Eskil Andreas Halberg's blog

BZ forsøgte at leve, tænke og kæmpe sideordnet

Eskil Andreas Halberg — Fri, 07 Oct 2016 12:59:48 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

Jeg er født i efteråret 83 og var derfor alt for ung til, at jeg kan huske noget om BZ. Mine forældre er født i starten af 60’erne og var derfor – som mange andre unge i tiden – til fester og koncerter i miljøet omkring BZ. For mig er der derfor kun historier og fantasier om BZ-bevægelsen at holde sig til. En af disse fantasier, er knytte til det ikoniske billede af den maskerede BZ’er, der læser Kafkas Processen, mens han tilsyneladende holder vagt på toppen af en barrikade i 86.

Man kunne selvfølgelig foretage den gængse billedanalyse, som groft skåret er følgende: Personen med maskering poserer på toppen af barrikaden og fremstiller sig selv som en form for maskulin krigerfigur, der er klar til kamp, og samtidig praler med sin viden om en litteraturhistoriens klassikere. Personen er både voldsparat og klog. En farlig terroristtype.

Min fantasi er dog anderledes. Det ikoniske billede af BZ’eren, der læser Kafka på barrikaden, er billedet af min politiske utopi. Intet mindre. Billedet viser for mig, at BZ-bevægelsen uden sammenligning i Danmarkshistorien, forsøgte hvad enhver sand politisk bevægelse må gøre. At leve, tænke og kæmpe på samme tid.

Vi må skrive den politiske aktivismes danmarkshistorie for at forstå BZ i 80’erne.

Svanholm uden politik

Forud for BZ-bevægelsen lå 68-oprøret. 68-oprørets vigtigste lære var ideen om, at politiske bevægelser må løsrive sig fra samfundets strukturer og bygge sine egne. Læren blev forsøgt indløst i forskellige former for økolandsbyer, kollektiver og selvforsyningsstrukturer. I dag er disse strukturer dog ikke længere særligt engagerede i sin omverden, men er blevet upolitiske selvorganiseringsøer. Når man er på besøg på Svanholm, et af de mest kendte storkollektiver, er det første der slår en, hvor mange rigdomme der faktisk findes på det gamle gods. Maskiner, marker, dyr, biler, god mad, glæde og stærke strukturer. Der er orden i sagerne. På en måde har de vundet.

Men det næste, der slår én, er, hvor langt væk aktuelle politiske kampe er fra dette velfungerende fællesskabet. Det selvforsynende storkollektiv er med tiden blevet en isoleret ø, der mangler engagement i politiske kampe.

Blekingegadebanden havde intet liv

I Peter Øvigs undersøgelse af Blekingegadebanden får vi derimod fornemmelsen af, at gruppen ofre hele sit liv for en højere sag. De solidariserer sig med befrielsesbevægelsen PFLP og bruger hele deres liv på at organiserer deres celle, så den kan opfylde det ydre politiske mål: Frigørelse i den såkaldte ”3. Verden”. Men personkredsen omkring cellens private liv virker på ingen måde frigjort. De slider i det uden selv at leve. Deres politiske kamp er ikke en personlig kamp, der forsøger at overskride deres eget liv og tager ikke konsekvensen af deres revolutionære kamp i det personlige liv. De ofrede sig selv for sagen. Og ofringen er ikke en strategi til efterfølgelse. Politik må angå livet ikke døden.

Munkemarxisterne har kun ideerne

En tredje politisk strømning, der delvist har fået indflydelse på den danske venstrefløj, er den underskov af socialistiske og kommunistiske partier. De evindelige kommunist- og socialist-grupperinger med deres forskellige bogstavskombinationer (KAP, SAP, DKP, ML, osv.) forstod ikke rigtigt, hvad der foregik i BZ. BZ’erne nærede omvendt ingen illusioner om partiformen, som svaret på hvordan man kæmpede for en anden verden. Jerntæppet gik stadig ned gennem Europa og BZ-bevægelsens geopolitiske erfaring – som den delvist overtog fra dele af ungdomsoprøret i 70’erne – var at den kolde krig var et storpolitisk dødvande, hvor ingen af stormagterne bød sig til med en fremtid. Både øst og vest var forskellige varianter af den samme tilbedelse af lønarbejde og militæroprystning.

Munkemarxisterne var gode til at læse Marx forfra og bagfra og fantaserede om en anden verden uden at gøre noget. De forsøgte at ”organisere arbejderne” og heppede ynkeligt på forskellige socialistiske lande mod ”Vesten”, men alene på et abstrakt grundlag. Munkemarxisterne levede – når alt kommer til alt – i ideernes verden.

Politik og livet

BZ’erne insisterede på at leve på barrikaden. Bogstavelig talt. Det ikoniske billede af BZ’eren, der læser Kafka siger i et billede, hvad en politisk bevægelse bør være. For en virkelig politisk bevægelsen må kunne leve, tænke og kæmpe sideordnet. Dette forsøgte BZ’erne. Det var BZ’ernes afgørende politiske satsning. De isolerede sig ikke på landet i et økoparadis, de udtænkte ikke revolutionen på forhånd som socialisterne eller ofrede deres eget privatliv for ”en højere sag”. At bo som man gerne vil - i kollektiv og uden lønarbejde - samtidig med at politiet er på nakken af en, fordi loven om privatejendom er ophævet, det er modigt. Og det er selvfølgelig ikke kun modigt, men også en kraftanstrengelse af de helt store. At der tilmed var tid til at læse Kafka er intet mindre end fantastisk. Med andre ord: BZ’erne gik i gang med at prøve at leve det liv de gerne ville uden en abstrakt plan og tilmed samtidig med deres kampe mod ordensmagten og de politiske institutioner. Det er virkelig en stor bedrift, som ingen før eller siden har kunnet gøre dem efter i København eller Danmark. BZ forsøgte at forbinde de foregående årtiers fejltagelser i en syntese mellem tænkning, levet liv og politisk udadvendthed.

Med en sådan billedanalyse slipper vi for Peter Øvig Knudsens kedelige psykologiserende pseudoanalyser, der er skåret efter en forprogrammeret kode Fællesskab = Isolation = Radikalisering. Det der står tilbage efter BZ-bevægelsen er vigtige politiske spørgsmål om, hvorfor BZ’erne brændte ud. Her havde Nikolaj Lang fat i en vigtig pointe, da han forleden skrev at BZ-bevægelsen gik i opløsning, fordi den ikke længere ”havde en umiddelbar succes for brugerne”. Politiske bevægelser skal, samtidig med at de kæmper for en anden verden, være brugbare i hverdagslivet, og der skal foregå en fælles tænkning. Præcis derfor er partipolitikken døende. BZ forudsagde politikerleden 30 år før tid. De kiggede ind i fremtiden.

Arbejdskritisk sommerferielæsning

Eskil Andreas Halberg — Wed, 13 Jul 2016 19:34:33 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

Det er sommerferie. Endelig kan den arbejdende befolkning slappe af fra den stressede hverdag. Og arbejdsløse kan møde deres arbejdende venner i dagtimerne. I sommerferien er det endelig tid til at reflektere over arbejdslivet og gøre status over hvad hele arbejdslivet handler om. Hvorfor ikke sige op? Det er jo kun et job!

I anledningen af sommeren er her en række arbejdskritiske tekster og bøger, man kan dykke ned i hvis man har en fornemmelse af, at den er helt gal med arbejdslivet og arbejdssamfundets stres og jag. Nogle af bøgerne har jeg læst, nogle af dem vil jeg gerne læse i fremtiden. Men alle har de kritikken af arbejde som det centrale.

God sommer og god arbejdskritisk læselyst!

Paul Lafargue, Retten til Dovenskab, 1970

Har man brug for historisk genopdragelse – hvad mange venstrefløjsere har for vane at tæve hinanden med – er Retten til Dovenskab en lille historisk perle. Et svitsende indlæg om arbejdernes korrupte og dumme længsel efter ”retten til arbejde”. Lafargue – der var gift med Karl Marx’ datter – skriver om hvordan fagforeningerne løber kapitalisternes ærinde ved at kæmpe for mere arbejde. Lafargue kræver retten til dovenskab og pamperne på porten. Dette er en historisk kioskbasker indenfor arbejdskritikgenren.

Bertrand Russel, Hyldest til lediggang, 2016

Skal man have en hurtig gang arbejdskritik liggende på sommerhusets toilet, er dette en udmærket bog. Meget hurtigt læst. Ganske simpelt er argumentet, at et fornuftigt samfund burde skrue ned for arbejdstiden. Selvom bogen oprindeligt er fra 1931, er det stadig en væsentlig pointe at få slået fast. Det kan være, at ens onkel kommer forbi lokummet i kolonihaven og kigger lidt i denne pixiebog og får en aha-oplevelse. Den skal han ikke være foruden.

Roland Paulsen, Arbetsamhället, 2010

Marxisterne har længe troet, at teknologien ville overflødiggøre arbejdet. Men det er ikke sket. Vi går fortsat en masse på arbejde. Men hvad laver vi egentlig når vi er på arbejde? Det er gennem Paulsen at jeg er stødt på begrebet tomt arbejde. Det forhold, at ganske mange der går på arbejde faktisk ikke laver noget, mens de er der. Enten fordi de prøver at slippe for det, eller også slet og ret fordi der ikke er noget at lave på deres arbejde. Ifølge Paulsen er kapitalismen slet ikke så effektiv og rationel som vi går rundt og tror. For eksempel viste en undersøgelse af luftfartsverket, og andre dele af statens styrelser, at mange ikke lavede noget på deres kontorpladser. De var mest bare på nettet. Der findes masser af kontorarbejde overalt i verden, som egentligt er overflødigt. Men arbejde er en institution, der er svær at nedbryde. Og hvad skal folk ellers lave?

Den usynlige komite, Den kommende opstand, 2011

Er man helt færdig med venstrefløjen, og allerede i gang med, at skaber revolutioner og nye livsformer uden lønarbejde, politiske partier og fagforeninger, er dette det rigtige valg. Her erklæres arbejdet ikke engang krig. Arbejdet er allerede forbi. Tilbage er kun ruinerne af et arbejdsmarked, der engang var. Det handler om at møde hinanden og gå i gang med at leve sammen. Uden om det politiske. En post-venstrefløjs-grundbog. Den er let læselig med et farverigt og poetisk sprog, der forfører én mod nye verdener hinsides arbejdet. Personligt en af mine favoritter, selvom den godt kan forekomme lidt svulstig sine steder.

Kathi Weeks, The problem with work – Feminism, marxism, anti-work politics and postwork imaginaries, 2012

Titlen på bogen lyver ikke. Bogen er et forsøg på, at angribe den herskende arbejdsideologi og arbejdsetik. Bogen tager afsæt i en feministisk marxistisk arbejdskritik med udgangspunkt i diskussionen omkring reproduktivt arbejde. Bogen stiller sig en svær opgave i den sidste del, ved at ville formulerer en ikke-utopisk utopi hinsides arbejdets verden. En svær men modig opgave.

Antologi, After Work – farväl till arbetslinjen, 2013

Som med alt anden selvkritik om venstrefløjen er svenskerne også flere kilometer foran danskerne hvad angår arbejdskritikken. Derfor har der da også allerede i nogle år været en svenske antologi på gaden som på forskellig vis diskuterer arbejdskritik, arbejdstid, borgerløn, autonome pengesystemer og livet uden arbejde. Det virker til at være en must read for arbejdskritikere, der vil orientere sig i de aktuelle diskussioner om kritikken af arbejdet i det kapitalistiske samfund.

**Roswitha Scholz i Antipyrine #2, Kønsfraspaltningsteori og Adornos kritiske teori, 2015**

Roswitha Scholz er en del af gruppen KRISIS (senere EXIT) som er marxister i Tyskland, der i mange år har arbejdet på en tilbundsgående analyse af kapitalismens produktionsmåde. Herunder arbejdet som historisk kategori. I denne tekst præsentere Scholz en avanceret historisk analyse af forholdet mellem patriarkat og kapitalismens arbejdskategori. Der findes ingen god arbejdskritik, uden den samtidig er en kritik af patriarkatet. Opdelingen mellem det feminine og det maskuline, det private og det offentlige, er en integreret del af arbejdet som en af kapitalismens centrale fremmedgørende kategorier. Teksten er kort og kompakt. Man kan læse den koncentreret mens man ligger på stranden, eller daser i kolonihaven.

Mario Tronti, Operai e capitale, 1966

Mario Tronti er født i 1931 og var en af de store italienske marxister fra 60erne og frem. Her ligger han eftersigende de centrale sten til den så populære autonome marxisme, den såkaldte operaismo-bevægelse, der senere blev til den autonome marxisme. Jeg har ikke selv læst bogen, da den ikke findes i fuld længde på engelsk. Tyskkyndige har vist adgang til en oversættelse. Et af de centrale strategiske begreber i denne marxisme er the refusal of work. Ideen er, at lønarbejdsrelationen ikke står til at vinde. Den er en kapitalrelation som vi må ødelægge. Arbejderklassen skal ophæve sig selv som klasse. Med andre ord: Arbejdernes eneste magt er at sige nej til lønarbejdet og dets kapitalistiske socialisering. Får nogen kæmpet sig igennem vil jeg meget gerne have et fyldigt referat, der eventuelt kunne udkomme i bogform. Der mangler afgjort en fordanskning af denne måde at tænke arbejdskritik.

Franco ”Bifo” Berardi, Soul at Work, 2009

Synes man stadig at Bifo er hot, også selvom han er blevet keynote speaker på kunst-biennaler over hele verden, og i sine seneste bøger er blevet lidt artsy-farti, er Soul at work en god bog. Her præsenteres ideen om cognitariatet, den del af arbejderklassen der fremmedgøres af hjernens arbejde. Kapitalen udbytter vores hjerne og vrider sproget ud af os og sælger det for penge. Er man til diskussioner om hvordan kompositionen blandt arbejderklassen ser ud i dag, er Bifo en oplagt diskussionspartner. Soul at work virker til at være mindre æstetisk interesseret end hans senere After the Future og hans bog om Poetry and Finance. Men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

KRISIS, Manifesto against labor, 1999

Et ætsende angreb på kapitalismens fundamentale grundsten arbejdet. KRISIS/EXIT er/var en tysk gruppe af intellektuelle, der fremskrev en fundamental kritik af kapitalismen. En såkaldt esoterisk marxisme, der analysere kapitalismen indefra, og uden nødvendigvis at fæstne lid til et politisk subjekt. Arbejderklassen er ikke til at stole på, men kapitalismens sammenbrud er stadig uundgåeligt. Barbariet ligger forude, hvis ikke alle de centrale kapitalistiske kategorier afvises. I dette manifest er det lønarbejdet, der får med grovfilen. Har du ikke nået at melde dig til dit akademiske sommerkursus i marxologi, er Robert Kurz, Roswitha Scholz og de andre marxologer fra EXIT!-gruppen hver at gå i gang med. Men jeg synes det er svært stof. Der er dømt lange nætter i sommerhuset under parasollen og myggelysets skær.

Bibliotekets note: Se på Tidslinjen 2. februar 1970 om Bertrand Russell og på Tidslinjen 15. januar 1842 om Paul Lafargue og hans bog »Retten til dovenskab«.

Spekulationer om det franske oprør: hvordan skaber man radikale forandringer?

Eskil Andreas Halberg — Wed, 01 Jun 2016 12:18:54 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

Her følger lidt overvejelser om de aktuelle begivenheder i Frankrig. Nogle af punkterne har været i Dagbladet Information d. 1/6, andet er tilføjelser og uddybninger.

Frankrig er på den anden ende. Siden marts er protesterne tilsyneladende eskalereret. Mobiliseringen i Frankrig startede som en protest mod en arbejdsmarkedsreform, der har til formål at gøre det lettere at fyre folk fra deres arbejde. Med andre ord skabe et intensiveret konkurrencemiljø på det franske arbejdsmarkedet, hvor arbejdere skal leve i øget usikkerhed. Ideen er øjensynligt at gøre det franske arbejdsmarkede mere fleksibelt. Men demonstranter, fagforeningsfolk, anarkister, kommunister og aktivister ser dette – hvilket er helt rigtigt – som en intensivering af konkurrencen befolkningen imellem.

De seneste dage og uger har protesterne fået et yderligere rygstød, fordi kampene er blevet mere generelle. Hvad der startede som en protest mod et enkelt lovkompleks er blevet til protester mod den politistatsagtige undtagelsestilstand, politiske aktioner mod politivold og en generel utilfredshed med hele det politiske og økonomiske system. Bevægelsen er blevet en regulær anti-kapitalistisk bevægelse, der i stigende grad udtrykker lysten til en generel negation af den kapitalistiske økonomis struktur.

Fra parlament til gaden og direkte aktion

Ofte ser vi protester tage plads foran parlamenter eller officielle politiske institutioner. Her forsøger demonstranter at ”råbe politikerne op”. Den fejl bliver ofte begået i Danmark fx . Efter et par timer på pladsen foran parlamentet kan vi enten gå hjem eller lege katten efter musen med politiet.

Politikerne er dog ikke til at ”råbe op”. Politikere er i dag resistente overfor den slags opråb. Dels fordi, det tilsyneladende ikke påvirker politikere synderligt at demonstranter mobiliseres foran parlamentet. Politikere forstår ikke demonstranter og aktionerende som andet end vælgere. Politikere forestiller sig aldrig at mennesker mobiliseret til protest og aktioner reelt har nogen politisk agens. Med andre ord: Politikere er ikke bange for demonstrationen som taktik. Der skal skrappere midler i brug.

Men hvad der er mere relevant er, at politikere reelt heller ikke har indflydelse på de økonomiske systemers udvikling. Selv hvis politikerne ville lytte, ville de ikke havde magt over udviklingen. Den eneste grund til det stor politiopbud foran et parlament, er for at forhindre protesterende i at bryde ind i parlamentet for at opdage at der er tomt. Parlamenter i Europa er kun fyldt med grimme møbler, papirbunker og bureaukrati. Men det ved de franske oprørere.

De franske protesters strategi har de seneste uger taget en mere virkningsfuld og håbefuld strategi i brug. Blokader af fundamental infrastruktur, der kan lamme hele samfundet og strejker der stadser trafik og produktion. Dette er dog også lykkedes.

Det har de sidste dage været meget vanskeligt at få fyldt sin bil med benzin. Atomkraftftværker er blevet blokeret som politisk våben og senest er en landsdækkende togstrejke startet. Også trafikale knudepunkter er blevet blokeret af demonstranter.

Dette virker til at have en anden politisk effekt. Det er her man kan afvikle magten. Magten ligger ikke i parlamenterne. Demokratiets repræsentanter kan slet ikke ændre udviklingen. Dette var det græske parti Syriza et eksempel på. De satsede på den parlamentariske vej, og tabte med et brag. Det er omsonst, at gå til parlamentet med sin utilfredshed eller håb. Magten sidder i infrastrukturen og de logistiske åre gennem det politikerne kalder ”samfundet”. Vil man af med magten, er det her der skal sættes ind. Det er tilsyneladende også her, at de protesterende har mulighederne for reelt at sætte magten ud af kraft.

Hvordan opstand eskaleres

Det ser ud til, at de franske protester faktisk er en reel satsning. Et af de meget brugte vendinger inde fra opstanden er: ”être courageux”, vær modig. Nogle vil tilsyneladende gerne satse hele butikken. Det er ikke til at sige om det kan føre til sejre.

Spørgsmålet om sejr eller fiasko er et politianliggende lige nu. Kan den franske undtagelsesstat skræmme folk ind i deres små hjem igen gennem terror-lovgivning og politibrutalitet? Den suveræne magt har i den forstand et problem, fordi demokratiet som er suverænens legitimation af sig selv, er skraldet af. Demonstranterne ser nu civilbetjentenes knipler og tåregas for sit indre blik, når samtalen falder på ”det politiske”. Politi er blevet politik i de franske storbyers oprør, hvor Rennes, Nantes, Toulouse, Marseille, Bordeaux også er i blandt.

Måske er spørgsmålet, hvor lang tid man kan og vil lade opstanden eskalere. For mig at se startede protesterne ganske sædvanligt med politiske krav om at standse arbejdsmarkedsreformen. Men efter den blevet gennemtvunget ved dekret – udenom parlamentet – er protesterne eskaleret yderligere.

Torsdag i sidste uge havde en stor demonstration med autonome, anarkister og fagforeningsfolk og mange andre slet og ret et for-banner med påskriften ”Let’s be non governable”. Ingen politiske krav. Slet og ret negationen og håbet om en fortsat ”ustyrlig” proces.

På den måde kan protesterne læses også som en ophævning af den efterhånden latterlige såkaldte ”højre-venstre-skala”. En diskursiv vildfarelse, som man kan finde langt ind på den yderste venstrefløj mange steder, og som er absolut ubrugelige i de politiske tilstande som dem vi ser i Frankrig lige nu. Spørgsmålet er ikke så meget hvad der skal gøre, men mere hvordan? De store ideologier og abstrakte ”fortællinger” er lagt til side til fordel for spørgsmål som: Hvordan skal man spise og strejke samtidig? Hvordan træffer man beslutninger når politiet angriber? Hvordan er man klog på gaden?

Begivenhedens egenart ikke organisationsspørgsmål

Måske har begivenhederne i Frankrig sin egen ontologi og sin egen bevidsthed. Hører man beretninger fra gaderne, er folk glade og begejstrede, men også alvorlige. Folk taler om revolution, ny forfatning og en ny politisk diskurs.

Der sker vitterligt noget vigtigt for dem, der deltager, det er ikke til at tage fejl af. Eskalationsstrategien virker tilsyneladende stadig. Og folk har fortsat kræfter til, at være på gaden. Hvis man skal tro begivenheds- eller revolutionsteoretikere findes der noget inde i selve opstandene. Brud eller politiske begivenheder har sine egne betingelser for tænkning, handling og liv.

Spørgsmålet er om disse begivenheden kan deles, spredes og kopieres. Men også alliancer og organisationsformer har sin egenart indenfor begivenheden. På den måde handler det om at ”holde gryden i kog” og ikke forfalde til klassisk organisationsspørgsmål som, ”hvad er vores politiske krav”, eller ”hvordan lader vi os repræsentere”.

Det ser da også ud til at være sådan, protesterne udvikler sig.

I en mindre film om opstanden interviewes forskellige parisere, der deltager i begivenhederne. Mange af dem kommer til Place de la Republique for at udveksle synspunkter, men alle beslutninger bliver taget i krogene og på mere organisk vis.

På den måde ligner udviklingen lidt den som Den usynlige kommite præsenterer i deres bog To Our Friends. Her foreslår de, at den revolutionære politik skal bevæge sig forbi spørgsmålet om demokrati. Konsensus eller andre demokratiske processer bremser begivenhedens udfoldelse, med andre ord.

Princippet må snarere være, at dem der beslutter noget, er dem der gør noget. Og alle er ikke enige om alt. Dette er hvad en radikal politisk begivenhed egentlig handler om. Et fællesmøde eller en afstemning er ikke det, der fører til radikale forandringer. Der skal derimod prøves noget af.

Se videoen her

Orden opretholdes i Danmark

Tendensen er sådan set ikke unik for Frankrig, om end franske ”venstrekommunister” ser ud til at spille en vis rolle. Men også fransk fagbevægelse har måske en anden tradition for aktion på gaden, end vi kender fra Nordeuropa. Men der var 60.000 mennesker på gaden i Bruxelles i starten af sidste uge. Og også i Barcelona og andre steder virker det til, at de villige vil gøre et udadvendt politisk forsøg mere. Måske har de protesterende allerede lært meget fra pladsbevægelserne og Grækenland nogle år tilbage. Er der en bølge mere på vej? Samtidig ser det ud til, at protester trækker mod nord. Langsomt med dog længere nord på. Frankrig og Belgien var ikke med i de sydeuropæiske opstande.

Men Danmark virker til, at være Europas ”grønne zone”. Undtagelsestilstanden i Europa, virker til at være blevet permanent. Der findes snart ikke en europæiske storby, hvor der ikke går militær eller politi med tunge våben rundt i gaderne.

Politiet har fået udvidede beføjelser, og dommerkendelser spiller ikke længere nogen afgørende rolle. Retsstaten er flere steder under afvikling ved fx at indføre kollektive retssubjekter, hvilket fundamentalt strider mod det liberaldemokratiske princip om ”en krop et subjekt”.

Respektpakken - som den er blevet kaldt - skal genoprette respekten for det offentlige rum, siges det.

I Danmark opretholdes ordnen da også næsten uforstyrret. Ingen går på gaden. Mens Europa er i en historisk krise, med protester og oprør flere og flere steder, er Danmark lukket ned som i en selvekskluderet sikkerhedszone, Europas ”grønne zone”.

Begrebet kender vi fra Bagdad, hvor de rige, koalitionsstyrker og andre privilegerede kunne slippe for Iraks fundamentale kaos. Sikkerhedszonen i Danmark findes kun som undtagelse fra det generelt liberaldemokratiske kaos i resten af Europa. I Frankrig selvfølgelig symboliseret ved arbejdsmarkedsloven, der blev indført ved dekret, uden om parlamentet. Hvilket flere danske kommentatorer har hyldet som politisk lederskab.

Fagbevægelsen og ”de autonome”

Det forlyder fra Paris, at fagbevægelserne og de mere radikale politiske grupper er ved at finde en form for fælles strategisk overenskomst på gaden. Fagbevægelsen har opdaget, at de unges opråb om fundamental usikkerhed på et arbejdsmarked – den såkaldte prekaritet på arbejdsmarkedet- der for unge er flexi uden security, også angår de etablerede fagbevægelser.

Med andre ord er fagbevægelsen måske på vej til at opdage, at den har brug for andre politisk begreber for at overleve, end socialismens politik. På den anden side virker det til, at fagbevægelsen har givet radikale kræfter plads til at eskalere protesterne. Det syndikalistiske forbund CGT har været lokomotivet i protesterne, fordi den fastansatte arbejdsstyrke kan strejke på en måde, som prekariatet (løst ansatte, studerende mfl.) ikke kan. På den måde er der måske en alliance på vej på gaden. Det kan gå begge veje. Problemet med et samarbejde med partier og store etablerede organisationer, er at de altid har interesse i at ”styre begivenhederne”. Organisationer af den art, er meget lidt smidige i politisk forstand. Det er meget lettere at aktionere med folk uden for de etablerede ideologier og organisationer. Der er masser af grunde til at mødes og finde hinanden. Det gør de politiske ideologier ikke lettere. Tvært om.

Det forlyder da også at der har været sammenstød mellem ”autonome” grupperinger og fagforeningerne, der har ført til slåskampe internt i demonstrationerne. På den anden side er ”autonome grupper” et dårligt begreb. Der findes en myriade af forskellige grupperinger, der på forskellig hvis deltager i kampene med forskellige politiske udgangspunkter og strategiske syn på opstanden. Andet ville da også være besynderligt.

Madpakker på barrikaden

Det vanskelige ved sådanne begivenheder må være at reproducere sin egen kampgejst. Både åndeligt og materielt. For en tid kan man plyndre butikker og familie og venners køleskab i pauserne fra gadens tumult, men på længere sigt skal protesterne finde ud af, hvordan man smører madpakke på barrikaderne. Med andre ord: Hvordan kan man leve og kæmpe samtidig?

Blokaderne af infrastruktur gør det også mere og mere vanskeligt at opretholde sin egen reproduktion, når hele samfundet og livet er udgjort af netop denne infrastrukturen. Der må sættes nye reproduktionsmåder i sving. Jo før jo bedre. Men dette skal på en måde ske samtidig med kampene. Adskilles disse, ender det med at blive en kamp uden liv, eller et liv uden kamp.

Et eksempel på, hvordan opstande kan tilføres reproduktive ressourcer er den måde, hvor på forskellige gruppe deler ud af deres ressourcer. Fødevarer skal distribueres fra landbruget, lægestuderende skal hjælpe de sårede og syge, jurister skal hjælpe med retshjælp osv. På en afdeling af Universitetet i Paris, havde alle de studerende fået den samme karakter, så de ikke skulle spilde tiden på, at gå til eksamen. Alle kan for så vidt byde ind med hjælp til reproduktion af protesterne. Det afgørende er, at liv og politik holdes sammen. På den måde kan man kæmpe mens man lever. Det er netop adskillelses af liv og politik, der forhindre forandringer. Især når målet er at sætte infrastrukturen til standsning.

Ingen mediedækning i Danmark

Men dette er alt sammen gisninger. Reelt ved vi ikke meget om, hvad der foregår, for ingen danske medier har seriøst dækket begivenhederne. På en måde er det opløftende, at denne franske opstand ikke er så billedbåret. En rapporter på gaden med tåregas i øjnene, der taler om uro og ”to sårede politifolk”, eller ”danskerviklen” med en dansk turist i Paris, der ikke kunne kommet ind på Louvre på grund af politi afspærringer, gør ingen klogere.

På den anden side er det faktisk forbløffende, hvor lidt vi hører fra Frankrig. Det er dog måske Europas hjerte, der bløder. Alle kender Paris. Jeg er blevet fortalt, at de manglende rapporter også handler om, at de protesterende er en smule varsomme med at give begivenhederne for meget retning. Man holder ikke en bevægelse åben for potentialet ved, at gengive den i analytiske tekster og teoretiske overvejelser som denne tekst fx gør det.

Åbenhed og verdensvendthed

Hvad vil det sige at holde begivenhederne åbne? Det er et vigtigt spørgsmål, og ikke let at svare på.

Man kan kritisere denne slags begivenheder for at være uden fremtid. Deltagerne i protesterne tænker kun på nuet og ikke på, hvad man eventuelt skal stille i stedet. Hvad vil bevægelsen ud over at afvise det bestående, er tit en kritik man hører.

For mig at se må pointen være en anden. Det er netop det uvisse, der gør protesterne verdensvendt. Hverdagen er bestemt, begivenheden kan være en vej ud af hverdagen, med arbejde, forbrug penge, stat osv. Når opstandene foregår åbnes der for en anden mulighed. Fremtiden står åben så længe den ikke er planlagt. Historien åbnes.

Det er her skænderierne starter. Har man planer på fællesskabets vegne, eller vil man insistere på at holde sig verdensvendt?

Her har venstrefløjens vokabular en næsten i særklasse elendig forhistorie. Er der noget venstrefløjen ikke er glad for, er det når folk tænker på nutiden og ikke fremtiden. Her har venstrefløjen det med at diktere hvad en opstands endemål – i sig selv en modsætning – skal være.

Lavintens borgerkrig er brudt ud i Europa

Eskil Andreas Halberg — Wed, 19 Aug 2015 07:47:43 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

War is the motor behind institutions and order […]. To put it in another way, we have to interpret the war that is going on beneath peace; peace itself is a coded war. We are therefore at war with one another; a battlefront runs through the whole of society, continuously and permanently, and it is the battlefront that puts us all on one side or the other. There is no such thing as neutral subject. We are all inevitably someone’s adversary. – Foucault (21. Januar 1976)

Neoliberalismen er en særlig livsform, en særlig politisk fordring om hvordan menneskelivet bør forstås og leves. Det økonomiske spørgsmål er afledt af det politisk-etiske, ikke omvendt. Homo Economicus er en etisk fordring, som har igangsat en intern krig i Europa og andre steder. Der er med andre ord udbrudt borgerkrig. En krig mellem indbyggerne i Europa.

Stater udvælger mennesker

Den moderne stat eksternaliserede krigen. Den opfandt fred indvendigt og krig udvendigt. Derfor kom politiet til syne, og det var adskilt fra militæret. Indenrigspolitikkens fødsel. Opdelingen af et indre og et ydre gjorde det muligt, at gøre sin befolkning til genstand for selektion og udvikling. Staternes ledelsesprincip har derfor længe været selektion. Men hvad er det for nogle principper de moderne konkurrencestater i Europa udvælger efter? Hvilke former for liv vil staterne fremtvinge, og hvem vil den til livs? Hvilke slags menneskeliv er værdifulde og hvilke er mindre værdifulde? Sammenlignet med tidligere tiders udvælgelsesprocesser har kriterierne ændret karakter.

Vi kender princippet om naturlig udvælgelse fra biologien. Et princip, der forklarer hvordan nogle arter af tilfældige mutationer bliver andre overlegne i et konkret miljø. Naturvidenskaberne har forsøgt at kortlægge den kaotiske og tilfældige natur ud fra den betragtning, at man kunne gøre det uden politisk-etiske implikationer. Det viste sig senere, at Nazityskland havde stor gavn af naturvidenskaben i opbygningen af deres menneskeledelse og selektionsideologi. Men naturvidenskaben havde også gavn af Nazitysklands omgang med menneskekroppe. Det der tilsyneladende ser naturligt ud, viser sig ved nærmere eftersyn, at være politisk og etisk motiveret.

Under det nationalsocialistiske styre var de politiske principper for menneskelig selektion styret af forestillinger om samfundet som et legeme, der skulle holdes rent. Derfor fandtes forskellige forestillinger om utøj, urenhed og interne fjendtlige kroppe og grupper, der måtte forvises eller udryddes, for at samfundslegemet kunne opretholdes. Denne måde at føre krig mod bestemte mennesker og grupper, har forandret karakter i dag. Men overlejrede selektionsprincipper kan stadig skimtes. Idealet om den ariske, arbejdende, hvide, heteroseksuelle mand er ikke forsvundet, men statens konkrete politikker bruger i stigende grad en række andre idealformer til at opretholde orden i sit territorium. Men tag ikke fejl. Europa har været i to verdenskrige, og igen kan man skimte en accelererende, men dog lavintens borgerkrig internt i Europa. Regimet i Europa har igangsat en krig mellem Europas indbyggere. Et etisk korstog imod bestemte livsformer og et forsvar for en anden.

’Homo Eonomicus’ som det gode liv

Et nyt princip for udvælgelse er gennem de seneste årtier vokset frem: Forestillingen om Homo Economicus. Homo Eonomicus er i virkeligheden en gammel forestilling om det menneske der handler økonomisk rationelt. Det menneske der tager en hurtig uddannelse, det menneske der arbejder, sparer op til pension og overfor samfundets økonomiske resultater svarer for sig og sine, uden at ville være afhængig af eller dele med andre. Det er et menneske der reagerer på incitamenter. Et menneske der kender til og forstår afgifter og udgifter. Fremkomsten af dette rationelle menneske har især taget til sideløbende med den nye bølge af liberalisme anført af Storbritanniens Margaret Thatcher fra slut 70’erne og frem. Neoliberalismen er ikke et økonomisk system, det er et tilbud om det gode liv. En politisk, ideologisk og etisk livsmåde, hvis største succes har været, at fremstille sig selv som et økonomisk og ikke et politisk regime: ”There is no alternative” er neoliberalismens totalitære slogan. Der er kun en måde, at være menneske på: Homo Economicus. Neoliberalismen har aflyst det politiske. Heri ligger neoliberalismens politiske succes. Homo Economicus er blevet naturliggjort: ”There is no such thing, as society. There are individual men and women, and there are families”. Og Magaret Thatcher’s drøm gik i opfyldelse. Samfundet er gået i stykker.

Dette særlige økonomiske menneske har nogle særlige idealer, det handler på en bestemt måde overfor staten og det legitimerer sine handlinger ved særlige typer af fortællinger og forestillinger. Det har en særlig livsform. Det økonomiske menneske er et menneske, der skifter job hvis lønnen er højere. Ideen om det økonomiske menneske er forestillingen om, at vi som mennesker er født med skyld, fordi vores uddannelse har kostet staten penge, og at vi derfor skal ”betale tilbage” ved at betale skat. Vi skal være uafhængige af det samfund som skal afvikles. Det økonomiske menneske er den gode statsborger. Det økonomiske menneske accepterer tilværelsen under konkurrencestaten, der er i kamp mod andre konkurrencestater. Det økonomiske menneske er det stressramte menneske, der ikke har andre muligheder end at føre lavintens konkurrence-borgerkrig mod kollegaer, venner og de fremmede, som alle betragtes som konkurrenter man skal besejre. Om man er papirløs flaskesamler eller freelance journalist, dynamikken er den samme: social kannibalisme og borgerkrig. Alles kamp mod alle. Det økonomiske menneske er det menneske, der har ’smart’-apps på deres telefoner; der optimerer deres hverdag så den bliver effektiv. Dem der sætter mikro-chips i kroppen, dem der måler deres kalorieindtag før og efter hvert måltid. Homo economicus er det smarte menneske, der har erhvervet sig smart-software i kampen mod de andre og kampen for overlevelse, hvad enten det er AirBnB, det engelsk Taskrabbit eller Tinder.

Vi må ikke glemme, at Thomas Hobbes var liberal, og hans forestilling om naturtilstanden er baggrundsmusikken til hverdagens ”alles kamp mod alle”. Homo Eonomicus er nemlig også det frygtsomme menneske, der har erkendt borgerkrigen og ikke har andre muligheder, end at bevæbne sig med piller, CV-skrivning og karriereplanlægning i en lønkamp mod resten af Europa. Det økonomiske menneske er også et frygtsomt mennesker.

Det økonomiske menneske bør klare sig selv. Homo Eonomicus er det menneske, der gerne vil klarer sig selv. Det menneske der helst vil leve økonomisk alene i kamp mod andre. Når Tsipras og Varufakis ikke har kunnet overbevise Merkel og Schäuble, er det fordi det er en sag om livsanskuelse. Når alt kommer til alt, stod den græske venstrefløjsregeringen i en kamp mellem politiske livsanskuelser ikke blot om økonomi. Tsipras og venstrefløjen tabte af mange grunde, men en af dem var, at Homo Economicus-livsformen er den eneste tilgængelige livsform. Og Merkel var villig til at ofre det meste for hendes forestilling om det gode liv.

Konkurrencestaten som statsdannende princip

Den socialdemokratiske stat lignede Sovjetunionen på ét område, og det var dens fascination af det arbejdende menneske. En totalitær forestilling som både socialdemokrater og partikommunister gennem det 20. åhundrede har delt. I dag er der noget andet på spil, selvom transitionen fra det arbejdende menneske til Homo Eonomicus er blevet hjulpet på vej af, at de to livsformer ligner hinanden.

Den neoliberale stat – det politikere kalder konkurrencestaten - er ikke længere optaget af fuld beskæftigelse. Det er for besværligt og kræver for meget kontrol. Konkurrencestaten har én lighed med den nazistiske stat, nemlig eksklusion af menneskeligt affald. Mennesker der gør samfundet ukampdygtigt og beskidt. Mennesker der er ubrugelige. Mennesker der ikke kan eller ikke vil klare sig selv. Forskellen fra fyrrernes Tyskland til i dag er, at det ikke længere er legitimt for staten at henrette dele af sin egen befolkning. Derfor gør den moderne konkurrencestat noget andet: Den lader dø. Konkurrencestaten gør det besværligt, at leve hvis man ikke har arbejde eller kan forsørge sig selv. Det er ekstremt vanskeligt, at få et ordentligt liv, hvis man nægter at leve som Homo Economicus. Konkurrencestaten skærer i ydelserne og opdeler borgerne mellem dem der ’kan og vil’ og dem der ikke kan og ikke vil leve som Homo Economicus. Et hjemligt eksempel kan synliggøre de konkrete strategier, som bruges til at komme andre livsformer til livs på. I det nye regeringsgrundlag, fra den nyvalgte danske regering, står der: ”Derfor vil regeringen i foråret 2016 gennemføre en pensionsreform, hvis hovedsigte er, at restgruppen af personer uden egen opsparing til alderdommen reduceres markant”. Hvis man ser bort fra det åbenlyst hårrejsende i, at den nye regeringen faktisk truer med udslettelse af folk uden privatpension, er det strategiske perspektiv stadig ganske klart. Den langsigtede hensigt er, at opdele befolkningen i mellem dem, der privat sparer op til pension, og dem der ikke gør det. ”Restgruppen” som det så sympatisk kaldes, skal derpå reduceres. Dette gøres gennem incitamenter og tvang. Det skal gøres mere besværligt, ikke at ville privatisere sin alderdom. Fradragsordninger for privatpensionerne skal gøres mere favorable og det skal blive økonomisk uhensigtsmæssigt at ville lade folkepensionen stå for ens økonomi i alderdom. Sideløbende skal der startes en lavintens borgerkrig mellem privatpensionister og folkepensionister. Ligesom krigen mellem arbejdere og arbejdsløse har stået på i årevis allerede. Kampen borgerne imellem gør det legitimt, at udpege restgruppen, som dovne, egoister eller økonomisk ufornuftige med en stor del af befolkningen som rygdækning. Den langsigtede strategiske ledelsesopgave bliver herved, at gøre folkepensionen til en ”restgruppepension” og sidenhen afskaffe den helt. Den resterende gruppe må hutle sig igennem sin alderdommen. Vi ser strategien udført allerede på arbejdsmarkedspolitikken, hvor de mest ubrugelige mennesker reelt er opgivet af staten. Som flere CEPOS-folk allerede er begyndt, at argumentere for: ”De er ikke deres løn hver i produktion. Derfor er de arbejdsløse”. Med andre ord: overflødige mennesker. Den neoliberale politiske etik udrydder langsomt, men sikkert, andre måder at være sammen på. Og den gør det under påskud af, at det er af hensyn til økonomien. I realiteten er der tale om en politisk etisk kamp mod andre måder, at organisere fællesskaber på. Dem der ikke vil leve som Homo Economicus må lades dø.

Fort Europa som selektionspassage

Vi kender det fra lufthavnen. De fleste slipper igennem sikkerhedstjekket, men enkelte kan ikke komme ud til flyet. Denne irriterende udvælgelsesproces sker for millioner af mennesker ved indgangen til Europa. For nogle er det svært at komme ud, for andre er det svært at komme ind. Men adskillelsespolitikken er overalt. Det menneskelige affald skyller op på strandene. De europæiske stater dræber ikke aktivt de mennesker, der i tusindvis hvert år skyller døde op på strandene ved Middelhavet, men de lader dem dø. Politikerne siger det direkte. De henviser til deres selektive princip, der ikke er den ariske mand, men derimod Homo Economicus. Man vil gerne have mennesker til landet der har anmærkningen: ”højtuddannet arbejdskraft”, dem vil de fleste politikere faktisk give lettere adgang. Men folk der ikke selv kan betale, lader politikerne være. Alle kan i dag blive sigtet for menneskesmugling, hvis man hjælper et menneske fra den ene grænse over den anden. Alle skal i dag være grænsepoliti, frygtsomme og økonomisk fornuftige.

I Europa og Danmark er staterne og befolkningerne i krig med sig selv. De udvendige krige er blevet til indvendige ”politiaktioner”. Politik er fortsættelsen af krig med andre midler. På det europæiske kontinent er igangsat en lavintens borgerkrig. Krigen udspiller sig som under 1. verdenskrig mellem arbejderne. Der er dog ikke længere arbejde til alle. En stoledans med livet som indsats. Borgerkrigens konflikter går på tværs af landegrænser og igennem byer på kontinentet. Krigen har kun tilsyneladende en ydre fjende, der bliver kaldt ’de fremmede’. Men kigger man efter er der i princippet ingen forskel på indenfor og udenfor. Hvis du kan betale for dig selv og din familie må du leve her. Hvis du nægter, at efterleve drømmen om Homo Economicus bliver du bekriget. Mennesket er et økonomisk dyr, som man siger.

Økonomi er politik

De europæiske institutioner har opgivet det fredelige og demokratiske Europa. Det har længe været tabt. Den politiske strategi tager snarere form af håndtering af undtagelsestilstanden. På den ene side en accept af, at Europa er kaotisk og præget af konfrontationer og oprør mod politiet og staternes institutioner, højreradikale gadebevægelser, høj arbejdsløshed, stormløb mod den engelske kanal fra papirløse på jagt efter et liv og meget andet. Og på den anden side forskellige forsøg på at isolere problemerne, som man har gjort det med krisen i Grækenland, eller som man gør det med de containerbyer som opbevarer mennesker, som ingen kan bruge – flygtningelejrene. Det er for dyrt. Ligesom den Israelske stat i årevis har mestret en lavintens borgerkrig, der kun kortvarigt blusser op, vil vi i fremtiden se en lignende management af konflikter internt i Europa. Svaret har tilsyneladende de senere år været øget bevæbning af politiet og øget kontrol og overvågning. Neoliberalismen og dens agenter har accepteret ufreden og nøjes med, at have kontrol med borgerkrigen.

De europæiske institutioner, banker og toppolitikere er villige til, at destabilisere hele den europæiske region for det de tror på. Øget bevæbning og samarbejde med politiet er en pris man er villig til at betale for, at kæmpe for det man tror på, det økonomiske menneske: Homo Economicus. Hvis der kom noget godt ud af konfrontationen mellem SYRIZA og TROIKA’en var det, at det blev klart for en hver, at økonomien er sekundær. Det afgørende er den politisk-etiske borgerkrig internt i Europa. Det neoliberale regime er villig til, at gå ned med skibet i deres kamp for deres livsform. Spørgsmålet er om en selvorganiseret bevægelse kan nå at hoppe i redningsbådene og sejle bort, inden skibet synker. Om ikke alt for lang tid, vil det være hvide mennesker der skyller op på strandene omkring middelhavet. Ikke kun, som i dag, de ikke-hvide.

Vil du købe mine underbukser?

Eskil Andreas Halberg — Mon, 06 Apr 2015 11:16:37 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

Den anden dag stod jeg sammen med et par gode kammerater og snakken faldt endnu engang på, hvordan man kan komme til hurtige penge når man er på røven. I den forbindelse blev det nævnt at der er mennesker på nettet, der gerne ville købe folks brugte underbukser for rigtige penge. Vi brainstormede lidt og mon ikke et par af mine venner herefter weekenden har oprettet en profil på sellpantiesformoney.

Varegørelsen af vores relationer er omfattende. Kapitalens pengerelationer har det med, at snige sig ind i privaten. Ja, nu helt ned i vores underbukser. Jeg mener ikke, at det er et moralsk anliggende. Folk gør hvad de har lyst til eller er nød til. Men der tegner sig en tendens, der breder sig fra AirBnB over gråzoneprostitution til crowdfunding. På meget forskellig vis er der et hav af eksempler på, hvordan sociale relationer gøres til vare. Med andre ord; vores liv bliver til arbejde og kapital. Alt kan sælges. Og det er den måde vi er mennesker på.

Andelsboligmarkedet som frontløber

Det er en kendt sag, at andelsboligmarkedet er brudt sammen. Den oprindelig andels-ide om, at boliger ikke skulle værdisættes på markedet er gået i stykker efter, at det i starten af 00’erne blev muligt, at hæve andelskronen så priserne på andelsboliger i højere grad passede til privatboligmarkedet. Dette er efterhånden en gammel historie. Det interessante ved denne liberalisering var, at det var en neoliberalisme fra neden. En privatisering og markedsgørelse, der blev skabt af civilsamfundet. Det var andelsboligforeningerne rundt omkring i landet, der ødelagde boligmarkedet. Frivilligheden er selvfølgelig til at overse, når man presses til, at øge prisen på sin bolig, fordi det senere kan blive svært at flytte hvis ikke man ”fulgte med markedet”. Men formelt set ligner det en fritvalgsordning. Hvorom alting af, var det civilsamfundet, der hævede boligpriserne.

Kapitalen er den primært styrende sociale struktur i vores samfund. Derfor kom denne neoliberalisme fra neden ret naturligt. Kapitalen er netop social. Det er det styrende princip over alt i samfundet.

AirBnB som gentrificering

AirBnB er et lidt nyere eksempel på varegørelsen af vores sociale relation. Vi kunne kalde det en anden-bølge gentrificering på line med forældrekøb, afdragsfrie lån og skattestop. AirBnB gør det muligt for folk, der i realiteten ikke har råd til, at bo i deres lejlighed, at blive boende, fordi de kan leje den ud. Derfor kan man betragte AirBnB som øget efterspørgsel på boliger, der naturligt fører til prisstigninger. Med andre ord må vi forstå AirBnB som en ny bølge af gentrificering. Jeg mener ikke, at denne diskussion skal være en moralsk diskussion og folk har deres grunde til, at valoriserer deres private bolig. Måske er folk på røven, måske er huslejen steget, måske er kæresten skredet, eller også kan man slippe for at arbejde, ved at leje sin lejlighed ud og sove på sofaen hos en ven. Der kan være masser af gode grunde til, at leje sin lejlighed ud mod betaling. Strukturelt kan vi dog kun betragte tendensen i lyset af, at kapitalens sociale relationer trænger ind i selv de mest intime områder af vores liv.

Før i tiden kunne man altid sove på sofaen hvis man var i Berlin, Barcelona, Rom eller hvad ved jeg. Venskaber rundt om i verden gjorde det muligt, at rejse billigt fordi man kendte folk, der gav husly. I dag forekommer det mig at være anderledes. I dag betragtes det ikke som urimeligt, at venner lejer boliger ud til hinanden i stedet for at dele dem. Det betragtes som fair. Netop fordi folk er afhængige af de penge, der kan tjenes på, at leje lejligheden ud. Venner eller ej.

AirBnB er gentrificering af venskabet. En valorisering af den private bolig. Processen er ikke i ond hensigt, netop fordi samfundsmæssige nødvendigheder gør, at folk lader kapitalens valoriseringsmekanismer trange ind i venskaber og privatssfæren. Det er den måde man kan få et ordentligt sted at bo.

Crowdfunding som social kannibalisme

Renée Ridgway peger på, at crowdfunding er en anden sociale teknik, der umiddelbart ligner en anden type økonomi, der er båret af civilsamfundet på andre og mere menneskelige præmisser. Grundlæggende gør crowdfunding dog ikke andet end, at afhjælpe nedskæringer på det offentlige ved, at gøre civilsamfundet selvansvarligt for at rejse penge til sociale og kulturelle produkter, der ikke kan klarer sig på markedsvilkår. Crowdfunding har tilmed en kannibaliserende effekt på sociale netværk fordi, venskaber, kollegaer og familie bliver led i, at rejse penge til socio-kulturelle begivneheder eller produktion. Det viser sig nemlig, at 75 % af finansieringen i crowdfundede projekter kommer fra allerede eksisterende netværk. Networking ved cafeerne og hvor folk ellers mødes bliver dermed et led i fundraising. Derfor kommer de sociale netværk også langsomt til, at være steder hvor man ”skylder hinanden tjenester” i form af mere eller mindre formelle pengegaver.

Sugardating og gråzoneprostitution

I forbindelse med den såkaldte prostitutionsdebat er diskussionen om valorisering af intime dele af livet blevet livligt ført. Jeg har altid hadet diskussionen, fordi den blev et moralsk anliggende: Hvem ved hvad der er godt og skidt for sexarbejderne? Og er det moralsk anløbent at købe sex? Jeg har altid snakket uden om, når talen faldt på ”prostitutionsspørgsmålet”.

Det er mere interessant, at betragte alt lønarbejde som en del af kapitalens herredømme. Hvis det er udgangspunktet for diskussionen om sexarbejde og gråzoneprostitution, bliver kritikken nemlig en kritik af arbejdssamfundet som sådan. For hvorfor er det per definition farligere og mere forbudt, at købe sex hos en der sælger det, frem for at købe et nyt badeværelse hos en der sælger det? En handel under en kapitalistisk økonomi er jo netop formelt set fri og lige. Det er hemmeligheden ved varerelationen. Den er frivillig. Selv den mest underbetalte nepalesiske byggearbejder har sin formelle ret til at sige nej til arbejde. Men af forskellige årsager sker det ofte ikke. Således også med sexarbejdere. Det er derfor mere væsentligt, at anskue arbejde som sådan som en del af en særlig social anordning, hvor pengerelationen er uundgåelig. Du skal kunne værdisætte dit arbejde, ellers er det ikke værdigt. Ordet værdi har etymologisk fælles rod med værdigt. Med andre ord, arbejde findes kun som lønarbejde. Og kan du finde noget i dit levet liv, som der kan værdisættes, så kald det for arbejde og få penge for det. Det er ikke moralsk anløbent, men blot kapitalens sociale herredømme som vi kender det fra supermarkedet og arbejdspladsen. Tænk bare på livs lang læring og ”det hele menneske på arbejde”. Det er jo præcis hvad sugardating handler om. Folk der sugardater går på arbejde, bare uden alt det kedelige.

En tilbundsgående kritik af sexarbejde må derfor være en kritik af arbejdssamfundet som sådan og en kritik af kapitalen som en social relation. Ikke denne platte og moralistiske fordømmelse af sexarbejde som beskidt eller anløbent. Folk vælger, at tjene penge til dagen og vejen som de vil, nogen tjener dem på at leje deres leglighed ud, andre på at sælge sex. Det er præmisserne for hvordan det overhovedet er muligt, at leve sit liv på i et arbejds-og varesamfund, der skal kritiseres. Ikke enkelte menneskers handlinger.

Kritik af kapitalen uden moral

Den radikale kritik af den såkaldte deleøkonomi, hvad end der er tale om sugardating, crowdfunding, AirBnB eller salg af sine underbukser, er derfor at det netop stadig er en økonomi, der virker på kapitalens præmisser. Det er en valorisering af civilsamfundet og det private liv, der dog på ingen måde har undsluppet arbejdssamfundets og kapitalens sociale relationer. Bytte- eller deleøkonomien spiller så at sige på samme bræt som den almindelige kapitalistiske økonomi. Den har blot udvidet spillebrættet en smule og folk er i denne anledning blevet mere intime og spidsfindige med deres værdisætning af eget arbejde og ejendom. Reglerne og kategorierne er dog de samme, nemlig pengenes eksakte og fortryllende princip. Der ligger derfor ingen radikale forandringsperspektiver i denne udvidelse af de samfundsmæssige præmisser for at leve sammen. Hvordan folk træffer sine personlige valg i forhold til, at leve i en kapitalistisk økonomi interesserer mig ikke det mindste. Lad dem om det.

1.maj kollage

Eskil Andreas Halberg — Fri, 02 May 2014 10:52:02 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

Da polemikken om fløjteaktionen mod Helle Thorning gik i gang, røg jeg hurtigt til tasterne. Jeg har 5 – 6 siders noter og tekst liggende. Men jeg gider ikke at dele. Jeg er blevet træt af at hører mig selv tale. Derfor blev jeg glad, da andre begyndte at skrive en anden historie om aktionen end, den som var common sense. Ullman kalder denne common sense for "magtdiskursen". Derfor har jeg samlet en række indlæg, der på forskelligvis har et andet syn på aktionen. Jeg deler mere eller mindre synspunkterne i indlæggene. Alle indlæggene har det til fælles, at de ikke uden videre køber præmisserne for hvad demokrati, politik og repræsentation er for noget. Det spændende er, at flere af indlæggene har den gode pointe, at denne lille ”fløjtegate” samtidig aftegner konturerne af en særlig social stand - eller klasse om man vil – der beskytter egne privilegier, ved at rykke sammen om sig og sine, når nogle hundrede mennesker forstår fx begrebet demokrati lidt anderledes end dem. Og derfor skete, der måske ”noget” 1. maj.

En anden ting der slår mig er at, de fleste indlæg der reflekterer kritisk over den gængse udlægning af begivenhederne 1.maj, kommer sent. Men måske skyldes det, at de betalte/lønnede meningsdannere, journalister og politikkere arbejder med at producerer meninger og betydning hele tiden og hver dag. De er professionelle. De kritiske stemmer må nøjes med, at skrive i de sene aften timer, efter de har været på arbejde. Jeg ved det ikke, men det er bemærkelsesværdigt, at fordømmelserne af fløjteaktionen var der med det samme, mens dem der forsøgte, at have et andet eller kritisk blik på sagerne, kom på banen sent.

Her er fire alternative historier om fløjteaktionen 1. maj:

Ole Sandberg på modkraft.dk d. 30 april: klik her.

Du er journalist på Denfri.dk d. 30 april: klik her.

Brian Esbensen i Politiken 1. maj: klik her.

Anna Ullman i Imformation 1. maj: klik her.

I øvrigt mener jeg, at Christian Jensens leder i information om emnet var himmelråbende ureflekteret og dum.

Venstrefløjens velfærdsnationalisme er en tabersag

Eskil Andreas Halberg — Wed, 19 Mar 2014 15:53:10 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

Enhedslistens modsvar på den såkaldte velfærdsturisme, er tilsyneladende, at den danske model kun er for de danske. Et forkert svar på alvorlige problemer, som baner vejen for en ny bølge af nationalisme i dansk og europæisk politik

På forsiden af dagens Politiken ser vi for eksempel Enhedslisten foreslå strammere regler for EU-borgeres adgang til dagpenge. I dag kræver a-kasserne, at personer uden dansk pas betaler kontingent i tre måneder for at opnå ret til dagpenge. Derudover skal de sammenlagt have arbejdet et år i et EU-land. Det danske dagpengesystem er forholdsvist unikt i en europæisk kontekst, og derfor sidestiller EU-retten arbejdstimer i hjemlandet med arbejde i Danmark, når det skal opregnes, hvorvidt en arbejdstager kvalificerer sig til dagpenge. Modsat Enhedslisten går EU´s jurister nemlig mere op i lønmodtageres rettigheder end i nationalstaternes grænser.

Enhedslisten vil ændre reglerne, så ikke danske arbejdsløse skal have indbetalt til en dansk a-kasse i et helt år for at opnå dagpengeret. Argumentet er, at der skal være ”lige vilkår”, så udenlandske lønmodtagere ikke kan valse ind i det danske velfærdssamfund og være bedre stillet end danskere. Problemet er dog, at man ved at hæve optjeningskravet netop presser folk til at tage arbejde, der ligger under dagpengesatsen. En af fordelene ved dagpenge er netop, at de fungerer som en uofficiel mindsteløn. Folk vil ikke tage arbejder for under 100 kr. i timen, fordi det er, hvad de får i dagpenge.

Derfor er det en kæmpe fejl, med nationalistisk tilsnit, at Enhedslisten vil hæve optjeningskravet. Hvor Enhedslisten har kæmpet for at sænke optjeningskravet for danske arbejdsløse, kæmper de nu for at hæve det for udenlandske arbejdsløse. Godt nok i harmoniseringens navn, men resultatet bliver det samme. Pres på europæiske lønninger i et febrilsk forsvar for danske lønninger. Men Danmark er – selvom Enhedslisten helst så det anderledes – en del af EU.

Ville det bedste værn imod social dumping i Danmark så ikke være, at udenlandske lønmodtagere organiserede sig i fagbevægelsen, så arbejdere i Danmark – uanset pas – kunne stå side om side i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår? Det skulle man tro, at Enhedslisten mente. I andre sammenhænge påberåber de sig i hvert fald status af at være ”bevægelsernes parti”. Men i stedet vil partiet altså indføre regler, som kraftigt svækker en udenlandsk arbejders incitament og adgang til at deltage i en solidarisk forsikringsordning, som a-kassen er. Enhedslistens forslag gør det helt umuligt for en udenlandsk lønmodtager at opnå en grundlæggende tryghed i de første 12 måneder på det danske arbejdsmarked. Hvis en person fra Polen fyres i løbet af de første 12 måneder, betyder Enhedslistens forslag, at vedkommende ikke kan få dagpenge. Med sådan en regel vil staten selv skabe det proletariat, som den ellers kritiserer arbejdsgiverne for at stå bag.

Diskussionen handler ikke om, hvorvidt der er penge i statskassen til dagpengeudgifterne. Diskussionen handler om, at der er pres på lønninger og arbejdsforhold over alt i Europa. Styrkeforholdet mellem kapital og arbejde er globalt tippet til fordel for kapitalen. Dette kan ikke løses ved et nationalt forsvar mod løndumping.

Børnepengeracisme?

Enhedslisten gik ligeledes en forunderlig snørklet vej gennem børnepenge-sagen. Regeringen har på opfordring fra EU foreslået VKO´s optjeningsprincip afskaffet, sådan at EU-borgere, som betaler skat og arbejder i Danmark, også får en børnecheck til gengæld – ligesom alle danske statsborgere.

Enhedslisten var imod, da princippet blev vedtaget i 2010 på Pia Kjærsgaards initiativ. Alligevel ønsker Enhedslisten i dag ikke af afskaffe det.

Igen er argumentet social dumping. Men igen hænger det ikke sammen. Enhedslisten mener, at arbejdsgiverne bruger børnechecken til at presse lønnen ned for østeuropæere, som kommer til Danmark for at arbejde. Men siden hvornår har venstrefløjens svar været, at staten skal konkurrere med arbejdsgiverne om løn ved at skrue på velfærdsydelserne?

Skal en buschauffør så betale mere i skat, fordi det måske kan få Movia til at give hende en lønforhøjelse?

Ros for at gøre debatten til et spørgsmål om social dumping. Men den kamp vindes ikke ved at begrænse lønmodtagernes rettigheder - tværtimod. Enhedslisten ser skeptisk på, at ikke-danske statsborgere, der arbejder i Danmark, har brug for gummistøvler og ny flyverdragt til ungerne i udlandet. Det er et principielt problem, som går igen i hele slaget om den europæiske lønkonkurrence, hvor man hopper fra sag til sag. Det principielle spørgsmål om ligebehandling går igen næsten uanset, hvilket hjørne af velfærdsydelserne der måtte havne på forsiden af aviserne næste gang.

Betalingsring kun for østarbejdere

Jeg hørte i morges, at lavtlønnede ikke-danske statsborgere kan opnå en meget lavt trækprocent, hvis de bor i Polen og arbejder i Danmark. For ligesom hvis du bor i Aalborg og arbejder i København, så kan det udløse et stort befordringsfradrag at have langt på arbejde.

Og her er Enhedslisten på banen igen. Hos avisen.dk under den meget rammende overskrift ”DF og EL: Minister må stoppe tag-selv-fradrag”.

Tankevækkende fordi den sort på hvidt viser, hvordan Enhedslistens allierede i denne sag er Dansk Folkeparti. Men før vi melder os ind i konkurrencen om Messerschmidts vælgere, bør man spørge sig selv: Kan det tænkes, at en udenlandsk lønmodtager ikke betaler særlig meget i skat, fordi de er så dårligt lønnede? Og er det virkelig så forargeligt at give støtte til benzinen for en person, som gerne vil hjem forbi sin familie i påsken efter at have knoklet to måneder i Danmark - med at renovere middelklassens håndværkerfradragsstøttede køkkener.

Diskussionen kan for så vidt blive ved i det uendelige, og i den proces står venstrefløjen til endnu engang tabe et historisk slagsmål. Lad os holde 90´erne ude af debatten men blot konstatere det tragikomiske i, at det denne gang er venstrefløjen selv, som beder om endnu et tiår med en grim udlændingepolitik, og som selv er på banen med forslag, der kan betegnes som en slags velfærdsydelsernes grænsebom.

Liberale tåber har tidligere foreslået, at man som ikke-dansker selv skal betale for sygehuse. Eller hvad med den her: ”Betalingsring for østarbejdere!”. Vi kan alle se, hvor det bærer hen. Småligheden går hånd i hånd med nationalismen. Folk der gerne vil ”forsvare arbejderne” må komme ud af busken og tage diskussionen på et principielt niveau i stedet for at hoppe fra sag til sag i et projekt, som dybest set kun gavner Dansk Folkeparti, og som svækker den internationale solidaritet, som venstrefløjen ellers gik ind for.

Der mangler offensive svar. Hvis smuk betyder det bedste perspektiv, vil jeg citere den måske mest begavede på området Jakob Mathiassen:

”Vi kan satse på et nationalt selvforsvar af vores løn- og arbejdsforhold, eller vi kan forsøge at samle hele verdens arbejdere i én bevægelse. Det sidste er det smukkeste, men også det sværeste.”

Det nationale forsvar har ingen gang på jorden! Og gu´ fanden er solidaritet svært. Men siden hvornår har Enhedslisten ladet sig skræmme af smukke idéer?

Opgør med den danske model

Måske er det tid til at kigge indad? Den danske model er blevet lige lovlig dansk. Det kunne jo være, at den svineproducerende del af Tyskland (Danmark) ikke har verdens bedste arbejdsmarked, som alle ellers går rundt og tror. Hvad nu hvis den globale udvikling har løbet den danske model over ende? Danmark er et uendeligt lille land i Europa, og endnu mindre sammenlignet med hele verden. Det giver derfor ikke nødvendigvis mening at forsvare den danske model i al evighed. Forsvaret for den ”danske måde, at gøre tingene på” forhindrer, at der kan skabes organisatorisk pres mod kapitalen på et internationalt niveau.

Og hvis den danske model er så god, når det handler om tryghed, hvorfor så ikke gå efter at gøre den til en europæisk model eller global?

I de fleste lande syd for Danmark, arbejder fagbevægelserne på andre præmisser. Fx kæmper fagbevægelser rundt omkring i Europa for en mindsteløn. Måske er det tid til at lægge den danske model bag sig, så man i stedet kan organiserer sig på tværs af grænser? Interessenterne på det danske arbejdsmarked skal måske til at indse, at der må harmoniseres med fagbevægelserne i andre dele af Europa og verden. Kampen for ordentlige arbejdsforhold kan ikke vindes alene, og kapitalen kender ingen grænser. Hvis der må ofres noget for at kunne forbinde sig med andre arbejderorganisationer, må det gøres nu.

Det eneste der kommer er mere møg fra højre

Eskil Andreas Halberg — Tue, 03 Dec 2013 22:24:02 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

Hvad nu hvis begrebet socialdemokrat var en beskyttet titel? Hvad nu hvis begrebet socialdemokrat faktisk betød noget og var indholdsudfyldt med betydninger som reformer for øget lighed, velfærd for alle, rettigheder og i det mindste farven rød? I det tilfælde ville jeg spare sammen til et sagsanlæg mod internetkrigere som Mattias Tesfaye, Jesper Petersen og Peter Hummelgaard. For Socialdemokraterne har mistet potensen, og de vil have assistance af Enhedslisten.

Jeg er ikke socialdemokrat. Det ved jeg fordi jeg forbinder socialdemokratisme med en række politiske mål og strategier, som jeg ikke ser megen mening med. Men spørgsmålet er hvad fanden det vil sige, at være Socialdemokrat. Og derfor også om jeg fortsat ikke er det.

Gennem de seneste par år har Danmark gennemlevet et meget mærkværdigt socialdemokrati. Jeg nævner i flæng: Øget ulighed, skattelettelser til de rige betalt af de fattige, nedskæringer i velfærden over en bred karm og idealet om staten som en konkurrencestat. Hvis man kan være socialdemokrat og stå inde for den slags, så kan jeg vel også være socialdemokrat. Ikke fordi jeg er enig i den aktuelle politiske administration af Danmarks husholdning, men fordi titlen socialdemokrat er helt og aldeles indholdstom.

Dem der har magten

Spørgsmålet er om ikke begrebet socialdemokrat er helt tømt for mening. Man kan ikke være sikker på noget, når nogen siger til en, at de er socialdemokrater. Det eneste man kan være sikker på er måske, at en socialdemokrat gerne vil administrere statskassen og ministerposterne. Der er ikke mere tilbage.

Hvis socialdemokrat blot betyder ’dem der har magten i Danmark’, giver begrebet langt mere mening. Fogh var også socialdemokrat. Han øgede fx de offentlige udgifter. Og så var det ham, der sad for bordenden. Lars Løkke var også socialdemokrat. Han var folkets statsminister (indtil han blev opdaget), ligesom Stauning. Løkke kan vandre stiv rundt nede i Nyhavn, ligesom Stauning kunne vandre gennem byen blandt godtfolk.

Med andre ord; skal man finde en socialdemokrat skal man kigge efter i ministerbilerne eller på dem der indædt forsvarer dem, der sidder i dem… altså bilerne.

Socialdemokratisme er nostalgi

Nogen vil måske hævde, at socialdemokraterne har en lang og stolt tradition helt tilbage fra arbejderbevægelsen. ”Det var os, der byggede velfærdsstaten, som du, min fine ven, har levet godt af”. Men det er netop blot en tradition. Det er ren og skær nostalgi. En historie om nogen, der engang byggede et samfund, som i dag gør at vi kan komme gratis i skole eller ikke skal have penge op af lommen hvis vi skvatter til fodbold. En historie der flittigt bliver brugt, når nye nedskæringer på velfærden eller endnu en omfordeling fra fattig til rig skal gennemføres.

For et par år siden lavede socialdemokratiet en promotion-video for Helle Thorning-Schmidt, der er et godt eksempel på denne tunge nostalgia.

Video of yrg5pU6vslA

Den grusomme optimisme

De tre partitro internetkrigere Jesper Petersen, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard har i den seneste uges tid brugt enddog meget tid i medier og på nettet på at forsvare socialdemokratiet. Ikke mindst ved at stikke og drille lillesøsteren i Enhedslisten. Det er en forbavsende stor optimisme disse kendte partitro skikkelser lægger for dagen. De tror virkelig på socialdemokratiet. Det må man give dem. Hvis man spurgte de tre gæve gutter om hvorfor de er socialdemokrater vil jeg gerne vædde med, at man ville få en lang smøre om arbejderbevægelsen, fagforbundene, Stauning, pinsepakke, folkepensionens indførelse, den lille mands parti, anti-elitisme, forbedringer for almindelige mennesker, foreningsdanmark, kræv din ret og gør din pligt, det brede Danmark, håndbajere, håndværksfag, men også orden i økonomien, opstigning fra socialt armod, min far var det ene og det andet. Og hvis man er heldig noget om Louis Pio og nogle strejker.

Men vigtigst af alt, ville de forsikre en om, at hvis vi står sammen skal det nok gå fremad. Denne optimisme på socialdemokratismen er det aller mest grusomme. Ikke for os andre, vi kan nok se, at det ikke går. Men for de tre partitro. De tror så meget på socialdemokratiet, at de ikke kan se, at det aldrig kommer til at gå. De kan ikke se det kæmpestore nederlag, for bar succeser. Optimismen dækker simpelthen for realiteterne. Realiteterne som er, at socialdemokratiet er en tom skal. En skal af nostalgisk forhistorie om svundne tider, der aldrig kommer tilbage.

Det socialdemokratiske projekt lever kun i drømme om at vende hjem til de store industriarbejdspladser, som ikke er her længere. Sorgen over tabet er for stor til, at de kan bære den. Hvis de virkelig kiggede efter, ville de kunne se det. Socialdemokratisme betyder ikke noget længere. Men de nægter. De kæmper og diskuterer, med engagement og hjerte. De sætter hele deres politiske liv på spil for denne svundne drøm.

Men hvad gør man når hele ens forestillingsverden er opløst i nostalgiske historier om noget der var engang? Man forskyder skylden og tabet til de andre. Man projicerer sine egne manglende egenskaber og forestillinger over i nogle andre, så man slipper for det ubærlige selvopgør. Alle de tabte drømme, alle de mistede arbejdspladser, alt det slid og slæb. Man giver nogle andre skylden, for det er for ubærligt, selv at tage den på sig. Det er for voldsomt.

Enhedslisten, forløsningen der aldrig kom

Enhedslisten får skylden for alt det Tesfaye, Petersen og Hummelgaard inderligt gerne selv vil have, men som de ikke magter. Enhedslisten er dem der skulle ”have sparket bolden i mål”, ”bidt til bolle”, ”slået til” eller ”kendt deres besøgstid”. Alle disse aktiviteter er noget socialdemokratiet ikke selv magter. Socialdemokraterne ligger som kastrerede og kan ikke selv. De skal have hjælp. Som en fed gammel mand, der bliver fornærmet over kvinden der ikke vil ha ham. Hun er en bitch, siger socialdemokraterne. Alle kan se, at det er dem selv, der ikke kan få den op at stå. De ligger tilbage med slap diller og må nøjes med et hand-job af Lars Løkke. Men det er en kort fornøjelse, og kort efter begynder hadet at blusse op igen. Det var Enhedslistens skyld. Det er Enhedslisten, der har ”overspillet deres kort”. De ”kendte ikke deres besøgstid”. Men alle kan se de sørgelige realiteter.

Den socialdemokratiske bevægelse er død. Stendød. I dag er kun en taburetklæbende, ministerbilselskende, nostalgisk forblændet indholdstom kasse af floskler tilbage. Dem der mener, at samfundet skal bevæges mod venstre kan ikke gemme sig under magten eller fralægge sig skylden. De kan ikke i strategiens navn stemme for ulighedsskabende tiltag. Socialdemokratiet er ikke kun et parti, der sænker farten på den neoliberalistiske kaoskurs. I denne valgperiode har de accelereret den. Alt andet er selvforblændelse.

Ta’ nu konsekvensen. Socialdemokratiet er et reaktionært parti og der kommer ikke sociale forbedringer fra noget der var engang. Drop det. I ved det jo godt selv!

Er de leninister i Cevea?

Eskil Andreas Halberg — Thu, 28 Nov 2013 22:21:23 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

Er Ceveas grundlæggende problem ikke, at deres ambition om at blive en professionel tænketank, reducerer deres politiske projekt til at være politik for de marginaliserede klasser, og ikke af de marginaliserede klasser?

Og inkarnerer dette problem ikke venstrefløjens problem generelt?

I næste uge har Cevea indkaldt til Ulighedens Topmøde, og spørgsmålet er om denne topmødeformulering ikke må betragtes som et freudian slip. For prisen for at deltage er intet mindre end 950 gode danske kroner. Det er en eksklusion af de fattige, der er til at tage at føle på. Det er derfor også en exceptionel god case til at forstå venstrefløjens, og ikke mindst Ceveas omfattende problemer.

Cevea vil gerne lave politik for de fattige eller arbejderklassen, men ikke med de fattige eller arbejderklassen. Med denne eklatante brøler afslører Cevea sig som et øvre middelklasseprojekt, der falder i alle de fælder som Lars Olsen udmærket har beskrevet gennem hans forfatterskab. Cevea er fyldt med DJØF’ere med selvhad. De går i slips, snakker om diskurser og har lange uddannelser. Og samtidig vil de gerne lave politik for en klasse de ikke selv er en del af.

Den måde man ofte på hyklerisk vis afhjælper dette grundlæggende repræsentationsproblem er at man inviterer et postbud, en SOSU-hjælper eller klejnsmed med til debat-arrangementerne. For så er arbejderklassen også repræsenteret. Det er altid meget godt, når det nu er dem der skal tales om. Men denne gang må man håbe, at postbuddet eller lufthavnsarbejderne er blevet inviteret i forvejen. For med en pris på 950 kroner, kan det blive svært for folk at betale. Problemet er naturligvis ikke løst ved at invitere et par arbejdere med til et arrangement. Dette understreger blot problemerne.

Professionelt topmøde

Det er fine gæster man har inviteret til Topmødet d. 3 december. En minister, et par økonomer og et par andre topfolk rundt omkring, som ved en masse om ulighed. Men der er ingen af dem man vil tale om. Problemet er, at forestillingen om ‘professionalisering’ bliver forvekslet med det at være i stand til invitere en kendis eller en ekspert. Men det er ikke professionelt, det er bare snobbet. Og det foregår sideløbende med, at man kan høre venstrefløjsfolk kværulere om, at ”arbejderne er eksperter i deres eget liv”.

For hvor gode initiativer og diskussioner der end måtte blive udviklet på et sådant topmøde, bliver idéudviklingen for de udsatte og ikke med de udsatte. Med andre ord er den gamle venstrefløjsleninisme ikke forsvundet. Og det er ikke på trods af det velpolerede, professionelle og centrum-venstre’ske Cevea-projekt. Men lige præcis på grund af dette.

Leninismen klistrer til de gode og professionelle ambitioner.

2 forskellige Lars Olsen’er

Min fornemmelse er, at Cevea har læst Lars Olsens bøger med interesse. Det er derfor også bemærkelsesværdigt at der ingen konsekvenser bliver draget af disse udmærkede bøger. Men måske er det fordi, at man kan læse Lars Olsen på 2 måder.

Den ene måde at forstå Olsens tese er, at politikerne skal huske at tage arbejderklassen og de fattige med på råd når der idéudvikles og udarbejdes politiske forslag. Man skal så at sige tale, så dem man taler om, kan forstå hvad man siger. Det er den bløde læsning, der reelt ikke har andre konsekvenser for ens politiske praksis som venstrefløjser, end at man skal lave om på sit sprog. Den pointe hører man ofte: “Tal så andre kan forstå hvad jer på venstrefløjen siger!”. Drop de fine begreber.

Den anden læsning af Olsens tese er langt mere vidtgående. Den handler om, at der er et grundlæggende problem i at forsøge at repræsentere en samfundsklasses følelser af uretfærdighed, eller politiske idéer og ambitioner. Hvis man endegyldigt har sagt farvel til den leninistiske venstrefløj, tager man denne pointe meget alvorligt. For man kan ikke lave politisk fremdrift for nogen andre. Det skal komme fra folk selv. Derfor skal man ikke have ambitioner om at kunne udvikle idéer på arbejderklassens vegne. Det må de selv gøre.

Det virker til at Cevea har valgt den første og letteste løsning. Og resultatet bliver et heldagsarrangement om ulighed, hvor arbejderklassen og de fattige ikke er inviteret. Hvis ikke dette problem bliver taget alvorligt, så kommer venstrefløjen aldrig videre.

Den reformistiske fortrop

Noget kunne tyde på, at dette topmøde faktisk er et Topmøde. For hvem er det man gerne vil have med til et møde, der koster 950 kroner? Det er her eksperterne og ledelsen mødes for at diskutere hvad der skal gøres for de fattige. Cevea må gå forrest. De må udvikle nye spændende idéer om og løsninger på ulighedsproblemet, og så må ideerne implementeres eller afstemmes senere for de fattige. Man må håbe at de fattige er med på den.

At undervise i noget ingen forstår

Eskil Andreas Halberg — Mon, 18 Nov 2013 12:57:34 +0000

Af Eskil Andreas Halberg

”Den måde, hvorpå banker skaber penge, er så simpel, at den virker frastødende på fornuften” – John Kenneth Galbraith

Jeg er blevet ansat som årsvikar på et gymnasium. Her underviser jeg to 3.g-klasser i samfundsfag på A-niveau. I den forbindelse er vi i gang med et forløb om penge, gæld og krise. Det er væsentligt, at eleverne bliver klogere på den økonomiske krise og gældspørgsmålet i Danmark og internationalt. Samtidig er det en udmærket lejlighed til at lære noget om det økonomiske kredsløb, ekspansiv og kontraktiv finanspolitik, keynesianisme osv. Alt det er jo også en del af pensum.

Jeg startede forløbet med en ukompliceret brainstorm over spørgsmålet: Hvad er penge? Det skulle jeg aldrig ha gjort! Jeg tænkte ellers, at det ville være en indgang til, at få eleverne på banen så alle kunne dele deres umiddelbare tanker om penge og gæld. Men det er endt med, at selv gymnasielæreren ikke forstår hvad fanden penge er for noget.

Pengeøkonomi er for underligt til undervisning

Jeg har undervist i monetarismens pengepolitik på et niveau der burde række. Der skal være styr på pengemængden. Det skaber en stabil vækst og et godt investeringsklima. Og dem der sparer op eller låner, har styr på betingelserne for lån, gæld og renteniveau. Det skaber en stabil økonomi hvor markedet kan regulerer sig selv. Jeg ville også gerne have andre perspektiver i spil, og introducerede derfor eleverne til en kronik af pengesociologen Ole Bjerg. Her hoppede kæden fuldstændig af. Bjerg siger i sin kronik i Politiken, at bankerne selv skaber pengene. Det første eleverne sagde var: ”Aaaarh Eskil, den må du og Ole Bjerg vist længere ud på landet med.” Jeg prøvede systematisk at gennemgå hans argument: Hvis man har to cykler, kan man kun låne to cykler ud. Sådan er det ikke helt med penge. En bank, kan låne flere penge ud end man har, sagde jeg. Det tog mig lang tid, at få eleverne til, at købe pointen. Det her perspektiv på pengepolitik er vigtigt, tænkte jeg. Selvom det stikker noget af fra lærebøgerne. Men eleverne havde en sund skepsis overfor Ole Bjerg.

Hvad er en bank?

Da vi nu er nået til spørgsmålet om hvordan det fungerer med boliglån, boligbobler og boligkrise, er det blevet relevant at fremlægge hvordan en bank virker.

Her blev det så nødvendigt at diskutere hvad en bank er for en størrelse, og hvad dens rolle er i forhold til sådan noget som boliglån, boligbobler og boligkrise.

Der var mange forestillinger om hvordan en bank fungerer, og de fleste var forkerte. Det gik op for mig, efter jeg senere på aftenen satte mig for at forstå det ordentligt. Jeg har dygtige elever, og det mest irriterende for en lærer er ikke at kunne give et ordentligt svar på relevante spørgsmål.

Men jeg kan ikke fortælle mine elever, at en bank er et serviceorgan, der opbevarer vores penge, til vi har brug for dem igen. For det er alt for simpelt, og direkte usandt.

Men jeg kan heller ikke fortælle mine elever, at en bank er et mellemled mellem en person eller virksomhed, der har for mange penge, og derfor sætter dem i banken, mens en anden person eller virksomhed, kan låne dem til investeringer eller et nyt køkken. Det er nemlig heller ikke rigtigt. For banker låner flere penge ud, end de har. De er ikke begrænset af, at skulle have kunder der sparer op, før de kan låne ud.

Men selv hvis jeg fortæller mine elever – hvad jeg hidtil har gjort – at en bank kan låne ca. 90 kr. ud for hver gang en kunde har sat 100 kr. i banken, er jeg galt på den. For en bank kan efter sigende blot låne de 10 kroner, som den er påbudt at beholde i bankboksen af en anden bank.

Selvom min udlægning af hvad en bank er, og hvordan den virker, er upræcis og til dels misvisende, er det her undervisningen ender. Det er en forklaring alle kan leve med, så at sige. Det lyder jo lidt gak, at banker kan låne penge ud de ikke har. Bankerne skal dog, trods alt, have nogle af pengene nede i bankboksen. Det er et fornuftsbaseret kompromis mellem mig selv, eleverne og den måde det rigtigt fungerer på.

Skulle eleverne og jeg undersøge hvordan banker reelt virker, ville vi ende et sted, som er fornuftsstridigt. Og det går ikke. Undervisning og læring hænger sammen med retfærdighedsfornemmelser og meningsfulde sammenhænge. Disse findes bare ikke rigtigt i banksektoren, der virker til at være det rene kaos. Vi stopper altså undervisningen om banker, med en delvist misvisende sandhed om deres væsen. Alt andet er for besværligt.

Kan det virkelig være rigtigt at banker selv laver penge?

Jeg har prøvet at forklare mine elever om inflation. ”Penge er som andre varer,” har jeg sagt. Hvis der er alt for mange af dem falder deres pris. Stiger pengemængden voldsomt så stiger inflationen. Da jeg selv gik i gymnasiet – jeg blev student i 2003 – gav det mening. I lærebøgerne stod der, at centralbanken eller Nationalbanken holdt styr på pengemængden så inflationen var stabil. Skrækeksemplet var tyskland i 30’erne hvor man skulle have en trillebør fyldt med sedler og mønter for at købe brød hos bageren. Alle mellem 25 og 35 år, der har taget en ungdomsuddannelse, har hørt den historie i samfundsfagsundervisningen. Inflationsskrækken gjorde indtryk. Man kan ikke bare trykke penge, hvis man mangler dem. Så mister de deres værdi. Det gav god mening dengang, men det er ikke en dækkende forklaring længere.

For hvis en bank kan låne penge ud den ikke har, skaber den så ikke pengene selv? Og hvad nu med den skrækkelige inflation?

Et eksempel fra undervisningen: En person sætter 100 kr. i banken. Han har 100 kr. på en konto som han kan hæve til enhver tid. Banken låner i midlertidigt de 90 kr. ud til en virksomhed, der skal udvide produktionen. Nu har personen 100 kr. i banken, mens virksomheden samtidig har 90 kr. at investere for. Resultatet er, at banken har skabt 90 kr. i gældspenge, der forsvinder igen hvis gælden bliver betalt tilbage. Men der er faktisk tale om købekraft og betalingsmidler, ja selv kontanter, hvis de hæves i banken. Det er næsten for underlig en historie, at undervise i. Den giver ingen mening. Jeg kan ikke helt overbevise mine elever om, at det er sådan sagen foreligger.

Kære Bankdirektør

Så kære bankdirektør. Vil du ikke være sød, at afkræfte alle de mystiske rygter, der går om, at bankerne selv kan lave penge? Kan det virkelig være rigtigt, at banker kan låne penge ud de ikke har?

Det er ganske svært, at overbevise mine elever om denne pengemultiplikator-model, som vist nok ikke engang er ordentligt dækkende for hvad der egentlig foregår i bankvæsenet. Hvis en bank kun kunne låne penge ud den havde, ville det hele være lettere at forstå for mig og derfor også, at overlevere til elever og andre interesserede. Det virker jo frastødende på fornuften, at bankerne selv laver deres penge, for at tjene – ja, flere penge – på renter. Men det er en helt anden historie.