeligt: Dén frygt, der fra teenageårene mejsles ind i de flestes rygrad, når de opdager, at de næppe klarer at komme ud som Rigtige Heteroseksuelle Mænd & Kvinder® på den anden side.

”With ‪#‎Orlando, queers are experiencing a fresh reminder of their fear & trauma growing up hated. It’s gay shell shock. And visceral”[4], skrev den canadiske romanforfatter Michael V. Smith i sin første Facebook-opdatering efter massakren. ”If you can’t wrap your head around a bar or club as a sanctuary, you’ve probably never been afraid to hold someone’s hand in public”[5], istemte Jeramey Kraatz på Twitter; en udmelding, som foreløbig knap 20.000 siden har ”retweetet”, og som også gik viral på Facebook.

Nogle af os har aldrig nogensinde oplevet begær hinsides dén fare, en udlevelse deraf kunne medføre. Det er en særdeles formativ tilblivelsesbetingelse, og derfor føles det, som om verden vælter, når selv vores såkaldte fristeder kommer under beskydning. ”I’ll be your gay bar”, crooner countrysangeren Rae Spoon håbefuldt. Men nej. Ikke engang dér ...

”Yalla auf die Strasse – Queer bleibt radikal!”[6]

Under denne overskrift indkaldes til den alternative Pride i Berlin, X*CSD, som hvert år løber af stabelen omkring årsdagen for Stonewall-oprøret, også kaldet Christopher Street Day efter baren Stonewalls geografiske koordinater i Greenwich Village, New York City. ”Lad os kæmpe for et selvbestemmende, solidarisk sammenhold – i vores eget kvarter såvel som internationalt!” lyder det i indkaldelsen (og endnu skarpere på tysk, selvfølgelig!). Og for mig har det aldrig givet bedre mening at gå på gaden under samlebetegnelsen ’queer’, hvor upræcis den så måtte være. I lyset af tragedien i Orlando føles det endog ikke, som om jeg menneskeligt har råd til at blive væk. Det er på gaden, at vi (og vores forgængere – ofte of color, ofte transkønnede) har vundet de væsentligste kampe. Pulse har mindet os om, at vi ikke engang er sikre i reservaterne ...

[1] Latinamerikansk, køn uspecificeret.

[2] Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.

[3] ”cis” = det modsatte af ”trans”.

[4] ”#Orlando minder queers om deres frygt & traumer fra dengang, de voksede op som forhadte. Det er et homogranatchok, der ryster én helt ind i knoglerne”.

[5] ”Hvis du ikke fatter, at en bar eller en natklub kan være et fredhelligt sted, har du sikkert aldrig været bange for at holde nogen i hånden offentligt”.

[6] ”Kom så ud på gaden – queer forbliver radikalt!”

Det årlige identitære knæfald

Liv Rolf Mertz — Tue, 08 Mar 2016 12:24:41 +0000

Af Liv Rolf Mertz

Velkommen på forsiden

For halvanden måned siden blev jeg inviteret til at deltage i tæppebombningen af Modkrafts sendeflade i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Eksperimentet går i al sin enkelhed ud på at præsentere en hel forside ”lavet af kvinder, eller folk, der ikke definerer sig som cismænd”. ”Smadderfedt!” var min første indskydelse. ”Jeg prøver sgu at få fyret noget af, når den tid kommer!”

Ugen inden modtog jeg en reminder. Udspillet fra redaktionen gik på, at jeg skulle forfatte ”noget om transrettigheder”. Amnesty International er lige kommet med en briefing desangående, så dén blog burde nærmest have skrevet sig selv. Måske bør jeg lige huske at nævne, at jeg skam er meget taknemmelig for min Modkraft-sæbekasse, hvorfra jeg skal komme at begå langt mere feministisk glædesdrab – ingen tvivl om dét! Episoden her skal blot tjene som eksempel på en problematik, der ikke kun slår sine folder på såkaldt progressive portaler. Det er ikke uden grund, at jeg kærligt napper den hånd, der fodrer mig. Det er fordi, det virker realistisk at håbe, at det nytter.

Stor var nemlig min bestyrtelse, da jeg i begge Modkrafts optaktsartikler d. 7. marts kunne læse følgende: ”Desuden vil alle bloggere i dagens anledning være kvinder”. Punktum. På min utvetydige opfordring blev ordlyden heldigvis ændret, så den nu matcher invitationens, og jeg er således tilbage ved tastaturet. Men hvad skete der lige dér? Mentes der mon ”kvinder” på ”Ich bin ein Berliner”-måden? Eller var det underforstået, at alle, der ikke normalt dominerer mediebilledet, rettelig kan betragtes som sådanne, dvs. ”resten”?

”Du er i et forhold med den strukturelt underprivilegerede halvdel af menneskeheden, og det er kompliceret”

For mig som feminist har 8. marts haft stor betydning gennem årene, men det falder mig sværere og sværere at have det godt med at deltage. De fleste arrangementer er for småborgerlige for min smag; resten for separatistiske. Ingen politiske vindinger uden et vist mål af utilpashed – dén er jeg med på – men lige på dén mærkedag er mit ubehag måske lidt tragikomisk? Dét opråb til demo, der ligger og blinker til mig i indbakken, for eksempel – We take the power back! – er henvendt til ”women*”; i bunden af mailen udspecificeret som ”* F[1]LTI is for Women, Lesbian, Trans, Inter*”. Hvad skal den der lange serpentin af identitetskategorier udrette? Er det alligevel ikke illusorisk at tro, at ”vi” nogensinde vil formå at repræsentere alle? Transkvinder bør jo logisk set (og i det hele taget!) være omfattet af overbegrebet ”women*”, så det må vel være sådan nogle som mig, som betegnelsen ”Trans” antages at dække over? De transpersoner, som ikke er kvinder?

Ja, det er nok mig, der menes. Det er mig, som man gerne må fortælle ligeud, at jeg er mindre mand. Mange mænd frygter at blive opfattet som sådan; jeg forventes at være helt cool med den frygt. Min forestillede affinitet til kvindekategorien er min adgangsbillet; jeg er tilpas lidt mand til, at jeg gerne må være med. Det skulle endog forestille at være ”empowering”, kan jeg forstå. Og når en underprivilegeret gruppe ønsker at inkludere mig i deres kampe, giver det da også styrke og arbejdsglæde til mig som aktivist: For eksempel anser jeg det for min fornemmeste opgave at være så god en hvid medsammensvoren som muligt. Men her kan jeg også kæmpe med retten til selvdefinition i behold. I ovenstående tilfælde ville min medvirken derimod komme til at foregå på nogle problematiske betingelser. Hvorfor er kriteriet for visse former for solidaritetsmanifestationer et identitært knæfald?

Thanks, but no thanks

I min bog er det fair nok at ville fejre Kvindekampdagen uden mænd; så langt har jeg faktisk bevæget mig væk fra min oprindelige skepsis over for kønsseparatisme (paradoksalt nok i takt med, at jeg har tilstræbt at fjerne mig fra den subjektposition, som selvsamme separatisme ville tilgodese). Netop fordi uligheden er af så strukturel karakter, kan jeg følge den klassekampsagtige tilgang. Selvom der måske ikke er tale om en nulsum, er der en interessekonflikt: ”Klassefjenderne” må afgive noget, for at de udbyttede kan få mere heraf! Så hvis arrangørerne af en given højtideligholdelse faktisk ønsker et lukket selskab, kan de jo skrive dét: For min skyld ingen alarm! Men gør jer venligst overvejelser over, hvad det helt konkret er, I ønsker at udelukke.

Jeg vil nemlig hellere ekskluderes af de rigtige grunde end inkluderes af de forkerte. Nok kan separatisme være en nødvendig strategi i forbindelse med undertrykte gruppers interne bevidstgørelse, men hvis en indkaldelse til en 8. marts-demonstration adresserer bestemte identiteter og ikke andre, sker der efter min mening to ting: 1) De mænd, der går med i demoen, er tvunget til at oute sig selv som transmænd 2) De mænd, som gerne ville gå med, men som føler sig tilpas i det køn, de blev tildelt ved fødslen, outer sig selv som cismænd ved at respektere anvisningerne og blive hjemme. Og på sofaen gør deres eventuelle sympati for sagen jo næppe den store forskel.

Jeg vil gerne være en god allieret, men jeg gider hverken blive ekskluderet eller inkluderet på grund af andre menneskers antagelser om mit kønstilhørsforhold. Jeg ønsker alle med investeringer i 8. marts en rigtig glædelig Kampdag og håber for jer, at I har mulighed for at fejre den på præmisser, I selv har kunnet forhandle om. Om et par år(tier) er det forhåbentlig en selvfølge.

[1] ”F” står for ”Frauen”, idet demonstrationen finder sted i Berlin.

Tanker om det forestillede venstreorienterede subjekt

Liv Rolf Mertz — Sun, 10 Jan 2016 21:53:16 +0000

Af Liv Rolf Mertz

Hvor kragerne vender

I den landsby, hvor jeg er vokset op, findes der ét vejkryds. Den nærmeste postkasse (lige ved Asylcenter Lyngbygård) må man køre knap tre kilometer efter, den eneste folkeskole i miles omkreds yderligere to og stationsbyen, hvorfra bumleturen til Ååårhus hypotetisk set kan begynde, endnu én (der var dog mange fra min folkeskoleklasse, der aldrig havde sat deres ben i Smilets by før fællesudflugten dertil på Blå mandag). Herude kører man med cykellygter for at kunne se vejen – ikke for at blive set af bilister, for dem er der sjældent nogen af. Umiddelbart før Grenå støder man endelig på et decideret lysfyr, og her kan man også købe ind i et rigtigt supermarked og gå på gymnasiet. Hypotetisk set.

Dét var der to fra min klasse, der gjorde: Den ene var mig, den anden, som var tilflytter fra Sjælland, gik ud (og flyttede tilbage til Sjælland, så snart hun blev myndig). Fresh out of Stenløse spurgte hun mig i 8. klasse, ”om mine forældre også holdt Information”. Derhjemme stillede jeg ordret samme spørgsmål og måtte dagen efter overbringe hende min fars kortfattede ”nej”. Først syv år senere fandt jeg ud af, at det drejede sig om en avis, og at den ikke blev leveret øst for Rønde – min klassekammerats fortsatte daglige adgang til Den Mindst Ringe skyldtes udelukkende, at hendes far arbejdede i Tirstrup Lufthavn.

Også min far droppede ud af gymnasiet i sin tid, men dengang fandtes der noget, der hed Præparandklassen, så han blev alligevel optaget på lærerseminariet, som han dog var seks år om at færdiggøre, fordi han måtte arbejde så meget ved siden af. I de lokales øjne gjorde hans og min mors mellemlange videregående uddannelser dem til en art intelligentsia, hvilket blandt andet udmøntede sig i en kniv hugget ind i vores dørstolpe (omkring EF-afstemningen i 1972 – nejsigere var ikke populære på de kanter) og deres afkoms melasseklæbrige øgenavn, som ikke engang de voksne holdt sig for gode til at hvisle, når vi blev sendt ned til storbonden for at købe æg: ”Degneunger”. Blandt jævnaldrende var min overlevelse direkte betinget af min evne til at lægge overbevisende afstand til alt dét, mit hjem stod for. Holde lav profil. Holde gode miner for slet spil. Holde kæft. Holde ud.

Ryk frem til Start

I modsætning til min far lykkedes det mig faktisk at blive student. Jeg hadede ganske vist hvert minut, men havde øjnene stift rettet mod en fremtid på universitetet, som jeg godt nok ikke havde den fjerneste anelse om, hvad gik ud på, hvilket mine karakterer på Grunduddannelsen da også i dén grad afspejler. Men til Århus emigrerede jeg, og fem år senere videre til København, hvor jeg efterhånden kendte hele tre mennesker. Min umiskendelige dialekt er jeg dog aldrig blevet kvit, og også andre vaner (såsom at bestille et ”sort svin” i baren, mens jeg i ånden ser min onkels digre gris Amanda for mig – ens associationer rundes gerne af ens erfaringer) skulle vise sig at være særdeles sejlivede.

Alt det, der før havde været for meget, rakte nu øjensynlig slet ikke til. Hvor jeg hele min barndom havde nedtonet mine forældres interesse i politik og litteratur (men sådan noget rygtes jo), bestod øvelsen nu pludselig i at puste den op. Jeg følte mig som en del af et dannelsesproletariat og gøs ved tanken om, hvordan det måtte være at komme fra et hjem helt uden den interesse – uden de forudsætninger, jeg trods alt havde fået med i bagagen. Samme (mindreværds)følelse havde jeg i det venstreradikale miljø, som jeg med skiftende held forsøgte at mænge mig ind hos (”hvorfor kan vi ikke bare stemme om det?”) Jeg havde ingen anelse om, hvor Det Fri Gymnasium lå, og KUA udtalte jeg ”K.U.A.” til 12’erens chauffør! Vi kan sige, jeg var en vejrhane. Vi kan sige, jeg var en vatpik.

Man kan tage drengen ud af Djursland, men kan man tage Djursland ud af drengen?

Under et besøg i Vestjylland forrige år blev jeg trods min karakteristiske jyske dræven beskyldt for at være vokset op på ”Djævleøen” (ude på ”Næsen” omtales Sjælland heller aldrig som andet): De øvrige gæster tog simpelthen ikke mine bedyrelser om østjysk herkomst for gode varer. Man skulle umiddelbart tro, at jeg ville blive smigret – at dette var det ultimative bevis på min tilpasningsevne til akademia, hovedstad og revolutionær undergrund – men til min egen overraskelse blev jeg virkelig harm: Jeg ville fandeme have credit for de 24 år, jeg havde henslæbt i Hovedlandet (som jeg i øvrigt stadig besøger 4-5 gange om året).

Tilsyneladende annullerede min genkendelighed som blandt andet venstreorienteret (og queer, antagelig) simpelthen min jyskhed! Kan vi sige, at noget af det her handler om kulturel kapital? Hvad ansporede ellers de andre festdeltagere til at bortfiltrere det auditive aspekt af min fremtoning fra det samlede indtryk? Spørgsmålet er for mig at se ikke, hvorvidt der eksisterer politiske subjekter, som både er minoriserede og opvokset i ”Det Mørke” (et ligeledes diabolsk sjællandsk øgenavn for en vis landsdel). Det er snarere et spørgsmål om, hvilke subjekter der er diskursivt forståelige og levedygtige i en given kontekst.

Dét ”land” / som alle børn kender

For nylig kom jeg for skade at melde ud på min Facebook-profil, at jeg var ”DYBT DYBT splittet” over en vis David Hansens artikel på Kontradoxa. Sagen er nemlig den, at jeg er vokset op langt fra alt undtagen DR’s Bonderøven og ... Djurs Sommerland! Sidstnævnte må jeg i løbet af 1980’erne have løst billet til minimum 10 gange (forud for åbningen i 1981 var Dyrskuet i Grenå det årlige trækplaster); om sommeren var det bare op på cyklen og derud, hvis solen skinnede (og min venindes forældre sponsorerede)! Artiklen gik i rette med den attitude og retorik, som visse kritikere af de racistiske stereotyper i parkens såkaldte ”Afrikaland” ifølge Hansen havde benyttet et par måneder tidligere, og argumenterede for, at kritikken havde haft en kontraproduktiv effekt. Hvad min splittelse handlede om, burde jeg selvfølgelig have uddybet, da jeg delte artiklen på Facebook. Den skyldtes ikke ”Afrikaland”: Hvis det stod til mig, skulle det lukkes.

Nu kan man indvende, at det lugter langt væk af hvide privilegier at kunne hengive sig til kommunikationstekniske overvejelser frem for en kritik af selve dét fænomen, der afføder dem (i dette tilfælde racistiske stereotyper i en dansk forlystelsespark). Jeg er enig. Man kan også indvende (hvilket flere gjorde – både i kommentarsporet efter den oprindelige Kontradoxa-artikel, i tråden under min Facebook-deling af samme og endelig i et yderst præcist modsvar på QueerKraft), at racismekritikere altid bliver bedt om at ”være venlige” og ”tale til det hvide hjerte” – et imperativ, som David Hansen ansås for at videreføre, hvilket selvsagt heller ikke er min intention.

I kølvandet på min artikeldeling på Facebook blev jeg gentagne gange taget til indtægt for holdninger, som jeg sådan set bare afslørede eksistensen af: Jeg blev så at sige fisens ejermand. Men at påpege, at der findes transfobi, for eksempel, er jo heller ikke det samme som at reproducere den. At påpege, hvordan tokønssystemet er en virkningsfuld teknologi, er ikke det samme som at hævde, at køn er et biologisk faktum, som retfærdiggør forskelsbehandling. Det var tankevækkende for mig, at ”min sandhed” åbenbart var så ilde hørt: At mine førstehåndserfaringer med den pågældende egn simpelthen ikke blev anerkendt som netop dét. Selvom jeg var i Tivoli med mine forældre som 8-årig, skal jeg nok afstå fra at påberåbe mig ekspertstatus, hvad københavnere og København angår. Noget for noget?

Djævleøen findes

Systemisk racisme kan ikke omstyrtes ved, at ”racialiserede minoriteter [...] forbedre[r] deres formidlingsstrategier”, som Lene Myong og Anders Riel Müller så rigtigt skrev i den omtalte replik. Lige så lidt kan dét at gøre opmærksom på det udprægede elitehad, som hersker mange steder i Udkantsdanmark, affejes som en reproduktion af selvsamme elitehad. I den geografisk marginaliserede bevidsthed har de forestillede økonomiske, sociale og kulturelle privilegier en tendens til at fusionere under rubrikken ”København”. Analytisk set er det måske nok en smule reduktivt at udpege ”Djævleøen” som trope for og årsag til udgrænsning af den ikke-sjællandske Anden. Dét bliver oplevelsen af marginalisering og dén dæmonisering, der ofte vælges som forsvars- og modstandsstrategi, bare ikke mindre reelle af. Derfor kan det også for lige netop denne pointes vedkommende være irrelevant, om det var faktisk var en hvid velbjærget akademiker fra brokvartererne, der rejste en bestemt diskussion, eller ej: Enhver kritik i den givne kontekst vil blive takseret som en overtrædelse af Jantelovens tredje, fjerde og femte bud* uanset. Den vil oftest blive læst som nok en nedgørelse.

Det må alt andet lige være nyttigt for udenforstående at vide, hvilke diskurser de risikerer at tale ind i, når de henvender sig til mennesker, de ellers ikke har megen berøring med: Konstateringen af én form for marginalisering kan hurtigt ramme lige ned i folks egen oplevelse af en anden. Brødrene B. Nielsen – Djurs Sommerlands direktører, som driver faderens livsværk videre – er formentlig hverken mere eller mindre kapitalistisk indstillede, end fabriksejere er flest: De tjener penge, som deres kunder giver dem mandat til. Med sine 500 medarbejdere buldrer dette Wirtschaftswunder af sted, mens alt andet bare lukker & slukker: Det var udelukkende en tilfældighed, at jeg tilbragte sommerferien mellem 1. og 2. g ved kasseapparatet i Polderrev Camping i stedet for at sælge candyfloss i skyggen af en vis karrusel. Desuden giver det land, som i hvert fald alle de lokale børn kender, rabat til skoleklasser, så jeg spår desværre ikke en boykot mange chancer. Parkens brugere er parkens ansatte er parkens indehavere; det er den én for alle-mentalitet, der svarer igen, hvis nogen udefra vover at italesætte et problem.

Følelsen af geografisk fortrængning og isolation findes også, men den kan man faktisk slippe af sted med at ignorere, hvis man aldrig drister sig ud i provinsen. Den motiverer såvel Kjærsgaards tilhængere som Ku Klux Klan, og den gør mig bange. Jeg ved, hvordan det er blive gjort til syndebuk for den og samtidig godt kunne forstå den vrede, den kommer af. Men jeg har ikke rigtig nogen, jeg kan tale meningsfuldt om den angst med. Kunne det også skyldes, at folk i de større byer – snarere end at forholde sig til, hvad det var for problematikker, der kom op til overfladen efter bundvendinger som den, vi så i forbindelse med Djurs Sommerland – er mere optagede af at dræbe budbringerne? De privilegier, der muliggør en sådan refleks, synes jeg, at vi skulle tale noget mere om. Det kunne måske også være med til at skabe grundlag for, at diskussioner om udkantsproblemstillinger ikke kommer til at foregå på racialt og andre minoriserede kammeraters bekostning.

* Henholdsvis: ”Du skal ikke tro, at du er klogere end os”, ”Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os” og ”Du skal ikke tro, at du ved mere end os”.

Provinsen – her fanget en route på en novemberdag i 2013.

Vantro er verdens løn

Liv Rolf Mertz — Fri, 21 Aug 2015 07:36:54 +0000

Af Liv Rolf Mertz

Siden jeg mødte min nuværende kæreste i 2010, er jeg hvert år taget til Nordamerika – primært for at besøge min svigerfamilie i Toronto, men også, fordi det aktiverer en anden del af min personlighed at rejse og befinde mig her. Naturligvis betinges min omgangskreds som derhjemme i høj grad af min baggrund: Rundet af en lavere hvid middelklasse er det ofte (men ikke udelukkende) lignende cirkler (og ”opefter”), jeg ender med at færdes i. Således kan mine betragtninger ikke i en etnopluralistisk håndevending generaliseres ud på millioner af mennesker med samme nationalitet, hvad enten det drejer sig om canadiere eller US-amerikanere (Mexico har jeg endnu til gode) – ligeledes ville det være totalt uansvarligt at ignorere klasseskel.

Hvad får du for det?

”Hi, how are you?” spørger potentielle nye bekendtskaber tit som det første, når man introduceres. Som mange sikkert vil have lært i folkeskolens engelskundervisning, er det ikke et spørgsmål, man forventes at svare sandfærdigt på. Er mødet flygtigt, gør det obligatoriske ”Good, how are you?” fyldest, hvorimod en opsummering af ens erhvervstilknytning er på sin plads, hvis samværet er skemalagt til at vare mere end en halv times tid. Ligesom i København – bare på et andet sprog.

Tilfældigvis er jeg så typen, der synes, det er drønkedeligt at tale om mit arbejde! Jeg har ikke en ”karriere”, som jeg kan opridse forløbet af og målet med; min lille enmandsbiks finansierer sådan set blot alle de andre aspekter af tilværelsen, som jeg langt hellere vil drøfte.

Således beretter jeg gerne om, hvorfor Berlin er den helt rette by for mig at bo i. Dét findes der ikke rigtig nogen standardsvar på. Folk bliver rådvilde, når jeg med ild i øjnene begynder at fable om de tvangsudsættelser, jeg har stillet mig i vejen for, eller de gange, hvor et massivt aktivistfremmøde i en lufthavn enten udskød eller måske ligefrem forhindrede en deportation. Mine prioriteringer synes helt uforståelige, fordi der ikke er gysser i foretagendet. Jeg ville ellers gerne se den instans, som var villig til at betale mig for civil ulydighed. Not! ”The revolution will not be funded”, som en antologi så smukt er betitlet. Og dét er logisk nok: De, der har mindst interesse i at ændre på status quo, er dem, der sidder på kassen!

Inertia creeps...

Man kunne sikkert få dét indtryk, at jeg skriver dette for at pudse min egen glorie: Det frelste islæt er svært at undgå, når man forsøger at anskueliggøre, hvad man rent konkret kan gøre for at (forsøge at) forandre verden. Som en art spildevand risler det ned ad dén automat, hvori man kan trække en af mange løsninger på de uretfærdigheder, man finder mest ubærlige.

Det behøver såmænd heller ikke at være så lavpraktisk som at plante sin røv på et iskoldt fortov arm i arm med kammeraterne til højre og venstre eller bryde igennem politikæder med pebersprayen hængende om ørerne. Jeg er helt på det rene med, at mennesker, der har børn, nedsat mobilitet eller udokumenteret status, er betænkelige ved at risikere deres fysiske ve og vel for dét, de tror på.

Dog ville det være dejligt, hvis den almene befolkning fik øjnene op for, at politisk engagement kan være andet og mere end at sætte sit kryds hvert fjerde år, spise økologisk eller sende en skærv til Læger uden grænser, når det virkelig brænder på et sted derude – alt andet end den omsiggribende apati, der har fået mig til at udvandre fra landet, hvor mit førstesprog også er det officielle, og hvor jeg kender systemet!

Kritisk masse

I USA er det indlysende, hvorfor det er så svært at mobilisere: Eksistensen af ”the working poor” er et bittert faktum, og det er ikke bare urealistisk, men decideret urimeligt at forlange, at borgere, der pendler mellem tre forskellige usselt betalte jobs og stadig ikke kan få det til at hænge sammen økonomisk, skal vie deres fritid til marxistisk bevidstgørelse, som jeg selv havde den luksus at kunne for et par år siden. Når enhver ikke-verbal utilfredshedstilkendegivelse så tilmed banaliseres som ”optøjer” snarere end oprør, giver det udmærket mening, at de fleste vælger at kaste håndklædet i ringen eller måske tilmed føler, at de ikke har andet valg.
Vi, der har været så heldige at vinde i ressourcelotto, kunne derimod gøre en langt større indsats! Få udretter meget, men flertallet forbliver desværre passive.

Lad os bestræbe os på at blive modigere; at ville et diskursskifte nok til, at det bliver kulturelt genkendeligt at arbejde mindre for penge og i stedet bruge tiden på at arbejde mere for fællesskabet – det være sig i Toronto eller København. Det bliver alligevel et helvede at skaffe sig af med alle de materielle goder: Hvad er det lige, folk skal med indtil flere fladskærme og iPads (for slet ikke at tale om biler, hvis de bor inde i byen)!? Er det en sult, som det overhovedet er muligt at stille? Og hvad så bagefter, når man er hundeangst for indbrud og tyveri?

Tænk, hvis vi lærte at frygte mageligheden mere, end vi frygter radikaliteten: Det var ikke gadekæmpere, men grådighed, der udløste finanskrisen!

Det er også risikabelt ikke at gøre noget. Spørgsmålet er bare, på hvis vegne risikoen indgås. Der findes endog risici, jeg ikke er villig til at løbe, men den værst tænkelige ville være at forpasse mine chancer for at gøre en forskel.

Somme tider er det faktisk tilstrækkeligt at være mange nok!

Graffiti på berlinsk fortov, juli 2013.

Det postulerede tankepoliti og den faktiske ordensmagt

Liv Rolf Mertz — Mon, 05 Jan 2015 00:56:41 +0000

Af Liv Rolf Mertz

I Danmark er vi verdensmestre i at råbe gennem vores imaginære mundkurv. Det er i hvert fald det indtryk, jeg sidder tilbage med i kølvandet på Dan Park-sagen, dramaet om Astrid Lindgrens abdicerede n-ord-konge og sønderjyske Erling Jepsens pinlige generaliseringer om koreanere. Selv Brett Baileys rejsende udstilling Exhibit B fik omtale, da The Barbican i London måtte tage den af plakaten efter blot en enkelt aften (i flere andre europæiske storbyer kom det også til protester, men dét blev ikke overraskende aldrig en nyhed i Danmark). Det måske største ramaskrig afstedkom dog Athena Farrokhzads anmeldelse-cum-åbne brev hhv. af og til Yahya Hassan allerede i januar. Den danske modtagelse heraf skulle på mange måder komme til at lægge det diskursive fundament for de efterfølgende kontroverser: 2014 blev i dén grad året, hvor utrolig mange hvide mennesker havde utrolig mange meninger om, hvad ikke-hvide bør være villige til at finde sig i.

Aktion – reaktion
Heldigvis har det ikke skortet på kvalificeret kritik af den diskurs, der primært i de danske medier omgav den velkendte kollision mellem racisme på den ene side og ytringsfrihedens grænser på den anden. Peculiar.dk kan man altid regne med, når det gælder, og forskerkollektivet offentliggjorde da også hele to indlæg om de verserende sager. ”Der er forbløffende lidt diskussion af, hvordan racisme i sig selv fungerer som en censurerende instans i vores samfund. Og hvordan kravet om friheden til racisme begrænser raciale minoriteters mulighed for at deltage i en demokratisk debat. Racisme er censur”, lød en delanalyse derfra. Heller ikke DenFri sad de gentagne påstande om kunstneres knægtede ytringsfrihed overhørig, og tak for dét.

Stridens æble
Imidlertid er der i forlængelse af ovenstående et aspekt, der for mig at se endnu ikke er blevet fyldestgørende belyst. Skulle man tage debatten til troende, har vi ubegrænset ytringsfrihed i Danmark, så længe udsagnene ikke kommer i karambolage med § 266 b (den famøse ”racismeparagraf”). På dén præmis bliver enkeltsagerne ofte reduceret til et fortolkningsspørgsmål: Har en given debattørs ytringer overtrådt loven, eller holder de sig (lige akkurat, for vi skulle jo nødig vise respekt uden at være tvunget til det) inden for de juridiske rammer? Er det f.eks. forhånelse af og trusler mod en befolkningsgruppe at udstille en kendt afrosvensk person med en løkke om halsen, eller er det et velment (om end noget klodset) forsøg på at fremme forståelsen ved hjælp af overdrivelse? Dén ja/nej-diskussion kommer ofte til at foregå gå bekostning af en mere grundlæggende, nemlig hvilke udsagn der kan siges af hvem og med hvilke konsekvenser.

Tvetydigere end politiet tillader
På en mangeårig venstreradikal aktivist virker forestillingen om, at ”vi” i øvrigt har ubegrænset ytringsfrihed, temmelig absurd. Nød Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe dén frihed, da de råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15? Hvordan skal jeg forstå ”no tolerance”-politikken, der har været ført mod graffiti i det offentlige rum de seneste 20 år, hvis ikke netop som et forsøg på at dæmme op for demokratisk dialog på dåse? Eller hvad med at tilbringe natten på Station Bellahøj, fordi man har forsøgt at sætte et klistermærke med påskriften ”Jagtvej” op på en mur?** Der findes borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden! Risikoen for racistisk tilsvining, som enhver ikke-hvid debattør til stadighed må løbe, er ganske rigtigt én måde, denne begrænsning udfolder sig på: som selvcensur. Den logiske konsekvens i form af demokratisk underskud burde om noget have fået spalteplads, men også andre problemer unddrager sig meget belejligt mediernes opmærksomhed. Hvad med den håndgribelige repression, der ofte følger udøvelse af dét, der angiveligt er ”vores” grundlovssikrede ret?

(Tanke)forbrydelse og straf
”Solidarität muss praktisch werden / Feuer und Flamme / den Abschiebebehörden!”*** gjalder det, når Fæstning Europa-kritiske demonstranter marcherer gennem Berlins gader. Første gang, det lykkedes mig at dechifrere kampråbet, troede jeg ikke mine egne ører: ”Det er jo opfordring til brandstiftelse og beskadigelse af statens ejendom!? Dén var aldrig gået i Danmark!” ... Og det var den sikkert heller ikke. Sagen er nemlig den, at man her kan dømmes – som vi så det med Tannie og Stine Gry, der hver fik fire måneders betinget fængsel – for forbrydelser, som ikke engang bliver realiseret. For nok blev der skubbet, men den vold og uro, som de to blev tiltalt for at have anstiftet, fandt aldrig sted. Fra Rockerloven over udvisningsdomme (= de facto dobbeltstraf til udenlandske statsborgere) til Lømmelpakken: Her til lands er det helt legitimt at definere og straffe samme lovovertrædelse forskelligt afhængig af den kriminaliseredes identitet. Dette er jeg personligt langt mere bekymret over end ”den største myte af dem alle: ’Dette må man jo ikke længere sige her i landet!’ – Har du faktisk sagt det? Har du måske tilmed brugt et helt blogindlæg, en debatartikel eller en samtale på at tale om lige præcis det her? Ja, så kan du åbenbart godt sige det”.**** Ligesom der findes mange stilheder og uvidenheder, findes der også mange (ytrings)friheder, og ligesom verdens goder er de i sandhed ulige fordelt. Dét opdager man bare sjældent, før man selv vover at tænke & tale magten midt imod.

* Underforstået: ”.... for climate justice”.
** Et anonymiseret eksempel fra den virkelige verden anno 2007.
*** Frit oversat: ”Solidaritet bør gøres konkret / sæt ild til Udlændingestyrelsen”.
**** http://vardagsrasismen.wordpress.com/2014/05/09/allt-ar-rasism-nufortiden. Min oversættelse fra svensk.

Reaktionen marcherer

Liv Rolf Mertz — Fri, 19 Sep 2014 17:14:37 +0000

Af Liv Rolf Mertz

”Det er svært at iværksætte en dybtgående læsning af et fænomen, der befinder sig helt oppe i overfladen”. Noget langt mere velformuleret sagde Mons Bissenbakker engang om racisme i det danske skolesystem, og sådan har jeg det også med nyheden om, at gynækologisk speciallæge Peter Bagger ikke mere behandler transkønnede. Mandag d. 15. september smækkede porten i, og det er nu umuligt at søge hormonterapi hinsides Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, medmindre man tør sætte sin lid til præparaterne på internettet og/eller det sorte marked. Dét er og bliver så himmelråbende transfobisk, at der ikke rigtig er noget at analysere, hvilket dog på ingen måde skal få mig til at strække våben.

Big Brother is watching you
At Sexologisk Klinik nu har behandlingsmonopol* på transområdet i Danmark er et resultat af Sundhedsstyrelsens retningslinjer fra juni i år, som ikke engang en høring med feedback fra bl.a. Amnesty og LGBT Danmark formåede at ændre på. Lad os kigge lidt på argumenterne. Er der overhovedet nogen? Mig bekendt har Sundhedsstyrelsen holdt kortene forbløffende tæt til kroppen desangående, men man må antage, at tiltaget skal beskytte bl.a. transkønnede mod onde kvaksalvere. Den pressemeddelelse, Styrelsen udsendte samme dag, som monopolet trådte i kraft, nævner dog ikke transkønnede med et ord. Det, der netop er blevet implementeret, må vi forstå, er ”kortere kommandoveje”, som skal ”sikre en høj patientsikkerhed” – newspeak for centralisering og umyndiggørelse.

Han er vred
Da jeg skrev mine første to blogindlæg, var jeg mig uhyre bevidst om risikoen for at lægge mig ud med mine politiske kammerater – hvoraf flere også er mine personlige venner – i København. Med feministisk glædesdrab som udtalt ambition er det selvsagt umuligt at gøre alle glade, og jeg skal da også love for, at jeg fik et par borgerlige ord med på vejen i kommentarsporet. ”Gale katte får revet skind”, som man siger: Så har mine indspark da ikke været helt ligegyldige. Befriende anderledes forholder det sig med nærværende ”skriv”, hvor jeg ikke engang vil forsøge at indtage et kontroversielt standpunkt for at få folk til at tænke ud af boksen. Jeg er godt gammeldags rasende, og indtil jeg forhåbentlig genvinder min evne til kritisk nuancering er Sundhedsstyrelsen – med Sexologisk Klinik som ivrig håndlanger – simpelthen Fjenden! Den nye handlingsplan er biomagtudøvelse med hån på; et udtryk for respektløst formynderi.

Noget for noget?
Det er tankevækkende, at nettet strammes, endnu før jubelråbene over den nye lov om lettere adgang til juridisk kønsskifte (mere herom andetsteds) er forstummet. Er det en politisk studehandel, vi her er vidner til? Skylder Justitsministeriet en omgang ovre i Sundhedsministeriet, siden der lempes med den ene hånd, mens der strammes med den anden? Den stærke Stat giver, og den stærke Stat tager? Dén der ”sejr for den personlige frihed”, som Manu Sareen besang i februar, er i hvert fald til at overse! Vi må vel konkludere, at ”retten til at bestemme over eget liv og egen krop” så alligevel ikke er at regne som ”en del af vores danske værdier og frisind” (surprise surprise!) Med det opdaterede bureaukrati og et (endnu) mere restriktivt sundhedsvæsen er transkønnede alt andet lige blevet lettere at regere. Burde vi have set det komme?

* Ifølge David Zennaro er det endnu uklart, hvilke konsekvenser Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer vil have for personer, som måtte ønske at påbegynde hormonbehandling. Sandsynligvis bliver det op til den enkelte læges skøn, hvorledes vedkommende vil fortolke kravene oppefra.

En Anden stolthed

Liv Rolf Mertz — Sat, 30 Aug 2014 07:39:49 +0000

Af Liv Rolf Mertz

Prolog
”I dag er det atter tid til den årlige Copenhagen Pride-parade, hvor københavnerne får lejlighed til at heppe på Den Rullende Homozoo. […] Pride-lørdag (der vel snart er blevet så assimileret, at den bliver fortrykt i Mayland-kalenderen) er den begivenhed, hvor hele Danmark kan ånde lettet op og fejre sin normalitet”.*

Ovenstående er første afsnit af et læserbrev, jeg forgæves indsendte til Politiken i to forskellige versioner i hhv. 2005 og 2006: Som det fremgår, har mit horn i siden på sensommerens LGBT-optog efterhånden en del år på bagen. I år er det tilfældigvis ikke blot en paradigmatisk uenighed, men et helt Atlanterhav, der skiller mig og Copenhagen Pride, hvilket jeg på ingen måde begræder: Hvad der måtte virke tiltrækkende på venstreradikale ved et arrangement, der sponsoreres af bl.a. 7-Eleven og McDonald’s og åbnes af en videohilsen (!) fra landets statsminister, står for mig – trods KaPow Collectives** umiddelbart overbevisende argumenter – fortsat hen i det uvisse. Jeg deler Nicos skepsis over for synlighed som et mål i sig selv og tvivler ligeledes kraftigt på, at tilskuerne vil kunne se forskel på blokkene, uanset hvor noble intentionerne bag deltagelsen end er. Valerie Solanas kunne ikke have sagt det bedre i sit SCUM-manifest: ”If SCUM ever marches, it will be over the President’s stupid, sickening face”.

Et skuldertræk for stoltheden
Hvis sandheden skal frem, har jeg faktisk sværere og sværere ved at mønstre andet end mild ligegyldighed over for Priden; særligt når jeg løfter blikket fra de hjemlige himmelstrøg og vender det mod mere meningsfulde protester verden over. Jeg kan ikke se det tillokkende i at ”feste big time med glitterkanoner” få uger efter, at langt alvorligere skyts blev sat ind mod demonstranter i Ferguson, Missouri, og palæstinensiske børn i Gaza – min sympati for KaPow Collective ufortalt. Det er ikke uden et vist vemod, at jeg mærker mit engagement forsvinde; jeg trådte immervæk mine barnesko i homobevægelsen og har selv engang haft behov for at ”skilte med det”. Imidlertid skulle mit møde med queer-teori gøre mig mere kritisk over for identitetspolitik, og siden stødte der allehånde komplikationer til: En hårdt tiltrængt antikapitalistisk, antiracistisk og antinationalistisk genopdragelse gjorde det umuligt at melde mig under regnbueflaget nogensinde igen. Det er der endnu flere grunde til.

Solidarität muss praktisch werden
De første ni dage i juli besatte cirka 40 flygtede fra primært afrikanske lande en nedlagt skole i min baghave og truede med at kaste sig ud fra taget, såfremt myndighederne afviste at forhandle om deres politiske krav. Som reaktion afspærrede 1.700 politibetjente fra det ganske Tyskland et helt nabolag og kørte vandkanonerne i stilling. I ni dage hang truslen om rydning af den besatte skole i Ohlauer Str. over hjertet af Kreuzberg, og i ni dage tog jeg hver morgen det samme par bukser på med plads til pas, identitetspapirer, sygesikringsbevis og kontanter i en plasticpose i den ene sidelomme og en vandflaske og et regnslag i den anden. De nætter, hvor en rydning virkede mest overhængende, satte jeg vækkeuret hver time og tjekkede via Twitter og mit sommeråbne vindue, om min tilstedeværelse på gaden mon var påkrævet. I dagtimerne tilbragte jeg mere tid i blokaderne, end jeg værdigede mit lønarbejde.

Et nyt ”vi”
I løbet af de ni dage skete der noget med mig. For det første lærte jeg helt konkret nogle af de afrikanske aktivister, der befandt sig uden for skolen, at kende. Vi arbejdede side om side på at smugle internetsticks ind, så besætterne på taget kunne tweete til omverdenen, og jeg blev chokeret over, at jeg først nu formåede at anerkende dem som de ressourcestærke kammerater, de rettelig er.

Det andet, der skete, var, at jeg reviderede mit syn på, hvem der er mine politiske allierede. Som vi sad der i blokaderne dag efter dag, udviklede der sig et fællesskab baseret på viljen til at sætte sin egen røv på spil for en sag. Dét fællesskab er jeg stolt af at være en del af. Jeg har afgrundsdyb respekt for LGBT Asylums arbejde resten af året, men sætter vi vores røv på spil ved at gå med i Priden? Er det farligt – for os personligt eller for de strukturer, vi ønsker at bekæmpe? Hvis ikke, gør vores deltagelse sikkert ikke en nævneværdig forskel.

* Læserbrevene blev bragt på Enhedslistens Queerudvalgs hjemmeside under overskrifterne ”Når jeg ser et regnbueflag smælde” og ”Når jeg ser et regnbueflag smælde II”. Pudsigt nok fandt Sune Prahl Knudsen på nøjagtig samme titel et par år senere.

** Enhedslistens Queerudvalg blev i øvrigt dannet i 2002 og ikke i 2006, som der står i artiklen.