Erik Storrud's blog

Antifascistisk analyse af en nationalkonservativ hjemmevideo

Erik Storrud — Sun, 29 Jan 2017 12:09:14 +0000

Af Erik Storrud

Bemærk at dette indlæg indeholder komplicerede overvejelser over svære sitautioner. Der er ingen sætninger eller afsnit der giver mening udenfor deres kontekst eller indlæget som helhed. Prøv derfor at vurdere helheden i stedet for at slå ned på detaljer eller små bidder der provokere dig. Hvis du er antifascist der gerne vil blive mere strategisk så læs videre. Hvis du er udefrakommende og gerne vil forstå hvordan nogle antifascister tænker og hvilke udfordringer vi tumler med så læs også videre. Hvis du derimod ikke evner reflekterede overvejelser der kræver indlevelse og omtanke vil jeg anbefale at klikke ind på Uriasposten hvor bloggeren Kim Møller givetvis snart har gjort alt arbejdet med at tage citater og passager ud af kontekst for dig.

Onsdag d. 25. Januar deltog jeg i det månedlige venstreradikale stormøde i Folkets Hus. Mødet indeholdt blandt andet en paneldebat hvor der skulle gøres status på to års modstand imod de nationalkonservative PEGIDA der senere muterede og blev til For Frihed (herefter kaldt PEGIDA fordi det er lettere at sige). Modstanden imod dem har indeholdt stort set alle tænkelige og utænkelige protestformer fra fysiske blokader, deltagelse i deres demonstrationer og jublende overdøve deres taler,til løbesedler samt antiracistisk kridttegning på deres rute. Aktionsformer der er varierer fra at være mangfoldige, kreative, ulydige og militante. Bemærk at militant i dette tilfælde ikke er det samme som voldelig. På nær enkelte tilfælde hvor enkelte individer fra begge lejre har været involveret i voldelige episoder har modstanden imod PEGIDA ikke været voldelig fra langt størstedelen af deltagerne. Fræk, ulydig, larmende, generende og konfronterende ja. Men kun meget sjældent voldelig forstået som handlinger der kan gøre ondt på andre mennesker.

Tre kvarter før mødet skulle i gang dukkede der tre personer op med et tændt kamera. To af dem var kendte PEGIDA gængere. Den sidste var efter deres udsagn en ”livvagt” opfører sig lidt som professionel sikkerhed. Det var den nye nationalkonservative TV-medie ”Frihedens Stemme”. Eller TV-medie er måske så meget sagt da det i realiteten er en Youtube kanal de har tilmeldt pressenævnet.

Frihedens Stemme har efterfølgende offentliggjort deres optagelser på Youtube samt forklaret deres ambition. Det var at ”interviewe” deltagerne og spørge dem om hvad der menes med ”militans”. At det er normal kotyme i pressen at snakke med de interviewede først og DEREFTER informere dem om at man tænder kameraet var tilsyneladende ikke så væsentligt for Frihedens Stemme. I hvert fald kan man se af deres optagelse at kameraet var tændt under hele deres gåtur på Nørrebro.

Rasmus vil gerne være jødeforfulgt

Værten på Frihedens Stemme er advokaten (og diverse andre skiftende titler) Rasmus Paludan som på videoen er iklædt en Kalot. Det første der sker når han når frem til Folkets Hus er at en person af jødisk oprindelse og overbevisning tiltaler ham på hebraisk. Det forstår Rasmus Paludan ikke og han spørger i stedet forvirret om personen taler dansk eller ”english”. Personen har trods sin jødiske overbevisning ikke følt sig mere forfulgt i Folkets Hus (hvor han befinder sig ugentligt) end han gør i resten af Danmark. Jeg ved det fordi jeg selv snakkede med personen efterfølgende.

Rasmus Paludans er såvidt jeg ved ikke jøde. Hans formål med at bære Kalot lader til at være et forsøg på at provokere til en reaktion. Det har været populært blandt nationalkonservative at solidariserer sig med jøder så længe det kan bruges til at angribe muslimer. Ramus Paludan prøver altså at bevise at Nørrebro er et sted hvor jøder ikke kan gå i fred. En pointe der falder noget til jorden når den første han møder ved Folkets Hus er en person der nok er mere jøde end ham og ikke oplever nogen forfølgelse trods at han igennem en længere periode har haft fast gang i Folkets Hus.

Lokale vil ikke filmes

Det næste der sker på videoen er at nogle personer og beder Frihedens Stemme om at filme et andet sted. Rasmus Paludan står et stykke tid og taler med disse personer der aldrig kommer foran kameraet. Deres anmodning er meget høflig og pædagogisk og ham der taler mest lader til at være kommunikativt velfungerende. De har en accent der antyder de er en del af den etnisk mangfoldige ghettokultur nationalister dem i PEGIDA normalt prøver at ophøje til samfundets fjende nummer et. Personerne bliver aldrig en del af billedet og der intet der tyder på de deltager i den efterfølgende eskalering (beskrevet nedenfor). En af personerne siger dog på et tidspunkt (afskrevet) ”Hvis i filmer mig ødelægger jeg kameraet. Det siger jeg lige ud. Det skal I, i hvert fald ikke. Altså vi gør ikke noget. Det er ikke fordi jeg gør dig noget. Jeg kommer helt roligt. Jeg siger bare i skal ikke filme mig. Det vil jeg ikke ha.” Det hele bliver udtalt i et roligt tonefald.

Det interessante ved den bemærkning er at den falder umiddelbart efter at Rasmus Paludan selv har sagt at ”vi filmer ikke nogen der ikke vil filmes”. Det er altså svært at tolke bemærkningen som en trussel da Paludan altså lige har erklæret sig enig i det der skulle være formålet med trusslen.

Det er det eneste Frihedens Stemme oplever fra den kant. En trussel om materiel skade der nok ikke engang ville holde i retten og som med det samme bliver trukket i land og blødt op fra ham der ytrer den. Folkets hus og Park er et område der tidligere har været meget plaget af åbenlyst hashsalg, vold og kriminalitet. Jeg har selv oplevet trussler fra lokale der lavede hærværk i huset i 2009. Det er mit klare indtryk at stemningen omkring parken er meget bedre i dag! Hvis Frihedens Stemme prøver at bevise, at det er noget særligt galt ved netop Folekts Park, synes jeg det ville være relevant hvis de tænde et kamera og vadede ind i en Rockerborg eller gik rundt på Pusherstreet på Christiania og nægtede at slukke det. Folk der kender til kriminalitet eller området omkring folkets park vil nok snarere se videoen som et klart tegn på at området er i bedring!

Antifascister eskalerer

Imens Paludan snakker med jøder og høflige unge personer i området er der aktivitet ovre ved huset. Nogle personer hopper lidt ud og ind og der snakkes ophidset og peges i retning af kameraet. Disse kalder jeg i kommende afsnit for antifascister for nemheds skyld. En antifascist iført maskering kommer hen og beder dem om at skride fordi de er nogle ”fucking nazisvin”. Hurtigt bliver de tre fra frihedens stemme delvist omringet af de 5-8 antifascister. Tilråbende er spændte og fjendtlige. Det tyder på at der sker noget skubben da kameraet tilter og livvagten (hvis ansigt Frihedens Stemme har sløret i redigeringen) bevæger sig lidt hektisk rundt foran kameraet. De tre fra Frihedens Stemme fortrækker ned ad indkørslen og går over Stengade væk fra Folkets Park. Kort efter lyder det som om der smadrer en flaske bag dem. Livvagten kommanderer ”Så er det afsted” og de tre fra frihedens stemme løber imens nogen bag dem råber ”Løb for livet nazisvin!”

Undervejs lykkes det mindst en af forfølgerne at indhendte dem og der er lidt mere tumult ved kameraet. De tre fra Frihedens Stemme hopper dog ind i en bil og billedet går i sort.

Frihedens Fælde

Ovenstående er hvad jeg ser i videoen. Det er tydeligvis ikke hvad andre mennesker ser i videoen. Den nationalkonservative sfære på de sociale medier ser videoen som et bevis på at Nørrebro er usikkert for jøder og folk med uønskede holdninger. Frihedens stemme ser sig selv som politisk forfulgte når de udfører journalistisk arbejde. Flaskekast, voldsomme tilråb og et kamerahold der flygter igennem Nørrebros gader hjælper med til at understrege deres narrativ og den agressive jagt er klart hvad efterlader det største indtryk i videoen.

Hvis vi antager at Frihedens Stemme har en ambition om at fremstille antifascister og ”multikulturelle unge” som voldelige mennesker der gør Nørrebros gader usikre for Jøder og ”anderledes tænkende” (som de ynder at kalde sig selv) hjælper vidoen dem et godt stykke ad vejen. Videoen havde ikke været så interessant at se på hvis ikke der var action, jagt og en trussel om vold. Derfor må man sige at råbende antifascister der jagter Frihedens Stemme ud af Nørrebro alt andet lige hjælper dem med at producere den video de gerne vil have.

Rasmus Paludan lyver

I den forbindelse er det ret vigtigt at påpege at Rasmus Paludan lyver direkte når han påstår de ikke filmer uden samtykke. Den eneste måde han kan overholde det løfte er hvis kameret er slukket INDTIL der indhendtes samtykke fra de medvirkende. Videoen viser tydeligt at kameraet er tændt adskillige hundrede meter fra Folkets Hus og er tændt under hele forløbet. Dertil kommer at det er en rimelig antagelse at de antifascister der maskerer sig og jager dem væk ikke ønsker at blive filmet. Paludan og co. vil naturligvis påstå at det var journalistisk afgørende at offentliggøre billederne da de indeholdt vigtige informationer om de ”sande” tilstande på Nørrebro eller i Folkets Hus. En påstand der ikke tager højde for at det er en tilstand Frihedens Stemme selv gør alt hvad de kan for at fremprovokere. Politiet lader til at være enig i min vurdering eftersom de (ifølge Rasmus Paludan selv) vælger at give Frihedens Stemme et 12-timers påbud imod at komme i området nær Folkets Hus da han efter hændelsen vælger at politianmelde episoden.

Som efterspil kan det nævnes at den højreradikale udleveringscentral Uriasposten har gjort deres bedste for at offentliggøre navne på alle de har været i stand til at identificere på videoen. Uriasposten nøjes i den forbindelse ikke med at offentligøre navne på dem der deltager i noget ulovligt, men offentliggører simpelthen fulde navne på alle det er muligt for dem at identificere! Altså alle der er til stede. Det er ubehageligt at tænke på at havde jeg dukket kommet fem minutter tidligere til mødet var jeg helt sikkert også blevet hængt ud på Uriasposten med fuldt navn og billede UANSET om jeg havde gjort noget eller ej. Det er et nationalkonservativt kamera og deres optagelser vil blive brugt til at fremme en nationalkonservativ agenda. Oplysninger der ikke passer ind i den (f.eks. at de møder en jøde der tydeligvis ikke er forfulgt i starten af videoen) bliver ignoreret. Deres optagelser bliver i stedet brugt til at offentliggøre personoplysninger om deres politiske modstandere og stille dem i så dårligt lys som muligt.

Det antifascistiske dilemma

Når nationalkonservative dukker op med et rullende kamera til et vores offentlige møder stiller det altså alle tilstedeværende antifascister overfor for to valgmuligheder og ingen af dem er gode.

1: Man kan stoppe dem væk og bidrage til at skabe optagelser der passer ind i den historie de ønsker at fortælle.

2: Man kan lade dem blive og acceptere at de filmer alle deltagere til et politisk møde.

Jeg vil vove den påstand at vi som antifascister slet ikke har et valg i den situation. Det er simpelthen ikke en mulighed for os at være antifascister hvis vi accepterer at politiske modstandere laver komplet video-registrering af alle deltagere til et politisk møde. Rasmus Paludan lyver og filmer folk der ikke vil filmes. Dertil kommer at Frihedens Stemmes eneste produktion (udover optagelserne ved Folkets Hus) er et langt og fuldstændig ukritisk interview med Kim Møller fra Uriasposten. Samme person som næsten samtidig med at vidoen blev offentliggjort i onsdags offentliggør navne på alle han kan identificere. Folk hvis eneste forbrydelse er at være til stede der hvor Frihedens Stemme filmer. Jeg betragter det som ekstremt sandsynligt at Kim Møller uanset hvordan episoderne ved folkets hus havde forløbet ville få adgang til alt videomateriale fra besøget og at det ville blive brugt til politisk registrering af os. Jeg ville aldrig stole på Rasmus Paludan hvis han påstod det modsatte. Han er advokat og har allerede løjet på åbent kamera.

Vi har ret til at beskytte os selv når politiske modstandere registrererer os med henblik på offentlig forfølgelse. Derfor mener jeg vi er nød til at stoppe dem når de kommer med rullende kameraer på den måde de gjorde det i onsdags. Det er den eneste måde vi kan genskabe bare et minimum af modmagt til krænkende optagelser fra mennesker der ønsker at udstille og udslette os. Antifascisme er i den forbindelse helt bogstaveligt selvforsvar. Det er vigtere end hvorvidt vi skaber de videoer de gerne vil have. Det må være udgangspunktet for enhver diskussion om hvordan vi skal reagere. Den virkelighed vi åbner op for hvis vi lader dem filme os overalt de vil er alt for uhyggelig at tænke på. Vi har intet andet valg end at stoppe dem med de midler vi har til rådighed.

Antifascistisk strategi

Men det er altid værd at diskutere og overveje hvilke midler vi rent faktisk har til rådighed. Det er altid smart at være taktisk i sådanne situationer. Vi bør minimere hvor meget vi hjælper dem og hvor meget vi udsætter os selv og vores kammerater i processen.

Jeg kan umiddelbart se to muligheder for hvordan man mest effektivt kan slippe af med nationalkonservative med et kamera. Der findes sikkert flere, men det er de effektive jeg kan forestille mig. Ingen af mulighederne er perfekte, men i en sitaution hvor de dukker op uanmeldt med kameraer VIL i sin natur aldrig være perfekt. Det er også vigtigt at understrege jeg på ingen måde opfordrer til at begå nogle af de handlinger jeg beskriver i det følgende. Der er en fair chance for at nogle af de metoder jeg nævner vil være ulovlige efter dansk lov. Også selvom jeg foreslår dem for at stoppe en langt være forbrydelse. Jeg beskriver dem udelukkende så de mennesker der alligevel vil skride til handling for at stoppe nationalkonservative optagelser kan få noget at tænke over og gøre så lidt skade på dem selv og andre i processen. Du vil altid selv være ansvarlig for dine handlinger og det betaler sig altid at tænke dig om selvom du står i en dårlig situation du ikke selv har skabt!

Strategi 1: At mobbe dem ud

En strategi kan være at mobbe dem væk. Det vil sige at gøre ting der er så irriterende eller ubehagelige at de bliver nød til at opgive deres filmning. Disse kunne være:

- At holde bannere, stof eller plastik op foran kameraet.

- At stå i vejen med ryggen til eller blokere deres vej eventuelt iført kreativ maskering.

- At hælde koldt vand over dem eller gøre andet der er ubehagelige men ufarligt

Disse metoder kan sætte en effektiv stopper for optagelser som dem vi så i onsdags. Nogle af metoderne er måske stadig ulovlige, men de er som minimum mindre ulovlige end f.eks. flaskekast.

Strategi 2: At gå efter kameraet

En anden og mere direkte måde at stoppe optagelserne er naturligvis at uskadeliggøre kameraet. Bemærk at dette automatisk vil føre til en tumult-agtig situation eller en fysisk konfrontation hvis Frihedens Stemme gør modstand. Det KAN gøres uden vold men det er meget svært at gøre uden tumult der vil se voldeligt ud på de optagelser der laves. Juridisk er det i den forbindelse værd at bemærke at det er ulovligt at tage et kamera fra nogen og ødelægge det. Det er dog langt mere ulovligt at true nogen til at give dig deres kamera. Det er forskellen mellem tyveri/hærværk og røveri rent juridisk hvoraf sidstnævne fører til betydelige fængselsdomme hvis man bliver taget. Uanset hvordan det gøres er det selvsagt en fordel at være ret sikker på at kunne lykkes før man gør forsøget.

Undgå volden

I begge strategiske scenarier jeg beskriver bør man altid gå så langt man kan for at undgå undgå vold. Bemærk at jeg ikke betragter hærværk, vandballonner, æg og lignende som vold selvom Frihedens Stemme utvivlsomt er uenig. Har i et tidligere blog-indlæg defineret vold som handlinger der virker ved smerte eller fysisk personskade og den slags bør man aldrig gøre så længe der overhovedet er andre muligheder. Og det gælder egentlig i alle situationer i livet.

Den nye bølge af nationalkonservative som PEGIDA og Frihedens Stemme arbejder ivrigt for en ekstremt voldelig politik ja. De forsvarer ivrigt forbrydelser mod menneskeheden såsom etnisk og religiøs udrensning ja. Men de er faktisk kun meget sjældent voldelige selv og derfor er stort set al voldsanvendelse imod dem unødvendig. Man sagtens håndtere dem uden uden at være voldelig så længe man bare er lidt flere end dem.

Derfor er der stort set aldrig situationer hvor det etisk eller taktisk kan forsvares slå, sparke eller kaste hårde ting efter dem. Det gør kun deres video bedre og øger chancen for juridiske repressalier. Jeg kan godt forstå at man har lyst til det og jeg har svært ved at have personligt ondt af dem så længe de ikke kommer til skade. De arbejder trods alt for at gentage historiens værste forbrydelser imod menneskeheden. Men hvor usympatisk andre mennesker er skal IKKE afgøre hvorvidt det er i orden at bruge vold imod dem. Volden skal være strategisk og nødvendig og det er den sjældent når det gælder den nye bølge højreradikale.

Sidste ord

Det er ingen af de strategier jeg har foreslået der er risikofrie eller skal tages let på. Selvom vi ikke begår vold direkte er det aldrig sjovt at skulle være fysisk eller ubehagelig ved andre mennesker. Jeg ville ønske vi levede i en verden hvor det ikke var nødvendigt. Men når den nye bølge af højreradikale lægger op til åbenlys politisk forfølgelse af vores bevægelse er vi truet på vores eksistens. En verden hvor de ikke bliver stoppet er langt værre end de ubehageligheder der skal til for at stoppe dem.

Heldigvis var det møde de forsøgte at gøre ubehageligt rigtig konstruktivt og inspirerende med mange mennesker. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidste har hørt så mange konstruktive indlæg og set så god en blanding af nye og gamle ansigter. At være antifascist er måske i virkeligheden at tage et valg om at være politisk forfulgt så andre minoriteter slipper for at være det. Antifascister har historisk set været forfulgte lige så længe der har fundtes fascisme. Vi er her stadig. Vi skal nok tilpasse os og overleve denne nye form for forfølgelse også!

Kampen fortsætter!

Om at være ked af det

Erik Storrud — Mon, 16 Jan 2017 23:28:20 +0000

Af Erik Storrud

Om at være vred og være ked af det i politik. Om Modkrafts lukning.

Jeg hader den der grædende "ked" emoji () som Facebook har indført i repetoiret af enkeltklikstilkendegivelser der blev inført som alternativ til "likes".

Hver gang der deles nyheder på Facebook om at flygtninge der dør, politikerne der lyver eller højrefløjstrømninger i fremgang kommer der altid en lind strøm af tikkende ind på opslaget.

Jeg sidder altid og tænker "Fuck de der ked emojis! At være ked af det er fandens passivt. Bliv vrede i stedet for! Vrede kan i handle med! Vrede kan få jer ind i kampen for en bedre verden! Vrede kan gøre en forskel."

Lille My er ikke ked

I Tove Jansons fantastiske børnebøger om Mumitrolden er der en passage der virkelig flot beskriver forskellen på at være vred og ked af det i politik. Et smukt og noget ubegavet egern med en meget flot hale er kommet til at vandre for tæt på Murren - et ensomt væsen bestående af ren kulde. Egenet blev frosset ihjel og mumitrilden ville begrave det og holde en smuk og sørgelig ceremoni. Den temperementsfulde Lille My var uenig og ville hellere lave et tørklde af egernets smukke hale. Mumitrolden blev selvfølgelig forfærdet og råber af Lille My at hun slet ikke forstår begravelser og er fuldstændig ligeglad.

Lille My svarede noget a lá: "Jeg er ikke ligeglad! Jeg kan bare kun være glad eller vred og hvis jeg bliver vred nok kan jeg bidde Murren i benet så hun ikke render rundt og fryser små egern til is!"

Indenfor politik har jeg det ret meget som Lille My. Vi kan ikke bruge sorg til at forandre verden. At vi er triste stopper ikke højrefløjen, udvisninger til krige eller undertrykkelse. Derfor bliver en del at mig altid irriteret når jeg ser de triste smileys som reaktion på politiske nyheder.

At miste Modkraft er som at miste en ven

Når det så er sagt har jeg her til aftes godt nok brugt emojien meget alligevel. Der er simpelthen umuligt for mig at føle andet end en meget personlig sorg når jeg hører om Modkrafts sandsynlige og snarlige lukning.

Jeg fik egentlig nyheden på en mail i går aftes og kunne med det samme mærke et stik i hjertet. En følelse jeg bedst kan sammenligne med at skulle afslutte et romantisk forhold eller få at vide nogen i min omgangskreds er døde. Jeg skubbede det dog væk da jeg havde en lang og udfordrende arbejdsdag i dag og generelt har travlt med at planlægge demonstration imod Trumps indsættelse på fredag. Nu har jeg endelig et par timer alene på mit værelse og kan for alvor tænke over hvad en lukning af Modkraft egentlig betyder for mig. Og der er mange grunde til at være ked af det.

Modkraft var der

Sammenligningen med et dødsfald kan lyde voldsom men i mit liv er det ikke helt ved siden af. Modkraft har altid været der alle de 17 år jeg har været politisk aktiv. Modkraft blev født samtidig med at den politiske ild blev tændt i mig. Uanset hvor jeg har været i mine politiske opture og nedture har Modkraft altid været en stemme ved min side. En fortæller til en stor del af min livshistorie. Ikke en neutral fortæller, men en ærlig og fornuftig fortæller der har sat de ting jeg har gjort, sagt og skrevet i perspektiv både konstruktivt og kritisk.

Modkraft var der da jeg første gang blev anholdt og fik tæv af politiet i Göteborg og Malmø. Som et af de eneste medier beskrev de hvad der skete i stedet for lydigt at holde mikrofon for politiets løgne og politikernes afstandtagen.

Modkraft var der da jeg som frustreret 18-årig teenager kastede æg på statsministeren. De glorificerede det ikke men brugte heller ikke de samme katastrofetyper som resten af pressen.

Modkraft var med da irak-krigen startede og vi prøvede at stoppe Danmark.

De var der da Ungdomshuset blev ryddet og vi gik på gaden og kastede brosten. De var med i fængsel, udgav mine breve og gjorde min tid bag tremmer politisk meningsfuld.

Modkraft gav plads til mine skriverier da jeg begyndte at forstå at mine blogs kunne veje tungere end mine brosten i den politiske kamp.

Modkraft har været et rum for alt hvad var vigtigt for mig på en måde som ingen andre nyhedsmedier har kunnet det. Der har været hyldest på Modkraft når jeg har lavet seje aktioner. Der har været kritik og verbale tæv når jeg har kvajet mig. Modkraft har været min politisk samvittighed. Min mentor og mit modstykke. En stemme i mit hoved eller en summen af forskellige stemmer der har banket, formet og fyldt mig med politiske tanker, kritisk energi og politisk poesi.

Modkraft har altid været der for mig og det er fandme trist at se det forsvinde.

Livet går videre

Jeg kan ikke lade være med at nære en snært af håb om at der dumper en løsning ned fra himlen selvom jeg ved det er urealitisk. At tabe Modkraft bliver et hårdt slag. Men hverken livet eller kampen stopper selvom Modkraft skulle stoppe med at eksistere. Der vil opstå andre kritiske platforme. De fantastiske mennesker Modkraft består af vil selvfølgelig fortsætte med at gøre mediebilledet og verden smukkere ligesom andre tidligere mennesker fra modkraft i dag gør det andre steder. Venstrefløjen har det jo i virkeligheden bedst når ting er i foranding og den energi der har været lagt i Modkraft vil selvfølgelig blive lagt andre steder. Jeg stopper ikke mine skriverier bare fordi jeg mister den bedst mulige platform at skrive fra. Kampen fortsætter som den altid har gjort det.

I virkeligheden er det der berører mig mest nok sorgen over at ting ændrer sig og forsvinder. At jeg mister noget betydningsfuldt der altid har været der for mig. At noget der har så meget historie og liv for mig måske snart er væk.

Der er ikke plads til vrede i lyset af lukningen af Modkraft. Der er ingen at være vrede på. Jeg tror inderligt på at alle involveret i Modkraft og Monsun har gjort deres allerbedste for at få det til at fungere. Uden dem havde Modkraft slet ikke kunnet overleve som kritisk og seriøst medie i 17 år.

Derfor er der ikke plads til vrede og kamp lige nu. Der er kun plads til at være lidt og det er okay.

Video of 3MMXjunSx80

Er Søren Autonom?

Erik Storrud — Wed, 04 Jan 2017 12:01:22 +0000

Af Erik Storrud

Om Søren Lerches bog Autonom Pusher Mentor og især om hvorvidt Søren er Autonom

Jeg lå vågen til kl to i nat – langt efter min sengetid – og læste Søren Lerches virkelig gode bog Autonom Pusher Mentor. En bog der ramte og rørte mig dybt både fordi den er velskrevet og ærlig, men også fordi hans fortælling på mange måder minder om min egen historie.

Søren fortæller ved hjælp journalisten Ulrik Dahlin om sin ungdom med hashmisbrug, om sit møde med det autonome miljø, sin fascination af militant kamp, sin gradvise accept af vold og til sidst sin kriminelle løbebane, der ender med at han bliver kerneperson i organiseringen af hash-klubber og leverancetjenesten De Brune Bude.

Formel boganmeldelse

Sproget er lækkert, man keder sig ikke et sekund under læsningen. Hvert andet kapitel springer i tid fra henholdsvis hans tur ind og ud af kriminalitet, hvor vendepunktet bliver en isolationsfængsling i Vestre Fængsel. En rigtig kreativ måde at samle en fortælling på og at præsentere Søren som det komplekse troværdige menneske der rummer aspekter fra hele hans livshistorie.

Det er altid stærkt at læse folk der ærligt udleverer historier fra ekstreme og intense perioder i deres liv. Det er klart brugbart for alle at læse hvis de vil vide mere om kriminalitet, menneskelig psykologi og livshistorier. Man sidder tilbage med en følelse af at man kender Søren og ønsker ham alt det bedste i hans indsats for at gøre verden til et bedre sted.

Det problematiske i det problematiske

Når man føler at man kender en person der har udleveret sårbare og angstprovokerende ting om sig selv bliver det svært at kritisere. Men der er desværre nogle lidt for store problemer i hans bog til at jeg helt kan ignorere dem. Derfor vil jeg udfordre hans blik på ekstremisme og radikalitet. Et blik jeg mener er forfejlet hvad den autonome bevægelse/den radikale venstrefløj angår. Derudover kommer Søren med en række kriminalpræventive refleksioner der hvis de bruges ukritisk kan gøre mere skade end gavn. I de episoder jeg selv har kendskab fra min tid i bevægelsen har jeg identificeret en del faktuelle fejl. Endeligt er der spørgsmålet om hvorvidt Søren er stikker som jeg gemmer til sidst i indlægget.

Disse passager i bogen kan give et forkert billede af virkeligheden og samfundet og er vigtige at få rettet op på hvis bogen skal bruges af folk der vil forstå venstreorienteret radikalisering eller bare arbejde med udsatte mennesker i det hele taget. Så selvom jeg har allermest lyst til at give Søren et kram og lade ham komme tilbage til et arbejde der uden tvivl er et arbejde der efterlader verden til det bedre vil jeg nu gennemgå en god bogs problematiske passager.

Om os-dem ekstremismesynet

Den eneste del af bogen vi med sikkerhed ved er skrevet af Søren selv er bogens forord. Og her skriver han det egentlig ret godt:

”Min historie er på ingen måde repræsentativ for det venstreradikale miljø, min udvikling var ekstrem. Kun et meget lile mindretal begik kriminalitet for egen vindings skyld, flertallet var drevet af idealisme eller de sociale dimensioner af miljøet, og det var kun nogle af, der anvendte vold for at opnå politiske mål.” (s.11)

Forordet er vigtigt fordi det står i modsætning til resten af bogens beskrivelse af det autonome miljø som noget definitivt mere usundt, radikalt og farligt der ligesom kriminelle miljøer er noget folk skal hjælpes ud af. Så selvom Søren ikke har nogen intentioner om at kritiserer det venstreradikale eller autonome miljø er han alligevel ret god til at gøre det.

Hvorvidt 90’ernes autonome miljø var et godt eller dårligt sted er svært at svare på. Jeg tror at alle sociale miljøer stritter imod enhver entydig kategorisering. Det vil altid være muligt at have både gode og dårlige oplevelser og enhver socialt sammenhæng kan katalysere en både sund og usund personlig udvikling.

Overordnet tror jeg dog der var mere vold og kriminalitet både politisk og upolitisk i 90’erne. Jeg tror heller ikke der var samme udtalte bevidsthed om at passe på sig selv og hinanden som der er nutidens venstreradikale bevægelse.

Sørens tid i det autonome miljø slutter næsten præcis det samme sted min tid som aktivist starter. De sidste gadekampe han beskriver er samtidig mine første. Dem der fandt sted under EU-topmødet i Göteborg 2001. Få måneder efter oplever han en eksklusion fra det miljøet til et stort fællesmøde i Bumzen i baldersgade og vender tilbage i nogle få sider at beskrive miljøet lidt nuanceret igen i stedet for noget entydigt usundt.

Radikalisering er en god ting

Han omtaler flittigt sig selv som ekstremistisk og radikaliseret og beskriver det som en klart dårlig ting. Men er radikalitet egentlig en dårlig ting? Der er i den grad brug for radikale løsninger hvis vi som samfund skal håndtere flygtninge, klimaforandringer og økonomiske kriser uden at falde tilbage til fortidens racisme og forbrydelser imod menneskeheden. Ekstremisme er et mere entydigt negativt begreb. Det er tilgengæld så politisk betændt at det bedst beskrives som et udefinerbart skældsord typisk brugt imod os der foreslår radikale løsninger. Et skældsord ofte brugt af politikere der intet problem ser i f.eks. retorik der forsvarer overgreb på menneskerettighederne. Ekstremisme og radikalitet er altså begreber et politisk inkluderet ”os” prøver at bruge om et ekskluderet ”dem”. Derfor vil enhver ukritisk brug af begreberne også være medhjælpende til denne ekskluderingsproces og risikere at skubbe folk længere væk hvis de i forvejen er stemplet som radikale eller ekstreme.

Radikaliserende studievejledere

Dette er især problematisk når Søren reflekterer over sit eget liv på en måde jeg bestemt ikke mener bør føre til generel brug. Blandt andet problematiseres det at en studievejleder på Det Fri Gymnasium støtter op om Sørens skriverier for det autonome tidsskrift Propaganda:

”Det gale var at studievejlederen støttede en person (Søren -red), der godt nok havde overvundet sin skriveblokering, men hvis holdninger var 80 procent destruktive og udviklet i et meget lukket fællesskab. Havde der været en mere fokuseret og kritisk tilgang til mine politiske opfattelser dengang (...) så kunne jeg være blevet optaget i et andet fællesskab og fået status og anerkendelse dér.” (s. 82)

Jeg var selv en elev på Det Fri Gymnasium og fik relativt lang snor på trods af at politik og aktivisme fyldte langt mere det burde og gik ud over mit skolearbejde. Som de fleste andre nytilkomne politisk vækkede var mine holdninger et mærkeligt sammensurium af radikale, normale og mærkelige ting. Var jeg blevet konfronteret med politiske krav til mine holdninger fra en udefrakommende voksen studievejleder fra ”systemet” var jeg nok bare stejlet og skredet. I stedet fik jeg lidt snor selvom jeg rummede både mere og mindre gennemtænkte holdninger. Det betød at jeg kunne få en studentereksamen og fortsætte i et uddannelsessystem der gradvist nuancerede mine holdninger, gjorde mig mere voksen, ansvarlig, trak mig ind i samfundet og gav mig noget at miste.

Søren har givetvis ret i at han havde brug for noget andet i den periode af hans liv. Det ved han jo nok bedst selv. Men jeg ser det samtidig bestemt som muligt at studievejlederen gjorde det helt rigtige da han accepterede en ung mands radikale skriverier i stedet for at møde ham med politiske krav og fordømmelse lig hvad Søren sikkert mødte nok af fra restem af samfundet den gang.

Kriminel versus radikal

Jeg tror hovedårsagen til de fleste af Sørens problematiske refleksioner er at Sørens bevægelse igennem livet ikke er særligt venstreradikale sådan som bevægelsen ser ud i dag. Vi venstreradikale er egentlig sjældent så isolerede fra samfundet eller organiseret i paralelsamfund som kriminelle og andre marginaliserede. Vi er ofte veluddannede og kommunikativt velformulerede. Det farligste er nok vores idéer hvilket også understreges af Sørens møde med PET da han efter at have været ude af kriminalitet nogle år arrangerer radikaliseringsseminarer:

”De peger på at Oliver (Sørens mentor i kriminalitet -red) i virkeligheden har afradikaliseret os i forhold til vores politiske holdninger ved i stedet at styre os hen imod et kriminelt miljø. Forenklet sagt havde vi brugt vores tid på at sælge hash og lave indbrud og få kontakt med rockerne i stedet for at omstyrte det kapitalistiske system. Så det er altså PET’s vurdering at jeg har radikaliseret mig selv i stor stil, mens Oliver mere har fungeret som radikalisator i forhold til at gøre os mere voldsparate, afstumpede og kriminelle.” (s. 243)

For det første er det da interessant at PET tilsyneladende hellere vil have unge handler med stoffer og laver indbrud end at de går med farlige tanker om en bedre og anderledes verden. Citatet rammer også hovedsårsagen til at jeg finder mange af Sørens refleksioner problematiske at forene med den virkelighed venstreradikale unge befinder sig i.

Sørens bevægelser er først og fremmest almindeligt kriminelle og kun sekundært venstreradikale. Selvom han har været invævet i 90’ernes venstreradikale miljø tror jeg hans refleksioner primært er brugbare hvis man vil hjælpe kriminelle og ikke så meget hvis man vil hjælpe venstreradikale. Min egen historie er omvendt. Jeg er først og fremmest venstreradikal aktivist og har kun sekundært været kriminel. Derfor er mine erfaringer sværere at bruge hvis man vil hjælpe ”almindeligt” kriminelle men meget mere brugbare hvis man vil hjælpe venstreradikale og andre aktivist-grupper.

Derfor er det svært at vurdere Sørens refleksioners brugbarhed overfor upolitiske kriminelle kriminelle. Til gengæld harmonerer Sørens beskrivelser af vejen ind og ud af kriminalitet rigtig godt med hvad andre kloge folk skriver om kriminalitet. Se f.eks. fængselspræsten Lissi Rasmussens bog om Livshistorier og Kriminalitet.

Fængselssystemet er ikke en hjælp

Selvom jeg ikke kan give mange gode råd hvad angår exit fra ”almindelig” kriminalitet kan jeg desværre stadig se Søren komme med nogle overvejelser der er ret uovervejede. F.eks. hvad angår det at lyve i retten der af Søren bliver beskrevet som en stor moralsk fejl (s.92-93). Fuldstændigt manglende er refleksionerne over hvad der mon var sket hvis han havde fortalt alt i retten?

Mit bud er at dommen på de relativt beskedne 10 måneder var blevet opgraderet til en tur i fængsel på omkring 6 år i stedet (kvalificeret gætværk).

I det scenarie ville han være prøveløsladt omkring år 2008 og havde gået glip af at se sine børn blive født. Hans studier havde været væsentligt sværere at gennemføre ikke mindst fordi noget af straffen havde skullet afsones i lukket fængsel i stedet for på RUC. En længere fængselsdom havde som minimum sat Sørens vej ud af kriminalitet tilbage med adskillige år for slet ikke at snakke om risikoen ved at falde tilbage når man sidder i fængslet. En institution der på mange måder socialiserer hårdt til mere kriminalitet. Rets- og fængselssystemet ikke et optimalt sted at komme ud af kriminalitet. Man kommer ud af kriminalitet hvis man bliver indraget i samfundet og får noget at miste. Fængslet er et kriminelt paralelsamfund og indsatte har meget lidt at miste. Derfor er der aldrig nogen grund – kriminalpræventivt set – til at arbejde for andet end den mindst mulige fængselstraf i stort set alle situationer i retssystemet.

Faktuelle fejl

Som tidligere fortalt var EU-Topmødet i Göteborg min første gadekamp og Sørens sidste. Som min første hårde konfrontation med ordensmagten og en generelt voldsom oplevelse er begivenhederne de dage i Juni 2001 noget jeg ofte har undersøgt, gransket og vendt tilbage til. Derfor skærer det ret hårdt i øjnene når man læser afsnittet om topmødet der er fyldt med faktuelle fejl.

Beskrivelsen af ”Den såkaldte ’sorte blok’ – autonome og andre maskerede aktivister marcherende på rad og række i tætte geledder” (s.209) antyder en disciplin der ikke var tilstede. Der var sortklædte aktivister. Nogle af dem var ret vilde. Men de var ikke disciplinerede og marcherede ikke rigtig på noget tidspunkt.
Der blev ikke anholdt 450 demonstranter en uge før topmødet (s. 210). Der blev anholdt 266 i Malmø i april 2001 ved et forberedende topmøde og der blev anholdt ca 450 dagen før topmødet officielt startede. Dette var begivenhederne på Hvidtfeldska Gymnasiet som der beskrives senere i afsnittet hvor politiet omringede skolen med containere og anholdt 450 mennesker.
”Politiet indsatte ridende politi og skyer af tåregas mod demonstranterne.” (s.209) Svensk politi har aldrig brugt tåregas og de fik først pebberspray adskillige år efter topmødet.

Derudover er der andre ting der bare er misvisende, men som er mere op til fortolkning. F.eks. kunne man nævne at der blev skudt tre mennesker af politiet i stedet for den ene bogen nævner.

At Göteborg er den eneste af de "autonome" episoder jeg selv har indgående kendskab til og der er så mange fejl i det afsnit er en smule bekymrende for resten af bogens troværdighed. Jeg håber at de andre episoder er forløbet som beskrevet i bogen og at Göteborgsfejlene mest skyldes at Ulrik Dahlin har google de forkerte kilder i stedet for bare at bruge Wikipedia.

Er Søren stikker?

Jeg har selv oplevet at dele af det autonome miljø igennem en årrække har betragtet mig som stikker fordi jeg til en aktionsuge i svendborg – det andet rigtige møde med det autonome miljø i mit liv – opførte mig som en idiot og havde en ualmindeligt dårlig sikkerhedskultur. Kort fortalt sagde jeg alle de forkerte ting på de forkerte tidspunkter og udsatte mine kammerater for unødig risiko. Det fik heldigvis ingen væsentlige konsekvenser og der var ingen ond vilje bag det. At blive kaldt ”stikker” er yderst dehumaniserende, umuligt at forsvare sig imod og rigtig ubehageligt generelt. Derfor er jeg yderst tilbageholdende med at kalde andre den slags.

For at nogen skal være stikker i min bog kræver det at de bevidst tager en valg om at udsætte andre for repressalier for egen vindings skyld. Det tror jeg faktisk ikke Søren gør. Han anonymiserer personer og beskriver begivenheder så langt tilbage at alle sager må betragtes som forældede indenfor de strafferammerne af de forbrydelser der beskrives. Derfor mener jeg at risikoen for juridiske represalier er under bagatelgrænsen.

Men juridiske represalier er ikke den eneste grund til at anonymisere aktører i en bog om så voldsomme begivenheder som Søren beskriver. Det er også for at undgå at pårørende, medier eller politiske modstandere kan regne ud hvem de involverede er. Den højreradikale udleveringscentral Uriasposten havde f.eks. en fest over bogen og arbejdede hårdt på at identificere aktørerne.

I den forbindelse mener jeg ikke Søren tilnærmelsesvist anonymiserer personerne fra hans fortid godt nok. At skrive om ”en person centralt i demos” og de andre grundige beskrivelser af tider og steder øger drastisk sandsynligheden for at folk bliver identificeret af medier eller personer i deres netvæk. Søren skriver selv i slutningen af bogen at folk skal afsløre eventuelle skeletter i skabene på deres egne betingelser. Et hult udsagn når Søren ikke selv anonymiserer folk godt nok til at sikre det ikke sker i utide.

Opsamlende mener jeg altså ikke Søren Lerche er stikker. Han er bare meget uopmærksom og uforsigtig. Det er dumt men der er ingen grund til heksejagt eller andre konsekvenser. Skaden er sket.

Sidste ord

Det er mærkeligt at sidde og sable en bog ned man har haft så stor værdi og fornøjelse ud af at læse. Selvom vores historier er afgørende forskellige er der stadig sjove tilfælde der er ens. Vores tid på Det Fri Gymnasium og at vi begge rykkede tættere på brugen af vold efter at have oplevet politivold i Sverige. Bogen er stadig en god, rørende og stærk historie fra et interessant menneske. Langt de fleste læsere kan nyde den og lære ting om livet, samfundet og kriminalitet. Desværre er den bare ikke særligt brugbar hvis man vil forstå pædagogiske problemer og udfordringer for os der stadig befinder os på den radikale venstrefløj. Enten er der så store forskelle på miljøet i 90’erne og i dag eller også har Søren flyttet sig så langt fra det at hans viden på lige præcis det område desværre er svært brugbart.

Autonom, pusher, mentor - et portræt af Søren Lerche. Af Ulrik Dahlin. (Gyldendal, 2015, 275 sider, ca, 240 kr.

Gæsteblog: Det handler ikke om julepynt!

Erik Storrud — Sun, 04 Dec 2016 18:34:24 +0000

Af Erik Storrud

Dette er en gæsteblog skrevet af Rune Bødker

Når Pegida går på gaden handler det hverken om julepynt, ytringsfrihed eller kærlighed til Danmark og danske værdier. Pegida er en del af en politisk bevægelse. En nationalistisk og fremmedfjendsk bevægelse, der har fremgang i hele Europa og Nordamerika. Den er baseret på identitet og forsøger at erstatte klasseidentitet med en national, kulturel eller religiøs identitet. At erstatte klassekampen med en kamp mod mennesker, der opfattes som en trussel mod deres identitet. Præcis den samme dynamik som fascisterne i 20’erne og 30’erne omend i en anden form og med andre metoder.

Pegida er den aktivistiske gren af denne bevægelse og ikke bare 50 tosser, der er pjattet med dannebrosflag og stegt flæsk. De forsøgte i deres udgangspunkt at skabe en “mainstream” massebevægelse. Det lykkedes ikke for dem fordi de blev mødt af en aktivistisk modstand, der gjorde at de såkaldte “almindelige mennesker” ikke turde at møde op til deres arrangementer. I Tyskland ser det helt anderledes ud. Her er det lykkedes Pegida at få tusinder mennesker på gaden. Det må ikke ske her.

Jeg går ikke på gaden og forsøger at stoppe dem (fysisk om nødvendigt) for at vise min kærlighed til mangfoldighed. Jeg går på gaden fordi fascismen ikke skal have et ben til jorden.
Jeg medgiver gerne at det umiddelbart kan virke som et dilemma i hvilket omfang man skal give dem den opmærksomhed de så desperat søger gennem deres provokationer. Men at tro man kan tie fascismen ihjel eller bekæmpe den med kærlighed og dialog er naivt.

Jeg mener heller ikke at alle synspunkter kan være lige gode og at man kan være venner med alle, selv politiske modstandere. Det er en holdning man kan have hvis man ikke har noget på spil. Fascisme er ikke en holdning, det er en forbrydelse og den skal knuses.

Redaktinel note: Se også Modkrafts foto-reportage fra det såkaldte juleoptog lørdag den 3. december.

Er Inger Støjberg racist?

Erik Storrud — Mon, 28 Nov 2016 12:08:39 +0000

Af Erik Storrud

Om venstreorienterede og højreorienterede definitioner af racisme og om hvorvidt Inger Støjberg kan beskrives som racist.

Venstreorienteret humanistisk racismeforståelse.

Der findes to måder at snakke om racisme på i Danmark. Den venstreorienterede humanistiske forståelse af racismebegrebet er bredt repræsenteret her på Modkraft. Den går (groft forsimplet) ud på, at de mennesker der har en racialiseret priviligeret position skal respektere dem, der har en mindre priviligeret position i deres kamp for frigørelse. Anerkender man ikke at andre religioner, kulturer og hudfarver diskrimineres er man racist ifølge den opfattelse. Ifølge den racismedefinition er alle majoritetsborgere faktisk racister i mere eller mindre grad fordi vi alle er indlejret i usynlige kulturelle, samfundsmæssige og historiske undertrykkelsesstrukturer der sikrer os bedre positioner. Vi kan kun blive bedre mennesker hvis vi konstant arbejder for at mindske den og altid anerkender minoriteternes ret til selvbestemmelse.

At Støjberg nægter at arbejde med sin iboende racisme er ekstremt tydelig i et videoklip fra DR i går hvor hun forsøger forklarer hvad god integration er. Eftersom hun ikke mener majoriteten i Danmark har noget som helst ansvar for integrationen opfylder hun ovenstående racismekriterie. Hun anerkender derfor ikke at minoriteter i Danmark udsættes for racisme og gør intet for at modarbejde den.

Med det argument i hånden kan alle der abonnerer på den venstrehumanistiske privilegiebaserede racismeforståelse med god samvittighed kalde Inger Støjberg for racist. Det tager hun dog nok ikke så tungt. Dels fordi hun er nok er vant til det og dels fordi vi også render rundt og kalder os selv og hinanden racister hele tiden.

Højreorienteret racismeforståelse

Den venstreorienterede racismeforståelse er ikke så brugbar i den politiske debat. Vi er nemlig oppe imod folk der ikke anerkender vores forståelse af racisme og derfor er ligeglade med vores privilegietrapper og selvkritiske refleksioner. Men hvordan definerer højrefløjen så racisme?

Nogle vil mene at racisme skal defineres som det beskrives i lovgivningens racismeparagraf. Gjorde man det ville diskrimination på baggrund f.eks. tro og seksualitet også være racisme. Størstedelen af højrefløjen mener dog at racismeparagraffen skal afskaffes alligevel så vi er nødt til at lede et andet sted hvis vi skal snakke racisme med med højrefløjen. Lad os lede efter deres definition i deres egne formuleringer i stedet.

Når man anklager en højreorienteret for racisme skynder vedkommende sig ofte at påpege, at den forskelsbehandling de anbefaler ikke har noget med race at gøre. Det vil sige at de fleste højreorienterede betragter racisme som udelukkende at omhandle diskrimination baseret på folks hudfarve (race). Man er altså kun racist hvis man personligt og direkte behandler folk dårligere baseret på hudfarve.

Inger Støjberg og brune mennesker

Hvis vi skal blive hos Inger Støjberg og vurdere hvorvidt hun er racist ifølge den højreorienterede definition, kræver det altså at hun har gjort noget tarveligt imod brune mennesker FORDI de er brune. Det er ikke nok hvis hun vedtager en lov der behandler flygtninge som affald eller hvis hun skulle mene alle muslimer er terrorister. Hun skal personligt behandle folk dårligere baseret på deres hudfarve eller race. Ikke bare religion eller statsborgerskab.

Men gør hun så det? Lad os tage nogle eksempler.

Nytårskur og sorte svin

Til nytårskur i Frederikshavn 2015/2016 bliver Støjberg spurgt af en folkeskolepige med kurdisk baggrund om hvad ministeren har tænkt sig at gøre ved at hun bliver kaldt sorte svin, og beskyldt for at stjæle uden grund.

Integrationsministeren svarede følgende: ”Ved du hvad jeg tror fordomme går begge veje. Og det synes jeg vi skal være meget bevidste om... At jeg tror fordomme går begge veje. Øhm... Jeg har en forpligtigelse til både at fortælle om de positive og de negative historier fordi det nytter altså heller ikke noget hvis vi kommer til at leve i et verdensbillede som det svenske.”

Støjbergs svar er transkriberet fra en lokalradiooptagelse af hele nytårskuren. Seancen er i øvrigt behandlet af Frank Poulsen her.

Udover at det er en grotesk måde at svare en bekymret folkeskoleelev er det meget svært at forestille sig at hun havde svaret det samme hvis eleven havde været hvid. Faktisk ved vi at Inger Støjberg bekymrer sig mere om hvide institutionsbørns vilkår eftersom hun fremlagde det som et stort (og i øvrigt opdigtet) problem at der på en institution ikke længere måtte serveres hamburgerryg til de danske børn. Inger Støjberg vil altså hellere problematisere børns imaginære madpakker end tage ansvar som integrationsminister når et brunt barn siger at det oplever racistisk diskrimination. Og det er svært at finde andre faktorer end barnets hudfarve der betinger forskelsbehandlingen.

De belejlige unge med den forkerte hudfarve

Onsdag d. 11. maj er Inger Støjberg på Nørrebro for at besøge et lokalt værtshus der har været udsat for hærværk af nogle unge der angiveligt skulle have råbt "Sharia Zone". Efter besøget finder hun to lokale mørkhudede unge at ”diskutere” med. En fuld transkription kan læses her.

Støjberg udtalte ”Jeg synes simpelthen, I skal opføre jer ordentligt(...)” selvom de unge ikke havde gjort noget forkert.

Hun sagde ” Ved du hvad. Alle muligheder ligger lige for fødderne af jer” selvom den ene af de unge studerer og den anden prøver så hårdt han kan at få et arbejde.

I det hele taget emmer interviewet af fordomme. Men det interessante er at der tilsyneladende ikke er noget der betinger Støjbergs beskyldninger andet end deres hudfarve. Det er faktisk umuligt at forestille sig hun overhovedet havde opsøgt og startet den aggressive samtale hvis ikke de to unge mænd havde været mørke i huden.

Inger er racist

At vi har en integrationsminister der ikke anerkender at hun tilhører en privilegeret majoritet i et samfund, hvor der finder diskrimination sted er en ting. Det kan folk langt ude på venstrefløjen også være uenige om. Men at hun tydeligvis behandler mennesker omkring sig dårligere alene hvis de har en afvigende hudfarve afslører altså noget ret alvorligt og problematisk om hendes helt personlige menneskesyn.

Uanset hvordan vi fortolker begrebet racisme er der kun en mulig konklusion. Hvis racisme overhovedet er et ord der har en betydning opfylder Integrationsministeren alle kriterier for at være racist.

Oprørslog oktober 2016

Erik Storrud — Mon, 07 Nov 2016 10:16:24 +0000

Af Erik Storrud

Oprøret er i fuld gang! På oprørsloggen vil jeg måned for måned indsamle korte rapporter om alle antikapitalistiske eller venstreorienterede aktioner og demonstrationer. Kort sagt; Alle begivenheder hvor mennesker forsøger at ændre samfundet til det bedre udenom folketinget. Mit indtryk er at der sker meget mere end vi egentlig går rundt og tænker over til dagligt. Samtidig er det ret tydeligt at mange forskellige kampe i disse måneder og år tager til i styrke og intensitet. Jeg håber med min gennemgang at kunne dokumentere hvad der sker og at oprørsloggen kan minde folk om at kampen for en bedre verden er i fuld gang og inspirere folk til at kæmpe og gøre en forskel!

Har jeg glemt din aktion? Send mig en e-mail på erik@bzby.dk med en kort beskrivelse og eventuelle fotos.

Lørdag d 1. oktober – Pegida demonstration

Antiracister var igen på gaden imod den islamhadske forening PEGIDA. Der var ca 30 antiracistiske demonstranter og 50 PEGIDA sympatisører på gaden. Antiracisterne malede med kridt forskellige steder på PEGIDAs rute. Politiet var agressive og en demonstrant blev påkørt af en politimotorcykel. Vedkommende kom dog ikke alvorligt til skade og ingen blev anholdt.

Lørdag d. 1. oktober – Save Aleppo

Over 1000 mennesker demonstrerede på Christiansborg Slotsplads imod borgerkrigspresident Assad og Rusland der fortsat bomber befolkningen i den belejrede by Aleppo. #SaveAleppo

Mandag d. 3. oktober – Aktion imod fængslinger af ikke-kriminelle asylansøgere

Ca 20 aktivister deltog i et retsmøde i Glostrup ret hvor det juridisk bestemmes at ikke-kriminelle asylansøgere skal holdes fængslet i Vridsløselille statsfængsel for at facilitere og motivere til udrejse fra Danmark. Dommeren og retsbetjenten var tydeligt utilpas med et publikum til det der normalt er en rutinebehandling. De fængslede asylansøgere var ikke selv tilstede men kunne "deltage" igennem et video-opkald på skype. Til dagens sidste retsmøde foldede aktivisterne et banner ud inde til retsmødet hvilket fik dommeren til at panikke og tilkalde retsbetjenten der viste aktivisterne ud. Den fængslede asylansøger så banneret og udtrykte efterfølgende stor glæde for støtten.

Mandag d. 3. oktober – Modstand mod Danskernes parti og Venstres Ungdom

Omkring 50 antiracister mødte op ved Venstres Ungdoms (VU) lokaler i Aarhus hvor de sang protestsange imod racisme. VU havde inviteret den tidligere nazist og nuværende formand for Danskernes Parti Daniel Carlsen til debatmøde om hvordan Danmark skulle se ud.

Natten forinden var der blevet kastet en brosten gennem ruden til VU’s lokaler hvor der også var malet antinazistisk grafitti. På brostenen var indbundet en seddel der tydeliggjorde at hærværket skyldtes VUs tilnærmelser til Danskernes Parti.

http://modkraft.dk/artikel/brosten-og-moddemo-mod-vu-og-daniel-carlsen-i-aarhus

Tirsdag d. 4. oktober – Folketingets åbningsdag

I anledning af at politikerne nu igen skal på arbejde efter deres rekordlange sommerferie var der et væld af aktioner og demonstrationer hele landet.

Christiansborg Slotsplads var hele dagen fyldt af protester og der var et langt program hvor skiftevis fredsaktivister, konspirationsteoretikere, venstrefløjspolitikere og stort set alle faggrupper skiftedes til at holde taler og spille musik fra kl 9 om morgnen til kl 22 om aftenenen. Under VKO-regeringen har antallet af demonstranter på folketingets åbningsdag nogengange været højere når de store fagforeninger og studenterorganisationer har mobiliseret. I år var der flest da ”Bekæmp Fattigdom Nu” havde programmet fra 16:30 til 19 hvor ca 6.000-10.000 var samlet. Til gengæld har der (efter min bedste vurdering) aldrig været så højt et aktivitetsniveau eller været involveret så mange forskelligartede grupper på denne dag før.

Århus demonstrerede også imod fattiggørelse og nogle hundrede var (så vidt jeg kan se på billederne) til stede i Rådhusparken til velfærdsalliancens demonstration.

Også i Esbjerg var måske 100 demonstranter på plads til den lokale LO-afdelings demonstration foran rådhuset.

I Ålborg var ca 50 demonstranter mødt op til gratis suppeuddeling og demonstration for velfærd arrangeret af de lokale afdelinger af Enhedslisten og Alternativet.

Palæstinas (Israels) plads - Tag fremtiden tilbage

Ca 80-100 unge demonstranter var mødt op for at protestere imod at politikerne ødelægger deres fremtid med deres nedskæringerne på ungdommen (herunder SU’en). Demonstranterne forsøgte dialog men politiet nægtede demonstranterne at gå på gaden eller at komme hen til Axel Towers hvor de ville mødes med de strejkende tømrere. Demonstranterne valgte at trodse polititiet og det blev til en demonstration med en masse skubben, råben og en spændt stemning da politiet forgæves forsøgte at holde demonstranterne på fortorvet det meste af ruten. Til sidst gav politiet op og tillod demonstranterne at bruge vejen.

Beretning

http://modkraft.dk/blog/erik-storrud/n-r-politiet-ikke-synes-man-skal-demonstrere

Onsdag d. 5. oktober - Flaskesamlere anholdes i Folkets Park

Tidligt onsdag morgen blev 20-30 flaskesamlere anholdt af politiet da de lå og sov i Folkets Park på Nørrebro. Tilsyneladende gik politiet udelukkende efter dem der var mørke i huden. Politiet konfiskerede kontanter fra de anholdte og løslod dem der havde nok til at betale bøder for at sove på gaden.

Samme eftermiddag mødtes 5-10 demonstranter foran politistationen på Kammillevej på Amager hvor de anholdte flaskesamlere sad. Der blev råbt slagord og vinket ind til de anholdte indtil politiet smed dem uden for hørevidde. En kvindelig demonstranterne blev i den forbindelse voldsomt anholdt, udsat for seksuelle tilnærmelser under kropsvisitation og truet med en opdigtet sigtelse før hun blev sluppet fri kort efter.

Torsdag d. 6. oktober – bønner til finansministeriet

Vrede studerende smed om natten slimede bønner foran foran finansministeriet.

Presse:

http://www.tv2lorry.dk/artikel/studerende-overdaenger-finansministeriet-med-slimede-boenner

Løbende igennem oktober – Bannerdrops

Generelt var bybilledet præget af mange banner-aktioner i første halvdel af oktober. Budskaber for studerende og social retfærdighed hang fra broer og stilladser rundt omkring. Her er et fra Nørrebro og Køge.

Mandag d. 10. oktober – Strejkende tømrere vinder

De strejkende tømrere er blevet genansat med en lønstigning hvilket markerer den lykkeligeafslutning på tre ugers strejke

http://modkraft.dk/artikel/t-mrersvende-indg-r-forlig-og-slutter-flere-ugers-strejke

Tirsdag d. 11. oktober – Medmenneskesmuglere i retten

Gennem hele Dagen var Welcome to Denmark og Medmenneskesmuglerne været tilstede foran Københavns Byret hvor fire medmenneskesmuglere var sigtet for at sejle flygtninge til Sverige i september 2015. Der blev delt over 1000 løbesedler ud, lavet medmenneskesmuglerselfies og stået med bannere. De fire tiltalte blev frifundet grundet mangel på bevis.

Presse:

http://modkraft.dk/artikel/fire-personer-frifundet-menneskesmugling

Torsdag d. 13. oktober – Den superrige elite hylder udemokratiske politikere

I anledning af at politikerne forventes at indføre handelsaftalen CETA mellem Canada og EU uden debat i folketinget havde aktivister fra Afrika Kontakt klædt sig ud som den superige elite. Aktivisterne stod klar i fint tøj og hyldede politikerne og overdængede dem med konfetti da de mødte på arbejde om morgenen. Aftalen forventes at gøre det lettere for firmaer at sagsøge stater hvis deres ”profit” er i fare.

Slideshow:

https://www.facebook.com/Afrikakontakt/videos/1109978149097470/

Torsdag d. 13. oktober – fingrene fra Amar Fælled!

Over 50 demonstranter indkaldt af NOAH stod klar ved By & Havns kontor. Anledningen var en arkitektkonkurrence hvor der skulle udvælges hvilket projekt der skulle have lov til at bebygge noget af københavns sidste uberørte naturområde. Samtidig blev der afleveret 28.000 underskrifter til Københavns overborgmester Frank Jensen.

Presse:

http://www.tv2lorry.dk/nyheder/13-10-2016/1930/i-dag-blev-det-afsloret-hvilket-forslag-der-har-vundet-konkurrencen-om-bygge?autoplay=1#player

Fotos:

https://www.facebook.com/events/1798825940388794/permalink/1801546166783438/

Torsdag d. 13. oktober – 43.000 imod nedskæringer på SU

Over det meste af landet var elever, studerende og undervisere på gaderne imod nedskæringer SU’en og på uddannelserne generelt. Arrangørerne anslog at 30.000 var på gaden i København, 8.000 i Aarhus, 3.500 i Odense og 1.500 i Aalborg.

Traditionen tro havde Liberal Alliances Ungdom en moddemonstration bestående af fire-fem unge partisoldater der igen prøvede at provokere med et ”forkælede møgunger” skilt og diverse tilråb. De fik dog støtte fra uventet kant da den pelsklædte teateraktivister i Stemmer fra Toppen valgte tilslutte sig de højreorienterede værdikæmpere. De stillede sig foran liberalisterne og råbte slagord som ”I skal ingen penge ha – vores er i Panama!” Liberalisterne skruede tydeligt ned for charmen og vidste ikke hvordan de skulle forholde sig til den uventede ”hjælp” de fik.

Torsdag var altså dagen hvor det var populært at være aktivist klædt ud som superrig ved Christiansborg.

Fredag d. 14. oktober – Kulturnat på Christiansborg

Vanen tro var Christiansborg åbent for besøgende i anledning af kulturnat i København. Man kunne få rundvisning og blandt andet møde folketingets forkvinde Pia Kjærsgaard.

Tirsdag d. 18. oktober – Uddannelsesminister Ulla Tørnæs jokker i spinaten

Gruppen Vrede Studerende smed 30 kilo spinat foran uddannelsesministeriet lige før det åbnede. I en pressemeddelelse skrev de at uddannelsesminister Ulla Tørnes jokker i spinaten når hun skærer i SU’en.

Presse:

http://www.tv2lorry.dk/artikel/studerende-bag-ny-aktion-spinat-mod-ministerium

https://www.information.dk/telegram/2016/10/studerende-smider-spinat-foran-ministerium-klar-besked

Onsdag d. 26. Oktober – Save syria t-shirts

12 aktivister blev smidt ud af Folketinget fordi de havde Save Syria t-shirts på. De blev smidt ud under sikkerheds-tjekket ved indgangen.

https://www.facebook.com/frederikke.hauberg/videos/10154626269473718/

Torsdag d. 27. oktober – Stop TTIP demonstration

4000-6000 demonstranter gik fra rådhuspladsen til christiansborg i protest imod CETA og TTIP. Det er den største demonstration imod international kapitalisme i Danmark i mange år.

Fotos:

http://modkraft.dk/fotoserie/stop-ttip-og-ceta

Fredag d. 28. oktober - protest ved jobcentret Lærkevej

30-35 demonstranter var tilstede foran Jobcentret på Lærkevej hvor de protesterede imod den ydmygende behandling kontanthjælpsmodtagere udsættes for.

Presse: http://modkraft.dk/node/28630

Lørdag d. 29. oktober - Fred i Aleppo

over 500 demonstranter markerede med masser af hvide flag og hvid kunst at Rusland og Assad skal stoppe bombardementerne i Aleppo. Demonstrationen var indkaldt af Mellemfolkeligt Samvirke (MS ActionAid)

Oprørslog - september 2016

Erik Storrud — Thu, 06 Oct 2016 09:44:56 +0000

Af Erik Storrud

Fredag d. 2. september – Christianitter fjerner boder på Pusherstreet

Efter en person tilknyttet hash-salget på Christiania skød to civilbetjente og en pantsamler valgte christianitterne at fjerne alle boderne på Pusherstreet og gøre op med pushernes forbud imod at tage fotos eller løbe i Pusherstreet. Aktionen foregik uden dramatik med massiv pressebevågenhed.

Lørdag d. 3. september: Alien-demonstration imod PEGIDA

Fotos af Pebermayn

Antiracister klædt ud som aliens markerede at alle mennesker ser lige ud fra det ydre rum uanset hudfarve og religion. 11 blev anholdt. Heraf flere mindreårige. De fleste for brud maskeringsforbuddet. PEGIDAs demonstration blev i en periode blokeret og forsinket.

Presse:

http://www.dr.dk/nyheder/indland/alien-klaedte-demonstranter-forsoegte-standse-pegida-demonstration

http://www.bt.dk/content/item/995614

Flere fotos:

https://www.facebook.com/nopegidadk/posts/1653243401670998

Lørdag d. 10. september – BZ mindedemo

På 30årsdagen for barrikaderingen af Ryesgade kvarteret gik 2-300 gamle BZ’ere og nye sympatisører i optog fra ryesgade til Christinia hvor gamle og nye BZ-bands spillede til en stor fest!

Onsdag d. 14. september – sørgeoptog mod kontanthjælpsreformen

Ca 200 demonstranter gik sørgende igennem strøget i anledning af Sort Onsdag. Den dag kommunerne skulle implementere kontanthjælpsloftet.

Presse:

http://arbejderen.dk/indland/s%C3%B8rgemarch-mod-kontanthj%C3%A6lpsloft

Torsdag d. 15. september – Demonstrationer mod velfærdsforringelser

I byer over hele landet demonstrerede netværket velfærdsalliancen bestående af især faglige organisationer imod besparelser på velfærden. Det er svært at finde tal på hvor mange demonstrerede i alt. Ca 5.000 demonstrerede ifølge nogen medier i København og der blev demonstreret i 40 byer i alt. Derfor er et bud på 6.000-10.000 demonstranter realistisk.

Presse:

http://www.tv2fyn.dk/artikel/masse-demonstrationer-mod-besparelse

http://www.arbejderen.dk/indland/med-vibeke-til-aktionsdag-bedre-velf%C3%A6rd

Søndag d. 18. september - Menneskering om Amager Fælled

Over 1000-3000 københavnere dannede denne søndag formiddag en lang menneskering om et rydningstruet stykke af Amager Fælled.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/vrede-koebenhavnere-i-protest-hold-nallerne-fra-vores-faelled/6299507

Onsdag d. 21. september – strejke på Axel Towers

Tømrerne på prestigebyggeriet Axel Towers nedlagde arbejdet i protest over urimelige lønforhandlinger. Strejken er overenskomststridig.

Presse:

http://www.arbejderen.dk/fagligt/40-bygnings-arbejdere-i-strejke-p%C3%A5-anden-uge

Fredag d. 23. september – Bustur til Stockholm

Ca 20 aktivister tog med bus til stockholm for at stoppe en svensk pendant til PEGIDA. De fleste antifascister blev præventivt frihedsberøvet uden sigtelser eller større dramatik. Der var flere fascister end forventet.

Fredag d. 23. september – Kamerakrig på Christiania

Ukendte gerningsmænd piller kameraer ned som politiet har sat op for at overvåge Pusherstreet. Episoden gentager sig dagen efter.

Presse:

http://ekstrabladet.dk/112/christianitter-til-politiet-se-vi-har-jeres-kamera-lige-her/6311663

Fredag d. 23. september – SU Limbo på Kultorvet

Studerende lavede limbo på Kultorvet for at illustrere hvor langt SU’en kan skæres ned og hvor lavt de studerende må gå for deres uddannelser. Lignende aktioner i Odense, Århus og Ålborg.

Presse:

http://arbejderen.dk/artikel/2007-11-03/elever-danser-limbo-mod-nedsk-ringer

24. september – Aktion mod kulkraftværk

Aktivister fra Klimakollektivet trængte ind på Nordjyllandsværket og standsede tilførslen af kul. 9 blev anholdt, sigtet og løsladt senere samme dag.

Presse:

http://www.dr.dk/nyheder/indland/ni-anholdt-traengte-ind-paa-kulkraftvaerk-i-aalborg

http://www.tv2nord.dk/nyheder/24-09-2016/1930/aktivister-indtog-nordjyllandsvaerket?autoplay=1#player

Torsdag d. 29. september – Flygtningeaktion ved søerne

Totalteater hvor aktivister tilknyttet Welcome to Denmark sejlede i gummebåde over Søerne i indre københavn. Militæret stod klar og afviste flygtningene ved bredden og bådene kæntrede. En paralel på virkeligheden i Middelhavet.

Flere Fotos:

https://www.facebook.com/welcome2dk/posts/1670086443320208

30. september – Studerende i gældslænker

Ca 30 studerende gik i lænker og fangedragter fra indre by over Dronning Louises Bro for at protestere over nedskæringer på SU der betyder at stadig flere studerende bliver fanget i gæld før de bliver færdige.

Din Oprørslog!

Har jeg glemt din aktion? Skriv den til mig på mail: erik@bzby.dk Skriv: En kort beskrivelse af aktionen, demonstrationen eller begivenheden. Husk at inkludere hvor mange der deltog og hvorvidt der var nogen anholdte eller andre reaktioner på det. Vedhæft billeder eller link gerne til nyhedsartikler.

Beklager at gennemgangen er lidt københavnercentrisk. Det skyldes at det er her jeg bor og derfor her jeg opdager hvad der sker. Jeg vil hjertens gerne inkludere aktioner andre steder i landet hvis jeg får at vide at de sker så husk at maile mig!

Sager jeg ikke dækker: Konspirationsteorier og dyrerettigheder.

Typer af ting jeg ikke dækker: Møder og begivenheder der udelukkende har et parlamentariske sigte. Ting fra udlandet hvori der ikke deltager personer fra Danmark.

Når politiet ikke synes man skal demonstrere

Erik Storrud — Wed, 05 Oct 2016 08:55:58 +0000

Af Erik Storrud

Igår havde jeg den meget stressende oplevelse at være arrangør for en demonstration som politiet gjorde sit bedste for at forhindre. Efterfølgende var jeg med til at skrive denne erklæring fra arrangørgruppen Party Rebels.

Party Rebels takker for en fed demonstration!

Vi havde valgt ikke at anmelde vores demonstration på forhånd da vi mener ytrings- og demonstrationsfrihed ikke skal kræve særlig tilladelse hvilket i øvrigt også står i grundloven. Den skal gælde overalt og altid og i Party Rebels vil vi altid være kreative og kæmpe for at udvide det rum der kan bruges til protest og fest. Vi er dog villige til at gå i dialog med politiet for at undgå problemer og forsøgte vi også på idag så snart politiet troppede op på Israels plads.

Desværre var politiet fuldstændig afvisende og ville på ingen måde tillade os at komme til Axel Towers hvor vi havde aftalt med de strejkende tømrere at gå sammen til Christiansborg. Vi havde været villige til at lade politiet vurdere hvilken rute der var bedst så længe vi kunne komme til de steder der var demonstrationens politiske mål. Men politiet var trods ihærdige forsøg på dialog og forhandling fuldstændig afvisende og ville kun have os ad Gothersgade til Christiansborg af ”trafikale hensyn”.

At politiet ikke bare vil diktere hvilke veje men hvilke bydele man må demonstrere i er et alvorligt problem. At de samtidig ønsker at forhindre os i at nå vores politiske mål er intet mindre end en fratagelse af vores grundlovssikrede ret til at demonstrere frit.

Dette var ikke et angreb vi kunne acceptere hvorfor vi valgte formelt at opløse demonstrationen og forsøge at gå vores rute som en folkemængde i stedet. Politiet reagerede som forventet meget aggressivt og mobiliserede mange betjente som skubbede folk ind på fortovet og skærmede ruten af med deres biler. Takket være en ihærdig vedholdenhed fra deltagerne lykkedes det at holde demonstrationen på gaden og få vist politiet at de ikke vinder noget med deres aggressive opførsel. En sidebemærkning er at politiet med deres massive udrykning og mobilisering af transitter forstyrrede trafikken meget mere end vores lille demonstration kunne have gjort.

Ved stormgade gav politiet endelig op og vi kunne gå de sidste 400 meter med musik og fest.

Vi siger tak til alle der var med. Tak til tømrerne ved Axel Towers, dem der kæmpede for gaderne, dem der sikrede god stemning i resten af demonstrationen og dem der bare gik med og ikke lod sig skræmme! Det var ikke den største demonstration i verden men alle der deltog var de bedste demonstranter i verden!

Politiet vil i tider med stigende social ulighed blive mere og mere brugt til at forhindre aktivister og andre gode kræfter i at ændre samfundet til det bedre. Der er rigtig meget vi gerne vil ændre! Derfor er det vigtigt at vise dem at vi selv bestemmer hvornår vi vil slås, hvornår vi vil feste og hvorhenne vi vil demonstrere!

Vi ses på gaderne og til kæmpefest for ballade og gang i den i Ungdomshuset den 19. november!

Læs mere her:
https://www.dukop.dk/events/1717

Kampen og festen fortsætter!

På tide at tale højt og længe om legalisering!

Erik Storrud — Thu, 01 Sep 2016 09:49:16 +0000

Af Erik Storrud

Skrev følgende tekst til facebooksiden Politikritik og copypaster den herind på min blog også:

I nat er to betjente og en civil ramt af skud på Christiania. Den ene betjent er ramt i hovedet og hårdt såret.

Ifølge politiet er det en gammel kending fra den organiserede hashhandel der står bag. Her til morgen er denne formodede gerningsmand selv blevet skudt og hårdt såret af politiet i Tårnby.

I Politikritik tager vi selvfølgelig afstand fra brugen af skydevåben. I Danmark står vi ikke i en situation hvor det kan forsvares etisk, moralsk eller taktisk at skyde politifolk. Det vil utvivlsomt føre til en hårdere kurs fra Politiet på Christiania og omfattende gengældelse. Derudover bringer det samfundet tættere på amerikanske tilstande hvor politiet med opbakning fra politikere og samfundsdebattører i langt højere grad kan skyde mistænkte borgere. Det er svært at undervurdere hvor dumt nattens skyderi er.

I den kommende tid vil politiet og politikere utvivlsomt forsøge at udnytte situationen til at eskalere indsatsen mod hashsælgere og købere på Christiania. Politiet har allerede været ude og udtale i pressen at dette bør være et "wake-up call for lovlydige christianitter." Opfordringen er at de nu skal hjælpe politiet med at presse hashhandlende ud af Christiania. Et krav politiet aldrig ville stille til lovlydige borgere nær andre narkotikahandlende andre steder i landet.

For at komme nogen som helst komplekse problemer til livs er man nød til at forstå dem. Politiets og politikernes blinde krav om hårdere kurs og afstandstagen er samtidig et forsøg på at dræbe debatten om de dybereliggende årsager til problemet. En debat som nu er vigtigere end nogensinde!

Det virkelige problem er at hashhandel er blevet meget mere risikofyldt siden Task Force Pusherstreet startede i 2012. Både for sælgere og købere. Udover at straffen for besiddelse hash er steget støt igennem mange år er politiet også begyndt at anvende love anderledes og hårdere end før. At kaste sten efter politiet er f.eks. en almindelig voldshandling efter dansk lovgivning. Alligevel vælger politiet efter uroligheder på Christiania den 17. juni at sigte alle mistænkte stenkastere efter straffelovens grove voldsparagraf. Derudover valgte man at varetægtsfængsle alle mistænkte selvom varetægtsfængsling normalt kun bør bruges undtagelsesvist og ikke ved almindelige ukomplicerede voldssager. Et klart eksempel på at der gælder anderledes regler på Christiania end i resten af samfundet.

Henover sommeren har politi og politikere ligeledes været stærkt kritiske overfor hjemmesiden osteinfo.com der offentliggjorde billeder og telefonnumre på betjente. Samtidig er der ingen kritik da politiet i august selv offentliggjorde billeder af mistænkte stenkastere der endnu ikke er dømt for noget.

For mange på Christiania er Task Force Pusherstreets en urørlig myndighed der udelukkende forsøger at straffe folk relaterede til hashhandlende så hårdt og hensynsløst som muligt. Hvor politiet tidligere forsøgte at stoppe hashhandlen med en synlig og daglig tilstedeværelse på Christiania, er de nu gået over til en hurtig, voldsom og meget risikabel ind-og-ud-strategi, hvor eneste formål er at fange nogen og sikre beviser nok til langvarige fængselsstraffe.

En strategi der blandt andet førte til at civilbetjente skød varselsskud overfor stenkastende da de ventede på forstærkning i november 2013. Alternativt kunne de have ladet de anholdte gå eller blot trække sig ud. Med den opførsel signalerer politiet at de er klar til at slå ihjel for at sikre deres hashfangster eller som straf for stenkast.

Hvis man ser problemerne på Christiania i en historisk og samfundsmæssig kontekst bliver det åbenlyst, at nattens skyderier er blot den sidste i en lang række eskaleringer fra begge sider af en voldsomt kompliceret og meget politisk konflikt om hash. I stedet for at hoppe med på en afstandstagen, der er blind overfor de eskaleringer der begås af begge parter, bør vi som samfund tænke længe og grundigt over hvordan vi får alle problemerne stoppet!

Det er på tide at tale mere og højere om hvordan vi hurtigst muligt får legaliseret hash på en fornuftig måde. En måde hvor hele samfundet får gavn af salget i stedet for få kriminelle. Hvor folk der har et misbrug ikke jagtes i en hovedløs politiindsats med straf som eneste formål. Hvor der oplyses grundigt om farerne ved hashen og der tilbydes ordentlig hjælp til dem der vil kvitte misbruget! En legalisering der udover at stoppe en dødelig konflikt kommer til at gavne hele samfundet i mange år fremover!

En festlig magtballade

Erik Storrud — Tue, 23 Aug 2016 10:17:16 +0000

Af Erik Storrud

Om queerpolitik, magt og kommunikation

Østerbro AntiRacister (herefter ØAR) er en ret ny politisk gruppe bestående af primært elever i slutningen af folkeskoletiden. Gennemsnitsalderen er under 16 år. Det bliver relevant senere.

De er med i NoPegida netværket og gør sig blandt andet erfaringer med at arrangere demonstrationer, støttefester og en masse andet konstruktivt aktivistisk arbejde. En af disse støttefester var sat til at blive afholdt i lørdags (20. august). Da festen lå samtidig med Copenhagen Pride valgte de at kalde den ”LGBTQ Fest Imod Kapitalisme”. Efter eget udsagn var der ikke mere bag festens ”tema” end det tilfælde at datoen lå oveni priden.

Nogle queers opfordrede til at festen i højere grad inkluderede LGBTQ personer og delte overskuddet til mere relevante LGBTQ grupper end NoPegida.

Og her begyndte tingene at eskalere. I første omgang vælger ØAR at afvise blankt. Derefter vælger de at slette de opslag hvori der diskuteres. Derefter kommer de med nogle opslag hvor de opfordrer til at tage debatten et andet sted end på facebook. Derefter slettes også disse opslag. Så bliver festen lavet om fra en LGBTQ fest til bare at blive en NoPegida støttefest. Derefter slettes også det opslag hvor de forklarer at de ikke længere er en LGBTQ fest. Alt sammen sker imens et flertal af gradvist mere og mere indignerede kommentarer tikker ind på eventet.

Nu er eventets debatside en tom ørken uden indlæg. I stedet er der skrevet en kommentar her på Modkraft af nogle anonyme personer fra queer-miljøet. Et indlæg der argumenterer for at den antifascistiske scene og hele venstrefløjen har et problem med at være macho- og hvidhedsdomineret.

Jeg tror det er helt korrekt at der er macho og hvidhedsproblemer i den antifascistiske scene. Men jeg vil samtidig gerne tilbyde en alternativ forståelse af konflikten og magtforholdet på de sociale medier hvor den har udspillet sig. Det gør jeg fordi jeg mener det også er en anden mulig tolkning af konflikten end den åbenlyse queertolkning.

Hovedargumentet i kritiken er at indlæg der høfligt stillede kritiske spørgsmål blev slettet fra facebookeventet. Dette var ifølge kritikerne en ”silencing”. Altså en måde at gøre minoriteter tavse så deres legitime krav ikke blev hørt. Denne tolkning er ret åbenlys og legitim. Men der er en del der tyder på at det ikke er den eneste mulige tolkning af sletningerne. For det første slettede ikke ØAR ikke blot kritiske indlæg. De slettede også deres egne bortforklaringer. Det tyder altså på at de enten vidste, at de var ved at tabe diskussionerne eller at de følte sig kørt af sporet af manglende forudsætninger for at deltage i debatten i det hele taget. Sidstnævnte bliver sandsynliggjort af at de flere gange skrev at de ønskede debatten taget i andre fora end offentlige facebook diskussioner.

Netop her bliver gennemsnitsalderen i ØAR relevant igen. Ikke fordi alder på nogen måde diskvalificerer folks argumenter, men fordi at være veluddannet og have politisk erfaring er en privilegeret position overfor folk der ikke har. Jeg kan selvfølgelig ikke tjekke alder og uddannelse på alle der kritiserede festen da deres indlæg er slettet, men de to anonyme queerfolk på Modkraft er begge studerende over 25 og har henholdsvis 5 og 10 års erfaring i politik. Det er altså overvejende sandsynligt af mange af de kritiske indlæg kommer fra folk der har væsentlig mere erfaring i at tale, tænke og kommunikere politisk. En erfaring der både bliver tillært i uddannelsessystemet og igennem politiske debatter og diskussioner. Læg dertil at queer-politik er et af de mest komplicerede og akademiserede politiske emner at forstå og diskutere kvalificeret. Jeg skal selv holde tungen lige i munden selvom jeg har en humanistisk kanditatgrad og har diskuteret politik i 15 år.

Så når kritiske indlæg slettes er det selvfølgelig stadig et udtryk for silencing af potentielt berretiget minoritetskritik. Det skal Østerbro AntiRacister selvøflgelig lære at lade være med. Samtidig er det dog også et udtryk for at nogle mennesker i en mindre priviligeret position der kræver en kommunikationsform der ikke undertrykker dem på grund af manglende erfaring og uddannelse. Begge forståelser er sande, og begge forståelser er vigtige hvis vi skal videre sammen!