Jan Hoby's blog

Demokrati er for vigtigt at overlade til politikerne

Jan Hoby — Tue, 07 Jun 2016 13:03:22 +0000

Af Jan Hoby

Grundlovsdag fejres kun af syv procent af danskerne. Det r modsat Norge, hvor mere end 70 procent fejrer deres grundlov. Sidste gang, danskerne for alvor fejrede grundloven, var i 70' erne i forbindelse med kampen mod EF, markedskræfternes union.

Men måske skal vi igen gøre Grundlovsdag til en folkelig politisk markering og protestdag mod undergravelsen af de demokrati-, friheds-, ytringsfriheds og socialrettigheder, som vi har tilkæmpet os gennem de seneste 150 år.

Det er nemlig ikke kun ytringsfriheden, der er under pres og afvikling i dette land. Det er alle tilkæmpede rettigheder. 1973 markerer et vendepunkt, som blev symboliseret ved oliekrisen – men også ved kontrarevolutionen i Chile.

1973 blev nemlig også året, hvor nyliberalismen blev den herskende klasses ideologiske og økonomiske modsvar på de landvindinger, som arbejderbevægelsen og arbejderklassen har skabt siden afslutningen af 2. Verdenskrig. Nyliberalismen har været i offensiven siden 1973. Ambitionen har været at rulle de kollektive og demokratiske rettigheder og friheder tilbage med det formål at erstatte socialstaten med minimalstaten.

Nyliberalismen er især kendt i Danmark under navnet Nødvendighedens Politik. Men det var Margaret Thatcher, der formulerede nyliberalismens grundlov: There is No Alternative - TINA til markedskræfter, privatisering og udlicitering.

Den antidemokratiske nyliberalisme har haft en stærk tiltrækningskraft. Ingen i det politiske landskab har de seneste 40 år været immune overfor nyliberalismens grundlov og tænkning: Nødvendighedens Politik.

Store dele af arbejderbevægelsen og venstrefløjen i Europa har i en eller anden form accepteret logikken bag doktrinen. Næsten alle har accepteret, at nedskæringer, besparelser og forringelser på den offentlige velfærd var nødvendige, og at medicinen var udliciteringer og privatiseringer.

NEW PUBLIC MANAGEMNET - EN TROJANSK HEST

Man har også accepteret, at styring, ledelse og udvikling af velfærdsstaten og den offentlige sektor, skulle ske ved hjælp af markedslogikken, bedre kendt som New Public Management.

New Public Management er nyliberalismens trojanske hest, der erkender, at man ikke kan bruge Thatchers jernnæve til at smadre velfærdsstaten. Derfor har strategien været en langsom, men målrettet forandring af den offentlige sektor, hvor man har fået de offentlige ansatte og deres fagforeninger til at acceptere, reproducere og producere de logikker, som understøtter, at den offentlige sektor bliver omdannet til et markedscirkus på fællesskabets regning.

Og det er lykkes over al forventning. Sygefraværet er i top, og arbejdsmiljøet er i bund i den offentlige sektor. 35.000 danskere er hver eneste dag fraværende på grund af arbejdsrelateret stress. Det koster otte milliarder om året. Der er blevet 30.000 færre ansatte i den offentlige sektor siden 2009. Det hedder brutalisering af arbejdslivet og koster mange menneskeliv. Og private tilbud ser dagens lys alle steder.

Jeg er 54 år og er barn af velfærdsstatens bedste sider. Rigtig meget i mit liv er et resultat af, at en masse muligheder blev givet til arbejderklassens børn, fordi arbejderbevægelsen og dens politiske partier havde kæmpet for et mere lige uddannelsessystem.

Det gjaldt også for dagpenge, sikkerhedsnet, arbejdstid, pension og bolig. Velfærdsstaten har på alle parametre betydet, at mange i min generation fik muligheder, som nutidens unge overhovedet ikke kommer i nærheden af.

Mennesker, der er født efter 1975 skal arbejde til de er 76, og unge født efter 2002, skal arbejde, til de er mindst 78. Det vil sige, at begge mine døtre er stillet dårligere end jeg selv. Det har i generationer været målet for arbejderbevægelsen og arbejderklassen, at vores børn skulle have et bedre liv og bedre muligheder end os. Men det er slut. Min ældste datter er 32, så hun er kommet godt på vej, selv om det ser sort ud i fremtiden for hendes generation. Men min yngste datter på halvandet - hendes generation vil stå overfor et brutalt klassesamfund med stigende ulighed, social armod og elendighed.

Forringelserne og undergravelsen af det danske velfærdssamfund er gået stærkt, siden vi gik ind i det 21. århundrede. Poul Nyrup Rasmussens regering startede med at invitere de nyliberalistiske markedskræfter inden for. Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt fortsatte, og nu har Lars Løkke Rasmussen sat slutspurten ind.

Lars Løkke Rasmussen er ved at knække rygraden på den offentlige sektor med sit omprioriteringsbidrag. 7,4 milliarder vil han tage fra kommunerne frem til 2020. I 2017 vil det betyde 2,4 milliarder færre til kommunerne.

Det vil knække rygraden på den offentlige sektor, fordi der ikke er flere gratis penge eller lavthængende frugter i den offentlige sektor. Der er ikke mere at skære væk efter 15 år med service- og anlægsloft og dermed 15 år med nedskæringer, besparelser, effektiviseringer og forringelser.

Derfor ser vi et kommunalt oprør. Alle, uanset hvor de står politisk i landets kommunalbestyrelser, ved det, som regeringen benægter. Omprioriteringsbidraget vil betyde massefyringer og millionbesparelser. Derfor så vi også, at mere end 20.000 lokalpolitikere, ansatte og borgere demonstrerede den 12.maj i 74 af landets 98 kommuner.

Regeringen og KL forhandler i disse dage om næste års økonomiaftale. En aftale der handler om trefjerdedele af velfærdssamfundets økonomi.

Omprioriteringen skal så bruges til skattelettelser – selv om regeringen har trukket i land på dette spørgsmål. Men ellers skal det bruges på regeringen og Danske Folkepartis prioriteringer.

Selv hvis regeringen dropper omprioriteringsbidraget på baggrund af den massive folkelige modstand, vil der stadig mangle 2 milliarder i kommunerne. Og hver gang, man sparer en million, svarer det til tre færre ansatte. Så regnestykket er meget enkelt.

KOLLEKTIV HANDLING OG FÆLLESKABETS STYRKE

Spørgsmålet er, hvordan det er kommet så vidt? Og hvad kan vi gøre ved det? Svaret er to sider af samme mønt. Fraværet af kollektiv handling og fællesskabets styrke. Og tilstedeværelse af kollektiv handling og fællesskabets styrke.

Hvis vi vil et opgør med nyliberalismens frontalangreb på velfærd, arbejdstagerrettigheder, demokrati og miljø, uanset om det er igennem EU, regeringen eller handelsaftaler som TTIP, er der kun et svar: Udvikling af sociale massebevægelser, kollektiv handling og fællesskabets styrke.

Alle afgørende landvindinger som arbejderbevægelsen og arbejderklassen har tilkæmpet sig, er sket som et resultat af kollektiv handling og massemobilisering. Ingen af os kan alene forandre verden eller den politiske udvikling. Ingen offentlige ansatte eller borgere kan ændre ved udviklingen, uanset hvor mange læsebreve eller statusopdateringer de skriver.

Lønmodtageren har kun vores kollektive styrke. Mere end to millioner danskere er organiseret i fagforeninger. Tænk, hvis vi handlede sammen. Tænk, hvilke forandringer og forbedringer vi kunne opnå.

Velfærdsalliance-DK er et forsøg på at lave en demokratisk, inkluderende græsrodsbevægelse, hvor der intet dørtrin er, og hvor alle kan være med, uanset hvem de er. I Velfærdsalliance-DK er det dem, der laver noget, mobiliserer og inkluderer, der bestemmer.

Skillelinjen går mellem

- Dem der vil mere velfærd, og dem der vil mindre velfærd

- Dem der vil omfordele fra velhavere til velfærd, og dem der vil omfordele fra velfærd til velhavere

- Dem der vil skatteindtægter, og dem der vil skattelettelser

- Dem der vil flygtningely, og dem der vil skattely

Men mest af alt går skillelinjen mellem dem, der vil kollektiv handling og fællesskabet styrke for at ændre på den politiske udvikling, og dem der vil bede os om at vente til næste valg med at ændre på den politiske udvikling.

Så på denne grundlovsdag er budskabet for mig at se meget klart. Uanset hvad jeres udestående er med regeringen og tilhængerne af Nødvendighedens Politik, så bliver vi nødt til at kæmpe sammen og bruge vores forskellige dagsordener som løftestang for hinandens mærkesager. For alle spørgsmål og bevægelser er grundlæggende set forbundet med hinanden. Vinder vi, vi vinder vi sammen, og taber vi, taber vi sammen.

Jeg har set, hvad vi har mistet de seneste 30 år. Jeg er ikke blevet valgt som faglig leder og tillidsrepræsentant for 11.300 medlemmer for at forvalte verden, men for at forandre den. For hvad, vi oplever, er 30'erne i slowmotion.

Den 15. september håber Velfærdsalliance-DK, at der vil være 98 demonstrationer i 98 kommuner vendt mod regeringens ødelæggelse af velfærdssamfundet, kommunale besparelser og undergravelse af demokratiet. Alle er inviteret, for det handler om vores alles liv.

Den bedste måde at hylde demokratiet og ytringsfriheden er igennem kollektiv handling og igennem fællesskabets styrke

Demokrati er for vigtigt at overlade til politikerne. Som Dario Fo engang sagde: Politikere er som duer. Når de er på jorden, så spiser de af vores hånd. Men når de er i luften, skider de på os.

1.maj: Stop surmuleriet! Slut op om det Kommunale oprør

Jan Hoby — Thu, 05 May 2016 11:41:08 +0000

Af Jan Hoby

Danskerne ønsker tryghed og velfærd, men regeringen og det blå flertal vil hellere bruge penge på skattelettelser. Og der er desværre også et stort flertal i Folketinget, der vil købe nye kampfly for mindst 30 mia. kr.
Derfor er der et kommunalt oprør i gang over hele Danmark, som er vendt mod regeringens milliardnedskæringer.
12. maj demonstreres der i næsten alle kommuner. Fagforeninger, politikere og borgere er samlet i Velfærdsalliancen under overskriften ” Ja til tryghed – nej til milliardbesparelser”.
Vi vil være med til at gøre 12. maj til en dag, der får Løkke og DF til at ryste i bukserne, og giver os andre tro på, at nedskæringerne kan stoppes.
Vi opfordrer alle til at bidrage til at 12. maj bliver stort. Tag løbesedler med til din arbejdsplads, til børnenes skole eller institution, giv dem til din nabo.
Regeringen vil stjæle over 7 mia. kr. fra den kommunale velfærd over de næste fire år, som de gerne vil omfordele til de rige og erhvervslivet.
Milliardnedskæringerne vil betyde fyring af tusinder af velfærdsstatens kernetropper - færre pædagoger til de yngste, færre skolelærere til børnene, længere ventetid på rådhuset til pensionen og færre hjemmehjælpere til de ældre.
Der er råd til velfærd, hvis de rige og virksomhederne betaler den skat de skal i stedet for at placere pengene i skattely eller anvende skattespekulation. Det er et politisk valg om de op til 150 milliarder i skattely skal beskattes eller om de 21,5 milliarder som virksomhederne i dag skylder i skat skal inddrives.
Løkke og Dansk Folkeparti vil reelt reducere det kommunale selvstyre til en nedskæringsmaskine, hvor de selv deler gaver ud, mens lokalpolitikerne må lægge ryg til nedskæringerne.
Vi vil frisætte kommunerne ved at fjerne de statslige tommelskruer på økonomien, så de kommunale skattekroner kan bruges på velfærd.
Vi er kun ved begyndelsen. Det kommunale oprør skal presse regeringen og kommunernes Landsforening, så omprioriteringsbidraget fjernes helt i den økonomiaftale, som de skal indgå i juni. Samtidig skal kommunerne kompenseres fuldt ud for de stigende udgifter til at hjælpe mennesker, der har brug for vores hjælp, fordi de flygter fra krig og nød.
Sidst men ikke mindst, skal kommunerne i det hele taget have større budgetter til at udvikle velfærden. At bekæmpe nedskæringer er ikke nok. Nulvækst er ikke godt nok. Vi vil have mere og bedre velfærd, og pengene skal komme ved at skrotte køb af kampfly og komme efter de skattesnydere, der gemmer deres formuer i skattely.
DERFOR ER DET på tide at stille spørgsmålet til dine kolleger, venner, familie og naboer:

•Er du træt af udsigten til at skulle ”effektivisere” igen og igen og løbe hurtigere, fordi der skæres i normeringerne?

•Er du træt af udsigten til aldrig at kunne gøre dit arbejde færdigt på en ordentlig måde?

•Oplever du, at arbejdsmiljøet bliver stadigt mere presset?

•Er du træt af evige omstillinger og nye nedskæringer?

•Er du træt af de mange ændringer i arbejdstiderne?

14.SÅ SKAL DU VIDE, at det vil fortsætte:

•Så længe regeringen hvert år frem tager 1 procent fra kommunernes budgetter og samtidig hævder, at personalet sagtens kan effektivisere arbejdet.

•Så længe regeringen får lov til at forsætte med at tage penge fra velfærd til velhavere

•Så længe regeringen får lov til at gøre skatteindtægter til skattelettelser

•Så længe regeringen får lov til at købe kampfly i stedet for at investere i velfærd, uddannelse og omsorg

15. Det kan den enkelte medarbejder ikke stille ret meget op overfor. Men vi kan i fællesskab sige, at nok er nok, så det kan høres.

16. Vi har faktisk et valg, om vi vil ændre på tingenes tilstand. Vi har, hvad de ikke har! Fælleskabets styrke, handlingsfællesskaber, solidaritet og sammenhold.

17. Sætter vi det i bevægelse, så kan intet stoppe os. VelfærdsallianceDK forsøger med al kraft at få startet et kommunalt oprør med 98 demonstrationer i 98 kommuner den 12. maj. I skrivende stund vil der være mere end 64 kommuner, der ved proaktiv, koordineret, synkroniseret fælles handling fortæller Lars Løkke, at vi ikke gider flere nedskæringer, besparelser og forringelser.

18. Vi skal have tilbagerullet alle nedskæringer, så velfærden kan genetableres og forbedres. Velkommen til velfærdsoprøret og farvel til Løkke og DF’s nedskæringer.

19. Den 12. maj er kun begyndelse. Vi skal have ambitioner om meget mere. Vi skal have væltet Lars Løkke Rasmussens regering. Vi skal ikke blot have en ny regering. Men vi skal have en ny regering, der fører en grundlæggende anden politik. Det vil kræve blod, sved og knofedt. Det vil kræve, vi opbygger en massebevægelse i alle afkroge af Danmark.

20. For uden en massebevægelse fra neden, ingen grundlæggende progressive forandringer. For ord uden handling har ingen betydning. Så stop surmuleriet. Slut op om det Kommunale oprør. Vi har et Danmark der skal forandres.

21. God 1.Maj

Redaktionel note: Se også Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen »1. maj : Historie og traditioner«.

Det kommunale oprør – perspektiv og strategi

Jan Hoby — Tue, 03 May 2016 09:56:53 +0000

Af Jan Hoby

Den 12. januar indkaldte LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger – hovedstadens største pædagogiske fagforening med 11.300 medlemmer) til møde. De inviterede var repræsentanter fra de fagforeninger i København, der har medlemmer, der er ansat i kommunen, og emnet var regeringens omprioriteringsbidrag.

I indkaldelsen lød det: Regeringen har valgt at foretage et frontalt angreb på den offentlige sektor med den seneste finanslov, økonomiaftale med KL og omprioriteringsbidraget. Det må og skal forhindres! Men det kræver, at alle fagforeninger står sammen, handler sammen og mobiliserer sammen. Ingen kan vinde alene. Det er ikke gjort ved en markering, men ved et længerevarende pres fra tidligt forår til juni (Økonomiaftale mellem regering og KL) og igen efter sommerferien frem til Budget 2017 skal vedtages, i oktober. Forskelligt fokus, men samme pres.”

Mødet blev afholdt fredag den 29.januar, og det tog kun halvanden time at blive enige om at starte en offensiv, som fik navnet ‪#‎VelfærdsallianceDK. Målet var ambitiøst: Vi ville have 98 demonstrationer i 98 kommuner den 12.maj. Der var mange, der dødsdømte projektet – både blandt venner og fjender. Men vores analyse var, at finanskrisens hårdhændede indvirkning på lønmodtagerne og deres faglige organisationer siden 2008 er ved at aftage. Forskellen mellem politikernes ord om nødvendige nedskæringer, samtidig med at de påstår, at det ikke ødelægger velfærden, klinger ikke blot falsk, men er direkte provokerende. Virkeligheden for offentligt ansatte er en brutaliseret hverdag, hvor faglighed, arbejdsmiljø og kritik holdes nede. Frustrationer, vrede og indignation fylder i medierne og digitale platforme fra offentlige ansatte, pårørende og borgere i almindelighed. Men ingen har hidtil taget initiativer, der kunne sætte politiske ord på følelserne og omsætte dem til faglige handlinger.

Fagbevægelsen har siddet på sine hænder

Siden finanskrisens start i 2008 har fagforbund og fagforeninger siddet på sine hænder og ikke haft en modfortælling mod ”nødvendighedens politik” og New Public Management. De har placeret sig i en passiv og tavs tilværelse under den tidligere socialdemokratiske regering, mens nedskæringerne og presset på de ansatte fortsatte. Siden den borgerlige regering tiltrådte, har fagbevægelsen (med FOA som undtagelsen) været meget forsigtige, og blandt andet lydigt accepteret Løkkes præmis om, at både dagpengeaftalen og indslusningsløn for flygtninge var en nødvendighed for overhovedet at være med i trepartsforhandlingerne.

Fagbevægelsen har været bange for at tage initiativer, fordi de er i politisk vildrede og frygter, at et initiativ enten fejler eller løber ud af deres kontrol. Men vores analyse og kontakt med især vores tillidsfolk og medlemmer i LFS gjorde, at vi vidste, at tiden var kommet til at sætte kollektiv handling bag frustrationerne og vreden.

I dag lidt mere end tre måneder senere har 99 fagforeninger, faglige klubber og andre organisationer meddelt, at de støtter op om #VelfærdsallianceDK. Og der er anmeldt 61 demonstrationer/markeringer den 12. maj – fordelt på hele Danmark – og flere er på vej. Det ‪#‎Kommunaltoprør har præget mange 1. maj begivenheder rundt i landet, og mange flere har hørt om demonstrationer i deres kommuner. Det tegner godt for den fremtidige kamp mod "Nødvendighedens politik". En mere modig og markant fagbevægelse og venstrefløj ser i øjeblikket dagens lys i forberedelserne til den 12.maj og åbner perspektiver for fremtiden.

Omprioriteringsbidraget – en offensiv strategi

Lars Løkke Rasmussens regering er den smalleste regering siden Hartling i 1973. Regeringen er ikke svag. Den er handlekraftig og målrettet. På alle væsentlige og afgørende punkter, hvor det handler om at undergrave velfærdsstaten og sparke nedad, er der sammenhold i blå blok. De har i enighed gennemført forringelser for arbejdsløse, indført kontanthjælpsloft, sat flygtningene på fattigydelser og sat pensionisternes boligstøtte ned. Gyllegate er ikke det generelle billede.

Den nyliberale krisepolitik fortsætter med uformindsket styrke. Regeringen gør fortsat finanskrisen til et spørgsmål om offentlig uansvarlighed, som danner baggrund for regeringens frontale angreb på den kommunale velfærd. Uanset hvordan vi vender og drejer det, vil omprioriteringsbidraget sammen med mange års serviceloft, knække rygraden mange steder i den offentlige sektor. Der er ikke flere ”gratis” penge at hente.

Bag omprioriteringsbidraget gemmer sig en klokkeklar ambition. Nemlig realiseringen af Anders Fogh Rasmussens ”Fra socialstat til minimalstat”, hvor milliarder skal omfordeles fra den fælles velfærd til de riges lommer. Den ambition deler regeringen med de andre aktører, der arbejder strategisk på vegne af de rige og erhvervslivet. De har en plan, som Dansk Industri har formuleret, og som Cepos i en uendelighed propaganderer for, om, at langt over 100 milliarder skal omfordeles via mindre velfærd og mere arbejde fra os. Det vil vi se foldet ud, når regeringen præsenterer sin 2025-plan til sommer.

Der er ingen mulighed for at vente længere med at organisere et modsvar. Jo længere vi venter, des mere tid giver vi regeringen til at organisere deres næste angreb på velfærden og vores arbejdsforhold.

Fra ide til proaktiv handling: 98 demonstrationer i 98 kommuner

De fleste kampe, der kæmpes, er reaktive kampe, hvor der kæmpes, når skaden er sket, og realiteterne er gået op for folk. Men med velfærdsallianceDK og det kommunale oprør vil vi det anderledes. Vi ønsker at gå fra reaktiv reaktion til proaktiv, koordineret og synkroniseret fælles handling. Vi vil ikke, som vi har gjort år efter år, vente på at de nye milliardbesparelser er gennemført, og kollegerne er fyret, og hjemmeplejen forsvundet.

Faglig stolthed, professionel kvalitet og fællesskabsudvikling opbygges og udvikles altid lokalt. Det samme gør faglig styrke, kollektiv handling og sammenhold. Arbejdspladserne er derfor nøglen til at opbygge en ny bevægelse, der grundlæggende begynder kan ændre på styrkeforholdene i samfundet. Arbejdspladserne som faglige bastioner og handlingsfælleskaber skal genopbygges på kort og lang sigt.

En af fare for en ny bevægelse er at gentage tidligere fiaskoer. Særligt fagbevægelsen har en nedgroet konservativ tradition med at gøre, som vi plejer, uanset om situationen tilskriver andre handlinger. I velfærdsallianceDK har det været os magtpålæggende at undgå at vores initiativ blev endnu en gang business as usual, hvor en række faglige organisationers topfolk brugte en del tid på at blive enige om nogle kritiske ord, men uden at der blev forsøgt organiseret noget som helst, arbejdspladserne kunne tage del i.

Vores udgangspunkt er, at dørtrinnet ind til at blive en aktiv del af det kommunale oprør skal helt væk. Alle kan være med. Alle bor i en kommune. Så alle er en del af kampen imod omprioriteringsbidraget. Alle bliver ramt, uanset om man er offentlig eller privat ansat, ung eller gammel. Den virkelige ressource findes, men skal have mulighed for at virke, så derfor er den lokale og lige adgang afgørende for at skabe bevægelse.

Fagbevægelsen en syg mand i sengen

Fagbevægelsen er en syg mand i sengen. Og en syg mand, som har været sengeliggende i mange år, rejser sig ikke og løber en marathon, selv om VelfærdsallianceDK og det kommunale oprør den 12. maj allerede er en succes.

Ambitionen har også udstillet fagbevægelsens, den faglige venstrefløjs og venstrefløjens store svagheder. Der er fagforeninger, fællestillidsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter i alle 98 kommuner. Der er venstreorienterede og sociale bevægelser i næste alle landets kommuner. Men alligevel har der mange steder været rådvildhed og stor uerfarenhed med at få organiseret, mobiliseret og inddraget sig selv og andre op til den 12.maj. Der er fagforeninger som er tilsluttet VelfærdsallianceDK, men som intet har gjort for at opreklamer græsrodsinitiativet på deres hjemmesider, Facebook eller til deres tillidsfolk og medlemmer. De er kun med af navn og ikke af gavn.

Det handler ikke om at pege fingre ad nogen. Men blot en kælderkold konstatering, som det vil kræve blod, sved og knofedt at ændrer på. Men det positive er, at vi er godt i gang.

12. maj er på mange måder en lakmusprøve på fagbevægelsens tilstandsrapport, hvor nye fagforeninger og tillidsrepræsentanter vil træde i karakter. Men også for de sociale bevægelser og venstrefløjen vil evnen til at handle andet end i deres egne cirkler vise, om de kan bidrage til at skabe bevægelse i praksis. Lad os i fællesskab blive klogere på tilstanden og bruge det til at komme videre.

Vores bedste mulighed i lang tid

#VelfærdsallinceDK er fagbevægelsens, den faglige venstrefløjs, de sociale bevægelsers og venstrefløjens bedste mulighed for at ændrer på styrkeforholdet. Det er vores bedste mulighed for at starte opgøret med ”Nødvendighedens politik” og alle dem, der støtter ”Nødvendighedens politik.

VelfærdsallianceDK er en enkeltsagsbevægelse. Vi har kun et krav: Omprioriteringsbidraget skal droppes. Ingen økonomiaftale mellem regeringen og KL, hvis det indeholder omprioriteringsbidraget. Men velfærdsallianceDK har potentiale til meget mere!

Vores modstandere: Regeringen og arbejdsgiverne handler strategisk, synkroniseret og koordineret. Det er på tide, vi gør det samme – Dansk Naturfredningsforening kunne gøre det den 31. januar 2016 kl.17.00. Den 12. maj tegner til, at vi lykkes med at gøre kunststykket efter. Blot med større og længerevarende effekt.

For mig ser den kommende tids opgaver ud på følgende måde

Mobilisering omkring økonomiaftalen i juni

Vi skal argumentere for, at KL skal stå fast – ingen økonomiaftale uden at omprioriteringsbidraget er væk.
Velfærdsalliancen skal invitere til en ”islandsk” happening/fanevagt, der kan udvides til en større mobilisering om nødvendigt. Måske vi symbolsk kan ”holde forhandlerne inde i lokalerne”, til de er kommet ud med et ordentligt resultat.
Kan situationen bære større fælles koordineret og synkroniseret aktiviteter? Det må den københavnske kerne fra velfærdsalliancen bedømme, men vi skal være klar til at mobilisere.
Der skal organiseres et beredskab i Hovedstadens tilsluttede organisationer i Velfærdsalliancen.
Der skal organiseres et beredskab i provisen til at ”belejre” borgmestre for at fastholde presset på KL’s bestyrelse.
Vi skal opfordre S, SF, Radikale og Ø til hasteindkaldelser af kommunalbestyrelser eller lignende i hver kommune.

Vi skal have forberedt en offensiv på sociale medier – til mobilisering/shitstorm mod regeringen/Dansk Folkeparti og andre politikere, der siger OK til omprioriteringsbidraget

Bevægelsens fremtid – et bud

Alle kommuner kommer til at kæmpe i efteråret, uanset om omprioriteringsbidraget bliver til virkelighed. Bliver omprioriteringsbidraget til virkelighed, vil det formentligt blive mere markante budgetkampe end set i mange år. Men de vil være ukoordinerede og ude af takt. Skal det undgås, kræver det, at vi udvikler græsrodsinitiativet efter 12.maj, og at vi styrker samarbejdet på alle leder og kanter i alle kommunerne.

Fokus på den lokale forankring – fortsæt de lokale velfærdssamarbejder – aftale lokale møder efter 12. maj. Den lokale kommunale forankring skal styrkes og udbygges efter den 12. maj
Landsdækkende aftenmøde i velfærdsalliancen den 19.maj i Aarhus kl.19.00. ”Hvad må der gøres fremadrettet”
Involvering af bredere grupper lokalt frem mod det kommunale budget. Fx at få forældre eller pårørende til at gå sammen med personalet i konkrete krav. Det vil sige, at vi arbejder for at skabe dybde og udbrede mobiliseringen lokalt.
Fortsætte velfærdsalliancen som fælles paraply/græsrodsinitiativ – det afgørende er, at de kræfter, som vil mobilisere i praksis, har et fælles forum. Det bliver der brug for til de lokale kommunale budgetforhandlinger.
Forbundene og de traditionelle strukturer (LO-storbyerne) må vise konkret vilje til handling fx ved at tage ansvar for en stor demonstration til Folketingets åbning. Det skal vi politisk arbejde for og udfordre dem til.
Det er samtidig vigtigt, at en demonstration ved Folketingets åbning kan inkludere de sociale bevægelser, de grønne organisationer, de mellemfolkelige organisationer og de uddannelsessøgende. Alle, der har et horn i siden på ”Nødvendighedens politik”, skal inddrages i forberedelserne til demonstration til Folketingets åbning. Men på eget grundlag, egen dagsorden, men koordineret og synkroniseret fælles handling.

Videre perspektiver: Næste års økonomiaftale mellem regeringen og KL, Kommunal valg november 2017 og overenskomst 2018

Handlingsfælleskaber der handler fælles!

Vi har en historisk mulighed. Ikke siden 70’erne der været større mulighed for, at progressive ideer igen kan spille en central rolle i samfundet været større. Men der er ingen automatik i, at det nødvendigvis bliver progressive ideer der får overtaget.

Lad os, som den italienske socialist Antonio Gramsci engang sagde, være; ”optimistisk i fremadrettede aktiviteter og kritisk-pessimistisk i vores analytiske vurderinger”. Der er ikke brug for jubeloptimisme og revolutionen-står-lige-for-døren retorik, men kælderkolde og nøgterne analyser af den faktiske virkelighed. Der er ingen quickfix på det lort, vi står i (undskyld udfordringer).

Forandringen af fagbevægelsen starter med dig, uanset om du er menigt medlem, TR, AMR, afdelingsbestyrelsesmedlem, kongresdelegeret, hovedbestyrelsesmedlem eller ledende frikøbt tillidsrepræsentant. Det starter med, at du sammen med dine kolleger kræver, at fagbevægelsen (igen) bliver en bevægelse i bevægelse for et bedre og mere retfærdigt samfund.

Det handler ikke om, om du er medlem af det ene eller andet parti, eller om du er politisk hjemløs. Det handler heller ikke om, om du er mere eller mindre rød. Det handler om, at alle os der ikke vil smide 150 års tilkæmpede rettigheder på den historiske mødding står sammen og gør fagbevægelsen til alle medlemmers bevægelse. En bevægelse hvis opgave er at være den samfundsforandrende bevægelse.

Mange har påpeget faren for social uro i forlængelse af finanskrisen. Andre af os håber på og erkender nødvendigheden af socialt oprør.

Forskellen på de to positioner ligger i politisk organisering, retning, visioner og strategier.

Vi har bevægelsen, vi har fællesskabets styrke, og nu hvæsser vi viljen, modet og visionen.

Kampklar hilsner

Jan Hoby, næstformand i LFS

En forventelig tidlinje ser sådan ud

12. maj demonstrationer
13. maj er der forespørgselsdebat i Folketinget om kommunernes økonomi – en måling på om trykket på regeringen virker
19. maj Velfærdsalliancen holder TR-stormøde
9.juni FOA indkalder til landsdækkende TR & AMR møde i Odense
Primo juni – Økonomiforhandlinger/mobilisering
Primo juni: ”Islandsk” happening foran/og mellem KL & Finansministeriet under økonomiaftale forhandlingerne
August – regeringens finanslovsforslag
August – kommunale nedskæringsbudgetter
September – Kommunal mobilisering mod nedskæringer –
4. oktober - Folketingets åbning/Mega demonstration for alle, der vil et oprør med ”Nødvendighedens politik” – Fagforbund må gå foran sammen med sociale bevægelser/initiativer

Børnehaven løfter børn og reproducerer chanceulighed på samme tid

Jan Hoby — Mon, 01 Feb 2016 08:49:49 +0000

Af Jan Hoby

Københavns kommune har i flere år haft fokus på at øge chanceligheden i byens daginstitutioner og skoler. Det er en nødvendig politisk ambition, fordi det er veldokumenteret, at uddannelsessystemet reproducerer ulighed. Alle, der ved blot en lille smule om uddannelsessystemet, ved, at uddannelse løfter alle børn og unge. Men de svageste børn bliver aldrig løftet op på niveau med de stærkeste. Derfor bliver forskellen mellem børn og unge fra forskellige klasser ikke udlignet, og det er i de fleste tilfælde de velstillede børn og unge, der får mest ud af uddannelsessystemet. Vi kan grundlæggende set ikke strukturere uligheden væk i landets daginstitutioner. Uanset hvor ønskeligt det ville være.

En ny undersøgelse og analyse, som Bureau 2000 har foretaget for fagforbundet FOA, understreger, at barns skolepræstation ikke kun afhænger af forældrenes uddannelsesmæssige, kulturelle og klassemæssige baggrund eller den sociale sammensætning på skolen. Den børnehave, barnet har gået i, er også væsentlig for, hvor godt det går på skolebænken. Jo flere børn med ressourcesvage forældre, der er i børnehaven, jo dårligere klarer barnet sig i indskolingen - også selvom barnet kommer fra et hjem med masser af ressourcer.

Den viden udfordrer selvfølgelig den måde, hvorpå Københavns Kommune (og andre kommuner) arbejder med at øge chanceuligheden i daginstitutioner. Vi ved, at pædagoger i belastede institutioner tit løber dobbelt så stærkt som personalet i andre institutioner. Derfor har politikerne i Københavns Kommune besluttet sig for at fokusere på tidlig indsats og projektet Turn Around, som er et forsøg på at dæmme op for de tydeligste følgevirkninger på reproduktion af ulighed i byens daginstitutioner.

Men undersøgelsen kalder på, at indsatsen skal revurderes, hvis den ikke blot skal ende med at være gode intentioner uden resultater. For der foregår en tydelig social opdeling i byens daginstitutioner; særligt i bestemte områder. Der kan i samme klynge være to institutioner med vidt forskellig social profil, fordi forældre klumper sig sammen med dem, der ligner dem selv.

Svaret er ikke tvangsspredning af børn. Svaret er flere ting på samme tid. Det første er det åbenlyse, nedsættelse af gruppestørrelserne i vuggestuer og børnehavner og færre børn per voksen i disse institutioner. Det andet er endnu mere kreativ leg med krop og sprog og fokus på børns kulturfælleskaber. Det tredje er at flytte pladsanvisningen til klyngerne frem for til den enkelte institution. Så ville der nemlig blive taget et børneudgangspunkt, og ikke et forældreudgangspunkt. Det kræver blot, at politikerne er parate til at lade den endelige pladsfordeling overgå til det pædagogiske personale frem for forældrene.

Børn tilbringer de vigtigste timer på dage og de vigtigste år af deres liv i byens dagsinstitutioner. Derfor skal alle børn sikres mod, at daginstitutionen ikke bliver den første snubletråd i deres liv. Det kræver, at politikere, forvaltning og professionelle lytter til forskning, viden og indsigt om børns hverdagsliv i byens institutioner, og at de ændrer det, der skal ændres.

Budget 2017: København i social undtagelsestilstand

Jan Hoby — Wed, 13 Jan 2016 14:16:39 +0000

Af Jan Hoby

”København kommer i social undtagelsestilstand, hvis politikerne på rådhuset ikke sadler fuldstændigt om. Det er grotesk at forestille sig, at Børne- og Ungdomsforvaltningen skal kunne spare 10 procent frem til 2020. Men det bliver realiteten, hvis der ikke sker noget drastisk.” Det siger Jan Hoby næstformand i LFS, hovedstadens største pædagogiske fagforening. Og han varsler benhård budgetkamp mod både Lars Løkke-regeringen og politikerne på Københavns Rådhus.

Budgetkampen skydes officielt i gang, når Københavns Kommunes indkaldelsescirkulære lige om lidt offentliggøres. Indkaldelsescirkulæret er det dokument, der om noget definerer rammerne for hvilket budget, der er til diskussion i den kommende budgetkamp. Sådan har det været igennem mange år. Men i år er det alt andet end ’business as usual’.

Regeringen frontalangreb på den offentlige sektor med den seneste finanslov, økonomiaftalen med KL og omprioriteringsbidraget, vil betyde, at Københavns Kommune frem til 2020 skal spare 2,188 mia.kr.

Den klassiske model for besparelser i Københavns Kommune er, at man barberer lidt på hver forvaltning og går ud fra den klassiske fordeling af ressourcer forvaltningerne imellem.

”Det må ikke ske denne gang. Besparelserne svarer til nedskæringer på 10 procent for alle områder i de syv forvaltninger, på alle niveauer og områder. Det vil svare til afskedigelse af 2200 ud af 18.000 medarbejdere i Børne- og Ungdomsforvaltningen, eller små 4000 ansatte i hele Københavns kommune, ud af 44.000 ansatte. Det vil blokere enhver tanke om at sikre kernevelfærden,” siger Jan Hoby.

LFS mener, at politikerne er nødt til at droppe vanetænkningen og deres egne kæpheste, hvis forvaltningerne med borgernær velfærd på nogen måde skal have en chance for at kunne løse deres kerneopgaver. Derfor må politikerne være klar til en ny markant anderledes budgetmæssig fordeling, samtidig med at alt skal gås igennem med en tættekam for, hvad der kan undværes.

Prestigeprojekter og flagskibe skal aflyses, uanset hvor velment og rigtige, de kan synes. Det handler alene om at holde skibet flydende. Der er ingen lette løsninger, hvis ikke fremtiden skal blive aflyst.

”De enkelte politikere på rådhuset må gøre op med sig selv og melde ud, om de vil forsvare eller bespare velfærden. Vi afventer spændt, om Børne-unge-borgmesteren Pia Allerslev har tænkt sig at være sit folkevalgte sæde værdigt og rent faktisk vil forsvare børnenes rettigheder – eller om hun vil klappe hælene sammen og bakke op om sit parti og Lars Løkke Rasmussen. Men jeg håber, at alle politikerne husker, at der kun er halvandet år til kommunalvalget, og at både ansatte i Københavns Kommune og forældrene til børnene i København har stemmeret,” siger Jan Hoby.

Vil LO-forkvinden tage opgøret med fagtoppens lukrative lønninger?

Jan Hoby — Mon, 04 Jan 2016 18:57:54 +0000

Af Jan Hoby

Et af de væsentligste forhold, der adskiller fagbureaukratiet fra dets medlemmer, er lønningerne i fagbevægelsen. Det er lønningerne, der om noget kan få den brede offentlighed, medlemmerne og dem, som melder sig ud af fagforeningerne, op i det røde felt. Det er også lønningerne og alle de goder, der er omkring fagbureaukratiet, der får medlemmerne til at føle en konkret afstand mellem dem og deres faglige ledere.

Ordet ”pamper” findes fortsat i det danske ordforråd. Særligt som skældsord og karakteristika af ledere på alle niveauer i fagbevægelsen.

Men der bliver stadig længere og længere i mellem ”Hoffa-syndromet”. I dansk fagbevægelses historie har Poul Jørgensen (forbundssekretær fra 1982 til 1996) og Willy Strube et eftermæle som nogle af de største pampere, SID og fagbevægelsen har fostret.

Historierne om f.eks. Poul Jørgensens drukkenskab er talrige. Det var både internt og eksternt nærmest en offentlig hemmelighed, at alle former for møder skulle afholdes inden frokost, ellers var det umuligt at opnå fornuftige aftaler. Det mest omtalte og kendte eksempel på en fagbureaukrats storhed og fald og indbegrebet af pamperi var dog Willy Strube. I løbet af seks år svindlede han for mindst 1,2 million kroner.

Han var en af arbejderbevægelsens mægtigste mænd gennem flere årtier. Han hængte sig i sit hjem efter en vanærende bedragerisag. (Carlsen, Weber, 2011)

Willy Strube blev symbolet på en forstørret legemliggørelse af fagbevægelsens uheldigste træk af pamperi og magtens korrumpering. Willy Strubes død blev også en symbolsk markør for et dybtgående kulturskift i fagbevægelsen.

Fagbevægelsen blev professionaliseret, og de faglige hovedkvarterer kom i højere grad end tidligere til at ligne tilsvarende administrative fælleskaber i den offentlige og private sektor. Øldrikkeri, kammerateri og omfattende misbrug af medlemmernes kontingentkroner blev et stort set afsluttet kapitel.

Der har været enkelte sager efter Willy Strube-epoken, og selv om de mere er undtagelsen, der bekræfter reglen, så har de været med til at vedligeholde et billede af fagbevægelsen som et pampervælde uden sidestykke.

Sugerøret langt nede i medlemmernes kontigentkroner

Tine Aurvig-Huggenberger fik 732.000 kr. fratrædelsesgodtgørelse, da hun selv valgte at gå, efter at hun havde tabt formandsvalget til Harald Børsting – og HK’s forbundsformand John Dahl fik 500.000 kr for frivilligt at forlade formandsposten til fordel for en direktørstilling i forsikringsbranchen.

Den nuværende FTF-formand Bente Sorgenfrey fik i 2003 et gyldent håndtryk på 335.000 kr. af pædagogernes fagforening, BUPL. Det er ønsketænkning at tro, at Bente Sorgenfrey skulle stille sig i spidsen for en ændring af de lukrative lønninger i FTF eller ved en kommende fusion mellem FTF og LO. Bente Sorgenfrey er om nogen symbolet på fagbureaukratiets konservatisme og modvilje mod forandringer på alle områder.

Tidligere arbejdsminister Ove Hygum fik i 1998 et gyldent håndtryk svarende til seks måneders løn, da han forlod posten som sektorformand i HK-Stat til fordel for ministerposten i Nyrup-regeringen. HK er et af de fagforbund med de mest lukrative lønninger og ordninger både på centralt og lokalt niveau. Selvom der er ryddet op i det værste, så er det stadig guldrandet.

Det er derfor ikke sjældent, at faglige aktive bliver mødt med formuleringer som: Hvis din fagforening var lige så dygtig til at skaffe dig en god løn, som de er til at forhandle deres egne lønvilkår, så var der ingen grund til at klage

Bevisførelsen over årslønninger, der til overflod bekræfter, at fagbureaukratiet, lever og kan leve, et helt andet liv end deres medlemmer, er overvældende: HK Danmark udbetaler i gennemsnit en årsløn på 620.000 kr. til 366 medarbejdere. Formanden for HK tjener 1.229.475 kr. årligt. Formanden for FOA, tjener 79.762 kr. plus 12,78 procent i pension om måneden.

Gennemsnitslønnen for fagforeningsformænd i FOA’s lokalafdelinger er 39.573,- plus en gennemsnitlig pension på 13,3procent. Den højeste månedsløn i en FOA afdeling er 56.504 kr., plus pension på 16 procent. Der er ingen sammenhæng mellem antallet medlemmer i de lokale FOA fagforeninger og så de faglige lederes lønninger.

Man kan selvfølgelig spørge om lønningerne har den store betydning, andet end som symbol og signal. Udover at store dele af fagbevægelsen mister tusindvis af medlemmer og det kan mærkes i pengekassen. Så har lønninger også stor indflydelse på fagforbunds og fagforeningers økonomi.

Jeg er næstformand i LFS (Landsforeningen For Socialpædagoger) med 11.300 medlemmer. Vi er fem i forretningsudvalget og lønnen er 39.100 kr. Plus pension på 12,6 procent. Hvis forretningsudvalget skulle hæves med 5000 kr om måneden, så vi "matcher" sammenlignelige fagforeninger med samme antal medlemmer, skulle vi afskedige en medarbejder eller bruge en lille halv million kroner mindre på medlemsrettede aktiviteter. Så hver en krone tæller og skal bruges på at understøtte medlemmernes interesser. Ikke fagbureaukratiets.

Fagbosser - et luksus liv udenfor medlemmernes rækkevidde

Uanset fagforening eller fagforbund, så ville hovedparten af fagbureaukratiet ikke kunne opretholde de lønninger, hvis de ikke var frikøbte tillidsfolk i fagforeningen, da de alle kommer fra fag og uddannelser, der tilhører lønområder i den offentlige og private sektor, som ikke hæver sig meget over gennemsnitlønningerne for lønmodtagere generelt. De færreste står nemlig med eller får tilbudt topstillinger i millionklassen, hvis de ufrivilligt bliver sat fra posten.

Høje lønninger fører ikke i sig selv til faglig og politisk konservatisme. Men disse forhold er i kombination med andre materielle faktorer medvirkende til, at fagbureaukratiet placerer sig i et andet socialt miljø end flertallet af deres medlemmer. Eller i visse tilfælde identificerer sig med et helt andet socialt lag, f.eks magteliten. Det understreger forfatterne til bogen Magteliten, hvordan 423 danskere styrer landet.

Selvom mange i fagbureaukratiet på alle niveauer har lange arbejdsdage, et stressfyldt og krævende arbejde og tilbringer mange timer væk fra deres hjem og familie, så er deres job, generelt og relativt set, jobs med høj sikkerhed, vished og tryghed. Der står i kontrast til medlemmernes meget lavere betalte arbejde, nedslidning og brutalisering af arbejdslivet, usikkerhed, uvished og utryghed, når det kommer til job, ansættelse og timetal.

Fagbureaukratiet er ikke udsat for arbejdsgivernes chikane, dårlig ledelse og konstant angreb på løn, arbejdsforhold og rettigheder. Fagbureaukratiet er ikke hele tiden under pres for at hæve produktiviteten eller få deres arbejdsplads udliciteret og privatiseret.

En vis grad af isolation opstår, når fagbureaukratiet bruger det meste af deres tid på at være involveret i forhandlinger, møder, konferencer og udvikling af politikker, strategier og taktikker. Arbejdsprocesser, der som regel er udenfor medlemmernes synsfelt, viden og indsigt, og som medlemmerne måske aldrig ser merværdien af. (Pannekoek, 1936, Callinicos, 1982)

LO kongres 2015: forsat "tyveri" af medlemmernes kontigentkroner

Pamperi er stort set en saga blot i fagbevægelsen. Det eneste, der ikke har ændret sig, er lønningerne. Den netop afholdte LO-kongres, hvor Lizette Risgaard blev valgt som LO’s første kvindelige formand, er ingen undtagelse. Godt nok var valget af Lizette Risgaard en paladsrevolution, men ingen kulturrevolution. Der blev nemlig ikke pillet ved lønningerne i fagtoppen.

At rejse spørgsmålet om de uacceptable lønninger i fagbevægelsen generelt og i særdeleshed i fagforbund, FTF og LO er svært. At få ændret noget er tæt på umuligt. Det fremmer heller ikke ens ”karriere” som fagbureaukrat at lægge sig ud med resten af fagbureaukratiet omkring lukrative lønninger og pensioner. Meget kan man sælge som fagbureaukrati, men ikke egne lukrative lønninger og ordninger. Så der krig. FOA var det eneste fagforbund der rejste kravet om ændringer af de lukrative forhold. Men FOA taler for døve øre.

I min optik kan tyveriet af medlemmernes kontingentkroner ikke retfærdigøres – heller ikke selv om det er lovliggjort via vedtægter, regler og retningslinjer, der er vedtaget på kongresser og generalforsamlinger.

LO kongressen vedtog at: Lønnen til LOs formand bliver 75.600 kr. per måned.Lønnen til næstformanden, der skal træde i formandens sted ved formandens forfald, bliver 70.190 kr.per måned. Lønnen til øvrige næstformænd bliver til 68.490 kr. per måned. Lønningerne reguleres i kongresperioden med 1,5 procent årligt, første gang den 1.april 2016. Reguleringen med 1,5 procent fik blandt andet arbejdsmarkedsforskere og professor Flemming Ibsen til at udtale, at det var udtryk for mådehold!? Pensionsbidraget er på 18 procent i perioden. Det er pensionsforhold,medlemmerne gerne ville se.

Selv hvis man dør, får man en efterløn svarende til tre måneders løn foruden indeværende måneds løn. Så medlemmerne skal også betale for døde fagbureaukrater.

Men for det ikke skal være løgn, så vedtog LO kongressen også, at en eventuel eller kommende fusion mellem LO og FTF selvfølgelig også skulle have en lukrativ honorering. Som teksten lyder: Ved fratræden på grund af sammenlægning af hovedorganisationer skal Hovedbestyrelsen, på grund af den ekstraordinære baggrund, tage stilling til bedre vilkår end reglerne for fratræden i øvrigt.

Det er jo bare helt utroligt, at man i et fagpolitisk system også skal indføre gyldne håndtryk. Alle valgte er jo også valgbare ved en fusion, og her vedtages at du kan få en ikke defineret bedre ordning, hvis du trækker dig ved en fusion mellem LO og FTF.

Derudover er der en række ting som er op delt i, hvad LO’s Hovedbestyrelse, politiske ledelse og formand alene kan tage stilling til. Endelig er der en række frynsegoder (gratis telefon, aviser, abonnementer, licens, m.v.) som formodentlig bare regnes som nødvendige redskaber som valgt. Retningslinjer for brug af repræsentationskonto og opgørelse af disse er også lukket land.

Gratis bil (også til privatkørsel, ferie). Samt ret til ny bil til 450.000 kr. hvert 4. år. Du kan give konen bilen og selv tage taxa, fly og tog i hverdagen. Der skal ikke aflægges regnskab for brug. Derudover ved vi ikke, hvordan og til hvem bilen sælges efter 4½ år.

Fantasien og grådigheden fejler intet i LO.

Hvad man har i udstillingsvinduet, skal man også have i baglokalet!

Når socialdemokrater, venstrefløj og fagbevægelse håner Lars Løkke for, at Venstre har betalt tøj og sko for 152.000 kr., er det topmålet af hykleri. De har nemlig aldrig kritiseret fagtoppen og fagbevægelsen for samme praksis. Og hvis de har,er de gået stille med dørene.

Eneste positive på LO-kongressen, er at der skal nedsættes et udvalg, som skal kigge på lønninger og lønsammensætning frem til næste kongres, men lur mig, om der kommer noget særligt ud af det.

Hvis Lizette Risgaard som LO-forkvinde og hendes nye hold af næstformænd for alvor vil skrive sig ind i historien som dem, der gennemførte en kulturrevolution i fagbevægelsen, skal fagbureaukratiets lønninger i særdeleshed i fagforbund og hovedorganisationer ændres.

Hvis LO sætter en stopper for de lukrative lønninger og pensioner, vil det få markant indflydelse på FTF, fagforbundene og resten af fagbevægelsen. Spørgsmålet er blot: Vil, tør og kan LO’s nye ledelse det?

Eva Agnete Selsing og den nationalkonservative leg med fascisme

Jan Hoby — Tue, 29 Dec 2015 14:45:31 +0000

Af Jan Hoby

Klummeelitens pirater

Der er opstået en diskurs i det danske politiske landskab. Det er en nationalkonservativ diskurs, som snedigt har bevæget sig ind i mediernes nyhedslup og skabt en attraktiv platform for massekommunikation. Som kun venstrefløjen kan misunde. En diskurs, der benytter sig af samme retoriske og sproglige greb, som fascismen og som ikke er altid er tydelig for det blotte øje.

Repræsentanter for denne nationalkonservative diskurs er hyppige gæster i DR2 deadline eller klummeskribenter på Berlingske og Jyllands-Posten. De har nærmest rockstjernestatus på den yderste højrefløj og tæller medlemmer af den intellektuelle elite som Rune Toftegård Selsing, Mikael Jalving, Morten Uhrskov, Maria Karup, Søren Kraup og Søren Hvid Pedersen.

En af de mest ekstremistiske er dog den Berlingske blogger Eva Agnete Selsing. Hun er på en nationalkonservativ mission, hvor hun benytter sig af ovenstående sproglige og retoriske greb krydret med løgn, had, dæmonisering og nationalisme. Hun er magtelitens fyrtårn

Et eksempel på hvorledes Eva Agnete Selsing benytter sig af løgn, dæmonisering og dehumaniseringer er hendes kommentar fra 3. maj 2015 om boligsituationen i Kokkedal, Nordsjælland:

”Det dæmrede efterhånden for os: Huspriserne er lave i alle de områder, der er berørt af kulturimpulserne fra steder som Egedalsvænge i Kokkedal og Nivåhøj i Nivå. Vold, kriminalitet, islamisk undertrykkelse, racisme mod etniske danskere, social kontrol og en generelt fjendtlig stemning, er gift for enhver by. Ikke just ideelt for en børnefamilie”

Og videre:

DET ER ALLIGEVEL trist at tænke på, at et af landets smukkeste, tryggeste og mest ressourcestærke områder så småt er ved at opløses. Tænk på alle de mennesker, der stavnsbindes til huse, fordi multikulturen har ædt værdien op. Tænk på den civile orden, de tryghedsskabende bånd mellem naboer, der ætses væk. Tænk på hyggelige gader, der forvandles til potentielle overfaldssteder. Og tænk på, hvor hurtigt, det er gået. Alt sammen på grund af en katastrofal, socialdemokratisk boligpolitik, presset fra store asylcentre på små samfund, den ikke-eksisterende indsats mod røverier og, selvfølgelig, bagtæppet: En amokløbet godhedsideologi. Nej tak. Der skal vi ikke bo.

Eva Agnete Selsing får i sine blogskriverier Dansk Folkeparti til at fremstå som stuerene, Marie Le Pen som moderat og Morten Uhrskov som rationel. Når hun møder modsvar er hendes gængse svar: ”Hvis det er fakta, benægter jeg fakta!”

At sejle under bekvemmelighedsflag

Der er en papirtynd væg mellem den nationalkonservative diskurs og fascisme. Både historisk og aktuelt. Fascisme starter ikke som en massebevægelse med masseappel. Fascisme, nazisme og racisme er ikke begreber udviklet af storby- og landsbytosser. Det er overklassen, der har opfundet systemet og klassificeringerne. Det er en taktik, der skal skabe splittelse blandt almindelige mennesker og aflede opmærksomheden fra de vigtigste problemer i samfundet. Fascismen forsvarer nationen, racen og patriarkatet. Den angriber derfor også alt, der forsøger at anfægte dette. Eva Agnete mener eksempelvis i ramme alvor, at kernefamilien er den eneste rigtige familieform, at racisme ikke er racisme, men erfaringer, og at alt der lugter bare en anelse af udland er et angreb på nationen.

Diskursen starter i periferien og sejler under bekvemmelighedsflag til den rammer fastlandet og går i land. Racistiske og fascistiske ytringer fremstår pludselig som rationelle analyser og logiske løsninger på de problemer som arbejderklassen rammes af. I det øjeblik ytringerne går i land uden at støde på retorisk grund, er de legaliseret. Grundlaget for ekstremisme er hermed lagt.

At støde på grund

Når racistiske og fascistiske ytringer støder på retorisk grund råbes der ”Ohøj - racismekort i sigte!” Det er klummeelitens standardsvar, hvis man påpeger at den nationalkonservative diskurs er racistisk og leger med fascismen.

Men for det første er det ikke et kort. Det er at kalde en spade for en spade. For det andet er der 6 mio. grunde til at kalde racistiske og fascistiske ytringer det, de er!

Det er en del af den nationalkonservative og fascistiske strategi at devaluere racismebegrebet. Alle ved af historiske grunde, at det ikke er stuerent at være racist eller fascist. Derfor er det af afgørende betydning for sådan nogle som Selsing at devaluere racismebegrebet. Det forhindrer nemlig en debat om indhold og fremme en debat om form. Når Selsings ytringer bliver kaldt det de er – racistiske - devaluerer hun modsvaret ved at kalde det et ”racismekort” – et flot sprogligt greb. Problemet er bare, at denne devaluering af racismebegrebet er med til at legalisere racistiske ytringer og det er en del af en strategi.

Selsing kan eksempelvis frit slippe af sted med at sige, at kriminelle østeuropæere skal anmeldes på meldenøsteuropæer.dk. Malkowskis modsvar til denne DF-initierede side – meldenracist.dk er derimod et anslag mod ytringsfriheden. Og i øvrigt er racisme slet ikke racisme i Eva Agnete Selsings optik. Det er en beskrivelse af erfaringer. Og erfaringer er i følge hende en fortrinlig vej til erkendelse.

De nyttige idioter og diskursens arsenik

Klummeelitens skriverier er fremmedfjendtlige, xenofobiske og uhyre generaliserende. Der er intet belæg for de rystende påstande, Eva Agnete Selsing eksempelvis fremsætter. Men hun erobrer og monopoliserer sproget med det ene formål at forsvarer sin nationalkonservatisme. Hun gør 30’ernes nazistiske og fascistiske sproglige greb kunsten efter. Det bemærkelsesværdige er, at der hvor hun erobrer og monopoliserer sproget er temaet altid flygtninge, indvandrere, velfærdsstaten eller kernefamilien. Alt der kan anfægte nationen, racen eller patriarket, bliver omskrevet. Dem der vil tage imod flygtninge er ”opløsningsfetichister”, Sverige er ”Ondskabens imperium”, de offentlige institutioner er servicemonopoler og dem, der ikke lever i en kernefamilie, tilhører ”relativismens rækker” og skilsmisseforældre, der dominerer den offentlige debat er en ”pressionsgruppe”.

Victor Klemperer skriver i sin bog ”Det tredje Riges sprog: ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.” Det virkeligt absurde er, at Selsing på ingen måde anerkender præmissen om, at ord skaber virkelighed.

At reducere den nationalkonservative intellektuelle elite, til en gruppe kritiske medborgere med legitime bekymringer, er i min optik, at være nyttig idiot for et meget farligt projekt. Moralsk forargelse over deres ytringer forslår som en skrædder i helvede. Vi kan varme os ved kakkelovne over, at vi har de rigtige holdninger, men det forandrer intet.

Vi er ikke bare i Danmark, men internationalt vidne til, at den nationalkonservative diskurs langsomt, men sikkert flytter hegnspælene for, hvad der er legalt at mene og sige. Donald Trump står for massedistribution af fascistiske ideer, som kan skabe grundlag for en fascistisk bevægelse i USA. Gyldent Daggry i Grækenland brugte år på at nå til, hvor de er i dag.

Derfor kan man ikke bare tie den nationalkonservative diskurs ihjel. Fascismens sprog flyder ud i medierne hver eneste dag. I dag i på nationale medieplatforme. Og med større og større styrke. Den nationalkonservative diskurs er skrækeksemplet på, hvor nemt det er med et magtapparat (medier, politikere, partier og regering) i ryggen at sætte sig på sproget. Det er i bedste sendetid blevet politisk korrekt at overbyde hinanden med intolerance, dæmonisering og dehumanisering.

Heldigvis er der mange danskere, der siger fra overfor udviklingen. Men der er også brug for at adressere og konfrontere den stigende indflydelse, som den nationalkonservative diskurs har på den politiske udvikling og offentlige mening.

Kapitalisme uden racisme og fascisme lige så usandsynlig, som kristendom uden helvede. Fascisme og racisme forstærkes, når der er kriser. Den nyliberale krisepolitik, som føres overalt i Europa, forstærker politikerleden og den understøtter racistiske og fascistiske strømninger. Man kan sige at vi er vidner til 30’erne i slowmotion på det europæiske kontinent.

I Danmark symboliseres det af Eva Agnete Selsing og hendes venner i den nationalkonservative eliteklub. En klub med ambitioner om noget meget mere og større. En klub som kræver vores opmærksomhed.

Hvis vi skal kunne opløse ideerne, må vi også fjerne det materielle grundlag for dem. Det tryk, der fører folk ud i racisme og fascisme, er et faktisk materielt tryk. Det bliver vi som venstrefløj nødt til at forholde os til. Det hjælper ikke at benægte eller nedtone den nationalkonservative diskurs leg med fascisme. En spade er en spade, og en racist er en racist.

Pædagoger uden grænser? - Fra bollerum til pædofilskræk

Jan Hoby — Fri, 16 Oct 2015 21:56:43 +0000

Af Jan Hoby

Disclaimer: Alle børn og unge skal være trygge i landets daginstitutioner. Punktum. Alle forældre skal kunne sætte deres børn i daginstitution og vide, at de bliver passet på. Punktum. Men vi skal også som pædagogisk personale blive bedre til at stå fast på, at børn har lov til at have deres helt egen barnlige seksualitet, som gerne må være der. Uden at vi bliver bange for pædofilianklager.

Fuck for noget lort, tænke jeg, da jeg hørte om dommen. Nu starter det igen. Thomas Vinterbergs drama Jagten fra 2012 med Mads Mikkelsen i hovedrollen bliver til virkelighed. Historien foregår i en lille dansk landsby omkring jul og følger en mand, der bliver mål for massehysteri efter fejlagtigt at være beskyldt for at have seksuelt misbrugt et barn.

Den 14. oktober 2015 blev en 61-årig pædagog idømt et års fængsel i landsretten for blufærdighedskrænkelse af 15 børn i alderen fire til syv år i en institution i Holbæk.

Jeg kender ikke til detaljerne i sagen fra Holbæk. Men den får mig til at frygte en tilbagevenden til livet efter Vadstrupgårdsagen i 1997, hvor en mandlig medarbejder blev dømt for overgreb mod en række børn. Vadstrupgårdsagen satte sig lange og dystre spor i hverdagens daginstitutionsliv og satte en lavine af overgrebsanklager mod mænd i daginstitutioner i gang. Og dagsinstitutionsområdet er aldrig kommet sig. Sagen indførte pædofilskrækken og en kollektiv stempling af mænd som potentielle seksuelle rovdyr.

Så Holbæk-sagen får mig til at frygte mere mistænkeliggørelse af mænd i daginstitutioner. Jeg frygter endnu flere regler i et forsøg ”bekæmpe” seksuelle overgreb mod børn. Jeg frygter, at uvidenhed, myter og fordomme om børns seksualitet skal sætte dagsordenen i daginstitutioners hverdag.

Sager der brændemærker

10 til 20 gange om året bliver en medarbejder i en dansk daginstitution beskyldt for overgreb mod et barn. Heldigvis er det kun i de færreste sager, at politiet rejser tiltale – og det er

endnu sjældnere, at der rent faktisk falder dom. Men det ulykkelige er, at man, selv om man er uskyldig, ofte får et brændemærke, som nærmest er umuligt at vaske af. For de fleste kommer anklagerne til at betyde lange sygemeldinger, og at de aldrig kommer tilbage til deres fag.

Det er ikke bare på det individuelle plan, at pædofilskrækken i de seneste 20 år har hærget daginstitutionsverden. Angsten for anklager har ført til selvcensur og indskrænkning af det pædagogiske personales professionelle omsorg for børn i daginstitutioner.

Daginstitutionsområdet har nærmest kollektivt accepteret en systematisk devaluering af den pædagogiske viden, indsigt og forskning om børns seksualitet. Vi har tilladt uhensigtsmæssige adfærdsændringer over for børn og bidraget til underminering af mandens kulturelle identitet. Herunder især den mandlige pædagogs værdi på arbejdsmarkedet.

Årsagen til stigningen i anmeldelser og sager om overgreb er ikke, at der begås flere og flere overgreb mod børn og unge (Andreasen, 1999). Det er snarere, at børns hverdagsliv mere end nogensinde befolkes af voksne og foregår i institutioner. Det, sammenholdt med de pædofilisager, der er blæst op i medierne, har skærpet opmærksomheden, men også frygten for overgreb.

Frygten resulterer som bekendt i mere overvågning og regulering af børns hverdagsliv. 58 procent af landets daginstitutioner har indført retningslinjer for personalets omgang med børn (Buch og Leander, 2012). Retningslinjer for nøgenhed, nusning og numselege er blevet hverdagskost. Misforstået beskyttelse af især mandlige ansatte har resulteret i, at der findes institutioner, hvor mænd ikke må være alene med børn i institutionen. Det er diskrimination og stigmatisering forklædt som omsorg.

Fanget mellem pædofilforskrækkelse og pornoficering

Barnekroppen har mistet sin uskyld. Den er på den ene side blevet seksualiseret og problematiseret, og på den anden side er børns seksualitet blevet mistænkeliggjort.

I min barndom i 60’erne blev doktorlege set som harmløse, uskyldige og naturlige. I dag bliver doktorlege tillagt en voksenseksuel betydning, selv om der er tale om to vidt forskellige ting. Der er en kollektiv uvidenhed om børns seksualitet – også hos professionelle, der på papiret burde vide bedre. For selv om børns seksualitet kan være besværlig og ømtålelig at beskæftige sig med, så er vi forpligtet til det som professionelle. Seksualitet er faktisk en rettighed. Allerede i 1980 skrev verdenssundhedsorganisationen, WHO:

”Alle børn har ret til en seksualitet og til muligheden for en fordomsfri opdragelse” og ”masturbation og seksuel leg er sunde og normale aktiviteter.”

Der er en grund til, at en drengs penis af og til stritter, når han ligger på puslebordet, og at piger gnubber sig mellem benene, til de er gasblå i hovedet. Og der er en grund til, at de skal have frihed til det, uden at blive ramt at skam. For det er det, der sker, hvis ikke vi skiller voksne og børns seksualitet ad. Vi indgyder skyld og skam hos børnene og frygt hos de voksne.

Danmark år 2015 er historien om en skizofren kultur. På den ene side er vi voldsomt pædofiliforskrækkede og nypuritanske, så det tangerer det frelste. På den anden side er vores kultur, det offentlige rum og medierne gennemgribende pornoficerede. Det betyder, at piger ned i 10 års alderen gør sig til med trutmund og kavalergang på Instagram, samtidig med at forældrene ikke tør give deres venners børn en ren ble på. Eller også tør morfar og farfar ikke være alene med deres børnebørn af frygt for mistænkeliggørelse.

Skizofrenien gør, at alle kan risikere at stå i en situation, hvor de bare lytter til den indre stemme, der råber højest. Og det er som regel forargelsens stemme, der er mest skinger.

De farlige børn

Tillid er et grundvilkår i al dannelse, opdragelse og understøttelse af alle børns opvækst. Men vi er på mindre end 20 år gået fra en tillidskultur til en mistillidskultur, når det kommer til vores syn på og omgang med børn.

Faren er, at børnene går glip af en hel masse omsorg, kærlighed og opmærksomhed, hvis vi bliver bange for børn og synes, de er farlige at omgås. Der er også en stor risiko for, at de voksne, der insisterer på at tage udgangspunkt i børns kultur, og som vælger at gøre det rigtige og give børn den kropskontakt, de har brug for, vil blive anklaget for at være grænseoverskridende. Så risikerer vi sager, hvor pædagoger bliver fyret for at have høj faglighed, stor viden og indsigt i børns udvikling, og sager hvor medarbejdere vil blive fyret for ikke at underkaste sig tidens moralskfunderede og kropsforskrækkede politiske pædagogik.

Sæt børns seksualitet på dagsorden

Det er på høje tid, at det pædagogiske område går i kødet på uvidenhed, fordomme og myter om børns seksualitet blandt os selv og forældrene. Det skal ske i dialog med alle landets forældre til børn i daginstitutioner om småbørns sunde, naturlige seksuelle udvikling, og hvordan det pædagogiske personale kan og skal understøtte den.

Det er den eneste måde, vi kan undgå, at mandelige kolleger udsættes for den værste anklage, man som menneske kan udsættes for: Pædofil. Det er den eneste måde, vi kan forhindre regler, der umuliggør pædagogisk arbejde.

Der er nemlig det tydelige mønster, at forældre typisk er langt mere restriktive end det pædagogiske personale i forhold til denne type lege. Som en børnehaveleder i undersøgelsen "Doktorleg i børnehaven" udtrykker det, kommer det ofte helt bag på forældre, at deres daginstitutionsbørn interesserer sig for egne og andres kønsdele. Derfor skal det pædagogiske personale turde tage fagligheden frem og fortælle om den naturlige barnlige seksualitet, som skal have lov til at være der – og om hvorfor det inter har med voksenseksualitet at gøre.

Dramaet udeblev- forandring kommer -LO formandsvalg

Jan Hoby — Thu, 08 Oct 2015 08:32:30 +0000

Af Jan Hoby

Det er vist en overdrivelse at påstå at LO’s kommende kongres i slutningen af oktober 2015 har LO’s omkring 900.000 medlemmers opmærksomhed og interesse. Der kan måske påstås en lidt større interesse, når det kommer til valg af afløseren for Harald Børsting. Men det vist kun længere nede i fagbureaukratiets fødekæde.

Der var ellers lagt i kakkelovne til formandsposten i LO, - i hvert fald hvis man skulle tro medierne. Skulle man tro de samme medier, så var det noget nær en revolution, at der var tre kandidater til formandsposten. For det utrænede øje kunne det se ud som et slags ”arabisk forår” i LO. Selvom der var kamp til stregen omkring formandsposten i 2007 mellem Harald Børsting (manden der aldrig blev kult) og ”jeg-placer-mig-altid-ved-det-rigtige-bord” Tine Aurvig-Huggenberger.

Men inden dramaet om LO formandsposten i 2015 kunne folde sig ud og give den helt store medieomtale valgte den ene af de tre kandidater at trække sig som kandidat. Nemlig Kim Simonsen, forbundsformand i HK, (mere af navn end gavn).

Tilbage er et ikke-valg mellem Lizette Risgaard, næstformand i LO Danmark og så den total ukendte for offentligheden, Flemming Vinther, formand for Hærens konstabel- og korporalforening (HKKF). Når jeg skriver ikke-valg, er det fordi Flemming Vinther aldrig har udvist den mindste interesse for andet end den navlepillede virkelighed indenfor fagbureaukratiets lukkede forhandlingssystemer og bonende gulve.

Hans politiske og fagpolitiske erfaring udenfor egen organisationscirkler, er stort set ikke eksisterende. Det kan godt være at han er konge i lorteland, men i kongeland er han en middelmådig fagbureaukrat. Dem er der i forvejen for mange af i fagbevægelsen. Uden nogen form for politisk og fagpolitisk vision, mod eller gennemslagkraft. Vi behøver ikke flere af dem i LO ledelsen. Man kan desværre komme meget længere i den fagpolitiske karrierekanon med det modsatte. Just Look Around

Lizette Risgaard er på lange stræk det modsatte af Flemming Vinther og Kim Simonsen. Ja, Lizette Risgaard er faktisk den af de tre kandidater og de fleste andre i LO-toppen siden Thomas Nielsen, der har noget at byde på fagpolitisk og politisk. Lizette Risgaard udstråler det meget sjældne blandt faglige topledere, nemlig indignation, passion og oprigtighed. Uanset om vi taler kampen mod Ryan Air eller LGBT-lønmodtagere rettigheder så stiller Lizette op og har bud på ny offensiv politik.

Lizette Risgaard magter faktisk at lytte til de kritiske stemmer i fagbevægelsen. Hun udstråler ikke den traditionelle socialdemokratiske magtfuldkommenhed og magtarrogance, som vi er mange der brækker sig over.

Men selvom Kim Simonsen havde fastholdt sit kandidatur, så havde det stadig også været et ikke-valg. HK har et slogan, der siger at ”Vi er alle en del af løsningen”. Men det gælder bare ikke Kim Simonsen. Han er en kranskagefigur i HK’s særlig struktur, der mere minder om et kinesisk æskesystem end en demokratisk organisation.

Kim Simonsen er trods hans flotte titel en person som mest alt, er kendt for ikke at være kendt. Når han endelig gør sig bemærket er det med synspunkter der er hentet i Dansk Industri og Dansk Erhverv. Han er, uden skam i livet, villig til at sælge alt, - medlemmer, de arbejdsløse, de unge og de nyuddannede. Men mest af alt er HK under hans forbundsformandsskab sindsbilledet på fagbevægelsens problem: at ingen giver fanden i HK’s lavtlønnede og ufaglærte kassemedarbejdere, butiksassisterer og andre i butiks- og servicebranchen

Derfor var Kim Simonsens kandidatur også dødsdømt fra dag ét. Han havde ikke engang opbakning i HK. Få støttede ham, flere lurepassede og flest ville ikke vide af ham hverken i HK eller LO. Men da Kim Simonsens selvforståelse er på niveau med hans navnebror Kim Jong-un, så var det først ca. 9 timer efter at Dansk Metals hovedbestyrelse gav deres anbefaling til Lizette Risgaard, at han på sin Facebook annoncerede i bedste komiske Ali stil, at han trak sit kandidatur. Hans største fingeraftryk i kampen om LO formandstitlen, og dét han vil blive husket for, er hans usmagelige personangreb på Lizette Risgaard. Men igen, hvad man ikke har i fagpolitisk talent og budskab, må man så have i personangreb, motivforskning og omvendt lommetyveri.

Normalt har der mere været tale om de facto udpegninger af efterfølgerne til topposter i fagbevægelsen. Selvom der i ny og næ opstår kampvalg, så handler det sjælden om politiske eller fagpolitiske forskelle. Men mere om personlige motiver om magt for magten skyld.

Det handler nødvendigvis ikke om hvem der er bedst kvalificeret fagpolitisk og politisk eller strategisk og taktisk. Men mere om hvem der har tjent systemet på en måde så alle kan leve med den nye sherif. Fanden stå i at der skulle komme én som Jeremy Corbyn, det engelske Labour partis nye venstreorienterede leder, og rokke båden. Eller en Dennis Kristensen type. For hvis der er noget fagbureaukratiet frygter mere end medlemmerne, så er det fagbureaukrater der vil forandre fagbevægelsen til demokratiske kamporganisationer.

Nå men i slutningen af oktober 2015, skal LO altså vælge en ny formand. Det er derfor op til LO-kongressens 400 delegerede fordelt på de 17 medlemsforbund, at finde en afløser. Det vil ikke medføre en paladsrevolution. Men med valget af Lizette Risgaard som LO’s første forkvinde, vil det være muligt at komme ud af dét hængedynd af ligegyldighed som har præget LO siden 1982, og med Thomas Nielsens udtryk, at "flyttet hegnspæle" igen!

På positivsiden skal det nævnes at der måske for første gang, også siden Thomas Nielsens tid, bliver valgt LO sekretærer (bliver måske omdøbt til næstformand) der bliver andet end usynlige mummitrolde. Tre kandidater har nemlig meldt deres kandidatur. De to kandidater, som stikker ud i forhold til mange års tidligere kandidater er, Nanna Højlund, FOA’s daglige ledelse og 33-årige Morten Skov Christiansen, nyvalgt LO Hovedstaden formand.

Morten Skov Christiansen, er noget så sjældent som en talentfuld socialdemokrat, der har gjort lynkarriere som man nu gør i fagbevægelsen (gennem ansættelser og ikke valg i fagbevægelsen). Nanna Højlund har været faglig aktiv siden sine unge dage og tilhørt den faglige venstrefløj. Modsat de fleste i hendes generation og position, så er hun stadig rød i ord og handling. Bliver Nanna og Morten valgt vil det styrke og understøtte den udvikling Lizette Risgaard står for.

Fagbevægelsen har brug for fagpolitiske ledere der tør og vil stille sig i spidsen i kampen for: – et klart nej til nedskæringer på velfærden, – et forsvar for pensionsordningerne, – et nej til social dumping og udbytning, - og nej til at vi skal betale med fyringer for at sikre profitten, – nej til privatisering og TTIP, – ja til at godt arbejdsmiljø, uddannelse og sundhed er gratis offentlige goder for alle.

Måske kommer vi ikke helt i mål ved denne kongres. For Rom blev ikke bygget på en dag. Men der er lagt op til en af de største forandringer i LO’s ledelse og politiske retning siden 1997. Og det er sgu fedt, især med de udfordringer vi står overfor.

60 millioner grunde til at protestere

Jan Hoby — Mon, 21 Sep 2015 07:10:08 +0000

Af Jan Hoby

Det har været bøjet i neon siden finanskrisen i 2008: Krisen er blevet gjort til et spørgsmål om offentlig uansvarlighed, og de offentlige sektor skal bøde for erhvervslivets kasinoøkonomi og spekulation. EU kommissionens og Den europæiske Centralbanks budgetlove har de facto sat medlemslandenes parlamenter under administration – og disse har så igen sat deres kommuner under den samme stramme økonomiske administration. Derfor er det endnu vigtigere, at de kommunale politikere passer på og topprioriterer den kommunale velfærd.

København har absolut rødt flertal og har dermed mulighed for indenfor en meget begrænset ramme at hæve ambitionerne for den kommunale velfærd. Men det mislykkes alligevel gang på gang som i et mareridt, der ingen ende vil tage. Budgetforliget 2016 for København er fortællingen om historiske muligheder, der blev forspildt på grund af taktiske hensyn til brede budgetforlig med de borgerlige partier samt hensyn til, at erhvervslivet endnu en gang skal tilgodeses før børn, unge og velfærd.

Der var for første gang, sådan cirka nogensinde, en politisk forståelse og vilje til at forbedre forholdene for byens vuggestuer. Nemlig ved at hæve pladsprisen fra 103.000 kroner årligt pr. barn til 110.000 kroner. Det ville koste 100 millioner hvert år og være et kæmpe skridt for chancelighed, livskvalitet og livsduelighed i børnehøjde. Men byens vuggestuer fik kun en tredjedel, som vil betyde en samlet opnormering på ca. 70 årsværk. Eller 0,26 årsværk pr. institution. Eller 2,92 timer pr. stue pr. uge!

Desværre må vi konstatere, at Frank Jensen, da han blev stillet overfor valget mellem at sænke byggesagsgebyrerne for 60 millioner kroner eller ansætte flere pædagoger i vuggestuerne, valgte det første.

Når vi ser på de socialt udsatte, så er der mere tale om et driftsbudget, hvor der skal ledes med lys og lygte efter de konkrete forbedringer. Det sociale område har i årevis kun fået til nødtørftig drift, og alle ”nye” penge har været bundet op i omlægninger, omstruktureringer og projekter. Der er åbenbart heller ikke i år, der er politisk kapital i at sikre byens udsatte borgere velfærdsforbedringer.

Der er selvfølgelig i budgettet en lang række af fornuftige og nødvendige forslag, som kommer byens ansatte, borgere, børn og unge til gavn. Blandt andet fortsat udvikling af tillidsdagsorden og LFSs (Landsforeningen For Socialpædagoger) forslag om stærke arbejdsfællesskaber, hvor fokus er på kerneopgaven, og som kendetegnes ved høj trivsel, godt arbejdsmiljø og lavt sygefravær

Men det er ikke det, der er problemet. Vi har som københavnere et minimum af forventning om, at byens politikere er borgernes repræsentanter. Men helt ærligt. Vi har sgu da også større forventeringer end det. Vi har forventninger om, at ambitionerne for den kommunale velfærd er second to none!

Måske gennem der sig en overraskelse i Investeringspuljen, hvor der er afsat 160 mio.kr. til tidlig indsats (læs vuggestuer) de næste fire år. Men hvornår og hvordan disse millioner bliver til bedre normeringer, står hen i uvished - også for politikerne.

I år var der faktisk mulighed for at undgå store dele af besparelserne i København med et historisk højt økonomisk råderum. Derfor er det ærgerligt, at Frank Jensen valgte et nedskæringsbudget med højrefløjen og lyttede til deres sang om skattelettelser. Frank Jensen blev i 2013 hædret som verdens næstbedste politiker af erhvervsorganisationen FDI Association. Men det skudsmål får han ikke fra byens 40.000 ansatte og byens børn og unge.

Derfor og af 60 millioner andre grunde indkalder 8 københavnske fagforeninger til demonstration mandag den 28.september kl.16.00 til 17.00 på Rådhuspladsen. Selvom budget 2016 er indgået (vedtages i Borgerrepræsentationen den 1.oktober), så bliver offentlige ansatte nød til at vise Frank Jensen og Company, at hvedebrødsdagene er slut.