Jakob Lindblom's blog

Den hvide mand og venstrefløjens forfald

Jakob Lindblom — Wed, 25 Jan 2017 07:48:34 +0000

Af Jakob Lindblom

Jeg er rigtigt bekymret for venstrefløjens fremtid.

Tænk tilbage på tresserne og halvfjerdserne. Uden at have været øjenvidne dengang, så blomstrede venstrefløjen op. Ungdomsoprør, kvindebevægelse, frigørelse, antikolonialisme, alternative boformer, parlamentarisk fremgang og en stærk fagbevægelse og meget andet.

Det var sikkert også negative ting, bevares. Men blot få år senere kollapsede venstrefløjen, eller rettere degenererede og atomiserede i et hav af forskellige småpartier, som alle kæmpede om den ”sande marxistiske” udlægning af teksten, fra kapitallogikernes uddrivelsesexcesser på universiteterne til udspaltninger og parlamentarisk deroute. Almindelige mennesker løb skrigende væk.

Jeg frygter, at det hele er ved at gentage sig. Men denne gang er det ikke et spørgsmål om, hvem som har læst og forstået sin Marx, eller hvem der havde den sande ”virkeliggjorte socialisme”. I dag er det derimod den nye bølge af identitetspolitik, som er ved at splitte os fuldstændigt ad.

Fra lighed til grøftegravning

Prøv selv at tænke efter. Hvilke debatter på venstrefløjen er allermest uforsonlige, hvis ikke køn, race, etnicitet og seksualitet?

Uanset, at vi alle bekender os til samme målsætning om lighed og solidaritet, så er det alligevel her, at vi bogstaveligt talt er ved at rykke hovederne af hinanden og konstant beklikke hinandens dagsordener og hvem som har magten til at definere begreberne præcist i ens eget kram.

Det nye i den nuværende identitetspolitik er, at hvor tidligere bølger gik på at stille grupper lige og udviske forskelle og undertrykkelse, så graver den nye bølge grøfter og skaber forskelle baseret alene på hudfarve. Altså en ny racisme.

Vi har fx set det, når studerende i USA laver universitetsblokade på campus for at sikre arealer, hvor hvide nægtes adgang. Ideen hermed er, at farvede skal have frirum fra deres undertrykkelse symboliseret alene ved synet af hvide studerende. Altså direkte modsat den klassiske borgerrettighedsbevægelse, hvor Rosa Parks og ligesindede kæmpede for, at man ikke skulle opdeles efter farve i busser o.l. Nu er svaret ren apartheid og netop adskillelse.

Vi ser det i den såkaldte appropriations-debat, hvor ikke-farvede ikke må indoptage udtryk, stilarter o.l. som anses for farvet kultur. Fx har dreadlocks været nævnt, hvilket er helt hul i hovedet. Farvede amerikanere kan sgu da ikke tage patent på en frisure, som har været brugt i hinduismen i årtusinder og sikkert også herhjemme. Er det at give plads til alle, som giver plads til alle pludseligt at gøre kultur/stil racialiseret, selvom det bevisligt ikke er ”opstået” i en specifik kulturel kontekst?

Vi ser det, når man gerne må bruge åbenlyst racistiske begreber til at udskamme farvede / anden-etniske debattører, som ikke er enige med det identitetspolitiske parnas, som da Nazila Kivi kaldte Geeti Amiri for husmuslim og efterfølgende blev bakket op af den feministiske debattør Emma Holten, eller da Naser Khader blev kaldt kokosnød.

Eller når proportionerne helt og aldeles ryger fløjten i Facebookdebatterne og ord som kolonialvarer eller Cirkelpigen igen hives frem som eksempler på, at vi nærmest stadig lever i en mental slavefortid, selvom det ene er et stykke stilistisk og værdig kunst af en ung kvinde med original hovedbeklædning, mens det andet vel kun står på indvandrerkioskerne i dag – i hvert fald i Århus.

Hvid privilegie

Vi har (måske især) set det, når hvide (mænd) affejes med henvisning til white privilege uanset deres status i øvrigt. Alle hvide (mænd) skal klappekaje og umyndiggøres som selvstændige individer.

Jeg oplevede det selv for nylig, hvor jeg havde en kronik i Information om Vestindien og kravet om undskyldning, som jeg af flere grunde ikke deler. Præmissen var klart antiracistisk og antinationalistisk, uanset at jeg anerkender, at man har lov at være uenig i konklusionen.

Imidlertid affødte den en spøjs debat på Facebook, hvor to hvide akademikere hånede mig, en anden hvid akademiker, for at mene noget – med nedladende tale som ”lyt nu til den hvide mand” o.l. Bemærkelsesværdigt viste det sig senere, at de ikke engang havde læst kronikken, men fred med det. Vi er altså kommet dertil, hvor den ene hvide kan pege fingre ad den anden for at være hvid?

Her i weekenden så kørte den igen i forhold til privilegieblinde mænd og det symbolforslag om, at der ikke skal være mandlige dirigenter eller indledere på Els årsmøde. Altså, der er ikke uenighed om EL som feministisk parti, men hvis man er uenig om vejen dertil, så bliver man straks lukket ned med en klassisk herskerteknik og mistænkeliggjort på, om man overhovedet mener den der feminisme.

Allieret eller god ven?

I forbindelse med ovenstående kronik oplevede jeg også et andet pudsigt udsagn om, at så var jeg ikke en god allieret (med farvede). Det kan man åbenbart kun være, hvis man 1) holder mund, eller 2) er enig med en vilkårlig farvet person i en debat. Men hov minder det ikke uhyggeligt meget om den kapitallogiske periode, hvor det kun var den hvide mandlige industriarbejder, som havde ret?

Her må det være på sin plads at sige, at hvis allieret betyder, at man enten skal klappekaje, eller blindt fremføre de synspunkter, som fremføres højest af et farvet mindretal, så er jeg ikke allieret, men til gengæld vil jeg gerne være den gode ven, som både kæmper røven ud af bukserne for sine venner, samtidig med, at man siger det tydeligt, hvis ens ven er galt afmarcheret.

En pudsig iagttagelse her er i øvrigt relativiseringen af de farvede fra de her identitetskæmperes side. Lad os tage et eksempel. Hvis en gal imam på Nørrebro råber op om stening og homoseksuelle, så har de identitetspolitiske debattører ofte travlt med, at han skam ikke taler på vegne af alle muslimer og det er kun et lille mindretal og bla bla. Dette er forhåbentligt og givetvis rigtigt!

Men hvis en sort afro-amerikansk aktivist udskammer en hel hvid befolkningsgruppe som racister, så taler denne person som en autoritet og vi andre skal klappekaje.

I dette verdensbillede er der ikke plads til de farvede, som bare ønsker det gode liv, som en Rosa Parks eller Martin Luther King med en vision om frihed og lighed uden racistisk undertrykkelse. Der er kun plads til Malcolm X versionen, og det er faktisk lige så racistisk overfor andre sorte, når ekstremerne skal have lov at racialisere og definere dem på vegne af deres oprindelse. Tag her Geeti Amiri igen, som det oplagte eksempel.

Gu er der privilegier

Man kan fortabe sig i endeløse rækker af eksempler og sikkert til hudløshed diskutere de enkelte. Men betyder ovenstående så, at jeg bare er en privilegieblind mand, der ikke anerkender undertrykkelse. Nej, der er masser af privilegier og undertrykkelse. Masser ar racisme. Tingene er bare ikke sort-hvide.

Eftersom identitetspolitikken er båret frem mest højtråbende af akademikere, som lever i deres egen boble med deres egne teoretikere som Spivak og Butler, så tillad mig en teoretisk nuancering. Privilegier er ikke en konstant eller ens størrelse. Dybest set er det blot en anden måde at anskue (Bordieus) begreb om social kapital og kapitalfelter.

Indenfor kunst og musik kan du have masser af privilegier (social kapital) som homoseksuel, som du ikke har på et udkantsgymnasium. En sort ex-præsident som Obama har tusindfold privilegier sammenlignet med en sort Harlemknægt uden uddannelse eller en hvid arbejdsløs i rustbæltet Wisconsin. En mor oplever større accept af barsel og barns sygedage, end industriarbejderfaren. Et dansk navn diskriminerer ikke i jobansøgningen som et arabisk gør. Forventningen til husarbejde er ikke ens mellem manden og kvinden. En dansk akademisk queeraktivist med fed stilling i København vinder også på mange privilegiefelter over den lave heteroseksuelle middelklasse og nedefter i udkantsdanmark. Og sådan kan man blive ved.

Pointen er, at på nogle felter er der entydigt overvægt af privilegier på køn, farve, seksualitet. På andre er det enten omvendt eller mere mudret. Og man kommer stadig ikke udenom klassestrukturer og sociale forhold heller. Tæller man den sammen, så er jeg ikke i tvivl om, at der stadig er en overvægt til hvide mænd, men det løses ikke entydigt ved at slå disse oven i hovedet, hvilket dybest set er det identitetspolitikken formår, da den ikke har til formål at udviske forskelle, men derimod at italesætte dikotomierne hvid-farvet, mand-kvinde, hetero-queer osv. som eneste strategi - altså at øge forskellene. Identitetspolitikken individualiserer således i bedste liberalistiske stil kampen fra at gå imod undertrykkende strukturer og kapitalisme til at gå mod enkeltindividet. Den hvide mand.

Skabelsen af den anden

Problemet med den nye identitetspolitiske strømning er nemlig, at den er racistisk i sig selv. Den definerer en befolkningsgruppe, som entydig undertrykkende og tillægger den motiver baseret på hudfarve, og benægtes dette, så er der det fantastiske lille herskergreb, at så er man bare ”privilegieblind” – uanset at man muligvis blot er uenig og uanset, at de fleste identitetskrigere er hvide akademikere selv, og i den grad privilegerede (og ofte uden kontakt til hverken dem de sviner eller dem de hævder at forsvare – ligesom kapital-logikerne i øvrigt).

Tillige er den dybt racialiserende overfor andre farvede, kønnede (osv). personer, der netop fastholdes i dette verdensbillede, hvor målet ikke er at udviske forskelle, men at dyrke dem mod deres eget ønske.

Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt har beskrevet holocaust og nazismen ud fra den banale skabelse af ”den anden”. Man tillægger den anden nogle kollektive træk, man dehumaniserer dem og sætter dem i bås. Det er nøjagtigt det, som racisme har gjort i århundreder. Det er dette, som vi ser herhjemme med skæren muslimer over en kam osv. Og det er det, som den nye identitetspolitik entydigt opererer med i form af den hvide mand og de hvide privilegier. Som da en midaldrende kvinde i EL forleden skrev til mig, at mange af hendes jævnaldrende kvindelige partikammerater har følt sig så undertrykt i årevis i EL, at nu gider de ikke mere pis og kæmper imod mændene (selvom de samme kvinder efter min bedste overbevisning har større indflydelse i EL, end de fleste enkelte mænd). Det interessante er her, at det er ”mænd” i ubestemt flertalsform og ikke politikken, som er genstand for kampen.

Afslutning

Vi kan givetvis skændes om dette til hudløshed. Mange synes sikkert, at jeg er en privilegieblind nar, og det lever jeg fint med. Min påstand er bare, at det største privilegie vi hvide mænd har, det er, at vi kan vælge at være skide ligeglade, når vi udsættes for racistisk (mod-)undertrykkelse. Ofte sker det nok ganske automatisk, at hvis man nok gange bliver beskyldt for alskens ulykker og undertrykkelse alene i form af sin farve og ikke sine handlinger, at så bliver man sgu ligeglad. Vores hudfarve kan vi jo ikke gøre ved, og jo mere skingert det bliver, jo døvere bliver folk som regel.

Jo mere folk sviner hinanden indbyrdes i uenighed om netop den må mene noget og den helt korrekte spidsfindige begrebsliggørelse af den nyeste queer-, appropriation- eller privilegieteori osv. jo mindre venstrefløj. Tænk blot på debatten her på Modkraft om de der Østerbroungers pridefest og lorten de fik i hovedet bagefter, eller hadet i debatten om Djurs Sommerland for et par år tilbage, ja så har i svaret på en sikker nedgang for venstrefløjen.

Så ender det med halvfjerdsernes kapitallogikerkampe, hvor det hele bliver så virkelighedsfjernt for almindelige mennesker, som ikke kan se sig selv i de barske dikotomier. Og lur mig om det ikke også gælder en hel masse af dem, som identitetspolitikerne ellers hævder at forsvare.

Ligesom arbejderklassen aldrig købte kapitallogikken, hvorfor skulle farvede, religiøse eller seksuelle minoriteter og kvinder som flest så købe denne stereotypisering af deres egne mænd, brødre og sønner, hvis ikke de kan genkende det i virkeligheden?

En ørkenvandring venter sgu forude, hvis ikke man fatter, at venstrefløjspolitik er for vigtig til ikke at føre det sammen i stedet for imod hinanden. Og det værste er, at der kun er højrepopulismen til at samle den op, og det er vores egen skyld!

Historisk dumhed med Ø-opstilling

Jakob Lindblom — Mon, 07 Mar 2016 09:05:14 +0000

Af Jakob Lindblom

I denne uge starter Enhedslistens urafstemning om selvstændig opstilling til EU-parlamentet eller fortsat støtte til Folkebevægelsen.

Lad mig slå fast med det samme: Det vil i mine øjne være en historisk brøler af rang at trække støtten til Folkebevægelsen netop nu.

Vi har lige været igennem en folkeafstemning om retsforbeholdet, hvor Folkebevægelsen klart var de mest aktive i kampagnen. Over en million forskellige tryksager blev der uddelt, og Folkebevægelsen var i gang med kampagnen længe før partierne fik sat sig i gang. Og det er jo netop dette, som en bevægelse kan!

Folkebevægelsen kan holde fokus på EU og sætte EU til debat, alt imens partierne har travlt med finanslove og politiske skærmydsler på borgen. Til sammenligning kom Els kampagne aldrig rigtigt i gang på gader og stræder. Nok var man synlige i medierne, men plakaterne var ulæselige på afstand, og man fik aldrig mobiliseret medlemmerne endsige lavet nok tryksager til at gøre en forskel.

Stiller EL op selv og med det sandsynlige resultat, nemlig at Ø napper FBs mandat, så vil Folkebevægelsen miste adskillige millioner årligt og over 5 fuldtidsansatte. Og bevægelsen vil heller ikke blive inviteret med i TV-debatterne, som op til forbeholdsafstemningen, hvor Rina blev rost til skyerne af diverse kommentatorer.

Jeg er ikke i tvivl. Uden Folkebevægelsen, så var nej’et ikke blevet vundet – og hvis det var, så havde DF fået en meget større del af æren, hvor indtrykket nu var en mere bred nejside.

Uden Folkebevægelsen så vil EU-modstanden dermed lide skade, og hele den aktivistiske EU-modstand mellem valgene, som FB repræsenterer med tusindvis af uddelte materialer hvert år - også uden for afstemningerne vil gå tabt. Ingen regner vel for alvor med, at EL vil lave to-tre-flere minikampagner og uddelingsmaterialer mod EU hvert eneste år, uanset afstemninger. Hvorfor så gamble med det?

Historisk chance

Lige nu står vi i en historisk situation, hvor briterne meget muligt stemmer sig ud af EU. Herefter er der i traktaterne afsat en to-årig periode til at forhandle udmeldelsen. I over 40 år har Folkebevægelsen kæmpet for en udmeldelse, som også er delt politisk af EL.

Med andre ord, lige som der endelig vil være en historisk chance for at sætte en dansk udmeldelse på dagsordenen, så vil de som taler for selvstændig opstilling gå ud og trække tæppet væk fra Folkebevægelsen og splitte den demokratiske, progressive EU-modstand. Det er en historisk dumhed, og i den grad et svigt af dimensioner. Kort sagt, så sætter man hensynet til snævre partiinteresser over sagen.

Og lad mig minde om, at sagen ikke er en bi-ting. Op mod 80 % af alle love og regler stammer fra EU. Benhård økonomisk nyliberal politik internt, asocial blokpolitik overfor landene i syd, social dumping, utilstrækkelig miljøpolitik osv. Listen kan fortsætte i det uendelige, og det er disse ting, som man kan frigøre sig fra.

Med en udmeldelse ændres politikken herhjemme ikke. Men pludseligt vil der være demokratisk mulighed for, at et flertal kan ændre politikken. Det vil give et boost uden lige til hele det politiske spil herhjemme. Og det vil være en gave for venstrefløjen til at sætte en anden dagsorden.

Og hvad gør Enhedslisten? Ja, nogle vil gamble med denne chance og splitte EU-modstanden og risikere, at den brede demokratiske EU-modstand svækkes alvorligt. Netop som kampen skal til at i gang. Det er dumt!

Så argumenterer man besnærende for, at EL kan vise en socialistisk EU-modstand. Jamen altså. Hvornår er det, at vi har prioriteret dette herhjemme? Hvorfor italesætter man ikke socialisme i Folketinget. Hvorfor var forbeholdskampagnen i december ikke plastret til med socialisme og socialistisk EU-modstand? Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

I dag repræsenterer Folkebevægelsen med sit idegrundlag jo netop samme progressive og demokratiske EU-modstand, modstand mod TTIP, skattely, neoliberale traktater osv. som det kan forventes af Enhedslisten. Folkebevægelsen er tværpolitisk ja, men ikke upolitisk, og dybest set kan man jo sige om Enhedslisten, at nok er vi antikapitalister, men det er ikke noget, som vi flager med dagligt. Hvorfor kan vi ikke starte med at sætte EU på dagsordenen herhjemme – til folketingsvalg og i det daglige arbejde? Det gør vi jo notorisk ikke.

Hvad med Folkebevægelsen?

Folkebevægelsen er langtfra perfekte. Ligesom EL i mange år haltede nogle steder på landkortet, så har Folkebevægelsen også steder, hvor de ikke står stærkt. Men dette kan vi jo ændre på, hvis EL kaster sine kræfter ind i dette arbejde. Det har jeg faktisk stillet forslag om til årsmødet.

Ved sidste EP-valg stod Folkebevægelsen midt i et generationsskifte og den i brede offentlighed ukendte kandidat Rina Ronja Kari tog over og sikrede faktisk en fremgang. Derfor er jeg ikke nervøs ved vores mandat – så længe EL ikke opstiller. Men det kræver altså, at vi sammen øjner den historiske mulighed som EU-modstanden står med nu, og bygger Folkebevægelsen op i stedet for at splitte.

Enhedslisten har traditionelt defineret sig som et parti, som vil skabe og styrke bevægelserne i samfundet. Det gælder ulandsbevægelser, protestbevægelser, miljø- og fagbevægelse. Hvorfor pokker gælder det så ikke også EU-modstandens bevægelse?

Med hele den opblomstring i EU-debatten som en britisk udmeldelse vil give – fulgt op med sandsynlige afstemninger i Holland om udmeldelse og en finsk udtrædelse af euroen (begge dele er til debat), så vil det være tudetosset at splitte EU-modstanden nu.

Derfor kære venner. Stem nej til splittelse og ja til at bygge Folkebevægelsen og EU-modstanden op.

Derfor NEJ!

Jakob Lindblom — Mon, 30 Nov 2015 19:52:26 +0000

Af Jakob Lindblom

Op til afstemningen den 3. december er det påfaldende, hvor tavs jasiden har været om de store linier i afstemningen. I stedet har vi set påstande om, at Danmark vil blive smidt ud af Europol og blive et fristed for kvindehandel og pædofili. Og ja, der er tale om skræmmekampagner, når det er et faktum, at Danmark i dag har samme eller endda strengere forbud mod kvindehandel og pædofili, end EU-direktiverne lægger op til og når intet tyder på, at vi ikke kan blive en del af Europol efter et nej. Enten ved at stemme isoleret om egentligt medlemskab af Europol eller ved at få en samarbejdsaftale i stand, som den senest Bosnien har forhandlet sig til, og som i øvrigt giver en væsentligt videre adgang til Europols databaser end den model, som Norge har valgt.

Andre gange forsøger de at reducere afstemningen til et spørgsmål om 22 retsakter, som i det store hele er ligegyldige al den stund, at effekten af dem er tvivlsomme enten fordi, at Danmark allerede har samme lovgivning eller fordi, at social dumping sker via små postkasseselskaber og ikke store forkromede multinationale selskaber med egen juridisk afdeling og talrige datterselskaber, som man kan kræve fordringer i.

Men hvad er så de store linier? Jo, kort sagt: Demokrati og retssikkerhed. Lad mig forklare.

Demokrati på skrump

Afskaffes forbeholdet, så betyder det, at vi overdrager al suveræniteten på det retspolitiske område til EU. Det er korrekt, at der kommer en tilvalgsordning, men de fire danske forbehold blev netop lavet som befolkningernes garanti mod, at unionsflertallet i Folketinget kunne gå videre, end befolkningen ønskede. Og at netop befolkningen havde det sidste ord ved folkeafstemninger. Den garanti bortfalder, hvis retsforbeholdet fjernes. Så vil der ikke blive afholdt flere folkeafstemninger, uanset hvordan retspolitikken i EU udvikler sig.

Det betyder, at et snævert jaflertal i Folketinget kan beslutte, at overdrage magten til EU stykke for stykke via tilvalgsordningen, hvilket vel kan lyde tilforladeligt nok. Det er jo derfor, at vi har valgt dem. Hagen ved det er bare, at magten ikke kan trækkes tilbage og at et nyt folketingsflertal efter et nyvalg ikke kan ændre lovene igen. På den måde indskrænkes den demokratiske spilleplade, som vore folkevalgte har bid for bid og befolkningens mulighed for at ændre på politikken ved at vælge et nyt flertal forsvinder.

Lad mig tage et konkret eksempel. Da Lars Løkke sidst var statsminister sænkede han den kriminelle lavalder til 14 år. Året efter hævede SRF regeringen den tilbage til 15. Dette havde ikke været muligt, hvis det var sket via EU-tilvalgsordningen. Og det er ikke et urealistisk scenarie, at den slags fremover bliver EU-lovgivning.

Mange tror, at japartierne har givet hinanden musketer ed på, at alle partier på jasiden skal være enige før magten kan overdrages til EU. Dette er ikke tilfældet. Man har udvalgt 32 retsakter, som man er enige om at tiltræde for de 22 vedkommende og afvise for de resterende 10, men for fremtidige forslag er der frit slag i bolledejen for et snævert flertal til at sige ja og dermed overdrage magten uigenkaldeligt til EU på det område.

Det er ikke småting, som er på vej i EU-systemet. I disse år harmoniseres retspolitikken med rygende hast. Jens Peter Bonde og Retspolitisk Forening har lige udgivet en bog, hvor de med hjælp fra Folketingets EU-oplysning identificerer hele 680 EU-love på det retspolitiske område. Og hele 192 nye love er på vej i EU-systemet.

Hvorfor er det så, at vi kun hører om 22? Og hvorfor hører vi ikke noget om, hvilke visioner jasiden så har for retspolitikken i EU, nu de med snævert flertal vil kunne overdrage magten til EU på hver af de 192 nye love og alle fremtidige? Fx er der meget vidtgående ting på vej med en overstatslig anklagemyndighed, der ligesom forbundsdomstolen i USA kan påtvinge landene at rejse efterforskning og føre sager? Hvad er Mette Frederiksens og Lars Løkkes visioner for dette?

Og hvordan vil Lars Løkke og blå blok i regeringskontorerne stille sig til de to kommende direktiver om sæsonarbejdere og koncernarbejdere, som vil åbne en ladeport for social dumping, når de efter planen skal træde i kraft næste år? Skal de tilvælges med et snævert flertal? Vi kender ikke svaret, for jasiden vil ikke forholde sig til det, men en ting er i hvert fald sikkert. De står ikke på jasidens negativliste over EU-love, som de på forhånd ikke vil tiltræde.

Åbenheden forsvinder

Et ja betyder også, at det demokrati og den åbenhed, som vi trods alt er vant til fra Folketinget forsvinder. Fremover bliver det afgjort i Europaudvalget – i værste fald på ti minutter bag lukkede døre og uden nogen former for høringer af interesseorganisationer eller de tre behandlinger vi er vant til fra folketingssalen. Lad mig komme med et eksempel mere.

Herhjemme har vi en institution, som hedder Strafferetsrådet. Hver gang straffeloven ændres og eksempelvis strafferammerne for en bestemt type kriminalitet ændres, så skal Strafferetsrådet udtale sig, så man sikrer, at de enkelte strafferammer står i et passende proportionelt forhold til hinanden og retssikkerheden bevares. Fx skal lommetyveri ikke straffes lige så hårdt som drab. Det ryger fløjten, hvis retsforbeholdet fjernes og magten ryger til EU bag lukkede døre i Europaudvalget. En lignende tradition findes ikke i EU, hvor der i øvrigt lovgives om flere og flere strafferammer og minimumsstraffe.

Mediernes dækning, som ofte modnes og skærpes mellem de forskellige behandlinger i folketingssalen vil også få svære, om ikke umulige kår, når denne åbenhed og de gentagne behandlinger forsvinder. Tænk blot på Dongsalget, som eksploderede kort før den endelige behandling i Folketingssalen, men ikke ved de foregående udvalgsmøder eller første behandling i salen. Vi er kort sagt inde i kernen ved mediernes mulighed for at skabe en kritisk offentlighed, uagtet at det tilsyneladende er gået selvsamme mediers næse forbi.

Rumænsk retstilstand?

Også retssikkerheden får et ordentligt skud for boven, hvis forbeholdet forsvinder. En meget stor del af EU’s retspolitik bygger nemlig på princippet om gensidig anerkendelse af domme og afgørelser. I dag kan en dansker eller herboende udlænding sagtens blive udsat for, at et andet land beder om en udlevering, eller at huset ransages eller telefonen aflyttes. Men det kræver i dag, at en dansk domstol skal vurdere mistankegrundlaget. Kort sagt, er der nok indicier til, at den slags indgreb i privatlivet kan retfærdiggøres. Dette sikrer retssikkerheden.

Fremover betyder en af de 22 EU-love, Den Europæiske Efterforskningskendelse, at denne domstolsprøvelse herhjemme i langt de fleste tilfælde bortfalder. Så skal danske myndigheder ”uden yderligere formaliteter” anerkende afgørelsen fra fx Rumænien, uanset at disse talrige gange er dømt for manglende retssikkerhed ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol, og uanset om der er forskel på, hvad der er lovligt eller ulovligt i de enkelte lande. Her har Tænketanken Justitia faktisk også været på banen med en kritik.

Tvivlere?

Er du forvirret, så kan jeg godt forstå det. Jeg kan også godt forstå, at der er mange tvivlere og sågar også, at nogen hælder til et ja. Vi hører stort set kun tomme proklamationer fra jasiden, som er designet til at give en god følelse, hvis man liker det på Facebook, eller sætter krydset ved ja. Hvem er ikke imod menneskehandel eller pædofili? Men det er bare ikke det, vi stemmer om.

Vi stemmer derimod om en ganske stor indskrænkning i demokratiet og retssikkerheden. Og vi stemmer om et område i rivende udvikling i EU uden, at jasiden har fremlagt blot en eneste vision for, hvordan de vil forvalte den magt, som de beder om og hvor langt de vil gå med at overdrage EU magten. Alene det burde være nok til at sige tak for tilbuddet, men Nej tak!

Ovenstående har været bragt i Information i en væsentligt forkortet udgave. Er I enige, så husk at dele og husk at overbevise mindst 3 tvivlere inden torsdag :-)

-/Jakob

Red. note: Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholder 3. december« på Modkraft Biblioteket.

DF og Enhedslistens strategi

Jakob Lindblom — Wed, 24 Jun 2015 18:28:53 +0000

Af Jakob Lindblom

Lad mig sige det med det samme. Sikke et lortevalg, og så alligevel. Analyseres valget rigtigt og handles der tilsvarende, så er der faktisk store muligheder forude.

Efter valget flød Facebook og diverse kommentarspor over med hadske udfald mod DF, danskere, sønderjyder og andet godtfolk. Danskerne og DF’s vælgere var racister kunne man forstå, men i de seneste dage er et andet og måske mere korrekt billede begyndt at tone frem.

Nemlig hvor enormt meget udkantsproblematikker spiller i valgets geografiske forskelle, og for egen regning kan jeg tilføje selve fremmedgørelsen overfor den politiske kaste. Det vender jeg tilbage til.

Udkantsproblemerne burde ikke være ukendte, selvom de fylder utroligt lidt på venstrefløjen. Hovedstaden sidder på flæsket ift. statsjob, og for hver gang en sønderjyde betaler statskat, så ryger den videre til jobs i Københavnsområdet med deraf følgende kommuneskatter i Storkøbenhavn. Og bloktilskuddene den anden vej forslår slet ikke som kompensation.

Strukturreformen med alle dens kommunesammenlægninger har betydet en enorm centralisering, skoler lukkes, rådhuse er væk, politiet ligeså, sygehuse lukker, industrijobbene flytter til Kina. Boligerne kan ikke sælges, da det er næsten umuligt at få lån i de landsdele, Og skulle det endelig lykkes at sælge, så kan man ikke flytte efter et job i Trekanten, Århus eller Hovedstaden, hvor boligpriserne er tårnhøje sammenlignet med, hvad man fik for sit sønderjyske hus.

Kontanthjælpsreform, dagpengereform osv. har yderligere forarmet disse områder forholdsmæssigt værst, da arbejdsløsheden er større og jobbene væk. Det betyder færre skatter, højere kommunale udgifter, butiksdød, you name it!

Alt dette burde ikke være ukendt.

Når man samtidig så lægger en enorm lede ved, at politikerne taler ned til disse mennesker med deres ”det skal betale sig at arbejde” og bla bla. Og hele New Public Managementtankegangen, hvor man igen og igen får at vide, at den centralisering og medfølgende forringelser, skolelukninger osv. skam er nødvendigt, effektivt, godt (?), ja så tro pokker, at man ikke gider mere. Man gider ikke den ensartede grød, som politikerne udgør

De ting, som jeg har læst efter valget, og de snakke, som jeg har haft med folk, interviews jeg har set osv. bestyrker mig i, at det ikke nødvendigvis har en skid med udlændinge at gøre. De er med i pakken, men dybest set er det en utryghed, et opråb efter noget andet, en sætten foden ned overfor den udvikling, som undergraver hele ens livsgrundlag i det nære samfund.

Og her spiller udlændinge da sikkert også ind, som udtryk for en utryghed. Men næppe en regulær racisme for det store flertals vedkommende. Nok mere som et udtryk for, at man er bange for, hvordan noget som oplevedes godt pludseligt kan undergraves så meget, og her er udlændinge ikke alene. EU spiller bestemt også meget ind for disse mennesker, hvilket DF også dygtigt forstår at slå mønt på.

Det er det (ikke blot de) fremmede, som man siger fra overfor. Det er de fremmedgørende reformer og politikere fra København, det er EU, det er globaliseringen med dens jobvandring ud af landet og sociale dumping og udlændinge ind i landet. Det er trygheden, der forsvinder. Og man søger (med rette) en udefrakommende årsag.

Det fatter vi ikke på venstrefløjen, selvom vi måske langt hen ad vejen nok har de rigtige politikker! Vi har været imod reformerne, vi var imod kommunalreformen, skolelukninger, vi er imod EU osv. Men vi formår ikke at kommunikere det, for vi har ikke svarene på, hvad der skal ske, vi forstår ikke frygten i vores røde ghettoer, og vi taler derfor heller ikke til eller med dem.

Bevares, ingen er i tvivl, at vi er imod dagpengereformen og de andre, men jeg har ikke som mere end almindelig nyhedsforbrugende dansker oplevet, at EL i valgkampen har sat en dagsorden, som skiller sig ud overfor disse problemer.

Tvært imod er mit indtryk med et dybt suk og beklagelse derimod, at EL langt hen ad vejen opleves som ”en del af parnasset”. Eller det, som man kan kalde det parlamentariske skuespil, hvor vi nok har vores egen skælde-ud-rolle, men alligevel er en del af kliken – rød blok, pege på Helle Thorning, tale vores marginale resultater som støtteparti op mere, end de kunne holde.

Men aller vigtigst, vi opfører os som politikere, taler som politikere, bruger teknokratiske forblommede vendinger om luftig grøn opstilling fremfor konkret tale om, at denne eller hin vindmøllepark netop ud for Als kan betyde så mange tusinde arbejdspladser på Als, Sydfyn, Lolland. Når medicinprisernes himmelflugt ligger lige for til en snak om offentlig produktion og stygge multinationale firmaer, så snakker vi teknokratiske indkøbsordninger regionerne imellem, og sådan kan man blive ved.

En ting er kommunikationen, den kan der sikkert arbejdes med, noget andet er politikken, og her tror jeg, at vi må indse, at strategien fra 2007 har været enormt succesrig og bragt os op på 14 mandater, men at den samtidig har haft sine store begrænsninger og solgt fandens mange flere mennesker til DF.

Kort fortalt bestod 2007-strategien i, at EL spurgte nogle mennesker, hvad der afholdte dem fra at stemme på os. Man spurgte nogle, som havde overvejet at stemme på os, hvad der skulle til, og så gik man i gang med at gøre op med det støvede image og vælge budskaber efter dette. Man kan læse mere udførligt om det her i artiklen Normaliseringen af Enhedslisten fra Information: http://www.information.dk/536390

Strategien har som sagt været en vælgermæssig succes, men pointen er her, at den som nævnt har haft nogen begrænsninger. Netop fordi man valgte nogle, som havde overvejet at stemme på os, så fik man også nogle, som lignende os. Man fik SF’ere og røde socialdemokrater foruden et par radikale for nu at sætte navn på.

Jeg ved fra tidligere debatter, at det ikke kun handlede om indhold, men også om politik. Når målinger dengang sagde, at knap halvdelen at dem, som havde overvejet at stemme på os fx ikke var enige med os om EU-medlemskab, så har man bevidst nedtonet dette i valgkampene fremfor at forsøge at forandre deres holdninger. DF derimod forspilder ikke en chance for at have billboards mod EU også udenfor valgene. Vi snakker kun EU, hvis vi ikke kan undgå det, og så typisk teknisk om nye traktater, finanspagter o.l. men uden at have følelserne med. Uden at sige ”dem nede i Bruxelles”.

Så en stor del af vores fremgang kan skyldes, at vi dels har henvendt os målrettet til dem, som alligevel lå på vippen til at stemme på os, og dels at vi har skræddersyet vores budskaber til disse. Men ikke uden omkostninger. Som Informationsartiklen påpeger, så er vi samtidig blevet normaliseret. Vi har fået et glittet billede ud af til, og vi fremstår som rigtige politikere, der også kan være med i damebladene og kender du typen-TV og ikke blot excentriske revolutionsromantikere, hippier eller folk fra en anden planet.

Og så er vi ved humlen i det hele. Når oprøret så bryder ud netop mod dem, som opfattes som en del af politikersumpen, så er dette lige pludseligt en del af barrieren for at stemme på os.

Og uanset om det er retfærdigt eller ej, så fremstår DF derimod IKKE som en del af samme politikersump. De er stadig ikke helt stuerene, og proteststemmerne elsker det.

Pelle Dragsted, som ellers er en dygtig analytiker skrev på Facebook, at valget handlede om, at DF havde overhalet S venstre om på velfærd. Det tror jeg højest er en meget lille del af det, som med ovenstående 2007-strategi in mente højest har flyttet nogle barrierer for DF. Det afgørende er utrygheden og sigen fra overfor spillet, som EL i stigende grad bliver set som en del af.

Jeg har ikke de vise sten til at overkomme dette problem. Men med Alternativets fremgang in mente, så burde vi kunne komme meget langt, hvis vi netop gik mere målrettet efter systemet. De vil snakke politik på en anden måde, Udkants-Danmark vil have en anden politik og er nok skide ligeglad med processen. For mig er Alternativet en særskilt diskussion, som måske kræver sin egen blog, men kunne man kombinere de to tilgange i og med, at de begge er udtryk for en politikerlede af rang, hvor vi netop er blevet fravalgt?

Kunne man i højere grad tale imod systemet, samtidig med, at vi var konkrete og tog utryghed og udkant alvorlig? Hvis ikke risikerer vi, at Thulesen Dahl og DF vokser endnu mere næste gang. Og som de skødehunde for kapitalen, som de er, så er det gift for et progressivt projekt, at en (dybest set) sund protest ledes over på så reaktionært og fremmedfjendsk et parti.

Er svaret så at demonstrere mod DF, som København Mod Mangfoldighed gør det her efter valget. Nej, for mig at se, så kan dette kun opfattes som en demonstration mod DF’s vælgere og dermed at pisse endnu mere på nogen, som allerede ligger ned jf. ovenstående. Svaret er ikke at demonstrere mod udkanten, men derimod at tage deres opråb alvorligt og være solidarisk med deres problemer, samtidigt med at vi vender det mod den elite og de politikkere – ja selve systemet – som har skabt problemerne - inklusiv DF, istedet for et os-dem mellem udlændinge og gammeldanskere.

Jeg ved ikke, hvordan vi præcist når dertil, men der er brug for refleksion – ikke mindst om vores egen strategi fortsat skal være at vokse blandt dem, som ligner os, eller om vi reelt kan tilbyde forandring og håb – også for dem, som ikke ligner os? Indtil videre er der i hvert fald langt igen.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.

Tsipras, Søvndal og søsterpartiet

Jakob Lindblom — Tue, 20 Jan 2015 16:01:29 +0000

Af Jakob Lindblom

Det er spændende, hvad der kommer til at ske ved det græske valg den 25. januar. Allerede nu blander EU-kommissionen og andre lande sig i valget med advarsler mod at vælge Syriza og mod at tro, at et sådant valg kan medføre en ny politik.

Ifølge meningsmålingerne står Syriza til at vinde valget og danne regering, selvom det er usikkert, om de vinder nok til at kunne danne regering selv eller om de skal indgå i en koalition. Det græske valgsystem er så udemokratisk, at det største parti får en bonus på 50 mandater oveni, og derfor kan Syriza få absolut flertal med ca. 35 procent af stemmerne, så vidt jeg har forstået, hvilket nogle målinger faktisk giver dem.

Det er ikke kun på de bonede gulve i EU og Berlin, at valget følges, men hvor det er skepsis hos eliten, er det omvendt begejstring hos mange på venstrefløjen, hvor solidaritetserklæringer strømmer mod det græske. Her på Modkraft eksempelvis hos Tobias Clausen i denne blog.

Og valget er også vigtigt. Ingen tvivl om det. Men der er også grund til at være skeptisk og det skyldes ikke bare, den modstand Syriza uden tvivl vil blive mødt med fra EU og de europæiske hovedstaders side, som Tobias gør meget ud af. Det skyldes også, at man kan så tvivl om, hvorvidt Syrizas projekt udgør det venstreorienterede ”europæiske forår”, som skinner igennem hos mange. Det trækker i den rigtige retning jovist, og alternativet er værre – helt klart. Men der er alvorlig grund til at tro, at det ikke er fra Syriza, at forandringen vil komme.

Kenneth Haar har skrevet denne glimrende artikel, som viser en stor del af problemerne, selvom ærindet i hans artikel mere er en nøgtern beskrivelse af forholdene, end en politisk stillingtagen til de præsenterede fakta.

Hvad er der så galt, og hvorfor denne pessimisme fra mig i en stund, hvor vi burde knibe ballerne sammen og være solidariske med Syriza og de græske vælgeres håb om forandring?

Til det er der blot at sige, at nok skal vi håbe det bedste og være solidariske, men vi skal ikke have illusioner, så vi bliver skuffede senere. Og det vil være naivt, at tro, at de kommer igennem med større forandringer, og hvad værre er, om de reelt er villige til at gøre det, som det kræver for at få forandringerne.

Jeg skal ikke her komme med en længere liste over deres arbejdsprogram. Det kan man læse i Kenneths artikel og andre steder, men som Kenneth også skriver, så er der en række ting, som er værd at bemærke.

For det første personen Tsipras, som virker mere indstillet på at tilpasse sig magten og gøre sig regeringsduelig i omverdenens øjne. Dette ses bl.a. ved, at han og resten af toppen fundamentalt ændrede Syrizas arbejdsprogram uden at lade partiet vedtage det først. Det ses også i EU-parlamentet, hvor det virker vigtigere for Syriza at stemme sammen med et flertal i salen end at forfølge en venstreorienteret politik.

Derudover har man igen og igen modereret sine krav. Nok vil man gerne gennemføre et socialt program, og man ønsker en keyenesiansk politik og genforhandling af den græske udlandsgæld, og rammerne herfor.

Problemet er, at man er hundeangste for at tage fat om nældens rod. EU og i særdeleshed euroen. De græske problemer skyldes dels selvfølgelig en elendig skatteopkrævning, en græsk elite med fingrene i klejnekassen og en dårlig konkurrenceevne.

Men det skyldes først og fremmest euroen, som den dårlige konkurrenceevne langt hen ad vejen kan tilskrives, hvor Sydeuropa har oplevet en de facto revalidering pga. den tyske økonomiske Hartz politik og ikke mindst finanskrisen, hvor enorme private gældsposter til især tyske, men også hollandske banker blev nationaliseret, hvorefter de samme udenlandske banker, der havde lånt pengene ud, spekulerede heftigt imod de græske statsobligationer, så renten blev presset endnu mere op og enorme profitter hjemtaget – betalt af langsigtede lån fra EU, IMF og Centralbanken, som grækerne nu hæfter for.

Med andre ord, så er euromedlemskabet en meget stor del af problemet – også fordi den forhindrer den naturlige løsning. Nemlig en egentlig devaluering, som modsvarer den tvungne tyskpåførte revaluering via euroen plus absolut gældseftergivelse (og ikke blot en delvis eftergivelse kombineret med en langsigtet omlægning a la Vesttyskland og Storbritannien efter 2. verdenskrig, som Syriza har sendt følere ud om).

Problemet er, at hvis grækerne skal have noget af det, som virkeligt batter, så er Merkel og co. bange for, at irerne, italienerne, spanierne, cyprioterne og alle de andre fattiglus også kommer rendende og vil have det samme.

Det skriver Tobias også rigtigt nok, men når Syriza så frasiger sig den eneste forhandlingsbrik, som de vitterligt besidder, nemlig at forlade euroen, så svarer det til, når man forud for en finanslovsforhandling siger, at man gerne vil have dagpengeforbedringer, men at det skam på ingen måde er ultimativt – blot et fromt ønske. Ja, så får man det ikke!

Og her skal man ikke lade sig narre af de tyske meldinger om, at grækerne kan blive tvunget til at forlade euroen, som om de er ligeglade. Det er de ikke. Euroen er for EU-eliten et enormt prestigeprojekt, og det vil være næsten ubærligt for EU-kernen, hvis et land skulle blive tvunget ud. Ikke mindst da det kan danne præcedens og svække euroen enormt, for ikke at tale om periferilandene i eurozonen, hvor spekulationer fremover vil indregne den ekstra spekulationsprofit i obligationer mv. som en italesættelse af et usikkert euromedlemskab kan blive.

Omvendt betyder Merkels melding ene og alene én ting. Under den heftige gældskrise i 2011-2012, hvor grækerne var ude i det helt store stormvejr, der kunne tyskerne ikke tillade sig at lade grækerne gå fallit, så spekulanterne og bankerne selv ville tage deres tab i stedet for skatteyderne. Det kunne tyskerne ikke tillade, da de tyske banker var særligt eksponeret mod grækerne, hvilket de ikke er længere på samme måde – ikke mindst takket være enorme profitter på de ekstremt høje renter i 2012.

Hvis man skal opsummere, så minder det alt sammen om noget jeg har set før. Tsipras minder mig uhyggeligt meget om Villy Søvndal i de glade Fair Løsningsdage. Han turnerede også rundt med soloudmeldinger for at gøre sig ”regeringsduelig”. Han søgte også hele tiden at blive en del af de brede flertal, og ja, nøjagtigt ligesom Syriza, så gik han til valg på en keyenesiansk politik, hvor han lovede lidt godt for velfærden og de trængte.

Ligesom Finanspagten og formuleringen i regeringsgrundlaget om, at regeringen viderefører den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand blev Villy Søvndals Waterloo, så forventer jeg (desværre), at den manglende vilje til at tage et opgør med euroen bliver Tsipras ditto.

Og ligesom med regeringen herhjemme så vil vi sikkert til start se nogle positive indslag fra Syrizas plan om umiddelbar bekæmpelse af fattigdom. Men uden at søge den egentlige konfrontation og uden mod til at tage konsekvensen af Trojkaens krav og frigøre sig fra EU’s spændetrøje, så vil Syriza ende som administratorer af denne politik, eller miste magten igen.

Hvorfor pokker så alligevel støtte dem? Det skyldes ganske enkelt, at alternativet er værre!

Hvis ikke Syriza vinder, så vil det være en falliterklæring for hele ideen om, at der kan føres en anden politik, eller rettere om, at man kan få befolkningen til at ønske selv et moderat opgør med den asociale sparepolitik. Dette svarer til alle dem, som stemte Villy og Helle til magten, som vitterligt troede på forandring fra Lars Løkke.

Hvis Syriza taber, så vil det være næsten utænkeligt at tro, at der indenfor en overskuelig fremtid vil være tro på selv et moderat venstreprojekt i EU igen. Og dette vil uden tvivl medføre, at rigtigt mange vil vende sig mod højrepopulismen. I Grækenland ved Gyldent Daggry. Det er en reel risiko.

Dermed mener jeg også, at støtte til Syriza må være uomgængelig, men når Tobias og andre omtaler Syriza som Enhedslistens søsterparti, så må jeg indrømme, at jeg er uenig. For det første så har vi slet ikke en formel kategori for ”søsterpartier”, hverken i vedtagelser eller vedtægter. Vi er heller ikke medlem af en egentlig international tendensretning, som ville kunne retfærdiggøre brugen af søsterpartibegrebet. Vi håber vel alle det bedste for Syriza, men analysen af Tsipras/Søvndal og optimismen om viljen er ikke den samme.

For mig er det endnu vigtigere med støtte og søstersolidaritet til den bevægelse, som kan bringe Syriza til magten. Det er strejkebevægelsen bl.a. i Pame, venstrefløjen i Syriza og de mange tusinde vælgere, som vi først og fremmest skal solidarisere os med. Det er dem, som skal sikre, at Syriza bliver på sporet, og det er dem, som er det mest spændende. For hvordan vil de reagere, når kampen spidser til? Når de store resultater udebliver? Vil de radikaliseres yderligere og føre klassekampen ind i en væsentlig mere antikapitalistisk og systemoverskridende fase, end den Syriza står for? Eller vil den desillusioneres og måske endda vende sig mod højrefløjen?

En ting er i hvert fald helt sikker. Selv efter valget vil det være spændende at følge. Måske det på sigt alligevel kan ende med et europæisk forår? Men der er eddermame langt endnu.

Skal infrastrukturen privatiseres?

Jakob Lindblom — Wed, 14 Jan 2015 21:50:27 +0000

Af Jakob Lindblom

Det vakte stor opmærksomhed, da den nye EU-kommissionsformand Jean Claude Juncker forleden præsenterede sin nye investeringsfond.

Kapitalfonde og pensionskasser slikkede sig om munden. Medier gik i selvsving og fra højre mod venstre i det politiske landskab lød begejstrede toner. Fonden vil skabe jobs, lød det fra Socialdemokraterne, mens de borgerlige hyldede udsigten til private investeringer.

Problemet er bare, at der ikke er grund til jubel.

I bedste fald er fonden endnu en gang spild af EU-penge, som ikke vil medføre noget, og i værste fald – hvis fonden virker – vil det være en ideologisk og politisk katastrofe med omfattende privatisering af infrastrukturen, som vil få Dong-salget herhjemme til at blegne.

For slet ikke at tale om den store omfordeling fra fællesskabet til private investorer, som burde få centrum-venstre (hvis det stadigt findes?) til at vende sig massivt mod planerne. De offentlige penge skal nemlig primært bruges til at dække tab fra private investeringer, mens de private omvendt skummer fløden, hvis der er profit.

En ny slags subprime?

Fonden er blevet udlagt som et opgør med EU’s sparepolitik. Det er dog en noget fortegnet udlægning. Selve konstruktionen er i sig selv ikke noget at råbe hurra for og beløbene er dels gamle penge og dels fromme ønsker. Således skyder EU 8 mia. euro i fonden. Penge som allerede er afsat til vækstinitiativer, men som står ubrugte hen.

Dette tryller man ifølge Financial Times forleden om til 16 mia. ved at antage, at det svarer til det dobbelte, når man omregner det til underskudsgarantier ud fra devisen, at alle investeringer umuligt kan slå fejl. Dertil kommer 5 mia. fra Den Europæiske Investeringsbank, som heller ikke er nye penge og yderligere op til 60 mia. euro ved salg af obligationer.

For det håber man så at tiltrække 315 mia. euro i private investeringer, som via en uigennemsigtig ny fondsstruktur skal have underskudsgarantier og lån fra offentlige penge, men som ikke bidrager til fællesskabet, hvis det giver gevinst.

Finansieringen via fondsobligationer og lag-på-lag svarer iøvrigt lidt til de berygtede subprimelån op til finanskrisen, hvor ingen af investorerne reelt anede, hvad der var gode eller dårlige papirer og spekulerede uden skelen til risikoen. Blot har man taget konsekvensen denne gang og forlods indskrevet, at det offentlige skal dække underskuddet.

Der er mange fugle på taget i ovenstående finansieringsmodel. To gange tidligere har EU forsøgt en lignende model. Ved EU’s vækstpakke i 2012 og ved forhøjelsen af euroens redningsfond under gældskrisen. Ingen af gangene har den virket og godt det samme.

Privatisering og svindel

Man kan da også håbe, at dette forsøg slår fejl. Ikke fordi der ikke er brug for et opgør med sparepolitikken og brug for (grønne) arbejdspladser, men fordi risikoen for svindel og konsekvenserne for den offentlige infrastruktur simpelthen er uoverskuelige.

Èn ting er svindel, hvor det er velkendt, at EU’s egen revisionsret år efter år dumper EU’s regnskaber på grund af omfattende og systematisk svindel. Med den nye uigennemsigtige fondsstruktur og forlods offentlig blankocheck til at dække underskud kan man frygte, at svindelen også her sættes i system.

En anden og værre ting er, hvis fonden rent faktisk virker. Ifølge Junckers plan skal de private investeringer især fordeles indenfor infrastrukturprojekter. Det være sig veje, broer, jernbaner, energi, bredbånd og en lang række andre ting. Herhjemme så man store protester mod frasalget af et lille stykke infrastruktur i form af en mindre del det statsejede olieselskab Dong til Goldmann Sachs. Virker planen vil en lang række infrastrukturprojekter fra starten være privat ejet og drevet, mens det offentlige tager risikoen.

Der har aldrig været tvivl om, at EU’s økonomiske og monetære politik i traktater, direktiver og forordninger altid har været mørkeblå. Med fonden lægges endnu et lag på.

Man binder staterne

Hele planen skal ses i sammenhæng med EU’s øvrige politikker. Med Finanspagt, Europluspagt, Stabilitetspagt og alle de andre pagter og aftaler har EU bundet medlemslandenes offentlige økonomier på hænder og fødder. Og hvert år skal staterne stå skoleret i EU og få godkendt deres finanslove under Det Europæiske Semester og ve det land, som ikke makker ret. Denne proces har netop gjort, at landene ikke længere har råd til rent statslig infrastruktur og opbyggelse af offentlige løsninger.

Det dokumenterede Dong-sagen herhjemme helt tydeligt. Dong havde brug for en kapitaltilførsel og med statskassen i ryggen og det ekstremt lave renteniveau, så kunne staten meget nemt og billigt som ejer af Dong have tilført penge. Men hensynet til EU’s grænser for økonomien gjorde, at man ikke måtte alligevel. Som Corydon igen og igen fortalte, så var der kun én mulighed. Nemlig at sælge. Det blev endda helt absurd, da det kom frem, at det garanterede afkast, som man stillede Goldmann Sachs i udsigt var væsentligt større, end hvad staten kunne have lånt pengene til. Altså en gedigen dummebøde pga. EU’s regler.

Også et demokratisk spørgsmål

En lang række af de projekter, som antageligt fremover vil finansieres via fonden og private investeringer kunne med de nuværende ekstremt lave renter også have været billigere finansieret af det offentlige – hvis man måtte for EU. I så fald kunne man også have bevaret et demokratisk ejerskab over infrastrukturen og fremtidige afkast. Og man kan virkeligt se, hvor snerrende bånd EU’s finanspagt m.m. udgør for staternes demokratiske råderum.

Ingen garanti for job

Men kan det ikke være lige meget. Europa har brug for jobs, vil det sikkert lyde. Tja, i sig selv er modellen usikker og har tidligere slået fejl. Noget andet er, at der med fonden ikke er garanti for så meget som ét eneste nyt job. Som den internationalt anerkendte tyske erhvervskommentator Wolfgang Münchau skrev i Financial Times den 30. november, så er sandsynligheden for, at fonden vil medføre en øget vækst og beskæftigelse stort set ikke til stede.

Hvis man ikke skeler til om private investeringer og ejerskab af infrastrukturen er godt eller skidt, så er forskellen mellem fondens lån og kommercielle lån så lille som maks. 0,5 procent. De rentable projekter vil altså kunne gennemføres i privat regi alligevel og fonden vil således ikke skabe mervækst. Udover at tage skraldet for de investeringer, som ikke er rentable og går i vasken.

Læren af Dongsalget

Herhjemme var vi vidne til massive protester mod Dongsalget. Det er altså ikke lige meget for en stor del af befolkningen, om infrastrukturen er offentligt eller privat ejet. Fra et økonomisk synspunkt er det direkte uansvarligt overfor fællesskabets betroede midler at lave en så potentiel stor omfordeling af offentlige midler til kapitalfonde, pensionskasser og andre private investorer, såfremt fonden virker som Juncker og EU-eliten håber på.

Fra et demokratisk synspunkt er det spørgsmålet om, hvem som skal eje det samfund og den infrastruktur, som vi vil videregive til vores børn. Og dermed også om infrastruktur er noget, som skal komme fællesskabet til gode eller skabe profit til de få?

Det som der i virkeligheden er brug for er derimod et skarpt opgør med den ekstreme EU-centralisering og snævre økonomiske bånd, som staterne er underlagt. Det lærte vi af Dongsalget, og det bliver ikke mindre aktuelt af Junckers nye investeringsfond.

Ovenstående indlæg har været bragt i en beskåret version i Information, og også i Kritisk Debat. Jeg ville også gerne diskutere Charlie Hebdo, Ø's EU-politik og så meget andet med jer, men det må vente lidt. Lige nu er førstnævnte for polariseret og sidstnævnte for vigtigt til at tage, mens debatten om alt muligt andet raser. Men I skal da ikke snydes for denne her...

Ændrede styrkeforhold i klassekampen kræver røde medier!

Jakob Lindblom — Wed, 17 Sep 2014 20:41:23 +0000

Af Jakob Lindblom

Der er brug for, at vi som socialister prioriterer at skabe og styrke vores egne medier. Et sted at starte kunne være at tage ansvar for at hjælpe Arbejderen ud af sin aktuelle krise.

I 2012 vedtog Enhedslistens årsmøde et strategipapir, som skulle udstikke målene for de næste fire års arbejde, herunder ikke mindst, hvordan vi kan ændre styrkeforholdene i samfundet med henblik på fremtidige kampe.

Papiret, som fik det opfindsomme navn Enhedslistens mål 2012 – 2016, er en guldgrube af debatter værd om, hvordan det så er gået på stort set alle områder papiret nævner. Jeg vil dog nøjes med én, nemlig venstrefløjens medier.

I Danmark har vi en enorm borgerlig mediedominans, hvor en egentlig kapitalismekritik er stort set fraværende og hvor venstrefløjen vel nærmest kun dækkes, når nogen fløjter af Helle eller isoleret set om Enhedslistens position og ageren i det parlamentariske spil.

Den egentlige systemdebat, som sætter kriserne om miljø, klima, arbejdsløshed, krige, økonomi osv. ind i én større sammenhæng eksisterer ikke i de brede store medier – såvel de skrevne, som de digitale. Den daglige og vedvarende nyhedsdækning af arbejdskampe, Skifergasprotester, elevdemoer mv. findes heller ikke i nævneværdigt omfang.

Problemet med den borgerlige mediedominans er, at når vi ikke har de fælles medier på venstrefløjen, så får vi heller ikke dækket vores verdensbillede, og vi får ikke sat alle de mange delkampe, som lejlighedsvis dækkes i de borgerlige medier, ind i den større samfundsmæssige sammenhæng.

Ved at have fælles medier og dermed fælles referenceramme bliver delkampene netop sat ind i den større bevægelse, som skal til, hvis vi skal ændre den nuværende neoliberale kurs. Ja, hvis vi på sigt skal afskaffe kapitalismen sgu.

Det kræver, at den demokratiske miljø- og klimakamp er en del af samme overordnede kamp for velfærd og solidaritet og sådan kan man blive ved med antiracisme, imperialisme- og krigsmodstand osv. Kampene skal bindes sammen. Og det kræver som nævnt fælles medier, som skaber denne bevidsthed og referenceramme.

Så kan man enten mene, at man skal opfinde noget nyt fra bunden, hvilket er et enormt arbejde, eller man kan som jeg tage udgangspunkt i de eksisterende, som Modkraft og Arbejderen, som er det tætteste vi kommer på egentlige samlende venstrefløjsmedier.

Det er derfor, at det er så hamrende vigtigt, at venstrefløjen dropper den til tider stedmoderlige behandling af venstrefløjens egne medier. Og det var derfor, at jeg stillede og fik vedtaget denne formulering, som en del af EL’s strategipapir 2012 – 2016.

•For at fremme en alternativ socialistisk samfundsdebat skal Enhedslisten de kommende fire år arbejde på at styrke progressive medier, og fremme vores medlemmers brug af disse såvel som vore medlemmers deltagelse i samfundsdebatten i medierne generelt.

Med andre ord, er det faktisk allerede vedtaget Enhedslistepolitik, men siden da er der bare ikke sket noget på området og det er en skam, men det er ikke for sent og et sted at starte kunne være at gøre et aktivt forsøg på at løfte Arbejderen ud af sin aktuelle krise.

For at komme ud af krisen sælger Arbejderen støtteaktier, har løbende indsamling og tillige en abonnementskampagne i gang. Det bør vi støtte.

Arbejderen er en unik avis, som godt nok drives af KP, men som er enormt loyal i sin dækning af hele venstrefløjen. Der er faste klummer af en lang række Enhedslistefolk som Line Barfoed, Christian Juhl, Henning Hyllested, Nikolaj Villumsen m.fl. Der er faglige ledere, SF’ere og socialdemokrater, klimakyndige, gadejuristen og mange flere, som har klummer.

Der er kultur, arbejderhistorie, analyse, baggrund og egne gennemresearchede historier om alt muligt fra landets suverænt bedste EU-dækning over økonomisk politik, NATO, fagbevægelse osv. Og så er der det korte daglige nyhedsoverblik over hvilke kampe, aktioner, arbejdsnedlæggelser mv. som foregår rundt i landet.

Det er sjældent, at jeg som mainstream Enhedslistemedlem er direkte uenig med avisen (om end det sker), men det er til gengæld meget ofte, at jeg bliver klogere og får ny viden.

Arbejderen er dermed for mig et uundværligt politisk redskab, som kommer relativt bredt ud i fagbevægelsen og dermed også et redskab, som vi som socialister kunne bruge meget mere offensivt. Arbejderen er samtidig enormt åben. Henvender man sig med historier, læserindlæg eller aktioner, som skal dækkes / opreklameres, så kommer det som regel i avisen. Så det er bare et spørgsmål om at bruge avisen.

Arbejderen er som nævnt i økonomisk krise pga. faldende abonnementstal og ikke mindst, at det nye mediestøtteforlig betød, at man mistede en million over forligets 3 årige løbetid.

Det er derfor nu, Arbejderen skal hjælpes. Siden hen skal vi forhåbentligt have gang i en debat om, hvordan vi også får løftet Modkraft og ikke mindst det redaktionelle omfang og i det hele taget kunne en langsigtet diskussion om samarbejde, udveksling af artikler mv. være spændende. Mit fokus på Arbejderen her skal altså ikke ses som et fravalg af Modkraft. For mig er de begge vigtige og de supplerer hinanden godt.

Men lige nu gælder det om at hjælpe med at få Arbejderen igennem krisen, og ikke mindst også at bruge avisen, så vi får styrket et af venstrefløjens vigtigste medier.

Al snakken om at ændre styrkeforhold begynder og slutter nemlig med formidling, og kan vi hen ad vejen opbygge en slagkraftig venstrefløjspresse, så alle vores gode ideer, aktioner og forslag ikke først skal igennem en mere eller mindre borgerlig nyhedsredaktion, som stort set altid sætter alt ind i et overfladisk parlamentarisk konfliktperspektiv uden dybere samfundskritik, ja så vil meget være vundet.

Og kan denne venstrefløjspresse tillige skabe en fælles referenceramme for alle vores delkampe både ind ad til og ud ad til, så vil den samlede progressive bevægelse herhjemme stå meget stærkere.

Derfor kære venner, skal der lyde en opfordring til at tegne et prøveabonnement på Arbejderen – 3 måneder for 500 kroner, hvis ikke du allerede har avisen. Tegn Her.

Eller indsend et støttebeløb eller køb en støtteaktie her.

Jeg håber, at mange Enhedslisteafdelinger og –medlemmer vil følge opfordringen og dermed vedtagelsen fra 2012, men generelt gælder opfordringen alle læsere.

EU, DF, SF og svar til Pelle Dragsted

Jakob Lindblom — Wed, 04 Jun 2014 13:59:02 +0000

Af Jakob Lindblom

Pelle Dragsted skrev endnu inden de personlige stemmer var talt op en blog om, at det var en stor fejltagelse, at EL ikke stillede op selv til EU-valget.

Imidlertid virker det som om, at Pelle har glemt formålet med ikke at stille op for Ø og dermed debatten, som gik forud beslutningen. Desuden bærer bloggen præg af en række analytiske fejlslutninger – set med mine øjne.

Men mon ikke det handler mest om at ”skrive historien” fra Pelles side, da det jo er velkendt, at han var særdeles aktiv på det hold, som tabte slaget om selvstændig opstilling, og at det dermed handler mere om at bane vejen for fremtidige beslutninger, end at vurdere valget med alle dets internationale komplikationer

Men lad os kigge på dels valget og dels Ø, SF og DF.

EU-valget

Jeg lavede sidste år et væddemål med Pelle om, at jeg skulle stå med et skilt foran EL’s årsmøde i 2015, hvor der skulle stå ”Jeg tog fejl” hvis FB ikke kom ind. Tilsvarende glæder jeg mig til at se Pelle med det samme skilt. Sagen er, at kommentatorer og ikke mindst Pelle selv har haft meget travlt med at sige, at Folkebevægelsen aldrig klarede at komme ind alene. Og da vi valgte Rina som spidskandidat lød fortvivlelsens sukke mange gange. I klarer det aldrig med en så ukendt spidskandidat, lød det.

Men det gjorde vi faktisk! Og vi gik oven i købet frem og fik det bedste valg i 20 for EU-modstanden.

Så ved jeg godt, at Pelle og ligesindede mener, at det var en tilbagegang fordi, at Junibevægelsen sammen med Folkebevægelsen fik marginalt mere sidste gang. Og at bevægelserne tilsammen i deres storhedstid fik 25 % af mandaterne. Men den præmis er jo håbløs forkert.

For det første fandtes DF ikke den gang og mange af de socialdemokrater, som siden er gået til DF stemte på bevægelserne. For det andet var Junibevægelsen i 2009-valgkampen ikke synderligt mere kritiske end Konservative, Venstre og Socialdemokraterne var i år. Og for det tredje fik EU-kritikken inklusiv DF vel det bedste valg ever, selvom man ikke kan glæde sig over fordelingen.

Alt det er dog inderligt ligegyldigt talgymnastik, hvis ikke det var fordi, at Pelle siger, at den manglende opstilling kostede et mandat, og at vi sagtens kunne have fået et hver.

Det tvivler jeg oprigtigt på. Selvfølgelig kunne EL muligvis have trukket et par procent fra SF, men at tage det for givet er langt fra sikkert. Og at vi skulle have fået to er lige så usikkert.

For det første, så har EL ved FT-valg en markant vælgertilslutning blandt førstegangsvælgerne, som vi ved kun stemmer med ca. en tredjedel ved EP-valget. At EL skulle have mobiliseret dem er langt fra sikkert, når alle andre ikke kan.

For det andet er det i hvert fald helt sikkert, at vi aldrig kunne have taget SF’s mandat, som var større end det radikale, selvom Pelle hævder det. Og eftersom SF allerede er dalet i sine meningsmålinger igen efter valget, så er skaden vel ikke så stor ift. at reetablere SF, som Pelle hævder.

Pointen er vel snarere, at de 5-6 procent, som trods alle genvordighederne fortsat opfatter sig som SF’ere har haft en ukuelig trodsvilje og en høj grad af disciplin, så med den lave stemmedeltagelse, så giver det 9-10 procent ved EP-valget + det løse fra EL+S.

For det tredje er der en afgrundsdyb forskel på EU-politikken hos SF og EL. Så hvem siger, at en EU-tilhænger, som har stemt Margrete Auken pludseligt skulle stemme på Nikolaj Villumsen, hvis parti går ind for en dansk udmeldelse og netop har skrevet dette i sit nys vedtagne program?

Så med mindre, at Ø’s EU-modstand skulle nedtones i valgkampen, så er det selvfølgeligt muligt, men dog ret hypotetisk og i mine øjne en undervurdering af vælgerne.

Ergo havde en EL-opstilling sandsynligvis betydet en voldsom kannibalisering af Folkebevægelsens vælgere. Havde det endt med et mandat, var det gået til Ø – havde det endt med to, så havde de sandsynligvis også endt hos Ø begge to.

Og her er vi inde ved kernen af opstillingsdebatten sidste år.

Det var netop hensynet til at bevare en EU-modstanderbevægelse mellem valgene, som gjorde udslaget for mange. Det var de tusindvis af flyers, aviser og andet materiale, som FB årligt sprøjter ud i postkasser og på gader og stræder, som ville mistes med et mistet mandat. Hvor EL i dag er stort set usynlig i EU-politikken på gader og stræder, så sørger Folkebevægelsen for at holde debatten varm mellem valgene.

Og jeg er ikke i tvivl om, at FB ville have haft det svært, hvis ikke vi havde haft Ø i ryggen. Pelle og hans kollegaer på Christiansborgsekretariatet kæmpede sgu en brav kamp for at få FB i medierne. Tusindvis af Ø-medlemmer har delt materialer ud, agiteret på Facebook og snakket med familie og venner som et led i FB’s valgkamp. Mange afdelinger og enkeltmedlemmer støttede økonomisk.

Og vi kunne sgu ikke have undværet jer, så tusind tak!

Så siger Pelle, at en Ø-opstilling kunne have trukket fra Messerschmidts succes. Øhhh, EL står altså kun til 10-11 procent på en god dag i meningsmålingerne. Hvorfor kan vi så ikke her tage fra DF’s 20-24 procent?

Jeg tror, at Pelle dels undervurderer Messerschmidts dygtighed og medløb i medierne, samt ikke mindst den nordeuropæiske bølge, som hans succes også er en del af. Det er ikke det samme som at kapitulere og give op over for DF, men når Pelle siger, at en stærk og kendt EL-kandidat kunne have matchet Messerschmidt, så må man spørge, hvem som Pelle mener?

Det er velkendt, at Nikolaj Villumsen har været nævnt som ham, der gerne havde stillet op for Ø. Men uden at forklejne Nikolaj, som jeg holder meget af, så har jeg set en del tv-debatter med ham, og for det første er han ikke bedre heri, end Rina var, og for det andet, så er han altså heller ikke en synderlig landskendt og folkelig populær politiker, som Messerschmidt (desværre) er.

Så det er ren vind og mundsvejr, når Pelle påstår dette.

Hvad så nu?

Allerførst synes jeg, at det er vigtigt at fastholde, at FB fik et flot valg med et generationsskifte midt i en valgkamp, hvilket sgu er svært. Og det er alt for tidligt at snakke Ø-opstilling i 2019 allerede nu.

Hele debatten om opstilling startede jo ved Per Clausen, Pelle og de andre med påstanden, om at en opstilling alene handlede om at hjælpe FB til at genvinde sit mandat. Det lykkedes alligevel, og så må alle vel være glade?

Derudover ser det lyst ud. Med Rina har vi fået en virkelig dygtig og ung frontfigur.

Jeg har set mange politiske talenter i min tid og Rina har bestemt potentialet til at slå lige så meget igennem som Pernille Rosenkrantz-Theill og ditto Skipper, Johanne og Stine. De kommende år gælder det om at konsolidere hende, men også på alle fronter om at imødegå DF og højrepopulismen. Det gælder både i Folketinget og i EU-politikken.

Sagen er jo, at nok kan Messerschmidt dygtigt kritisere social dumping, velfærdspresset og EU’s overvældende afdemokratisering af lovgivningen herhjemme. Men efter som han og DF støtter det indre marked, som alle problemerne stort set udspringer af, så har han ikke nogle svar og ingen løsninger udover nogle latterlige populistiske grænsebomme. Det skal imødegås og det gælder i øvrigt også for SF’s jubel EU-optimisme.

Gennem hele valgkampen har jeg glædet mig over det høje aktivitetsniveau og alle de mange (nye) mennesker, som har knoklet for Folkebevægelsen. Jeg har været oprigtig stolt over mit partis indsats, og ikke mindst centralt hos Emil, Linda, Anne, Pelle, Mads og alle de andre rødder, som har knoklet.

Derfor ærgrer det mig, at Pelle umiddelbart efter valget straks er på banen med en blog, hvor resultatet skal forklejnes og historien ”udlægges” på en mildest talt overfladisk facon.

Kære venner. Enhedslisten og venstrefløjen har sgu brug for en stærk Folkebevægelsen mod EU til at skabe aktivisme og imødegå højrepopulismens fremmarch og være et klart internationalistisk og ikke-racistisk alternativ for EU-modstandere.

Ligeledes har Folkebevægelsen og EU-modstanden brug for en stærk Enhedsliste og venstrefløj til at holde fast i en solidarisk og internationalistisk EU-modstand ikke mindst i mediebilledet.

Lad os kæmpe sammen de kommende år og ikke straks efter valget starte med at strides igen.

Det er der absolut ingen grund til – tvært imod!

10 gode grunde til at stemme nej

Jakob Lindblom — Fri, 09 May 2014 06:59:44 +0000

Af Jakob Lindblom

Ligesom op til euroafstemningen bombarderes vi fra jasiden med argumenter om, at patentdomstolen er sund fornuft, og vil spare en masse penge for danskerne. Dette er ikke korrekt. Nogle få firmaer vil få en lille fordel, da de under alle omstændigheder kan benytte det nye patentsystem og få de fleste fordele, men langt de fleste virksomheder har ikke internationale patenter og vil kun få ulemperne ved det nye system. Dengang med euroen blev det et nej, hvilket et kæmpe flertal af befolkningen i dag er glade for. Det vil også ske igen, er mit bedste bud. Der er nemlig gode grunde til et nej, og herunder har jeg samlet ti korte grunde til et nej, som kan give et hurtigt overblik og bruges til læserbreve, deling på facebook og sendes til din familie, så de også kan læse med. Det er nu slutspurten gælder.

EU’s Patentdomstol: Danmark afgiver suverænitet

Grunden til, at vi skal stemme om EU’s patentdomstol er, at Danmark afgiver suverænitet. Dermed flyttes magt fra Danmark til EU. Hvis reglerne senere ændres, så domstolen får mere magt, så får vi ikke lov at stemme igen. Det har sagen om Lissabontraktaten vist. Har Danmark afgivet suverænitet én gang, så skal der ikke stemmes igen, uanset om reglerne ændres og der gives mere magt på samme område. Derfor er et nej mest fornuftigt.

Demokrati og retssikkerheden trues

Med et ja overføres magten over patenter til EU’s patentdomstol; en særdomstol, hvis dommere kommer fra patentverdenen og skal tilbage til den efter endt turnus. Et ja vil dermed tilgodese snævre patentinteresser, og dommerne har ingen interesse i at lægge sig ud med patentverdenen eller se det fra almene hensyn, som det normale retsvæsen skal. Domme kan heller ikke ankes til det normale retsvæsen. Hvis vi stemmer nej, kan Højesteret og Folketinget fortsat på demokratisk vis tilgodese almenvellets interesser.

Vi mister ikke indflydelse

Selvom vi stemmer nej, så mister vi ikke indflydelse. Danmark er nemlig fortsat medlem af den europæiske patentkonvention og sidder fuldt ud med ved bordet, selvom vi stemmer nej. Tværtimod mister vi indflydelse ved et ja, da vi fratager Folketinget muligheden for at lovgive på patentområdet inden for patentkonventionens regler, hvor man i dag lovligt kan tage særstandpunkter.

Danske virksomheder kan sagtens få fordelene ved et nej

Ifølge Dansk Industri er det kun 650 virksomheder herhjemme, som har et europæisk patent i dag. De kan alle sammen bruge det nye system og spare de penge, som det gamle europæiske patent er dyrere end det nye EU-patent, også selvom vi stemmer nej. Til gengæld slipper de 300.000 andre virksomheder for alle de ulemper, patentdomstolen vil betyde herhjemme.

EU’s Patentdomstol koster arbejdspladser

Underlægges Danmark EU’s patentdomstol, så vil det betyde, at næsten alle de 60.000 nuværende europæiske patenter, som årligt godkendes, vil gælde herhjemme. Det er meget dyrt for små og mellemstore virksomheder at finde rundt i så mange patenter og at skulle betale patentlicenser, som i dag er gratis. Samtidig vil de mange nye patenter øge risikoen for utilsigtede krænkelser af patenter, patentretssager og angreb fra patenttrolde. Alt sammen vil koste jobs og konkurrenceevne.

Patenttrolden kommer

En patenttrold er et firma, som lever af at opkøbe patenter og sagsøge andre, hvis de ikke betaler. I USA er det en enorm forretning. Et forskningsprojekt har vist, at der alene i 2011 var over 5.000 sager, som kostede virksomhederne 160 mia. i sagsomkostninger. Flere amerikanske patenttrolde har allerede budt den nye domstol velkommen. De danske virksomheder kan for 2.500 euro tegne en forsikring mod patentsøgsmål og patentkrænkelser. Gør alle 300.000 virksomheder det, så svarer det til 5,6 mia. kr. i ekstra ”patentskat” for virksomhederne.

Patenter er privatiseret viden

Det er ikke en folkeafstemning for eller imod patenter. Til tider kan patenter være fornuftige, andre gange til skade for forskning og innovation. Patenter handler om at privatisere ny viden, og langt de fleste patenter ejes af store, multinationale koncerner. Stemmer vi nej, så fortsætter de samme regler som nu. Stemmer vi ja, vil flere ting kunne patenteres, uden at vi demokratisk har indflydelse på det.

Patent på gener og planter

Det nuværende europæiske patentsamarbejde og patentdirektivet i EU har presset på for patenter på levende planter og gener. Det gælder fx forædlet såsæd og krydsning af arter, som menneskeheden har gjort i generationer. Dette har Greenpeace advaret imod, da det kan true biodiversitet, fødevaresikkerhed og bønder i fattige lande. Det gælder også patenter på gener, hvor det nuværende EU-direktiv tillader patenter på gener til visse medicinske formål også herhjemme, men som med planter, så har Det Europæiske Patentkontor en meget mere vidtgående praksis for at udstede genpatenter, og det kan forhindre ny grundforskning på de samme gener og betyde markant dyrere sundhedsudgifter, hvilket der er flere eksempler på.

Nej tak til softwarepatenter

I dag er softwarepatenter forbudt herhjemme og ifølge den europæiske patentkonvention. Alligevel er der tilladt over 50.000 softwarepatenter under det nuværende europæiske patentsamarbejde. Bliver Danmark underlagt EU’s Patentdomstol, så kan Danmark ikke opretholde sit forbud mod softwarepatenter, og det vil koste alle computerbrugere dyrt i øgede udgifter – fra det lille tømrerfirma til private brugere og egentlige IT-firmaer.

Vi kan altid komme med senere

Hvordan EU’s patentdomstol vil dømme, og om den vil udvide patentmulighederne på fx gener, software og planter, det ved vi ikke endnu. Men der er væsentlige grunde til at tro det, når man ser på det nuværende europæiske patentkontor og hvis Patentdomstolen som forventet følger denne praksis, så vil disse patenter gælde umiddelbart herhjemme uden mulighed for Folketinget til at stoppe udviklingen. Vi ved heller ikke, hvor store problemerne med patenttrolde og bureaukratiet for virksomhederne bliver. Der er ikke nogen grund til at løbe risikoen. Hvis vi stemmer nej, så kan vi altid komme med senere, hvis frygten viser sig ubegrundet. Derfor vil et Nej være det mest fornuftige. Også hvis du er i tvivl.

Kryds Nej i maj.

EU’s hykleri i Ukraine

Jakob Lindblom — Wed, 05 Mar 2014 18:24:49 +0000

Af Jakob Lindblom

Situationen er tragisk i Ukraine og netop derfor er det sørgeligt, at se EU forfalde til gold og hyklerisk magtpolitik. Og ikke mindst, hvor fordummende og ukritisk mediedækningen i de digitale medier er herhjemme.

EU-tilhængerne misbruger skamløst situationen. Se folk dør i gaderne for at kunne blive medlem af EU, lyder det. Demonstranterne er demokrater og Janukovitj diktator, har det også lydt. Det er meget langt fra sandheden som er uhyre kompleks.

Janukovitj var demokratisk valgt i et internationalt anerkendt valg, hvor han i 2010 erstattede Viktor Jusjtjenko, som i 2005 ledte den Orange Revolution. Der er ingen tvivl om, at Janikovitj med vore standarder var en kleptokratisk og autoritær leder. Men han var hverken værre eller bedre på det punkt end sin forgænger Justjenko, der var vestligt orienteret. Eller vestens nye kæledægge den ligeledes korrupte kvindelige gas-oligark Julia Timosjenko.

Fascister blandt demonstranter
Hvis man ser på demonstranterne, så var det en blandet koalition af fascister, liberale og etniske ukrainere. Og de fascistiske grupper Pravy Sektor og Svoboda førte an i voldelige gadekampe, som vestlige regimer næppe heller havde været lige så tålmodige overfor, som Janukovitj var længe. I dag sidder de oven i købet med i den samlingsregering, som EU og den danske udenrigsminister tiljubler.

For at forstå det ukrainske galehus, så kræver det lidt historie. Ukraine har ikke en lang historie som nationalstat. Før 1917 var det en del af Tsar-Rusland, under den russiske borgerkrig var det delt som nu mellem de hvide og de røde i en vestlig og østlig del, samt en polsk del fra 1918 til 1939.

Under 2. Verdenskrig var den vestlige del stærkt allieret med Hitler-Tyskland og ukrainske SS-tropper stod bag nogle af østfrontens værste forbrydelser mod menneskeheden. En fortid som ovennævnte fascistiske grupper i øvrigt stolt bekender sig til med synlige hagekors og referencer til dengang.

Handelsaftale?
Landet er altså dybt splittet og denne splittelse bruger både EU og Rusland til at udvide henholdsvis bevare deres interesseområde. EU forsøgte først at hive Janukovitj ind i folden med en handelsaftale, men blev trumfet af en mere lukrativ aftale fra russisk side. Dette førte til demonstrationer, der siden udartede sig.

Uanset om EU/USA aktivt har haft en finger med i at skabe demonstrationerne eller ej, hvilket man snildt kan forestille sig, så blev der pustet til ilden med hyppige besøg af EU-politikere og stærkt retorik mod regimet. Reelt blandede man sig i et regimeskifte.

Op til og mens der blev forhandlet en køreplan hjem mellem de moderate demonstranter og Janukovitj om en overgangsregering og nyvalg, så eksploderede volden på pladsen fra de fascistiske grupper, regimet svarede igen og 16 politifolk og over 100 demonstranter døde, inden Janukovitj flygtede.

Resultatet kan kun beskrives som et voldeligt statskup, som trodsede den netop besluttede køreplan og endda overtrumfede de mest moderate og liberalt indstillede i oppositionen. Når EU hylder det som demokratisk, så er det noget vrøvl. Uanset, at dette ikke skal tages som en støtte til Janukovitj.

EU’s blokpolitik
Siden da er tingene gået hurtigt. Russerne er gået ind i Krim i en (indtil nu) fredelig besættelse. Ifølge dem selv for at beskytte det etnisk-russiske befolkningsflertal, som hverken ser det nye regime som legitimt eller trygt.

Men også her skal man ikke lade sig narre hverken af russiske interesser eller for den sags skyld EU’s. Begge har store økonomiske interesser dels på Krim, hvor russernes sortehavsflåde ligger og dels i det østlige Ukraine, hvor storindustrien ligger.

Der er en grund til at EU farer så hårdt frem og truer med sanktioner mod Rusland. Det handler om at sikre sig samme økonomiske interesser, som med handelsaftalen før kuppet. Kan man ikke få det på den ene måde, så må man tage det på den anden måde. Og her gælder det om at kyse russerne, så Ukraine forbliver samlet og EU kan høste frugterne af støtten til det nye regime inklusiv storindustrien i den østlige del af landet.

Lær af Sønderjylland
Den mest åbenlyse løsning ville være, at de forskellige regioner tog ved lære af Sønderjylland i 1920 og lavede en folkeafstemning om, hvorvidt man vil tilhøre Ukraine, Rusland eller få sit eget land. Her i Grundtvigs hjemland burde det være naturligt, hvis en dansk udenrigsminister foreslog dette. Men nej, han har travlt med at fare rundt og lave koldkrigsretorik sammen med sine EU-kollegaer.

Virkeligheden er nemlig, at EU er hunderæd for, at borgerne i Østukraine vælger selvstændighed eller Rusland på bekostning af EU’s stormagtsinteresser. Hykleriet er enormt. Og nå ja, lige en krølle til sidst. Selv under de mest voldsomme demonstrationer mod Janukovitj kunne EU ikke enes om et stop for våbensalg fra EU til Janukovitjs regime. Det er altså en vis sandsynlighed for, at de døde EU-venlige demonstranter blev skudt af våben solgt fra EU. Gad vide om Martin Lidegaard, Margrete Auken og de andre hyklere har tænkt på det?