Pernille Frahm's blog

Politik! - Tak!

Pernille Frahm — Tue, 28 Jun 2016 08:19:10 +0000

Af Pernille Frahm

POLITIKERLEDE.

Briternes afstemning og ikke mindst de efterfølgende udlægninger og kommentarer viser, at vi lever i et delt Europa.

Debatten om EU afspejler en kløft mellem en veluddannet gruppe med muligheder i massevis, og en gruppe som ser mulighederne forsvinde i den dårligt regulerede globalisering. Hvis de da ikke direkte oplever, at dårligere betalt arbejdskraft bare tager over, når de selv er sendt hjem.

Efter mange år med en liberalistisk politik, hvor udkantsområderne har afleveret aktiviteter, uddannelser og jobs til de store byer, hvor boligpriserne i byerne får lov at stige til boble-bristepunktet og hvor spekulanter kan score kassen, forsøger folk endnu engang gennem stemmeseddelen at sige fra.

Reaktionen fra den veluddannede elite er en sørgelig gentagelse fra andre folkeafstemninger: Man overser det politiske budskab, og vælger at se det som en pædagogisk udfordring!

Det værste er, at ingen tilsyneladende anfægtes af den foragt, som ligger i sådan en udlægning: VI i eliten er så begavede, at ”almindelige mennesker” ikke forstår vores begavede ideer. Vores største fejl er, at vi glemmer, hvor begavede vi er, og hvor dumme de andre er, og derfor får vi ikke forklaret vores projekter godt nok. Hvis bare de ikke var så ubegavede eller uvidende, ville de have stemt ja. Hvis bare der var politisk lederskab på Ja-siden, og ikke kun på nej-siden, så sad vi ikke i denne suppedas.

Den veluddannede elite synes, at omkostningerne ved den liberalistiske globalisering er prisen værd, måske fordi den skaber nye muligheder for veluddannede folk. Men i takt med at boligpriserne stiger, lønningerne presses ned, den offentlige sektors omfordelende rolle begrænses, kan folk med korttids uddannelser se, at deres og deres børns muligheder for uddannelse og jobs forsvinde. Samtidigt ser de deres bolikvarter sat under pres, fordi det ofte er her, integrationsopgaven skal løftes.

Debatten kommer til at handle om indvandring, flygtninge og nationalt råderum, men brændstoffet er negligering af store befolkningsgrupper, som ikke ser nogle alternativer til en livsform, der er under pres.

Årsagen er den liberalisme, som EU har taget til sig siden indførslen af det indre marked, og ikke mindst af finanspagten og Euroen. Den liberalisme, som Socialdemokrater i Danmark og en række Europæiske lande har taget til sig og gjort til deres eget økonomiske politiske projekt. Det giver en oplevelse af, at det er ligegyldigt, hvad man bruger sin stemmeseddel til – man får den samme vare!

Når folk stemmer nej til EU-medlemskab, er det fordi EU har sat skub i denne udvikling i stedet for at dæmme op får den og sikre folk en værdig tilværelse. Det er ikke lykkedes gennem det europæiske samarbejde at skaffe folk økonomiske og sociale rettigheder af betydning, med mindre udgangspunktet har været arbejdskraft og handel. Det er ikke lykkedes at gøre EU til en global aktør på det sikkerhedspolitiske område, med mindre udgangspunktet var handel. Erhvervslivet og den finansielle sektor har fået deres. Hvergang. Liberalismen drives af en næsten religiøs overbevisning om at det vil dryppe på degnen, når det regner på præsten. Der er intet belæg for, at dette sker af sig selv. Tvært imod. De sidste år efter finanskrisen har endnu engang bekræftet, at manglende regulering af økonomien, fører til en stadig mere skæv fordeling.

EU er i krise. Men krisen i fattige familier i Grækenland, England og Danmark er til at tage og føle på. Det er ikke en pædagogisk eller retorisk udfordring, det er en politisk opgave!

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Intet bliver som før!

Pernille Frahm — Fri, 29 Apr 2016 09:34:09 +0000

Af Pernille Frahm

En første maj tale, som ikke bliver holdt.

To bogtitler kører rundt i min bevidsthed her op til første maj: Naomi Kleins "Intet bliver som før", og Gert Petersens "Med frygten som drivkraft". Begge bøger repræsenterer en fundamentalt kritik af det kapitalistiske system og af de politikere, der holder det i live. Og titlerne giver for mig at se også nogle hints om, hvor vi grundlæggende bør tage fat.

Frygten er blevet drivkraft i det meste af det politiske spektrum. Bekymringer og utryghed får medløb uanset, om det er berettiget, og uanset om det er ude af proportioner. Især højrefløjen arbejder i et felt af undtagelsestilstand. Det virker som om global opvarming, flygtninge, krise og terror er noget midlertidigt og forstyrrende, som lige skal overstås.

Vi skal lige have lavet et eller andet teknologisk fix, så vi ikke mere behøver at tænke på global opvarming og miljøkriser.

Vi skal lige have smidt de flygtninge ud, eller få dem til at blive hvor de er, eller tage til Sverige, så kan alt blive som før. For vi skal have assimileret dem, der er sluppet ind, og når det er gjort, så vil alting blive som før. Derfor må der sættes en prop i. For hovedmålet er, at alting skal blive som før.

Vi skal lige have overstået krisen, så kan alting blive som før. Vi skal spare og skære i velfærden og sat skatterne ned for de rige, så alting kan blive som før. Vi skal spænde livremmen ind, bide tænderne sammen og stå det igennem, som under krigen, for så vil alting blive som før.

Vi skal lige have bombet de der islamister og spærret dem inde, der kunne tænke sig at blive det. Vi skal have overvågning og kontrol og ret til at fængsle og smide ud af landet, så vi kan overstå dette her. Og så alting kan blive som før.

For bagefter, bliver det hele godt igen, og alting vil blive som før.

Men sandheden er, at intet bliver som før! Og jeg for mit vedkommende har i hvert fald heller ingen ønsker om, at det skal blive som før!

Tværtimod savner jeg den politiske debat og løsningsudvikling, der vil tage fat på, hvordan det skal blive.

Hvordan skal det blive, hvis vi skal kunne overleve? Hvordan skal vi få omlagt vores ressourceforbrug, så vi på en og samme tid sikrer social retfærdighed globalt, og et forbrug, som passer til klodens ressourcer? Er det transport af fødevarer, der skal begrænses, så der bliver kortere fra jord til bord? Er det os kødspisere, der skal omskoles? Er Tobinskat eller tilsvarende nok til at få omfordelt økonomiske resourcer?

Hvordan får vi sikret mennesker ret til at slå sig ned, hvor de vil? Må man medbringe sin kultur og sine værdier? Hvem sætter ressourcer af til at finde modeller, der kan fungere i en mere og mere multikulturel national virkelighed? Hvorden skal vi på en og samme tid opretholde principper som menneskerettigheder og ligestilling og tøjle populismen? Hvordan lærer vi os selv og hinanden at leve med den lille indignation over den anderledeshed, der udfolder sig omkring os? Kan man lære at tøjle "sin indre Tante Sofie"?(Hende med - hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst. Men ingen andre er som jeg, og det er meget trist!)

Hvordan får vi givet vores unge en retning og mening med livet? Hvordan kan vi sikre, at det vi tilbyder, altid vil være bedre, end bandelivet i Ghettoerne eller i det såkaldte Islamisk Stat?

For hvis vi ikke gør det, vil vi miste meget.

Lige nu, giver det ekstreme højre et tilbud til de mest frustrerede og vrede i Europa, som de ikke kan modstå. Tålmodigheden er ved at være slut, og drømmen om den lykkelige fortid bliver fodret. En løgnagtig drøm, men den eneste drøm på den politiske scene lige nu.

Venstrefløjen må vise en drøm, hvor intet bliver som før. Og hvor modet er drivkraft.

For som Wolf Biermann sang: So oder so, die Erde wird rot. Entwieder lebensrot oder totrot. Enten rødt af liv eller rødt af død.

Venstreføjen vil vel en rød verden, så få nu gang i de politiske laboratorier!

Redaktionel note: Se også Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen 1. maj : Historie og traditioner.

Demokrati og ytringsfrihed.

Pernille Frahm — Fri, 08 Apr 2016 10:14:23 +0000

Af Pernille Frahm

Har venstrefløjen tabt den demokratiske kamp?

Trykkefriheds selskabets hykleri var tydeligt fra starten. Alligevel kommer den jævnlige bekræftelse heraf som rystende perler på en snor. Efter TV2-fremstødet om Grimhøj, er det blevet svært for dem selv at skjule, at friheden har en retning for dem. Den er ikke for alle. Den kan ikke bruges til hvad som helst. Hvis man vil ytre sig mod demokratiet, grundloven, lovgivningen, særlige grupper i befolkningen, så stopper festen. Og friheden.

Men en ting er de nationalkonservatives forsøg på at gøre op med alle demokratiske fremskridt siden befrielsen. Langt ind på venstrefløjen oplever jeg, at man ikke tør leve med ytringsfrihed og religionsfrihed mere. Glemt er fortidens kamp for et andet samfund, en ny Grundlov, som sikrer demokrati (tæl selv, hvor mange gange ordet optræder i den eksisterende Grundlov!), sociale og kulturelle rettigheder, naturgrundlaget og vores efterkommeres fremtid. Eller kampen for at overtage produktionsmidlerne. Køre fabrikkerne selv, som der stod i en eller anden sang fra dengang. De ytringer, som kom dengang, var samfundsomvæltende. Nogle opfordrede til vold i kamp mod det bestående: Hæng i lygten op den finde mand!

Ikke at jeg var enig i alle ytringerne dengang eller nu. Men de blev ytret! Og en del af dem var da skræmmende. Vi blev bare ikke nær så skræmte dengang, som vi bliver i dag. Vi havde ikke nær det samme behov for at styre ytringsfriheden, som vi har i dag. Vi troede langt hen ad vejen, at demokratiet kunne tåle det. Også da Rote Arme slog til i Tyskland. Eller IRA i Irland. Eller ETA i Spanien.

Men i dag hører jeg selv folk på venstrefløjen, som tror, at unge mennesker bliver hellige krigere under IS-faner, fordi nogle langskæggede immamer har rablet religiøse tåbeligheder af sig. Glemt er tilsyneladende venstrefløjens analyser om de socioøkonomiske forhold eller Zygmund Baumanns analyser af, hvad der skaber marginalisering og radikalisme.

Vi, der gik i folkeskolen i starten af 60érne, blev i varieret omfang udsat for massiv borgerlig og kristen indoktrinering. I min klasse skulle vi stå ret, synge salmer, lære fadervor og trosbekendelsen. Vi elskede Dannebrog og Kong Frederik, og min klasselærerinde lagde ikke fingrene imellem: Gud ser alt! Jeg havde Jesus på væggen og vågnede om natten skrigende af rædsel, fordi jeg havde syndet. Og jeg var ekspert i salmevers. Man må sige, min skole gjorde, hvad den kunne for at præge mine holdninger.

Og lige meget hjalp det!

Jeg blev oprørsk og venstresnoet. Jeg blev ateist. Derfor undrer det mig, at især folk i min aldersgruppe, som må have oplevet lignende massiv indoktrinering, tror, at den slags virker på andre, når den ikke virkede på dem selv!

Selvfølgelig betyder ord noget. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi siger, og hvordan vi omtaler vores samfund. Skattetryk og ældrebyrde signalerer højrefløjens foragt for velfærdssamfundet. Men at negligere det sociale sammenbrud, som er den reelle baggrund for unge mænds trang til at dø i et ragnarok og tage så mange tilfældige mennesker med sig som muligt – det er at gå de nationalkonservatives ærinde.

Ja-siden har aben!!!

Pernille Frahm — Fri, 11 Dec 2015 11:55:08 +0000

Af Pernille Frahm

Ja-siden har et forklaringsproblem!

I disse dage, efter folkeafstemningen om den nye udgave af retsforbeholdet, bliver der ikke lagt fingre i mellem. EU er på randen af et sammenbrud, og skylden er tilsyneladende vores – vi, der stemte nej.

Det har ikke været let, at beslutte sig denne gang. Jeg er varm tilhænger af et europæisk samarbejde, og jeg mener, EU er det bedste bud, vi har. Jeg ser gerne, at EU kommer til at spille en mere central rolle globalt set, og jeg ønsker, at vi løser en række opgaver i fællesskab. Suverænitet er for mig at se et elastisk begreb, som ikke giver meget mening alene. Det må sættes sammen med noget, som skal udøves suverænt, og en lang række opgaver kan ikke løses suverænt af et land som Danmark. Miljø, sikkerhedspolitik, krisehåndtering – herunder konfliktløsning i verden omkring os.

Flygtninge og asylpolitik kan kun løses i fællesskab, med mindre vi er tilfredse med at se mennesker dø ved vores grænser mens vi konkurrerer på nye stramninger.

Jeg så gerne retsforbeholdet hen, hvor peberet gror, men den model der var til folkeafstemning, ville have udskudt dansk deltagelse i en fælles asylpolitik til et tidspunkt, hvor Venstre, DF og Socialdemokraterne bliver enige om at ønske det, eller – når solen brænder ud, som nogle udtrykte det.

EU's problemer i dag, skyldes ikke et dansk nej til at ophæve retsforbeholdet.

Det skyldes et EU-ja til vanvittige projekter, som har gjort det mere end vanskeligt for nationale politikere at opfylde deres vælgeres forventninger.

Grækenland er et godt eksempel på, hvordan Euroen umuliggør en socialt ansvarlig politik. Og situationen i Grækenland var det, modstandere af Euroen forsøgte at advare imod, da EU-begejstringen var på sit højeste i blandt andet Danmark.

Udvidelsen var et nødvendigt projekt. Et endeligt opgør med jerntæppet og den kolde krig. Men flere af os -især på venstrefløjen – advarede dengang mod, at gennemføre integration i bredden og dybden på samme tid. I SF anbefalede vi dengang et Europa i flere rum, for at sikre et Europæisk hus med plads til alle. I stedet fik vi en europæisk spændetrøje, som først og fremmest passede til det mulige kompromis mellem tyske og franske forhold.

Ved alle de folkeafstemninger, der har været siden afstemningen om det indre marked i 80 érne, har den del af venstrefløjen, jeg har været en del af, advaret mod europæiske ambitioner, som satte samarbejdet på spil. De fleste gange uden held. Det er fortrinsvis ja-siden, der har vundet, og fortrinsvis deres linje, der er blevet gennemført – selv efter nej´et til Maastricht aftalen i 1992. Danmark har haft sine særlige forhold og aftaler – javel. Men at gøre dem til ansvarlige for at EU i dag er ved at slå revner, er mildest talt ude i hampen. Ansvaret ligger hos ja siden, som erstattede den demokratiske dialog med den ene integrationsmotor efter den anden. Først det indre marked, som slap markedskræfterne løs, så der blev behov for en lang række harmoniseringer af produkter og krav om at fjerne enhver form for beskyttelse af national produktion og arbejdspladser. Så Euroen, som kræver en fælles økonomisk politik, hvis den skal overleve, og hvor beskæftigelse og offentlige investeringer bliver tabere. Og sideløbende ser vi verden brænde omkring os, mens den rigeste del af verden – EU – er ude af stand til at agere samlet.

Det er ja-siden, der har aben!

Alle taler om vejret....

Pernille Frahm — Wed, 05 Aug 2015 18:42:24 +0000

Af Pernille Frahm

Alle snakker om vejret, men ingen gør noget ved!

Når man begynder at diskutere hvor mange flygtninge, Danmark skal modtage, kommer jeg til at tænke på Storm P.-citatet om et andet, af danskernes yndlingstema, og om hans måde at konstatere vores manglende muligheder for, at ændre på tingenes tilstand.

For jeg har det på samme måde, hver gang diskussionen kommer til at dreje sig om antallet af flygtninge, vi skal tage. Det er – præcis som vejret – ikke noget vi reelt har indflydelse på i Danmark alene. Det, vi har indflydelse på, er hvordan, vi vil tackle den situation, vi er i. For flygtninge vil ud af deres eget land, og de vil til Europa. Nogle af dem vil til Danmark. Vi kan sætte hegn op, vi kan sætte strøm til, vi kan bevæbne vagter ved vores grænser. Men vi kan ikke standse mennesker på flugt.

Vores hidtidige indsats gennem EU har medført yderligere forarmelse af mennesker på flugt. Vores forbud mod enhver form for ”trafficking” eller hjælp hertil har betydet, at alle med en humanitær, ikke-kommerciel grund til at hjælpe flygtninge har trukket følehornene til sig. Tilbage er den organiserede kriminalitet og mennesker, der kynisk spekulerer i de flygtendes fortvivlede vilje til at betale hvad som helst for at slippe ud af helvede.

Jo flere forhindringer, jo større tab af menneskeliv og værdighed undervejs.

Det er ikke fordi, jeg tror, det bliver let. Det vil forandre os, og det vil forandre Danmark for altid.

Men for mig at se, spilder vi vores krudt med at diskutere noget, vi reelt ikke har indflydelse på i stedet for at tage fat på det, vi kunne få indflydelse på: Hvad vil vi gerne bevare og udvikle i denne periode af forandring? Hvad er vigtigt ved vores danske samfund? Hvad ønsker vi, nye medborgere skal delagtiggøres i? Hvordan skal vi få det til at fungere, så de fra starten føler sig som en del af os?

I stedet for at få en diskussion om, hvordan vi sikrer et trygt og lige samfund i Grundtvigs ånd, hvor får har for meget og færre for lidt, styrer vi i mod et samfund med marginaliserede grupper, som fra startet har fået stemplet ”uønsket” i panden. Og for at det ikke skal være løgn, indkvarterer vi dem med andre marginaliserede grupper, som vi heller ikke har været i stand til at integrere. Og så fortsætter vi med at udvikle på ”Fort Europa” modellen, som allerede har kostet adskillige tusinde mennesker livet på Middelhavet og andre steder.

For at vende tilbage til vejret, så minder det mig lidt om klima diskussionen, hvor vi nu langsomt er ved at erkende, vores manglende mulighed for at ændre på vejret, og i stedet er begyndt at se os omkring for at finde ud af, hvad vi vil have skal overleve de nye udfordringer. Vi klimasikrer og forbereder os på nye måder at indrette vores byer og kyster på.

Gid samme erkendelse snart ville ramme debatten om flygtninge!

Ansvarligheden og nødvendighedens politik

Pernille Frahm — Thu, 16 Jul 2015 08:57:31 +0000

Af Pernille Frahm

Ansvarligheden og nødvendighedens politik.

Hvor er de demokratiske kræfter i partierne henne i dag? Hvor er de medlemmer, som ønsker at ordet folkestyre er andet og mere end retten til en rød blyant hvert 4. år?

Når regeringen indgår en aftale med KL, som medfører besparelser i kommunerne på o. 2.5 mia årligt med virkning fra 2017, så kan det vist kun kaldes løftebrud.

Og der var da heller ikke flertal for aftalen i Folketinget, så man kunne se frem til en dramatisk høst for det parti, som tabte valget, men vandt nøglerne til statsministeriet. Kommunerne kunne mærke stresset, for snart er der budgetforhandlinger, og ingen ville ane, hvad der var af penge.

Her skulle man så tro, at det såkaldte centrum-venstre ville træde i karakter, og kræve, at valgløfterne blev overholdt, og besparelserne trukket tilbage.

Men jeg kan levende forestille mig debatten i S-ledelsen: Aftalens indhold ville give tæsk til S, hvis de støttede den, men samtidigt ligger det langt fra selvopfattelsen i partiets ledelse, at sige nej til en aftale, som KL har sagt ja til. Vælgerne forventede et nej, men de ledende lag ville have en aftale igennem – lige meget hvad. Og så kommer ”columbusægget”: En musketer ed på at enhver kommuneaftale i fremtiden bare skal blåstemples uanset indhold. Det kaldes tilsyneladende ansvarlighed. Noget som især socialdemokrater har behov for at vifte med og derfor i talesætter så tit i en egen udgave: Man kan gøre det modsatte af, hvad man siger, hvis det er nødvendigt, for at bevare ledelsen og kontrollen.

Med andre ord anvendes begrebet ansvarlighed som en forklaring på, hvorfor borgere ikke skal have indflydelse på den politik, der skal føres. I tilfældet med den kommunale økonomi, sker det oveni købet på baggrund af forhandlinger bag lukkede døre, som kun en lille håndfuld topembedsmænd og politikere har indflydelse på.

I Politiken d. 16.7. kan man så forstå, at socialdemokraterne også mener, det er ansvarligt at støtte den politiske økonomiske linje, som Blandt andet Merkel kræver overfor Grækenland. For de uansvarlige er i hvert fald dem, der støtter grækerne i deres vildfarelse om, at befolkningen skal have noget at skulle have sagt. Grækernes sande fjender er folkene i Enhedslisten, som opfordrer til at stå fast på en venstreorienteret linje. Socialdemokraterne glemmer, at deres gode gamle partikammerater i Pazok, var med til at sikre den kurs, som fik Grækenland sat under administration, og som lod EU sætte demokratiet ud af kraft. Jeppe Kofod (S) håber, Grækerne nu ”kommer til fornuft” og støtter en aftale, de er gået til valg på at sige nej til, og som befolkningen med 60 % har afvist ved en folkeafstemning.

Disse danske socialdemokraters opfattelse af, hvad ansvarlighed er, sætter enhver form for demokrati ud af kraft.

Det skal vel stadig stemmes hvert fjerde år, men man skal ikke regne med, at dem, man stemmer på, kan sige noget indholdsmæssigt om, hvad de vil gøre for deres stemme.

Nødvendighedens politik gør det vigtigere at være højtuddannet og godt inde i stoffet på den rigtige DJØF-måde, end at have en holdning til hvilken retning et samfund skal udvikle sig i.

En lang række forlig og aftaler – som fx denne sidste om kommuneforhandlingerne – overflødiggør de fleste politisk debatter, fordi de store væsentlige samfundsemner er låst i store aftaler mellem store partier.

Spørgsmål som højre og venstre er ophævet.

Det er fantastisk at folk bliver ved med at stemme her i landet!

Dommedag.

Pernille Frahm — Thu, 04 Jun 2015 08:50:54 +0000

Af Pernille Frahm

De gamles retssag om gamle dage?

Så faldt der dom i sagen mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl.

Læser man aviserne, er der tale om gamle ronkedorer, der graver i deres navle og en fortid, som ingen mere behøver at forholde sig til. Den kolde krig er jo slut – muren faldt! Punktum.

Men sagen er i høj grad politisk!

For mig at se indeholder den både menneskerettigheds aspekter og aktuelle samfunds aspekter, som burde være af stor interesse.

Dels er der spørgsmålet om, hvad myndighederne egentlig har ret til at registrere om vores gøren og laden, og hvordan disse registreringer forvaltes.

Dels er der spørgsmålet om, hvordan politiske aktiviteter og beslutninger behandles, når de politiske vinde vender.

Overvågning og paranoia.

Jeg husker hvordan vi i halvfjerdserne koketterede med, at vi blev overvåget. Vi udvekslede erfaringer om klikkende lyde i telefonen, om mystiske personer ved møder og demonstrationer osv. Sandheden var, at vores fantasier blev overgået af virkeligheden.

Regeringserklæringen fra 1968 har vist sig ikke at være det papir værd, den blev skrevet på, og det er mere end vanskeligt at få at vide, hvad der ligger i mapperne i PET. Standardsvaret er, at de hverken vil be- eller afkræfte, om der overhovedet ligger noget.

I Jørgen Dragsdahls tilfælde ligger der noget. Det ved han. Og dele af det, har han fået tilladelse til at se. Andre dele, er lukket for alle. Men i mellem de to kategorier er der så en særlig forsker del! En del, som Jørgen ikke selv må se, men som en historiker, som Bent Jensen fik adgang til, gennem en direkte intervention fra Statsministeriet under Anders Fogh Rasmussen.

Materiale, der varierer mellem enkeltpersoners spontane vurdering til afskrift af telefonaflytninger, kan således anvendes efter en forskers forgodtbefindende til at understrege pointer eller skabe historier. Tilfældige menneskers private forhold.

Retten til privatlivets fred, som den europæiske menneskerettigheds konventions paragraf 8 gælder kun så langt, som registreringer af den art enten forvares fuldstændigt (hvilket er temmelig usandsynligt) eller tilintetgøres, når en evt efterforskning er afsluttet.

Som forholdene er, har man ingen jordisk chance for at vide, hvad arkiverne gemmer af tilfældige nedslag i ens eget liv. Og dermed ingen mulighed for, at kunne korrigere eller berigtige en fremtidig tilfældig forskers offentlige vurdering af de handlinger, der er registreret.

Bent Jensen gik nok i virkeligheden efter at ramme socialdemokrater som Lasse budtz og ikke mindst Mogens Lykketoft, som jo stadig spiller en rolle politisk. Undervejs tog han så fat på nogle andre aktører, som deltog med analyser og informationer. Hvis Bent Jensen kunne "bevise" at de var KGB, var det næste skridt ikke så stort. Og Jørgen Dragsdahls viden og analyser var vigtige både for politikere og Informations læsere.

Politisk revision af historien.

Jeg fulgte debatten under det alternative sikkerhedspolitiske flertal i halvfjerdserne tæt på.

Jeg levede sammen med Pelle Voigt, og Gert Petersen har siden min barndom været en af mine nærmeste venner.

Forsvarspolitik og fredskampen fyldte meget i mit politiske og mit private liv.

SF havde historisk placeret sig som den 3. vej mellem stalinismen og socialdemokratismen, og i det internationale arbejde fulgte partiet en tilsvarende linje. Nogen gange mere heldigt end andre gange, men det er en anden historie.

Under den kolde krig, var det 3. standpunkt pludselig i vækst. Den politisk platform mellem USA's imperialistiske krigsførelse og udnyttelse af tredjeverden og Sovjets jerngreb om det halve Europa gennem Bresnjevdoktrinen samt deres politiske proselytters mere eller mindre åbenlyse forsøg på at spore alt ind på Moskvas linje, blev anfægtet af en stigende del af befolkningen, som først og fremmest var trætte af oprustningen og af den evige frygt for en altødelæggende atomkrig.

Det var denne folkelige bevidsthed, der gav opbakningen til det alternative flertal i Folketinget i 80´erne.

Allerede dengang, var der personer på den politiske højrefløj, som anså fodnote politikken for at være forræderi og falden på halen for Sovjet. Der var ingen nuancer her: Enten var man med NATO eller også var man med KGB.

Fogh og Dansk Folkeparti, som ikke er til nuancer, ønskede at skille os i ”Får og Bukke” - eller i ”Ulve, får og vogtere”.

I dette livssyn er der ikke plads til 3.vej eller andre rundkredspædagogiske overvejelser. Her er det et enkelt valg: Enten er du med os, eller også er du landsforrædder, KGB agent, Terrorist... fortsæt selv listen.

Det synspunkt tabte i Højesteret.

Man er ikke KGB agent, fordi man er uenig med Bent Jensenerne.

Vi var mange, der følte os frikendt i går, da dommen faldt, og vi skylder Jørgen Dragsdahl stor tak, fordi han gik igennem alle 3 instanser med vores sag.

Krigen mod Underdanmark.

Pernille Frahm — Fri, 29 May 2015 13:54:58 +0000

Af Pernille Frahm

Alt for mange, jeg møder, mener det er ligegyldigt om Danmark regeres af Blå Helle eller Blå Lars. Men selvom denne regering fortsatte den økonomiske politik, højrefløjen lagde sig på, er der meget på spil.

Det er nemlig ikke længere kun et spørgsmål om at skrue op og ned for hanerne i velfærdssamfundet. Det nærmer sig point of no return i den stigende forskel mellem grupper i vores samfund. Forskelle, som blandt andet har udspring i afviklingen af fortidens skæbnefællesskaber i boligkvarterer, på arbejdspladser og i skolen. Valgfællesskaberne er slået igennem på alle disse områder i et omfang der gør, at vi ikkebehøver at omgås mennesker, der ikke ligner os selv. Velhavende flytter efter devisen beliggenhed-beliggenhed-beliggenhed, og ender som naboer til nogen, som ligner dem selv. De vælger folkeskolen fra, og de arbejder sammen med folk, der han en uddannelse og en baggrund, som de kan spejle sig i.

Og de udgør i stigende grad den gruppe, vi kan vælge i mellem, når vi sætter vores kryds ved Folketingsvalget. Næste valg er endnu et ryk i den retning, og vi får et endnu mere ensartet Folketing, som skal lovgive om mennesker, hvis virkelighed, de intet aner om. Det er lykkedes højrefløjen at individualisere sociale problemer i et uhyggeligt omfang. Det er den enkelte, der må tage ansvar for sin ledighed, for sin sygdom, for sin alderdom eller for sin svækkede situation. Det er forældrene, der skal stilles til ansvar, hvis det går galt for børnene, og det er den unge selv, der skal mærke "konsekvensen", hvis livet ikke lykkes og man træder ved siden af. En individualisering, som medfører stempling, marginalisering og ghettoisering.

Lavere ydelser, er den medicin, som skal få tvunget folk til at tage et hvilket som helst job. Ofte jobs, som Folketingsmedlemmer måske kunne leve med i studietiden, i forvisningen om, at noget bedre vinkede forude. Jobs som bare heller ikke hænger på træerne længere, og de stramme økonomiske forhold kommer i stedet til at forstærke isolationen.

Helt grotesk bliver det på retspolitikken, hvor svaret på snart sagt alle problemer, der har udspring i sociale forhold, bliver højere straffe. Selvom blandt andet den nyligt afdøre forsker Nils Christie har påvist, det i bedste fald ikke hjælper - i værste fald direkte virker modsat.

Det er krig mod Underdanmark forklædt som ansvarlighed, og selvom kriminaliteten falder herhjemme, fortsætter udviklingen.

Højrefløjen vil nu udvide krigen til at omfatte Underdanmarks børn. Fra 12 år, skal man kunne smage samfundets retssystem og højrefløjens retsfølelse.

Kombinationen af højrefløjens projekt om at genindføre fattigdomsydelserne, en kriminel lavalder på 12, en revision af dagpengesystemet, så de ledige ikke bare stemples, men stemples ud, vil fjerne os yderligere fra hinanden i det her land.

Så selvom Blå Helle og Blå Bjarne har bidraget til individualismen og en borgelig kurs, vil det være at gamble med velfærdssamfundet at sætte Lars Løkke og Thulesen Dahl til at udstikke retningen efter d. 18. juni.

Bare hvis nogen skulle være i tvivl!

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Bibloteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Frihed, Lighed - Broderskab!

Pernille Frahm — Tue, 20 Jan 2015 17:40:00 +0000

Af Pernille Frahm

Frihed – Lighed – Broderskab!

Charlie Hebdo var venstreorienteret. Det var Venstrefløjen, der var under beskydning i Paris! Det er frihed, lighed og broderskab, der her angribes af religiøse og politiske fundamentalister i Europa! Det er den politiske frihed og retten til at søge viden selv, som angribes af fundamentalisterne og af EU's terrorpolitik, som medlemsstatern gennemfører så villigt.

Det er ligheden som angribes af liberalismens krig mod progressive skatter og omfordelende reguleringer. En krig, som foregår under smarte ord som ”effektivisering” og ”konkurrencetilpasning”.

Det er broderskabet og solidariteten, der er på retræte, når vi stækker fagforeningerne og gør ledighed til den enkeltes problem gennem ”motiverende” fattigdom og tvangsforanstaltninger, og når vi lukker vores grænser for mennesker på flugt.

Når især højrefløjen i dag er så ytringsfriheds fundamentalistisk, overser de det fundamentale i de grundlæggende frihedsrettigheder: Det er de undertryktes ret til at ytre sig om sine undertrykkere, vi vandt gennem for eksempel Grundloven i Danmark! Retten til at kritisere og parodiere samfundets spidser! Sætte en debat i gang om elitens rettigheder, og udfordre magthaverne på deres magt med ordet som våben.

Når højrefløjen forsvarer racistisk kunst eller ytringer, forsvarer de elitens ret til at fastholde pladsen.

Når de forsvarer Muhammed tegninger og kræver dem genoptrykt til ulidelighed, forsvarer de den herskende religions position.

Til gengæld ville de ikke forsvare kunstnerkollektivet Surrend, som fik bortcensureret en plakat om kongehuset, ligesom Jyllandsposten kort før Muhammed tegningerne nægtede at trykke tegninger, der gjorde grin med Påsken og opstandelsen.

Ingen skal udsættes for dødstrusler, og politiske drab skal fordømmes og forfølges.

Højrefløjen og Jyllandsposten har deres ytringsfrihed – naturligvis, men jeg giver ikke 5 flade ører for dem, der så tydeligt forsvarer magten.

Til gengæld råber tiden på ægte satire: Den, der tager fat på højrefløjens hykleri og støtte til undertrykkelse og racisme. Den, der tager fat på den stigende afmægtiggørelse af en voksende underklasse i Europa og i Danmark.

Frem med kapitalismekritikken!

Pernille Frahm — Fri, 25 Jul 2014 12:17:28 +0000

Af Pernille Frahm

Nogle af de tidligere top-SFere, der forlod partiet, har selvfølgelig været igennem en process, som deres ungdom kan forklare. Andre hævder, at de i virkeligheden altid har været fx socialdemokrater. Men uanset hvad, har SF selv et stort ansvar for, at unge mennesker, der er rappe i replikken, intelligente og ambitiøse har fået fremtrædende poster, selvom det ikke var helt klart, hvad deres politiske fundament egentlig var. Jeg husker selv en række møder i SF, hvor begejstringen over de unge ingen ende ville tage, men hvor der aldrig varen egentlig politisk debat.

Der er så mange, der modsætter sig kønskvotering, fordi de ikke mener, man skal vælges på sit køn, men på sine kvalifikationer. Jeg er jo overbevist om, at vi har en udvælgelse af mænd alene på deres køn, og at kønskvotering er en af de måder, man kan tydeliggøre det på.

Men det er interessant, at mange af dem, der er modstandere af kønskvotering, mener, det er OK at vælge folk på deres alder!

For mange år siden, da jeg første gang stillede op til Folketinget, var der mange, der priste, at jeg var ung(36!) og kvinde. Og jeg indrømmer, at jeg solede mig i deres begejstring. Indtil Ingerlise, Kofoed, der var en slags mentor for mig, sagde noget i retning af dette her: Jeg synes, politik er noget af det mest interessante. Blandt andet fordi, det deler folk efter anskuelser og ikke efter alle andre kriterier. Jeg sætter pris på, at man ikke skal forholde sig til alder eller udseende eller andet, men alene forholde sig til hinandens synspunkter!

Jeg har altid syntes, det var klogt sagt, og jeg tog det til mig med røde ører.

Ellers som de siger over Atlanten: Don´t get cute – get competent!

SF har meget at lære.

Både af regeringssamarbejdet og af de processer og politiske kamelslugninger, det gav anledning til.

Men især af de interne processer, som lod en lille gruppe overtage magten i et parti med stærke demokratiske traditioner. En lille gruppe der oven i købet i dag klart siger, de ville forandre partiet til noget helt andet, og som nu for manges vedkommende har fået kollektive politiske åbenbaringer, som Paulus, da han gik til Damaskus.

Det er en stor opgave, Pia Olsen Dyhr har fået som formand for et parti, der er i identitets – og vælgerkrise. Det værste, der kan ske, er at partiet glemmer alt og husker intet. At opfatte årene fra 2007 -14 som en slags 7 magre år, er ikke nok. Et parti, der ikke har en vision, vil være et let offer for populisme og andre tilfældigheder. Det vil også alt for let kunne overtages af dygtige ambitiøse folk – uanset deres politiske overbevisninger. Et venstreorienteret parti, som skal hamle op med Socialdemokraternes brede appel og Enhedslistens idealisme, skal gøre sig nogle overvejelser over sin position og sin strategi, hvis det skal stå klart for nogen som helst, hvad dets eksistensberettigelse egentlig er.

Efter SFs nedsmeltning i midten af halvfjerdserne lykkedes det for Gert Petersen, at få samlet partiet op, og få sat en kurs. Tilnavnet ”Den store Rorgænger” kom efter en tur til Nordkorea, og var en blanding af satire og respekt. Historien køre til en vis grad i ring for SF: Vi bliver grebet af begejstring, når det går godt, og tror, vi kan gå på vandet. Men vi bliver også angrebet af flid og kreativitet, når vi er nede med nakken.

Der er naturligvis forskel på fortid og nutid. Men der er nu alligevel efterhånden en del politisk erfaring samlet i SF. Nu bør den så bruges til at samle stumperne. Det virker som om der stadig bruges meget kraft på at lave mediestrategi (Find 3 ord om SF eller lav et godt slogan!), og for lidt på at udvikle en moderne kapitalisme kritik og en vision for et mere demokratisk og grønt samfund.

Der er ellers nok at tage fat på!