Erik Christensen's blog

Tak for debatten - håber vi mødes på en anden platform!

Erik Christensen — Tue, 31 Jan 2017 11:00:38 +0000

Af Erik Christensen

Tak til alle som har taget sig tid til at læse mine blog-indlæg på Modkraft og til dem, der har reageret på dem, og som jeg har diskuteret med.

Hermed har jeg ordnet dem i kronologisk rækkefølge.

Blog-indlæg på Modkraft 2013-2017

2017

AF ERIK CHRISTENSEN17. JANUAR 2017 - 12:06

Fagforeninger og basisindkomst

Der er behov for en seriøs debat om fagbevægelsens forhold til borgerløns-/basisindkomst- tanken. Det bliver et emne på Borgerlønsbevægelsens årsmøde sidst i marts.

2016

AF ERIK CHRISTENSEN18. DECEMBER 2016 - 9:08

En gaveidé: ”Borgerløn er noget vi giver hinanden”

"Licens er noget vi giver hinanden" har vi hørt det sidste halve år - i fremtiden bør vi også høre at "Borgerløn er noget vi giver hinanden"

AF ERIK CHRISTENSEN22. NOVEMBER 2016 - 11:42

Flygtningekrisen – proportioner, myter og løsninger

Thomas Gammeltoft-Hansen har skrevet en vigtig lille, velskrevet og letlæst bog om et af vores største problemer, flygtningekrisen

AF ERIK CHRISTENSEN2. NOVEMBER 2016 - 10:17

Den korrupte rentier kapitalisme II - en diskussion af Guy Standings nye bog

En diskussion af Guy Standing nye bog: "The Corruption of Capitalism. Why Rentiers Thrive And Work Does not Pay"

AF ERIK CHRISTENSEN9. OKTOBER 2016 - 19:24

Den korrupte rentier kapitalisme I - en præsentation af Guy Standings nye bog

Præsentaton af Guy Standings nye bog: Kapitalismen er blevet en rentier kapitalisme ... og det velfærdsstatslige indkomstfordelingssystem er blevet radikalt forandret.

AF ERIK CHRISTENSEN10. SEPTEMBER 2016 - 14:42

Mincome – historien om et vellykket lokalsamfundseksperiment med basisindkomst

Når de store fejlslagne eksperimenters tid er forbi, må man lære af den glemte historie om de små vellykkede eksperimenter.

AF ERIK CHRISTENSEN26. AUGUST 2016 - 16:08

Er borgerløn løsningen på et presset arbejdsmarked?

Hvorfor er borgerløn (ikke) en god idé netop nu? Hvordan ville en borgerløn kunne se ud i en dansk kontekst? Arbejdstidsnedsættelse og borgerløn - alternativ eller supplement?

AF ERIK CHRISTENSEN30. JUNI 2016 - 21:00

Hvad kan vi lære af den schweiziske folkeafstemning om basisindkomst?

Resultatet af folkeafstemningen var et klart nederlag .. I de kommende år vil man se forskellige typer af lokale eksperimenter ..

AF ERIK CHRISTENSEN22. MAJ 2016 - 10:41

En folkeafstemning om frihed

Om selvforsørgelse og folkeafstemningen den 5. juni i Schweiz om basisindkomst

AF ERIK CHRISTENSEN25. APRIL 2016 - 9:37

Ny fase i kampen for borgerløn/basisindkomst – muligheder og problemer

Nu mangler man bare, at Enhedslisten og SF melder sig under fanerne i en ny bred debat om borgerløn/basisindkomst på venstrefløjen.

AF ERIK CHRISTENSEN20. MARTS 2016 - 12:05

Velfærd og migration - afskærmning eller større international solidaritet

Vil vi skabe en negativ spiral med konkurrence mellem nationalstater eller skabe en positiv spiral, hvor fremmede inkluderes og de politiske fællesskaber fornyes

AF ERIK CHRISTENSEN18. FEBRUAR 2016 - 15:31

Fagforeninger og borgerløn/basisindkomst

Hvorfor er fagforeninger og socialistiske partier skeptiske eller direkte modstandere af indførelsen af borgerløn/basisindkomst,... ?

AF ERIK CHRISTENSEN25. JANUAR 2016 - 16:31

Basisindkomst – både realistisk og utopisk

Ideen om basisindkomst kan både ses som en lille fortælling om en teknisk rationalisering af velfærdsstaten, en større fortælling om en politisk videreudvikling af velfærdssamfundet og en stor fortælling om skabelsen af det bæredygtige samfund.

2015

AF ERIK CHRISTENSEN31. DECEMBER 2015 - 10:16

Naturtro – hvorledes vi genopdager en gammel form for tro

Midt i en mørk tid fremkalder læsning af Finn Gemynthes nye tankeprovokerende bog om naturtro en spontan glæde ...

AF ERIK CHRISTENSEN9. DECEMBER 2015 - 9:43

Liste Ø for økosocialisme

"Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ" .. et opgør med den kapitalistiske og socialistiske produktivisme og væksttænkning hedder det i en ny bog.. Det vil det være oplagt at lægge op til en grøn idédebat fra EL med SF og Alternativet.!

AF ERIK CHRISTENSEN27. OKTOBER 2015 - 9:30

Den universelle velfærdsstat – hvor er visionerne?

Alle priser den universelle velfærdsstat. Samtidig er højrefløjen i gang med at afvikle den, mens det samfundsvidenskabelige centrum-venstre laver et forsvar uden visioner.

AF ERIK CHRISTENSEN11. OKTOBER 2015 - 17:04

Det sociale medborgerskab – skrøbeligt og truet

En omtale og anmeldelse af Per Mouritsens analyse af det sociale medborgerskabs status i det danske demokrati i hans nye bog om medborgerskab

AF ERIK CHRISTENSEN8. SEPTEMBER 2015 - 12:40

Det overflødige menneske – et signalement af det moderne konkurrencesamfund

Som den bulgarske forfatter Ilija Trojanow ironisk siger: "Der er simpelthen for mange af de andre, mens der aldrig kan blive nok af vore egne”

AF ERIK CHRISTENSEN19. AUGUST 2015 - 16:13

Ubetinget basisindkomst til alle

Hvis ideen med arbejdstidsnedsættelse gennem overenskomstsystemet kombineres med en ide om en ubetinget basisindkomst, ville de to reformer samlet set kunne styrke hinanden.

AF ERIK CHRISTENSEN17. JULI 2015 - 9:25

Grækenlands krise – bureaukraternes neoliberale utopi og den kyniske fornufts dominans

Mange er klar over, at den plan, som grækerne nu er blevet påtvunget, er helt urealistisk, er utopisk. Men udadtil spiller de helt andet spil.

AF ERIK CHRISTENSEN10. JULI 2015 - 20:06

Naturen er hellig – et forslag til sommerlæsning

De grundlæggende årsager til den økologiske katastrofe skal ikke alene søges i kapitalismen og de vækstideologier, vi hylder. Vi skal derimod helt ned i det religiøse lag hos menneskene for at finde den grundlæggende årsag.

AF ERIK CHRISTENSEN5. JUNI 2015 - 10:46

Den ”reaktionære” og den ”progressive” politiske retoriks grundmønstre

Et folketingsvalg er en god anledning til et nærmere studium af i hvilket omfang, man kan finde nogle af den politiske retoriks grundmønstre.

AF ERIK CHRISTENSEN19. MAJ 2015 - 9:24

Et arbejdsmarkedssystem præget af funktionel dumhed

Tidligere var arbejdsformidlingen en serviceorganisation, der formidlede job. I dag bruges det meste tid på evalueringer og en nedværdigende kontrol af de arbejdsløse. Hvorfor finder arbejdsformidlerne sig i det? Hvorfor er der ikke nogen der gør oprør? Det har en ung svensk sociolog lavet en spændende undersøgelse af.

AF ERIK CHRISTENSEN21. APRIL 2015 - 9:03

Oprør fra udkanten – mest fra oven og uden grønne langsigtede visioner

Den kreative middelklasse har kaldt til "Oprør fra udkanten". Men den mangler nogle langsigtede grønne visioner.

AF ERIK CHRISTENSEN2. APRIL 2015 - 19:18

Kampen imod de skjulte privilegier og monopoler i vort demokratiske samfund

De private banker, de private jordejere samt de privilegerede lønmodtagere inkasserer en monopol gevinst, som strider imod ideen om det privilegiefrie demokrati.

AF ERIK CHRISTENSEN4. MARTS 2015 - 9:54

Bare stik dem pengene!

Det værste man kan gøre ved de fattige og de ledige er blot at give dem en check og lade dem passe sig selv. Sådan hører man tit danske politikere sige. Forskellige forsøg ude i verden gør op med fordommene om fattiges reaktionsmønstre ved en ubetinget basisindkomst

AF ERIK CHRISTENSEN6. FEBRUAR 2015 - 9:53

Så sprang konkurrencestats-teoretikeren ud som rigtig ideolog!

..ved sin begrebsanvendelse får Professor Ove Kaj Pedersen det til at se ud som om, vi lever i en ideal verden med frihed, lighed og balance, ...

AF ERIK CHRISTENSEN19. JANUAR 2015 - 9:39

Kampen om dagpengene – dødskamp eller element i en ny og bedre velfærdsmodel

Behøver et enstrenget system at være en ulempe for fagbevægelsen og a-kasserne? Nej - det kan ses som en nødvendig fornyelse af den tyndslidte danske velfærdsmodel!

AF ERIK CHRISTENSEN7. JANUAR 2015 - 14:49

Så blev myten om arbejdsmarkedsdeltagelsens velsignelser gennemhullet!

Ny Phd-afhandling gennemhuller myten om arbejdsmarkedsdeltagelsens helbredende virkning

2014

AF ERIK CHRISTENSEN30. NOVEMBER 2014 - 17:57

Mørkelygten og hvordan man dræber alternative ideer

Det vil ofte være risikofrit for embedsmænd at fremlægge fordrejede tal og redegørelser - at begå ulovligheder - med mindre det bliver vurderet som klart ulovligt

AF ERIK CHRISTENSEN5. NOVEMBER 2014 - 9:36

Den nye kapitalismes klassestruktur og klassekamp

Prekariatet er "en farlig klasse", men kan blive den progressive klasse, der sætter en nye dagsorden for skabelsen af en ny social sikkerhed.

AF ERIK CHRISTENSEN19. OKTOBER 2014 - 10:36

Kan EU blive et socialt Europa?

I dag findes der få visioner for, hvorledes EU-borger-rollen kan styrkes økonomisk. En EU-dividende og en EU børnecheck er to konkrete bud.

AF ERIK CHRISTENSEN26. SEPTEMBER 2014 - 12:40

”Big Casino” og friheden som magten til at sige nej

Den fagforeningsmæssige kamp for en højere løn og ret til arbejde må erstattes af en mere universel kamp for en basisindkomst for alle.

AF ERIK CHRISTENSEN7. SEPTEMBER 2014 - 10:01

Biokapitalisme og basisindkomst – en bogomtale

I biokapitalismen må arbejdsværditeorien ændres til en livs-værditeori, fordi det ikke kun er lønarbejdet - men livet selv - der producerer værdi. Derfor passer en universel basisindkomst til biokapitalismen.

AF ERIK CHRISTENSEN24. AUGUST 2014 - 11:02

Fra to-stats-tænkning til en-stats-tænkning – på vej mod et paradigmeskift i den israelsk-palæstinensiske konflikt

To-stats-løsningen har med Gaza-krigen lidt endeligt skibbrud som løsningsmulighed. .. Her melder en ny forestilling om en en-stats-løsning sig som en mulighed. I øjeblikket hænger alle danske partier fast i en to-stats-tænkning.

AF ERIK CHRISTENSEN5. AUGUST 2014 - 11:06

Enhedslistens og Alternativets programmer for Den Store Økologiske Omstilling

Enhedslisten og Alternativet henvender sig med deres politiske retorik til to helt forskellige befolkningsgrupper eller segmenter. Enhedslisten bruger især den revolutionære arbejderbevægelses sprogbrug, mens Alternativet især bruger den "kreative klasses" managements sprog.

AF ERIK CHRISTENSEN15. JULI 2014 - 9:37

Lidt om arbejde i en ferietid

Jeg forstår ikke rigtig hvad arbejde er!

AF ERIK CHRISTENSEN29. JUNI 2014 - 14:51

Folkemødet 2014 – en afspejling af demokratiet og samfundet på godt og ondt

Folkemødet har betydet en vældig styrkelse af Bornholm og allerede blevet et godt nyt element i det danske demokrati. I fremtiden bør Folkemøde-sekretariatet være betydelig mere kritisk overfor store private, offentlige og halvprivate organisationers muligheder for at købe sig til reklame og pladser.

AF ERIK CHRISTENSEN22. MAJ 2014 - 11:43

En ny vision for et socialt Europa i en fastlåst situation

EU har behov for en ny stor fortælling. Tænk hvis en kandidat til EU-parlamentet-valget havde dristet sig til at bryde den massive velfærdsnationalistiske ideologiske dominans ved at komme med en vision for skabelsen af en EU børnecheck!

AF ERIK CHRISTENSEN3. MAJ 2014 - 9:21

Behov for flere økonomiske kættere

Man får en mistanke om, at mange af vores universitetsøkonomer i det hele taget ikke ved noget, hvordan vores penge og banker i det hele taget fungerer.

AF ERIK CHRISTENSEN29. MARTS 2014 - 20:05

Lighed med nye mål og midler

Venstrefløjen er i offensiven i lighedsdebatten. Men de svigter ved ikke at pege på nye mål og nye midler

AF ERIK CHRISTENSEN16. MARTS 2014 - 14:36

Er SF et rigtig grønt parti – europæisk set?

I dag ligner SF et lidt gumpetungt venstresocialdemokratisk parti, men nu er SF kommet i et godt grønt selskab i EU-parlamentet og skal forhåbentlig så til at lære noget af sine grønne søsterpartier om, hvad rigtig grøn politik går ud på.

AF ERIK CHRISTENSEN2. MARTS 2014 - 19:29

En splittet socialdemokrats bekendelser og opgør med økonomismen

Socialdemokratisk professor i bemærkelsesværdigt selvopgør med økonomismen i Socialdemokratiet. Hvor skal det ende?

AF ERIK CHRISTENSEN17. FEBRUAR 2014 - 9:46

Økonomismen som samfundets hemmelige religion

Hvorledes argumenterer magthaverne i vort samfund? Og hvad er det de - dybest set - holder "helligt"? Økonomismen har fået religiøse træk.

AF ERIK CHRISTENSEN2. FEBRUAR 2014 - 11:42

Demokratiske politikere – tjenere eller magthavere i forhold til deres vælgere? - Tanker om politik, magt og demokrati

Det må ses som et forfald i den demokratiske kultur, hvis opfattelsen af politik udelukkende ses som et rent magtspil mellem politikere uden øje for, at demokratiske politikeres magt bør være en ”tjenende” magt knyttet til det politiske fællesskab interesser.

AF ERIK CHRISTENSEN9. JANUAR 2014 - 19:20

Enhedslisten = SF Classic – og hvad så?

Enhedslisten ligner mere og mere SF Classic: Seriøst parlamentarisk arbejde, nedprioritering af bevægelsesarbejdet og den ideologisk markering.

AF ERIK CHRISTENSEN1. JANUAR 2014 - 14:03

Hykleriet og forvirringen omkring den universelle velfærdsmodel

Hvor universel er nu den velfærdsstat, som Enhedslisten står som snart den sidste rigtige forsvarer af?

2013

AF ERIK CHRISTENSEN13. DECEMBER 2013 - 19:05

Alternativet – er der plads til et nyt parti?

Alternativet har en chance som nyt politisk parti, hvis det finder de områder, hvor de eksisterende politiske partier svigter. Det kræver en klar utopi og klare konkrete udmeldinger.

AF ERIK CHRISTENSEN27. NOVEMBER 2013 - 15:53

Feminismens ”forlovelse” med lønarbejdet og de tabte visioner

Feminismens ”forlovelse” med lønarbejdet har betydet, at kvindebevægelsen er blevet fastlåst i bevægelsens klassiske dilemma mellem lighed og forskellighed. Som den amerikanske feminist, Nancy Fraser siger, mangler feminismen i dag visioner, der kan forene lighed og forskellighed

AF ERIK CHRISTENSEN17. NOVEMBER 2013 - 19:39

CEVEA’s forsøg på en ideologisk genoplivning af det hendøende centrum-venstre

Præfordeling (predistribution) fremfor omfordeling (redistribution) er det nye politiske slogan i Labour i England. Det forsøger den danske tænketank CEVEA nu at importere til den danske politiske debat ved Ulighedens Topmøde 2013 den 3. december. Vil det give centrum-venstre et boost eller bliver det en fuser?

AF ERIK CHRISTENSEN7. NOVEMBER 2013 - 20:20

Grøn vækst eller bæredygtig udvikling? – en begrebsafklaring

Fortsat økonomisk vækst er i længden hverken ønskelig eller mulig. Ligevægtsøkonomi er en ægte bæredygtig udvikling.

AF ERIK CHRISTENSEN21. OKTOBER 2013 - 9:58

EU’s fremtid – et socialt og demokratisk Europa eller forfald og sammenbrud!

Europa befinder sig i en situation af magtesløshed. Mulighederne for en national politikudøvelse er blevet låst fast af en neo-liberal EU-politik. Enten skaber vi et socialt og demokratisk EU, eller så kommer vi til at opleve EU's forfald og sammenbrud. Derfor er det vigtigt at diskutere forskellige muligheder for et socialt EU. Det gør Philippe Van Parijs.

AF ERIK CHRISTENSEN9. OKTOBER 2013 - 15:47

Reel frihed for alle!

Philippe Van Parijs kommer 1-2. november til København og taler om reel frihed og basisindkomst

AF ERIK CHRISTENSEN20. SEPTEMBER 2013 - 17:30

Banker – en samfundsnødvendig forretning – og/eller et kapitalistisk kasino?

Forargelsen over bankerne kan være en begyndende motor i en erkendelse.

AF ERIK CHRISTENSEN10. SEPTEMBER 2013 - 9:09

Gode penge. Et kontant svar på gældskrisen – en anmeldelse

Man bør give Nationalbanken eneret til at skabe de elektroniske penge. Det vil demokratisere vort penge- og bankvæsen. Det gælder ikke om at nationalisere bankerne, men om at nationalisere pengeskabelsen.

AF ERIK CHRISTENSEN28. AUGUST 2013 - 15:23

Konkurrencestatens soldater eller myndige borgere - Corydon og Jelved i infight om konkurrencestaten

Corydon arbejder for at gøre velfærdsstaten til en konkurrencestat ved at styrke lønarbejdet, mens Jelved kæmper imod konkurrencestaten og forsøger at opprioritere medborgerrollen.

AF ERIK CHRISTENSEN20. AUGUST 2013 - 14:52

Opgør med myten om selvforsørgelse!

Opgør med myten om selvforsørgelse! Hvor er venstrefløjen henne i dette spørgsmål? Fraværende! Skyldes det mangel på politiske visioner og mod til at gøre op med en af samfundets grundlæggende myter?

AF ERIK CHRISTENSEN9. JULI 2013 - 14:10

Mette Frederiksen – fremtidens politiker, der fører os tilbage til fortiden!

At kalde udvidelsen af den gensidige forsørgelsespligt moderne er ren Orwellsk nysprog.

AF ERIK CHRISTENSEN22. JUNI 2013 - 15:36

Hvorfor frygter Venstre borgerløn?

Venstre frygter at regeringen vil indføre borgerløn ad bagvejen. Uha-da! Alle slår syv kors for sig! Hvad mon der ligger bag?

AF ERIK CHRISTENSEN2. JUNI 2013 - 20:49

Konkurrencestaten – videnskab og ideologi

Bryd ideologien, der er motor bag velfærdsstaters forvandling til konkurrencestater.

AF ERIK CHRISTENSEN26. MAJ 2013 - 20:56

Ret og pligt ideologien. Del II: Et alternativ

Tre argumenter for en ubetinget basisindkomst. Borgersamfundets logik: ”Noget for ingenting”. Sikring af et eksistensminimum er en menneskeret En fortsættelse af Ret og pligt ideologien Del I: Kritik - se http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/ret-og-pligt-ideologien-del-i-k... Borgersamfundets logik: ”Noget for ingenting”. Sikring af et eksistensminimum er en menneskeret 1. 1. Argument for en...

AF ERIK CHRISTENSEN26. MAJ 2013 - 20:36

Ret og pligt ideologien. Del I: Kritik

Fem argumenter imod den dominerende forståelse af ret og pligt. Arbejdssamfundets logik: "Noget for noget". Rettigheder og pligter hører sammen: Et tilsyneladende skudssikkerts retorisk forsvarsværk. Arbejdssamfundets logik: ”Noget for noget”. Rettigheder og pligter hører sammen: Et tilsyneladende skudsikkert retorisk forsvarsværk Alle er enige om ret og pligt Når der diskuteres arbejdsmarkeds-...

AF ERIK CHRISTENSEN26. APRIL 2013 - 10:23

Den grønne politiks fallit: Produktivitet og vækst – midler uden mål

Regeringen svigter målet om grøn omstilling og har ikke forståelse for at der både er behov for en forøgelse af ressourceproduktiviteten og nedsættelsen af arbejdstiden, hvis man skal opnå en bæredygtig udvikling. Økonomi er en god videnskab om midler, en middel-videnskab, der beskæftiger sig med økonomisering af ressourcer. Den er derimod en meget dårlig og farlig, isoleret mål-videnskab, som...

AF ERIK CHRISTENSEN17. APRIL 2013 - 19:47

Et europæisk deltagelsesdemokratisk eksperiment - Styrk bevægelsesarbejdet i EU!

Mange ved meget om EU’s dårligdomme, men de fleste meget lidt om dets muligheder. I Lissabontraktatens artikel 11 fik EU et lille kim til deltagelsesdemokrati indført ved at give borgerne mulighed for at deltage i et direkte demokrati: Det europæiske borgerinitiativ. En gruppe borgere fra 15 forskellige lande foreslår at indføre en ubetinget basisindkomst (borgerløn) for alle borgere i Europa. En sådan grundlæggende ydelse skal være universel, individuel og høj nok til at forhindre fattigdom og samtidig give mulighed for aktiv deltagelse i samfundet. Basisindkomstinitiativet blev godkendt af EU-Kommissionen den 14. januar i år. Alle underskrifter skal være indhentet inden 14. januar 2014. http://basicincome2013.eu/ubi/da/?doing_wp_cron=1366190167.5916199684143... Støt verdens første direkte digitale og transnationale redskab for et deltagelsesdemokrati!

AF ERIK CHRISTENSEN11. APRIL 2013 - 13:43

Venstrefløjen og behovet for en ny stor fortælling

Nogle taler direkte om, at centrum-venstre er død. Nu findes der kun nuancer mellem centrum og et centrum-højre. Der er behov for en videreudvikling af velfærdsstaten. Basisindkomst eller borgerløn kan ses som den næste store fortælling.Vi bliver nødt til at udvide arbejdsbegrebet, og overførselsindkomstbegrebet må omdefineres. Det sker ved indførelsen af en ubetinget basisindkomst.

AF ERIK CHRISTENSEN5. APRIL 2013 - 19:39

Enhedslistens social- og arbejdsmarkedspolitik – hvor er visionerne?

Enhedslisten mangler en langsigtet strategi med visioner på kontanthjælps- og a-kasseområdet. Manglerne i Enhedslistens social- og arbejdsmarkedspolitik: 1. Klassedelingen.Hvad er Enhedslistens principielle holdning til klassedelingen mellem a-kassemedlemmer og kontanthjælpsmodtagere? 2. Det ensidige fokus på det normale lønarbejde.3. Rådighedsforpligtelsen: Hvad skal man stå til rådighed for? 4. Nyt slogan. Ret til tryghed. Ret til indkomst.

Fagforeninger og basisindkomst

Erik Christensen — Tue, 17 Jan 2017 11:06:17 +0000

Af Erik Christensen

I: Hvilke problemer på arbejdsmarkedet og hos fagforeningerne kunne en ubetinget basisindkomst være med til at løse?

1. Hvis en lønarbejder i dag er utilfreds med sin arbejdsplads, kan han som regel ikke med en vis økonomisk sikkerhed forlade sit arbejde.

Med en garanteret basisindkomst vil lønarbejdere enkeltvis og kollektivt have lettere ved at kunne sige fra overfor en arbejdsgiver. Basisindkomsten virker som en strejkekasse.

2. Der eksisterer en uheldig splittelse mellem af-kasser og kontanthjælp.

Det er svært at blive medlem af en a-kasse. Som a-kassemedlem har man en ret til understøttelse, uanset ægteskabelig status og formue. Kontanthjælp er ikke en rettighed, men gives ud fra en behovsmæssig vurdering, der er afhængig af formue og ægtefællens indkomst. Med en ubetinget basisindkomst vil der være skabt en sammenhæng, der skaber større solidaritet i arbejderklassen.

3. A-kasserne har svært ved at organisere de løsansatte – et stigende prekariat uden for a-kasserne.

For prekariatet – gruppen af løst ansatte uden udsigt til at få almindeligt fuldtidsarbejde - er en ubetinget basisindkomst helt afgørende for at få en social sikkerhed.

4. A-kasser forvalter et bureaukratisk og disciplinerende system overfor de arbejdsløse.

Med en ubetinget statslig finansieret basisindkomst og frivillige private a-kasser ovenpå, vil a-kasserne blive frigjort fra en række statslige kontrolfunktioner.

5. Der har de sidste 25 år permanent været en stor gruppe i den arbejdsdygtige alder (700-900.000) uden for arbejdsmarkedet på meget forskellige overførselsindkomster.

En ubetinget basisindkomst vil være med til at bløde den nuværende grænse mellem arbejdsmarkedet og denne store gruppe op. Nogle vil få bedre muligheder for at tage deltidsarbejde og småjobs – og nogle vil uden at blive forfulgt kunne bidrage til samfundet i det civile samfund med frivilligt arbejde.

6. På grund af et stift overenskomstsystem er der behov for en bedre balance mellem arbejde og familieliv (fritid) – et stort behov for nedsat arbejdstid og flere muligheder for deltidsarbejde.

En ubetinget basisindkomst vil sammen med en overenskomstmæssig nedsættelse af arbejdstiden kunne opfylde de løsninger som efterspørges af mange. En ubetinget basisindkomst er vigtig, fordi den vil give den enkelte lønmodtager større frihed til at vælge sin arbejdstid.

7. Der eksisterer i stigende grad konflikter mellem lønarbejde (organiseret af fagforeningerne) og det uformelle, frivillige arbejde.

Med en ubetinget basindkomst vil en række af de nuværende konflikter mellem det frivillige arbejde og lønarbejdet blive løst, og fagforeningerne skulle tilpasse sig et nyt arbejdsmarked, hvor alle er sikret en ubetinget basisindkomst.

II: Almindelige argumenter imod basisindkomst - set fra en fagforeningssynsvinkel

1. Hvorfor skal alle have en basisindkomst? Skal vi ikke kun sikre de arbejdsløse og dem som ikke kan arbejde?

Principielt: 1. UBI er ikke en overførselsindkomst, men en menneskeret. 2. UBI skal ses en del af det kollektivt skabte samfundsprodukt (en del af samfundsarven).

Praktisk: Det er mindre konkurrenceforvridende og mindre bureaukratisk at give et universelt tilskud til alle i stedet for at give et uigennemsigtigt tilskud til nogle få.

2. Vil det ikke blive meget dyrt, hvis vi skal give en basisindkomst til alle – og vil det ikke skulle betales af dem, som arbejder?

Kort sigt: Jo, hvis man fastholder det bestående skattesystem.

På længere sigt: Hvis man ændrer skattesystemet først i retning af en negativ indkomstskat siden finder nye skattekilder (arve-, formue, finansielle transaktions-skatter) behøver det ikke at blive en byrde for almindelige lønmodtagere.

3. Bryder en ubetinget basisindkomst til alle ikke den moralske logik, som ligger bag hele vores velfærdssamfund – at til rettigheder hører pligter – hvis man har ret til en basisindkomst skal der også følge en pligt til at yde noget for samfundet (f.eks. aktivering, nyttejob eller lignende)?

Der findes en række velfærdsstatslige ydelser (sundhed, uddannelse), hvor retten til denne ydelse forbindes med en skattepligt. Man kunne opfatte en basisindkomst på samme måde, og ikke kræve en arbejdspligt (aktiveringspligt). Det er uretfærdigt, fordi det rammer de fattige.

4. Hvis alle får en ubetinget basisindkomst betyder det så ikke, at erhvervsfrekvensen vil falde, så man får sværere ved at finansiere velfærdssamfundet?

Erhvervsfrekvensen ville måske falde lidt. Men en basisindkomst får andre og videre positive økonomiske effekter, der sikkert ville opveje de negative økonomiske effekter af en faldende erhvervsfrekvens.

5. Hvis alle får en ubetinget basisindkomst – betyder det så ikke at færre bliver del af kernen i samfundet – arbejdsmarkedet, arbejdsfælleskabet?

Problemet er, at vi definerer samfundet som et lønarbejdssamfund, taler om lønarbejdsfælleskabet og ikke om et borgersamfund. Det er med til at stigmatisere alle der ikke har et lønarbejde.

6. Er der ikke en fare ved at nogle, som har behov for en særlig hjælp, vil blive glemt og klemt økonomisk, hvis man får en ubetinget basisindkomst til alle?

Efter indførelsen af basisindkomsten vil der være behov for at give behovsbestemte tillægsydelser til særlige grupper ud over basisindkomsten.

7. Vil tilslutningen til fagforeningerne og a-kasserne ikke falde, hvis alle har sikret en ubetinget basisindkomst?

Det er op til fagforeningerne og a-kasserne. De vil ikke længere behøve at bekymre sig om deres medlemmer skal kunne overleve. Men kan så koncentrere sig om andre ting. Fagforeninger kan fokusere på de forhold der er særlige inden for faget, og a-kasserne kan udbyde en forsikringsordning, hvor de tilbyder et tillæg til basisindkomsten.

8. Vil fagforeningerne og a-kasserne ikke skulle omorganisere sig, hvis der bliver indført en ubetinget basisindkomst?

Fagforeningerne vil uden tvivl skulle lave flere deltidsoverenskomster. A-kasserne vil blive frigjort fra staten og blive private forsikringskasser.

En gaveidé: ”Borgerløn er noget vi giver hinanden”

Erik Christensen — Sun, 18 Dec 2016 08:08:38 +0000

Af Erik Christensen

Licens er noget vi giver hinanden

For et halvt år siden begyndte DR at køre en licenskampagne om medie-licensen, hvor hovedsloganet var: ”Licens er noget vi giver hinanden”.

Den var genialt fundet på. Vi har i vort demokrati besluttet, at alle skal have adgang til medier, der er fri for politiske og kommercielle særinteresser (public service). Det bliver financierer af et licens bidrag. Det kan opfattes som noget, vi giver hinanden for at få dette gode.

Skattens to sider

Det kan også opfattes helt modsat som Liberalt Alliance gør det, opfatte det som en ”tvangslicens”.

Det viser i kort form, at skattebetaling i et samfund altid har to sider: For den enkelte kan det både opfattes som et fradrag i den private indkomst eller som en mulighed for at få del i et kollektiv gode (understøttelse, kultur, social service).

Borgerløn er noget vi giver hinanden

Tænk hvis man i en nær fremtid blev mødt med et lignende slogan: ”Borgerløn er noget vi giver hinanden” udtalt på 1. Maj møder, Grundlovsmøder, demonstrationer og i Folketingssalen!

Det ville være med til at udvikle og rykke vores velfærdssamfund i en ny og bedre retning. Med hensyn til social service (uddannelse, sundhed og kultur) har vi principalt en god velfærdsstats. På arbejdsmarkedsområdet bliver et forældet selvforsørgelsesprincip imidlertid nidkært forfulgt, hvilket betyder, at der permanent befinder sig ca. 800.000 personer i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet. Det betyder en klasse- og kassedeling med enormt bureaukrati, klientisering og stigmatisering.

Mange af disse mennesker føler hver dag at de ikke er normale, at de er ekskluderet, fordi arbejdsmarkedet hele tiden af politikerne bliver fremstillet som det egentlige og rigtige fællesskab og samfund

Borgerløn som en gave

Politisk mangler der i vort velfærdssamfund en accept af alle borgeres ret til et eksistensminimum, at en rigtig velfærdsstat er karakteriseret ved at her giver fælleskabet alle borgere en borgerløn/ en ubetinget basisindkomst som en gave, der gælder hele livet.

Hvem skaber det samfundsmæssige produkt?

En sådan politisk erkendelse og anerkendelse svarer faktisk til, hvad mange fremtrædende økonomer i dag siger om, hvordan vores økonomiske system fungerer.

Hvordan skabes og hvem skaber det samlede samfundsmæssige produkt? Kun en lille del af den store økonomiske vækst, vi har oplevet i de sidste 100 år, kan henføres til arbejdet og kapitalen som produktionsfaktorer, men må tilskrives viden og teknologiske fremskridt bredt forstået. Den økonomiske nobelpristager Herbert Simon (1916-2001) mener således, at vi som enkeltmennesker højst har fortjent en femtedel af vores indkomster, mens den store rest må tilskrives den kollektive teknologiske arv. Størstedelen af vores vækst og velstand kan altså ikke henføres til enkeltpersoner indsats og fortjeneste.

Den teknologiske arv

Som samfund betyder det, at samfundsproduktet for en stor del består af en kollektiv teknologisk arv, som på grund af rådende ejendoms- og arveforhold tilegnes af en lille del af befolkningen, men den burde egentlig tilhøre fællesskabet, og løbende kunne uddeles som en samfundsdividende. Anderledes udtrykt er størstedelen af den indkomst, vi hver især modtager i virkeligheden en arv eller en gave fra fortiden.

En virkelig delingsøkonomi

Nogle vil naturligvis spørge, er det en betragtning, der accepteres af anerkendte økonomer i dag. Ja! Det er f.eks. tilfældet med professor Kalle Moene, der er professor ved Økonomisk Institut ved Universitet i Oslo. Han har f.eks. fornylig gjort sig til talsmand for en ubetinget basisindkomst, en borgerløn eller en ”grunnlønn” som han også kalder det: ”En virkelig delingsøkonomi”. Dagens Næringsliv. Lørdag den 3. September 2016.

Hans synspunkt er, at alle lande forpligter sig til at give samme andel af nationalindkomsten som en universel basisindkomst til indbyggerne i deres eget land. Hver indbygger får derved en ejendomsret til nationalindtægten. Det betyder at hver indbygger bidrager med en skat som er proportional med deres egne usikre indtægt og får tilbage et bidrag som er proportionalt med den meget mere sikre gennemsnitsindtægt i samfundet. Man får den samme basisindkomst, som man kan bruge til, hvad det skal være. Fordelen vil også være at det vil give alle del i gevinsten fra den kommende automatisering. Og det vil være nødvendigt at indføre en sådan ordning inden denne automatisering har gjort nogle få meget velhavende på denne automatisering.

Producere først, fordele (distribution) siden – eller forfordele (predistribution) og siden producere

Ifølge Kalle Moene må vi ændre nogle grundmekanismer i velfærdsstaten for at gøre den bedre: ”Produsere først fordele siden”. Dagens Næringsliv. Lørdag den 30. juli 2016.

Hidtil har man fulgt en udviklingspolitik, der sagde, at man først må have udvikling, hvorefter man så skulle have en omfordeling og socialpolitik for at afbøde markedets ubalancer og skævheder. I fremtiden er det langt bedre først at sikre at alle borgere får en andel af nationalindtægten, således at de bliver bedre i stand til at deltage i samfundslivet. Det er en mere proaktiv politik end den reaktive omfordelingspolitik i den nuværende velfærdsstat. At producere først og fordele siden skaber en ulighed, som det er svært at ændre, fordi der herved bliver skabt stærke økonomiske og politiske interesser for en opretholdelse af status quo.

Ret og pligt-logikken og gave-logikken

Ved at betragte sikring af et eksistensminimum (en borgerløn), som den naturlige fødselsgave et samfund giver alle sine borgere, ville bryde den nuværende fortolkning af ret og pligt-filosofien, hvor man juridisk har ret til et eksistensminimum mod at være underlagt en arbejds- eller aktiveringspligt.

Gavens logik er derimod dobbeltbundet. Gaver bør gives uden at man kan forvente gengæld (formelt). Men rent faktisk vil en gavegivning ofte betyde, at gavemodtageren oplever en taknemmelighed og vil gøre noget til gengæld.

Gavegivningens centrale betydning i samfund og religion

Gavegivning er et vigtigt udvekslings- og kommunikationsmiddel. Gennem gaver etablerer og fastholder mennesker materielt og fysisk og deres relationer med hinanden i det små som i det store. Derfor er regler og ritualer om gavegivning udbredt i alle samfund og et centralt element i alle religioner. På et tidligt tidspunkt i menneskets historie har man fundet ud af, at gavegivning er med til at stabilisere det sociale sammenhold i grupper og samfund. Jo mere samfund udveksler med hinanden, des mindre er der risiko for konflikt, krig og kulturkatastrofer.

Det universelle velfærdssamfund med et nyt gaveelement

Det er bemærkelsesværdigt, at flertallet af befolkningen i afstemningen om, hvad der karakteriserer danskhed i Danmarkskanonen stemte på velfærdssamfundet. Det viser uden tvivl, at dette element er afgørende for den store tillid og relative lykke, der findes i Danmark.

Den universelle velfærdsmodel, der ellers er under nedbrydning og angreb, ville blive stabiliseret og styrket, hvis den fik et nyt indbygget rent gave-element – en ubetinget basisindkomst som grundlag.

Der er en tæt sammenhæng mellem gaver og følelser. Gaver skaber positive følelser, taknemmelighed og loyalitet. Derfor er det sandsynligt, at hvis alle borgere fik en ubetinget basisindkomst som gave, ville de fleste føle, at de skulle gøre gengæld til samfundet i form af deltagelse i det folkelige og politiske liv og bidrage til samfundet ved forskellige former for arbejde. De ville føle, de var forpligtet til at bidrage til samfundet, men vil ikke være juridisk forpligtet til aktivering eller lønarbejde (som man ikke kan sige nej til).

Omsorgs-, behovs- og nytte-etik

Med en ubetinget basisindkomst (UBI) ville samfundet grundlæggende bygge på en omsorgsetik. Samfundet giver alle borgere en gave, en del af samfundsarven løbende, uden at kræve en konkret modydelse. Herudover vil der herske en behovs- og nytteetik. Nogle vil derudover have behov for yderligere ressourcer, hvis de ikke er i stand til at fungerer på arbejdsmarkedet. Og ellers vil der gælde et selvforsørgelsesprincip som nu, hvor mennesker må forsøge at gøre sig nyttige for hinanden på et arbejdsmarked.

I dag undergraves velfærdssamfundet af, at selvforsørgelsesprincippet gøres til det grundlæggende princip, hvilket kræver at der må foretages en omfattende, bureaukratisk og stigmatiserende omfordeling, fordi stadig flere ikke kan leve op til dette selvforsørgelsesprincip.

Ved på forhånd at sikre alle en ubetinget basisindkomst, vil man både kunne skabe meget større tryghed for alle og skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked.

Litteratur:

Gar Alperovitz and Lew Daly: Unjust Desert. How the Rich Are Taking Our Common Inheritance. The New Press New York 2008.

Kalle Moene: Produsere først, fordele siden. Dagens Næringsliv. Lørdag den 30. juli 2016. http://www.sv.uio.no/esop/forskning/aktuelt/i-media/2016/artikler/160730moene.pdf

Kalle Moene: En virkelig delingsøkonomi. Dagens Næringsliv. Lørdag den 3. September 2016. https://www.sv.uio.no/esop/forskning/aktuelt/i-media/2016/artikler/160903moene.pdf

Anders Klostergaard Petersen: Gaven. Tænkepauser nr. 44. Aarhus Universitetsforlag 2016.

Flygtningekrisen – proportioner, myter og løsninger

Erik Christensen — Tue, 22 Nov 2016 10:42:09 +0000

Af Erik Christensen

Thomas Gammeltoft-Hansen (TGH) har skrevet en vigtig lille bog om et af vores største problemer, flygtningekrisen: ”Hvordan løser vi flygtningekrisen?” Informations Forlag 2016.

Hvorfor er den vigtig? Fordi den er kortfattet, velskrevet og letlæst, og fordi den på en gang sætter tal på problemets størrelse, afliver nogle myter og ikke nøjes med at beskrive problemerne, men også vover at komme med realistiske løsninger.

Proportionerne

Blandt mange europæiske politikere og opinionsdannere fremstilles flygtningekrisen ofte som den største krise, vi står overfor. Det europæiske sammenhold segner, og den nationale identitet siges at være truet i en række lande, sikkert fordi den er ny og pludselig blevet meget synlig.

I verdens sammenhæng og set i forhold til nogle nærområder - landene i Mellemøsten (Tyrkiet, Libanon, Jordan og Irak) - er de relativt små. Der var 65 millioner på flugt i 2016, hvor over halvdelen var under 18 år, og over halvdelen havde være på flugt i mere end 5 år. Over en million søgte asyl i Europa i 2015. I Danmark modtager vi ca. 19 flygtninge pr. 1000 indbyggere, i modsætning til Libanon hvor man modtager ca. 250 pr. 1000 indbyggere. I 2015 besluttede EU at omfordele 160.000 flygtninge fra Grækenland og Italien, men i 2016 var det kun lykkedes at få ca. 5700 omfordelt.

På den baggrund må man konkludere, at det er proportionsfordrejning at sige, at EU og Danmark har store problemer set i forhold til problemerne i nærområderne og i en række udviklingslande, og det er beskæmmende, at der har været så lidt opbakning til at løse problemerne i EU.

Myterne

Man hører blandt politikere, opinionsdannere og i pressen igen og igen, at der er noget i vejen med FN’s flygtningekonvention fra 1951, og at den er skyld i mange problemer. Den er forældet og utidssvarende, hvorfor der er behov for ændringer, og nogle taler endda om behov for at træde ud af denne konvention.

Punkt for punkt afviser TGH disse argumenter. Man siger at flygtningedefinitionen er et levn fra fortiden, og at fortolkningen af konventionerne ikke har fulgt med tiden. Det er forkert, og TGH viser, at man har anlagt en dynamisk fortolkning. Samtidig viser han, at hyppige anklager om, at der mangler et nærhedsprincip, at konventionen kræver en individuel behandling, at man er tvunget til at give flygtningene alle rettigheder samt ikke kan afvise farlige personer, ikke passer. Flygtningekonventionen forpligter alene stater til ikke at sende flygtninge tilbage til et sted, hvor de risikerer forfølgelse. Men det er rigtigt, at der er behov for tilpasse implementeringen af de eksisterende regler til virkeligheden.

Vi behøver altså ikke nye konventioner. Problemet er politisk.

Hvad er problemet?

Det grundlæggende problem er ifølge TGH, at den kontrol og afskrækkelsespolitik (det paradigme) man hidtil internationalt har forsøgt at løse flygtningeproblemerne på er ved at bryde sammen. Alle lande forsøger i indbyrdes konkurrence at få så få flygtninge som muligt. De forsøger at fravælge dem, stiller strengere krav dem, giver dem lavere ydelser, og dem der forbryder sig imod landenes love giver man strengere straffe og forsøger at sende tilbage.

Derfor ser man nu, at landene skubber flygtninge fra land til land. Man siger, at nærområderne skal tage flere flygtninge, uden at der følger tilsvarende hjælp til at tage sig af dem. Det betyder, at nærområde-landene står i en meget presset situation, hvor de kan blive tvunget til enten at hæve prisen for at påtage sig rollen, som dem der tager de største byrder. Eller de kan også blive fristet og nødt til i højere grad at kopiere vestens kontrol- og afskrækkelsespolitik.

Det ligner mere og mere den såkaldte ”Beggar thy neighbour”- politik i 1930’erne krise, hvor hvert land forsøgte at opnå økonomiske fordele i forhold til andre lande ved at afskærme sig i handelspolitikken. Det var med til yderligere at forværre krisen, og arbejderbevægelsens historie giver mange eksempler på at forsøg på at afskærme sig overfor konkurrence af ny arbejdskraft (f.eks. kvinder) ved at holde dem ude af fagforeningerne har været kortsigtede og ødelæggende.

Kontrol og afskrækkelse ser ud til at virke på kort sigt, men det bliver sværere og svære med lappeløsninger.

Hvad er løsningen?

Det nye ved TGH’s bog er, at han ikke blot giver en diagnose af situationen, men også kommer med et realistisk bud på, hvorledes et nyt løsnings-paradigme må se ud.

Man står med et kollektivt handlingsproblem i EU. Det beskriver en situation, hvor hver stat ud fra sine egne kortsigtede rationelle interesser – igennem forfølgelsen af en national kontrol- og afskrækkelsespolitik – kommer til at skade fællesskabets interesser og på længere sigt også sine egne rationelle interesser. Den individuelle rationalitet skader den kollektive rationalitet.

Det kan kun undgås igennem skabelse af et kollektivt samarbejde og solidaritet.

Her opregner TGH fire elementer i et nyt samarbejdsparadigme:

Fælles juriske spilleregler.
Mere solidaritet landene mellem.
En nytænkning af flygtningebeskyttelse i nærområderne.
Bedre håndtering af flygtningemodtagelse og integration i Danmark og andre europæiske lande.

Som allerede berørt er det meget centralt med fælles spilleregler og bekymrende at der opstår tvivl og myter omkring dem. Det kan være med til at skade landets interesser på længere sigt.

Dernæst er det helt centralt, at der opstår en større grad af byrdefordeling og solidaritet landene imellem. Det gælder ikke alene mellem EU landene. TGH fremdrager det besynderlige i at lande som Sydkorea, Japan, en række Golf-stater og USA har undslået at bidrage til løsning af de aktuelle flygtningeproblemer i Mellemøsten.

Men det vil være urealistisk at der på kort sigt laves en international, global kvoteordning for løsning af problemet. Det er vigtigt, at flygtninge får en selvbestemmelse med hensyn til hvor de ønsker at være. Man vil aldrig kunne undgå at geografi og tilfældigheder kommer til at bestemme, hvor mange flygtninge hvert land kommer til at tage i imod.

Angående det tredje punkt er det centralt at nærområder modtager betydelig mere hjælp, og at man her forsøger at integrere dem her i samfundet. Derudover diskuterer TGH muligheder for, at man kan lave asylansøgninger direkte på ambassader i nærområderne og her udvikle nogle kvoteordninger.

I den nuværende flygtningekrise er det værd at lære af arbejderbevægelsens historie. Den viser, at når man står i en situation, hvor der opstår øget konkurrence om jobs, kan man anlægge to strategier. Man kan forsøge at udelukke nye, der gerne vil have del i ressourcerne eller jobbene, at befæste sit monopol eller særrettigheder, eller man kan forsøge at inddrage de nytilkomne og gøre dem til en del af ens fællesskab (f.eks. fagforeningen) ved at give dem andel i sine ressourcer og give dem rettigheder, således at fælleskabet står stærkere og bliver beriget.

Det er i den tradition jeg ser Thomas Gammeltoft-Hansens skitse til et nyt paradigme til løsning af flygtningekrisen

Litteratur:

Thomas Gammeltoft-Hansen: Hvordan løser vi flygtningekrisen? Informations Forlag. 2016. Moderne Ideer

Den korrupte rentier kapitalisme II - en diskussion af Guy Standings nye bog

Erik Christensen — Wed, 02 Nov 2016 09:17:40 +0000

Af Erik Christensen

I forlængelse af mit tidligere blog-indlæg, hvor jeg præsenterede Guy Standings nye bog se http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/den-korrupte-rentier-kapitalisme-i-en-pr-sentation-af-guy-standings-nye-bog, vil jeg her komme med et oplæg til en diskussion af bogen.

Guy Standing (GS) bringer debatten og kampen for basisindkomst et meget væsentligt skridt fremad med sin bog: ”The Corruption of Capitalism. Why Rentiers Thrive And Work Does Not Pay” (2016). For det første uddyber han væsentligt sin tidligere prekariatsanalyse ved at sætte den ind i en generel kapitalismeanalyse. For det andet foreslår han, at basisindkomstspørgsmålet (UBI) bliver formuleret som et spørgsmål om en social dividende og ser det i en bredere politisk strategi som et blandt flere elementer i et revolutionært reformprogram.

Prekariatets organisationsformer

GS udpeger entydigt prekariatet til at være den drivende kraft i den revolte, han mener nødvendigvis må komme imod rentier kapitalismen og, hvor vi endnu kun har set de første dønninger. Spørgsmålet er så, hvilke former for organisation den nye klasse vil bruge. Her forholder GS sig åben ud fra de erfaringer vi hidtil har set i en række lande. Man kan tænke sig, at der bliver dannet helt nye bevægelser og partier, som man specielt har set i en række sydeuropæiske lande (Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og Five Star Movement i Italien) eller, man kan tænke sig at nogle af bestående partier, måske igennem omformning eller splittelse, vil blive kanal specielt for prekariatets interesser. I Danmark er det endnu svært at se, hvorledes den nye politiske kraft kan og vil gøre sig gældende. På den nordiske konference om basisindkomsteksperimenter den 22.-23. sept. som blev arrangeret af BIEN Danmark og Alternativet, hvor Guy Standing deltog, så han bl.a. Alternativet som udtryk for prekariatets fremvækst. Hvis denne nye klasse imidlertid for alvor skal slå igennem, må langt flere organisationer og netværk sætte de sager, som GS nævner, på den politiske dagsorden. Der er virkeligt behov for nye faglige organiseringer og en ny andelsbevægelse. Man ser enkelte tegn omkring Magistrenes fagforening og a-kasse og i den økologiske bevægelse. Men endnu er det kun kim.

Forholdet til socialdemokratierne og fagbevægelsen

GS’ syn på arbejderbevægelsens forskellige organisationer forekommer at være noget ambivalent. På den ene side erklærer han sig som tilhænger af en stærk fagforeningsbevægelse og synes at have store forventninger til mulighederne for faglig organisering af prekariats-arbejderne på de digitale platforme og skabelsen af nye kollektive organisationsformer. På den anden side afskriver han arbejderbevægelsen, som værende en bevægelse, der er rent defensiv og tilbageskuende og knyttet til lønarbejdet. Hans synspunkt er, at så længe fagbevægelsen ensidigt er knyttet til kun at interessere sig for lønarbejdet (labour) og forsvare dette, og ikke viser interesse for det øvrige uformelle samfundsmæssige arbejde (work), må man forvente, at den ikke vil være led i en forandringsalliance med prekariatet.

Jeg mener, at det i Danmark og Skandinavien er vanskeligt at forestille sig, at basisindkomstideen vil rigtig slå igennem, med mindre dele af fagbevægelsen og de socialdemokratiske partier begynder at interessere sig for basisindkomstideen. Derfor er det centralt at gå ind i en dialog med disse grupper. Se mit oplæg til debat med fagbevægelsen – http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/fagforeninger-og-borgerl-nbasisindkomst

Internationalt synes der at være en opblødning på vej i den traditionelle arbejderbevægelse i enkelte lande. Således har dele af baglandet i både det engelske og det new zealandske Labour-parti været åben overfor at se på UBI som en mulig vej til fornyelse af velfærdsstaten.

Fælledernes (commons) centrale betydning for organiseringen imod rentier kapitalismen

Fællederne udpeges som det centrale element i GS’s reformprogram, hvilket får afgørende betydning for hele forståelsen af det samlede programmål. Det skaber en forståelse for at samfundet består af en række kollektive ressourcer og goder (fælleder), der er at betragte som en kollektiv arv, der ikke kan privatiseres uden samfundet bliver indskrænket og mister nogle fælles værdier. Det betyder, at de indkomster man kan få ved at bruge, leje eller ved at beskatte disse fælleder bør tilfalde alle borgere ligeligt eller bruges til hele fællesskabets gavn.

Det er baggrunden for at GS argumenter for, at man ikke skal se basisindkomst (UBI) som en ny type af skattefinansieret overførselsindkomst, men i stedet bør se og organisere basisindkomsten som en dividende, der udbetales af en uafhængig offentlig investeringsfond. Kapitalen i en sådan fond kunne i fremtiden komme fra forskellige kilder: Beskatning af jord og ejendom, fra vores naturrigdomme (olie) fra beskatning af patenter og fra møntningsgevinsten ved et nyt pengesystem.

Men i Danmark i dag er vi hverken fortrolige med at betragte fællederne som vores fælles rigdom og arv eller organisere dem i uafhængige fondskonstruktioner. Hvis basisindkomsten skal skabes igennem en social dividende kræver det en helt anden og ny organisatorisk-finansiel struktur, som de centrale politiske aktører først skal overbevises om det hensigtsmæssige i at skabe.

Fælledbetragtningen lægger op til valg af en anden forvaltningsmodel end, hvis man blot betragtede disse ressourcer og goder som almindelige offentlige goder. Hvis man ser dem som et offentlig gode, vil man naturligt vælge en eller anden statslig forvaltning, hvorimod fælledbetragtningen i højere grad lægger op til en kollektiv selvforvaltende model.

Derfor kunne en fælledsynsvinkel på uddannelse, sundhed og kultur samt offentlige forsyningsvirksomheder også være med til at bringe disse institutioner ud af statens favngreb og give dem meget videre selvforvaltning end de har i dag.

Miljøbevægelsen og andre sociale bevægelsers forhold til basisindkomst

GS gør nogle få steder opmærksom på den økologiske dimension i sit reformforslag og understreger målet med skabelsen af en bæredygtig udvikling. Det sker gennem fælledsynsvinklens centrale placering, men også mere konkret ved at understrege at størrelsen og formen for en basisindkomst må overholde de økologiske grænser.

Sammenhængen mellem basisindkomst og den grønne omstilling kunne netop i Danmark med en andelstradition i fremtiden blive en væsentlig dynamo for udviklingen. Denne proces kunne sættes i gang ved støtte til forskellige økologiske eksperimenter, udviklingen af det økologiske landbrug og styrkelsen af lokalsamfundene. Her ville en åbning af det arbejdsmarkedspolitiske system i retning af en borgerløn med anerkendelse af det samfundsnødvendige uformelle arbejde (work) kunne blive en væsentlig brik.

Det kunne pege på, at Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark i fremtiden burde prioritere et tættere samarbejde med forskellige dele af miljøbevægelsen og samtidig forsøge at få Alternativet overbevist om at borgerløn/basisindkomst er et væsentligt element i den grønne omstilling som partiet så stærkt støtter.

Basisindkomst og økonomisk demokrati i en ny udgave

GS’s forslag om at udforme en basisindkomst som en fondskonstruktion med en social dividendeudbetaling kunne inspirere til at genoplive den gamle tanke om økonomisk demokrati (ØD) fra slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne på en ny måde.

I stedet for langsomt at opbygge nogle lønmodtagerfonde, hvor arbejderne langsomt fik en ejendomsret til kapitalen, som man tænkte i 1970’erne, kunne man lave en national fond, der bestod af en vis andel af den årlige tilvækst til den nationale kapital. Som afkast af denne fond kunne man løbende udbetale en social dividende.

Det var den idé som den berømte engelske nationaløkonom James E. Meade allerede i 1930’erne havde gjort sig til talsmand for og i 1960’erne lancerede under begrebet ”property-owning democracy” (ejendomsbesiddende demokrati). Meades ide var at give alle borgere en kapital-andel eller en social dividende (basisindkomst), således at de blev bedre og mere ligestillede på markedet. Han forsøgte derved at forene de bedste træk ved socialismen med kapitalismen.

I Danmark er Samfundstanken (http://samfundstanken.dk/ubi/) kommet med et finansieringsforslag til en høj basisindkomst UBInowDK, der kunne minde om Meades tanker ved at indeholder en ide om overskudsdelingsaftaler mellem virksomheder og staten, hvor dele af overskuddet udbetales som en UBI.

UBInow lanceres som et rent UBI forslag. Måske ville forslaget i højere grad vinde politisk genklang, hvis det blev udviklet og forsøgt ”solgt” til arbejderbevægelsen som et nyt mere demokratisk og frigørende ØD forslag set i forhold til de gamle ØD tanker.

Litteratur:

Guy Standing ,”The Corruption of Capitalism. Why Rentiers Thrive And Work Does Not Pay”, Biteback Publ. Ltd. London (2016).

Den korrupte rentier kapitalisme I - en præsentation af Guy Standings nye bog

Erik Christensen — Sun, 09 Oct 2016 17:24:53 +0000

Af Erik Christensen

Dette blog-indlæg er det første af to indlæg om Guy Standings nye bog. Det giver en præsentation af bogen. I et efterfølgende blog-indlæg vil jeg komme nogle refleksioner i forlængelse af bogen.

Den engelske professor i økonomi og arbejdsmarkedsforhold Guy Standing (GS), der i de sidste år er blevet kendt for sine analyser af den nye klasse, prekariatet, har fornylig udgivet en bog: ”The Corruption of Capitalism. Why Rentiers Thrive And Work Does Not Pay” (2016).

Den ligger i forlængelse af hans bøger om prekariatet - ”The Precariat. The new Dangerous Class” (2011) og ”A Precariat Charter. From Denizens til Citizens” (2014) - og giver en mere omfattende analyse af den nye form for kapitalisme, som har skabt betingelserne for udviklingen af prekariatsklassen. Hvilke grundtræk har den kapitalisme, som i den ene ende har produceret en ekstremt rig lille elite og i den anden ende en ny prekariatsklasse?

Keynes og rentier kapitalens dødskamp

GS betegner den moderne kapitalisme som en rentier kapitalisme. Det sker med henvisning til et berømt citat af den klassiske engelske økonom John Maynard Keynes i hans bog ”General Theory” fra 1936, hvor han betegnede rentieren som ”den funktionsløse investor”, der har opnået en indkomst udelukkende ved ejerskab af kapital og ved at udnytte dens knaphedsværdi. Keynes forudså her, at rentier aspektet ved kapitalismen var en overgangsfase, fordi der ikke er nogen naturlig grund til, at der er knaphed på kapital, på samme måde som der er en naturlig grund til knaphed på jord. Rentier kapitalismen burde derfor forsvinde i fremtiden, når den havde gjort sit arbejde (s. 4-5).

Hvad er rentier kapitalisme?

80 år efter må man konkludere, at det langtfra er gået som Keynes forventede. Rentieren er ikke død, tværtimod er rentierne hovedmodtagere af indkomst i det nuværende kapitalistiske indkomstfordelingssystem.

En rentier i dag er en person, som modtager indkomst fra besiddelse af aktiver i modsætning til at få indkomst fra lønarbejde. Man kan modtage renteindkomst fra alle former for ejerskab og kontrol af aktiver, som er knappe naturligt eller kunstigt skabt. (s. 3-5) Det drejer sig om jord, ejendom, mineral ressourcer, intellektuel ejendom, indkomst fra regeringssubsidier eller forskellige former for finansielle transaktioner og investeringer.

Det, der er sket er, er at rentier aspektet ved kapitalismen i de sidste 30 år er vokset svulstagtigt. Allerede i 1985 udgjorde finanssektoren (banker, ejendomsadministration, forsikring, reklame) i USA mere end fremstillingsvirksomhed af BNP, og det anslås at kriteriet for en rentier økonomi er, når 40% af indkomsten kommer fra forskellige former for renter (s. 24). En rentier stat er derfor en stat, hvis institutioner og politikere favoriserer rentiernes interesse. Det er baggrunden for undertitlen på GS’s bog: ”Why rentiers thrive and work does not pay”.

Det giver GS anledning til at kalde den periode, vi lever i den anden ”Gilded Age” (”den forgyldte tidsalder”, et udtryk som Mark Twain bl.a. brugte i en satirisk novelle). I dag oplever man en accelererende ulighed. Således ejede 62 personer i 2015 ligeså meget som den fattigste halvdel af menneskeheden. I 2010 var det 388 personer (s. 2). Den første ”Gilded Age” var en periode i USA’ historie, de sidste tre årtier af det 19. Århundrede og det første årti af det 20. Århundrede, hvor røvere, baroner og finansfolk akkumulerede penge, og hvor man oplevede en svimlende rigdom sammen med fattigdom og klassekamp (s. 6-7 og 26).

Ændringen af det 20.århundredes velfærdsstatslige indkomstfordelingssystem

Hvor GS i sin tidligere prekariats-analyse især fokuserede på den afregulering af arbejdsmarkederne som følge af fleksibilisering af lønarbejdet, der var sket siden begyndelsen af 1980’erne, udvider han nu analysen og taler om, at det 20. århundredes velfærdsstatslige indkomstfordelingssystem, som man havde fra 1945 til midt i 1970erne, nu er blevet radikalt forandret.

I den periode var andelen af indkomst der gik til kapital (profit) og til arbejde (lønninger og andre sociale goder) næsten stabilt. Der eksisterede en stabil strukturel ulighed mellem dem i fast arbejde og dem uden for arbejdsmarkedet støttet af velfærdsstaten. Dette indkomstfordelingssystem kunne i Vesteuropa kun eksistere på grund af den organiserede socialdemokratiske arbejderklasses og fagforeningernes styrke. Det blev langsomt ændret i løbet af 1980’erne ved at arbejdsmarkederne blev mere fleksible, kapitalen blev stærkere, og socialdemokratierne og fagbevægelsen blev svækket og mere højreorienterede i en accept af neoliberalismen.

Sammenbruddet af velfærdsstatens indkomstfordelingssystem og fremvæksten af et nyt indkomstfordelingssystem under rentier kapitalismen viser sig ved fremkomsten af nogle nye økonomiske sammenhænge i rentier kapitalismen.

Nye økonomiske sammenhænge i rentier kapitalismen (s. 29-32)

Tidligere førte højere produktivitet til højere lønninger i det velfærdsstatslige indkomstfordelingssystem. I USA er reallønnen stagneret over tre årtier, mens produktiviteten er steget stødt. Der er sket et brud i forbindelsen mellem produktivitet og reallønsvækst. Det gælder også i andre industrialiserede lande

For det andet var en stigende beskæftigelse normalt forbundet med voksende lønninger. I dag stagnerer eller falder lønningerne, når beskæftigelsen stiger. Det er en tendens, man kan observere i flere industrialiserede lande.

Dernæst plejede statens skatteprovenu at stige, når beskæftigelsen steg. I dag falder skatteprovenuet, når beskæftigelsen er steget i England, fordi et stigende andel i beskæftigelse ikke tjener tilstrækkelig til at betale skat.

I dag fører stigende virksomhedsprofitter ikke til højere gennemsnitlige lønninger, fordi profitterne er koncentreret til få firmaer, som ikke beskæftiger mange mennesker. Der er altså en svækket forbindelse mellem profitter, beskæftigelse og lønninger.

Endelig er gennemsnitsreallønnen stagneret i det meste af Europa, mens arbejdsomkostningerne pr. produceret enhed er steget. Arbejdsomkostningerne for hver produceret output var meget højere i 2015 end i 2000 i England og Tyskland.

Disse nye sammenhænge har betydet, at teorien om Phillips-kurven, som siger at der er en sammenhæng mellem ændringer i arbejdsløsheden og løn- og prisinflationen, forstået på den måde at en faldende arbejdsløshed skulle sætte et opadgående pres på lønninger og priser, er blevet undergravet af den globale fleksible arbejdsproces (s.32-33).

Væksten i profitter og uligheden ligner den som skete tidligt i det 20. Århundrede, da finanskapitalen dominerende, men nu med den forskel, at da steg reallønnen også i USA. Nu falder den, og det er ikke, hvad man skulle forvente i et frit marked. Og mere vigtigt er, at der er kommet stigende lønforskelle inden for virksomhederne og mellem virksomhederne. Det afspejler den stigende dominans af en lille gruppe store virksomheder, hvor få virksomheder har været i stand til at udtrække en væsentlig del af renteindkomsterne.

De store tabere er især prekariatet, som arbejder i kortids- og deltidsjob og ingen beskyttelse har. De mærker det særlig hårdt fordi deres indkomst består af pengeløn og de må udføre meget uformelt arbejde for at få et lønarbejde (”work-for-labour”).

Hvorledes er rentier kapitalismen opstået?

GS gør opmærksom på, at de træk, der har skabt rentier kapitalismen er nogle træk ved kapitalismen, som hele tiden har eksisteret, men som først i de seneste år er kommet til fuld udfoldelse og har ændret de nævnte økonomiske sammenhænge.

Ændringerne i den globale institutionelle arkitektur for kapitalismen

Når rentier kapitalismen har kunnet blomstre i de seneste år skyldes det først og fremmest ændringerne i hele den globale institutionelle arkitektur for kapitalismen (s. 41-83). Denne arkitektur blev skabt efter 2. Verdenskrig med Bretton Woods systemet, ILO, Verdensbanken og IMF. I 1980’erne og 90’erne blev systemet udbygget, så det specielt støttede op om rentierkapitalismen igennem udviklingen af WTO og World Intellectual Property Organisation (WIPO). GS gør opmærksom på, at WIPO i dag er meget større og mere betydningsfuld end WTO siden TRIPS aftalen i 1994 om intellektuel ejendomsret. Siden 1995 er intellektuel ejendomsret blevet den primære kilde til renteindkomst igennem patenter, varemærker, copyright og design rettigheder. I dag står den vidensintensive industri for over 30 % af det globale output. Derfor har den internationale kapital så store interesser i at få gennemført internationale handelsaftaler som Transatlantic Trade and Investment Partnership ( TTIP) og Trans-Pacifik Partnership (TPP), der beskytter deres rentier interesser.

I disse aftaler er Investor-State-Dispute-Setlement (ISDS) processer vigtige, fordi de reducerer risikoen for profitter og sikrer indkomst for en særlig gruppe ved at beskytte fremmede virksomheder imod regeringer og give dem eksklusiv ret til at trække indkomst ud.

Subsidiering af kapitalismen

Det andet træk, som har forstærket rentier aspektet ved kapitalismen, er, at forskellige former for subsidiering af kapitalen er blevet meget mere udbredt (s. 85-133). Det drejer sig om subsider til ejere af jord, ejendom, rettigheder til naturressourcer, intellektuel ejendomsret og finansielle aktiver. Det giver bestemte grupper en ekstra renteindkomst, som ikke er opnået ved hårdt arbejde.

GS anslår (s. 85) at subsider af alle arter tæller for over 6 % af BNP i de fleste rige lande. Det kan have form af direkte støtte, pris- eller omkostningsreduktioner eller skattebegunstigelser der alle er givet for at opmuntre en bestemt type af adfærd. Nogle vil ud fra et økonomisk synspunkt være retfærdiggjorte med, at de kompenserer for eksternaliteter eller fremmer en økologisk omstilling. Det gælder dog ikke de fleste. Det medfører blandt andet, at 90% af eksporten fra de fattigste lande må konkurrere med subsidierede varer fra de rigere lande.

Den stigende gældsbyrde

Det tredje træk, der har styrket rentier kapitalismen er at gældens tyngde er blevet større, således er den globale gæld både offentlig og privat steget. I 2014 var den globale gæld lig med næsten tre gange den globale indkomst. Det er sket ved, at de gamle gældformer er udvidet og nye former er skabt. Rentier kapitalismen bygger på, at få mennesker til at bruge mere end de har råd til, og den elsker gæld, fordi indehaverne af de forskellige aktiver lever af renterne af gælden. Man holder lønningerne nede samtidig med at forbruget bliver fremmet ved at skabe lette kreditformer, og dem med de laveste indkomster har den højeste gæld og står over for de højeste renter.

Fælleders (commons) privatisering og udplyndring

Det fjerde træk, der har styrket rentier kapitalismen er den intensiverede udplyndring af de forskellige former for fælleder, der er blevet kommercialiseret og privatiseret (s. 235-207). Det danske ord fælled betyder oprindeligt den fælles jord, som henligger udyrket og brugtes som græsgang. I nyere tid er fælledbegrebet udvidet til også at omfatte en lang række forskellige fællesressourcer. Det gælder både civile (f.eks. juridisk rådgivning og hjælp), sociale (samfundets infrastruktur, sundhedsvæsen og sociale service), kulturelle (sport, massemedier, biblioteker, kunstgallerier, museer, koncertsale) og intellektuelle fælleder (ideer og information).

GS gør i den forbindelse opmærksom på to oversete teorier i den klassiske nationaløkonomi, som er relevant for diskussionen af fælleders forsvarlige forvaltning: Den første er blevet kaldt “Lauderdale Paradox” formuleret af Earl of Lauderdale i 1804, der fastslog, at den private rigdom øges, men den offentlige rigdom aftager, når der ved privat ejerskab kunstigt skabes en knaphed på aktiver som f.eks. jord og huse, således at der var mindre tilbage for alle andre og fællesskabet (s. 170).

I den moderne kapitalisme er knaphed tit ikke naturlig, men kunstigt skabt. Man ser det, når man monopoliserer ejerskab eller kontrol, køber en vare for videresalg, eller holder en vare tilbage fra markedet for at tvinge prisen op. Man har historisk set det, når man forsøger at privatisere, indhegne eller varegøre fælleder, hvilket skaber en privat renteindkomst.

Den anden centrale teori vedrørende forvaltning af fællederne, GS nævner, er Hartwicks regel fra 1977 opkaldt efter den engelske økonom, John Hartwick (s. 170). Den fortæller noget om, hvorledes man skal sikre en retfærdighed mellem de nuværende og de fremtidige generationer i udbyttet af samfundets fælleder. Det betyder, at samfundet må investere dele af renteindkomsten fra udvinding og brug af de udtømmelige og knappe naturressourcer, således at fremtidige generationer kan få den samme fordel som de nuværende generationer.

Denne regel er blevet brudt af den engelske regering i forvaltning af oliereserverne i Nordsøen. Her bliver en stor rente overført til en lille elite, hvor man burde have fulgt Norges eksempel og skabt en suveræn statslig investeringsfond, oliefonden.

Fællederne er efter GS’s opfattelse vores kollektive arv. Privatisering er derfor en form for tyveri, en form for korruption der er skabt for at skabe en renteindkomst fra nyskabte ”ejendomsrettigheder” for en lille gruppe.

De nye digitale platforme

Et femte træk ved fremvæksten af rentier kapitalismen hænger sammen med digitaliseringen (s. 209-240). På internettet er der skabt mange nye digitale platforme. GS kalder det rentier platforme, der for manges vedkommende er skabt eller opkøbt af forskellige dele af finanskapitalen, hvor man deler tjenester. GS taler derfor også om platformskapitalisme. Det er ”tasking platforms” - online markedspladser, hvor man forener købere og sælgere af mange forskellige ting. Ejerne af disse platforme tjener penge ved at opkræve et gebyr (ofte omkring 10- 20 %) for denne formidling.

Af mange bliver det kaldt den nye deleøkonomi og bliver prist og budt velkommen, fordi det forbedrer økonomiens effektivitet ved øget brug af underbrugte aktiver. For GS at se er det en misforståelse at kalde det deleøkonomi, fordi der herved er skabt en gruppe af arbejdskraftmæglere og et nyt prekariat. Desuden er mange platforme ejet af dele af finanskapitalen, som kontrollerer det teknologiske apparat. De ejer ikke produktionsmidlerne, men er snarere arbejdsmæglere, en ny gruppe af rentier, som tjener en masse på at gøre relativ lidt.

Det betyder en øget varegørelse af arbejdskraften ved en opsplitning i mindre og billigere dele. Samtidig konverterer det også nogle former for lønnet arbejde til ulønnet arbejde. De nye løst ansatte opgavevaretagere (”taskere”) må selv påtage sig mange former for uformelt arbejde, som før var blevet lønnet i de tilsvarende almindelige job (”work-for-labour”). Det uformelle arbejde skaber derved renteindkomst, for dem som kontrollerer teknologierne.

De nye jobs på de digitale platforme er meget forskellige. Nogle er knyttet til servicesektoren (f.eks. taxa, rengøring, levering af varer), andre er ”cloud labour” (opgaver på freelance platforme) og endelig er der forskellige former for vikararbejde, hvor der ofte er en egentlig arbejdskontrakt. Men fælles for mange typer af prekariatets nye arbejde er, at det indebærer en demontering af faglige standarder, etik, beskyttelse samt selvregulering.

Demokratiets korrumpering

Alle de tidligere nævnte årsager til udviklingen af rentier kapitalismen kunne ikke have fået lov til at virke, hvis de moderne såkaldte demokratiske stater ikke var blevet korrumperet af magtfulde kapitalistiske rentier interesser (s. 241-278). I alle vestlige lande er der mere eller mindre udviklet en institutionel struktur og klientistisk praksis, hvor de mest magtfulde rentier grupper har kunnet påvirke politikken i en for dem favorabel retning. GS bruger derfor udtrykket ”crony capitalisme”

Det har ikke kunnet lade sig gøre uden erobringen af et økonomisk ideologisk hegemoni. Her peger GS på, hvorledes hele den gruppe af liberale økonomer, der i 1947 skabte Mont Pelerin Society med Milton Fridman og Friderich Hayek i spidsen, har haft afgørende betydning for uddannelsen af mange toneangivende, nobelprisvindende liberale økonomer fra Chicago University. Deres økonomiforståelse har i høj grad påvirket den økonomiske forståelse i de mange internationale økonomiske organisationer.

Medvirkeende til skabelsen af det ideologiske og politiske hegemoni har været at socialdemokratierne i den vestlige verden næsten uden undtagelse har tilsluttet sig den dominerende neo-liberale forståelse af økonomien. Dertil har man set udbredelsen af den tradition, som har eksisteret længe i USA, med en udbredt cirkulation af personer på fremtrædende poster mellem det politiske og finansielle liv. GS kalder det en ”Goldmansachism”, fordi mange fremtrædende direktører fra Goldman Sachs har opnået fremtrædende politiske poster, og omvendt er mange tidligere politikere indtrådt som konsulenter i dette finanshus efter de har forladt politik (som den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon)

Rentier kapitalismens fem løgne

Den første løgn siger, at den globale kapitalisme basere sig på frie markeder (s. 81). Set i forhold til den institutionelle struktur med intellektuelle ejendomsretsregler, udvikling af globale risiko-forsikringssystem og plutokratiets evne til at hente renteindkomster i ”crony capitalism” (venskabskapitalisme), er systemet det mest ufrie system i historien. GS gør samtidig op med dem der taler om post-kapitalismen. Kapitalismen er tværtimod på vej til en udvidet varegørelse af ideer, viden og information.

Systemets anden løgn er, at man i forsvaret for de intellektuelle ejendomsrettigheder, siger at de opmuntrer og belønner folk der tager en risiko (s.81). Mange patenterede opfindelser bygger på offentlig støttet forskning, og reglerne for modtagelse af livslange rente-gevinster fra patenter, strider imod den frie markedslogik.

Den tredje løgn om rentier kapitalismen er, at den institutionelle struktur for den globale kapitalisme er gavnlig for den økonomiske vækst (s. 81-82). Men ifølge forskningen er der ingen evidens for denne påstand. Den har snarere hindret væksten og gjort den mindre bæredygtig. Den har snarere været god til at opsuge indkomster til et plutokrati. Intet af det ville være sket, hvis der havde været et reelt frit marked og stærke demokratiske systemer.

Den fjerde løgn er påstanden om, at profitten afspejler den ledelsesmæssige effektivitet og belønning for risikotagning (s.133). Væksten i andelen af indkomsten, der går til profitten afspejler snarere væksten i de statslige subsider, og effekten af uligheden. Den forøgede profitandel er væsentlig gået til dem, der modtager renteindkomster, der er forbundet med finansielle aktiver. Det har ikke noget at gøre med vækst i den ledelsesmæssige effektivitet og forøget risiko ved investering.

Den femte løgn om rentier kapitalismen hænger sammen med tendensen til at indkomsten fra formelt arbejde (labour) falder for mennesker i og omkring prekariatet, mens renteindkomsterne stiger hurtigt. Det betyder, at påstanden om at lønarbejde er den bedste vej ud af fattigdommen i rentier kapitalismen er falsk (s. 238-240).

Prekariatets revolte og omridset af et nyt indkomstfordelingssystem

Det kapitalistiske rentiersystem er uretfærdigt men også ustabilt, hvorfor GS ser forskellige omrids af en igangværende revolte (279-319).

Hvem bliver ledere af denne revolte? For GS at se kan det ikke blive andet end den nye klasse, prekariatet, fordi den er den mest udsatte gruppe under rentier kapitalismen. Den har forandringspotentialet på grund af sin strukturelle placering og vækst, og fordi den har alt at vinde intet at tabe (f.eks. karriere) andet end sin usikkerhed. Nogle mener, at den gamle arbejderklasse stadig er den aktør, som kan omstyrte eller ændre kapitalismen. GS ser den som svækket og tilbageskuende. De er bundet til lønarbejds-ideologien (”labourismen”) og holder fast ved 19. århundredes løsninger på det 21. århundredes problemer.

En forudsætning for skabelsen af en ny bevægelse imod det kapitaliske rentier system er at det gamle forståelsessystem, det neo-liberale paradigme er faldet sammen, så der bliver plads til et nyt paradigme, som kan lede en ny strategi. I en revolte er det aldrig nok at være imod et system at nedbryde systemets forståelsesformer. Det er også nødvendigt at være konstruktiv, at have utopiske ambitioner, at kunne opstille alternativer. Der skal være en følelse af enhed om nogle fælles synspunkter, en fælles forståelse af uretfærdigheder, uligheder og mangel på bæredygtighed ved det eksisterende system samt en klar vision for gennemførlige mål. Et nyt paradigme må artikuleres og formidles for at der kan opnås succes. I dag befinder man sig i en situation, hvor et nyt fremspirende paradigme er ved at tage form.

I dag er fjenden ikke arbejdsgiveren, som det var for den gamle arbejderbevægelsen, men staten, der repræsenterer den globale finans- og rentierklasse.

Nye sociale bevægelser gennemgår normalt fire faser (s. 292). Den første er den primitive rebel-fase, som viste sig i Occupy-bevægelsen og protestbevægelserne i Spanien, Grækenland og Italien. Den anden fase er anerkendelsesfasen, hvor folk i prekariatet erkender, at de har meget til fælles og er ved at blive en klasse. Den bliver efterfulgt af en repræsentationsfase, hvor prekariatets interesser begynder at repræsenteres i forskellige institutioner. Herefter følger den sidste fase, kampen for omfordeling, et nyt indkomstfordelingssystem. GS mener, at fra 2015 var man nået til repræsentations- og omfordelingsfasen.

Målet i omfordelingskampen er at virkeliggøre Keynes gamle mål om at give rentier kapitalen aktiv dødshjælp. Der må konstrueres et nyt indkomstfordelingssystem, således at dele af de stigende renteindkomster, der nu tilfalder rentier klassen, kanaliseres over til prekariatet og lønmodtagerklassen i bred forstand. I fremtiden kan man ikke forvente at den snævre lønindkomst stiger, hvorfor hovedkampen bliver en politisk kamp for at begrænse og omfordele store dele af renteindkomsten til den brede lønmodtagerklasse. Det betyder, at den snævre lønkamp med arbejdsgiverne mister betydning.

Hvor arbejderbevægelsens kamp oprindelig angik kontrollen med produktionsmidlerne, ser GS den af prekariatet ledede kamp for et nyt indkomstfordelingssystem meget bredere. Det centrale er at reducere uligheden af de centrale aktiver og ressourcer, fjerne den indkomstmæssige usikkerhed og fremme en bæredygtig udvikling.

For det første er det centralt at skabe en institutionel struktur, der fjerne nogle renteindkomster, reducerer andre og endelig omfordeler nogle tredje til nye demokratiske fonde.

For det andet er det centralt at genskabe de forskellige fælleder i forskellige offentlige organisationsformer og sikre at renteindtægterne fra disse tilfalder fællesskabet. Fællederne er grundlaget for det nye indkomstfordelingssystem.

Nogle af de renteindkomster, der skal fjernes er dem, som er skabt igennem statslige subsidier. Her foreslår GS at man skaber en national kommission for eliminering af subsider, og med hensyn til de fonde, der støtter politiske partier og deres valgkampe foreslås en total afskaffelse, således at det politiske liv ikke kan købes og manipuleres af kapitalinteresser.

Den intellektuelle ejendomsret er i dag den primære ressource for renteindkomsten. Ejerskabet af patenter må ændres ved f.eks. at forkorte beskyttelsesperioden. Desuden kan der pålægges afgifter på dette områder, der kan indgå i en statslig investeringsfond.

Med hensyn til regulering af digitale platforme og de renteindkomster, der udledes heraf, foreslår GS, en regulering af arbejdskraftmæglerne: At de registreres, at der laves kodex for god praksis og at de beskattes for deres arbejdsformidling. Samtidig er det vigtigt at opgavetagernes (”taskers”), prekariatets forhandlingskapacitet styrkes og sikres en minimal social beskyttelse.

Demokratiske statslige investeringsfonde og et basisindkomstssystem byggende på sociale dividender herfra

Efter GS’s opfattelse bør der være to piller i det nye indkomstfordelingssystem: En uafhængig demokratisk styret og klart gennemskuelig statslig investeringsfond (s. 303-308) og et udviklet basisindkomstssystem byggende på sociale dividender fra denne fond (308-311).

Forbilledet for en sådan fond er den statslige fond, man kender i Alaska, Alaska Permanent Fund og den norske oliefond, Statens Pensjonsfond Utland, hvor man opsamler renteindkomster fra naturressourcer, og i Alaska uddeler dividender til alle borgere hvert år. Indtægterne til en sådan fond vil komme fra forskellige kilder f.eks. 10% af profitten fra udviklingen af naturressourcer, jordskatter, afgifter fra intellektuel ejendomsret og møntningsgevinsten, når nationalbanken (staten) overtager pengeskabelsen

Den anden store pille i det nye indkomstfordelingssystem er et basisindkomstssystem, der bør indrettes som et socialt dividende system, hvor den uafhængige statslige investeringsfond løbende udbetaler dividender til samtlige borgere af den indsamlede formue. For at undgå politiske manipulationer, skal dividendesystemet overvåges af en uafhængig kommission, der bliver udpeget demokratisk ligesom nationalbankens pengepolitiske komite.

Når basisindkomsten har form af en social dividende kommer man ud over et af de hyppigste argumenter imod basisindkomst, reciprocitetsargumentet, at man for at modtage en statslig ydelse, skal yde noget til gengæld. Fonden ses som en national kollektiv arv, der er opbygget igennem generationer, og udbetalingen af dividender ses som en løbende udlodning af denne arv, hvortil man naturligvis ikke er forpligtet til at yde noget til gengæld.

Det er bemærkelsesværdigt, at GS går imod det populære argument for basisindkomst, som siger, at vi må have en basisindkomst på grund af den teknologiske arbejdsløshed, som venter os. Der er ikke en fast mængde af lønarbejde eller uformelt arbejde, der skal gøre (s. 17). Der ser ikke ud til at blive en mangel på arbejde i fremtiden. Den reelle trussel er den teknologi-skabte ulighed, ikke den teknologiske arbejdsløshed. (s. 20) En basisindkomst skal begrundes ud fra rentier kapitalismens ulighed, uretfærdighed og den usikkerhed den skaber for store grupper af mennesker (s. 311).

GS forestiller sig, at man gradvis udfaser det bestående sociale beskyttelsessystem og langsomt erstatter det med udbetalinger af sociale dividender. På længere sigt forestiller han sig et socialt beskyttelsessystem med tre lag (s. 316-317). Det første lag er en social dividende til alle, det næste lag en behovsmæssig ydelse til yderligere leveomkostninger for dem med særlige behov og den tredje komponent vil være et stabiliserings tilskud, der vil afhænge af konjunkturerne, således at det stiger i lavkonjunkturer og bliver reduceret i højkonjunkturer. Derved får det en central stabiliseringsfunktion for hele økonomien. Den eneste betingelse for at modtage en basisindkomst bør være at man forpligter sig til at stemme ved offentlige valg og deltager i et politisk møde om året. Men det skal vel at mærke kun være en moralsk forpligtelse og ikke en juridisk forpligtelse.

Litteratur:

Guy Standing ,”The Corruption of Capitalism. Why Rentiers Thrive And Work Does Not Pay”, Biteback Publ. Ltd. London (2016).

Mincome – historien om et vellykket lokalsamfundseksperiment med basisindkomst

Erik Christensen — Sat, 10 Sep 2016 12:42:01 +0000

Af Erik Christensen

Den 22.-23. Sept. afholder Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark i samarbejde med Alternativet en nordisk konference om basisindkomst-eksperimenter - Nordic Conference on Basic Income Pilots den 22-23. september på Christiansborg. Entré: 110 kr. for een dag, 220 kr. for to dage - http://ubi-nordic.org/

I den anledning er det værd at fremdrage en glemt historie om et lille vellykket lokalsamfundseksperiment med basisindkomst i Canada fra 1974 til 1978: Mincome

Neo-liberal eksperimenter

De sidste 25 år har været præget af en række store neo-liberale reformeksperimenter. På arbejdsmarkedsområdet af et aktiveringsparadigme, at man skal arbejde på særlige forringede vilkår for sin offentlige understøttelse og på det offentlige serviceområde af en new public management med et målingstyranni.

Nu er der flere tegn på at modstanden imod disse styringsredskaber er blevet stor samtidig med fremkomsten af forskellige negative evalueringer af disse styringsformers effekter. Derfor står vi måske overfor et vendepunkt, hvor der begynder at blive tilslutning til, at der må helt andre eksperimenter igangsættes for at finde mere holdbare reformer af velfærdsstaten.

Et spørgsmål om menneskesyn

I de sidste år har man i flere lande set en stigende interesse for ideen om en ubetinget basisindkomst (UBI). Den repræsenterer en helt anden filosofi om menneskers motivation for at arbejde og bidrage til samfundet. Hvor aktiveringsfilosofien bygger på et negativt menneskesyn i den forstand, at man mener at mennesker kun vil arbejde og bidrage til samfundet, hvis de tvinges til det, ligger der i ideen om en ubetinget basisindkomst, at hvis mennesker på forhånd er sikret en basisindkomst, høj nok til at kunne eksistere, vil langt de fleste også føle sig forpligtet til at bidrage til samfundet igennem lønarbejde eller andet mere uformelt arbejde.

En gammel ide der vender tilbage

I en række andre lande er der blevet planlagt forskellige forsøg med basisindkomst. Mest omfattende bliver det i Finland, hvor den finske regering har planlagt at lave nogle forsøg fra 2017. Men også i Holland og Frankrig har forskellige byer og regioner planer om basisindkomstforsøg.

Ideen med en ubetinget basisindkomst er gammel. I de sidste 100 år er ideen især dukket op i forbindelse med økonomiske og politiske kriser. Efter 1. Verdenskrig hos filosoffen Bertrand Russel, i 1930’erne var der en stærk social credit-bevægelse i Canada og i England, efter 2. Verdenskrig kom Lady Juliet Rhys-Williams i England med en plan for en social dividende. Siden kom ideen igen rigtig på dagsordenen midt i 1970’erne da en økonomisk krise igen meldte sig. I Danmark fik vi med ”Oprør fra Midten” i 1978 tanken om en borgerløn.

Forsøg i USA og Canada

Hvad der ikke er kendt af mange er, at der i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne blev udført en række basisindkomsteksperimenter i USA og Canada. Det udsprang af præsident Lyndon B. Johnsons berømte tale om ”War on Poverty” i 1964 og hans senere Heineman kommission om ændring af velfærdspolitikken, hvor man foreslog at erstatte de traditionelle velfærdsinstrumenter (minimumslønninger og arbejdsløshedsforsikring) med en form for negativ indkomstskat. På det grundlag igangsatte man mellem 1960 og 1980 en række eksperimenter med negativ indkomstskat i en række stater.

I Canada lavede man i perioden 1974 til 1978 et forsøg, man kaldte ”Mincome” en forkortelse af Minimal Income” i Manitoba provinsen i byen Dauphin og i provinshovedstaden Winnipeg. Man brugte på daværende tidspunkt betegnelsen Guaranteed Annual Income (GAI) som betegnelsen for en basisindkomst.

Mincome eksperimentet

Alle indbyggere i Dauphin – i alt 8.885 i 1974, hvoraf 3.165 boede i landområder – blev berettiget til en garanteret årlig indkomst på $ 19.500 (for en fire personers husholdning i 2014 dollars) i 3 år. Det svarede til 60 % af den canadiske lavindkomstgrænse, eller nogenlunde hvad de kunne modtage i forskellige former for social understøttelse på daværende tidspunkt. GAI blev administreret som en negativ indkomstskat dvs. de personer, som slet ikke havde nogen indkomst modtog hele mincome-beløbet. Al indtægt ud over mincome-beløbet blev reduceret med 50 %, så for hver dollar en person tjente, blev mincome-beløbet reduceret med 50 cent. Det betød, at dem, der slet ikke modtog noget direkte tilskud, fik mincome-beløbet som en skatterabat. I løbet af forsøget modtog ca. 18 % eller 2.128 individer dele af eller hele mincome-beløbet på et eller andet tidspunkt.

Forsøget startede med at alle deltagere i eksperimentet blev kontaktet og introduceret til eksperimentet og interviewet og bedt om at indberette deres indkomst. Derefter skulle deltagerene indberette deres indkomst pr. post hver måned, og mincome-understøttelsen blev sendt pr. check. Det betød, at mincome betød færre bureaukratiske vurderinger og foregik mere automatisk.

Forsøget var ikke blot politisk, men var også et videnskabeligt eksperiment, der blev fulgt af forskere, der skulle undersøge ændringer i arbejdsmotivation, sundhed, skolegang, uddannelse og administrative forhold.

Et ni-siders ”community experience” survey blev sendt til hver voksen person midtvejs i eksperimentet i august 1976. Det indeholdt åbne spørgsmål, ja/nej spørgsmål og grads-spørgsmål om folks dag til dag erfaringer med lokalsamfundet og med mincome eksperimentet i sig selv. Suvey’et blev bevaret af 407 husstande, hvilket var ca. 65 % af de tilmeldte voksne på det tidspunkt. Af dem gav 79 % nogle kvalitative kommentarer til de åbne spørgsmål.

På grund af ændringer i de politiske magtforhold både på landsplan og lokalt plan blev forsøget lukket ned i 1979 og de indsamlede data blev ikke analyseret men arkiveret til eventuelt senere brug.

Mincome glemt og genopdaget

På grund af ændringerne i de politiske og økonomiske konjunkturer blev forsøget glemt. Først i 2011 tog den canadiske økonom fra Manitoba University, Evelyn Forget sagen op og åbnede arkivet med de indsamlede data. I stedet for umiddelbart at bruge de indsamlede data direkte, hvilket krævede en digitalisering, valgte hun en anden strategi. Hun valgte at bruge allerede indregistrede data om sundhedsydelser, som de canadiske myndigheder havde startet i 1974. Ved at bruge disse data for indbyggerne i Dauphin i forsøgsperioden og sammenholde dem med andre nærliggende byer i den 4 årige periode, kunne hun vurdere hvilke sundhedsmæssige effekter GAI havde haft.

Siden har en amerikansk sociolog fra University of Wisconsin-Madicon, David Calnitsky behandlet de oprindelige data og lavet en rapport om de samfundsmæssige erfaringer fra forsøget.

Effekterne af Mincome

Forgets analyse viser, at de sundhedsmæssige virkninger af mincome-ydelsen var meget tydelige. Antallet af hospitalsindlæggelser faldt i forsøgsperioden i forhold til sammenligningsgruppen og især indlæggelser vedr. ulykker, skader og psykiske sygdomme. Lægekontakt vedr. psykisk sygdom faldt også. Hvad angår arbejdsfrekvens skete der en lille reduktion blandt de voksne med fuldtidsarbejde. Gifte kvinder kom senere tilbage fra barsel, og større børn gik ind i arbejdsstyrken senere og med færre arbejdstimer, fordi de tog et års skolegang mere og i højere grad high school. Det viste sig, at børnene var dem, der blev påvirket mest. De blev som sagt længere i skolen, de fik deres første barn senere og fik i det hele taget færre børn end sammenligningsgrupperne.

Evelyn Forgets mener, at de vigtigste konklusioner af hendes studie er, at GAI gør mennesker bedre i stand til (”empower”) at tage deres egene beslutninger og gøre deres egene fejltager. Den barnliggør ikke mennesker og gør dem afhængige.

David Calnitskys senere analyse af de mere kvalitative data, der blev indsamlet under mincome eksperimentet, bekræfter Evelyn Forgets konklusion. Han kalder meget symbolsk sin rapport ”More Normal than Welfare” forstået således at modtagerne af mincome opfattede det som mere normalt at modtage mincome end den traditionelle behovsprægede velfærdsunderstøttelse, som var designet for ”de fattige”. 70 % af modtagerne opfattede det som helt socialt acceptabelt af modtage mincome. De, der ikke direkte modtog en mincome-ydelse, men kun fik skatterabatten opfattede den som en forsikring imod arbejdsløshed og en sikring imod andre risici. De, der periodevis modtog et mincome-beløb opfattede det som et vigtigt supplement til deres indkomst, og endelig opfattede de, der mere permanent modtog mincome den som en nødvendig eksistenssikring. Centralt var det at programmet blev lanceret for alle borgere i Dauphin, som universalistisk, hvilket betød at den svækkede den sociale stigmatisering, som var karakteristisk for de traditionelle velfærdsydelser.

Behov for en bred forståelsesramme for basisindkomst-eksperimenter

Når man nu i en række europæiske lande skal tage endelig stilling til en række nye basisindkomsteksperimenter, er det vigtigt at man ikke anlægger en snæver økonomisk betragtningsmåde, både når man skal tage stilling til eksperimenternes form og når man skal evaluere eksperimenterne. Mincome eksperimentet viser, at en ubetinget basisindkomst havde og kan få positive effekter for mange livsforhold.

Litteratur:

David Calnitsky (2016). “’More Normal than Welfare’: The Mincome Experiment, Stigma, and Community Experience.” Canadian Review of Sociology, 53(1), 26-71.

Evelyn Forget (2011). The Town without Poverty. Using Health Administration Data to Revisit Outcomes of a Canadian Guaranteed Annual Income Field Experiment. https://public.econ.duke.edu/~erw/197/forget-cea%20(2).pdf

Michael Husen (2015) Mincome-forsøget i Canada. http://basisindkomst.dk/mincome-forsoeget-i-canada/

Karsten Lieberkind (2016). A Global Look at Basic Income Pilots and Policies. http://ubi-nordic.org/about-pilots/

Er borgerløn løsningen på et presset arbejdsmarked?

Erik Christensen — Fri, 26 Aug 2016 14:08:39 +0000

Af Erik Christensen

Rød+Grøn August 2016

Tema: Er borgerløn løsningen på et presset arbejdsmarked?

Basisindkomst er ikke et alternativ til en reduktion af arbejdstiden igennem overenskomsterne. Idéen om, at alle borgere skal modtage en universel basisindkomst, uanset om de arbejder eller ej, vinder frem. Både på venstrefløjen i nye partier som Podemos i Spanien og Alternativet herhjemme samt hos ærkeliberale tænkere som Milton Friedman og erhvervsfolk i Silicon Valley. Konkrete forsøg med borgerløn er i gang i både Holland, Finland og Canada. Men er borgerlønnen god idé? Rød+Grøn giver ordet til en tilhænger og en skeptiker.

ERIK CHRISTENSEN:

JA TAK til borgerløn

Hvorfor er borgerløn helt grundlæggende en god idé netop nu?

– I dag skærper globaliseringen konflikten mellem arbejderklassen og de marginaliserede. På den ene side bliver arbejderklassen stadig mere presset i lønarbejdet og mangler tid til børn, lokalsamfund og politik. Samtidig betyder outsourcing og f.eks. korttidsansættelser, at der bliver længere mellem ordinære, varige fuldtidsjob beskyttet ved overenskomst. De udstødte mangler lønarbejde, men de mangler også anerkendelse for det uformelle arbejde, de i stedet udfører i familien og samfundet. Samtidig tør de, der er i ordinært arbejde, ikke slække på det.

I den situation kunne basisindkomst blive murbrækker for en bredere reformpolitik. De, der er i arbejde, vil via basisindkomst få mulighed for at tage orlov- eller efteruddannelse. De udstødte, der for manges vedkommende dukker nakken i frygt for den næste beskæring af overførselsindkomsterne, vil på én gang få lov at tage lønarbejde uden modregning og samtidig få anerkendt det uformelle arbejde, som de fleste borgere laver i dette samfund.

Hvordan ville borgerløn kunne se ud i en dansk kontekst?

– Borgerløn eller basisindkomst skal være universel, individuel, ubetinget og tilstrækkelig høj til, at man kan leve af den på et beskedent niveau. Det betyder, at den skal være så høj (omkring kontanthjælpsniveau), at lønarbejde bliver et reelt frit valg. Basisindkomst er til alle uden betingelser eller tidsbegrænsning og erstatter alle nuværende overførselsindkomster (kontanthjælp, dagpenge osv.).

Oven på denne offentlige basisindkomst vil der være et privatfinansieret og -organiseret arbejdsløshedskassesystem, hvor de private a-kasser og fagforeninger konkurrerer om at give service og rådgivning, indgåelse af overenskomster, forsikring ved arbejdsløshed, efteruddannelse, omskoling og sikring af arbejdsmiljø. En stor fordel ved et sådant system ville være, at man sikrer en mere smidig og mere solidarisk sammenhæng mellem de forskellige dele af arbejderklassen: Dem med fast lønarbejde, de deltidsansatte, de arbejdsløse, og de marginaliserede uden for a-kassesystemet.

Hvordan kan borgerløn løse arbejdsfordelingsproblemet?

– Med en ubetinget basisindkomst vil alle mennesker få muligheden for helt frit at vælge, om de vil tage lønarbejde. Det vil blive muligt at forlade arbejdsmarkedet for en tid for f.eks. at tage orlov, pleje sin familie eller starte egen virksomhed. Samtidig vil de mennesker på traditionelle overførselsindkomster, som hidtil har haft svært ved at få et deltidsjob, få bedre kår. For med en ubetinget basisindkomst vil det altid kunne betale sig at tage et lønarbejde, lige meget hvor beskedent det er. Samlet set giver det mere ”flexicurity” på arbejdsmarkedet, fordi alle vil have en basisindkomst (security) og samtidig få nemmere ved at gå ud og ind af arbejdsmarkedet og bestemme, hvor meget de vil arbejde (flexibility). Basisindkomst er ikke et alternativ til en reduktion af arbejdstiden igennem overenskomstsystemet, men et supplement. I et basisindkomstsamfund kan arbejdsmarkedets parter blive stimuleret til at skabe et meget mere differentieret overenskomstsystem end i dag. Man kunne tænke sig, at der ville opstå flere slags overenskomster, f.eks. både 8, 16, 20, 24 og 30 timers overenskomster.

Erik Christensen er medlem af bestyrelsen for BIEN Danmark – www.basisindkomst.dk

RUNE MØLLER STAHL:

NEJ TAK til borgerløn

Hvorfor er borgerløn ikke en god idé netop nu?

– I vores del af verden kan en stigende del af befolkningen ikke finde plads på det almindelige arbejdsmarked. Det skyldes især, at den bølge af massearbejdsløshed, der ramte efter krisen, ikke er forsvundet, men tendensen vil nok fortsætte, når robotteknologi og automatisering overtager flere og flere jobfunktioner. Det kan løses ved at sætte en gruppe uden for arbejdsmarkedet – på borgerløn eller anden forsørgelse – eller ved at fordele arbejdet bedre. Det sidste er klart det mest fornuftige. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor borgerløn virker attraktiv og human i dagens samfund, hvor vi har et meningsløst aktiveringssystem og ser brutal behandling af mennesker på førtidspension og kontanthjælp. Men borgerløn kan hurtigt blive en nem og billig måde at parkere store grupper, som ikke længere er nødvendige for økonomien. Hvis resten af arbejdsmarkedet bliver ved med at køre i samme hurtige gear som nu, er det let at forestille sig voksende modsætninger mellem dem i arbejde og dem på borgerløn.

Hvordan ville borgerløn kunne se ud i en dansk kontekst?

– Som styrkeforholdet er i dag, er det svært at forestille sig en særligt høj borgerløn. Vi ville snarere tale om en minimumsydelse på linje med kontanthjælp eller SU. Når mange liberale er glade for borgerløn, er det fordi, den kan bruges som anledning til at skære en række velfærdsydelser væk, som folk så selv må dække via borgerlønnen. I en lang række lande ville en minimal borgerløn være et klart socialt fremskridt, men jeg tror ikke, Danmark er et af dem – bl.a. fordi vores dagpengesystem i dag er knyttet til fagforeningerne, som ville blive ramt af en (statslig) borgerløn. Det er klart, at havde vi en stærkere arbejderbevægelse eller venstrefløj, kunne man forestille sig langt mere gavmilde og progressive ordninger – men spørgsmålet er, om det var borgerløn, vi skulle kæmpe for i en sådan situation.

Hvordan kan vi, hvis ikke med borgerløn, løse arbejdsfordelingsproblemet?

– Den store udfordring i dag er at sikre, at alle, der gerne vil have et arbejde, kan få et. Det kræver et mere rummeligt arbejdsmarked. For mange på venstrefløjen forekommer kampen for fuld beskæftigelse måske gammeldags og socialdemokratisk – så virker borgerløn og frigørelse fra lønarbejde mere radikalt. Men reelt vil borgerløn ikke nødvendigvis rykke ved de kapitalistiske produktionsforhold. Sikrer man i stedet fuld beskæftigelse, hvor staten i sidste instans tilbyder overenskomstmæssige job til alle, der ønsker det, så vil det for alvor ændre magtforholdene på arbejdsmarkedet.

En sådan plan for afskaffelse af tvungen arbejdsløshed skulle kombineres med en gradvis sænkelse af arbejdstiden, med lønkompensation for de laveste lønnede, så arbejdsmarkedet kunne give plads til flere. For mig handler det også om socialismeopfattelse. Jeg tror på den klassiske ”yde efter evne, nyde efter behov”. Selv i det mest utopiske samfund vil der være opgaver, der skal løses. Selvfølgelig vil folk ikke samle skrald, producere hundemad eller rette eksamensopgaver, fordi de synes, det er selvrealiserende og sjovt! Den slags arbejdsopgaver bør deles retfærdigt mellem arbejdsduelige – det er et krav, vi godt kan stille til hinanden.

Rune Møller Stahl er ph.d.-stipendiat i politisk økonomi på statskundskab.

BIEN Danmark og Alternativet indbyder til en nordisk konference om basisindkomst-eksperimenter - Nordic Conference on Basic Income Pilots den 22-23. september på Christiansborg. Entré: 110 kr. for een dag, 220 kr. for to dage - http://ubi-nordic.org/ Her optræder Finn Sørensen fra Enhedslisten den 23. sept.

Hvad kan vi lære af den schweiziske folkeafstemning om basisindkomst?

Erik Christensen — Thu, 30 Jun 2016 19:00:38 +0000

Af Erik Christensen

1. Hvor stort var nederlaget?

Forslaget om indførelse af en ubetinget basisindkomst blev stemt ned, 23 % stemte for og hele 77 % stemte imod, altså et klart nederlag. Da stemmeprocenten kun var 46 %, viste det, at kun lidt over 10 % af den schweiziske befolkning aktivt støttede tanken.

Til at nuancere billedet er det også værd at bemærke, at tilslutningen selvfølgelig var meget forskellig i forskellige dele af Schweiz. I nogle landlige kantoner var den kun 10 %, mens den i Genève, Basel, Bern og Zürich var 35-40 %.

2. Alligevel et imponerende resultat!

Til en vurdering af resultatet skal man imidlertid se det i forhold til en række faktorer.

Ideen om en folkeafstemning blev lanceret i april 2012, og allerede i oktober 2013 havde man indsamlet mere end 125.000 underskrifter. Størstedelen af det schweiziske establishment gik imod forslaget. I begge kamre i det schweiziske parlament gik et overvældende flertal imod forslaget, i senatet 40 imod én for, i nationalrådet 157 imod 19 for. Schweiz har ikke et stort fattigdomsproblem og har i øjeblikket en forholdsvis lav arbejdsløshed. Landet er ligesom de nordeuropæiske lande præget af en stærk arbejdsetik (calvinistisk arbejdsetik).

3. Hvad var baggrunden for at det kunne lade sig gøre?

Når det kunne lade sig gøre at få en så relativ stor del af den schweiziske befolkning til at stemme ja til et basisindkomstforslag, skal det ses i sammenhæng med den internationale og specielt europæiske udvikling. I januar 2013 startede en indsamling af underskrifter for skabelsen af en ubetinget basisindkomst under det europæiske borgerinitiativ i EU. Her skulle man indsamle underskrifter i mindst 7 medlemslande i løbet af et år. Det lykkedes kun at samle ca. 300.000 underskrifter, men det var en meget væsentlig faktor for at få spørgsmålet sat på den schweiziske dagsorden.

4. Hvilke politiske kræfter støttede forslaget?

En ting, det er værd at bide mærke i ved den schweiziske folkeafstemning, er hvem, der støttede forslaget og hvem, der var imod. Generelt var establishmentet, magteliten imod. Det kunne ses i afstemningen i de to kamre og i de fleste økonomers modstand imod forslaget. Alle repræsentanter fra det yderste højre, center-højre og centerpartierne var imod. Men hvem var så for? Dem, der enten undlod at stemme eller direkte var for, kom fra Socialistpartiet og Det Grønne Parti, men begge partier var skarpt delt. I nationalforsamlingen var 15 socialister for, 13 var imod og 13 undlod at stemme, mens fire grønne stemte for, fem imod og tre undlod at stemme.

Det vil måske komme til at tegne billedet af, hvilke kræfter, der støtter ideen i en række lande.

Måske var forslaget for højt sat?

Hvis man skal se kritisk konstruktivt tilbage på folkeafstemningen og den måde, den blev sat op på, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det var hensigtsmæssig at foreslå en så høj basisindkomst som 2500 schweizerfranc, svarende til 2250 Euro eller knap 17.000 kr. om måneden. Dette på trods af, at der i forslaget ikke lå en bestemt finansieringsmodel, men at det var lagt op til parlamentet nærmere at bestemme størrelsen og finansieringen.

Forskellige niveauer i debatten om borgerløn/basisindkomst

Den schweiziske kampagne lagde op til en principiel værdimæssig, ideologisk debat om basisindkomst. Det var på nogle måder sikkert hensigtsmæssigt, men i andre henseender måske en ulempe.

Mine erfaringer med diskussion af borgerløn igennem flere år siger mig, at mennesker bliver interesserede i basisindkomst på flere forskellige måder. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at skelne mellem tre niveauer i debatten:

1. Den mere filosofiske debat. Debatten om borgerløn som ide, teori eller paradigme. Debat om forholdet mellem frihed, lighed, tryghed (broderskab). Skal borgerløn ses i forlængelse af velfærdsstaten eller i modsætning til velfærdsstaten?
2. Den mere politiske debat. Borgerløn som politisk strategi. Hvem har fordel af borgerløn, og hvilke aktører går ind for den? Hvilken politisk alliance skal skabes for at borgerløn bliver en realitet?
3. Den mere økonomisk-tekniske debat. Hvorledes skal et konkret borgerlønsforslag designes? Hvor høj skal borgerlønnen være? Hvilke overførselsindkomster skal erstattes? Hvorledes skal skattesystemet indrettes?

Alle tre debatter er vigtige – og det er vigtigt at basisindkomst-tilhængere bliver i stand til at argumentere på alle planer. 1. Man skal kunne argumentere nuanceret for, at borgerløn er mere retfærdig end det bestående system. 2. Man skal kunne argumentere for, at borgerløn er og kan blive politisk realistisk – hvem vil man samarbejde med om et borgerlønsforslag? 3. Man skal kunne argumentere for, at borgerløn mere konkret er økonomisk realistisk og hensigtsmæssig.

Mennesker er forskellige – og overbevises af forskellige typer af argumenter – og det må man være klar over i sin politiske virksomhed:

Nogle overbevises af grundlæggende moralske retfærdighedsargumenter. Andre lægger vægt på at se tingene i en politisk-strategisk sammenhæng – hvor mange og hvem har gavn af det? Atter andre ser mere teknisk pragmatisk på det – kan det lade sig gøre, og kan vi gøre vores samfund mere hensigtsmæssigt og rationelt.

Lokale eksperimenters betydning

I de kommende år vil man uden tvivl komme til at se forskellige typer af lokale eksperimenter med basisindkomst, der måske peger i forskellige retninger. Ligeledes må man forvente, at der om nogle få år vil komme en ny folkeafstemning om basisindkomst i Schweiz, når man har gjort erfaringerne op, udformet et nyt forslag på en lidt anden og måske bedre måde.

Henvisninger:

Jürgen De Wispelaere: After Switzerland - Learning Political Lessons is key

Philippe Van Parijs: The worldwide march to basic income: Thank you Switzerland!

En folkeafstemning om frihed

Erik Christensen — Sun, 22 May 2016 08:41:10 +0000

Af Erik Christensen

Folkeafstemningen den 5. juni i Schweiz om basisindkomst

Den 5. juni holdes der i Schweiz folkeafstemning om indførelse af en borgerløn/basisindkomst for alle schweizere. I Schweiz kan 100.000 borgere kræve at et spørgsmål kommer til folkeafstemning. For to år siden lykkedes det bevægelsen for borgerløn i Schweiz, BIEN Schweiz – at samle 120.000 underskrifter. Forslaget har form af et forslag om en tilføjelse til den føderale schweiziske forfatning således at alle borgere i Schweiz sikres en basindkomst. Konkret foreslås en basisindkomst på 2500 schweizerfranc, hvilket svarer til knap 17.000 kr. om måneden. Finansieringen af og niveauet på basisindkomsten fastsættes ved lov. Finansieringen forestiller man sig kan ske gennem bl.a. forbrugsafgifter

En ny bog

I den anledning har en af hovedkræfterne i bevægelsen for en folkeafstemning, den schweiziske iværksætter Daniel Häni og en tyskfødt forfatter og filosof, Philip Kovce, bosat i Schweiz, sammen skrevet en bog – ”Voting For Freedom” (oversat fra tysk – ”Was fehlt, wenn alles da ist? Warum das bedingungslose Grundeinkommen die richtigen Fragen stellt.”), hvor de giver en mere principiel begrundelse for folkeafstemningen.

En afstemning om et princip

For dem drejer denne folkeafstemning sig ikke om detaljer- som mange andre folkeafstemninger har gjort – f.eks. om en minimalløn, om at sætte grænser for en maksimalindkomst, om hastighedsgrænser eller skatteprivilegier – den drejer sig om det basale, om hvilken retning det schweiziske samfund skal tage i de kommende år. Basisindkomst ses selvfølgelig ikke som en patentløsning for alle problemer, men som værende en af hovednøglerne til de grundlæggende spørgsmål, som bevæger verden.

Afstemningen indeholder to centrale spørgsmål

Häni og Kovce tolker afstemningen således, at hver schweizer den 5. juni i virkeligheden bliver stillet to centrale spørgsmål. 1. Som selvbestemmende individ bliver man stillet det fundamentale spørgsmål, hvad man vil bruge sit liv til. Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at skulle tjene til min eksistens? 2. Det andet spørgsmål er, om jeg er villig til at give andre borgere den samme ret til en eksistenssikring, som jeg selv har behov for.

Hvorledes ser man på sig selv og på andre mennesker

Hvad der er på spil ved denne afstemning er, hvilket billede man har af sig selv og hvilket billede man har af sine medmennesker.

I det moderne lønarbejds- konkurrencesamfund vil der være en tendens til, at mange skaber sig et billede af sig selv som nogle, der har travlt og er stresset, mens ”de andre”, de fremmede ses som dovne. Man opbygger et optimistisk, menneskelig billede af sig selv, og et mere pessimistisk, dyrisk billede af de andre. Det har f.eks. vist sig, at når man har spurgt mennesker om, de stadig ville arbejde, hvis de fik en basisindkomst, siger 90%, at det ville de selv gøre, mens de kun mente, at 80% af andre mennesker ville arbejde lige så meget.

Forestillingen om selvforsørgelse

I bogen opregnes de typiske argumenter for og imod indførelsen af en basisindkomst, der er blevet fremført under det sidste års kampagne og debat. Speciel opmærksomhed får en analyse af det argument mod borgerløn, der siger, at en borgerløn/basisindkomst er et brud på målet og princippet om, at det gælder om at gøre så mange som muligt selvforsørgende (s. 18-59). Vi kender det også herhjemme endda formuleret i Grundlovens paragraf 75, hvor det formuleres som en pligt til selvforsørgelse.

Dualistiske stereotyper

I det begreb ligger en forestilling om, at der findes to grupper af borgere, nogle der forsørger sig selv, og nogle der forsørges af andre. Det er den deling, der ligger bag ved alle de andre begreber man støder på i den politiske debat, mellem de aktive og passive, de produktive og de uproduktive, de travle, stressede og de dovne og mellem ”skaffedyrene” og ”nasserøvene”.

Selvforsørgelse og samfundsforsørgelse

På en måde er det besynderligt, at et begreb som selvforsørgelse har kunnet overleve i en verden der er præget af den verdensomspændende arbejdsdeling. Det giver et totalt falsk ideologisk billede af hvorledes menneskers arbejde og forsørgelse hænger sammen. Før kapitalismen og arbejdsdelingen kunne man med rette tale om en vis form for selvforsyning og selvforsørgelse. Man levede i mindre lokalsamfund og grupper af de produkter, man selv skabte lokalt. I dag findes der kun produkter af fælles nationalt og globalt arbejde, og det er disse produkter af fælles arbejde, vi alle lever af. Der eksisterer strengt tager ikke nogen selvforsørgelse og verden er ikke delt op i forsørgere og forsørgede. I dag eksisterer vi i et samfund med ekstern forsyning og forsørgelse. I dag arbejder kun få reelt for sig selv, deres arbejde er kun en meget lille del af et produkt. Vi arbejder for hinanden i et stort internationalt netværk. Jeg lever af andres arbejde og andre lever af mit arbejde.

Häni og Kovce siger, at arbejdsdelingen har skabt en ”strukturel velgørenhed”. Vi arbejder altid for andre mennesker og er med til at forsøge dem. Som de siger, kræver det ikke længere en særlig moralsk tilskyndelse af være social eller velgørende og tillade andre at tage del i ens egen succes.

Spørgsmålet i dag er, hvorledes vi skal organisere den nationale og globale samfundsforsørgelse, så så mange som muligt opnår den størst mulige frihed.

Med automatiseringen må forbindelsen mellem lønarbejde og indkomst opløses

Ifølge Haäni og Kovce opfører vi os i den rige del af verden stadig som om vi levede i en mangeltilstand, men vi lever i et overflodssamfund, hvor hovedproblemet ikke er arbejdsløshed, men mangel på indkomst: Man kræver fejlagtigt et lønarbejde, fordi man skal have en indkomst for at overleve. Ved at give en basisindkomst opløser man den rigide forbindelse mellem arbejde og indkomst, og frigør og udvider arbejdsbegrebet. Arbejdet bliver frigjort og kan tage form af både uformelt arbejde og frit valg af lønnet arbejde eller iværksætteri. I dag har den digitale revolution sat en helt ny dagsorden, hvor der nedlægges flere lønarbejdsjobs, end der skabes. Derfor er ideen om fuld beskæftigelse mere utopisk end forestillingen om basisindkomst. Automatiseringen kan derfor både blive en forbandelse og en velsignelse. Basisindkomst kan være med til at gøre det til en velsignelse, idet det kan ses som en automatiserings-dividende.

Begyndende mentalitetsændring

Hvis folkeafstemningen den 5. juni ender med et tilslutning til en basisindkomst vil det være en begivenhed, der indskriver sig i verdenshistorien. Der er en vis sandsynlighed for, at et så radikalt forslag ikke bliver vedtaget. Vil det så være en stor fiasko for basisindkomst-tanken? Det behøver det slet ikke, siger Häni og Kovce. Historien med folkeafstemninger i Schweiz viser at folkelige initiativer ikke behøver af blive accepterede for at være succesfulde. I 1989 holdt man folkeafstemning om at afskaffe hæren. Det blev kun støttet af 36%. Men det signalerede alligevel begyndelsen på enden for den schweiziske hær. Før den tid var en karriere i hæren forudsætning for at avancere i forretningsverdenen og i samfundet. Siden er det blevet ændret. Initiativet startede en mentalitetsændring. Uanset udfaldet vil denne folkeafstemning uden tvivl også indvarsle en begyndende europæisk mentalitetsændring

Litteratur:

BIEN Schweiz - http://bien.ch/

http://www.basicincome2016.org/

Daniel Häni, Philip Kovce: ”Was fehlt, wenn alles da ist? Warum das bedingungslose Grundeinkommen die richtigen Fragen stellt.” Orell Füssli Verlag, Zürich 2015.

Daniel Häni, Philip Kovce: Voting for Freedom. The 2016 Swiss Referendum on Basic Income: A Milestone in the Advancement of Democracy. www.first-world-development.org

Litteratur på dansk om selvforsørgelse:

Ulf V. Olsen: Illusionen om selvforsørgelse. I Velfærdsstaten i krise. En antologi red. Af Claus Clausen og Haakon Lærum. Tidernes Skrifter. 2000. S. 111-116.

Erik Christensen: Borger i tre verdener. Johannes Hohlenbergs økonomisk-politiske filosofi. Syddansk Universitetsforlag. 2011 (specielt s. 88-112).

Erik Christensen: Opgør med myten om selvforsørgelse! Modkraft 20. aug. 2013 - http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/opg-r-med-myten-om-selvfors-rgelse#comment-form